Denne side er set 1077 gange!

 

Nu skal det her ikke handle om mig, men jeg er nødt til at fortælle jer, at jeg har haft en forfærdelig uge. Sidst jeg stod her på prædikestolen, fortalte jeg om en af mine klassekammerater fra gymnasiet, mor til to, der var ved at tabe til kræften efter en kamp, der har strakt sig over 4-5 år. Hun blev begravet i onsdags. Foruden hun var min klassekammerat, så er hendes far også min gamle elskede klasselærer, hvem jeg skylder at jeg står her i dag som præst. Så den familie har betydet enormt meget for mig i rigtig mange år.

Jeg sad i flere timer og forsøgte at komme i gang med min prædiken her om Marias lovsang – men hvor er det svært at tale om en lovsang, en af de gladeste sange i hele Bibelen, når ens humør er på nulpunktet, og man bare har lyst til at begrave sit ansigt i sine hænder og hulke igennem. Så jeg var ved at finde mappen med mine gamle prædikener frem, for ”så får de bare en prædiken fra 2010, for hvordan kan man øve så meget vold på sig selv, at man kan prædike over en lovsang”.

Men så ramte det mig pludselig: Maria synger netop til sådan en som mig. Sådan en som mig, der ikke bare er en jubelglad idiot, der sprudler af optimisme – men som tværtimod netop skal fejres op fra gulvbrædderne. Maria er mit eksempel.

Maria synger netop om Guds barmhjertighed og lover at Gud vil løfte os op fra gulvbrædderne, løfte den ensomme, den, der er trådt ned og holdt nede. Den, som har brug for en frelser, som har brug for at Gud gør store ting ved os og for os, for vi orker det bare ikke. Os, som har brug for at blive mættet – for vi hungrer efter lidt lysere tider.

Og Maria synger om den barmhjertighed – ikke som en, der selv er på toppen af tingene og som ser ned på os, der har brug for hjælp, og gerne fra hende. Men som en, der er på samme niveau og samme stadium som os. For da Maria sang sin lovsang, så befandt hun sig faktisk i det, der udefra set må være bunden af et spildt liv. Hun ser sig selv som en af de små og ringe. Det kan godt være, at vi har et glansbilled-agtigt billed af Jomfru Maria, men hun hører slet ikke til oppe i de luftlag. Tværtimod! Hun er ikke nogen himmeldronning – hun er en teenager-pige, der er løbet væk hjemmefra, fordi hun er blevet gravid – endda uden for ægteskabet og hendes forlovede var ikke engang faderen til barnet. Det kan godt være at hun taler om at det er Guds søn, og det var Guds mægtige værk – men lige så lidt som at man vil tro det i dag, lige så lidt ville man tro det den gang. ”Ja ja! – den er god med dig. En engel!!”
Havde tv-programmet ”De unge Mødre” kørt i fjernsynet den gang, så var hun en oplagt deltager – så hun kunne udstilles i sin ynkværdighed ”godt det ikke er mig” og tilfredsstille vores lyst efter et forarget sug i maven og et godt grin. Ja, den gang var der ikke noget fjernsyn, men folk ville også den gang gerne underholdes – ville også den gang gerne snage med sætningen ”godt det ikke er mig” i baghovedet, og ville også gerne have det sug i maven, som vi elsker i dag. Men den store forskel mellem i dag og den gang, er at i dag vil man bare grine af Maria, den gang ville man stene hende til døde.  I dag vil man lave et karaktermord på hende – den gang ville det være en offentlig henrettelse. Hun er en letlevende pige, der har brudt loven, og derfor står hun til at blive stenet ihjel.

Den eneste, der tror hende er denne gamle gravide slægtning, Elisabeth, som hun er flygtet hen til og som hun bor ved i 3 måneder. Ellers står hun rimeligt meget alene – alene i det, der vel for andre mennesker at se må være det dybeste man kan synke. Hun burde ikke synge lovsang, men klagesange – ”for hvad har du dog kastet mig ud i? Nu er jeg landsbyens udskud truet på livet”.

Nu er der ikke ret meget andet end Gud at klamre sig til – og det gør hun så.
For hun synger ikke klagesange, men netop lovsang. Hun synger ikke om den hårde opgave, der synes at være blevet lagt ned over hende, men hun synger om det gode, Gud har gjort. Synger om det gode Gud HAR gjort mod hende og for hende. Læg mærke til, at Maria taler i datid om Guds gerninger, at det er noget han allerede HAR gjort.  Hun ser tilbage på hvordan Gud har grebet ind og gjort store ting i hele Israels historie. Med sangen synger hun ikke bare om Guds store løfter, men ved at synge dem, så hun træder selv ind i dem. I takt med at hun synger, så ser hun, at hun allerede er draget ind i et forhold til Israels Gud. Den Gud, der altid har siddet ved den undertrykte lige siden årene i Egypten og som har givet løfter og holdt sine løfter lige siden Abraham. Når hun synger i datid, så er det ikke fordi, at hun synger om det, Gud allerede har gjort, og at alt er på plads og klar, så resten bare er lovsang – nej, så er det fordi hun træder ind i Guds store frelseshistorie og gør krav på at være en del af den.

Det er ikke bare ord, der gælder den gang, da Maria sang dem første gang, men de gælder også i dag, hvor en små-forkølet præst står og læser dem op. Det gælder også os, når vi føler, at nu er der ikke meget andet at holde fast i end Gud, og selv han ser ud til at være fraværende – eller i bedste fald forstår vi ham bare ikke.
Men hele Guds store frelseshistorie viser os, at Gud har gjort store ting – og i det kan vi plante vores håb for fremtiden ned i at han også fremadrettet er værd at stole på, ja, at vi kan synge os ind i løfterne som Maria gjorde det. Det er derfor, at vi i dag skal synge så mange glade salmer og lovsange – for at give mig, og for at give dig, der har dit tungsind, problemer eller andet utøj med dig, at give os lejlighed til ikke bare at synge det hårde og triste væk, som om det bare var nogle billige psykologiske tricks. Nej, så vi får lejlighed til at træde ind som Maria i Guds frelseshistorie og sige ”han har set til mig” – frelseshistorien er også min historie. Når jeg står her, så har jeg ikke andet end mit håb til Gud – den Gud, der giver løfter og holder ord. Det er vores håb.
Som kristne vi har meget mere end en munter og naiv optimisme, vi har et levende håb. Lige før blev August døbt, og før dåben lød ordene: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb”. Ja et levende håb, fordi det er et håb på en levende Gud. Fordi det er et håb, der gør levende. Min klassekammerat blev begravet i onsdags, men jeg ved, at hun havde og at jeg har og at du også kan have et håb, der sprænger dødens krav på os. Det er ikke et dødt håb, men et levende håb, for holder vi fast på i det håb, så skal vi aldrig i evighed se døden. Det er et håb, der lige som Maria, klamrer sig fast til Guds historie og Guds løfter som rødderne klamrer sig fast om vinteren. Der kan vi som Maria med håb til Gud se tilbage på hvad Gud allerede har gjort – vi kan tage lovsangenes ord i vores egen mund, gør dem til vores, gøre krav på dem som en virkelighed for os. Indtil vi lige pludselig midt i vores sang samles ikke bare som en samling af individuelle kristne, men som en forsamling af håbets folk. En flok mennesker, hvis eksistens kan spores i Det gamle Testamentes første sider, tilbage i Israels fortid, over Maria og frem. Mennesker, der råber til Gud og endnu en gang venter på hans nærhed og hans trøst og hjælp. Det kan være, at vores stemme bare er en hæs hvisken i starten, men i takt med at vi synger, så vil vores stemmer få mere og mere kraft. Og sammen vil vi synge os ind i troens, håbets og kærlighedens virkelighed.