To mænd blev standset af en turist, som var faret vild. Turisten lænede sig ud ad bilvinduet og spurgte:

„Sprechen Sie Deutsch?“

Den ene mand rystede på hovedet.

Så prøvede turisten igen:

„Do you speak English?“

Igen et hovedryst.

„Parlez-vous français?“

„Parlare italiano?“

Til sidst sukkede turisten og kørte videre.
De to mænd stod lidt tavse tilbage, indtil den ene sagde:

„Det kunne da være, vi skulle lære et fremmedsprog.“

Men den anden så undrende på ham:

„Hvorfor dog det?
Den mand kunne fire sprog… og sig mig lige: Hvad fik han egentlig ud af det?“

Sprogbarrieren er en af menneskehedens gamle forbandelser. Men pinsedag var den barriere væk for et øjeblik. Der blev prædiket om Guds storværker, så mennesker fra mange folk og sprog kunne forstå det samme evangelium.

Men pinsen handler ikke først og fremmest om eksotiske tungemål eller mærkelige mirakler. Den handler om noget langt dybere. Den handler om den gamle sprogbarriere mellem Gud og menneske. For Bibelens store tragedie er egentlig ikke, at mennesker ikke kan høre Gud. Problemet er, at mennesket hører Gud — og alligevel fordrejer det, han siger.

Når Gud siger „pagt“, hører mennesket „tvang“.

Når Gud siger „lov“, hører mennesket „slaveri“.

Når Gud siger „hellighed“, hører mennesket „livsfornægtelse“.

Mennesket misforstår ikke Gud uskyldigt. Mennesket vil ikke have Gud som Gud. Derfor omsætter vi hans ord til noget truende, hårdt eller småligt.

Og derfor misforstår vi også let Jesu’ ord i dag:

„Elsker I mig, så hold mine bud.“

Vi hører det straks som et krav:
”Hvis du virkelig elsker Jesus, må du tage dig sammen.“

„Bevis din kærlighed i dine handlinger.“.

Hvad der i virkeligheden står er

”Elsker I mig, vil I holde mine bud”.
Ikke som betingelser, men som konsekvens.

Ud af kærligheden vokser ønsket om at gør, hvad Jesus siger.
De to ting hører sammen, lydighed er kærlighedens frugt.

Kærlighed uden lydighed bliver hurtigt bare stemning og følelser.
Men lydighed uden kærlighed bliver gold lovtrældom.

Kærligheden til Jesus, eller vi kunne kalde det for troen – troen bliver ikke bare bliver noget inde i hovedet, den får hænder og fødder.

Måske er det derfor, pinsen nogle gange virker så urovækkende. For Helligånden er ikke sendt for at gøre kristendommen til privat opbyggelse, hvor vi sidder hjemme i stuen eller kirken,
Ånden driver mennesker ud af lukkede rum.
Ud imod andre mennesker.
Ud med ord om håb, tilgivelse og Kristus – om Jesu bud, der handler om næstekærlighed og selvopofrelse.

Det er jo det, der skete pinsedag.
Disciplene sidder bag låste døre. Bange. Tavse.

Men efter pinsen begynder de at tale.
Ikke fordi de pludselig er blevet modige af natur eller har været på et lynkursus i personlig udvikling. Men fordi Guds Ånd taler gennem dem.

Guds ord er ikke udenadslære, som vi kan øve os på, nej, Gud lægger selve sit ord i vores hjerter.
„Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte.“

Gud er den samme, hans ord er de samme og hans vilje er den samme. Det er os, der forandres, for vi får hans Ånd, så vi begynder at høre Gud rigtigt. Ikke som noget ude fra os, men som noget indeni os.

Pinsen er derfor ikke først og fremmest følelsens festdag. Det er Kristi nærværs festdag. Jesus kalder Helligånden for „Talsmanden“.
En, der træder hen ved siden af mennesker og taler vores sag.
Alt det, Jesus var for disciplene, gør Helligånden nu nærværende for kirken.

Helligånden kommer ikke bare med religiøse stemninger. Han kommer med Kristus selv. „Jeg lever, og I skal leve.“ Og netop derfor bliver pinsen også urovækkende.

For Helligånden passer dårligt ind i menneskets trang til kontrol. Vi vil gerne have en Gud, der kan sættes i system. Også i kirken.

Vi kan hurtigt begynde at tro, at det er vores strukturer, vores udvalg, vores liturgiske præcision eller vores fejlfrie metriske salmer, der holder kirken levende.

Men det gør de ikke.

Kirken begyndte ikke med administration. Den begyndte med et sus. Med ild. Med mennesker, der ikke længere kunne tie stille om Jesus Kristus.

Det betyder ikke, at orden er ligegyldig. Allerede den tidlige kirke indsatte ældste, tilsynsmænd og faste læresætninger. Ikke for at kvæle Ånden, men for at beskytte evangeliet mod bedragere og sværmere.

For karisma uden struktur bliver kaos.

Men struktur uden Ånd bliver tom religion.

Og dér ligger kirkens fare til alle tider:

At vi begynder at stole mere på systemet end på Gud.

At vi bevarer formerne — men mister forventningen.

At vi taler om Helligånden, men ikke længere regner med, at Gud faktisk handler.

Pinsedag er Guds protest imod en stivnet kirke og imod et stenhårdt menneskehjerte.

Pinsen minder os om, at kirken ikke er et museum for en Gud, der engang levede. Kirken er den levende Guds hus. Ham som var, og som er, og som kommer.

Derfor er pinsen en festdag.

Ikke fordi vi pludselig er blevet bedre mennesker.

Ikke fordi kirken har fået styr på alting.

Ikke fordi vi nu lever perfekte liv. Men fordi Kristus aldrig har forladt sin kirke. Vi har en talsmand hos Faderen: Jesus Kristus, den retfærdige. Og vi har Talsmanden hos os: Helligånden.

Så når tvivlen kommer — er han i os.

Når synden anklager os — er han i os.

Når kirken virker træt og stivnet — er han i os.

Når vi ikke selv kan finde ordene — taler han.

Derfor er pinsen ikke bare mindet om et gammelt sprogunder. Det er glæden over, at Gud stadig gør sig forståelig – at han ikke bare taler til mennesker udefra, men ved sin Ånd flytter ind i os, bærer os og giver os sit liv. ”Jeg lever og I skal leve”.

Kirkebøn
Evige Gud, himmelske Fader,
du som ikke tier, men taler liv ind i verden ved din Ånd.

Vi takker dig for pinsens evangelium,
for at du ikke har forladt din kirke,
men stadig gør dig forståelig for mennesker.
Bryd det hårde og lukkede i os,
når vi fordrejer dine ord
og hellere vil høre os selv end dig.
Lad din Ånd lære os at høre Kristi ord ret,
så vi ikke møder dem som trusler,
men som ord fra ham, der elsker os.

Vi beder for din kirke på jord.
Bevar den fra tomme ord og død fromhed.
Værn os mod både stivnet religion og rodløs begejstring.
Giv din kirke sandhedens Ånd,
så evangeliet om Jesus Kristus lyder klart og rent iblandt os.
Lad os ikke stole på menneskelig styrke, systemer eller dygtighed,
men på dig, som alene gør levende.

Vi beder dig for alle, som frygter fremtiden,
for dem der sidder bag lukkede døre i angst, sorg eller ensomhed.
Kom til dem med din fred.
Giv ord til dem, som ikke længere selv kan finde dem.
Vær nær hos syge, døende og fortvivlede.
Vær hos dem, der bærer skyld og skam,
og hos dem, som kæmper med troen.
Vi beder dig for det ufødte barn.

Vi beder for verden og folkene på jorden.
Skab fred, hvor hadet taler højere end sandheden.
Vær hos mennesker på flugt,
hos dem der lever midt i krig, undertrykkelse og katastrofer.

Vi beder for vores menighed og for de fællesskaber, vi lever i.
Gør os ikke tavse om håbet i Kristus.
Lad kærligheden få hænder og fødder iblandt os.
Giv os mod til at tjene hinanden,
bære over med hinanden
og tale sandt med hinanden.

Vær med vores land og dets ledere.
Giv visdom til alle, som har fået ansvar betroet.
Vær med det kongelige hus.
Lad os som folk ikke glemme,
at mennesket ikke lever af brød alene,
men af hvert ord, som udgår af din mund.

Og hør os, når vi sammen beder:

Trøster over alt, som truer,
alt, hvorfor vort hjerte gruer,
trøster over alle tab!
Skænk os, skønt vi bo på sletten,
i det høje indfødsretten,
i Guds rige borgerskab,
så i alt for onde dage
glade vi herfra kan drage
did, hvor der er evig fred!