754: Se, nu stiger solen
2: Lover den Herre
54: Hvad mener I om Kristus
Prædiken
494: Kærlighed fra Gud
Altergang
Salme efter altergang:  688: ”Skal kærlighed sin prøve stå” v.8-9
520: Du, som freden mig forkynder

Der er noget særligt over den her tekst. Jesus bliver spurgt, hvad det største bud i loven er, og han svarer så klart, at det næsten ikke kan misforstås: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Og du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hænger hele loven og profeterne. To søm, siger han. Alt, hvad Gud har sagt, alt, hvad han har ønsket, alt, hvad han drømmer for verden, hænger på dem – kærligheden til Gud og kærligheden til næsten. Og så kunne man jo tænke, at nu var det dét. Men Jesus bliver stående. Han stiller et spørgsmål tilbage: “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” Og så ender samtalen et helt andet sted – hos David, og hos den Herre, David kalder “min Herre”. Det er som om Jesus siger: I kan ikke forstå kærligheden uden at se på mig. I kan ikke forstå loven uden at se, hvordan den hænger fast i mig.

For kærligheden til næsten hænger sammen med kærligheden til Gud. Den kommer fra kærligheden til Gud. Og kærligheden til Gud begynder dér, hvor vi ser, hvem han er. Når Jesus siger, at vi skal elske Gud med hele hjertet, hele sjælen og hele sindet, så handler det ikke om at yde 100 procent – det handler om ikke at holde noget tilbage. Gud ønsker ikke bare vores søndags-opmærksomhed, men også vores mandagstanker, vores tirsdagsstemninger og vores onsdagsbeslutninger. At elske Gud er at lade ham få en stemme i det hele. Det er ikke først og fremmest en følelse, men en bevægelse – at lade hjertet åbne sig i tillid, sindet lytte i tro og sjælen finde hvile i ham, der elsker først. For kærligheden til Gud er ikke noget, vi selv starter. Den begynder hos ham.

Når vi lever dér – med Gud midt i hverdagen – så begynder det helt naturligt at flyde over. Kærligheden til Gud er kilden, og næstekærligheden er floden, der strømmer ud fra den. Og det er netop den strøm, Jesus viser os. Han talte ikke bare om, hvordan man elsker sin næste, han gjorde det. Han bøjede sig ned og vaskede fødder. Han standsede for den, der lå ved vejkanten. Han løftede blikket mod den, der skammede sig. Og til sidst gav han sig selv. Han viste, at elske sin næste som sig selv betyder at give sit liv for sin næste.
De to søm, som loven og profeterne hang på, blev til de tre nagler, der naglede ham til korset. De søm, der bar Guds bud, blev til nagler, der bar Gud selv.
Der – på korset – hænger alt. Der hænger kærligheden til Gud og kærligheden til næsten i ét. Gud, som elsker verden så højt, at han ikke holder noget tilbage. Gud, som giver sig selv, for at vi skal leve. Der bliver loven opfyldt – ikke som krav, men som kærlighed.

Og så står vi her, ligesom dengang de gjorde, med to udsagn, der taler sammen. Først Jesu svar: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Og så hans spørgsmål: Hvad mener I om Kristus? De to hænger uløseligt sammen. For kærligheden til Gud får sit ansigt i Kristus. At elske Gud er at kende ham, der både er Davids søn og Davids Herre. At elske Gud er at se på Jesus og sige: Her er Gud – i kød og blod, i mildhed og sandhed.
Og det gør noget ved os. For når vi ser på ham, falder kærligheden ikke som en byrde, men som en befrielse. Når vi ser på ham, bliver kærligheden ikke et krav, men et kald. En måde at leve på. En måde at ånde på. En måde at se andre mennesker på.
En af mine kollegaer har fortalt, at inden han går ind og handler i Netto eller hvor han når skal ind, så beder han: “Herre, vis mig, hvem jeg skal elske herinde.” Den bøn, synes jeg, er værd at tage med. For vi har allesammen et “herinde” — vores hverdag, vores omgangskreds, vores supermarked, vores arbejdsplads.  Og derinde går der mennesker rundt, som Gud elsker. Men vi ser dem ikke altid. Vi er så travle, så optagede, så meget på vej videre.
At elske sin næste som sig selv betyder ikke, at vi skal være helgener. Det betyder, at vi skal være opmærksomme. Det er at spørge Gud: “Vis mig, hvem jeg skal elske herinde.”

Så måske er det dér, vi skal blive stående i dag
– ikke med flere spørgsmål, men med forundring.
Ikke med præstation, men med tillid.
Ikke med krav, men med kærlighed.

Kristus er både Davids søn og Davids Herre. Han er Gud, som kom os nær. Og på ham hænger alt – både loven, profeterne og vores liv.

Og når du går ud i dagen og ugen, og
mandagen melder sig med sine mails,
tirsdagen med sine travlheder og
onsdagen med sine valg,

så husk:
At elske Gud er ikke en ekstra opgave, men en måde at leve på.
En måde at være menneske på.
Kærligheden til næsten begynder dér, hvor Guds kærlighed har fået lov at slå rod i dig. For de to søm, der engang holdt hele loven, blev til de tre nagler, der holder hele verden.

Og måske er det netop dér håbet bor – at alt, hvad der hænger fast i Kristus, også bliver holdt fast af Kristus. At intet i livet og intet i døden kan rive os løs af den kærlighed, der bar ham – og nu bærer os. Så vi går ikke ud alene. Vi går ud med kærligheden, som blev naglet fast og aldrig slipper os.