Jeg havde en fysik-lærer i Folkeskolen, der mente, at der var nogle ting, der bare skulle ligge på rygmarven. Så hvis man blev vækket midt om natten og blev spurgt: ”Hvad er H2SO4?” – så skulle det komme uden tøven: ”Saltsyre”. Så langt kom jeg nu aldrig – om jeg så var nok så vågen, så kunne jeg ikke finde ud af det dér med fysik.
Men hvad vil du svare – hvis du blev stillet spørgsmålet sådan pludselig: ”Hvad vil det sige at være en kristen?”. Spørgsmålet behøver ikke at blive stillet midt om natten – men måske over kaffebordet derhjemme, eller i byen over en god middag. ”Du er kristen – hvad vil det egentlig sige at være en kristen?”. Og vel at mærke – ikke hvad det vil sige at blive en kristen, men at være en kristen. Hvad vil det sige at være en kristen?
Det kan være noget med at gå i kirke. Det kan være noget med at bede. Det kan være noget med næstekærlighed. Det kan være noget med at give til de fattige. Det kan være noget om at…. ja, der er sikkert rigtig mange gode svar på det spørgsmål – du har nok din helt egen. Jeg tror at mange af de ting, der kommer frem har noget at gøre med ting, som vi skal gøre på en eller anden måde – noget som er håndgribeligt. Jo mere troen får en eller anden håndgribelig form desto stærkere ser troen ud til at være.
I har sikkert set det mange gange i de forløbne to ugers tid: En flok vrede muslimer, der råber ”Gud er stor” og så går hærgende igennem gaderne, smadrer ting og sager og brænder et eller andet af, der skulle forestille et Dannebrog for at vi skal smage Guds hævn, for Gud er stor. Der er selvfølgelig mange der bare er medløbere, der er med på grund af politiske grunde eller fordi der var lidt sjov i gaden, men man må jo også sige, at dér bliver troen virkelig håndgribelig og til at tage og føle på.
Juleaften valgte nogle præster her i Danmark at prædike imod regeringens flygtningepolitik – nu skulle der siges et par borgerlige ord, så troen måtte blive noget håndgribeligt og til at tage og føle på. At jeg så synes det er en fejl at gøre det er så en anden sag. Når folk kommer i kirke i massevis, så skal der ikke prædikes etik, så skal der prædikes Jesus.
Men der er noget rigtigt i at hvis kristendommen bare er holdninger, men ikke handlinger, så er der noget galt. Hvis vores forkyndelse bare er forkyndelse og ikke virkelighed, så er der noget galt. Så kan det være fordi, at Jesus bare er blevet en teori for os og ikke en levende virkelighed. Sidste søndag blev der prædiket over en tekst, der handler om at bruge sit talent. At bruge det man har fået af Gud og få det til at vokse. Dér var der virkelig tale om at kristendom skulle være håndgribelig – at det er vores ansvar, at bruge det vi har fået, om det så er en evne, vi har fået. Om det er Guds ord vi har fået – vi skal bruge det. Det er vores ansvar – men her i dag vil jeg så sige: Ja, det er vores ansvar at bruge det vi har fået af Gud, men det er ikke det samme som at være en kristen. At være kristen er noget langt større end at vi kan komme med en formel og sige ”du skal gøre det og det”. Eller ”du skal vise så og så meget næstekærlighed”. At være kristen er noget langt større end at rende rundt og råbe ”Gud er stor”, det er nemlig at lade Gud være stor. Der er noget selvmodsigende ved at nogle muslim på den ene side siger ”Gud er stor” og på den anden side mener, at de er sat til at forsvare Gud. Hvis Gud er stor kan han jo forsvare sig selv. At være kristen er ikke at tvinge andre til at respektere Gud, men det er at lade Gud være stor for mig – ved at modtage det han har at give til mig, nemlig at han vil være min far og at jeg må være borger i hans rige. At være kristen er først og fremmest noget vi er – noget vi får lov til at være – og ikke noget vi skal gøre. Ja, der er ikke noget vi kan gøre – alt der skal gøres er gjort, da Jesus døde på korset. For hvad skete der dér? Jo, Paulus beskriver det på den måde: Gud ”friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige” (Kol 1,30). At være kristen det er at være en borger i Guds rige – det er at hvile i det vi har fået fra Gud. Det er at tage imod det, vi har fået fra Gud, og så lade det udvikle sig helt af sig selv. Vi skal ikke gøre fra eller til – vi kan bare vente.
I den tekst, jeg lige har læst, hører vi om en mand, der sår sit korn og lige så snart han har sluppet kornet, så har han gjort det, der skal gøres. Der står, at ”han sover og står op, nat og dag” – hvad der sker nede i jorden er helt ude af hans kontrol – men han tror der sker noget…. ja, han tror så meget på det, at han faktisk ved at der sker noget. Jeg tror, at lignelsen her vil lære os den lektie, at Guds rige vokser af sig selv uden vores indblanding. Uden vores gode gerninger. Uden vores politisk-korrekte meninger. Ja, at vi bare kan stå og se på – og lade Gud være store. Ham, der siger: ”Jorden skal åbne sig, frelsen gro frem, og retfærd skal spire. Jeg, Herren, skaber det” – det hørte vi oppe fra alteret for lidt siden. ”Jeg, Herren, skaber det”. At være kristen er at kigge på, at Herren skaber – det er ikke selv at skabe.
