Så længe der er håb er der liv

Denne side er set 1188 gange!

”Her lades alt håb ude” sådan står der over ved indgangen til helvedet i Dantes bog Den guddommelige Kommedie. ”Her lades alt håb ude” – det kunne lige så godt være skrevet over porten til et af de helt store menneskeskabte helveder, der stod også et skilt, men det hed ”Arbeit macht frei” – arbejde gør fri. Det helvede var koncentrationslejren Auschwitz. Og der var alt håb ude.

En af de personer, der overlevede dette menneskeskabte helvede var Viktor Frankl – en jødisk psykolog. Han smuglede manuskriptet til hans doktordisputats med ind i kz-lejren, men det blev opdaget og smidt i brændeovnen med et ”noget lort”.  Han satte sig ned og regnede ud, at chancen for at komme ud af dette her med livet i behold var 2%. Og det var måske endda højt sat. Men på trods af det, så gav han sig selv en opgave, han gav sig selv en mening med at overleve dette her: Han skulle genskabe sin store bog. Det gjorde han ved at lave en masse små-sedler og skrive opbygningen af hans bog ned – og så pressede han sedlerne ind i revner i træsengen. Og disse små papirlapper tog han ned og gennemlæste for at genskabe afhandlingen. Han havde en mening og et formål med at leve og overleve: Sin disputats.
Han overlevede – og skrev sin bog ”Psykologi og eksistens” om hvad han lærte i Auschwitz – og en af de ting, han havde lært var, at dem, der havde en mening, et formål og noget at leve for havde større chance for at overleve.

”Så længe der er håb er der liv”. Håbet skaber liv – håbet giver liv – håbet er livet.

En rabbiner, Hugo Grynn sad som barn også i Auschwitz. Midt i koncentrationslejren, imellem død og forfærdelse omkring dem, da holdt mange jøder fast på bare den mindste flig af deres religion, som de nu kunne komme til – uden at pådrage vagterne vrede. En kold vinteraften samlede Hugos far familien i barakken – den første aften i Hanukkah, jødernes lysfest.
Den unge dreng så med forfærdelse da faderen tog familiens sidste smørstof og lavede et improviseret lys med en væge af et tøjstykke fra hans tøj. Så tog han en tændstik og skulle til at tænde lyset. ”Nej far, nej” græd Hugo. ”Det smør er det sidste mad vi har. Hvordan skal vi så overleve?!”
Faderen svarede: ”Vi kan leve i mange dage uden mad, men vi kan ikke leve et eneste minut uden tro og håb. Denne ild er håbets ild – lad det aldrig gå ud. Ikke her. Ikke nogen som helst steder.

”Så længe der er håb er der liv!”.

En anden stor filosof sagde det på den måde her — og nu skal jeg ikke være alt for langhåret og hente en masse filosoffer frem. Men denne tysker skrev: Et menneske, der ved hvorfor, han kan næsten bærer alt. Jeg er ked af at sige det, men den filosof er også kendt for at sige: Gud er død – for det er nemlig Nietzsche. … et menneske, der ved hvorfor, han kan næsten bære alt.
Læg mærke til det lille ord næsten… et menneske, der ved hvorfor, han kan næsten bære alt. Nietzsche manglede Gud – derfor dette næsten! Nietzsche byggede ikke på noget, der kom udefra for at hjælpe og støtte – noget stort, der overgår alt menneskeligt, for Gud var i hans store hoved, han var død. Derfor var der ikke noget andet, der kunne bære end mennesket selv.
Og det er vel den store forskel mellem kristendommen og alt muligt andet – alle mulige filosofier, alle mulige politiske observanser og meninger, alle mulige religioner: Den store forskel er: Den levende Gud. Den store forskel er håbet – og det et håb, der aldrig gør til skamme.

Paulus skriver: ”Vi er stolte af vores trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenhed fasthed og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme” (Rom 5,4b-5a).

”Det håb gør ikke til skamme”.
Den store forskel mellem kristendommen og religioner og alt andet menneskelig, det er håbet! Al andet end kristendom kan ikke producere sandt håb – alt andet menneskelig kan producere og forlange optimisme. Håb og optimisme er ikke det samme – optimisme er noget, der foregår her inde, det er noget, der er båret af følelser og omstændigheder. Noget, der er båret af os og vore egne evner. Optimisme er en ny guds og en ny religions dyd. Og der findes ikke nogen værre synd imod tidsånden end manglende optimisme, nemlig pessimisme. Men det eneste optimismen kan love, det er hvad vi mennesker selv kan frembringe. Det vi forventer, må vi selv lave, og vi får ikke noget, som overstiger vores egne evner og kræfter. Verdens optimisme er en facade for en verden uden håb. Optimismens mål er drømmen om en fri verden, en lykkelig verden, hvor alle bare har det godt med hinanden og er gode mod hinanden.
Målet for det kristne håb er Guds rige. Det kristne håb er en gave, kærlighedens gave, som vi får givet os udefra. Da du blev døb lød det – ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb” – og det er nøjagtig det samme, jeg som præst siger, når jeg står i den anden ende af livet, ved begravelsen og skal til at smide jord på kisten. ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb”. Livet er indrammet med en tak til Gud, som har genfødt os – det vil sige helt udenfor vores egne evner og indflydelse – Gud har genfødt os til et levende håb. Når vi ligger og spider næsen op i kisten – så må man sige, at der er vist ikke plads til meget optimisme. Men der går præsten frem og taler om et levende håb. Enten er præsten rablende gal eller også er han et troende menneske.
Men der som lille baby på mors arm – eller som død mand i kisten, kan man virkelig se, at håbet ikke er noget, der bygger på noget i os – på følelser – nej, som der står i Hebræerbrevet: ”Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget” (Hebr 6,19). Det kristne håb er sikkert – ja, som jeg sagde før: ”Det håb gør ikke til skamme”.

