Mælkebøtte-krigeren

Jesus har et afsnit om liljerne i sin bjergprædiken: ”Se på markens liljer”, siger han. Den gang var liljen ikke en så skattet blomst som det er i dag… ja, jeg tror, hvis han havde holdt sin prædiken i dag her i Danmark, så havde han sagt: ”Se på markens mælkebøtter”.
Mælkebøtter – løvetand – eller som man kalder mælkebøtten oppe hos os i Vendsyssel:  Troldhekse… Kært barn har mange navne.
Der er også nogle, der kalder den for fandens mælkebøtter, men det synes jeg faktisk er lidt synd. For jeg kan godt lide mælkebøtten. Ikke langt fra hvor jeg bor, er der en mark, hvor der går heste på… og lige nu er den simpelthen fyldt med de her mælkebøtter. Det er simpelthen et flot syn med sådant et gult tæppe af gule blomster. Men i sig selv er sådan en blomst jo også flot.
Og så det jeg rigtig godt kan lide ved den: Det er en utrolig stærk og sej blomst. Haveejere og andre mennesker prøver at komme dem til livs, man luger og rykker dem op med rode, asfalterer og lægger fliser.   Men – mælkebøtten lader sig ikke holde nede. En dag er der en revne i asfalten og vi aner lidt grønt og gult i sprækken og ved, at nu har mælkebøtten vundet – igen.  Og mellem tunge betonfliser finder den jord nok til at sætte rødder.
Jo, jeg elsker mælkebøtten fordi den er en lille sejlivet oprører, et billede på kærligheden og livet selv, der finder vej og sætter blomst og spreder nye frø midt i alt det planlagte og kultiverede.
Det var ligesom Jesus – ham havde man heller ikke styr på.  Han levede sit liv i kærlighedens tjeneste – og den kærlighed fandt (ligesom mælkebøtten) vej de umuligste steder hen, på alle mennesker uden undtagelse. Den faldt på fattige og foragtede, syge og udstødte. Til sidst blev det for meget for magthaverne; de kunne slet ikke have med det at gøre; Jesus skulle bringes til tavshed, så han blev slået ihjel og begravet, og der blev rullet en tung sten for graven. Færdig med ham.
Men som mælkebøtten springer asfalten til side, sådan sprængte Jesus også stenen væk; Jesus opstod fra de døde. For Guds kærlighed kan man ikke slå ihjel og holde nede.

Med al respekt vil jeg tillade mig at kalde Flying Officer Eric Lionel Germain for en mælkebøtte-kriger. Ikke fordi det er nedsættende, tværtimod, det er fordi det er stort. Meget stort. Lad mig forklare hvad jeg mener.
Som den sidste salme skal vi i dag synge ”Altid frejdig når du går”. Den salme, der slutter med det korte, heroiske og sande:

Kæmp for alt hvad du har kært
dø om så det gælder

Det er ikke svært at kæmpe for noget, som man ved, er en vunden sag – hvis man ved, at man kæmper på det sejrende holds side. Noget andet er at kæmpe for frihed og fred – uden at vide om man rent faktisk vil vinde. At kaste sig over det store sejrssikre nazi-imperium har ikke været en stensikker vindersag – ja herhjemme i Danmark var der endda nogle, der først i krigens sidste måneder sprang frem som frihedskæmpere. Det er dem historikerne med et glimt i øjet kalder for ”De sidste dages hellige”.
Men at kæmpe for en sag, der allerede er vundet er ikke en ærefuld kamp – noget andet er at kæmpe for det man tror på, også selv om man har udsigt til at tabe. Germain var en af dem – og han var en af dem, der også tabte, styrtede ned med sit fly i kampen for det, han troede på. Men han pressede på – måske var det bare et lille skub overfor det store Nazi-Tyskland, det var et skub mod overmagten… og overmagten måtte lige så langsomt give efter og falde. Germain pressede en smule på her nordpå – men døde i sin indsats. Som når mælkebøtten presser bare en lille bitte smule i mod den knaldhårde asfalt – de første mange hundrede gange lykkes det ikke, men i stedet for at give op, så bliver denne lille plante ved med at presse og presse og presse.
Germain var en af dem, der lagde sine kræfter og sit liv til for at presse i mod den tunge ”asfalt” – han nåede ikke selv at være med, da blomsten brød igennem i frihed, men til sidst skete det… og blomsten, livet, friheden kunne triumfere over den døde asfalt.
Så at kalde Germain en mælkebøttekriger er et hædersnavn – for det er at kæmpe mod en magt, der er større end sig selv – alene fordi man ser, at det man kæmper for er det værd. Ikke fordi man ser en sikker sejr for enden af en enkelt flyvning.
Lad os tage mælkebøttens eksempel med os – og ikke se på om det man kæmper for er en vindersag, ja, det kan være at det imod en knusende overmagt. Nej, lad os bare se til, at vi kæmper for det, som vi ser som sandt og godt. Som Kaj Munk udtrykte det: ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare om det er sandt”.
Jeg forstår ikke, at der er nogle, der kalder det for fandens mælkebøtte, men vi kunne godt omdøbe den til Guds mælkebøtte, for der er mere Gud end Fanden i den.  Fanden står jo netop for det onde, modløshed, smålig, misundelse og livslede. Gud derimod er opstandelsens Gud, livsmodets og kærlighedens Gud. Så derfor kunne man kalde den sejlivede gule blomst for Guds mælkebøtte. Så lad os presse imod det onde i enhver skikkelse – og være lige glad med om det nytter, når bare det vi kæmper for er sandt – så vil sejren komme før eller siden.

”Kæmp for alt hvad du har kært,
dø om så det gælder,
Da er livet ej så svært
døden ikke heller.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *