Seksagesima (2010)

feb 6, 2010

Denne side er set 761 gange!

Her i sidste uge så jeg en film om den forhenværende amerikanske præsident, George W. Bush – jeg ved ikke om I har hørt om den. Den er lavet af den amerikanske film instruktør Oliver Stone og hedder kort og godt W.

Jeg synes faktisk, at den film gav et spændende og nuanceret portræt af mennesket bag præsidenten. En scene, som står rigtig stærkt for mig er, da Bush taler med en præst efter et møde i kirken – Bush kæmper stadigvæk med et enormt alkoholproblem og ved ikke rigtig hvad han skal få ud af sit liv. Præsten pålægger ham den opgave, at Bush skal behandle hvert eneste menneske, han møder, om det så er ven eller fjende… det menneske skal han behandle som om det menneske dør, når han når midnat. Han skal vise ham kærlighed og være god ved ham, som om det netop var sidste gang, han havde mulighed for det… og Bush skal gøre det uden nogen som helst tanke på belønning bagefter. Men gøre det – fordi det menneske har brug for det.

Den sætning har kørt lidt i baghovedet på mig i den forgangne uge – og hold da op, hvor er det svært. Ja, er det ikke ligefremme umuligt at opføre sig på den måde… behandle den anden, som om det er det sidste, jeg gør overfor den person? Men vi ved jo også godt, at wau, hvor vil det være dejligt, hvis vi kunne det. Hvor ville det forandre den måde vi også selv bliver behandlet på – for den måde vi er på overfor andre mennesker, kommer også på en eller anden måde retur til os selv.

Jeg ved ikke om vi som mennesker overhovedet kan overkomme at være på den måde – for hvis vi prøver at regne ud, hvor mange mennesker vi møder i løbet af dagen, så kan det nok virke lidt voldsomt, hvis vi skal behandle alle de mennesker, som om det var sidste gang, vi møder dem i live. Men et er, at vi synes at det er en umulig opgave, at blive kastet ud i – noget andet er, at vi i det mindste kan prøve på at stræbe efter at leve på den måde. Et er at synes, at opgaven er svær og umulig – noget andet er med det samme at kaste håndklædet i ringen og give op. Vi kan i det mindste prøve – vi kan i det mindste bede Gud om at hjælpe os med at leve på den måde – og så bede om tilgivelse, når det nu igen ikke lykkes.

For den måde vi er overfor andre mennesker – det sætter sig spor. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi behandler andre mennesker – også selv om det er ganske kort vi lige støder på dem f.eks. ude på gaden. En ting, der virkelig kan irritere mig det er, når jeg kommer gående ude på gaden og passere et andet menneske, og jeg smiler til vedkommende og siger goddag. Og så kigger den anden bare på mig, som om jeg da var fuldstændig åndssvag… og hverken hilser eller nikker eller noget som helst. Det er rigtig træls og jeg synes faktisk, at jeg går da fra det tilfældige møde lidt mindre glad, end jeg var før.

Det minder mig om det, den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup engang har sagt, nemlig: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”.

Kort sagt: Hver eneste gang vi møder et menneske, så sætter vi en eller anden form for fingeraftryk på det menneske – om det så er godt eller skidt. Nu har jeg lige læst en af Jesu små historier, der handlede om at plante korn og frø… man kan også sige, at vi planter et eller andet i det menneske, som vi møder – som så stille og roligt vokser i det andet menneske, næret måske af andre menneskers input. Så spørgsmålet er – hvad er det vi planter hos andre – er det godt eller er det skidt?

Teksten til i dag fortæller os, at vi kan være med til at udbrede det gode – ja, Jesus siger endda, at vi kan være med til at udbrede det bedste, nemlig det, som Jesus kalder for Guds rige. Og hvad er så Guds rige? Jo, Guds rige er ikke sådan et geografisk sted – det er ikke i himmelen. Nej, det er ikke sådan, at vi kan sætte nogle streger på et kort og banke nogle grænsepæle i jorden – her er Guds rige. Det kan vi gøre med det danske rige – vi kan sætte nogle streger på et kort og sige: Her er det danske rige. Men det kan vi ikke gøre med Guds rige. Men der er alligevel et punkt, hvor vi kan sammenligne Guds rige med det danske rige… for det danske rige er defineret som det sted, hvor dansk lov gælder.

Guds rige er på samme måde det sted, hvor Guds lov gælder… eller endnu bedre: Hvor Guds vilje sker. Guds rige er dér hvor Guds vilje sker.

Guds rige er værdier. Der står et sted i Bibelen, at Guds rige ikke er bestemte spiser, som religioner normalt går op i, men Guds rige er retfærdighed, fred og glæde i Helligånden. Guds rige er ikke teorier, tykke bøger om det eller det, men det er ”kraft”. Og lignelsen fortæller, at vi kan få lov til at udbrede Guds rige – udbrede Guds rigets værdier: Retfærdighed, fred og glæde.

– Når du tager en kollega i forsvar henne på arbejdet, så har du spredt Guds rige (retfærdighed).

– Når du lytter til din nabo, der lige har mistet sit arbejde, har du spredt Guds rige (fred).

– Når du smiler til dem, du møder på gaden også uden at kende vedkommende, har du spredt Guds rige (glæde).

 – Når du tilbyder at tage et problem med i din aftenbøn – og også husker det – har du spredt Guds rige (kraft).

Så vil Gud glæde sig over, at hans rige er kommet længere ud – at du har været med til at udbrede Guds rige – lige som bonden i lignelsen, der går og sår sine korn… men det er Gud, der sørger for at kornet bliver til noget. Man kunne sige meget mere om de tekster her, men jeg holde mig til denne ene pointe: Tænk, at du kan få lov til at udbrede Guds rige! Du kan selvfølgelig også sprede andre ting – en andens rige, end Guds rige… men helt ærligt, tænk, hvis vi i vores liv med andre mennesker kan få lov til at udbrede retfærdighed, fred og glæde… så tror jeg, at verden vil blive bare en smule bedre at leve i. Bare lidt mere fredelig. Det kan godt være, at vores bidrag til verdensfreden ligner det bare ingenting – men det er jo netop det Jesus siger i dag: Det vi bidrager med er det mindste af det mindste, et sennepsfrø – men pludselig kan det lille frø vokse, og blive et stort træ, hvor fuglene bygger rede. Pludselig kan vores lille smil til det fremmede menneske vokse sig stort i det menneske og forplante sig videre ud til andre mennesker – så vores smil, venlige ord pludselig har indflydelse på mange flere mennesker end vi overhovedet forestillede os. For pludselig har vi stillet os selv i Guds tjeneste og udbredt Guds rige.

Om lidt skal vi synge:

                      ”Herre Krist, velsign du dagen

                      Som er givet mig af dig

                      Så at himlens kræfter kommer

                      Til vor verden, gennem mig!

Lad os prøve at tage den opgave med os fra kirke i dag – at jeg i den kommende uge vil være med til at sprede Guds rige på arbejdet, i skolen, i familien…  At jeg i den kommende uge vil forsøge at behandle hvert menneske, som om det var sidste gang jeg møder det menneske. Prøv tag den opgave med jer – og jeg tror, at I går en anderledes uge i møde end I nogensinde har gjort.