I disse dage (1.-2. oktober) fejrer jøderne Yom Kippur – den store forsoningsdag. En dag, hvor man faster, beder og søger Guds tilgivelse. Det er en alvorlig dag, en dag fyldt af anger og bøn.

Og dog kan jeg ikke fejre den med. For den store forsoningsdag er ikke i dag som en gentagen begivenhed. Den var, da Jesus hang på korset langfredag. Den dag skete det, som intet menneske kan udrette med faste, bøn eller anger: Skylden blev virkelig båret bort. Vore synder blev lagt på ham, Guds Lam. Det offer, som alle de gamle ofre i templet pegede frem mod, blev én gang for alle bragt.

På korset blev der åbnet en vej ind til Gud, hvor sløret i templet flængedes, og himlen blev åbnet for syndere. Der blev vi forsonet – ikke for en dag, men for altid.
Det er min sorg, at jøderne endnu ikke ser, at deres håb om forsoning kun kan blive opfyldt i Kristus. Men det er min glæde, at vi i dag kan leve i den fuldbragte forsoning. Ikke i håb om, at Gud måske tilgiver – men i visheden om, at han i Kristus har tilgivet.

Derfor kan vi i dag bekende: Vore synder er sonet. Vort hjerte er fri. Vejen til himlen står åben – fordi Jesus døde for os langfredag – på den store forsoningsdag.