Nytte det noget?

apr 9, 2018

Denne side er set 939 gange!

Lyt til prædikenen:

      Default_20180409-111800

Læs Prædikenen:
At Danmark er et lille land – er ingen vel i tvivl om. Det får vi tudet ørene fulde af hver eneste gang, at vi bevæger os ud på den internationale scene. Hvad kan vi bidrage med, vi er jo bare et lille land? Er det ikke omsonst? Nytter det noget?

Ja, det sidder i os, stadigvæk, lektien fra 1864: Danmark er en småstat.
Dem, der ikke havde registreret det i tiden efter nederlaget, blev rusket godt og grundigt af den danske politiker Viggo Hørup. I 1883 holdte han en tale i Folketinget om forsvarsbevillingerne og her kæmpede han mod militarismen med ordene ”Hvad skal det nytte?”. Hans tanker bar først frugt længe efter sin død, men så gik de sandelig også deres sejrsgang. 1914 holdt den Danmark ude af første verdenskrig. Jeppe Aakjær spidder det præcist i digtet fra 1916:

Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge.

Hvad skulle det nytte? Hvad skulle det nytte at opruste til modstand mod det nazistiske barbari i 1930’erne, når det eneste, vi kunne opnå var landets ødelæggelse? Vi stod derfor meget afrustet den 9. april 1940. Man havde lige sendt tre årgange værnepligtige hjem i tiden op til januar 1940 – måneden efter meldte England, at de umuligt kunne komme os til hjælp.

I København sad Peter Munch som dansk udenrigsminister – han var en troende elev af Viggo Hørup. Han var i den inderkreds, der i selskab med kongen og kronprinsen tidligt om morgenen den 9. april, traf beslutningen om at Danmark skulle kapitulere. ”Hvad skal det nytte?”

Det er mit indtryk, at det lige siden synes at være forsvarets hadespørgsmål nummer et: Hvad skal det nytte?

I 2010 udkom bogen ”Kvindernes krig” , der er skrevet af den danske sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky . Hun skriver om hvordan de fleste soldater hadede, når pressen kom på ture til Afghanistan, for skrev pressen kun om de negative ting. Og til det kommer, som hun skriver:

”Det konstante pres fra det store spørgsmål: ”Nytter det noget?”. Jeg ville ikke kunne holde ud at være her, hvis det ikke nyttede. Vi der er her, er tvunget til at finde mening. Men der sker også noget, når man trykker en beskidt næve og kigger ind i de gamle, kaffebrune øjne [selv om man] ikke altid forstår meningen af ordene, så kan man mærke varmen og taknemmeligheden” (s. 241-242).

En pjece fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet også om indsatsen i Afghanistan, der fandt man det nødvendigt at have et afsnit med hårde fakta for at svare på spørgsmålet: ”Nytter det noget?” Det er regnedrengene, der med deres regneprogrammer og EXCEL-ark skal have tal og målbare fakta – og så må vi opveje om det nytter.

Nyttede det noget, da de danske soldater, som vi hylder og mindes i dag, da de stod foran en overlegen fjende? Styrkeforholdet var de fleste steder mindst 4:1 og Operation Weserübung skulle vise sig at være en af de mest vellykkede tyske operationer i krigen. Havde det stået til en senere Mogens Glistrup, så var de hilst velkommen af en telefonsvar, der proklamerede ”wir übergeben uns” – for det nyttede jo ikke. Men alligevel stod styrkerne i Søgaardlejren klar til at rykke ud allerede få minutter efter at de første tyskere havde sat deres fod på dansk jord. De danske soldater dér og her i byen gik i kamp i første linje på trods af alle odds og viste de bedste soldateregenskaber, man kan forlange. Men hvad skal det nytte?

Soldaternes kamp var nok nyttesløst – set i det store perspektiv og da især, når regeringen sammen med kongen allerede 0600 havde kapituleret.

Den danske præst og digter Kaj Munk besøgte Sønderjylland ganske få dage efter besættelsen i anledningen af Dybbøldagen. Her hørte han fra Oberst Christensen de nærmere detaljer om besættelsen. Det gjorde et så uudsletteligt indtryk på Munk, at han straks begyndte på sit besættelsesskuespil Niels Ebbesen – om danskeren, der nøler, men først sent opvækkes til handling. Skuespillet var den direkte årsag til at Munk selv blev henrettet af tyskerne i 1944. Dette skuespil dedikerede Munk til ”vort unge Mandskab af 9. april” – ringene i vandet fra ”det nyttesløse forsvar” spredte sig.

Så for Munk var kampen ikke nyttesløs – ja, han ville slet ikke nedværdige sig til at besvare Viggo Hørups spørgsmål: Hvad skal det nytte? Det var for Munk et ganske forkert spørgsmål – i 1935 proklamerede han

”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare, om det er sandt”.

Spørgsmålet om nytteværdien må vige – for det langt større: Er det vi kæmper for sandt?

Selvfølgelig skal man opveje om skattekronerne gør mest nytte i forsvarets budget eller i sygehusvæsenets. Men på den anden side, er der ikke som menneske – som dansker – som et kristent menneske en forpligtelse til at kaste sig frem til forsvar uden overvejelser af nogen art, når uskyldighed og svaghed trues, når løgn og mord skyller frem mod alt det, Gud har lært mig og givet mig at elske?! Også uden at skele til om det nytter noget? Vi skal kæmpe for sandheden, også selv om det er udsigtsløst, selv om vi står til at tabe. Selv om timingen måske ikke lige er den heldigste– så skal vi holde os til sandheden, sige sandheden, kæmpe for sandheden.

Kristentroen er så naive, at den påstår, at den vil løse verdens problemer med ordet ”tro”.

Troen på Kristus, der alene kan lukke sandheden op for os.

Vi kristne er så naive, at vi på Jesu ord ikke frygter dem, der kun kan slå legemet ihjel, men ikke vores sjæl.

Vi er så naive, at vi løfter vores blik væk fra EXCEL-ark og kolde kalkulering i cost-benefit, nytteeffekt og så ud i det usynlige.

Jesus lærte os midt i en verden af håndgribelighed at tro på det, der hedder ånd.

Ja, Jesus lærte os at sejren findes i nederlaget med ham.

Jesus lærte os at tro at korset, symbolet på hån, pine og død, i virkeligheden er sejrens og kærlighedens symbol.

Jesus plantede troen på det usynlige midt i den synlige verden.

9. april var en bitter dag. Men også en dag, hvor vores soldater kæmpede modigt mod alle odds. Det er ikke svært at kæmpe for noget, som man ved, er en vunden sag. Noget andet er at kæmpe for frihed og fred – uden at vide om man rent faktisk vil vinde.

Lad os ikke se efter om det vi kæmper for nytter – om det er en vindersag. Nej, lad os bare se til, at vi kæmper for det, som er sandt og godt. ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare om det er sandt”.