Vækkelse

Denne side er set 1137 gange!

Intro
Vi skal se på kirkehistorie i dag og de næste to gange, hvor jeg kommer forbi – overskriften er vækkelsen. Egentlig var tanken, at jeg skulle se på kirkehistorien fra år 1600/1700 og så op til moderne tid, men jeg tror vi er nødt til at tage hele for at forstå vores kirke, se det helt fra begyndelsen.

I begyndelsen var kirken en fantastisk og sikkert også rodet bevægelse, men med et meget fokuseret og klart budskab og en verdensomspændende mission. Den var ledet af mænd og kvinder, hvis største drivkraft ikke var hvad de troede, men hvad de havde set. Det faktum gør at kirken er helt anderledes end nogen som helst anden religiøs bevægelse i hele verdenshistorien. Det var ikke først og fremmest Jesu lære, der bragte folk ud på gaderne, det var hans opstandelse. De første kristne ledere var ikke bare kristne ud fra en trosmæssig eller filosofisk tilgang – de var ren og skær øjenvidner: Vi har selv set – det de havde set forandrede dem og sætte dem i bevægelse. Der skete noget nyt i Jerusalem påskedag – og det satte dem i bevægelse ud mod verden.

”Mig er givet alt magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem … og idet i lære dem”.

Kirkehistorien synes ofte at være en bevægelse fra at noget nyt opstår, nyt liv, ny vækkelse – en ny bevægelse – der lige så langsomt ryger over og bliver organiseret, institutionaliseret. Og de fleste gange dør livet og begejstringen, når vi når over i det organisatoriske.
Kirkehistorien hænger sammen og bygger på hinanden – enten som en videreudvikling af en ting eller en tanke, eller også som et opgør med det gamle.

Vækkelse – det jo noget, vi ønsker… og jeg tror, at vi kan lære meget om vores kristenliv og måske få en opblomstring af det, ved at se på hvad ”vækkelse” er teologisk og historisk.

Jeg begynder altså i Bibelens tid og håber, at jeg i dag kan nå frem til reformationen, det er kun små 1500 år plus/minus, så mon ikke vi når det?!

Hvad er vækkelsen?

En af de personer, som vi skal høre mere om senere, er præsten og vækkelsesprædikanten Charles G. Finney (1792-1875), der definere vækkelse sådan: ”En vækkelse er simpelthen dette, at Mennesker giver sig til at adlyde Gud.  Det første skridt mod Vækkelse består i en dyb Anger, en Hjertets Sønderknuselse, en Bøjen sig i Støvet for den almægtige Gud i den dybeste ydmyghed og forsagelse af Synd” (s. 9 Finney: Vækkelse).
Som vi skal se, så mener Finney sådan set, at hvis man bare følger nogle trin, så er det lige før, at så kan man garantere vækkelse.

At det sker så automatisk er nok noget, man kan sætte spørgsmålstegn ved, dette er Guds indgriben i historien, sådan som Otto Riecker forklarer vækkelse –

”Vækkelse er som et flag, der hejses. Den er et signal, et råb. Der er noget profetisk ved den: det er Gud, som taler. Den er en gave til samtiden. Mangt og meget, der har været uklart, klarer sig gennem en vækkelse. Guds Ånd virker i den og kaster lys over situationen. Alt, hvad der lå i tusmørke som noget nedarvet, sædvanligt, noget man havde vænnet sig til, rykker pludselig ind i nyt lys. Vækkelse er både dom og nåde […] Jesus kundgør sin vilje og virker. Han griber ind midt i det daglige liv. Sejrende slå han alle indvendinger og alle undskyldninger ned og hævder sin ret til at eje hjerterne. […] Dovne samfund vækkes op, trætte mennesker får ny kraft. Nye kaldes til. [Vækkelse er en begivenhed, ikke en idé” (s. 9 Otto Riecker, Vækkelse i dag).

Noget af det samme siger vækkelsesprædikanten Billy Graham.

Bibelen og ”Vækkelse”
Lad os prøve se hvad Bibelen siger om ”vækkelse”.
I Bibelen har vi ikke ordet ”vækkelse”, men vi har naturligvis sagen – vi har modsætningen mellem at sove og være vågen. Mellem at holde sig vågen, ”Våg derfor”, og så falde i en åndelig søvn, som man skal vækkes fra. Det er en åndelig søvn, en stagnation i den troendes liv, som de skal vækkes af, før det er for sent – før Jesus kommer igen og man står som fortabt, sådan som der sker med de 5 tåbelige brudepiger i Jesu lignelse om de 10 brudepiger.
Bibelen kan endda tale om vækkelse som en vækkelse fra døden ”Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig” (Ef 5,14). Eller som Jesus skriver til menigheden i Sardes i Johannes´ Åbenbaring: ”Vågn op og styrk resten som er døden nær” (Åb 3,2).

Vækkelseskaldet og formaningen om ikke at sove og være ligegyldig lyder særligt i de sidste tider, det vil sige missionens tid indtil Kristi genkomst. Det kan nemlig være et spørgs­mål om liv eller død. En dag kan det være for sent – derfor taler vækkelseskaldet altid om et ”i dag” aldrig om ”i morgen”. Som vi læser det i Hebræerbrevet ”Om I dog i dag ville lytte til ham […] forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ”i dag”, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag” (Hebr 3,7 og 3,13).

I vækkelse ligger der det at vende tilbage til ens udgangspunkt, sådan som vi læser det i menighedsbrevet til menigheden i Efesos: ”Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde” (Åb 2,4-5). Vækkelse er at vende tilbage – få fjernet det, der er i vejen i ens lære og liv, man skal væk fra de kompromiser, man har gjort i kirke og liv.

Guldkristne
Derfor er det som om vækkelsesbevægelser og vækkelseskirker kappes om at blive mest oprindelig, mest som de første kristne var. Det er interessant at en bog om Apostlenes Gerninger bliver kaldt for ”Guldkristne” (A. Fibiger).
Brorson har det i salmen ”I lemmer, hvis hoved har himlen i vælde (DDS 272,2)

Ak, når jeg de første guldkristne betragter,

den iver, den møje, den kamp, de har haft,

og mærker, hvad nu er vor kristendoms fagter,

da hører vi navnet – hvad ser vi for kraft?

Det gjordes fornøden,

de fleste fra døden

ret grundig og fyndig til Jesus sig vendte,

til hvilken de første i kærlighed brændte.

De gamle stier
Man skal tilbage til det gamle.
I Jeremias læser vi:
Dette siger Herren:

      »Stil jer ved vejene, og se jer om;

      spørg efter de gamle stier;

      følg vejen til det gode,

      så skal I finde hvile for jeres sjæle!«

      Men de svarer: »Det vil vi ikke!«

Christian Moes vækkelsesprædikener blev udgivet under overskriften ”De gamle stier”-
– der var endda også en gren af Indre Mission, som hed ”De gamle stiers Indre Mission” – for dem for hvem indre mission ikke var missionsk nok. I Roum blev der endda til at man fik to missionshuse på den konto.

I nyere vækkelser finder vi ”Apostolsk kirke”, som er dem, der ønsker en kirke som den på apostlenes tid. Man kan høre op kirkenavnene at man ønsker at komme så tæt på den oprindelige kristendom som muligt  jo tættere man er, jo mere man ligner dem, desto rigtigere må man jo være.

Vækkelse starter indefra – det kan ikke dikteres udefra og startes ved reformer, som bliver vedtaget fra kongen eller kirkens øverste. Vækkelse er ofte en græsrodsbevægelse.

Det er ikke bare nok at lave en reform – og så kommer der vækkelse, så kommer der liv.
Kong Josija i Det gamle Testamente overtog et Jerusalem fyldt med det Bibelen kalder for møgguder. Han overtog et rige, der var under Guds forbandelse. Han gjorde hvad der var ret i Herrens øjne, fulgte i Davids spor ”og veg ikke til højre eller til venstre” (2 Kong 22,2).

Under renovering af templet fandt man moseloven – og kongen omvendte sig og lavede en kæmpe reform af templet og smed den hedenske gudsdyrkelse ud af landet – men det viste sig kun at være en, der var blevet vakt, nemlig kong Josias – eller i hvert fald et fåtal af befolkningen. Herren holdt fast på sin vrede mod folket, og sparede kun folket i kongens levetid. Josias reform var vidtgående – men vækkelsen udeblev.
Man kan ikke bestemme sig for vækkelse, planlægge vækkelse – det sker bare. Eller som Jesus siger til Nikodemus om natten: ”Ånden blæser hvorhen den vil”.

Kirken bliver til
Efter den første store vækkelse pinsedag spredte de gode nyheder, evangeliet ud fra Jerusalem. Der opstod hurtigt grupper af kristne rundt om – i Antiokia og Damaskus.

I begyndelsen samledes man i private hjem.
Kristendommen var primært en tro for de virkelig fattige, for slaverne og for kvinder. Kort sagt, så kan det siges, at alle dem, der ikke havde en stemme i det romerske samfund, de fik en stemmer her i kirken. Og selv om det at blive en kristen hurtig blev ensbetydende med at man så blev statens fjende, romerrigets fjende med risiko for at blive dræbt, så spredte troen sig.
Det er martyrernes tid – her er det Perpetua, en ung kvinde og nybagt mor, er blevet en af oldkirkens mest kendte martyrer. Vi har en lang række vidnesbyrd om disse martyrer – de såkaldte martyrakter. De blev læst og de blev spredt overalt. Til skræk og advarsel – nej, resultatet var endnu flere kristne.
Perpetua boede i Chartago og i samme by boede Tertullilan, en af de mest betydningsfulde teologer i oldkirken. I et forssvarskrift for de kristne, der blev skrevet år 197. I skriftet bliver kristne fremstillet som gode medborgere, der dog ikke beder til kejseren, men for kejseren. ”Et langt liv for dem, et sikkert Herredømme, tryghed i deres hus, tapre høre, et trofast senat, et retskaffent folk….” (s. 21 Kirkehistoriske læsestykker (Helge Haar og Jens Nørregaard).
Men derfor bliver de kristen alligevel forfulgt – men med et andet resultat end myndighederne har tænkt sig:

Ingen endnu mere udsøgt Grusomhed fra jeres Side vil dog være til nogen Nytte. Den lokker snarere flere over til den kristne ”Sekt”. Vi bliver flere, for hver gang vi nedmejes af jer; de Kristens blod er en Udsæd. Mange af jeres Forfattere opfordrer til Taalmodighed overfor Smerte og Død… Og dog vinder Ord ikke så mange Disciple, som de Kristne gør det ved at undervise med deres Gerninger […] Thi hvem bliver ikke ved at betragte den bevæget til at undersøge, hvad der stikker under her? Hvem slutter sig ikke til os, naar han har undersøgt det? Naar han har sluttet sig til os, ønsker han at lide for at vinde Guds Naade helt, for at rehverve den fulde Tilgivelse ved at give sit Liv som Verderlag. Thi den, der gør det, han faar Tilgivelse for alle Forseelser. Deraf kommer det, at vi, saa saare I har fældet Dommen over os, siger jer Tak” (s. 22-23)

Kristendommen spredte sig mere og mere. I år 303 modtog Kejser Diocletian et svar fra Apollo-oraklet i Didyma: Hvad skal vi gøre med de kristne? Det blev startskuddet til den største og voldsomste og mest systematiske kristendomsforfølgelse i romerrigets historie – men det skulle også blive den sidste. Kirker blev revet ned, deres formuer blev inddraget, kristne skrifter skulle brændes. Omkring år 311 opgav man forfølgelserne – det hjalp ikke noget, der blev bare flere og flere kristne. Det var ikke bare en lille sekt, 1/10 af alle romerske indbyggere kristne og det voksede mere og mere – det var en stærk kirke, en stærk kristendom.

Jeg fandt lige denne film her, der viser hvor hurtigt kristendommen egentlig spredte sig fra år 33 og til 2015.

Så den Kejser Constantin overtog kejserstolen, så sad han med et imperium, der vaklede og en stærk og voksende kristendom. Han lavede en masse reformer. Blandt andet flyttede han hovedstaden fra Rom til Byzant og omdøbte det til Constantinopel, det, der i dag hedder Istanbul. I forhold til kristendommen, så underskrev han i år 313 underskrev et dekret, der tillod kristendommen i Romerriget. Han indkaldte til kirkemøde samme år i Nikæa, hvor den nikænske trosbekendelse blev til. For hvad er kristendom egentlig? Kejser Konstantin ønskede at skabe en fælles religion for at holde sammen på det rige, der ellers var ved at gå op i sømmene. Constantin bliver af nogle kaldt for Kristendommens frelser – men spørgsmålet er om det ikke var kristendommen, der reddede Romerriget? Så rigtig smart!

Han byggede kirker overalt, i Jerusalem, Betlehem, Constantinopel og i Rom, hvor han blandt andet byggede en kirke ovenpå det, man mente var disciplen Peters grav. og så i år 337 skete der noget ganske enestående, der skulle ændre romerrigets og kirkens kurs.

Konstantin var aldrig selv blevet døbt – aldrig selv gået fuldt over til kristendommen. Han havde haft en oplevelse, hvor han så et kors med ordene ”med dette skal du sejre”, men det havde ikke skubbet ham afgørende i den rigtige retning. Han deltog i gudstjenesterne – men det afgørende spring tog han ikke, og ville først gøre det ved sin død, for ikke bagefter at synde efter han var døbt. Mange soldater blev faktisk døbt med højre hånd hævet over vandet – sådan at hele kroppen undtagen krigshånden, der bar sværdet, var døbt. Resten af kroppen var. Det var en skik at man først blev døbt meget sent, helst i dødstimen fordi så kunne man få tilgivet så meget som mulig af ens synd i dåben.

Men i 337 blev Konstantin meget syg og indkaldte biskopperne og bad om en dåb – og lovede at han derefter ville leve et mere kristent liv. Det blev et meget kort kristent liv, der fulgte – for han døde kort efter og blev begravet i en kirke i Constantinopel.

Det konstantinske syndefald?

Der er nogle kirkehistorier, der mener, at der er to vigtige dåb i kristendommens historie: Der er Jesu dåb og så er der Constantins dåb.
Det er den mest mægtige mand i verden, der bliver døbt. Nu er det ikke bare ok, at være en kristen, nu skal man helst være det… ja, spørgsmålet er, om man ikke går fra at 10% af Romerrigets befolkning er kristne til at 100% er det, for man skal følge kejserens tro – så det må jo siges at være noget af en vækkelse. Her har vi kristendommens frelser.
Hele Romerriget vender i retningen af kristendommen – og vil du have andel i romeriget enten økonomisk eller politisk, så er du nødt til at være en kristen.

Hvad I kan høre her, så er det ikke bare en dåb, der sker den dag i 337, men det er et bryllup – et bryllup mellem stat og kirke. Og det er et ægteskab, der ikke altid har været det gode. Enten har den ene forgrebet sig på den anden – eller også den anden vej. Middelalderen er en kamp mellem kirke og stat, pave og kejser – hvem har magten. Vi oplever at en pave lyser en kejser i band – og også at en kejser tager til Rom og afsætter en pave. Vi oplever hvordan kirke og kejser tager på blodige korstog – det kan godt være, at de havde fromme grunde til at gøre det, men vejen var blodig og mange af dem rejste hjem med skibe fyldt med guld og værdifulde kryderier. Som en bog om Johanitterordene siger det: ”De havde Fredsprinsens kors på deres kappe, men i deres hænder havde de tors hammer” (S. 19 i Ernl Bradford).

Kirken gik fra at være et fællesskab i Kristus til også at være en magtfaktor – og det var ikke altid de fromme menensker, der sad som biskopper og pave. Så spørgsmålet er om Kejser Constantin ikke øvede vold på kirken – og ikke bare frelste den.

Kirken i stedet for Himmerriget
Alfred Loisy – en fransk katolsk teolog og professor – der blev smidt ud af den katolske kirke og hvis bog om kirken blev sat på listen over forbudte bøger, han sagde ret provokerende:

”Jesus kom og prædikede Himmeriget. Hvad han fik var kirken”.

Hvad er kirken?
Lad os prøve se hvad kirke betyder.

Første gang vi hører ordet ”kirke” i vores Bibel er hvor Jesus siger til Peter: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke” (Matthæus 16,18).

Hvad betyder det? Når vi hører ordet kirke, så tænker vi sikkert med det samme på en bygning som den vi har på adressen Adelgade 52b, 9500 Hobro. Men kirken er ikke en bygning.

Oprindeligt betød ordet ”forsamling” – det var en forsamling af mennesker, kaldet til et specielt formål. Ordet kirke blev i begyndelsen aldrig brugt om et specielt sted, kun en speciel forsamling. En samling mennesker, der er forbundet af en fælles identitet og et fælles formål.

Især Constantins dåb og da kristendommen blev statsreligion, så gik ordet ”kirke ” fra at være en græsrodsbevægelse til at blive kejserens religion. Fra at mødes i private hjem – var man begyndt at bygge bygninger og så kaldte man disse bygninger for kirke – det tog naturligvis fart efter kejserens dåb.

Bort fra bevægelsen
En af de store kirkelige ledere i USA, Andy Stanley (Tryk her), har skrevet en spændende bog, Deep & Wide, hvor han skriver:

”Hvis du kender din kirkes historie, så ved du det smertefulde, at lige så snart kirken blev legaliseret, så blev den organiseret. Ulideligt organiseret. Hvad der begyndte som det uforklarelige blev institutionelt. Inden længe var kirken mindre bevægelse og mere etablissement. […] sig ordet kirke i dag, og de er nok meget få, der vil tænke ordet ”bevægelse”. […]” (s. 54 Andy Stanley: Deep & Wide)

En rigtig spændende bog, hvor Andy Stanley og en flok omkring sig besluttede sig for ikke bare at danne en ny kirke for folk, der allerede er kristne, men som – og det er underoverskriften for denne bog her: ”De ønsker at skabe en kirke, som ikke-kirkefolk elsker at komme i”.
Og allerede her kan man jo hære, at organisationen pludselig får lidt forrang for bevægelsen…

Lad os vende tilbage til historien
Her har vi et par billeder af Hagia Sofia, der betyder ”Den hellige visdom”[1]. Det er den kæmpe store kirke, som Constantin den store lod bygge i Constantinopel el. Istanbul – som nu blev centrum for verdensreligionen kristendommen. Den var større end noget andet tempel i Rom. Den blev senere til en moskee, da Constantinopel faldt for muslimerne, i dag er det et museum.

Da Constantin blev døbt havde man allerede en kirkestruktur, for efterhånden som de kristne menigheder voksede ud af de små private huskirker, så begyndte man at grundlægge rigtige kirke-bygninger, og så blev det nødvendigt at organisere menigheden med biskop, præster og diakoner. Det havde været før Constantin, men tog især fart derefter, for kejseren kunne ikke styre kirken, medmindre han havde en kommandovej.

Og fordi kristendommen var kejserens religion, så blev anderledes tænkende, hvis man havde andre måder at forstå kristendommen på, så blev de slået ned af kejseren.
Lidt efter lidt ændrede ordet kirke betydning fra at være forsamlingen og fællesskabet til at være en bygning. Ordet kirke blev synonym med et sted – og den, der kontrollerede kirkebygningen bestemte over kirken – og den, der bestemte over kirkebygningen bestemte også over det, der var i bygningen: Bibelen, dåben og nadveren.

I Middelalderen var Bibelen bogstaveligt talt lænket til alteret. Man kunne låse folk ude – sige: ”Uden for kirken, ingen frelse” – som biskop Cyprian udtrykte det.

Skift: I middelalderen blev det til at den, der bestemte over kirken, bestemte over folket og bestemte over konge og regeringen. Det, der begyndte som en bevægelse, der var dedikeret til at bringe sandheden ud om Jesus Kristus, blev et geografisk sted og blev en hierarkisk opbygget institution med ritualer, lønningssedler, MU-samtaler og pensionsopsparing.

Der var selvfølgelig vækkelser på dette tidspunkt, men hvis de kunne rummes af kirken, så blev de en del af kirken en del af systemet. I oldkirken var derfor flere gange problemer med mindre grupper, sekter, der brød ud af det store fællesskab og etablerede deres egne trossamfund; ofte med inspiration fra de andre religioner. Der blev derfor ført en del kætterprocesser mod de frafaldne.
Der var også en stærk drift mod at realisere kristendommen uden for det kultiske fællesskab i kirken – nogle af dem er dem, man i dag kalder for ørkenfædrene – det var måske en af de første vækkelsesbevægelser, der opstod efter pinsedag.

Ørkenfædrene
Ørkenfædrene er en bevægelse, der var omkring 200-400 og som brød med datidens bybaserede kristendom og isolerede sig i den egyptiske eller syriske ørken. Man fandt ikke ro i byen, men søgte ud og væk fra larmen. Mange opsøgte dem for at modtage visdom og råd – og det er rigtigt der er dyb klogskab og råd at hente… Ørkenfædrene blev vejledere for disciple, som strømmede til – og de blev grundlæggere af det kristne munkevæsen. For det var en måde at holde styr på de mennesker og få dem ind i kirken, ind i organisationen: Man fandt på ”klosterbevægelsen”.
Jeg vil gerne en gang holde en aften om ørkenfædrene… der er så meget dyb sandhed at hente i dem.

”Bed ikke om at alle mennesker vil være tilfreds med dig. . I stedet skal du bede om at møde alle med et rent hjerte.”

”En soldat spurgte en af de gamle, om Gud skænker syndere sin tilgivelse. Og den gamle svarede:”Sig mig”Sig mig, min gode ven, smider du din kappe ud, hvis den er blevet revet itu?” Soldaten svarede: ”Nej, jeg reparerer den og fortsætter med at bruge den”. Den gamle svarede så: ”Hvis du passer på din gammel kappe, vil Gud så ikke være barmhjertig over for sit eget billede?”

I skal lige se et lille videoklip fra en moderne ørkenfar, for bevægelsen lever stadigvæk – og vi, som lever i en moderne verden, kender sikkert også godt tanken om at det ikke er til at finde ro og finde Gud midt i al den larm her. Så jeg vil gerne præsenterer Fader Lazarus (Tryk her)
Her er vi tilbage ved noget af det ældste kirkelige praksis overhovedet…

Ørkenfædrene blev vejledere for disciple, som strømmede til – og de blev grundlæggere af det kristne munkevæsen. For det var en måde at holde styr på de mennesker, der ikke ønskede kirken, og så alligevel få dem ind i kirken i kirken, ind i organisationen: Man fandt på ”klosterbevægelsen”.
Og på den måde blev de vækkelser opslugt og indlemmet i kirken.
– eller også bliver de brændt på bålet.

Jo længere vi når op i middelalderen desto flere stemmer kommer der, der ønsker forandring.
 
John Wycliffe
En af dem var John Wycliffe, der var en engelsk filosof, teolog og reformator. Frra 1356 virkede som lærer og forfatter i Oxford i England. Wycliffe begyndte tidligt at studere Bibelen, og dens ord blev vigtige i hans kirkekritik..,
Han mente, at det var Gud, der bestemte, Wycliffe sagde, at det er Gud, som har al magt, og at det kun er den, som opfylder Guds lov, som har ret 

Forkastede:
– Pavedømmet
– Klostervæsenet
– Brødets og vinens forvandling ved nadveren
– Helgendyrkelse
– Aflad
– Skærsilden

Wycliffe oversatte eller lod Bibelen oversætte til engelsk, så almindelige mennesker kunne læse, hvad der stod i den. Oversættelsen skete ikke ud fra grundteksterne, men fra den latinske bibel Vulgata.

John Wycliffe har fået opkaldt en organisation efter sig: Wycliffe Bible Translators, der har afdelinger i mange lande, hvor de især er involveret i at oversætte Det Nye Testamente til lokale sprog.

Han blev selvfølgelig dømt som kætter og må trække sig som professor – men det engelske parlament og folk beskytter ham, men mange af hans elever, der blev sendt ud for at prædike Guds ord, blev forfulgt og henrettet på bål.
Efter Wycliffes død blev forfølgelserne hårde, hans grav blev åbnet og hans legeme brændt og kastet i floden

Jan Hus
En af dem, der blev inspireret af John Wycliff var Jan Hus – en præst og underviser ved universitetet i Prag. Han prædikede på tjekkisk og mod sædvane ikke på latin – og det vakte stor interesse. Lige som John Wycliffe gjorde han op med den katolske kirkes forsyndelser og han anså ikke kirke for at være et system og et hierarki, men et samfund af de frelste. I 1410 blev han lyst i band af paven – han blev kaldt til et møde med den katolske kirke, der lovede ham frit lejde, men han blev alligevel fængslet og brændt på bålet.
I 1420, fem år efter Hus’ død, blev de fire Prag-artikler offentliggjort på Prags Universitet. Artiklerne kræver

– evangeliets frie forkyndelse

– gejstlighedens afkald på verdslig magt

– streng kirketugt og ikke mindst

– nadver under begge skikkelser

Konstantinopels fald
I 1453 faldt den gamle hovedstad Konstantinopel i hænderne på det osmanniske rige – der havde længe været fjendskab mellem paven i Rom og patriakken for østkirken i Konstantinopel, så det passede sikkert meget godt for Rom. Og folk fra den katolske kirke havde da også lige været forbi i et korstog på vej til Jerusalem og plyndret byen, så forsvaret af byen var ikke optimalt. Det, der lignede en katastrofe, havde også dele af velsignelse i sig.

Angrebet skete ikke bare som lyn fra en klar himmel – da angrebet nærmede sig var der mange lærde, der flygtede til vesteuropa og med sig havde de gamle orginalmanuskripter på hebræisk og græsk af Bibelen. De blev nu spredt over hele Europa. Man havde indtil da kun haft Vulgata, altså den latinske udgave af Bibelen, men nu kunne man læse Bibelen på originalsproget.

”Ad fontes”
Sådan lød de såkaldte bibelhumanisters slogan ud over Europa: Tilbage til kilderne.
Man skulle læse Bibelen på originalsproget. Den lærde Erasmus af Rotterdam udgav som den første nogensinde Det nye Testamente på græsk.

Martin Luther
En af dem, der blev inspireret af Jan Huus og bibelhumanisterne var Martin Luther. Da han sad og skulle oversætte Bibelen til tysk brugte han den græske udgave, som Erasmus af Rotterdam havde lavet.
Luther og Erasmus´ veje skiltes.
– Dels mente Erasmus at Luther var alt for voldsom og at hans person stod i vejen for en forsoning mellem de reformatoriske kræfter og så Paven – der er jo ingen, der kan lide at blive kaldt Antikrist sådan som Luther gjorde mod paven.
– Og så skiltes vejene også omkring læren om menneskets frie vilje – Erasmus mente at mennesket havde en fri vilje – Luther skrev i 1524 et skrift rettet mod Erasmus: Om den trælbundne vilje. Der skiltes vejen mellem Luther og bibelhumanisterne.

Og så var der jo spørgsmålet om ”Ingen frelse udenfor kirken”.
Gik Luther for langt i forhold til den katolske kirke, så mente Luther, at andre gik til yderligheder og måtte standses.
Det var f.eks. ham her: Andreas Karlstadt, der blev vundet for Luthers idéer, men han gik mere drastisk frem end Luther kunne acceptere. Han holdt gudstjeneste på tysk og iført sit daglige tøj og han uddelte nadveren i begge skikkelser. Han tog billedforbuddet i 2. Mosebog meget konkret og fik studenter og borgere til at begå billedstorm, fjerne sidealtre, knuse ruder og andre voldsomme tin. Han blev grebet af nogle profeter, der talte om at alt det ydre i kirken skulle væk f.eks. barnedåben. Der skulle være en mere socialt retfærdig samfundsorden. Karlstad forkastede betydning af teologisk lærdom og nedlagde sin doktortitel.
Luther kaldte disse grupper for ”sværmere” – deres kendetegn var det uorganiserede, der mente at Helligånden kunne talte til menigheden og den enkelte uafhængigt af Skriften. Ydre menighedsfællesskab kunne blive helt overflødigt og det samme kunne Bibelen – troen var et inderligt liv med Gud og den enkelte.

Fra denne side af reformationen kom der også en vækkelse af bønderne – der havde før været bondeoprør, men nu gjorde bønderne krav på deres ret ud på bibelsk baggrund. De krævede desuden menighedens frie præstevalg og evangeliets forkyndelse. Bibelen skulle være grundlaget for en ny retfærdig betragtning.
Bønderne drog hærgende og plyndrende gennem landet og brændte klostre og borge ned.
En af ”sværmerne” Thomas Müntzer, der havde været i inderkredsen om Luther opildnede bønderne til kamp ud fra tanken om at Guds rige snart kom. Bønderne skulle virkeliggør Guds straf over denne verdens mægtige. Luther havde forsøgt at mægle, men siden opfordrede han fyrsterne til at slå oprørerne ned som gale hunde.  
Bøndernes nederlag var totalt – f.eks. ved et slag ved Thüringen blev 5000 bønder mejet ned med kanoner, imens fyrsterne kun mistede 6 soldater.
Luthers støtte til fyrsterne resulterede i at han mistede støtte i de brede samfundslag. De overlevende bønder vendte sig helt fra kristendommen – eller fandt over til sværmerne og døberbevægelserne, der i de følgende år skød op i Tyskland. Hans hårde udfald mod anabaptisterne, sværmerne og jøderne hører bestemt ikke til den del af den luthersk arv, vi kan være mest stolt over.

1521-1525 var præget af tre opgør for Luther: Sværmerne, bondeoprøret og så Erasmus/Bibelhumanisterne. Luthers popularitet var dalet meget og efterhånden stod han som kun en blandt flere reformatoriske ledere i Europa.

Andre ledere
Af andre ledere kan nævnes Ulrich Zwingli, der regnes som grundlægger af den reformerte kirke. Og i det man kunne kalde reformationens anden generation finder vi Jean Calvin, som vi vil komme til at høre mere til senere.

Henrik den 8.
Jeg vil dog lige en tur til England, inden vi slutter af.
Englands reformation blev så meget anderledes end i andre lande – bruddet med den katolske kirke skete primært, fordi kongen Henrik den 8s første kone ikke kunne få drenge, og så blev han også forelsket i Anna Boleyn. Og da han ikke måtte få lov til at lade sig skille og gifte sig igen, så trak de forbindelsen til den katolske kirke og grundlagde The church of England i 1533… og så kunne han blive gift. En ret han så benyttede sig af 6 gange i sit liv, to af gangene nøjedes han dog ikke med at blive skilt fra sin hustru, men halshuggede dem simpelthen. Den første af dem var Anna Boleyn selv – han fik dog faktisk kun en søn senere, men han døde ret ung, så det var barnet født af Anna Boleyn, der overtog tronen under navnet Elizabeth den 1. En af de største dronninger i Englands historie.

William Tyndal
I England sad der en engelsk lærd, William Tyndal, og var meget inspireret af Erasmus af Rotterdam og Luther. Hans mål var, at selv en dreng bag en plov skulle kende lige så meget til Bibelen som en præst – så derfor skulle han have Bibelen på engelsk. Det var der ikke ret stor opbakning til – mildest talt. På hans tid var ikke bare bibler på engelsk, men også bønner på engelsk forbud ved lov. En far, der lærte sine børn fadervor på engelsk stod til en tur på bålet.  – moderen fik dog lov til at overleve, så hun kunne tage sig af børnene.
Han rejste derfor til Tyskland, hvor han færdiggjorde sin oversættelse og fik smuglet engelske bibler tilbage til sit hjemland. Tyndal blev fanget af den katolske kirke – dømt som kætter og i 1536 kvalt for derefter at blive brændt på bålet. Hans forbrydelse: Han oversatte og uddelte Jesu ord på et sprog, som både børn og voksne kunne læse og forstå.

Hvorfor gjorde kirken det?
Et ord kunne være: Kontrol. Kirkens folk vidste godt, at lige så snart at almindelige mennesker havde adgang til Bibelen, så kunne de se, at kirken ikke længere var som den kirke, der blev beskrevet i Det nye Testamente. Alene i ordvalget kan man se det – i Tyndals oversættelse hed det f.eks. ikke ”Kirke”, men ”Menighed” i ”Du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min menighed” (Matthæus 16,18).

Takket være folk som Tyndale, Huus, Luther og andre, så blev kirken igen en bevægelse. Reformationen åndede nyt liv ind i det, der var blevet en stærkt kontrolleret institution. Bibelen blev løst fra prædikestolen og blev gjort tilgængelig for almindelige mænd og kvinder. Men som vi skal se næste gang, så kommer vi ikke langt i historien før at bevægelsen igen bliver til institution.
Luthers frimodig og frigørende lære blev pludselig til hård dogmatik – Luther ønskede kun et brud med kirken hvad indholdet angik, ønskede evangeliet ind i kirken igen, formen og liturgi var der på sin vist ikke noget der skulle ændres ved det.
Men som vi har set før, så skulle bevægelse igen blive til institution – det, der kom til at blive kaldt for Den lutherske ortodoksi – altså den rette lære.
I den filosofiske verden kommer franskmanden Descartes ind og sætter mennesket i centrum – erkendelse skal komme indefra.  men hvad med den rette praksis, den inderlige tilegnelse og ikke bare lære efter en dogmatikbog, sådan begyndte nogen at spørge. Det var næste vækkelsesstrømning – pietisterne. Startskuddet var dette skrift: Speners Pia Desideria, fromme ønsker. Mænd og kvinder mødtes omkring præsten til opbyggelige møder udenfor gudstjenesten. Vi skal høre om de forskellige grene af pietismen, f.eks. Grev Zinzendorf og han Hernhutter (dem vi har nede i Christiansfeldt).
Vi skal kigge over og se på hvad der skete i USA. Vi skal høre lidt fra nogle af de store prædikanter, f.eks. Jonathan Edwards´ prædiken: Syndere i hænderne på en vred Gud. En prædiken, der virkelig satte gang i ”Den store opvågning”, the great awakening – salmer som ”Der er solskin i min sjæl i dag” blev til. Vi skal se på de senere vækkelser med de nye metoder f.eks. bibelcamping, der tog sin begyndelse og at man skulle gå frem til forbøn efter en prædiken.
Tilbage i Danmark begynder statspietismen at blomstre fra neden – men bliver bekæmpet af den nye strømning i kirken: Her har vi den fynske Peter Larsen Skræppenborg, der spillede en væsentlig rolle, men her har vi folk som Grundtvig og Vilhelm Beck, der personificerede de to retningerne vækkelserne gik i Folkekirken, men efter grundlovens indførelse begyndte frikirkerne også at vokse i Danmark.

Så mon ikke, at vi nok skal få tiden til at gå med noget fornuftigt? Næste gang jeg kommer er den 20. april.

[1] Der, hvor bygningen ligger, har der ligget bygninger af samme navn. Efter en brand opførtes den nuværende bygning 532 – 537.