”Vi er stolte af vores trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenhed fasthed og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme” (Rom 5,4b-5a).

Lad os prøve kigge på den sætning en gang. I første omgang kan det jo lyde noget overfladisk – at Paulus forbinder trængsler med håbet. Jeg vil virkelig have det svært hvis der kom en, midt i min sorg og mine problemer og glad mindede mig om, at ”trængslen skaber udholdenhed, udholdenhed fasthed og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme”.
Jeg har det virkelig sådan, at når der er nogen, der kommer med sådanne letkøbte løsninger på mine problemer, så stejler jeg. Det går mere og mere op for mig, at kristne, der bliver ramt af lidelser har to problemer. Det ene er naturligvis selv lidelsen. Og det andet er andre kristnes trøst. Når der er en velmenende kristen, der kommer til mig og vil forsøge at muntre mig op med noget ala: ”Når Gud lukker en dør, så åbner han et vindue”… så har jeg meget lyst til at finde det åbne vindue og skubbe vedkommende ud af det. Det at lukke af overfor det svære i vores liv, ignorer det til fordel for en eller anden blind munter optimisme med en kristen sukkerglasur ovenpå, det er ikke håbefuldt, det gør bare ondt værre.

For vi som kristne vi har meget mere end en munter og naiv optimisme, vi har et levende håb, der overrasker os. Det kristne håb er det, der er tilbage, når alt andet er taget fra os. Når vi har rendt panden mod muren og alt er mislykket. Når vi er blevet skuffet på os selv – måske endda også på Gud og vores forestillinger af hvad Jesus kan og er. Når vi føler at vi er lige som disciplene, der gik påskedag fra Jerusalem til Emmaus og de talte med en fremmed person og fortalte ham om Jesu liv og så kommer de med en af Bibelens mest hjerteskærende sætninger: ”Vi havde håbet” – ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”.  Når vi synes, at vi er kommet ind i Dantes helvede og læst skiltet ”Her lades alt håb ude” – så er det, at håbet pludselig springer frem til vores store overraskelse, skænkes os. Ikke som en letkøbt løsning, men som en dyrekøbt gave – båret af den dødende Gud på korset. Og det er hvad Paulus mener, når han laver rækkefølgen fra trængsel og ender i et håb, der aldrig gør os til skamme – det starter det sted, hvor vi mindst af alt vil kigge efter håbet. Trængslen kværker vores optimisme – men det er ud fra trængslen, at håbet blomstrer. Paulus er ikke sådan en, der straks henter en klenex, når vi begynder at græde, fordi han bare ikke kan klare at se nogen kristen der græder: ”Så mand dig dog op – tror du da ikke på opstandelsen?” Men Paulus vil lægge sine arme omkring enhver kristen, der sørger og græder og så vil han sige: ”Græd, du har mistet dit barn. Sørg, du har mistet din hustru. Men du ved, hvad der sker med den døde kristne – du skal græde og du skal sørge, men du skal ikke græde og sørge som dem, der ikke har noget håb, for du har et håb – du har et levende håb” (1 Thess 4,13-14).

Vores håb kommer ikke fra en naiv optimisme, men det kommer når Gud rækker ned til os i den grav, som vi selv eller andre har gravet os ned i, og så elsker os tilbage til livet. Vort håb kommer, når Jesus åbner vore øjne, så vi ser, at ham, som vi lige har sagt til ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse”, at han faktisk vil og kan forløse os, og at han går lige ved vores side.

Så derfor: Så længe der er håb er der liv. Så længe der er håb, så kan vi blive drevet ud af vores grave og vores skyttegrave og tilbage til livet. Den kristne tro bilder sig ikke ind, at tingene ikke er så slemme endda. Den kristen tro giver ikke floskler til folk, der sørger. Den kristen tro giver os et levende håb – og det håb har et navn: Jesus Kristus Guds søn, død for os – kaldt op fra dødsriget for at sikre vort håb for evigt – og derved også sikre vores liv for evigt, for ”Så længe der er håb, er der liv”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *