Indledning til gudstjenesten (læses som velkomst før indgangsbønnen)

I gamle dage gik vægterne rundt i byens gader om natten. De bar deres lanterne og deres morgenstjerner, men vigtigst af alt: de bar på ordene. Vægterversene – de små sange – lød ud i mørket, og de mindede folk om, at Gud vogtede over byen, selv når mørket var dybest.

I dag har vi ikke vægtere, der går med lygte og stav. Men vi har stadig brug for lys i mørket. For trængselstider kommer igen og igen – ikke altid som krig og ufred i det ydre, men som uro og rådvildhed i det indre. Vi lever i en verden, hvor der er brug for åndelig oprustning. Ikke for at bygge mure, men for at bygge bro. Ikke for at skelne mellem “dem” og “os”, men for at minde hinanden om, hvem vi er kaldet til at være: Kristi folk – sendt med kærlighed, kaldet til tjeneste.

På denne Valdemarsdag hejser vi ikke kun Dannebrog – vi løfter også håbet. Og vi beder, som vi synger i den gamle salme: “Forlen os freden, Herre, nu i disse trængselstider”.

Vi samles i Guds navn – ham, som var, og er, og som kommer.

Kollekt/bøn

Lad os bede:

Evige Gud,
Du ser verdens uro og vores indre trængsel.
Du ser, hvordan frygt kan gøre os hårde,
og hvordan håbløshed kan gøre os blinde.

Tænd dit lys i os, som vægterne tændte deres lygte,
så vi kan være lys i mørket og bærere af håb.
Giv os ikke våben til kamp, men mod til kærlighed.
Giv os ikke mursten til mure, men ord til at bygge broer.

Lad os stå fast i troen på dig –
så fast som den borg, du selv er,
så frimodige som dem, der ved, at sandheden ikke skal råbes ud,
men leves stille, klart og trofast.

Send os din fred – i vores hjerter, i vores hjem og i dette land.
Så vi kan leve som dit folk i denne tid –
med omsorg, med visdom og med blik for den næste.

Det beder vi dig om, Gud Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver
fra evighed og til evighed.

Amen.

Matador – episode 11 – møder vi Oxfordbevægelsen – eller som det oprindelig hed, Oxfordgruppebevægelsen. Man mødtes i grupper, ”samdelte”, som det hed, fortalte om sine synder offentligt. Det var det bedre borgerskab, der mødtes. I Korsbæk var blandt andet Maude Varnæs og ssagfører-fruen, den rappe,  Skjold-Hansen medlemmer af bevægelsen. Sagfører Skjold-Hansen opfordrer sin hustru til at få fru byrådssekretær Lund med ind i bevægelsen, i håbet om at hun taler over sig med oplysninger, som han kan bruge i sin kamp mod Mads Skjern.
Lise Nørgaard er meget sarkastisk overfor kristentro – og altså også overfor denne missionsbevægelse, som vi finder en rest af i bevægelsen, Anonyme Alkoholikere. Oxfordgruppebevægelsen blev grundlagt i 1921 af en amerikaner ved navn Frank Buchmann, som havde en vision om, at verdens forvandling begynder med det enkelte menneskes forvandling. Hans bevægelse talte ikke for våben og nationalisme, men for sandhed, renhed, uselviskhed og kærlighed. Han mente, at forandring i samfundet begynder, når vi selv vender os til Gud og lader os forvandle. Tanken er, at man kunne gå ud ren og sprede de gode og kristne værdier ude i samfundet. Man lagde vægt på omvendelse, ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed.
I 1938 blev bevægelsen omdøbt til Moralsk Oprustning, idet den nu fokuserede på en moralsk oprustning, der kunne modsvare den militære oprustning og derved bidrage til at sikre demokratiet mod fascismens og kommunismens ideologier.
De mest pessimistiske af os mener, at historien gentager sig igen og igen. I dag taler vi igen om oprustning, først og fremmest militær oprustning ”køb, køb, køb”. Men der er kommet en ny slags oprustning på bordet, ikke 1930-ernes moralsk oprustning, men 2020-ernes Åndelig Oprustning. Men baggrunden er den samme, nemlig en utryg tilværelse, og målet er vel det samme: At sikre demokratiet og vores lands frihed. Der er nok af farer rundt omkring.
Frygten ruster op. Mistilliden ruster op. Modsætninger graves dybere. Det hedder hurtigt “dem” og “os” – bortset fra, at vi stadigvæk ikke rigtig ved, hvem der er ”os”, hvem kan vi regne med?! Åndelig Oprustning.
I dag er det Valdemarsdag. Vi hejser flaget. Vi mindes historien om Dannebrog, der faldt ned fra himlen. Vi tænker på Danmark, på historie, på fællesskab. Men i dag er det også godt at spørge sig selv: Hvad skal der til for at et folk – og et menneske – står stærkt i trængselstid? Er det militær oprustning? Er det grænser og pigtråd? Er det mere af os og mindre af dem? Eller er det noget andet?
Den kristne oprustning er en helt anden slags. Det er ikke våben og mure, men rødder og vinger: Rødder i Guds nåde – og vinger, som bærer os ud til næsten i kærlighed og sandhed. Derfor vil jeg rigtig gerne tage udgangspunkt i dagens evangelium: Om Jesus og Nikodemus. To mænd, der mødes i mørket.
Der er mange, der mener, at Nikodemus kommer til Jesus om natten, fordi han er flov over at tale med Jesus – her kan han komme uden at nogen peger fingre ad ham. Men måske er det her i nattens ro, at man bedst kan tænke store tanker som vi synger i aftensalmen, ”Nu går solen sin vej”.
Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Og Nikodemus havde et svar, der krævede et svar.  Han er leder, han har magt, han har autoritet. Men han mangler håb. Det han egentlig spørg om, er “Hvordan kan man få del i Guds rige?”. Jesus svarer ikke med regler, men med et billede: Du må fødes på ny. Ikke bare en ny holdning, men et nyt hjerte. Et nyt liv. “Født af vand og ånd,” siger han.
Det er dér, håbet begynder – midt i trængslen, midt i mørket. Ikke med handling, men med fødsel. Ikke med bevis, men med tillid. Ikke at jeg gør noget, for jeg er passiv i min fødsel, men i at Gud tager over.
Det, Jesus taler om, er åndelig oprustning. At blive bygget op indefra. Ikke med hårde ord eller stolt facade, men med ånd, med sandhed, med Helligånd. Det er ikke gold nationalistisk selvsikkerhed. Det er ikke “os” mod “dem”. Det er ikke at grave grøfter, men at kunne bygge bro. At vide, at jeg er elsket af Gud – så dybt, at jeg ikke behøver frygte den, der tænker anderledes, tror anderledes, lever anderledes. For Gud elskede verden – hele verden – så højt, at han gav sin søn.
Og det er derfor, vi skal synge: “Forlen os freden, Herre, nu i disse trængselstider.” Vi beder ikke bare om våbenhvile, men om sjælefreden. Om den fred, der ikke afhænger af omverdenens uro, men som bor i hjertet, fordi Gud er nær. Den fred, der kan få et menneske til at opgive sit eget for at hjælpe en anden. Den fred, der tør tro på forsoning i stedet for hævn, på dialog i stedet for had.
Vi beder om den fred, fordi vi ved, at trængsel ikke kun findes på landkortet som en fysisk fjende. Trængslen findes i hjerter, der er blevet hårde. I familier, hvor tavshed hersker. I samfund, hvor mistro æder sammenhold. Og trængslen opstår, når vi glemmer det, vi er bygget på: kærlighed, barmhjertighed, tro.

Valdemarsdag handler ikke kun om flag. Den handler om fundament. Og det fundament er ikke styrke alene. Det er tro. Tro på Gud som livets Herre. Tro på næstekærlighed som Kristendommen som Danmarks egentlige rygrad. Tro på omsorg fra livets begyndelse til dets sidste suk.
Derfor må vi også i dag – midt i vores tid, med vores udfordringer – lade os bygge op. Ikke bare med fakta og analyser, men med Ånd. Med Guds Ånd. Med Kristi ord. Med mod til at stå for sandhed og godhed, også når det koster. Det er ikke svaghed. Det er styrke.
Derfor tør vi også synge: “Vor Gud, han er så fast en borg.” Ikke en borg af sten, men en borg af nåde. En borg, hvor man kan finde ly, og hvor man samtidig bliver sendt ud. Udrustet. Åndeligt rustet. Ikke til kamp mod mennesker, men til kamp for håb, for fred, for det gode.

Nikodemus kom til Jesus i mørket. Men han gik derfra med en ny begyndelse. Måske gik han stille. Måske forstod han ikke alt. Men han blev ramt af noget – af en kærlighed, der ikke kan begrænses, og af en stemme, der kaldte ham til nyt liv.
Må også vi – i dag – høre den stemme. Fødes på ny. Rustes til kærlighed. Og stå fast – i håb, i tro og i fred.