Der er kun ét sted i Bibelen, hvor vi hører, at Jesus sang. Det er skærtorsdag aften, lige efter at han har delt nadveren med disciplene:

“Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.” (Tekst: Matt 26,30).

Jesus sang lovsang også selv om han vidste, at næste dag bød på kors og død. Et par timer efter i Getsemane Have står der, at Jesus sveder blod af angst “lad denne kop gå mig forbi”. Men Jesus synger her med sine disciple en lovsang – det er ikke stilhed, det er ikke klagesang, det er ikke en angstens sang, men en tilbedelse af Gud.

Ser man, hvad man plejede dengang i forbindelse med påskemåltidet, så sang man Salme 113-118. De er fyldt med ord om Guds trofasthed, frelse og hjælp midt i trængsel. Når Jesus synger dem, er det ikke som en, der er blind for det, der skal ske. Han synger som én, der klynger sig til Guds løfter, selv når mørket samler sig.

Vi kan lære af ham, at lovsangen ikke har noget at gøre med følelser – at man skal være glad, for at synge lovsange og takkesange. De hører ikke kun til i de lyse dage. Netop når bekymringerne tynger, kan lovsangen blive et vidnesbyrd om tillid – og også skabe og vedligeholde tilliden til Gud. Lovsangen kan løfte blikket fra frygten til Gud, der er større end alt det, vi står i.

Jesus sang ikke alene — han sang med sine venner. Når vi synger sammen i kirken, i hjemmet, eller stille for os selv, er vi i fællesskab med ham, der gik gennem mørket for os. Og fordi han gik den vej, ved vi, at mørket ikke får det sidste ord.

Bøn:
Herre Jesus, lær os at synge, også når livet gør ondt. Lad sangen fylde os med håb og minde os om, at vi aldrig er alene. Amen.