En præst og missionær vendte tilbage til den kirke i Scotland, som havde udsendt ham – vi er tilbage i 1820-erne. Det var vinter, det var koldt, det var vådt – de fleste af menighedens medlemmer var blevet hjemme i varmen. Han havde egentlig glædet sig til at fortælle om arbejdet og fortælle folk om behovet for at sende flere missionærer afsted. Men da han kiggede ud over forsamlingen, så bestod den mest af ældre mennesker, der ikke lignede nogen, der skulle til Afrika. Han holdt alligevel sin forberedte tale – om behovene i Afrika – ”vi har brug for flere arbejdere”. Han slutter sin tale med et spørgsmål: ”Hvem vil tage af sted? Hvem vil gå?”
Hvad han ikke lige havde set, var at der var en dreng med til gudstjenesten. Hans opgave var at træde på blæsebælgen bag ved orglet og sørge for at der kom luft ind i orglets piber.

Da taleren måske lidt retorisk og måske også lidt desillusioneret spurgte: ”Hvem vil tage afsted? Hvem vil gå?”. Der råbte den lille dreng tilbage: ”Det vil jeg. Jeg vil tage af sted”. På trods af at han tilhørte en fattig arbejderfamilie lykkedes det ham, da han blev voksen at få en lægeuddannelse og med den i hånden rejste han som 28 årig til Sydafrika. Han hed David Livingstone, der brugte resten af sit liv på at rejse rundt i store del af Afrika for at hjælpe folk dels med at fortælle om evangeliet, men også hjælpe dem som læge. ”Hvem vil gå?” – ”Jeg vil gå”.
Kristi Himmelfartsdag handler ligeså meget om mission som om himmelfart.

Disciplene og alle os, der er kristne har fået en klar opgave: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen”. Jesus gav os ikke mandat til at gå ud og underholde eller prædike de nyeste psykologiske teorier eller de nyeste bøger fra de mest populære forfattere. Evangeliet er meget specifikt. Det er ikke, at Gud elsker jer og har en vidunderlig plan for jeres liv. Evangeliet er ikke, at hvis du kommer til Kristus, vil du have en mening med dit liv. Disse ting kan være sande, men det er ikke evangeliet.

Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Evangeliet handler om Jesus, og har at gøre med Jesu liv, hans værk, hans forsoning, hans opstandelse, hans himmelfart og den frelse, som Jesus har givet til os og som kan blive vores ved tro og ved tro alene. Det er evangeliet og det er det, vi skal forkynde af tro og til tro.

Det var en enorm opgave David Livingstone kastede sig ud i i 1841 – alene rejsen fra England til Sydafrika tog 3 måneder, så opgaven med at nå alverdens unåede mennesker, må være meget lettere i dag med rutefly og internet.

Jeg gik ind på min computer i går og gav den kunstige intelligens Chatgpt et spørgsmål: ”Giv et bud på hvor mange mennesker, der dør på verdensplan uden at have hørt evangeliet?”. Det grublede den lidt over, men endte med at komme med et meget nedslående svar:
”Det anslås, at omkring 73.000 mennesker dør hver dag uden nogensinde at have hørt evangeliet. Det svarer til cirka 26,8 mio mennesker om året. På globalt plan lever omkring 3,39 milliarder mennesker i såkaldte “unåede folkegrupper” – det vil sige befolkningsgrupper, hvor mindre end 2 % er evangeliske kristne, og hvor der er meget begrænset eller ingen adgang til evangeliet”.

Og computeren fortsætter: ”De fleste af disse unåede mennesker bor i det, der kaldes 10/40-vinduet – et geografisk område mellem 10. og 40. breddegrad nord, der strækker sig fra Vestafrika over Mellemøsten til Asien. Omkring 95 % af de unåede folkegrupper findes i dette område”.

Det er Pakistan, Bangladesh, Indien, Algeriet, Somalia – eller det gamle kristne land, Tyrkiet. Videre fortalte Chatgpt at selv om 95% af disse folkegrupper bor dér i dette vindue, så arbejder kun 3% af alle kristne missionærer i det område og under 1% af de midler, der gives til missionsarbejde, går til mission blandt disse grupper.

Selvfølgelig er det svært at gøre op med nøjagtighed, men det skal ramme meget ved siden af, hvis det ikke skal være nogle forfærdelige tal. For hvert af disse tal, er der et menneske. Det er ikke statistik, det er liv. ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes”. Og hvor mange var det nu, der efter al sandsynlighed dør uden at have hørt om Jesus? Og derfor ikke tror på Jesus? Der er brug for missionærer.

Jeg spørger faktisk tit mig selv: Er jeg det rigtige sted? Jeg tænker ikke bare her i Haderslev, men i Danmark. Vi siger, at vi har præstemangel i Den danske Folkekirke, men der er omkring 2232 præster. Hvor mange præster er der i et land som Oman? For en del år siden besøgte jeg Oman og talte med en af de få kristne præster dér – han arbejdede skjult “under cover”. Som afsked sagde han til mig: “Vi har brug for sådan en som dig, Kim”. Nu kan jeg aldrig lærer arabisk – jeg havde svært nok med hebræisk, græsk og latin – men jeg har aldrig glemt det håndtryk og knus, jeg fik af ham. “Vi har brug for sådan en som dig, Kim”
Men mission er ikke kun for dem, der rejser langt væk. Det er også for os, der bor midt i Haderslev. Det er for os, der bor tæt på Varbergparken og Hjortebrokvarteret, bare for at nævne to befolkningstætte områder i vores sogn. For kan vi være sikre på, at alle dér virkelig har hørt evangeliet – ikke bare lyden af kirkeklokkerne, men det levende ord om Jesus, som kalder på omvendelse og lover nåde?
Vi siger, at alle er velkomne her i kirken – og det er alle også. Men hvis vi bliver ved med at tænke, at folk må komme til os, så misforstår vi Kristi kald. Han siger: “Gå ud.” De største sejre sker sjældent hjemme i kirkerummet. De sker, når vi tør bevæge os ud på udebane. Ud, hvor der er modstand og usikkerhed – men også muligheder og åbenhed.
Måske skulle der igen fejres gudstjeneste i lokaler i Varbergparken.
Vi har allerede Hjortebrougen i sommerferien. En hel uge, hvor vi møder børn dér, hvor de er – med venskab, tryghed og Guds kærlighed i handling. Vi mangler hænder – og vi mangler mænd, der tør være til stede, lave noget praktisk eller bare sparke lidt bold. Mission er ikke altid at prædike – nogle gange er det bare at være der.
Og så tillader jeg mig at spørge ligesom missionæren i den skotske kirke: Hvem vil gå?
Der er nok, der vil ærgre sig over, hvis det lukker ned, men hvor mange vil hjælpe til, før det risikere at lukke ned?

Denne generation af troende, som du og jeg er en del af, vi er ansvarlige for denne generation af sjæle, over hele verden. Vi er ansvarlige for dem. Vi er ansvarlige for dagligt at bede for behovene i tjenester rundt om i verden og spørge Gud “hvad med at jeg ikke sender mine penge denne gang, hvad med at jeg tager af sted?” Det er så nemt at swipe og overføre penge via Mobil-pay, det er så nemt. Men Gud har ikke brug for dine penge – han har brug for dig. Dit nærvær. Dine ord. Dine hænder. Din bøn. ”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste er i nød”. Så lad os tage Kristi himmelfart som afsæt. Ikke som en afslutning – men som en begyndelse. For Jesus er opfaret – og vi er udsendt.