1. Peters brev

Denne side er set 3588 gange!

Indledning

Vi skal her i gang med et meget vigtigt brev. Luther havde sin egen lille hitliste over skrifter i NT og han mente, at 1. Peters brev ved siden af Johannesevangeliet og Paulusbrevene var et af hovedskrifterne i NT. Det forkynder Kristus højt og tydeligt, hans død for os, hans opstandelse, hans herredømme og sejr over alt det onde og hans komme i herlighed.

Brevet er så forankret i den kristnes menigheds gudstjeneste og liv, og i dens forståelse af sig selv, som Guds børn og hans hellige folk, at brevets udtryk for troen og forkyndelsen er indgået i kristendommens og Gudstjenestens sprog lige siden.                          

 

Men hvad ved vi så om brevet?

 

Hvem er forfatteren?

“Peter, Jesu Kristi apostel” (1,1) – et vidne til Jesu lidelser (5,1) – naturligvis er der mange, der tvivler om det nu også passer, men det gider jeg virkelig ikke rigtig at beskæftige mig med – og jeg gider heller ikke at belemre jer med det. Skulle der være en her ned, der er interesseret i at vide mere om det, så kan I låne denne bog forbi en kopimaskine.

Men der er meget, der taler for at det er Peter, der har skrevet brevet – alene det, at det står, at det er Peter, der har skrevet brevet og at brevet står i den hellige skrift burde være nok til at tro på at Peter, der har skrevet det.

Men der er også udtryk i brevet og henvisninger til historiske begivenheder, der ikke direkte beviser at han er forfatteren, men som gør det mere sandsynligt.

 

Hvor skrev han fra?

Peter taler lidt i koder, når han i 5,13 skriver, at han skriver fra “Babylon” – at det naturligvis ikke er tale om det geografiske Babylon er helt sikkert, eftersom Babylon på det her tidspunkt ikke spillede nogen rolle overhovedet og der er ingen bøger, der fortæller os om at Peter var i det område overhovedet.

Rom var Bybylon – verdenshovedstaden. Da min kone og jeg sidste år var i Rom kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan dette havde været hovedstaden for verden. I magt var det større end Berlin, London, Paris og Washington tilsammen. Og denne verdenshovedstad kaldes for Babylon en stolt, luksuriøs, umoralsk og gudløs by.

 

Hvornår skrev han?

Peter skrev som vi så det lige før i koder – Babylon er Rom. Også senere i brevet vil vi se, at Peter ikke taler lige ud hvad han mener. Jeg tror, at han er i en situation, hvor det ikke er muligt – hvorfor? Han sidder måske i fængsel – måske er brevet skrevet af en dødsdømt Peter, der venter på sin henrettelse – som man mener fandt sted omkring år 64 under den sindsyge Kejser Neros forfølgelse. Brevet er derfor blevet til engang i 60-erne.

Hvem blev det skrevet til?

Når man læser brevet lyder det egentlig som om at Peter skriver til jødekristne – messianske jøder, som de kalder sig selv i dag. Men alligevel er der nogle udtryk, som bedste kan forklares, hvis Peter tænker på menigheder med mange hedningekristne – jeg har skrevet lidt henvisninger til jer på det stykke papir, jeg har udleveret. Vi får ikke tid til at gå mere i detaljer med det. Af en eller anden grund har Peter valgt at skrive til menighederne, som om de var jøder. Måske fordi de nu er virkelig er en del af Guds udvalgte folk.

 

Peter skriver til en lang række menigheder i “Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bithynien” (1,1). Det er jo et kæmpe område, han skriver til og det betyder sikkert, at han ikke har kendt det enkelte menighed – hvordan den er sat sammen etnisk og socialt

 

Tema:

Hvad er brevets tema? Hvorfor satte Peter sig for at skrive til en lang række menigheder, som han sikkert ikke kendte så meget til?

Lad os først lige se på, hvordan Peter var som person – han var et meget impulsivt menneske, som sprang meget fra den ene sindsstemning til den næste. Også sådan er brevet også ved det første øjekast – lidt springende. Det er svært at finde en klar rød tråd – en disposition, som Peter skulle have haft, da han skrev brevet. Peter er ikke den rolige brevskriver ligesom Paulus var det. Paulus breve blev skrevet vældigt flot efter alle kunstens regler – men han var jo også teologen, hvor Peter var fiskeren. Men måske hænger det også sammen med, at Peter ikke har haft den helt store tid til at skrive – han var måske i en presset situation – han havde måske allerede hørt sin dødsdom og ville så skynde sig at skrive til et område, som han sikkert har rejst igennem, da han skulle til Rom. Og hvad ville han skrive om?

Peter vil skrive om nåden. Ikke bare den dåbsnåde, som han også kommer ind på i brevet, nej, det er endnu dybere. Brevet vil helt konkret vise, hvordan man skal regne med at blive behandlet som en kristen. Hovedtemaet i brevet er derfor: Kristus led – de kristne lider.

Det hedenske samfund behandler dem ikke altid lige godt, så derfor bliver menighederne i tvivl: Er dette virkelig Guds nåde? Hele brevets forskellige dele kan ses som et stort svar på det og Peter svarer direkte på det:

5,12

Lidelsen er nåde. Det sætter unægteligt tingene lidt i perspektiv, at man husker på at det her ikke er en eller anden skrivebordsteolog, som nu har sat sig for at skrive lidt om den kristnes lidelse. Nej, det er en kristen broder, der sikkert allerede har hørt sin dødsdom.

Peter siger, at når de kristne er forbundet med den korsfæstede, men opstandne Herre er lidelse for retfærdighedens skyld en nåde. Med blikket på det ekstreme tilfælde med de kristne slaver bliver det formuleret: 2,19

“Tak” er en meget meget vag oversættelse, for der står i virkeligheden noget endnu større, nemlig nåde. På græsk bruger man det samme ord for nåde og for tak. På tysk oversætter man (269):

“Det er nåde, når nogen for Gud for samvitighedens skyld bærer det onde og lider uret”

Nåden er at lide sammen med Kristus og følge efter ham ind i lidelsen. Lidelsen – som kun varer en kort tid i forhold til den evige herlighed, der venter (5,10) – er en del af den kristnes kald ind i efterfølgelsen. Efterfølgelse er ikke efterabning, som vi ser det hver påske på Filipinerne, hvor kristne lader sig korsfæste et par minutter.

Men er vores situation ikke helt anderledes end den på Peters tid? De kristne var en minoritet på det tidspunkt. En minoritet, der undertiden også blev forfulgt. Hvad kan vi lære af brevet os, der lever i en helt anden situation? Kan vi dybest set bruge den trøst brevet giver?

Ja, det skulle jeg da mene. Godt nok bliver vi ikke klynget op i den nærmeste lygtepæl, når vi fortæller, at vi er kristne, men lidelse kan også være andet end fysiske lidelser. Det kan være tilsidesættelse, fordomme, beskyldninger for at være indskrænkede mennesker, der ligger unaturlige bånd på os selv og i hvert fald på andre… osv. Brevet siger så, at det er forudsigeligt, at I som kristne bliver forfulgt – at I som kristne føler, at I ikke er helt med i flokken, men at I er fremmede overfor verden. I er kaldet ud af verden, kaldet ind i den levende Guds lys.

Og noget andet er, at selv om vi ikke har lidelsen inde på livet, så er andre kirkesamfund flere steder på jorden, som bliver forfulgt og nægtet de mest basale ting. Det er det lille blad “åpne døre” en frygtelig påmindelse om.

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Er det uden al tvivl et sundhedstegn, at der ikke hersker forfølgelse i Danmark eller er det fordi vi af verden er blevet sat ind i en bås, hvorfra vi kan passe os selv og sådan set ikke er til gene for det vi kalder verden? Verden har jo sådan set ikke noget imod at der er kristne til, når bare vi holder os for os selv og lader verden passe sig selv. Er vi danske kristne for harmløse og har vi fundet os for meget tilpas her i “verden”? Er de gode vilkår her i Danmark en velsignelse eller en forbandelse?

Jeg tør ikke selv svare på spørgsmålene, men I kan jo selv prøve at have det i baghovedet de næste par dage.

 

NOTE: det er ikke nødvendigt at opsøge lidelsen – den vil selv finde frem til en kristenn!

 

Peters både – og

Jeg vil her inden vi starter for med selve brevet gøre jer opmærksom på et både-og, der bruges i brevet.

Både guddomelig gerning og menneskelig gerning: På den ene side er frelsen fuldstændig Guds værk, men på den anden side udelukker den ikke menneskets gerning. Jeg vil her hive et enkelt eksempel frem: Det er i starten af kap. 2, hvor der står, at vi skal lade os bygge som et åndeligt hus. Det er uden tvivl Gud, der her skal være den store bygmester. Men vi skal samtidig være et “helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre” – her er det mennesket, der er den aktive. Vi er ikke kaldet ind i en tornerosesøvn, men kaldet ind i et helligt og aktivt liv, som så vil være kærkommet for Gud. Men at Gud ikke afviser vores liv og de gode gerninger er så ikke fordi de i sig selv er rosværdige, men fordi Jesus har sonet vores synd. Som der står: 2,5.

Den kristne er både en afsondret, fremmed flok og samtidig skal den kristne leve sit liv på jorden på lige fod med de ikke-kristne. Det ville være så let bare at trække sig tilbage til sit eget lille kloster eller bygge nogle huse på forklarelsens bjerg og blive boende dér for altid – som Peter mest af alt havde lyst til på et tidspunkt. Nej, vi kristne skal ud hvor menneskene er – det er jo også derfor, at vi er her i Ringe til Midtfyensfestival

 

 

Hilsenen 1,1-2

Vi vil bruge lidt tid på de første to vers . Peter starter som man altid gjorde i brevene på hans tid med at angive afsender, modtagere og slutter så sin hilsen af med en fredshilsen. Selve gangen i en sådan hilsen er ikke så forskellig fra indledningen til breve nu om dage. De fleste skriver bare ikke afsenderens navn i første linie, men der er dog alligevel mange, der har det trykt eller stemplet på brevpapiret:

Eksempel:

Peter, Jesu Kristi Apostel

Bibelvænget 42

8200 Århus N

86-22 22 22

Peter@ilovejesus.net

 

Til de udvalgte…..

 

Det sidste skriver vi ikke, men det kan jo lige så godt være vores fejl. Peter afslutter med at ønske sine læsere nåde og fred. Det er en typisk kristen formulering, som overhovedet ikke findes i andre breve på det tidspunkt. Hvorfor lige nåde og fred? Hvem ved? Måske har Peter har den velsignelse i tankerne, som vi stadig bruger i vores kirke i dag:

 

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Nåde og fred. ”Det er et smil fra den stor himmelske konge og direkte hjælp til den hjælpeløse” som en udtrykker det et sted. I Jesus Kristus lyser Guds ansigt på en speciel måde over menneskene. Peter ønsker sine læsere et fortsat godt forhold til denne barmhjertige Gud, siden al den harmoni og rigdom som et liv med ham giver. Man kan næsten forestille sig hvordan denne hilsen blev forstået som en velsignelse ved den Gudstjeneste, hvor det blev læst op.

Hvem Peter skriver til har vi været inde på, da vi talte om indledningen. Men her kort: Når Peter skriver til de udvalgte, så er det naturligvis Gud, der står som den, der udvælge de kristne lige som det var ham, der udvalgte det jødiske folk i det gamle testamente[1]. Meget tyder på, at de kristne i tiden frem til og omkring år 100 kaldte sig selv de udvalgte – de er et udvalgt folk, som skiller sig ud fra resten af menneskeheden og derfor lige meget, hvor de bor, må se sig selv som fremmede, der bor blandt folkeslagene[2].

I vers 2 bliver vi taget dybere ind i hvordan Peter ser forholdet mellem os som kristne og så Gud – det sker vha. 3 trin – under henvisning til Faderen, Helligånden og Jesus Kristus.

  1. trin: Brevmodtageren er udvalgt efter Gud Faders[3] forudviden[4]. Det står stærkt i Jeremias 1,5, hvor der står:

“Før jeg dannede dig i moders live, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød helligede jeg dig”.

På samme måde er det med modtageren af brevet. Før de mødte Gud bundet dem til sig og gjort dem til sine. Men denne forudbestemmelse er dog ingen garanti for at man bliver frelst – mennesket har altid mulighed for at sige nej. Men det viser, hvordan troens begyndelse og troens grundvold udtrykkelig findes i Guds initiativ og handling.

  1. Trin: Brevmodtageren er videre udvalgt ved Åndens helligelse. Gud har udgydt sin ånd og virker nu igennem dem[5]. Gud har gennem sin ånd afskildt dem fra verden og viet dem til sig selv[6].
  2. trin[7]: Det sidste trin er det sværeste: Brevmodtagerne er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænkt med Jesu Kristi blod”. Først lydighed siden bestænkelse. Det sidste forklarer målet for Guds udvælgelse og plan: Et liv med Gud som kræver renselse fra synden og lydighed mod Guds vilje.

Menneskets svar på Guds initiativ – på Guds udvælgelse – beskrives med ordet lydighed. Når man i Bibelen taler om lydighed, så taler man om at høre og at gøre. Som lydige børn skal vi kristne udforme vores liv i verden.

Det lyder drabeligt med denne bestænkelse af Kristi blod. Når Peter taler om dette, så har han naturligvis tænkt på den offerpraksis, der tales om i hele GT[8] og som fortsat var i gang i templet i Jerusalem frem til Jerusalems ødelæggelse i år 71. Meget tyder på, at Peter tænker på en speciel handling – nemlig den, der står omtalt i 2. Mos 24: Nemlig Israels pagtslutning på Sinaj-bjerg. Efter at have stænket blod på alteret -det var Guds andel- så vendte han sig mod folket og læste pagtsbogen op og efter at de havde sagt, at de ville vise lydighed mod pagten, stænkede han resten af blodet på folket med ordene:

“Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer” (2. Mos 24,8)

Jeg læser dette som en tekst om dåben, der skal forstås billedligt: At blive bestænkt med Jesu blod vil sige at blive døbt… eller i hvert fald resultatet af det: Nemlig at blive renset fra ens tidligere måde at leve på og løsladt ved Jesu død fra det spirituelle slaveri.

Opsummering

 

Peter har nu lagt fundamentet for resten af brevet. Han har fortalt de kristne om deres identitet overfor Gud og han kan fortælle dem lidt om konsekvenserne af deres identitet.

 

Frelsen som håb[9] (1,3-5)

Selve brevet begynder med en lovprisning[10] til Gud. Egentlig kunne man lige så godt have oversat det med: Velsignet være Gud. Det er det store i Bibelen – ikke bare mennesket velsignes af Gud, men mennesket velsigner også Gud i sin lovsang[11].

Men Peter starte ikke bare sit brev med en lovprisning, men vi vil senere se, hvordan Peter har præget hele brevet af lovsangstone[12].

Den lovprisning her i starten kender vi sikkert kender fra kirken.

Er der nogle, der kan huske hvornår man bruger den lovprisning i kirken?

Det er det første og det sidste ord, der siges over et kristent menneske. Det er nemlig de første ord, der siges ved dåben og den indleder jordpåkastelsen. Gud lovprises for det han er og vil være, og for det han har gjort og vil gøre: Fordi han er Jesu Kristi fader og dermed også vor far, fordi han rejste Jesus op fra de døde og dermed genfødte os og gav os ham og hans liv at sætte vort håb til.

Genfødsel[13]… Hvad vil det sige at blive født på ny?

Dåben er mulig fordi Jesus stod op af graven… stod op fra de døde. Hvad der sker i dåben er så skelsættende, at det kun rigtigt dækkende kan beskrives som en ny fødsel. I dåben bliver vi af Gud født på ny af vand og ånd og dette er forudsætningen for at komme ind i Himmelen/Guds rige, som der står i Johs 3,5:

“Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige”.

Født af “vand og ånd” – altså ved Helligåndens indgreb i forbindelse med dåbsvandet. Før dåben har vi vel et fysisk og et mere eller mindre velfungerende psykisk liv. I dåben genfødes vi fra oven: Da fødes vi en gang til og får et åndeligt liv, det frelsende liv. Vi får barnekår, barneret og bliver arving til Guds rige. Dér går vi fra en identitet “Jeg – en synder” til en anden “Jeg – en kristen”. Dér går vi ind i en ny måde at leve vort liv på. I stedet for at leve i had og i synd, frygt så gives der os den nåde – den gave – at vi kan leve i tro og tillid til Gud – vores skaber.

 

Vi ligger det gamle liv og alt det, der har med det, bag os. Som israelitterne gik gennem Jordan-flodens vand ind i det forjættede land, sådan skal vi i dag gennem dåbens vand gå ind i det forjættede land: Fællesskab med Gud her og i Himmerriget. Israelitterne lagde slaveri, rastløshed og ørkenens plager bag sig – sådan skal vi også lægge syndens ørkenvandring bag os, når vi gennem dåben når ind i et nyt liv – troens tillidsfulde liv.

Vi er blevet genfødt til et levende håb: Det man håber på har man endnu ikke i sine hænder. Det nye liv omfatter både nutiden og fremtiden. I hele breve forklares vores vilkår ud fra vores fremtidshåb. Det håb er levende fordi det er livgivende – selv ikke døden kan slukke livet i det håb, for det er et håb til en levende Gud.

Peter fortsætter i vers 4 og frem med at tale om dette håb… ja, på sin vis handler hele afsnittet frem til og med vers 23 om dette håb.

4:

Vi er blevet genfødt til en evig arv[14]: Det evige liv. Som israelitterne rejste i ørkenen mod deres arv – det forjættede land – sådan skal vi som kristne rejse igennem livet mod vores arv: Det evige liv. Igen her er det noget, vi håber på med et håb, der er… jeg havde nær sagt statsgaranteret, men det er endnu mere sikkert: Det er Gudsgaranteret. Det er hævet over al usikkerhed, der præger denne verden.

Kun er arv, der ligger gemt i himmelen er bevaret for skade og forrådnelse.

V.5:

Denne arv ligger gemt til de troende, som ved Guds beskyttelse er blevet holdt fast i troen. I det følgende kommer Peter ind på hvad det er de bliver beskyttet fra. Den kraft, der vakte Jesus op fra de døde, er den samme kraft, der garanterer sikkerheden for dem, der er genfødt ved ham. Vi vil bevares af Guds kraft indtil Guds kraft udfolder sig i sin fulde styrke i tidernes ende. Der vil den ikke bare beskytte sit folk, men forsvare dem en gang for alle overfor fjenden. Lige som arven ligger gemt, sådan ligger frelsen også gemt. Det er lidt ligesom TV-køkkenet, der altid har bagt lidt i forvejen. Når man så står med hænderne i dejen, så pludselig siger de, at de har bagt lidt i forvejen og så hiver de de flotteste kager frem fra en skuffe. Gud har alt klar i sin frelsende hensigt – det skal bare lige hives frem – åbenbares. Det er nærværende, men endnu ikke synlig – det skal bare afsløres og tidspunktet for afsløringen er meget nær.

Der er en tone af herlighedsteologi over disse tre vers – men det er først og fremmest en fremtidig herlighed – en herlighed lagt over i en anden verden. Intet af det han har sagt udelukker en realistisk vurdering af den nuværende situation for både Peter og hans læsere. Han er endnu ikke begyndt at lave den vurdering, men hans tidligere tale om at modtagerne var fremmede blandt folkeslagene og hans bemærkning i v.5 om behovet for at Gud bevarer troen har allerede slået tonen an på det, der nu skal komme.

 

Frelse som glæde (1,6-9)

Da[15] skal I juble –

 

når tidernes ende er kommet,

når håbet bliver opfyldt,

når frelsen er åbenbaret og

arven er hentet frem,                                     

“Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags”.

Den fremtidige glæde holdes op for øjnene af dem, for at vise, hvordan de trængsler, som de nu mærker på deres egen krop, fordi de fremmede blandt folkeslagene, kun er en kort tid. Trængselstiden er kort, fordi Peter sammenligner dem med den evige herlighed.

 

Når Peter taler om at de skal lide prøvelser, hvis det skal være, så er det ikke hvis den blinde skæbne vil, hvis tilfældighederne falder sådan ud eller endnu værre hvis djævelen vil. Nej, jeg tror, at vi skal læse dette stykke i lyset af 3,17 (læses). Nej, de lider under prøvelser[16], hvis Gud vil.

7:

Vers 7, svarer på det spørgsmål, som man helt automatisk stiller, når man hører, at Gud sender prøvelser til os: Hvorfor kan Gud tillade sig det? Hvad godt ser Gud i at vi prøves på den ene og den anden måde? Peter svarer på tre måder på lidelsens problem:

Lidelserne er

– et led i endetidens genvordigheder – det har vi været inde på i vers 6 – lidelsen nu er kun en kort tid, så vil endetiden komme.

– et led i Guds prøvelse af sine – som vi kommer til her i vers 7.

Og den sidste begrundelse kommer vi ind på senere:

– en del af Kristi lidelser.

 

De kristnes lidelser ses som en prøvelse – dvs. noget, der kommer fra Gud. Gud prøver sine. Det er en bibelsk tanke. Gud prøvede Abraham, da han forlangte af ham, at han skulle ofre sin eneste søn. Gud prøvede sit folk under ørkenvandringen[17]. Selv gudsfolket i lille-asien prøves af Gud under deres vandring mod det himmelske mål.

Gud prøver sine. Men er det ikke sådan, at når jeg kommer til Gud, så er alle problemerne over? Jo, på sin vis… men set på en anden måde starter problemerne først med troen. Et nøgleord i enhver form for terapi er at mennesket skal i harmoni – men ud fra troen er det eneste menneske, der er i harmoni det uomvendte menneske. Det uomvendte menneske, som af Gud er overladt til sig selv, er det eneste harmoniske menneske i verden, for det er harmonisk i ondskab. Troen fører mennesket hen til det punkt, hvor det råber “Jeg elendige menneske! Hvem kan fri mig fra dette dødens legeme?”, som Paulus siger det i Romerbrevet. Det er den kristnes råb om den fulde forløsning.

Peter siger, at igennem disse lidelser prøves troen. Peter bruger et billedet på to måder.

  1. Troen er mere værd en Guld – det var simpelthen noget af det dyreste, man kunne forestille sig på Peters tid. Men det er trods alt forgængeligt, hvor troen ligesom den arv den fører frem til er uforkrænkelig, ukrænkelig og uvisnelig, som der står i vers 4.
  2. Men der er alligevel en lighed mellem den evige tro og det forgængelige guld. Når guldsmeden skulle fik fat på en klump guld var det ikke 100% rent – der var forskellige ting i, der måtte væk. For at gøre det må guldet smeltes ved hjælp af ild. Det sker ved så høje temperaturer at alt det, som ikke er guld, vil blive brændt væk. Sådan skal det også være med troen – den skal prøves. Ved prøvelsernes ild bliver alt uvedkommende fjernet, så den naive tro bliver en fast tro.

Alt det ligger der i billedet om guldet: Lidelserne sker for at troen må kunne stå sin prøve – her tænkes vel på den prøve, der skal foregå på dommens dag. Og da skal troen blive “til pris og herlighed og ære”[18]. Alt det skal ske, når Jesus Kristus åbenbares.

V.8

 

Den Jesus Kristus, som de ikke har set, elsker[19] de dog og tror på. Passagen bliver endnu mere spændende, når man tænker på, at her taler der én, der har været Jesu disciple. Én, der har spist sammen med Jesus, delt kår med Jesus, hørt Jesus tale – se hans undere. Han taler til nogle, der ikke havde været så heldig, men som alligevel gjorde som Peter – nemlig troede og elskede. Jeg kan ikke lade være med at tænke på stakkels Thomas – han skulle se, før han troede. Jesus sagde til ham: “Du tror, fordi du har set. Salige er de, som ikke har set, men dog tror”(Johs 20,29). Peter skriver til sådanne, som ikke har set[20], men dog tror… han skriver til os. Vi skal også tro på Gud i de prøvelser, vi måtte stå i nu, men da – da skal vi juble med en uudsigelig[21], forklaret glæde.

  1. 9

Alt dette sker, når vi kommer frem til troens mål – vores sjæls[22] frelse.

 

Opsumering

Hvis vi skal kort se tilbage på vers 6-9, som vi har arbejdet med. Peter viser en skarp modsætning mellemtiden nu og fremtiden:

Kristne lider nu           men snart vil de juble

Nu er de kampberedte    men snart vil de være sejrende

Nu bliver deres tro prøvet           men snart vil den vise sig ren og mere værdifuld end guld

De kan ikke se Jesus nu men snart vil åbenbare sig.

 

Håbet til fremtiden er udgangspunkt for Peters trøst i nutiden. Det er nogenlunde det Paulus siger i Romerbrevet 8,18 (læses). Det var vel også det de russiske kommunister med en advarende finger oppe i luften kaldte opium for folket “religion er opium for folket”[23].

Peter overskrider nuets begræsninger og kigger fremad, men han benægter aldrig nuets hårde realiteter eller kalder det noget andet, som det ikke er. På denne måde er han trofast både overfor budskabet om håb, som er temaet i hele hans brev, og så den formodning, som han føler sig tvunget til at sige om livssituationen for hans læsere.

 

Frelsens vidner (1,10-12 – DDS 142)

 

I forrige afsnit læser vi om en frelse som er klar, fix og færdig, som bare venter på at blive åbenbaret på et tidspunkt, som han kalder den sidste tid. Den frelse, er troens mål mål. Det er den fremtidige og alligevel nuværende frelse, Peter henviser til i indledningen til vers 10.

Frelsen hører mest fremtiden til, men den findes samtidig som en virkelighed nu, midt i problemerne. I vers 10-12 giver Peter et historisk tilbageblik på denne frelse – et frelseshistorisk tilbageblik (for at bruge et fornemt udtryk).

Han fortæller om profeterne[24], der grunder over og gransker nok ikke så meget i skrifterne, men nok hellere i de syner og de åbenbaringer de får… allerede på det tidspunkt får de åbenbaringer af Kristi[25] ånd[26]. Det er det vigtigste i afsnittet her: Hvordan alt peger frem mod frelsen, nåden, læserne har fået del i. Sat på spidsen: Som en kompasnål peger mod nord uden at vide, hvad der ligger deroppe i nord, sådan peger profeterne fremad mod en frelse så stor og så unik at selv engle ikke kan gribe det fuldt ud – som der står i vers 12.

V.11

De vidnede forud om de lidelser[27], der skulle ramme Jesus, men også om den herlighed[28], der skulle følge opstandelsen. Jeg kan ikke lade være med at høre Jesu stemme i det her. I Lukas-ev. 24,25-27 (læses).

V.12

Det blev gjort dem klart, at forjættelserne ikke gjaldt deres egen tid[29], men en eller anden fremtid; den fremtid er blevet nutid, det er den som Peter og hans læsere lever i. Det profeterne så i forvejen, er nu klart for dagen ved evangeliet de har hørt, gennem forkyndelsen som den lyder i menigheden i kraft af HÅ.

Det er så stort det her, at selv englene begærer at få indblik i det – dvs. det har de ikke endnu. Der er noget, der er skjult for disse høje væsner[30]. Det er svært at sige noget om det her, alene fordi Peter nærmest ikke siger noget her – det er jo en ganske ganske kort lille bemærkning.

Jeg har to forslag til en løsning af dette problem:

 

– Englene har ikke syndet – de ved ikke hvordan det er at slave under synden. Derfor kan de heller ikke til bunds forstå den glæde, der opfylder én, når man af Kristus bliver sat fri ved evangeliet.

– Peter har denne lille note[31] med for at vise, at de gammeltestamentlige profeters granskning ikke er færdig. Nu, hvor den sidste af de gamle profeter er holdt op med at granske i det, der skulle komme, for nu er det kommet – nu er det blevet åbenbaret for menneskene, så fortsætter englene med at granske. Hebræerbrevet ser også tilbage, men der ligger forfatteren ikke så meget vægt på profeterne, men på englene. Her, hvor Peter ser tilbage, gør han det stik modsatte – han ligger vægt på profeterne, men kommer kun med en lille note om englene[32].

 

Men hvorfor lige pludselig dette historiske tilbageblik? Det hænger sammen med, at kristendommen ikke er filosofisk, men historisk. Troen er ikke forankret i et filosofisk tankesystem, men i tørre historiske fakta – troen er forankret i historien, for dér hører Jesus hjemme og i historien har Gud handlet med mennesker… ja, han fortsætter med at handle i dag midt ind i historien[33].

 

En ny måde at leve på[34] (1,13-21)

Og nu over til noget helt andet. Brevet ændre tydelig karakter i 1,13. Tideligere mødte vi en jublende lovsang. Som var født og næret af Gud selv, han som fødte dem på ny gennem Jesus Kristi opstandelse. Lovsangen gik mere og mere over til undervisning med nogle ord med trøst og en vis formanende tone. Her i 13-25 er hele vægten på formaningen.

 

  1. 13

Når man studerer Skriften er det vigtigt at man holder øje med alle de små ord – her skal vi holde øje med ordet “derfor”, som vers 13 starter med Det viser, at nu kommer Peter frem til det, han vil med vers 3-12. Peter bruger alt det, vi har hørt til at begrunde den formaning, han kommer med nu. De to afsnit er tæt bundet sammen – ikke bare fordi de står i forlængelse f hinanden – men også fordi de tager nogle af de samme ting op: lydighed, tro, evangelieforkyndelse, Jesu blod, Kristi opstandelse, nyfødsel osv.

 

Hvad er det så, vi skal udlede af v. 3-12? Jo, vi skal gøre sindet rede og binde op om lænderne – hvad betyder det? Det betyder åndeligt talt at gøre os klar til at gå i gang, enten det nu er arbejde eller væddeløb, der skal til at foregå. Binde op om sig – vi vil sige “hiv op i bukserne!” eller “”smøg ærmerne op”… det sidste gjorde tjenestefolk, der stod til rådighed for deres herre og ventede på ham.

Når man smør ærmerne op, så viser man at man er klar – det er en frigørelse fra det, som hindre og derved samler man sin opmærksomhed på det, der skal komme: Lige inden israelitterne skulle forlade Ægypten skulle de holde påske – de skulle være klar til at forlade landet – klar til at rejse – derfor fik de en instruks fra Herren: 2. Mos 12,11[35] (læses) – afsted med jer venner!

At der tænkes på jøderne i Egypten passer meget godt med den tanke, at de kristne er fremmede i verden. De skal være klar og vågne og have et mål i deres liv og det mål, skal bestemme deres omgang med andre mennesker.

De kristnes håb er et håb om nåde – ordet nåde er et nøgleord i 1. Peters brev. De kristnes håb er et håb om fremtidens nåde. Ikke at de ikke har del i nåden nu – det har de. De kristne er omsluttet af nåde til alle sider – deres Gud er “al nådes Gud”, som der står i 5,10. Her taler Peter om nåden i sin fulde kraft, som den vil folde sig ud, når Jesus åbenbares – når Jesus kommer igen!

 

V.14

De kristne er lydige børn[36] – Gud har genfødt dem, som vi læste om____________ og de er derfor ikke længere verdens børn, men Guds børn. Og som lydige børn skal man ikke tilpasse sig de lyster[37], der kendetegnede det liv, der kendetegnede en, da man var verdens børn – syndens børn. Da man levede i uvidenhed. Levede i uvidenhed om den eneste sande Gud – levede uden at kende til evangeliet.

Det er ikke først og fremmest uvidenhed, der gælder ens intellekt, men det er en moralsk og religiøs mangel – det er intet mindre end oprør mod Gud[38]

Det er det negative: I skal ikke tilpasse jer det onde….

  1. 15-16

Nu i vers 15 kommer det positive: Men I skal være hellige i hele jeres livsførelse, som han, der har kaldet jer, er hellig. Gud er hellig, hans folk er et helligt folk. Det er store forventninger, der stilles til os – og man fristes til at læse dette som en overdrivelse. Det kan han da ikke mene!! Jo, det kan han… og han er ikke alene om at sige det: “Vær fuldkommen som jeres himmelske far er fuldkommen” siger Jesus i Bjergprædiken (Math 5,48).

 

Normalt bruger man ordet hellig om det, der hører til Gud (eller guderne – hvis det er i andre religioner). Det er det, der afsondret fra det dagligdags og aller højst hører hjemme i templet. Men her bringer Peter det netop ned i dagligdagen – bringer det ned i den måde, hvorpå vi som kristne skal være medmenneske både overfor vores kristne søskende, men så sandelig også over for dem, der ikke er kristne. Hvordan Peter mener denne hellighed skal tage konkret form i deres hverdag kommer han ind på senere i brevet.

Men hvordan kan han da mene, at vi skal være hellige? Det kan vi da ikke. Nej, det er rigtigt nok – det kan vi ikke! Ikke i os selv – i hvert fald! Vores hellighed basserer ikke på os selv, men på det faktum, at de vi kaldede[39] af en hellig Gud. Som der står i 1. Kor 1,2 i hilsenen til menigheden:

“Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige”

Hele stykket frem til og med vers 12 siger I er hellige – så vær da hellige! Eller som der står andre steder:

I er rene – så vær da rene!

I er iklædt Kristus – så iklæd jer dog Kristus!

Lev det nye liv, I har fået af Kristus!

 

Et liv i gudsfrygt (v.17-21)

  1. 17

Peter ligger ikke så meget vægt på at de kristne påkalder Gud og påkalder ham som deres far. Nej, hans pointe med det vers er at vise, at dår de nu har dette specielle forhold til ham, så er det mere vigtigt, at de husker på, hvad han er i “sig selv” – nemlig hellig (v.15-16) og dommer[40]. Det er vigtigt at de husker dette og at de viser Gud den gudfsfrygt[41], han fortjener[42], for Gud gør ikke forskel på mennesker, men dømmer enhver after gerningerne – det kan hverken udvælgelse, kaldelse og slægtskab lave om på: De kristne er ikke fritaget for dom – tværtimod de vil modtage Guds dom før alle andre: 4,17 (læses). At have Gud som far forstærker altså her dommens alvor – ikke det modsatte: Den bliver ikke mere blødsøden.

Men de skal ikke dømmes efter deres gerninger i den forstand, at de har en lang liste over gerninger, som de nu skal dømmes efter. Nej, de skal dømmes efter deres gerning – ental – dvs. de skal dømmes i forhold til den gerning, der bestå i at de kalder Gud for deres far. Den gerning, der kaldes troen på ham (xxx: Troens lommebog).

V.18-19

 

Men Peter peger ikke alene på den nærtstående dom som en begrundelse for at man skal leve i gudsfrygt nu. Men han peger tilbage og viser, hvad der er blevet gjort: De er blevet betalt i dyre domme – blevet løskøbt. I Romeriget var der den regel, at enten slaven eller en af slavens venner kunne gå hen til et tempel og smide nogle penge i beholdningen dér. Man mente så, at guden i det tempel løskøbte slaven fra tidligere ejer og slaven var så gudens slaver, men en fri mand i forhold til det omgivende samfund.

Et lille hint om at det er sådan Peter tænker kan vi se i 2,16, hvor der står, at de kristne er frie, men at de er Guds trælle.

Men det var ikke med forgængelige ting som det ædle sølv eller guld[43], de blev løskøbt, men med Jesu blod på Golgatha[44]. Der er blevet betalt for dem i dyre domme, nu skal de også leve i en gudsfrygt, der svare til denne pris! Og om ikke andet, så tilhører de Gud nu, som kræver sit – for at bliv inde for billedet.

De kristne i Lille Asien var blevet løskøbt fra det tomme liv! De var blevet løskøbt fra at leve som deres tidligere religion havde påbudt dem. Peter er hverken interesseret i forskellige traditioner indenfor de forskellige religioner eller deres troslære – han ser på hedenskaben som en måde at leve på. Og som en måde at leve på står det i skarpeste kontrast til det liv, der er krævet indenfor det kristne samfund[45].

  1. 20

Til at løskøbe Peter, menighederne i Lille Asien, dig og mig var Kristus bestemt – før verden blev grundlagt – før synden vandt indpas i verden havde Gud en redningsplan – hvis navn var identisk med sin kære søns: Jesus.

Det var forudbestemt før verden blev grundlagt, men åbenbaret nu før verden går under… hvorfor vente så længe? Jo, i Guds store frelsesplan havde han ikke bare de store linier med, men også de små dele: Nemlig os! Det er for vores skyld[46]! Vi ser hvordan Peter hele tiden har den kristne læser i centrum: Arven ligger klar til jer, profeterne vidner for jer og her I er genstand for den verdensomspændende frelse.

  1. 21

 

I – siger vers 21 – som takket være Jesus tror på Gud. De kan ikke pege på egen magtfuldhed og sige, at de tror, fordi de selv ville de på et tidspunkt. Nej, de tror fordi Jesus[47] har sat et stort skel mellem dem og deres tidligere liv. De tror på Gud, fordi de er løskøbt af Jesus til at være trælle under Gud – til at være troende. Men fordi Gud opvakte Jesus fra de døde, er de ikke blot troend på Gud, men også håbende på Gud. Også for Peter er tro og håb to sider af samme sag (1,3, 5). Men håbet peger mere direkte fremad. Men håbet viser klarer forventningen til at Gud på et tidspunkt vil opvække en selv fra de døde, som han gjorde med Jesus. Troen er noget nutidigt – men når de nu tror på en Gud, der oprejste Jesus fra de døde, så er denne tro også et håb om at Gud en gang i fremtiden vil gøre det samme ved dem selv.

 

Opsumering

Vi startede med at sige, at der startede noget nyt med v. 13, hvor formaningen til et rent liv i lyset af frelsen er i centrum. Men Peter er noget af en bullerbasse – som vi også ser det i evangelierne – han er en meget levende person så kan han alligevel ikke slippe lovsangen over frelsen og proklamationen af Jesu store frelsesgerning.

Derfor bliver hans kald til det hellige liv også meget generelt. Man får ikke andet at vide om ens livsførelse end at den skal være hellig og være anderledes end den måde de levede før i tomhed. Han bliver endnu her på det generelle måske også fordi han ikke kender så meget til den menigheds specielle situation.

Men den største grund – synes jeg – til at han peger så meget på det teologiske og på fremtidens håb og ikke så meget på det rent etiske – deres væremåde overfor medmenneskene, er, at Peter har set en speciel fare. Faren for menighederne i Lille Asien er, at de kan falde tilbage til det liv de før levede i uvidenhed og tomhed. Verdens slaveri ligger og venter på at få dem tilbage ved først kommende mulighed. Ind til videre har Peter forsøgt at imødegå den fare ved at minde sine læsere om deres fælles bekendelse og deres fælles erfaring af Guds frelse i Jesus. Det han nu mangler der er at imødegå det ved at forstærke deres identitet som et samfund af tro og håb.

 

Et liv i ægte kærlighed (1, 22-25)

I vers 22 tager Peter tråden op som han startede i vers 13, men som han slap i vers 17 – han begynder at tale om de praktiske ting, der stammer fra troen og håbet. Hvor han i det forudgående så til forholdet mellem den kristne og Gud ser han nu til forholdet mellem den kristne og sine medmennesker.

  1. 22

 

Vers 22 kan godt virke ret pludselig – der er ingen fin overgang, men lige på og sport “i, som i lydighed mod sandheden[48]…”. Der er kommet mange mærkelige forklaringer på dette[49], men den letteste måde at se det på er at huske på, at de kristne er lydige børn og at de er blevet blevet bestænket med Jesu blod – dvs. døbt. Peter brugte i v. 13 noget, der ligger foran de kristne til at begrunde deres nuværende liv, sådan bruger Peter her fortidens engangshandling, dåben, til at begrunde deres indbyrdes broderkærlighed.

I er hellige – så vær da hellige!

I er rene – så vær da rene!

I er iklædt Kristus – så iklæd jer dog Kristus!

Og her altså: I er døbt til at have broderkærlighed – så elsk da hinanden inderligt og af et rent hjerte[50].

  1. 13

Det kan vi – det skal vi, fordi vi er født igen – denne gang ikke med en uforgængelig sæd, men af Guds levende og blivende ord som lød til os i dåben og som holder os oppe igennem hele livet, når evangeliet bliver forkyndt for os og bliver rakt til os i nadveren.

  1. 14

Med et blik tilbage til Esajas viser Peter nu, hvordan den menneskelige sæd er forgængelig og hvordan mennesker – selv i pragt, skønhed og kraft – er ustabile og skrøbelige. Men Guds ord forbliver til evig tid. Som Jesus sagde: “Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå” (Mark 13,31).

Det er dette ord, som er forkyndt jer til omvendelse, til dåb, til et helligt liv i broderkærlighed og til et evigt liv sammen med Gud efter denne verden.

 

Opsumering

 

At modtage ordet (2,1-3)

Peter fortsætter termaet fra 1,13-25´, nemlig at frelsen må få konkret form i ens hverdagsliv. Det skal ikke bare være den “sande lære” (ortodoksi), men også “det sande liv”.

1.

Vi skal igen lægge mærke til de små ord i teksten: Derfor. Det, der kommer nu, er en konklusion af noget før, nemlig så vidt jeg kan se genfødslen/frelsen, som den omtales i 1,23. Det er ikke bare en abstrakt tale om frelsen, men det er den de har fået forkyndt (1,25) og som nu har resulteret i den menighed, læseren befinder sig i (2,10).

 

Dette skal også have konsekvenser for en liv. Normalt omtaler Peter det positivt som senest i 1,22: I skal elske hinanden inderligt. Men her er det en negativ formulering. Vi kommer nu til det som man på teologisk kalder for et laste-katalog – som vi også finder andre steder i NT[51]. En opremsning af ting, man skal afholde sig fra at gøre: I skal aflægge os al ondskab, svig[52], hykleri, misundelse og bagtalelse. Dette lille og ikke så udførelige lastekatalog omtaler “de lyster , som I før fulgte i jeres uvidenhed” som det står i 1,14. At blive er kristen er et totalt knæk og forandring i livsstil. Som vi senere skal se regner Peter med at de ikke-troende vil bemærke forandringen, fordi de kristne skiller sig ud. Og ved nærmere undersøgelse: At de skiller sig positivt ud! De laster han fremhæver kan man kalde sociale – de har med ens medmenneske at gøre[53]. Det er typisk for brevet, at det menneskelige liv og handlen bliver bedømt efter den medmenneskelige eksistens.

2.

Læserne skal som nyfødte[54] børn hige efter ordets rene mælk. Det nyfødte barn er fuldstændig afhængig af moderens mælk – det kan simpelthen ikke klare sig uden de nærende og livgivende stoffer der er i modermælken. Som et nyfødt barn lægger al sin kraft i at sluge til sig af mælken, sådan skal også den kristne sluge til sig af Guds ord og gør de det vil de blive holdt i live og tage til i kristelig vægt. Enden med at “drikke denne mælk” er ikke at de skal blive modne kristne som det er omtalt i 1. Korintherbrev og Hebræerbrevet som også bruger billedet mælk om Guds ord. Nej, målet er frelsen. Ikke det her og nu at være frelst, men det fremtidige på et eller andet tidspunkt at blive frelst. Men de kristne venter ikke bare passivt på at tidernes ende vil komme, men de tager aktivt del i dramaet enten ved at deres tro prøves gennem mange lidelser, som der står i kapitel 1 eller ved at de tager til sig af den livgivende mælk fra Guds nåde.

3.

Peter slutter verset af med at citere PS 34 som han ændre lidt i:

“Smag og se, at Herren er god” (PS 34,9)

David inviterer eller opfordrer i PS 34 folk til at smage og se (dvs. lære ved hjælp af erfaring), at Herren er god – det gør Peter ikke, for han går ud fra at de allerede har smagt og allerede har set, at Herren er god. Det kan han gøre, fordi han ved, at de allerede har renset deres sjæle og at de allerede født på ny.

 

Opsummering

Peter advarer i dette stykke imod en ond holdning og handling, men det har jo ingen værdi, hvis han ikke også giver dem et alternativ til at overtage deres plads. I deres plads stiller Peter en længsel efter Gud og en længsel efter det han har at give dem. Det opsummerer han i billedet af modermælken som livet fra Gud, der gives med venlighed og omsorg til dem, der længes efter det. Målet for drikningen er frelsen – den kommende frelse. Frelsen er derfor ikke set som en befrielse i sidste øjeblik – lige som heltene i cowboy-film i sidste øjeblik reddes af det fremstormende kavaleri. Nej, frelsen er den passende fuldendelse af en proces som allerede er i gang i den troende her på jorden. Selv om opnåelsen af frelsen er fremtidig er den allerede nuværende i Guds hensigt og den venter bare på at blive afsløret som der står i 1,5. Tiden nu er ikke bare passiv, men en vågen og handlekraftig tid for den kristne for her, vokser vi frem til virkeliggørelsen af Guds frelse.

Men at vokse vil ikke bare sige at tilegne sig noget nyt, men også at aflægge sig noget gammelt:

“Da jeg var et barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen aflagde jeg det barnlige” (1. Kor 13,11)

 

som Paulus siger det i sin Kærlighedens lovsang. Peter kunne sige: Da I var hedninger tænkte I som hedninger, forstod I som hedninger, men da I blev kristne aflagde I det hedenske. At være kristen er ikke bare at føle, mene og tro, men også at gøre.

 

Den nye bygning (2, 4-10)

Selv om der sker et brud i forhold til talen før om den åndelige mælk, så fortsætter temaet dog nogenlunde uændret: Troens konsekvenser.

3,4-5: At komme til Kristus i tilbedelse

4.

Ham, der er tale om i vers 4 er (som vi har omtalt før) Jesus. Han er den levende sten. Normalt bruger man et billede med en sten for at vise, at noget er livløst. Vi har det i “manden var stendød”, men også andre steder i NT optræder stenen: Det er noget, der står i kontrast til Gud (vi må ikke mene “at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst eller snilde” Acta 17,29) til Abrahams børn (“Gud kan opvække børn af Abraham af stenene dér Math 3,9) eller de står i kontrast til mennesker, der kan prise Gud (“Hvis de tier, vil stenen råbe” Luk 19,40). Når Peter derfor sætter ordet sten sammen med ordet levende er der tale om et modsætningsfuldt billede. Det kan enten være tale om en kontrast til det omkringliggende hedenskab (som jeg har skrevet om på det uddelte ark) eller også tager Peter blot tanken op om liv og vækst, som han var inde på i det forudgående om modermælken. Har man fortsat den tanke med sig, så må det her vise, at stenen ikke bare er levende, men også livgivende.

Den mest oplagte af disse forklaringer må være den sidste. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden Peter ville godt kunne have begge ting kørende i baghovedet, men det sidste forslag synes dog at falde mest i tråd med tanken fra det forudgående.

Selv om Jesus er den levende sten blev han forkastet af menneskene – ikke bare forkastet af jøderne, men globalt: Mennesker. Mennesker fandt ham altså uegnet til at bygge noget som helst på og derfor forkastet. Men menneskers dom er ikke Guds dom, for ham er denne sten udsøgt og kostbar og egnet til at bygge en ny menneskehed på. Vi vil komme nærmere ind på dette lige om lidt.

5.

Når de kommer til den levende sten bliver de selv levende sten. De er levende som han er levende, men de er ikke levende i sig selv, men kun i kontakten med ham. I disse tider, hvor man har individet totalt i centrum, er det morsomt at se, at det har Peter ikke her. Peter ser ikke så meget på individet, men på det de er i fællesskab: En menighed – en bunke levende sten, der bliver brugt til at bygge et åndeligt hus. De skal lade sig bygge op til et åndeligt hus – det er Gud der er den aktive. Grundstenen er – som vi skal se – lagt og nu føjes sten på sten. De mange sten bliver til et hus.

Men det er ikke bare et hvilket som helst hus. Ser vi ned i vers 6 står der, at hjørnestenen, som huset hviler på på, er lagt i Zion.

Zion er to ting:

Meget bredt: Jerusalem

Men skal man centrer det ind, så er det først og fremmest tempelbjerget.

Det åndelige hus er Guds tempel. Stedet, hvor Gud er nærværende med sin nåde.

“Vi er Guds hus og kirke nu

bygget af levende stene” (DDS 280,3)

“Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? (1. Kor 3,16)

“Guds hus – det er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1. Tim 3,15)

 

 

Vi kommer nu til et sted, hvor der er lidt problemer, hvis man samtidig sidder med orginal-teksten, for dér er der nemlig ikke noget komma efter “et åndeligt hus”. Nå ja hvad betyder et komma fra eller til? Jo, det er faktisk ret afgørende. Hvis der ikke står noget komma skal man læse teksten…. Det betyder så, at vi ikke er præsteskabet, men at vi skal lade os opbygge til et tempel, som er beregnet til præsteskabet.

Nå, men jeg vil her holde mig til den gældende danske oversættelse, men jeg synes bare lige jeg vil afsløre mig selv at den tolkning af verset jeg kommer med nu ikke nødvendigvis er den rigtige. Men spørger du dem, der har oversat teksten fra græsk så vil de svare, at det er den rigtige. Og har den danske oversættelse ret, så skifter billedet: Menigheden er ikke blot huset, men også dem, der holder til i det, præsteskabet, der forretter tjeneste i templet. Her kommer aktiviteten! Det er Gud, der suverænt bygger os op til et tempel, men de skal aktivt gøre det, der ellers var forbeholdt præsterne: Tjene Gud og ofre til ham. Det er ikke bare en ret, men også en pligt.

Deres tjeneste er at bringe åndelig ofre, som Gud vil tage imod takket være Jesus Kristus. Det er svært nærmere at bestemme hvad der her sigtes til som offer. De er åndelige i modsætning til de jødiske og hedenske ofre. At praktiserer retfærdighed og kærlighed er at ofre, ja, hele den kristnes liv skal være et offer. Skal man danne et svar ud fra brevet som helhed må det være, at man gør det som er ret og godt, selv om man så skal lide for det.

Og Gud tager imod offeret! Et vigtigt spørgsmål i den omkringliggende verden var: Ville guden tage imod det offer, som man nu bragte i templet? De kristnes offer accepteres kun takket være Jesus – han er den eneste forbindelse mellem os og den himmelske Gud. Kun gennem ham har de plads i Guds hus på jorden, kun gennem ham kan de udføre deres præstetjeneste.

  1. Peter 2,5 og også 2,9 er ikke sådan lige til at komme om med. Verset har haft en lang tolkningshistorie og der er skrevet lange artikler og tykke lærde bøger om forståelsen af dette vers og dets betydning for det, man kalder “det almindelige præsteskab”. Kort betyder det, at vi alle – uanset om vi har papir på det eller ej – på en eller anden måde er præster. Vi har ikke brug for noget andet mellemled mellem os og Gud end Kristus. Vi behøver ingen menneskelig præst, men kan frit komme frem for Gud.

 

6.

Det, som Peter ville sig i 4-5, styrkes til sidst af et citat fra Es 28,16.

Gud var den, der udvalgte stenen og lagede den i Zion, gjorde den levende, gav den ære. Kristus er ikke hvilken som helst sten – han er hjørnestenen: Den som holder sammen og forener.

Dem, som tror på ham, den opstandne og herliggjorte, bliver ikke gjort til skamme – som der står i salmernes bog:

“De stolede på dig og blev ikke gjort til skamme” (PS 22,6).

“Ingen, der håber på dig, bliver til skamme” (PS 25,3).

For læseren, der blev hånet og bagtalt af sin ikke-kristne omverden, var dette en trøst som kunne hjælpe i de sværeste lidelser.

 

Jeg vil gå let hen over vers 7-10. Her læser vi om to gruppers forhold til den hjørnestenen Jesus Kristus. De to grupper er: I, som tror og så de andre.

7-8.

For jer der tror, siger Peter, er stenen kostbar – det er jo på den, de bygger deres nuværende og fremtidige eksistens på.

 

For de andre er hjørnestenen blevet en anstødssten, en klippe til at snuble over. Man kan ikke bare gå upåvirket forbi Jesus. Enten bliver han hjørnestenen i ens nye liv eller også vælter og snubler man som en blind og falder[55].

Og nu kommer der så noget, vi ikke kan få ind i vores hoveder: “og dertil var de også bestemt”. Og bedre bliver det ikke, når vi ser at der i næste vers står om de kristne, at de er en udvalgt slægt. Er der nogen, der ikke er udvalgt, men måske snare bestemt til at falde i deres ulydighed mod ordet?

Nogle er forudbestemt til frelsen – men man kan altid sige nej, ingen er forudbestemt til at gå fortabt. Ingen bliver frelst uden det ene og alene skyldes Guds frie nåde (Rom 9,16; 11,5f) her har intet menneske noget at tilbyde (Rom 11,6). Ingen går fortabt uden det skyldes en selv (Math 25; Rom 2,5).

Men er nogle forudbestemt til at gå fortabt? Nej, for Jesus sonede døden for hele menneskeheden (2. Kor 5,14) og soningen gælder ikke kun de troendes synd (1. Johs 2,2) – Guds viljer er alle menneskers frelse (1. Tim 2,4). Men derfor (og her kommer det paradoksale) er de kristne dog alligevel udvalgte (Ef. 1,4; Rom 8,29; 9,11). Hvordan vi kan få det til at hænge sammen ved vi ikke – det har Gud ikke givet os indsigt i (5. Mos 29,28).

 

9-10.

I er en udvalgt slægt[56]….. I er Guds folk, I har nu fundet barmhjertighed…. ikke fordi I skal hvile på laurbærrene, ikke fordi I skal hovere i jeres indre overfor dem, der snubler og falder i deres ulydighed mod ordet. Nej, fordi i netop overfor dem skal forkynde Guds gudsdomsmagt. Gud, som kaldte jer ud af mørket, kaldte jer ud af jeres uvidenhed, kaldte jer ud af det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre og kaldte jer ind i sin nåde og frelse. Det er igen Gud, der er den aktive, der kalder, vi skal blot svare enten i lydighed eller også i ulydighed. Der findes naturligvis intet alternativ – man kan ikke upåvirket høre Guds kald og så leve videre upåvirket!

 

Opsummering

Peter afslutter første halvdel af sit brev med at tegne 2 grupper op for os: de troende og de ikke-troende. Det er de to forskellige reaktioner på Guds ene frelses-gerning. I resten af brevet vil Peter behandle kontrasten mellem disse to grupper og hvad spændinger ude i samfundet denne kontrast medfølger. Peter har endnu ikke sagt noget om hvad den kristnes sociale forpligtelse er. Nu er Peter kun interesseret i hvad de er i forhold til Gud ikke, hvordan de skal opfører sig overfor det romerske samfund, som de lever i. Ikke at han har glemt det: “Vær hellig i al jeres livsførelse” stod der tidligere i brevet (1,15). Men det næste afsnit – 2,11-4,11 – handler så om deres forhold til dem, der ikke tror. Peter vil om kort tid gøre det klart for dem, at deres livsførelse ikke alene forudsætter at de får fjender, men at deres livsførelse også i store træk er bestemt i forhold til disse fjender.

 

 

God livsførelse blandt hedninge (2,11-12)

Man kan se “hold jer fra kødets lyst” som der står i vers 11 som en overskrift over hele afsnittet 3,11-4,11,

 

11.

som Peter starter med et “I kære”. Han skriver ikke blot dette fordi de er hans kære, men fordi Gud har dem kære, fordi Gud elsker dem og har gjort dem til sit folk! Og når de er hans folk lever de som udlændinge og fremmede i verden og netop denne status gør det nødvendigt med de efterfølgende formaninger. De kristne er omgivet af en vanhellig verden, og midt i den skal de være hellige og leve derefter.