Ærligt talt, så er det virkelig en hård lektie for sådan en som mig. Der skal ske noget – det er imod min natur at sidde med hænderne i skødet. Kirken skal være synlig – kristne skal være aktive – jeg skal huske at bede. jeg skal huske at læse i min Bibel. Og jeg skal huske at gøre det selvmodsigende det er at elske sin næste som sig selv.
Men Gud har ikke kaldet dig til at være hans arbejdsmand eller –kvinde. Gud har ikke kaldet dig til at være hans slave, som skal springe rundt og gøre som han har befalet. Nej, Gud har først og fremmest kaldet dig til at være hans barn. Gud har først og fremmest kaldet dig til at søge hvile hos ham.
Det virker af så lidt – hvor er aktiviteterne? hvor er alt det, jeg skal gøre som en kristen? Hvor er gennemslagskraften i samfundsdebatten? Hvor er det kirkeråd, der skal tale på kirkens vegne? Hvor er kirkens naturlige autoritet henne? Hvor er kristendommen henne, hvis det ikke er andet end at søge hen til Gud for at finde hvile? Ja, hvor ville kristendommen være henne, hvis det ikke var at søge hen til Gud for at finde hvile?
Det virker af så lidt i forhold til verdens frembrusende religioner – om det så er islam eller om det er sekulariseringen… altså dem, der siger, at mennesket dybest set skal klare sig uden religion i deres samfundsliv. Vi skal jo skille politik og religion.
Og det er lidt – det begyndte småt, da en jødisk tømre samlede nogle få folk omkring sig – og det er stadigvæk småt selv om kristendommen nu er spredt til hele verden. Det er stadigvæk kun en skygge af det, der venter forude. Jesus siger: Guds rige ”er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter”. Du er kaldet til at være en borger i Guds rige – og vel ser det ud som om det er småt lige nu, men en gang vil det vokse sig større end alt andet vi kender til. Ja, en gang vil det springe vores forestillinger om hvad der er virkeligheden, når det springer ud og skaber en ny himmel og en ny jord – som der står i Johannes Åbenbaringen ”Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før er forsvundet” (Åb 21,3-4). Det, som du nu kalder småt og ingenting, ja, som faktisk ser ud af ingenting – ja, det har i sig Guds kraft til at springe verdens rammer og skabe en ny himmel og en ny jord.
Om lidt skal vi synge:
Guds menighed er jordens største under
Mens verdens skikkelse i hast forgår
er Kristus i al evighed den samme
og fast hans rige på sin klippe står
Mens verdensriger kommer og forsvinder
går kirken mod fuldkommenhedens vår.
Igen: Det hele falder tilbage på…. dig, som kristen? Nej, på Gud den almægtige – der siger: ”Jeg, Herren, skaber det”.
Der siger: ””du – du er mit barn! Jeg har givet dig alt – jeg har givet dig mig selv. Jeg skærmer dig, når livet er hårdt. Jeg giver dig hvile – så du må igen må komme til kræfter. Jeg vejleder dig i mit ord”, Ja, Paulus skriver, at Gud vejleder os i sit ord, ”så at det menneske, som hører Gud til kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning”. For midt i at kristendommen er at søge hvile hos Gud og være hans barn, så vil der vokse et ønske op om at andre også må få den hvile. At andre også må blive kaldt ind som hans barn. Lige så langsomt vil vi blive fuldvoksne og udrustet til al god gerning. Det vi har fået er for godt til at holde det for os selv – det er et ønske, som Gud støtter os i, ja, som han har sendt os ud for at gøre. Og vi skylder vore medmennesker det – vi har selv fået det givet af andre mennesker – måske vores far og mor. Vi skal ikke holde det bedste vi kan få i livet for os selv – vi skal dele det ud vidt og bredt, bruge hvert eneste gunstige øjeblik.
Synes du ikke, at du duer til det – synes du aldrig at du tør – synes du at det er for stort et ansvar, så læg hele ansvaret over til Gud. Hvile i ham. Han har sendt dig ud, så må han også få det bedste ud af det. Du skal bare fortælle hvad du tror – du skal bare være med til at pege hen mod Jesus og den frelse, som man kun kan få dér. Du skal bare plante et enkelt korn i et andet menneske – og så lad det gro. Synes du ikke du er god til at fortælle andre om Jesus? Du behøves ikke at være god til det – du skal bare være trofast mod det. Du skal bare gøre det du kan – og så vil Gud tage din jammerlige indsats og gennemføre sin perfekte vilje igennem det. Det hele falder tilbage på Gud den almægtige – der siger: ”Jeg, Herren, skaber det”.
