Hanning og Finderup - uanset hvad, så tænker jeg ikke, at der er noget, der kan overgå disse to sogne og vores tid dér.
Det var en fantastisk tid - aldrig har jeg mødt så meget goodwill, så stort engagement og så stor trofasthed som i disse to landssogne.
Ansøgninger
Jeg søgte meget bredt, da jeg gik på pastoralseminariet lige efter universitetet. Det var virkelig "købers markede". Der var rigtig mange ansøgere, så det var menighedsrådenes glansperiode, hvor de virkelig kunne stille krav - og som ansøger blev man ansat efter hvor mange ja-er, der blev sagt. Jo mere man ville binde sig til ved en samtale, desto større chance var der for at man fik stillingen. Lige nu (september 2024) er det modsat - få ansøgere mange stillinger. En rigtig god metode for at få "foden indenfor" og gøre sig mere attraktiv var at få et vikariat. Så det søgte jeg også bredt.
Igennem min studietid var jeg meget ude for at holde taler for Menighedsfakultetet (MF) og fortælle om MF. Mange gange hørte jeg menighedsrådsmedlemmer klage over at nu havde de givet til MF i så mange år, og da de endelig skulle bruge en ny præst, så var der ingen teologer fra MF. Og det var måske også det, der var drifkraft, da jeg så vikariatet i Hanning og Finderup. Jeg havde ikke haft tid og mulighed til at komme ud og besøge dem, men jeg sendte en ansøgning, så de i hvert fald ikke kunne klage over manglende MF-ansøgere. Og det sjove er, at de indkaldte mig til samtale ud fra den modsatte begrundelse: Nu har vi givet MF så mange penge i løbet af året, så skylder vi også at indkalde en MF-er til samtale.
Jeg søgte samtidig andre steder, blandt andet et sted, hvor jeg ikke kunne få fat på mengihedsrådformanden til en samtale og et besøg. Da der ringede en provst og indkaldte mig til samtale og fortalte, at han synes det var mærkeligt at jeg ikke havde snakket med formanden, så løg jeg "jeg har forsøgt, men kunne ikke træffe formanden hjemme". Jeg troede faktisk det var til en anden fast stilling et andet sted. Så det var ikke med vilje, at jeg løg 🙂
Men jeg fandt ud af hvor det var - og ville skynde mig at gøre mine chancer bedre og også se stedet, så jeg ringede til formændende og fik en god snak. Først med Gunnar i Hanning - han synes ikke det var så vigtigt at jeg kom på besøg (det skyldes nok, at der allerede var en anden, der lå lig til højrebenet, som før havde vikarieret hos dem). Erling, formanden i Finderup, havde ikke tid til at tage imod os den dag.
Vi kørte afsted og fik en dejlig dag - blev taget godt imod og så det smukke området og den lille kirke i Hanning. Vi skulle videre til Judiths kussine i Ringkøbing, men på vej kørte vi da lige igennem Finderup og så kirken, da vi kørte igennem byen.
Vestjylland?
Næste gang jeg kom på de kanter, var det til samtalen. På vej over til samtalen nævnte Judith noget med, at der var en smuk og barsk natur her i Vestjylland. Jeg blev meget chokeret.... var det her Vestjylland?!!!! Var det virkelig så langt væk som i Vestjylland?! Det overraskede mig - jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være præst helt ude i Vestjylland 🙂
Gudstjenesten gik godt - jeg var imponeret over den præst, der tog imod i hans kirke. Han bad for mig ude i graverens kontor. Hvis jeg fik vikariatet, så ville jeg skulle arbejde samme med ham.
Men efter gudstjenesten stod vi udenfor kirken og der blev småsnakket. Jeg synes det var mærkeligt at der ikke var nogen, der ligesom sagde: Nu skal vi videre. Så det gjorde jeg. Det var nærmest som om de allerede så mig som præst nu, og bare ventede på at der var en med pastoral-hyrde-funktion 🙂 der lagde en linie og sagde: Nu skal vi hen til samtalen.
Det var en dejlig og let samtale. Den foregik i Rækkemølle - Søren Kierkegaard-musseet (han er født i Rækkermølle). I begyndelsen smed jeg slipset - "nu har I set, at jeg har sådan et" - det behøver ikke være så formelt.
Men de havde altså en anden, som man egentlig havde givet hinanden håndslag på, skulle tilbage og have vikariatet, men det var nogle (især af de lidt yngre), som synes: Det er Kim, vi skal have. Men der skulle lige snakke lidt sammen og aftale på tværs af menighedsrådene (jeg tror nok det var Finderup, der var mest interesseret i mig :-)) Nå, men de fik samlet et flertal, så da de ringede til biskoppen og fortalte at jeg var blevet indstemmigt indstillet, så svarede biskoppen "det kan I ikke være bekendt". Om det var fordi "være bekendt" overfor den anden ansøger, eller fordi han ikke kunne lide mig og min teologi, ved jeg ikke. Men jeg blev indstillet til stillingen og skulle ordineres i Ribe Domkirke.
Første tid som præst
Vi flyttede ind i præstegården - hvor to børn fra præsten stadigvæk boede. Det var et fantastisk sted - et kæmpe hus, et lille undervisningslokale og en kæmpe have.
Her er nogle af mine første konfirmander:
Jeg inviterede alle de ansatte hjem til mig, for at give en kop kaffe og vi kunne hilse på hinanden. Hold da op - det var mange. Der var to organister, to organistvikarer, to kirkesangere, to kirkesangervikarer og tre gravere. Når jeg skulle ringe salmenumrene ud, så skulle jeg senere ringe til 6 forskellige personer - det tog det meste af en time 🙂
Første dag efter indsættelsen anede jeg ikke hvad jeg skulle - hvor skulle jeg begynde? Jeg kunne jo tage ned til skoleinspektøren og sige hej. Det gjorde jeg. Jeg var kun lige cyklet afsted, da skoleinspektøren ringede for at invitere mig ned til en velkomst-snak. Og sådan var det hele vejen rundt - præsten var virkelig synlig og ønsket i bybilledet.
Der var et skønt kor ved kirken - og jeg blev med det samme inviteret med i det, og sagde ja. Der var også en stor flok spejdere - og jeg blev spurgt om jeg ikke ville være spejderleder - og jeg sagde også ja. Og menighedsrådsformanden i Finderup Erling spurgte om jeg ikke ville spille badminiton sammen med Judith i den lokale hal. Selvfølgelig ville jeg det. Kort sagt: Jeg har aldrig arbejdet så meget og været så engageret - og jeg fik så meget igen.
Her er billeder fra fastelavn hos mine spejdere:
Der var en så smuk natur - og barsk natur i sognet. Vi fik cyklet gode ture og gået i den flotte natur:
Det var også en øjenåbner for mig at komme på landet. Gunner, menighedsrådsformanden i Hanning, havde en stor gård med køer. Og vi bad om han ikke kunne ringe efter os, når der skete noget spændende på gården. Her er det, da køerne kom på græs første gang efter vintertiden:
Der var bistandsforpligtelse til nærliggende Videbæk - fandt jeg ud af, da jeg begyndte - og der skulle jeg arbejde sammen med Johannes Esmarch. Han lagde ud med, at hans tanker var, at jeg kunne lære af hans erfaring og så ville han lade mig inspirere af mit ungdommelige gåpåmod. Sikke en instilling! Fantastisk. Det var også skønt at være præst i en større by som Videbæk.
Velkommen hjem
Jeg blev virkelig en del af sognet - og var den faste præst ikke vendt hjem, så ville jeg være blevet dér.
Når jeg føler efter, så Hanning og Finderup stadigvæk det sted, hvor jeg føler, at dér har jeg hjemme. Det er mit hjem. Og den følelse bliver også stadfæstet ved at når jeg kom på besøg, så blev jeg hilst med ordene "velkommen hjem". Indtil det kostede det hvide ud af øjnene at sende julebrevet, så sendt jeg til 20-30 personer i Hanning og Finderup, som jeg på en eller anden måde havde været tæt knyttet til.
På DRs hjemmeside, kan man finde en udsendelse om Indre Mission - og den er optaget i Hanning tilbage i 1986. Der er meget, der er forandret siden da - mange ting, vil man sige på en helt anden måde. Det er sjovt at se mange af de mennesker, der var unge på den tid, der tog imod os med åbne arme 16 år efter. Du kan se den her: Dr Gensyn
--------------------------
Der er ikke meget filmet fra vores tid i Hanning og Finderup, for det var før at digitalkammeraet var hvermands-eje. Mine svigermor var dog forbi en søndag, hvor denne film blev taget:
