I den forgangne uge var jeg på et reformations-kursus i det tyske Rhinland. Det gik virkelig op for mig, at Reformationen ikke var en behagelig, akademisk skrivebords-teologi. Det var ikke noget, man diskuterede over en lun kop kaffe i en blød lænestol. Det var en stormfuld, eksistentiel kamp, hvor mennesker risikerede absolut alt, hvad de ejede og havde, for deres tros skyld.

Når jeg ser på de to store figurer, vi har stående her, så bliver den historie pludselig lyslevende for os. Her har vi reformatoren Martin Luther, og her har vi Hertug Christian. De repræsenterer hver sin dramatiske del af den samme fortælling.

På min rejse besøgte vi blandt andet byen Worms. Det var netop dér, på Rigsdagen i 1521, at den dengang 38-årige munk og teolog, Martin Luther, blev ført ind i den store sal. Forestil jer sceneriet: Han stod helt alene på gulvet. Foran ham sad den mægtige tysk-romerske kejser Karl den 5., klædt i guld og purpur, omgivet af pavekirkens øverste, mest magtfulde repræsentanter, bevæbnede vagter og hele rigets adelsmænd. På et bord lå Luthers bøger. Kravet til ham var ultimativt og skåret ud i pap: Tilbagekald dine skrifter, indrøm, at du har taget fejl, bøj nakken – eller bliv dømt som kætter.

Luther vidste, hvad der stod på spil: kætterdom og muligvis døden. Han kunne så let som ingenting have reddet sig selv. Han kunne have spillet spillet, sagt de rigtige ord, reddet sit job, sin status og sit jordiske liv. Men han nægtede at bøje af for presset. Han stod fast i stormen, fordi han havde erkendt en sandhed, som var større end hans eget liv: At mennesket ikke skal købe sig til Guds kærlighed, men at vi er sat fri og frelst af Guds nåde alene. Hans berømte forsvarstale overfor verdenseliten sluttede med de ord, der siden har stået som et monument i kirkehistorien: ”Det er hverken rådeligt eller ufarligt at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig”

Vi stod på det historiske sted og læste forsvarstalen og sang derefter den salme, som vi også netop har delt med hinanden: ”Vor Gud han er så fast en borg”. Når man synger den på de historiske steder, rammer det sidste vers ekstra hårdt. Det vers, hvor der synges: ”Og tage de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn! Dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholder.” Det er ikke søndagsskolepoesi, men ord skrevet af et menneske, der vidste, det var livsfarligt at følge sin samvittighed og følge Kristus.

Den samme storm ramte kort efter vores egne breddegrader, og det bringer os frem til den anden figur, vi har stående her: Hertug Christian den 3. Han minder os om, at reformationen ikke bare var et fjernt, tysk fænomen. Som ung hertug havde Christian overværet Rigsdagen i Worms. Ti år før resten af Danmark indførte han reformationen i Haderslev og udfordrede dermed den etablerede kirkelige orden. Det krævede et gigantisk politisk og personligt mod.

Både Martin Luther og Christian den 3. personificerer i sandhed den lille figur, der står den anden side af pillen her i kirken. Det er også Harald Birck, der har lavet figuren, ”Mod vinden”. Den forestiller en skikkelse, der krampagtigt kæmper sig frem mod en voldsom blæst. Man kan næsten mærke modstanden i kroppen, når man ser på den.
Luther eller Christian den 3. bøjede sig ikke for den herskende tidsånd. De vendte ikke ryggen til stormen for at få håret til at sidde pænt. De trådte frem, tog fat og stod imod.

Og det er præcis her, den historiske beretning slår bro over til det rystende, radikale evangelium, vi har hørt i dag fra Lukasevangeliet. For Jesus pakker absolut intet ind, da han taler til de store skarer, der følger ham. Han vender sig om og skærer helt ind til benet. Han taler om at bære sit kors. Han taler om at give afkald på alt, hvad man ejer. Ja, han bruger endda det voldsomme og næsten frastødende ord, at man skal ”hade” sin far, sin mor, sin ægtefælle og sine børn, hvis man vil være hans discipel.

Jesus taler ikke om følelsesmæssigt had, for det ville stride mod alt, hvad Jesus ellers har lært os om næstekærlighed, men det handler om en prioritering, hvor selv de nærmeste relationer må stå tilbage for ham.

Jesus beder os i dag om at beregne omkostningerne. Han bruger to helt jordnære billeder: Manden, der vil bygge et tårn, og kongen, der overvejer at drage i krig. Ingen af dem går i gang i blind naivitet, for de vil vide, om de kan gennemføre. De sætter sig ned først. De regner på det. Overvurderer jeg mine egne evner, så jeg ender med et halvfærdigt fundament, eller ender med at tabe krigen.

At beregne omkostningerne betyder, at man ikke må tage sit liv og sin tro som en gratis omgang. Luther havde beregnet omkostningerne i Worms. Han vidste nøjagtigt, hvad det ville koste ham ikke at bøje af. Men det kostede endnu mere, hvis han havde bøjet af.
Men hvad med os? Jesus spørger os i dag: Hvad styrer dit liv i dybden? Hvad er dit fundament, når det virkelig gælder? Er det din egen magelighed? Er det behovet for, at alle altid taler godt om dig? Eller er det sandheden, kærligheden og retfærdigheden?

Det er uhyre let at være kristen i medvind. Det er let at have de rigtige holdninger, når alle omkring os er enige. Men at beregne omkostningerne i vores eget liv betyder at turde stå som figuren “Mod vinden”, når det koster noget. Når sandheden er dyrere end populariteten. Når det er lettere at tie stille end at sige fra over for sladder og uretfærdighed. Når det koster tid, energi eller anseelse at række hånden ud til det menneske, som andre har opgivet. Hvis vi tror, vi kan følge Kristus uden at det nogensinde må forstyrre vores tryghed, så har vi fejlberegnet.

Det kan lyde overvældende. Det kan næsten tage modet fra os, for når vi for alvor sætter os ned og beregner omkostningerne, må vi jo indrømme: Vi har ikke materialerne selv. Vi har ikke styrken til altid at stå ret op i stormen. Ingen af os har i egen kraft råd til det tårn, Jesus beder os om at bygge.

Men netop dér begynder evangeliet. For omkostningerne til vores frelse er ikke noget, vi selv skal betale. De er allerede betalt. Kristus har båret korset, lidt døden og overvundet den for os. Derfor følger vi ikke Jesus for at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Vi følger ham, fordi vi allerede har fået den. Det var den frihed, Luther opdagede, og det er den frihed, der også bærer os: At vores liv ikke hviler på vores egen styrke, men på Kristus alene.

Og derfor bliver spørgsmålet til os i dag ikke først og fremmest: Hvor meget er du villig til at ofre? Spørgsmålet er: Hvem er Jesus for dig?

Er han en inspirerende lærer?
En religiøs vejleder?
Eller er han Herren?

For det er kun Herren, der kan tale med den radikale myndighed, som han gør i dagens evangelium.

Lad os vende tilbage til statuen “Mod vinden”. Sådan så Luther ud i Worms, da han stod over for kejseren. Sådan så Christian III ud, da han gennemførte reformationen mod alle odds.

Men først og fremmest: Sådan ser Jesus ud.

Det er ham, der går forrest mod vinden. Mod modstanden. Mod hånen. Mod korset og mod døden. Og midt i stormen vender han sig om mod os, ser os i øjnene og siger: Følg mig.

Det er ikke den brede vej.
Det er ikke den lette vej.
Men det er vejen til livet.
Det er vejen til Guds rige.

Det er vejen sammen med ham – Jesus, din frelser, som allerede har givet dig alt. Derfor kan du følge ham, også når det blæser imod. For han går foran dig hele vejen.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, du som er, og du som kommer, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.