”Jeg vil gerne fortælle, at Gud hører bønner”. Sådan rejste en 16 årig dreng sig op og sagde til et møde i Hirtshals. Vi var alle meget spændt på hans historie – og han fortalte hvordan han var kommet kørende på sin knallert – sin borede knallert. Og så kunne han se, hvordan politiet holdt razzia nede ved Hirtshals Skole. Og så var gode råd dyre – han begyndte at bede: ”Gud lad dem ikke stoppe mig. Lad mig få lov til at køre forbi”. Og som han sagde: ”Gud hørte min bøn”.
At drengen så ikke havde lært noget af oplevelsen, kunne vi alle sammen høre, da han efter mødet sprang op på knallerten og kørte hjem. Den var stadigvæk boret.
Men han havde oplevelsen af at han var blevet bønhørt. Sådan er det ikke alle, der oplever det, når de folder deres hænder. Også selv om de ikke beder om ikke at blive fanget på en boret knallert. Vi beder, vi beder – og oplever ingenting eller også stopper vi med at bede, fordi vi synes det er meningsløst at fortsætte. Vi prøver en anden måde i stedet. Jeg tænker, at det muligvis er den mest forekommende grund til at folk stopper med at være kristne: Bønsskuffelse. Man har bedt, man er blevet skuffet – og faldet til ro i, at der ikke er nogen ”fadervor, du som er i himlene”. Der er ingen Gud. Og tror man ikke, at der er en Gud, der kan og vil hjælpe, så giver det jo ikke mening at bede.
Med mindre, at man ser bøn, som mentalhygiejne, hvor jeg får det bedre af at formulere et eller andet, sådan som vi måske gjorde den gang vi som børn havde en usynlig ven, som vi delte alt med. Jeg fandt en artikel om bøn, hvor en specialist i sundhedspsykologi og religionspsykologi (Peter la Cour) siger “bønsliv er en form for psykoterapi, som ikke nødvendigvis handler om Guds indgriben, men om noget, individet gør med sig selv.”
En sådan tanke om bønnen tager oplysningstidens konsekvens: Den, der handler i verden, er mennesket. Og det er jo OGSÅ rigtig, mennesket handler OGSÅ – og skal OGSÅ handle. Der findes en salme i salmebogen, ”Mennesket din egen magt”, hvor vi synger:
Livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød.
Det interessante ved den salme, er at forfatteren blev bedt om at ændre to ord i dette vers, for at den kunne komme i salmebogen. Før stor der:
”Livets Gud har INGEN hænder,
derfor er det dig, han sender”.
I stedet for ”Livets Gud har din hænder”. Der er stor forskel har Gud ikke hænder, så han kan handle på jorden – eller har han dine hænder, så både han og du handler.
I forbindelse med Stor Bededag var der en undersøgelse om præsters syn på forbøn, der lænede sig lidt for meget op ad ”Livets Gud har ingen hænder”. Af de adspurgte svarer 66 procent, at de tror på, at bøn kan føre til psykisk helbredelse, mens under halvdelen – 46 procent – svarer, at de tror på, at bøn kan føre til fysisk helbredelse. Der var et citat fra en sygehuspræst: ”Bøn kan ikke føre til fysisk helbredelse af kropslige sygdomme som kræft eller hele et brækket ben. Det ville være ligesom at bede Gud om en rød cykel og forvente, at den står i garagen næste dag. Og så konkret virker bøn ikke”.
Nu er undersøgelsen heldigvis ikke repræsentativ for hele Folkekirken – også fordi Folkekirken heldigvis er andet end os præster. Men det var ikke rar læsning – og jeg kan ikke lade være med at tænke, at et sådant begrænset syn på bøn er skridt i retningen af det skrækscenarium, som Jesus slutter lignelsen med at sige: ”når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”. Jesus sætter spørgsmålstegn ved, om han kan finde troen på jorden, når han kommer tilbage. Vil han finde mennesker, der siger: ”Det hjælper ikke at bede” eller vil han finde mennesker, der lever i troen og derfor beder i tro?
Jeg tror at Gud hører vores bøn og handler på vores bøn. Jeg tror, at bønnens eneste begrænsning er lig med Guds begrænsning. Det Gud ikke kan, det kan bøn heller ikke. Det Gud kan, kan bønnen også, for for mig at se, er det ikke mennesket, der handler, når det beder – nej, det er Gud, der handler.
Ja, naturligvis er vi også Guds hænder, der hjælper, lindre og gør vort bedste som kristne mennesker. Lige så snart, man er færdig med at bede, så rejser man sig og går i gang med arbejdet som Guds hænder på jorden. Jeg hørte for noget tid siden en gammel anekdote: Præsten tog afsked i døren efter et besøg hos en enke. Enken spørger ham om, om han ikke ville bede til Gud for at få hendes mark til at give bedre udbytte. Præsten kigger lidt på marken og siger, at han da gerne vil bede for marken, men han tror nu den trænger mere til gødning. Bøn er ikke den kristnes sovepude, men det er startskuddet til at gå ud og være Guds hænder.
Men Gud handler også uafhængigt af vores hænder, og jeg sætter bønnens eneste begrænsning er til at være lige med Guds begrænsning. Og samtidig skal der siges, at jeg tror på en almægtig Gud – og derfor er mit syn på bønnen: Den er uden grænser. Jeg kan bede om alt. Og jeg tror, at det gør en forskel, at jeg folder mine hænder og beder til Gud.
Og ja, det giver udfordringer, når jeg så ikke ser, at min bøn giver sig et fysisk og konkret udslag. Andre har oplevet stærke ting, konkrete svar, fysiske undere – endda sket ting, hvor lægen i journalen skrev ”et mirakel”. Man kan affeje det med at ”der er mere mellem himmel og jorden”, men om dette mere, der ikke kan måles er Guds indgriben… det er et stort spring for mange. Man hører ofte, at ”jeg vil se og forstå, før jeg kan tro”, måske er det i virkeligheden omvendt, at man skal tro, for at kunne se og forstå. For nogen tid siden kunne man på Danmarks Radio se en udsendelse, hvor man fulgte en mand til et helbredelsesmøde. Han havde en eller anden øjensygdom, og det kunne jo ikke skade. Der blev bedt for ham – og han blev helbredt. Han var naturligvis glad for det – men havde svært ved at tro det. Og et år efter besøgte tv-holdet ham igen – han var stadigvæk rask, men underet havde ikke ændret på hans tro. Han troede stadigvæk ikke på Gud. Han var glad for at han kunne se, og han kunne ikke forklare underet, men han troede ikke på gud.
Måske er det sådan, at troen ikke starter ved at man ser et under, oplever at ens bøn bliver hørt… nej, det er modsat: Troen er udgangspunktet for at se. For at se tegnet og se underet. Lidt lige som det Einstein sagde: “Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel”.
De undere jeg har mødt i mit liv – ja, de fleste kan sikkert affejes med at det var nok sket alligevel. Tilfældighed, held eller naturens narrede os. Men jeg tror, at det var et resultat af bøn.
Jeg tror at det hjælper at bede – både fordi det ændrer noget i mig, men det rør også vores himmelske far. Derfor skal vi fortsætte med at bede – lige som enken i lignelsen. Enken blev ved med at bede til den uretfærdige dommer om hjælp.
Dommeren var ligeglad med enken, i det hele taget var han ligeglad med alle mennesker. Og den eneste grund til at dommeren en dag hjalp hende, var fordi hun gik ham på nerverne og en dag måske ville slå ham i ansigtet.
Vi er heldigere stillet end enken. Når vi beder til, så beder vi ikke til en uretfærdig dommer, der er ligeglad med os. Vi beder til vores himmelske far, der elsker os og som vil lytte til os og give os, hvad der er til velsignelse for os. Og det kan også være et nej!
Og hvad gør jer så, når jeg møder det nej? Jeg har planlagt, at jeg vil blive ved med at bede, og det håber jeg også, at du vil. Bliv ved med at bede. Bliv ved med at stole på Gud og blive ved med at tro på Gud. For Gud er god. Gud hører dig, din bøn og Gud svare dig. Sådan har det altid været – og sådan vil det fortsætte med at være.
Lov og tak og evig….
