Mariæ bebudelsesdag (2006)

Denne side er set 693 gange!

Hvis jeg spurgte jer om hvem der havde opfundet telegrafen, så vil I nok svare, at det var Morse, der gjorde det… og det er også rigtigt, at Samuel Morse sendte den første besked af sted i 1844. Men alligevel vil jeg sige, at det var Gud, der opfandt telegrafen… jeg ved godt at det lyder lige voldsomt from, at det var Gud, der gjorde det, men I skal lige have historien bag opfindelsen. Morse havde arbejdet meget på det her projekt, men kunne simpelthen ikke finde en løsning. Han var kort og godt kommet ind i en blindgyde – lige meget hvad han prøvede på, så virkede det ikke. Og hvad gjorde han så? Jo – med hans egne ord: ”Jeg bad om mere lys”. Og Gud gav ham det lys, der skulle til – den idé der skulle til. Senere skrev han ”Det er derfor jeg aldrig har følt, at jeg fortjente den ære, der kom til mig på grund af den opfindelse, der blev forbundet med mit navn. Jeg har fundet ud af en vigtig anvendelse af den elektriske strøm, men var med Guds hjælp. Det var ikke fordi jeg var bedre end andre forskere. Da Gud ville skænke denne gave til menneskeheden, så var han nødt til at bruge nogen. Og jeg er taknemmelig over at han valgte til at afsløre den”. Det var derfor, at Samuel Morse skrev ”What hath God Wrought” – som den første besked han sendte af sted. En hurtig oversættelse af det er, ”Hvad Gud har skrevet”. En simpel lille sætning, men en sætning, der alligevel fortæller meget om Morses forhold til Gud – lad ham få æren! Det er hans værk – det er hans opfindelse.

Hvad havde man mon skrevet, hvis den første morsebesked blev sendt af sted i dag?  Havde det været ”Hvad Gud har skrevet” eller havde det været ”Hvad mennesket har skrevet” Hvad mennesket dog kan gøre”. Vil vi pege på os selv eller på Gud? Under alle omstændigheder, så må vi jo sige, at der har været et gevaldig skift i den almindelige holdning til livet fra den gang og så til i dag. Der var et tidspunkt, hvor man som Morse automatisk pegede hen til Gud – han skulle have æren… og det må vi jo nok erkende, at sådan er det ikke i dag. Gud fylder mindre og mindre – så jeg må ærligt talt indrømme, at jeg er lidt forvirret over at statsministeren mener, at religion fylder alt for meget i samfundet. Det synes jeg nu ikke… tværtimod. Hvor ville det være dejligt om Gud fyldte mere i vores samfund – i vores liv med hinanden – i vores tale med hinanden. At det var naturligt for os at drage Gud ind i vores liv, i det vi glæder os over. Der skal egentlig så lidt til for at vi kan vende vores blik op til Gud igen med tak. Vi skal som kristne takke – og vi vil opdage, at jo mere vi takker desto mere får vi øje på, som vi kan takke for.

Men takken – eller evnen til at takke, er ikke bare noget, der kommer af sig selv – og det er ikke noget, der bare sådan ligger lige for for os alle sammen. Jeg fik et surt brev fra en mand, der havde hørt mig prædike om at vi skulle takke Gud. Han hørt kun at vi skulle takke – hørte det som en lov, og hørte det ikke som et evangelium, et glad budskab, at vi har grund til at takke. At vi har noget at takke for. For det har vi jo – men lige som så meget andet, så skal vi lære det – og det er måske noget, vi skal lære fra barnsben af – det er i hvert fald bedst sådan. Jeg har hørt en lille historie om en dreng, der fik en appelsin foræret og han tog bare imod appelsinen uden at sige tak eller noget. Forældrene var nok lidt forlegne for de sagde ”… nå Peter… hvad siger man så?”. Hvorefter lille Peter rakte appelsinen frem og sagde: ”Skræld den for mig”.

 

Dagens tekst er ikke et surt ”skræld den for mig”, men et stort ”Tak for alt det du har gjort for mig”. Det er Marias lovsang – hun har fået besked om at hun skal føde Guds søn og ud fra den glæde og stolthed bryder der en lovsang frem: ”Min sjæl ophøj Herren – den Mægtige har gjort store ting mod mig”.

Det er ikke bare Maria, der kan sige ”den mægtige har gjort store ting mod mig”, for vi har jo en masse at takke for. ”Min sjæl ophøj Herren”. Min sjæl ophøjer Gud, når jeg begynder at fokusere på det Gud har gjort mod mig og det han stadigvæk gør mod mig. Prøv stil dig selv det spørgsmål: Har den Mægtige gjort store ting mod dig? Har Gud nogensinde gjort noget stort for dig? Du sidder her og kan høre ordene – kan du ikke takke for det? Du lever – kan du ikke takke for det? Du har måske nogle venner eller familie omkring dig i kirken – kan du ikke takke for det? Ja, du har endda en kirke at samles i – kan du ikke takke for det? Du har et budskab om at Jesus er død for dig og at alle dine synder kan blive slettet ud, hvis du bare tror på Jesus… jamen er det da ikke noget, der er værd at takke for. ”Min sjæl ophøj Herren – den Mægtige har gjort store ting mod mig”. Jeg tror, at i det øjeblik, hvor vi holder op med at takke Gud, så begynder vi at glemme Gud. Og glemmer vi Gud, så kommer vi på afveje i hele vores liv. Men jo mere vi takker Gud desto mere ser vi også Gud i verden omkring os. Vi mister så meget, hvis vi glemmer at takke.

 

Er vi hovedpinekristne, der ikke takker, eller er vi Maria-kristne, der takker for alt det Gud har gjort mod hende. Og det selv om det ikke bare er positivt og godt, det er ligger foran Maria. Det er jo ikke en entydig positiv meddelelse hun har fået: Du skal føde Guds søn.

Ville du takke Gud, hvis du var i Maria situation.

Ville du takke Gud, hvis du som teenager fik den her besked. Du havde en kæreste, men var ikke gift – og din kæreste og lokalsamfundet havde al mulig grund til at finde nogle sten frem og stene dig, for du har sikkert været utro. Og skulle du overleve det, så har du ingen til at forsørge sig – og vigtigst af alt: Du har ikke noget officielt certifikat, der viser, at du er blevet udsat for et guddommeligt mirakel – jomfrufødslen. Ville du kunne takke Gud for sådan et under.  Gad vide hvor mange, der har troet Maria den gang – ”ja,ja ´jomfrufødsel´… en engel… ja ja”. Og tænk på den pine der vil komme over hende, at se sin egen søn blive korsfæstet og maltrakteret af sine egne. Ville du kunne takke, hvis du var i hendes situation? Maria takker – for det Gud har gjort ved hende nu – og det som Gud vil gøre gennem hende senere. ”Min sjæl ophøj Herren – den Mægtige har gjort store ting mod mig”. Der er ikke noget at sige til, at katolikkerne ser så meget op til Maria, for selv dér takkede hun Gud!

Som kristne skal vi takke Gud, men hvad gør vi i en situation, hvor vi bare slet ikke kan takke? Hvad hvis jeg er malet så meget op i et hjørne at det at takke ikke bare føltes forkert og hyklerisk, men som en vederstyggelig tanke… ”jeg kan da ikke takke Gud nu”. Den far, der ene mand bærer sit barn ud af kirken i den lille barnekiste – jeg har set det… kan han takke Gud? Eller kvinden, der har været udsat for incest fra sin far i det, der føles som hele hendes barndom… hvilke følelser vil hun ikke sidde med, hvis hun kommer i kirke og lige netop den søndag bliver der så sunget:

“Lille Guds barn, hvad skader dig?

Tænk på din fader i Himmerig!

Han er så rig han er så god,

ingen kan stå hans magt imod

o Gud ske lov”. Bliver hun mon siddende i kirken salmen ud?…. Grundtvig fortsætter i samme salme::

“… dog hvor bønder af hunger dø,

finder den lille fugl et frø.

O, Gud ske lov”.

Ja, Gud ske lov – bonden dør, men Gud er så stor at han ser den lille fugl og mætter den. O Gud ske lov. Det kan godt være at det menneske findes, der kan sige tak under alle forhold… som kan sige tak, selv når bønder af hunger dø. Men hvad med os andre, der ikke kan det? Det prøver vi se lidt mere på næste søndag, palmesøndag.

Men jeg vil gerne hive en af dem frem, der nok kunne takke under alle forhold, nemlig Martin Rinckart – vi har en salme i salmebogen, han har skrevet ”Nu takker alle Gud”. Vi skal synge den om lidt efter prædikenen. Han skrev den i 1636 – midt i 30 årskrigens rædsler. Det fortælles, at netop det år var der 4480 mennesker i hans sogn, der var døde på grund af hungersnød og sygdomme. Det vil sige, at i gennemsnit begravede han 15 mennesker om dagen. En af disse 4480 var hans egen kone, men alligevel kunne han midt i mørket og sorgen, med skrigene af frygt udenfor vinduerne… på trods af det kunne han sætte sig ned og skrive en takkesang til Gud, som egentlig var et bordvers til sine børn:

                      Nu takker alle Gud

                      med hjerte, mund og hænder,

                      som overflødigt godt

                      os uforskyldt tilsender,

                      som os fra moders liv

                      og første barndomsstund

                      i alt vor levneds tid

                      velsigne mangelund”.

På trods af sorg og blodbad kunne han se sin frelser, og han var i stand til at takke Gud for de mange velsignelser han stadigvæk havde. Martin Rinckart kunne takke Gud under vanskelige forhold. Og det kunne Maria også: ”Min sjæl ophøj Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde…. den Mægtige har gjort store ting mod mig”. Min bøn i dag er, at vi også må kunne takke Gud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *