Indledning
Peter Plys (der første gang blev udgivet i 1926, altså for 100 år siden) sagde: “Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer – men det er netop det, der gør den spændende

Prædikentekst
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Prædiken
Vi er lige gået ind i et nyt år. Et år, vi endnu ikke ved meget om.
For nogle giver et nyt år håb og forventning.
For andre kan det nye år også vække bekymring:
Hvad vil det bringe? Hvad magter jeg? Hvem bliver ved min side?

I går fejrede kirken Epifanifesten. Epifani er et græsk ord og betyder ‘åbenbaring’ or ’tilsynekomst’. Vi kender festen herhjemme som ”Helligtrekongersdag”, den dag, hvor man traditionelt siger, at julen slutter. Af erfaring ved jeg, at når min kone ikke vil af med juletræet endnu – det bliver sikkert først i weekenden eller i næste uge. For hun synes det er så hyggeligt med lysene og farverne.

Epifanifesten – helligtrekongersdag er faktisk kirkens ældste højtid. Allerede i det andet århundrede, omkring år 200, begyndte de første kristne – især i Egypten – at fejre Epifani.

Det er altså en højtid, der er ældre end både jul og påske, sådan som vi kender dem i dag.

Som sagt ”Epifani” betyder: åbenbaring. Gud viser sig. Ikke for de få, ikke kun for de fromme – men for alle.

Jeg læste om de vise mænd – de var fremmede. De kom langvejs fra. De kendte ikke landet, sproget eller skikkene. Men de havde set et lys på himlen, og de fulgte det – skridt for skridt.
De vidste ikke, hvor vejen førte hen.
De vidste bare, at lyset var værd at følge.

Og sådan er et nyt år også.
Vi kender ikke hele vejen.
Vi kan ikke se langt frem.
Men vi må gå den dag for dag.

Budskabet i Epifani er dette:
Lyset går foran os.
Ikke et blændende projektørlys.
Ikke et krav om styrke eller mod.
Men et stille lys – som en stjerne på nattehimlen.
Et lys, der siger: Du er ikke alene.

De vise mænd fandt ikke et slot. De fandt ikke magt og pragt. De fandt et barn. Sårbart. Afhængigt af andre. Og netop dér – i det skrøbelige – mødte de Gud.

Det er også en trøst ved begyndelsen af et nyt år: At Gud ikke kun findes i det stærke og vellykkede. Men også i det stille liv. I det langsomme tempo. I hverdagen, hvor dagene måske ligner hinanden.

Epifani minder os om, at Gud viser sig dér, hvor vi måske mindst venter det.
I et smil.
I en hånd, der bliver holdt.
I et ord, der bliver sagt i rette tid.

Når vi går ind i det nye år, gør vi det ikke alene.
Lyset går foran os.
Kristus er med – også når vejen bliver kort, og horisonten lille.
Derfor må vi gå ind i det nye år med tillid. Ikke fordi vi ved, hvad der sker. Men fordi vi ved, hvem der går med os.