Denne side er set 839 gange!

Kom ned fra bjerget
Sult er det mest ekstreme udtryk for fattigdom – den følger dig hele tiden. Du kan ikke gemme dig for sulten – du kan ikke lave et eller andet, der sætter dig i en situation, hvor du glemmer din sult, jo, selvfølgelig du kan spise mad… men gør du ikke det, så er dér hele tiden…  Har du ikke et sted at bo, så vil det være en plage, men vi er ikke i vores hus altid, men går ud og handler, arbejder eller hvad vi nu laver. Vores krop har vi med os hele tiden – og sulter vi, så skriger kroppen, den sætter vores energi ned, så vi ikke orker noget. Sultne mennesker kan ikke arbejde, sultne mennesker kan ikke lære nyt i skolen, sultne mennesker bliver lettere syge. Sult er en ond spiral.
Omkring en milliard mennesker lever dagligt i sult… det er så mange mennesker, at det slet ikke er til at fatte og forstå. En milliard mennesker. Det svarer til, at hvert syvende menneske lever i sult. Vi kan begynde her inde og tælle og hver eneste gang vi når til det magiske tal syv, så har vi en person, der heller ikke får mad i dag. Men det er bare sådan, at hver eneste gang at vi herinde i kirken når til tallet syv… 1,2,3,4,5,6… så starter vi forfra med 1,2,3,4… for den syvende er slet ikke her, men bor med stor sandsynlighed et eller andet sted i Afrika – eller i Nordkorea.
Den syvende er desværre rigtig ofte et barn! Det er faktisk så grelt, at man har regnet ud, at hvert 6. sekund dør der et barn af sult et eller andet sted i verden. Hvert 6. sekund!! Og det selv om at der er nok mad til at brødføde hele verden … og endda gøre det to gange. Vi har dobbelt så meget mad i verden end vi har brug for – men langt det meste af den mad har vi her i den rige del af verden. Men her i den rige del af verden, Danmark, ender 1/3 af alt mad i skraldespanden. Samtidig med at hver 7. menneske i verden lever i daglig sult. Samtidig med at vi rigeste lande skriver under på erklæringer om at gøre de fattiges historie til vores. Samtidig med at vi holder topmøder – som alle ender med en stor middag med den fineste mad og drikke. Sidste år havde vi også Folkekirkens Nødhjælp på besøg hos konfirmanderne – og det var om aftenen, og de skulle have noget at spise. Det skulle gå lidt stærkt – og dem, jeg spurgte om at lave mad kunne ikke, så det endte med at jeg bestilte pizza til hele banden. Da Sultkaravanen, som de hedder, kom – havde vi en god aften… men efterhånden fik jeg det faktisk ret skidt. De pizzaer, som vi snart skulle spise kostede 1000 kroner i alt… mange penge, men pizza koster. Nej, jeg fik det dårligt, fordi jeg hørte at 70 underernærede børn kunne få mad i en hel måned. Vi 20 skulle have mad et enkelt måltid – og det kostede det samme som måltider til 70 børn ville koste. Det gjorde faktisk, at det ikke var en så god pizza-oplevelse for mig.
På ethvert andet tidspunkt ville det ikke være noget jeg ville have tænkt over… ikke andet, end at 1000 kr for pizza er mange penge, men det var gode pizzaer og ting koster. Og sådan er vores liv jo normalt – vi har det enormt godt og det er kun på specielle lejligheder, at vi ser, at vi lever på toppen af verden, på et bjerg, og at store dele af verdens befolkning lever i en mørk bølgedal… eller hvis vi bruger ordene fra den kendte salme 23 om Herrens er min Hyrde: De lever i Dødsskyggens dal.
Egentlig synes jeg, at det er et rigtig godt billede – toppen af verden, et bjerg, og så dødsskyggens dal… især, hvis vi læser teksten til i dag – eller rettere: Hvis vi læser stykket lige før. Lige før har tre af disciplene haft deres livs oplevelse. De var oppe på et bjerg sammen med Jesus – og dér fik de et indblik i hvem Jesus egentlig var. Jesus blev forvandlet for deres øjne – hans tøj blev kridhvidt og skinnende og ved siden af ham stod to af de store skikkelser fra Det gamle Testamente, Moses og Elias. Og de hørte Guds stemme fra oven sige: ”Det er min elskede søn, hør ham!”.

Det var en fantastisk oplevelse for de tre disciple, så en af dem, Peter,  udbrød: Bare vi dog kunne blive heroppe. Det er så godt at være heroppe, at jeg har lyst til at blive her – jeg har lyst til at bygge tre hytter heroppe, så vi kan blive her. Peter har slet ikke lyst til at komme ned til al den bøvl, og alle problemer, der er nedenfor bjerget.  Men Peter får ikke lov til at bliver deroppe – han, de to andre disciple og Jesus skulle igen ned fra bjerget. Og det var virkelig ”ned”:
– ned til en verden, hvor djævelen besatte folk,
– ned til en verden, hvor farisæerne vil gøre alt for at få ham ned med nakken og
– ned til en verden, hvor selv disciplene ikke havde fattet hvem han var – og ikke troede, at han var Guds søn.

Der er vantro og skepsis lige meget, hvor Jesus så kigger hen, så det næsten lyder som om Jesus selv har lyst til at smutte tilbage til bjerget. Ja, måske er det ikke engang nok at komme op på bjerget, måske har Jesus lyst til at komme helt væk fra jorden: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?”. Men han kom ned – og han blev nede og ofrede det, der var nødvendigt.

Det er en stor fristelse for os at blive oppe på bjerget – oppe på det rige vestlige bjerg, hvor der er mad i overflod, hvor der er husly og frihed og fred. Hvor vi ikke skal frygte for at de mest basale menneskerettigheder overtrædes. Så fristelsen til at blive på bjerget er stor – rigtig stor – og også forståelig. For vi har det jo godt – og vi kan ikke gøre undere ligesom Jesus kunne det, at bare med en ordre, så var den dæmonbesatte rask igen.
I verden nedenfor vore bjerg er der bestemt ingen lette løsninger, hver dag er en kamp. Hvor hver dag er en kamp mod håbløshed og forskellig overmagter, hvor naturkatastrofer og menneskelige grådighed, ondskab og egoisme er fire af de værste.
Fristelsen til at blive oppe på bjerget er altså stor – heroppe, hvor der hersker lykke, fred og harmoni. Men det giver vores kristne tro os ikke lov til. For den kristne tro er ikke virkelighedsflugt – den kristne tro er klarsynet – den tvinger os til at se virkeligheden i øjnene og gøre, hvad vi kan for at bekæmpe ondskab og lindre nød. Den kristne tro giver os ingen nemme enkle løsninger på alverdens problemer – igen og igen rammes vi af magtesløshed og hjælpeløshed. Men troen giver os mod, den giver os tro, den giver os kræfter til at trodse magtesløsheden og hjælpeløsheden. 
Men det føles af så lidt det, vi kan gøre – hvad hjælper det? Hvad hjælper det at jeg giver penge? Hvad hjælper det, at jeg går en tur i dag med indsamlingsbøssen? Teksten til i dag siger det på den måde: ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Vi vil gerne tro, at det hjælper noget – men hvad hjælper en brønd hist og en vaccine pist? Et telt til en flygtningelejr med tusinder på flugt, en pakke tørmælk til et spædbarn blandt millioner – 798 kr. i en indsamlingsbøsse – alt sammen i små-mønter! Hvad nytter det – dråber i nødens uendelige hav?
Men den kristne tro er en tro på det umulige. Den kristne tro er troen på ham, der kunne mætte flere tusind mennesker, fordi en lille dreng, lagde det han havde over til Jesus. Den kristne tro er en tro på det umulige – og den er kræfter til at trodse det umulige.
Selv der, i den tvivlende handling, kan håbet, helingen, forvandlingen begynde at opstå. Så hvad med en dråbe i nødens uendelige hav? Jo, når dråber forener sig – bliver de til have. Det er dråben, der udhuler stenen… lige så langsomt. Så lad din dråbe falde i den almægtige Guds navn.