Webpastor.dk

Prædiken 15. søndag efter trinitatis (2025)

”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade”. I denne uge skal man måske ændre ordene til ”Se himlens droner, de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade”. Lufthavne er blevet lukket ned – politiet fik på et døgn over 500 anmeldelser om droner. Børn og unge ringer til Børnetelefonen for at fortælle, at bekymringerne om droner og krig holder dem vågne om natten, og de ringer ind og fortæller om fysiske symptomer på bekymring som mavepine og hovedpine,og butikkerne. Vi voksne prepper som aldrig før – på Bilkas Facebook-side kan man læse om at deres To-go har meget travlt på grund af ”omstændighederne i Danmark”. ”I Bilka har vi gjort det nemt, og I er pt mange der benytter sig af vores prepping-kasser [… der …] indeholder mad nok til at 2 personer kan klare sig i 3 døgn”.

Nu tænker jeg ikke, at det at preppe, er det samme som at bekymre sig – det er snare at vise rettidig omhu ligesom det heller ikke er af frygt, at jeg tager sikkerhedssele på, når jeg kører bilen.

Der er forskel på at tage sine forholdsregler og på at lade bekymringen få magten. En sikkerhedssele kan vi spænde, en kasse med forråd kan vi stille i skabet – men bekymringen kan ikke på samme måde gemmes væk. Den flytter ind i tankerne og fylder mere, end vi kan rumme. Og jeg ved ikke, hvordan I har det – men jeg er verdensmester i at bekymre mig. Jeg kan bekymre mig om det, der ligger langt ude i fremtiden, og jeg kan bekymre mig om det, jeg alligevel ikke kan lave om på.

Min kone er optimistisk – somme tider siger hun “Vi lever i den bedste af alle verdener.” Og jeg frygter, at hun har ret – for hvis dette virkelig er den bedste af alle verdener, så forstår jeg godt, at bekymringerne står i kø. For vi ser det jo: Droner i luften, krig, død og ødelæggelse. Nyhederne minder os hver dag om, hvor skrøbelig verden er – hvor tæt på 3. verdenskrig vi er.

Og så er det, Jesus siger: “Vær ikke bekymrede.” Det er let at sige, tænker vi. Men er det ikke lidt naivt? Er det ikke bare at lukke øjnene for virkeligheden?

Nej, for Jesus taler ikke om en blind ligegyldighed. Han peger på en dybere virkelighed: At verden er i Guds hånd. At vi ikke er alene. Han minder os om fuglene og liljerne – ikke fordi vi skal sidde stille og ingenting gøre, men fordi vi skal få lov til at leve uden at være lammede af bekymring. Fuglene bygger reder og leder efter føde – hvis det er nogen, der ustandseligt er i gang, så er det fuglene. Men de gør det bekymringsløst, i tillid til, at Gud har sat verden i orden, så der er plads til liv.
Og det er netop det, vi ofte mister af syne, når vi bekymrer os: Bekymring skubber Gud ud af billedet. Den gør vores problemer større, end de egentlig er, og Guds omsorg mindre, end den i virkeligheden er.
Der er engang blevet sagt:

“At bekymre sig er at tro på det negative, det er at stole på det ubehagelige, det er at være overbevist om ulykken og at have tiltro på, at nederlaget vil komme. At bekymre sig er at spilde timerne i dag på at blande morgendagens muligheder med gårsdagens problemer.”

Og det rammer ganske godt: Bekymringer dræner os. De tager glæden fra os. De stjæler det liv, vi kunne have levet lige nu. Eller som Søren Bruun i tegneserien Radiserne siger:

“Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot i at nyde de gode.”

Det er jo sandt. Bekymring ændrer sjældent på fremtiden – men den kan ødelægge nutiden.

Og så er det, evangeliet kommer til os: Jesus siger ikke, at livet bliver let, eller at vi slipper for problemer. Men han siger: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Med andre ord: Lad Gud være den, der har styr på det store. Så kan vi leve frit i det små.

Vi ser det allerede i Guds løfter til Noa:

“Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.” (1 Mos 8,22). Gud satte sin regnbue på himlen som tegn på, at han har bundet sig til sin skabning. Han har ikke skabt verden for at fortryde den. Han har skabt den, fordi han vil den. Og fordi han vil os.

Jeg husker engang, da jeg gik på gaden med en af mine drenge. Det var en af de befærdede veje i Hobro. Bilerne kom farende – og på et tidspunkt tog han mig i hånden og gik så bare roligt videre. Han kiggede ikke engang efter bilerne, for han stolede på, at min hånd holdt fast.
Sådan får vi også lov at leve i forhold til Gud. Ikke uden farer og problemer – men i tillid til, at hans hånd holder fast.

Men hvad så, når bekymringerne ikke bare er bekymringer? Når det, vi frygter, rent faktisk sker? Når dronerne ikke bare flyver rundt i luften, men også ødelægger huse, marker, liv? Når vi står med krigen tæt på – og måske endda med en storkrig i horisonten?

Det er netop dér, evangeliet er mest nødvendigt. For at være i Guds hånd betyder ikke, at vi slipper for alt det onde. Det betyder, at vi ikke står alene i det. At selv når mørket bliver dybest, og selv når verden falder fra hinanden, så er der én, der ikke slipper os.

Jesus selv gik igennem lidelsen, smerten og døden – og han rejste sig i opstandelsen. Derfor er hans ord stærkere end vores frygt. Og derfor kan vi stole på, at intet – ikke engang krig og død – kan rive os ud af Guds hånd.

Det er det, det betyder at være i Guds hånd: At vi kan miste alt, men aldrig ham. Vi kan miste freden i verden, men aldrig hans fred. At vi kan miste livet, men aldrig hans liv i os.

Så lad os høre Jesu ord igen som en gave: “Vær ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Vi får lov at leve i dag. Ikke tynget af bekymringer, men båret af Guds løfter. Selv når vi lever i en tid med hybridkrig – hvor droner kan lamme lufthavne, hvor sociale medier fyldes med misinformation, og hvor frygten selv bliver brugt som et våben – også dér gælder Guds løfte. For intet, hverken krig, løgne eller frygt, kan rive os ud af hans hånd.