Der er en sætning i den gammeltestamentlige læsning, som kunne lyde som en enkel opfordring, ja næsten som et godt råd til konfirmanden på sin store dag, hvor en gammel onkel rejser sig og slutter talen med at sige:  »Vælg da livet.«
Det lyder også som essensen af de mange gode råd, vi får om, hvordan vi skal leve:
Vælg det sunde,
vælg det gode,
vælg glæden,
vælg fællesskabet,
vælg det, der giver mening,
få noget ud af livet,
grib dagen, mens du har den – eller alle os, der har set filmen Døde Poeters Klub, vi siger det latinske: Carpe diem, grib dagen.

Og der er naturligvis noget sandt i det, for livet er ikke ligegyldigt, og vi træffer valg, som betyder noget, men når Moses siger »Vælg da livet«, er det noget langt dybere end et »carpe diem«.

Han siger det til et folk, der står
med hele sin historie bag sig,
med slaveriet i Egypten, ørkenen, ulydigheden, nederlagene og Guds trofasthed,

og som nu står over for et valg mellem livet og døden, mellem velsignelsen og forbandelsen.

»Vælg da livet« er derfor ikke først og fremmest en opfordring til at få det bedste ud af livet, men til at vende sig mod Gud, som er livets kilde.

Og måske er det netop derfor, evangeliet i dag er så stærkt, for hvad gør man, når man ikke længere synes, at livet er noget, man bare kan vælge?

Lukas fortæller om en kvinde, som kommer ind i huset hos farisæeren Simon. Hun er ikke inviteret som gæst, og hun kommer med en historie, som alle i byen kender. Hun kunne have ødelagt enhver af de andre gæsters ry, ved bare at nikke en hilsen til dem.
Lukas fortæller os ikke, hvad kvinden hedder. Hun kommer ind i Simons hus som »en synder«, sådan som Simon ser hende. Hun har næsten ikke længere noget navn. Hun er blevet sin historie. Hun er blevet det, de andre siger om hende. Simon ser hende og tænker, at hvis Jesus virkelig var profet, ville han vide, hvilken slags kvinde det er, der rører ved ham. Men Jesus ved det. Han ved, hvem hun er, og han ved, hvad hun har gjort. Forskellen mellem Simon og Jesus er derfor ikke, at Simon kender hendes fortid, mens Jesus ikke gør; forskellen er, hvad de ser, når de ser på hende.
I den forgange uge, hørte jeg en skøn sætning: ”Djævelen kender dit navn, men kalder dig ved din synd. Gud kender din synd, men kalder dig ved dit navn”. Det er ikke et citat fra Bibelen, men det rammer noget af det, der sker her. For Jesus ved godt, hvem kvinden er, og han ved også, hvad hun har gjort. Men han ser hende ikke kun som det, hun har gjort. Hendes synd er virkelig, men den er ikke hendes navn. Den er hendes fortid – og han ønsker at give hende en anden fremtid.

Jesus fortæller Simon en lignelse. En mand har to skyldnere; den ene skylder ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Ingen af dem kan betale, og kreditor eftergiver dem begge gælden. Så spørger Jesus Simon: »Hvem af dem vil elske ham mest?« Simon svarer: »Den, som han eftergav mest.« Og Jesus siger: »Du har ret.«

Det er et mærkeligt lille svar, for Simon har faktisk ret. Men han ved endnu ikke, hvad hans eget svar betyder. Jesus har ikke fortalt lignelsen for at få Simon til at bedømme kvinden; han har fortalt den for at få Simon til at forstå noget om sig selv. For læg mærke til, at ingen af de to skyldnere kan betale. Den ene skylder meget, den anden mindre, men hvad hjælper det, hvis man ikke har noget at betale med. Som min far sagde, 25 øre er mange penge, hvis det er det, man lige står og mangler, når man skal med bussen.
Ingen af dem kan betale og begge er derfor afhængige af, at gælden bliver eftergivet. Simon bliver derfor ikke placeret blandt de »gode«, fordi hans gæld måske er mindre. Han står sammen med kvinden som en, der også lever af noget, han ikke selv kan betale sig til.

Og så vender Jesus blikket mod kvinden. Simon har ikke givet Jesus vand til fødderne, men hun har vædet dem med sine tårer. Simon har ikke givet ham et kys, men hun har ikke holdt op med at kysse hans fødder. Simon har ikke salvet hans hoved, men hun har salvet hans fødder med olie. Det er ikke hendes kærlighed, der køber tilgivelsen; hendes kærlighed viser, at hun har forstået den. Hun ved, at hun ikke har noget at betale med, og derfor kommer hun til ham, som kan give hende det, hun ikke selv kan skaffe sig.

Det er måske her, den gamle sætning »Vælg da livet« får sin dybeste betydning. For kvinden står på en måde allerede uden for livet. Hun er blevet sin historie, og hendes historie er blevet hendes fremtid. Hun har spildt noget af sit liv, måske forspildt sin chance, og menneskene omkring hende har allerede afgjort, hvem hun er. Men hun går alligevel til Jesus. Ikke fordi hun kan se en vej videre, men fordi hun går til ham, som er vejen.

Simon står på sin egen måde i den samme situation, men han ved det endnu ikke. Han har Jesus i sit hus, han har hørt Jesu ord, og han har endda svaret rigtigt på Jesu spørgsmål, men han har endnu ikke forstået, at lignelsen også handler om ham. Han ser på kvinden og ser hendes gæld; Jesus forsøger at få ham til at opdage sin egen. Derfor er »Du har ret« ikke bare en venlig bekræftelse. Det er Jesu stille måde at åbne Simons øjne på: Ja, Simon, den der får eftergivet, elsker. Se nu på hende. Og se derefter på dig selv.

Dermed bliver Simon ikke den onde i fortællingen, og kvinden ikke den gode. De er begge mennesker, der står over for Jesus. Forskellen er, at kvinden ved, at hun har brug for ham. Hun går hen til ham, selv om hun har alle grunde til at blive udenfor. Simon har også fået Jesus inden for døren, men han har endnu ikke forstået, at Jesus ikke blot er en interessant gæst, som han kan vurdere; han er den, som Simon selv er afhængig af.

Derfor er »Vælg da livet« ikke et »carpe diem«. Det betyder ikke: Tag dig sammen og vælg rigtigt. Det betyder ikke: Hvis bare du beslutter dig for at være et bedre menneske, så skal det nok gå. For livet kan blive så indskrænket af det, der er sket, at fremtiden næsten ikke findes; man kan bære sin skyld som en identitet, man kan bære andres dom, og man kan til sidst selv begynde at fortælle sig, at sådan et menneske er jeg. Men Jesus siger til kvinden: »Dine synder er tilgivet.« Han siger ikke, at fortiden ikke har fundet sted, men at den ikke skal have det sidste ord. Tilgivelse betyder, at det, der skete, ikke længere behøver at bestemme, hvad der skal ske.

Derfor siger Jesus også: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred.« Hun kom med hele sin historie, og hun går bort med den samme historie, men nu er hun ikke længere ”sin historie”. Hun har mødt Jesus, hun har taget imod hans tilgivelse, og derfor er der åbnet en fremtid, hvor hun før kun kunne se en fortid.

Og måske er det netop dét, evangeliet giver os: ikke en opskrift på, hvordan vi skal skabe et bedre liv, men Kristus selv. Vi behøver ikke komme til Gud med en pænere version af vores liv, end den der faktisk findes, og vi behøver ikke først få styr på os selv og derefter komme til Jesus. Kvinden kommer med det liv, hun har, og Jesus tager imod hende. Simon står der med sit liv, sin selvforståelse og sin ret til at vurdere andre, og Jesus bliver ved med at tale til ham.

For Jesus ser mere end vores historie. Han ser mennesket, som Gud ikke har opgivet. Og han kommer ikke blot for at fortælle os, hvor livet findes. Han siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet.«

Sådan bliver Moses’ gamle ord evangelium: »Vælg da livet.« Ikke som den, der griber dagen, fordi dagen snart er forbi, men som den, der går til Kristus, fordi livet endnu ikke er slut. For vejen til livet er ikke en opskrift. Vejen til livet er en person.

Jesus er vejen.

Jesus er livet.

Og derfor kan den, der kommer til ham med hele sin historie, også gå bort med fred.