Webpastor.dk

Prædiken, juleaften
I aften er det juleaften.
Der skal spises god mad, danses rundt om juletræet – og så skal der selvfølgelig pakkes gaver op.
Det ved vi jo godt. Alligevel er der hvert år nogen, der bliver lidt overraskede. Ofte mænd.
Det er ikke bare en fordom. Jeg så det på Danmarks radios hjemmeside, statistikken viser det sort på hvidt: Kvinder handler mere i løbet af året – undtagen én eneste dag: Den 23. december. Der er noget ved julen, der sætter tempoet op. Vi kender travlheden, forventningerne, ønsket om, at det hele gerne skal være lige som sidste år. Julen er en tidsmaskine tilbage til barndommens søde jul.

Men midt i alt det ved vi også godt, at julen handler om noget andet og noget større.
Julen handler om, at Gud selv trådte ind i verden og blev menneske.
Det er ikke bare en hyggelig julefortælling. Det er en begivenhed, der vendte alting på hovedet. For det er egentlig ufatteligt.
Den Gud, som holder hele verden i live – også os – og som kender vores liv helt igennem, også det vi helst skjuler, han kommer ikke med magt og vælde. Julen fortæller, at denne hellige Gud kommer til os som et barn. Netop ikke for at skræmme, men for at vise barmhjertighed. Ikke fordi vi har fortjent det, men fordi han elsker.
Alligevel var der ikke plads. Der var ikke plads i herberget. Ingen gæsteseng, ingen vugge – kun en krybbe. Selv høet i krybben, var noget, han havde lånt. Jesus bliver født ind i en verden, der længes efter fred, men som ikke havde rum til ham.
Og det ændrede sig ikke senere i Jesu liv. Hans ord var for krævende, hans kærlighed for udfordrende, hans sandhed for afslørende. Til sidst bliver han korsfæstet – ikke fordi han fortjener det, men for vores skyld. Så synden ikke skulle bestemme, hvordan vores historie ender.
Det betyder, at julen ikke bare fortæller os, hvordan Gud er – men hvad Gud gør.
At Gud i Jesus Kristus tager vores liv på sig. Vores skyld. Vores brudte relationer. Vores frygt og vores død.

På korset bar han det, vi ikke selv kan bære, og han giver os det, vi ikke selv kan skabe: Tilgivelse, nyt liv og fred med Gud og fred fra Gud.
Fred –
ikke bare stilhed efter larmen,
ikke bare pausen mellem krige,
men den fred, som juleevangeliet synger.

Fred til mennesker med Guds velbehag.
Fred, der har sit udspring hos Gud.
Fred, givet i kærlighed, ikke fortjent ved indsats.
Fred, der kan finde bolig i et menneskehjerte –
også når verden omkring os er urolig.

Verden har ikke ændret sig de sidste 2000 år. Der er stadigvæk ikke plads til Jesus. Der er uro, konflikter, lidelse og krig. Magt og vold sætter dagsordenen og gode nyheder er ikke altid dem, der fylder mest.
Vi kan bede om fred på jorden – ønske os fred, ”war is over, if you want it”, men hvorfor ikke begynde hos os selv? Måske er spørgsmålet i julen ikke først og fremmest, om verden har plads til Jesus, nej, lad os rette det mod os selv: Er der plads hos mig? For måske har ufreden også fundet plads i os, så der er trangt i vores hjerter. Det er fyldt af bekymringer, skyld, skam og skuffelser.

Midt i en verden, hvor der ikke er plads til Jesus, så kan vi gøre det enkle: Vi kan lukke ham ind i vores hjerter. Som Brorson skriver det:

Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.

At give Jesus plads er ikke at få styr på sit liv først.
Det er ikke at være færdig, from og fejlfri.
Det er ikke at kunne præsentere et pænt og velordnet liv, hvor alting er faldet på plads.

Tværtimod.
Det er at komme, som man er.
Med det år, der gik. Med det, vi fortryder. Med det, vi ikke fik sagt. Med det, vi mistede. Med den uro, der bor i os, og de spørgsmål, vi stadig ikke har svar på.
Med det liv, som ikke altid blev, som vi håbede.

Gud kommer midt i rodet og midt i vores sårbarhed.

Jesus kom ikke til verden, fordi mennesker havde gjort plads.
Han kom, fordi de ikke havde plads.
Han kom, fordi der var brug for ham.
Og sådan er det stadig.

Jesus er en gave, der gives til trætte mennesker, bekymrede mennesker, sørgende mennesker – helt almindelige mennesker. Han vil gerne bo hos os.

Ikke i en stald denne gang.
Men i et hjerte, der åbner sig – bare en lille smule.

Der var ikke plads dengang.
Men det kan der blive nu.

Glædelig jul.