De skal holde sig fra kødets lyster – det er langt mere end seksuelle lyster, der er tale om her, selv om det i forhold til 1,14 er langt mere fysisk i deres motivation og hensigt. Centreret om selvbevarelse og materialistisk velværd. Med baggrund i deres udvælgelse, må de gøre et brud med kødets lyst – med de lyster, der tilhører denne verden og som ikke er under Guds kontrol. Lyster, der tilhører det mørke, som de er blevet kald ud fra af Gud (2,9) og som fører krig mod sjælen[57]. Jeg har på jeres papir lavet et par henvisninger til andre steder, hvor man bruger krigsbilledet.[58]

 

12.

De kristne lever ikke isoleret i grupper, men de har altid vidner omkring sig og de vil altid fremprovokere en eller anden form for reaktion og her i tiden op til det første århundrede bliver de kristne – fordi de er kristne – hængt ud som kriminelle og folk, der gør dårlige ting. En romersk historiker (Tacitus)skrev omkring år 100 om de kristne og beskyldte dem for menneskeforagt og -had, revolutionær tankegang, ukollegialitet, verdensflugt,. Senere blev de kristne også anklaget for kannibalisme.

Men de skal fortsætte med at leve som de gør, for deres gerninger kan sagtens stå for et nærmere eftersyn. Som der står i vers 15:

“det er Guds vilje, at I ved at gøre det gode skal stoppe munden på tåbelige og uforstandige mennesker”

Faktisk vil det være sådan, at det de nu har i deres baghoved som ond og gemen bagtalelse vil vise sig at være forkert. Ved mødet med virkelighedens kristne vil det vise sig, at deres anklager er falske. At de kristne faktisk gør gerninger, som selv de ikke-kristne vil kalde gode gerninger. Der sker et skift i den ikke-kristne: De kommer med deres bagtalelse og møder virkeligheden – og deres bagtalelse bliver vendt til lovprisning af Gud på hjemsøgelsens dag[59].

 

Vores gerninger prædiker længe efter at vores mund er holdt op med det. Gerningerne skal være med til at pege hen på deres frelser. Vi kristnes liv skal være vidnesbyrd overfor de ikke-kristne, så de ikke-kristne må stå frelst på dommedag og prise Gud for de gerninger, vi gør nu.

Er en så ædel forhåbning fornuftig og realistisk? Ja, det er den for Peter, fordi den egentlig ikke repræsenterer den eneste mulige reaktion fra den ikke-kristen. Ser vi længere omme i brevet – i 3,15 – ser vi, at ikke-kristne også kan reagere med hån overfor de kristnes livsførelse. Han begynder med den positive vision, måske fordi han har Jesu ord i baghovedet:

“Sådan skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Math 5,16)

 

Respekt: Nøglen til at leve i verden (2,13-3,12)

Respekt for alle (13-17)

2,13-3,12 er det, man gerne kalder for en hustavle. Det er en liste med forskellige gode råd og forpligtelser alt efter, hvor man befinder sig i samfundet eller familien.

 

13-14.

Hvert afsnit starter med et “underordne jer…”. Peter anser sine læsere som frie mennesker, der selv kan bestemme om de vil underordne sig de øverste menneskelige myndigheder[60] eller ej – som der står i vers 16: “I er jo frie”. Han anser dem som frie, men på den anden side forventer Peter af dem, at de underordner sig, ikke fordi staten kræver det, men de skal gøre det ene og alene for Herrens skyld. Man skal underordne sig under myndigheden og rette sig efter deres bestemmelser, for at være det her lysende eksempel, som for nogles vedkommende vil føre til omvendelse og altså til at de vil lovprise Herren.

 

15-16.

Men de skal også gøre det for Herren, fordi det simpelthen er hans vilje, at de kristne gør gode gerninger. Da de kristne blev kaldet ud fra mørket – kaldet ud af det tomme liv, de havde overtaget fra deres fædre, da blev de ikke fri til påny at gøre ondt. Nej, deres frihed er i virkeligheden en slaves bundethed til sin herre.

Kigger vi over i Romerbrevet kapitel 6, så vil vi se, at Paulus ikke vil høre tale om at den kristne er fri. Enten er mennesket slave under synden, så det er den, der styre ens liv, eller også er man slave under Gud som slave for retfærdigheden.

 

Peter bruger et andet billede i sit brev: I v. 24 siger han, at den kristne skal være død for synden og levende for retfærdigheden. Som en død er uden kontakt til sine omgivelser, sådan skal den kristne være uden kontakt til synden. Den kristne skal ikke bruge sin nyvundne frihed til at synde videre som om Golgatha og deres omvendelse ikke var hændt.

 

 

17.

Den kristnes sociale forpligtelser bliver sammenfattet her til sidst i vers 17 i udsagn, der parvis sammen. Som Guds slave skal læseren have det her motto for sit liv: De skal vise respekt for alle og kærlighed til sine kristne brødre og de skal frygte Gud og respektere kongen.

De skal vise respekt/ære for alle

    Ær alle

– og her er det alle: Familie, kristne brødre, medborgere, fjender… ikke kun den mægtige og rige, men også den æresløse og retsløse slave.

 

Men overfor deres medkristne har de en yderligere forpligtelse: De skal elske deres brødre[61]                   Elsk brødrene

Peter forsøger ikke at komme uden om buddet med elske sin fjende, men han gør blot opmærksom på, at der skal herske en specielt atmosfære inde i menigheden. Kærlighed er den cement, der binder de kristne sammen i et broderskab midt i en bogstavligtalt fjendsk verden.

Og noget andet er, at jeg tror ikke vi skal tømme ordet “ære” for alle spor af kærlighed., men som der er forskel på den måde vi elsker vores nærmeste venner på og så vores nærmeste familie på, sådan er der også forskel på den måde, vi skal være overfor alle og så specielt vort forhold overfor vores åndelig brødre.                      

At broderkærligheden så også vil smitte af overfor dem udenfor menigheden må man vel tage for givet ellers vil menigheden jo ikke kunne stå som det særlige lysende eksempel, som nøder folk til at tage en beslutning.

Pligten til at elske brødrene leder automatisk over til at tale om Gud.

Frygt Gud

At man skal frygte Gud falder godt sammen med at vi kristne før blev kaldet hans trælle.

Her tror jeg, at det er meningen, at vi skal se en forskel i ordvalg: frygt – ær. Det står i stor modsætning til:

Ær kongen

Her skal vi helt sikkert se en modsætning til ens forhold til Gud. Man skal underordne sig under kongen som magthaver – som der står i vers 13 – og her står der så, at man skal ære ham som menneske. Kongen skal æres på lige fod med alle andre mennesker – det er kun Gud, der skal frygtes, for det er kun Gud, der bestemmer over menneskets liv.

 

Opsummering

Når vi læser dette stykke kan vi ikke lade være med at lægge mærke til, at afsnittet er behersket af optimisme overfor staten. Øvrigheden er deres beskytter mod falske anklager. Under normale forhold vil de kristne kunne lukke munden på deres anklager blot ved at gøre det gode. Under normale omstændigheder vil deres loyalitet over Gud ikke komme i konflikt med deres loyalitet overfor kejseren. Men han gør også klar til en helt anden situation:

 

– Dels skal man stadigvæk regne med tåbelige og uforstandige mennesker.

– Dels er der også den fare, at de kristne selv vil misbruge deres nyvundne frihed til at gøre det onde og derved komme i miskredit.

Og kommer det så langt, at kravene fra Gud og kravene fra øvrigheden og ens medborgere trækker i hver deres retning, så vil den kristne skulle huske, at de er nødt til at vælge (slå en streg rundt om brødre og Gud) og da vil det komme frem, at de elsker brødrene og frygter Gud, men kun ære alle den andre – deriblandt også kejseren og resultatet vil blive lidelse. Den konflikt, der kan være mellem kirke og samfund, bliver særlig mærkbar for slaverne.

 

En slaves ærbødighed overfor sin herre (2,18-25).

Til en hustavel hører også nogle ord til tjenestefolk og herre. Tjenestefolk kunne være frie mennesker, der bare arbejdede for en, men i de fleste tilfælde var de slaver og deres herres ejendom.                                   

Her tales der til kristne slaver at de skal rette sig efter deres herrer, uanset om de er milde eller strenge herrer:

”I som er tjenestefolk, skal underordne jer under jeres herrer med al æresfrygt[62]”.

I sig selv er den formaning ikke specielt kristen – den kunne lige så godt siges til alle andre slaver: Find dig i dine kår og du vil slippe billigst om med det. Overfor en kristen vil der dog være nogle helt andre motivation er for at holde livet som slave ud end overfor en ikke-kristen. Peter giver os tre begrundelser:

19-20: 1. begrundelse. I gør noget stort i Guds øjne, når I uskyldig bliver offer for lidelser. Så er det tak værd for Gud. Eller som der stod i den gamle oversættelse, der måske bedre rammer Peter hensigt: “Da er man under nåden”. Men det er rigtigt Peter er meget forsigtig i sin formulering her, men alligevel forbereder ordvalget os på. At lidelsen er en del af nåden – det er det, der kommer frem i hovedverser 5,12: forfatteren vil slå fast, at dette er Guds sande nåde – dvs. et liv med Kristus som også indeholder lidelse. Det kommer vi allerede ind på i

 

21: 2. begrundelse. De er kaldet til uskyldigt at lide.

 

21b-24: 3. begrundelse ligger sig tæt op af 2. begrundelse: De har Jesus som det store eksempel på hvordan man som uskyldig skal lide. Men hos Jesus er der ikke bare tale om at han er uskyldig i en bestemt handling – han var helt uden skyld i nogen som helst sag og alligevel led han uden at tage til genmæle, led han uden at tage kampen op for at bevise sin uret. Han lagde blot sagen hen til ham, der dømmer retfærdigt. Gud, der ransager hjerter og nyrer (Ps 7,10) vil dømme retfærdigt og det samme vil også ske, når den kristne lider uskyldigt.

Når Peter skal tale om hvad Jesus har gjort, så siger han ikke ”han bar selv jeres synder op på korset”. Nej, når Peter skal fortælle om Jesu frelsesgerning kan han ikke lade være med at inddrage sig selv: (læs: v. 24)

 

og han fortsætter:

  1. 25.

 

Måske ligger der et særligt eftertryk på , at Kristus kaldes jeres sjæles hyrde og tilsynsmand. Selv om omvendelsen har sat et skel i den kristne slaves liv, så de kan sige, at de nu er frikøbte af Jesus, så er de dog stadigvæk med deres legeme undergivet deres brutale herres og slavefogeders lunefulde brutalitet. Men deres egentlige liv, deres sande selv, er i hans hånd, som våger over dem med kærlighed.

 

 

Opsummering

Lige så langsomt kommer Peter ind på en selve brevets hovedtema: De kristnes lidelse. Selv om det stykke vi netop har læst handler om slaver, så har Peter jo alligevel lige før kaldt alle kristne for slaver. De virkelige slaver kan derfor godt her i brevet stå som “stand-in” for alle kristne i provinsen Lille-Asien.

På den måde kan Peter begynde at udforske muligheden for en omsiggribende lidelse for Kristi skyld uden at han har nævnt det med et ord. Hvis Peter talte direkte om at øvrigheden gik ind og udsatte de kristne for lidelse ville han kunne blive anklaget for undergravende virksomhed. Men alle kendte vel til ubarmhjertige slaveejere, så det kunne han nemt udtale sig om uden at komme i klemme på nogen måder.

Han nævner det ikke med et ord, men mon ikke folk, der ikke var slaver kunne sidde tilbage og vide med sig selv, at også de kunne komme til at lide uforskyldt?

Ved hjælp af denne hustavle har Peter skitseret hvordan det er at være en kristen – i hvert fald på det tidspunkt: Lidelse. Uretfærdig lidelse! Men følger de Kristi eksempel vil det vise sig, at han selv venter på den for enden af vejen – han deres hyrde og tilsynsmand.

  

 

 

 

 

 

 

[1]5. Mos 7,6-8; 1. Krøn 16,13; Ps 105,6; Es 65,9, 15,23

[2]Eksplicit komme denne tanke dog først frem i Acta (to synagogeprædikener), Hebræerbrevet og altså her i 1. Petersbrev.

[3]I Gt vil faderbetegnelsen fremstille Gud som mægtig skaber og kærlig omsorgsfuld: Es 64,8; Ps 103,13. Naturligvis er det netop denne side af Gud, der fremdrages mest af Jesus. Her i brevet præsenteres Gud som Jesu far og de kristnes far. (For henvisninger se: Olsson s. 21)

[4]Cf. Amos 3,2

Forudbestemmelsen: Nogle er forudbestemt til frelsen, ingen er forudbestemt til at gå fortabt. Ingen bliver frelst uden det ene og alene skyldes Guds frie nåde (Rom 9,16; 11,5f) her har intet menneske noget at tilbyde (Rom 11,6). Ingen går fortabt uden det skyldes en selv (Math 25; Rom 2,5).

Men er nogle forudbestemt til at gå fortabt? Nej, for Jesus sonede døden for hele menneskeheden (2. Kor 5,14) og soningen gælder ikke kun de troendes synd (1. Johs 2,2) – Guds viljer er alle menneskers frelse (1. Tim 2,4). Men derfor (og her kommer det paradoksale) er de kristne dog alligevel udvalgte (Ef. 1,4; Rom 8,29; 9,11). Hvordan vi kan få det til at hænge sammen ved vi ikke – det har Gud ikke givet os indsigt i (5. Mos 29,28).

[5]Guds ånd kan bl.a ses som en omskrivning af Guds kraft, virksom i skabelsen, historien og i hvert eneste menneskes liv.

[6]I NT hører helligelse og åndsudgydelse sammen med dåben: 1. Kor 1,30; 12,13

[7]Cf. Michaels s. 11

[8]3 Mos 14,6f; 2. Mos 29,21

[9]Eller: Genfødt til håb

[10]For yderligere om den kristen lovsang se Olsson s. 32-34.

[11]Til dette se Michaels s.17

[12]F.eks. 1,6; 1,9; 2,9; 4,16

[13]Mod åndelig genfødsel efter dåben: At tale om en eller anden form for genfødsel efter dåben og adskilde den fra dåben som om der skete noget nyt og mere end dåben, falder uden for nytestmentlig tro og tankegang. Evangelisk er det helle ikke; efter dåben er der ikke brug for nogen genfødsel nummer to, og det ville også være en selvmodsigelse; der er kun brug for, som Luther siger, den daglige omvendelse, der består i at den gamle Adam druknes i anger og bod.

Helligåndens dåb: Hvis man ikke har HÅ kan man ikke blive frelst – så enkelt er det. Det læser vi ud fra Rom 8,9. Man kan ikke tilhøre Jesus uden at have HÅ. Bliver man ikke født af vand og ånd som Johs 3,4 siger, så kommer man ikke ind i Himmelen.

Læser vi Gal 3,27 så læser vi om hvordan man som døbt iklæder sig Kristus. Men det medfører også, at man er i HÅ, for iflg. 2. Kor 3,17 er der identitet mellem Kristus og HÅ.

Dåben skænker HÅ. Vi skal ikke først have en særlig åndsdåb ved siden af vor første “legemlige” dåb. Det sker i og med at den ene dåb bliver udført på en (Tit 3,5). Det er jo en dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

HÅ tager sin bolig i tilgivne syndere: Gal 4,6

[14]Talen om arven er endnu et billede hentet fra GT. Det forjættede land kaldes ofte for arven (5.Mos 12,9; 15,4 osv).

[15]Hvad peger ordet “da” (en w) hen til

– Er det det forudgående: En guddommelig nyfødsel, et levende håb, en himmelsk arv, en frelse som snart bliver synlig, alt dette kan ikke lede frem til andet end til jubel og glæde. Da betyder så i denne sammenhæng: Derfor. På den måde bliver de kristens håb en årsag til at de nu kan være glade. Det er en opfordring til glæde på trods af de vanskelige kår, de måtte befinde sig i. I 4,13 har Peter faktisk denne tanke (Olsson s. 26; 39f)

– Eller har Peter fremtidsbrillerne på, så han ser frem til tidernes ende, hvor herligheden bliver åbenbaret og da skal de juble? (Goppelt s. 98f og Michaels s. 28f) Johs. 16,19-22

Imod den sidste betydning taler tre ting:

1) Ved overgangen til decideret opfordring bruger Peter i vers 13 dio (derfor) og ikke en v (da).

2) I vers 4,13 ser vi hvorledes Peter skelner mellem den nuværende glæde pga. af lidelserne, og så jublen ved åbenbarelsen af Jesu herlighed.

3) Brugen af indikativ-formen agapate i vers 8. Det er ikke sandsynligt, at han vil bruge den samme form, kun for at bruge en helt anden betydning.

[16]Da Peter ikke kender til dem, han skriver til (lige som han ikke kender til lidelserne, som “brædrene her i verden” lider (5,9)), bruger han meget vage formuleringer. Han siger ikke: I lider det, og det og det” men det mere brede: “Lide under prøvelser af mange slags”. Læserne kan så selv tænke på netop deres prøvelser om det så er legemelig eller åndelige prøvelser.

[17]5. Mos 8,2, 16

[18]Disse tre ting er ikke præmier eller fortjeneste-medaljer efter et kristeligt liv, men de er ensbetydende med troen. Disse ting troen forvandles til, er normalt egenskaber, der hæftes på Gud. Gud deler ud af sit. Men prisen, herligheden og æren går ikke kun fra Gud til mennesket, men også fra mennesket til Gud i den evige lovsang.

[19]Kærlighed og tro står som to parallelle begreber. Kærlighed til Gud er det faste kendetegn for hans folk om det så er i GT eller i NT (5. Mos 6,4-5; Mark 12,30) og derfor ensbetydende med tillid og tro. I NT er kærlighed til Gud blevet sammenfaldende med kærlighed til Jesus, ligesom tro på Gud er sammenfaldende med tro på Jesus. (bemærk centraliteten kærligheden må have haft for Peter iflg. Johs 21,15-17 – se envidere: Johs 14,21-24)

[20]Forskellen mellem de to former af oida:

– idontes peger måske hen til det, der er nødvendigt og universelt for en kristen:At Kristus og frelsen, som han bringer, er skjult for menneskers indtil den dag, hvor han åbenbarer sig.

– Orwntes fokuserer mere specifikt på de forskelleig prøvelser, der er omtalt i v.6, som nu konfronterer de kristne. De prøvelser, der ramte dem kunne være mere tyngende nu, da Kristus endnu ikke var inde for øjenvide.

[21]Den glæde, der strømmer i den kristne til den tid og den åbenbaring, som den baserer på, er uforklarelig og uforståelig. Den er XXX

[22]Sjæl ikke i modsætning til krop – de 8 sjæle, der blev frelst i arken (1. Pet 3,20) var jo heller ikke uden krop. Her skal det hellere forstås som hele personens liv og selvforståelse

[23]Men skal det så være sådan, at kristne bare skal vende den anden kind til, fordi uretten træder dem ned? Skal de ikke lave systemet om, hvis det er uretfærdigt? Skal de ikke kaste sig ud i hjælp til de svageste? Det var nogle af de problemer latinamerikanske teologer arbejdede med, fordi de uden for deres vinduer så nød og elendighed. Det ville de gøre noget ved og det kom der ikke blot hjælp til de svageste ud af, men også en helt ny måde at tænke teologisk på – det, man kalder befrielsesteologien

[24]Hvad er det for profeter, Peter taler om? Peter identificerer ikke profeterne som en afgrænset gruppe, som læserne måtte kende fra den jødiske historie eller GT, men det ser dog ud til, at han har haft en speciel gruppe i tankerne (eksempler på hvorledes bibelske forfattere kommer med små hentydninger: Se s. 40 Michaels).

Hvorfor ikke bare fortælle om profeterne med rene ord? Effekten ved at gøre dette er at læserens fantasi, bibelske eller historiske viden får frit spillerum.

Læseren ved også nok hvad en profet er, og alt det de behøver at vide ud over det er, at forstå, at disse profeter profeterede om den nåde, som læseren skulle få.

[25]Profeterne peger frem ikke på en eller anden Messias-skikkelse i det fjerne, men på Kristus. For Peter er Kristus ikke en titel, men en person, og han skriver som om profeterne så på tingene på samme måde.

[26]Ånden var allerede på GT’s tid Kristi ånd, for Kristus levede hos Gud før han blev menneske på jorden (cf. 1. Kor 10,4, Hebr 11,26 og hele tanken om Herrens Engel); netop som hans Ånd kunne den gennem profeterne tale om det, der skulle ske i tidernes fylde.

[27]Lidelserne, der rammer de kristne: Se s. 44 Michaels.

[28]Egentlig er det flertalsform “herligheder”, hvor den sidste så skulle være åbenbarelsen af frelsen. Se s. 45 Michaels.

[29]Profetiernes flertydige sigte: Mange af profetierne har et dobbelt/flerdoblet sigte. For det første var de skrevet, så deres samtid kunne læse dem, men de har et fremtidsperspektiv, der gør, at de kunne læses og forstås om Kristus og hans lidelse og om de sidste tider.

Tanken om at profeterne tjente for de senere kristne mere end for deres samtid er en almindelig tanke i Pauli breve (Rom 4,23-24; 15,4; 1. Kor 9,9-10; 10,11) og se desuden Acta 2,25-36.

[30]Tanken findes i NT: Mark 13,32 og Ef 3,10; 1. Kor 2,6-8). Men tanken findes også, at der er nogle engle, der forklarer Guds mysterier til en profet eller en seer: Zak 1,8ff; Pb 17,1; 21,9.

[31]Hebr 1,5-2,18 handler også om engle. Englene hører ligesom profeterne til fortiden. De kommende verden er ikke deres, men Jesus: Herb 2,5- (læses) og til de mennesker, der er hans søskende. I Hebræerbrevet er englene ligesom profeterne i 1. Peters brev tjenere for dem, der skal arve frelsen. Hvor Hebræerbrevets forfatter kun kort omtaler profeterne, imens han går i dybden, når talen falder på englene, har Peter gjort det stik modsatte. For ham er hovedrepræsentanterne for fortiden profeterne som lever i fortiden og spekulerer over frelsen, der skulle komme. Men til sidst har han denne korte påmindelse om at denne eftergranskning fortsætter. Nu forsøger englene – med hvem profeterne ofte talte med og som stod over profeterne i viden – at granske frem til Guds plan

[32]Denne fortolkning understøttes også af den måde hvorpå teksten er bygget op på – en kiastisk figur:

A Profeternes granskning i fortiden (v.10-11)

B Guddommelig åbenbaring til profeterne i fortiden (v. 12a)

B2. Guddomelig forkyndelse til de kristne i nutiden (v.12b)

A2 Englenes granskning i nutiden (v. 12c)

[33]Der bliver talt om os, der er indviet i evangeliet og på sin vis er “indenfor” og så bliver der talt om dem, der er udenfor – som ikke kender evangeliet: Profeterne og englene. De er venlige outsideres, men der er også andre derude, som er knap så venlige. Peter har kort berørt dem i v. 6 – prøvelserne. Han vil senere komme nærmere ind på dem.

[34]Eller: Håb og hellighed

[35]Andre steder: Jer 1,17 Luk 12,35-40

[36]1. Thes 5,5

[37]Epiqumiai er muligvis blot brugt neutral (for mere se s. 57 Michaels). Det er under alle omstændigheder ikke kun seksuel lyst, men mere generelt al form for selv-søgning (selvsentrering) om det så er vendt imod rigdom, magt eller fornøjelse. Men det hører til fortiden!

[38]Cf 2,15, hvor det same ord bruges

[39]2,21; 3,9

[40]aproswpolhmptws se Acta 10,34

[41]Gudsfrygt: (cf. 2,17, hvor det befales direkte, hvor der advares mod menneskefrygt i 3,6). At frygte Herren er en af de vigtigste udtryksmåder for i GT for sand fromhed. “Herre”At frygte Herren er begyndelsen til visdom, enhver der gør det, bliver såre klog” (Ps 111,10). Ved Sinai fik Israel at høre, at Gud “er kommet for at I kan frygte ham, så I ikke synder (2. Mos 20,10) (se videre 5.mos 10,12-20 og Ps 34).

Tænker man også på den rolle faderen spillede i datidens samfund, så vil samme “frygt” skulle komme til udtryk i forhold til den himmelske far. 3. Mos 19,3.

[42]Uddybende forklaring: I 15-17 viser Peter, at på sin vis har to fremtrædelsesmåder:

 

 

 

15-16

 

17

 

Hvad Gud er i sig selv og i forhold til hele verden.

 

Hellig

 

dommer

 

Hvad Gud er i forhold til de kristne

 

Den, der kaldte dem

 

Deres far

Lige som i v. 15-16, hvor Guds hellighed har første pladsen i forhold til at han har kaldet dem, sådan har Guds rolle i v. 17 som dommeren også førstepladsen i forholdt til, at han er faderen.

 

[43]Peter har åbenbart et eller andet forhold til sølv og guld – det er ikke det eneste sted han bruger billedet, hvor han sætter verdens ting op mod frelsen og værdien af det kristne evangelium (Acta 3,6; 8,20). Men i konteksten skal det nok ses som en måde at forøge polemikken imod hedenskab og afgudsdyrkelse (for henvisninger: S. 65 Michaels).

[44]Yderligere kommentar til v. 19: Det lam, der er tale om her er et offerlam (Lev 2,19-23) – det er uden plet (amwmou moralsk term – anvendes ikke som en ceremoniel term) og lyde (aspilou betegner først og fremmest fysisk og for det andet moralsk renhed og perfektion). Dvs Jesus er syndfri som det også kommer frem senere i brevet (2,22-23).

Bruges dog ikke kun om Kristus, men også om kristne: 2. Pet 3,14 cf. Fil 2,15 og 1,27)

Selv om stedet får alle reglerne i forbindelse med påsken til at poppe op (2. Mos 12,5), så drager Peter ikke bare det ind, men hele den jødiske offerpraksis – incl. Herrens lidende tjener (Es 53,7).

[45]Cf. 1,14-15; 2,11-12; 4,2-5.

[46]Xxx: Hvordan skal det dog forstås? Grunden til at Jesus kommer her i tidernes ende for læsernes skyld, er, at gennem ham er de troende – tror de på Gud. Han udgør det skel, der er mellem fortiden i deres hedenskab og nutiden, hvor de er trælle under den eneste levende Gud. Og ham kan de nu takke for deres tro.

[47]Jesus fik herlighed af Gud. Det står her for at vise, at hans opvækkelse ikke blot var til et fortsat menneskeligt liv, men at der var en opvækkelse til en ny og ophøjet eksistens (cf. Johs 17,22; Rom 1,4 – til Peters egne udtryk: 3,18-22; Acta 3,13, 15) For yderligere henvisninger s. 69 Michaels.

Den herlighed, der er givet til Jesus ved hans genopstandelse er den herlighed, der venter på at blive afsløret (4,13; 5,1, 4).

[48]Lydighed genkalder i erindringen v. 2, som også taler om lydigheden – dvs. der, hvor det kom til tro. Det er også med til at begrunde, at denne renselse, der er tale om i vers 22 er blevet gjort med Jesu Kristi blod.

V.2:                                     til at vise lydighed                               og blive bestænket med Jesu Kristi blod

v.22:                                    I som i lydighed mod sandheden                     har renset jeres sjæle

De var lydige mod sandheden: At accepterer sandheden, som er i evangeliet – i modsætning alt uægte – især deres forhenværende liv, som var præget af uvidenhed (1,14) af sandheden

[49]To forklaringer – Peter bygger på

1) en fælles kirkelig tanke, hvor man forbandt håb med renselse – man peger så hen på 1. Johs. 3,3, som siger “Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren”.

2) den oldkirkelige triade tro, håb som vi ser hos Paulus,(1. Kor 13,13 cf. 1. Thess 1,3; 5,8; Kol 1,4-5), kommer også frem her.

[50]Et rent hjerte, som er renset af Jesus fra at have bagtanker med denne kærlighed end at det må gå den næste godt.

[51]Henvisninger til andre lastekataloger: Se Brox s.90 note 297

[52]Svig: 1. Falskhed: Et menneske uden svig. 2. Bedrageri: Han blev dømt for svig… Skattesvig.

[53]Der nævnes intet om hvorvidt det er i forhold til kristne (som der omtales speciel broderkærlighed i 1,22) eller ikke-kristne at man skal forholde sig sådan, så derfor kan man vel konkluderer, at det er overfor alle mennesker.

[54]Men taler Peter til en ny menighed? Det er hverken tvingende eller sandsynligt. Ikke sandsynligt, fordi hele brevet ikke taler specielt til nydøbte grupper, men til hele kristenmenigheder. Ikke tvingende: Fordi vægtlægningen her synes primært at falde på billedets mening: At de skal længes så meget efter Guds ord som nyfødte børn længes efter og har behov for moderens mælk.

Mælken er her ikke begynderføden som f.eks. I 1. Kor 3,1-3; Hebr 5,11-14 – dvs. den kristelige begynderundervisning. Her står den for evangeliet i det hele taget.

[55] “Tage anstød i deres ulydighed mod ordet”. Det er en videre beskrivelse af de ikke-troende. Rent logisk, så er ulydighed jo det modsatte af lydighed. I 1,2, 14 beskrives de kristne som lydige. Menneskets svar på Guds initiativ – på Guds udvælgelse – beskrives enten med ordet “lydighed” eller “ulydighed”. Når man i Bibelen taler om lydighed, så taler man om at høre, gøre og tro – at være ulydig må så være: Ikke at høre (ikke at ville høre mere), ikke at gøre og hellere ikke at tro.

[56]De kristne som det nye Israel: Peter omtaler hedninge-kristne som om de var jøder. Der er dog ingen polemik mod dem, der vitterligt er jøder af fødsel. Ingen steder i brevet taler han dog om de kristne som det nye Israel eller som det nye Guds folk som om de skulle erstatte “de gamle”.

Paulus (Rom 11,117ff) taler om at de kristne er blevet indføjet i det gamle Israel som vilde grene på et ædelt træ. Vi er ikke et nyt Israel, men en del af det gamle udvalgte Israel.

 

[57]Ikke blot i modsætning til den fysiske del af mennesket, men som personens hele liv (Mark 8,35-37) og vel også hele hans personlighed.

Men sidder de lysterne ikke netop i det vi kalder sjælen? “Fra hjertet udgår der onde tanker” (Math 15,19). Men der er nok dette brevs måde at beskrive den strid og splid i et menneske, som Paulus på sit sprog idmaler i Rom. 7,14-23 og som han nævner i Gal. 5,17. Peter vil nok ikke nægte, at de onde lyster findes i mennesket, men det det kommer an på her er at mennesket kan og skal holde dem på afstand.

[58]Rom 7,23 og Jak. 4,1 samt 2. Kor 10,3-6.

[59]Hjemsøgelsens dag: Der tales flere steder enten om en dag, time eller tidspunkt, hvor Gud vil gribe afgørende ind i menneskelivet med dom (Es 10,3; Jer 6,15, 8,12; 10,15) eller velsignelse (Luk 19,44) til følge. I 1. Peter er det den glædefulde dag (1,5), hvor frelsen afsløres. Det er enden på alle ting (4,7), hvor levende og døde skal dømmes (4,5) og hvor de troende får deres uvisnelige sejrskrans (5,4). Både dom og velsignelse sker på den dag, men Peter har her kun velsignelsen med (cf. 3,16, hvor trykket ligger på dommen (4,5, 17-18)).

[60]13-17 handler om den kristne i samfundet og det kan jo i vores øre lyde lidt mærkeligt, at Peter starter med at skrive, at de kristne skal underordne sig disse ydre myndigheder. For naturligvis skal man da det – det er en helt normal tanke, at selv om man er kristen, så er der nogle spilleregler ude i samfundet, som skal efterleves. Men så logisk var det måske ikke dengang. De var jo kristne og var et udvalgt helligt folk, som levede som fremmede og udlændinge lige meget i hvilket menneskeligt samfund, de levede i. De var et kongeligt præsteskab med en direkte kontakt med Gud. Skulle der ikke gælde specielle regler for dem i samfundslivet? Men nej, de kristne får ikke lov til at leve i deres gethoer – men de skal ud i samfundet, som kun er forløbigt. De kristne får ikke fred til at leve entydigt i det himmelske, men skal leve på jorden uden at tilhøre den.

Det er en misforståelse at mene, at disse vers er skrevet for at forsvare kejserdømmet eller nogen anden bestemt politisk styreform. Der gås blot ud fra forudsætningerne som de nu er. De kan skifte og har så sandelig også skiftet meget siden Peter dikterede brevet til sin gode ven Silvanus. Men det, der ikke har forandret sig, er at kristentroen ikke stiller mennesker uden for samfundsforhold.

 

[61]Man skal ikke være i tvivl om at Peter kan huske Jesu ord om at elske sine fjender (Matt 5,44, Luk, 6,27, 35) og den viden sidder hans læsere nok også inde med eftersom det er noget, der virkelig skiller den kristne troslærer ud fra alt andet. I stedet for at gentage den samme lære igen, har han sikkert sat en prioriteringsliste op for hans læsere, som gør brug af det, de i forvejen ved. Det kristne fællesskab er specielt – det er et kærlighedens fællesskab. Det kristne fællesskab skal i første række.

Man skal så også bemærke, at vel står der ikke “elsk alle”, men der står jo heller ikke “had alle”.

[62]Men er det ikke kun Gud, der skal frygtes (2,17)? Læser man hos Paulus vil man se, at slaver skal rette deres frygt mod deres herrer fordi de på en eller anden måde står i Kristi sted (Ef. 6,5). Sådan noget taler Peter ikke om, men han siger vel dette for at motivere sine læsere på samme måde som i v. 13 “For Herrens skyld” eller “med Gud for øje” i v. 19.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *