Holdt på plejecenteret Humletoften, Haderslev

Kære alle sammen.

Det er en af de mærkelige ting ved Danmark, at man kan spise pølser og kartoffelsalat, kigge ud på en hjemmelavet og nu hjemmebrændt heks ude på vores lille dam og så tænke: “Ja, det her giver fuldstændig mening.”
Hvis man stopper op og tænker over det, gør det jo egentlig ikke. Forestil jer, at man skulle forklare Sankt Hans til en turist. “Jo, ser du. Først spiser vi pølser. Så synger vi en sang fra 1885. Derefter sætter vi ild til en heks ude på vandet i en balje. Men bare rolig, vi mener ikke noget ondt med det. Det er hygge.”
Der er en god chance for, at de ville gå endnu mere forvirrede hjem, end da de kom, men måske er det netop derfor, vi holder af Sankt Hans. For ikke alt behøver at være effektivt, nyttigt eller logisk. Der findes dage, som bare skal være der.
Dage, hvor vi mødes.
Dage, hvor vi gør noget, vores bedsteforældre gjorde før os, og som deres bedsteforældre måske gjorde før dem.
Dage, hvor vi synger de samme sange, ser det samme bål og mærker, at vi er en del af noget, der er større end os selv.
Vi lever ellers i en tid, hvor alting skal opdateres.
Telefoner skal opdateres.
Computere skal opdateres.
Fjernsyn skal opdateres.
Jeg har endda oplevet, at en kaffemaskine skulle opdateres. Jeg ved stadig ikke, hvad den kunne bagefter, som den ikke kunne før.

Men Sankt Hans bliver ved med at være Sankt Hans.
Vi mødes.
Vi spiser.
Vi synger.
Vi ser på flammerne.
Og vi taler sammen.
Det er måske mere moderne, end vi tror. For noget af det, mange mennesker længes efter i dag, er netop det, som Sankt Hans giver os helt gratis: At være sammen uden at skulle præstere noget.
Ingen skal være hurtigere.
Ingen skal være klogere.
Ingen skal vinde.
Man skal bare være her.
Og så er der jo bålet.
Mennesker har altid været fascineret af ild. Der er noget særligt ved at se ind i flammer. Man kan sidde og stirre på et bål  en hel aften uden at lære noget nyt, uden at blive mere produktiv og uden at få flere mails eller SMS-er besvaret. Og alligevel føles tiden ikke spildt.

Måske fordi et bål får os til at sænke farten. Måske fordi det minder os om, at ikke alt i livet skal gå stærkt. Eller måske fordi flammerne får os til at tænke på de mennesker og de øjeblikke, som har betydet noget.

Sankt Hans ligger jo også på et tidspunkt af året, hvor lyset næsten virker ustoppeligt.
Vi er tæt på årets længste dage.
Når man står op om morgenen, er der lyst.
Når man går i seng, er der næsten stadig lyst.
Det er, som om sommeren prøver at overbevise os om, at mørket ikke får lov til at bestemme det hele.
Og det er egentlig et meget kristent budskab.
Ikke fordi kristendommen påstår, at der aldrig findes mørke. Tværtimod. Men fordi evangeliet igen og igen fortæller, at lyset er stærkere.
At håbet er stærkere.
At kærligheden er stærkere.

Johannes Døberen, som Sankt Hans-dagen er opkaldt efter, var en mand, der pegede væk fra sig selv og hen på noget større. Han ville ikke være midtpunktet. Han ville pege på Jesus. Og måske er det også en god påmindelse på en dag som denne. For de bedste dage i livet er sjældent dem, hvor vi selv står i centrum.
De bedste dage er ofte dem, hvor vi glemmer os selv lidt.
Når vi griner sammen.
Når vi synger sammen.
Når vi deler et måltid.
Når vi oplever, at vi hører til et sted.
Det har vi allerede gjort i dag.
Pølserne er spist.
Kartoffelsalaten har forhåbentlig fået de anmeldelser, den fortjente.

Heksen er fløjet til Bloksberg.

Så lad os nyde dagen, fællesskabet, sommeren og lyset. For nogle af de bedste ting i livet er stadig de enkleste. God Sankt Hans.