Lyt til prædikenen
Læs prædikenen
Det er egentlig en lidt utaknemmelig opgave at være et figentræ. Man står der hele året på det samme sted, man kan ikke gå nogen steder hen, der er ikke noget, der hedder kursus eller erfagrupper, så man kan udvikle sig, og så forventer folk ovenikøbet, at man skal bære frugt!
Og hvis man ikke gør det, kommer ejeren og bliver utilfreds. I Jesu lignelse har han ventet i tre år. Tre år uden figner. Nu synes han, at det må være nok. Træet optager bare plads, og så kan det lige så godt blive fældet.
Men gartneren har et andet syn på sagen. Han beder om et år mere. Han vil grave omkring træet og give det gødning. Så må vi se, om det ikke hjælper.
Det er en fin lille fortælling om forskellen på at være færdig med noget og at være villig til at prøve lidt endnu. Men Jesus fortæller ikke lignelsen for at lære os, at vi bare skal være lidt mere tålmodige med os selv eller andre. Lige før har han rådet os til, at vi skal omvende os.
Han tager altså vores liv alvorligt. Han ved, at vi ikke bare mangler lidt finpudsning her og dér.
Vi er mennesker, der synder.
Vi er mennesker, der svigter Gud og hinanden,
og mennesker, der ikke selv kan gøre os fri af vores skyld.
”Bær de frugter som en omvendelsen værdig” – som allerede Johannes Døberen råbte ude i ørkenen.
Det er alvoren i lignelsen. Træet bærer ikke den frugt, som det er bestemt til at bære.
Og vi kan godt genkende det. Vi ville gerne være mere kærlige, mere tålmodige, mere trofaste. Vi ville gerne have lettere ved at tilgive og sværere ved at dømme. Men vi kender også os selv godt nok til at vide, hvor hurtigt vi falder tilbage i det gamle mønster.
Heldigvis er det ikke os, der skal afgøre, om der stadig er håb. Gartneren beder om mere tid. Han vil selv gøre arbejdet. Han vil grave omkring træet og give det næring. Han nøjes ikke med at sige, at træet burde tage sig sammen.
Og her begynder evangeliet at åbne sig for os. For Gud nøjes heller ikke med at fortælle os, hvordan vi burde være. Han kommer til os i Jesus. Han går ind i vores verden, tager vores synd på sig og går i døden for os. Og påskemorgen bryder han syndens og dødens magt.
Det er ikke os, der skal arbejde os frem til Guds kærlighed. Det er Kristus, der kommer til os med den. Han kommer ikke, fordi vi allerede bærer den frugt, Gud søger, men fordi vi har brug for ham.
Derfor holder vi skriftemål.
Ikke for at bevise, at vi nu har forstået det hele,
eller at vi er blevet bedre mennesker.
At vi er så fromme, at vi endda ikke bare kommer til altergang, men til skriftemål.
Se mig!
Nej, vi kommer, fordi vi har brug for at høre et ord, som vi ikke selv kan give os.
Når vi går til alteret, lyder ordene til dig personligt.
”Så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
Det er til dig, så ikke noget med at dele mellem to: ”Dig og dig og alle dine…”, for så kunne jeg lige så godt gå rundt og smøre Guds tilgivelse ud som Nutella over mit franskbrød:
”Dig og dig og dig og dig og dig….”.
Nej, det er til dig!! Det er til DIG alene ordene lyder. Dig
Det er ikke en opmuntring til at prøve lidt hårdere.
Det er ikke en forsikring om, at vores synder nok ikke var så alvorlige alligevel.
Det er evangeliet: For Jesu Kristi skyld er dine synder tilgivet. Selv dem, du ikke kan få dig selv til at tilgive.
Og så må vi begynde igen.
Ikke med et løfte om, at vi aldrig mere vil fejle, det er ikke bare salmebogen, der venter nede på bænken, det gør din tilbøjelighed til synd også. ”Ja, så knæler hun deroppe, det var da også på tide”. ”Ja, og nu skal jeg sidde her og vente, når jeg kunne komme 5 minutter tidligere hjem, åndsvage præst”.
Så nej, vi begynder med den frihed, der kommer af at være tilgivet. Du må sænke dine skuldre: DU er tilgivet.
Du må leve dit liv i tillid til ham, der ikke har opgivet dig, og som stadig arbejder med dig. Graver omkring dig, give dig gødning.
Måske kommer der figner næste år.
Måske tager det længere tid, end du havde tænkt. Du ved ikke, hvordan alting vil udvikle sig. Men du behøver heller ikke selv at kunne se hele vejen frem.
For når jeg har været hele vejen rundt, så siger jeg: ”Han, som har begyndt sin gode gerning i jeg, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag.”
Det er en vidunderlig afslutning på et skriftemål. For det er ikke os, der skal fuldføre os selv.
Det er Gud.
Det er Gud, der har begyndt sin gode gerning i dig, og det er ham, der vil føre den til ende.
Du går ikke herfra som færdigt menneske. Du går herfra som tilgivet mennesker. Og du går herfra med Kristi løfte om, at han ikke slipper dig.
Gartneren har ikke opgivet træet. Kristus har ikke opgivet dig.