1. Peters brev
Indledning
Vi skal her i gang med et meget vigtigt brev. Luther havde sin egen lille hitliste over skrifter i NT og han mente, at 1. Peters brev ved siden af Johannesevangeliet og Paulusbrevene var et af hovedskrifterne i NT. Det forkynder Kristus højt og tydeligt, hans død for os, hans opstandelse, hans herredømme og sejr over alt det onde og hans komme i herlighed.
Brevet er så forankret i den kristnes menigheds gudstjeneste og liv, og i dens forståelse af sig selv, som Guds børn og hans hellige folk, at brevets udtryk for troen og forkyndelsen er indgået i kristendommens og Gudstjenestens sprog lige siden.
Men hvad ved vi så om brevet?
Hvem er forfatteren?
“Peter, Jesu Kristi apostel” (1,1) – et vidne til Jesu lidelser (5,1) – naturligvis er der mange, der tvivler om det nu også passer, men det gider jeg virkelig ikke rigtig at beskæftige mig med – og jeg gider heller ikke at belemre jer med det. Skulle der være en her ned, der er interesseret i at vide mere om det, så kan I låne denne bog forbi en kopimaskine.
Men der er meget, der taler for at det er Peter, der har skrevet brevet – alene det, at det står, at det er Peter, der har skrevet brevet og at brevet står i den hellige skrift burde være nok til at tro på at Peter, der har skrevet det.
Men der er også udtryk i brevet og henvisninger til historiske begivenheder, der ikke direkte beviser at han er forfatteren, men som gør det mere sandsynligt.
Hvor skrev han fra?
Peter taler lidt i koder, når han i 5,13 skriver, at han skriver fra “Babylon” – at det naturligvis ikke er tale om det geografiske Babylon er helt sikkert, eftersom Babylon på det her tidspunkt ikke spillede nogen rolle overhovedet og der er ingen bøger, der fortæller os om at Peter var i det område overhovedet.
Rom var Bybylon – verdenshovedstaden. Da min kone og jeg sidste år var i Rom kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan dette havde været hovedstaden for verden. I magt var det større end Berlin, London, Paris og Washington tilsammen. Og denne verdenshovedstad kaldes for Babylon en stolt, luksuriøs, umoralsk og gudløs by.
Hvornår skrev han?
Peter skrev som vi så det lige før i koder – Babylon er Rom. Også senere i brevet vil vi se, at Peter ikke taler lige ud hvad han mener. Jeg tror, at han er i en situation, hvor det ikke er muligt – hvorfor? Han sidder måske i fængsel – måske er brevet skrevet af en dødsdømt Peter, der venter på sin henrettelse – som man mener fandt sted omkring år 64 under den sindsyge Kejser Neros forfølgelse. Brevet er derfor blevet til engang i 60-erne.
Hvem blev det skrevet til?
Når man læser brevet lyder det egentlig som om at Peter skriver til jødekristne – messianske jøder, som de kalder sig selv i dag. Men alligevel er der nogle udtryk, som bedste kan forklares, hvis Peter tænker på menigheder med mange hedningekristne – jeg har skrevet lidt henvisninger til jer på det stykke papir, jeg har udleveret. Vi får ikke tid til at gå mere i detaljer med det. Af en eller anden grund har Peter valgt at skrive til menighederne, som om de var jøder. Måske fordi de nu er virkelig er en del af Guds udvalgte folk.
Peter skriver til en lang række menigheder i “Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bithynien” (1,1). Det er jo et kæmpe område, han skriver til og det betyder sikkert, at han ikke har kendt det enkelte menighed – hvordan den er sat sammen etnisk og socialt
Tema:
Hvad er brevets tema? Hvorfor satte Peter sig for at skrive til en lang række menigheder, som han sikkert ikke kendte så meget til?
Lad os først lige se på, hvordan Peter var som person – han var et meget impulsivt menneske, som sprang meget fra den ene sindsstemning til den næste. Også sådan er brevet også ved det første øjekast – lidt springende. Det er svært at finde en klar rød tråd – en disposition, som Peter skulle have haft, da han skrev brevet. Peter er ikke den rolige brevskriver ligesom Paulus var det. Paulus breve blev skrevet vældigt flot efter alle kunstens regler – men han var jo også teologen, hvor Peter var fiskeren. Men måske hænger det også sammen med, at Peter ikke har haft den helt store tid til at skrive – han var måske i en presset situation – han havde måske allerede hørt sin dødsdom og ville så skynde sig at skrive til et område, som han sikkert har rejst igennem, da han skulle til Rom. Og hvad ville han skrive om?
Peter vil skrive om nåden. Ikke bare den dåbsnåde, som han også kommer ind på i brevet, nej, det er endnu dybere. Brevet vil helt konkret vise, hvordan man skal regne med at blive behandlet som en kristen. Hovedtemaet i brevet er derfor: Kristus led – de kristne lider.
Det hedenske samfund behandler dem ikke altid lige godt, så derfor bliver menighederne i tvivl: Er dette virkelig Guds nåde? Hele brevets forskellige dele kan ses som et stort svar på det og Peter svarer direkte på det:
5,12
Lidelsen er nåde. Det sætter unægteligt tingene lidt i perspektiv, at man husker på at det her ikke er en eller anden skrivebordsteolog, som nu har sat sig for at skrive lidt om den kristnes lidelse. Nej, det er en kristen broder, der sikkert allerede har hørt sin dødsdom.
Peter siger, at når de kristne er forbundet med den korsfæstede, men opstandne Herre er lidelse for retfærdighedens skyld en nåde. Med blikket på det ekstreme tilfælde med de kristne slaver bliver det formuleret: 2,19
“Tak” er en meget meget vag oversættelse, for der står i virkeligheden noget endnu større, nemlig nåde. På græsk bruger man det samme ord for nåde og for tak. På tysk oversætter man (269):
“Det er nåde, når nogen for Gud for samvitighedens skyld bærer det onde og lider uret”
Nåden er at lide sammen med Kristus og følge efter ham ind i lidelsen. Lidelsen – som kun varer en kort tid i forhold til den evige herlighed, der venter (5,10) – er en del af den kristnes kald ind i efterfølgelsen. Efterfølgelse er ikke efterabning, som vi ser det hver påske på Filipinerne, hvor kristne lader sig korsfæste et par minutter.
Men er vores situation ikke helt anderledes end den på Peters tid? De kristne var en minoritet på det tidspunkt. En minoritet, der undertiden også blev forfulgt. Hvad kan vi lære af brevet os, der lever i en helt anden situation? Kan vi dybest set bruge den trøst brevet giver?
Ja, det skulle jeg da mene. Godt nok bliver vi ikke klynget op i den nærmeste lygtepæl, når vi fortæller, at vi er kristne, men lidelse kan også være andet end fysiske lidelser. Det kan være tilsidesættelse, fordomme, beskyldninger for at være indskrænkede mennesker, der ligger unaturlige bånd på os selv og i hvert fald på andre… osv. Brevet siger så, at det er forudsigeligt, at I som kristne bliver forfulgt – at I som kristne føler, at I ikke er helt med i flokken, men at I er fremmede overfor verden. I er kaldet ud af verden, kaldet ind i den levende Guds lys.
Og noget andet er, at selv om vi ikke har lidelsen inde på livet, så er andre kirkesamfund flere steder på jorden, som bliver forfulgt og nægtet de mest basale ting. Det er det lille blad “åpne døre” en frygtelig påmindelse om.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Er det uden al tvivl et sundhedstegn, at der ikke hersker forfølgelse i Danmark eller er det fordi vi af verden er blevet sat ind i en bås, hvorfra vi kan passe os selv og sådan set ikke er til gene for det vi kalder verden? Verden har jo sådan set ikke noget imod at der er kristne til, når bare vi holder os for os selv og lader verden passe sig selv. Er vi danske kristne for harmløse og har vi fundet os for meget tilpas her i “verden”? Er de gode vilkår her i Danmark en velsignelse eller en forbandelse?
Jeg tør ikke selv svare på spørgsmålene, men I kan jo selv prøve at have det i baghovedet de næste par dage.
NOTE: det er ikke nødvendigt at opsøge lidelsen – den vil selv finde frem til en kristenn!
Peters “både – og”
Jeg vil her inden vi starter for med selve brevet gøre jer opmærksom på et både-og, der bruges i brevet.
Både guddomelig gerning og menneskelig gerning: På den ene side er frelsen fuldstændig Guds værk, men på den anden side udelukker den ikke menneskets gerning. Jeg vil her hive et enkelt eksempel frem: Det er i starten af kap. 2, hvor der står, at vi skal lade os bygge som et åndeligt hus. Det er uden tvivl Gud, der her skal være den store bygmester. Men vi skal samtidig være et “helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre” – her er det mennesket, der er den aktive. Vi er ikke kaldet ind i en tornerosesøvn, men kaldet ind i et helligt og aktivt liv, som så vil være kærkommet for Gud. Men at Gud ikke afviser vores liv og de gode gerninger er så ikke fordi de i sig selv er rosværdige, men fordi Jesus har sonet vores synd. Som der står: 2,5.
Den kristne er både en afsondret, fremmed flok og samtidig skal den kristne leve sit liv på jorden på lige fod med de ikke-kristne. Det ville være så let bare at trække sig tilbage til sit eget lille kloster eller bygge nogle huse på forklarelsens bjerg og blive boende dér for altid – som Peter mest af alt havde lyst til på et tidspunkt. Nej, vi kristne skal ud hvor menneskene er – det er jo også derfor, at vi er her i Ringe til Midtfyensfestival
Hilsenen 1,1-2
Vi vil bruge lidt tid på de første to vers . Peter starter som man altid gjorde i brevene på hans tid med at angive afsender, modtagere og slutter så sin hilsen af med en fredshilsen. Selve gangen i en sådan hilsen er ikke så forskellig fra indledningen til breve nu om dage. De fleste skriver bare ikke afsenderens navn i første linie, men der er dog alligevel mange, der har det trykt eller stemplet på brevpapiret:
Eksempel:
Peter, Jesu Kristi Apostel
Bibelvænget 42
8200 Århus N
86-22 22 22
Peter@ilovejesus.net
Til de udvalgte…..
Det sidste skriver vi ikke, men det kan jo lige så godt være vores fejl. Peter afslutter med at ønske sine læsere nåde og fred. Det er en typisk kristen formulering, som overhovedet ikke findes i andre breve på det tidspunkt. Hvorfor lige nåde og fred? Hvem ved? Måske har Peter har den velsignelse i tankerne, som vi stadig bruger i vores kirke i dag:
Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.
Nåde og fred. ”Det er et smil fra den stor himmelske konge og direkte hjælp til den hjælpeløse” som en udtrykker det et sted. I Jesus Kristus lyser Guds ansigt på en speciel måde over menneskene. Peter ønsker sine læsere et fortsat godt forhold til denne barmhjertige Gud, siden al den harmoni og rigdom som et liv med ham giver. Man kan næsten forestille sig hvordan denne hilsen blev forstået som en velsignelse ved den Gudstjeneste, hvor det blev læst op.
Hvem Peter skriver til har vi været inde på, da vi talte om indledningen. Men her kort: Når Peter skriver til de udvalgte, så er det naturligvis Gud, der står som den, der udvælge de kristne lige som det var ham, der udvalgte det jødiske folk i det gamle testamente[1]. Meget tyder på, at de kristne i tiden frem til og omkring år 100 kaldte sig selv de udvalgte – de er et udvalgt folk, som skiller sig ud fra resten af menneskeheden og derfor lige meget, hvor de bor, må se sig selv som fremmede, der bor blandt folkeslagene[2].
I vers 2 bliver vi taget dybere ind i hvordan Peter ser forholdet mellem os som kristne og så Gud – det sker vha. 3 trin – under henvisning til Faderen, Helligånden og Jesus Kristus.
Lige som i v. 15-16, hvor Guds hellighed har første pladsen i forhold til at han har kaldet dem, sådan har Guds rolle i v. 17 som dommeren også førstepladsen i forholdt til, at han er faderen.
[43]Peter har åbenbart et eller andet forhold til sølv og guld – det er ikke det eneste sted han bruger billedet, hvor han sætter verdens ting op mod frelsen og værdien af det kristne evangelium (Acta 3,6; 8,20). Men i konteksten skal det nok ses som en måde at forøge polemikken imod hedenskab og afgudsdyrkelse (for henvisninger: S. 65 Michaels).
[44]Yderligere kommentar til v. 19: Det lam, der er tale om her er et offerlam (Lev 2,19-23) – det er uden plet (amwmou moralsk term – anvendes ikke som en ceremoniel term) og lyde (aspilou betegner først og fremmest fysisk og for det andet moralsk renhed og perfektion). Dvs Jesus er syndfri som det også kommer frem senere i brevet (2,22-23).
Bruges dog ikke kun om Kristus, men også om kristne: 2. Pet 3,14 cf. Fil 2,15 og 1,27)
Selv om stedet får alle reglerne i forbindelse med påsken til at poppe op (2. Mos 12,5), så drager Peter ikke bare det ind, men hele den jødiske offerpraksis – incl. Herrens lidende tjener (Es 53,7).
[45]Cf. 1,14-15; 2,11-12; 4,2-5.
[46]Xxx: Hvordan skal det dog forstås? Grunden til at Jesus kommer her i tidernes ende for læsernes skyld, er, at gennem ham er de troende – tror de på Gud. Han udgør det skel, der er mellem fortiden i deres hedenskab og nutiden, hvor de er trælle under den eneste levende Gud. Og ham kan de nu takke for deres tro.
[47]Jesus fik herlighed af Gud. Det står her for at vise, at hans opvækkelse ikke blot var til et fortsat menneskeligt liv, men at der var en opvækkelse til en ny og ophøjet eksistens (cf. Johs 17,22; Rom 1,4 – til Peters egne udtryk: 3,18-22; Acta 3,13, 15) For yderligere henvisninger s. 69 Michaels.
Den herlighed, der er givet til Jesus ved hans genopstandelse er den herlighed, der venter på at blive afsløret (4,13; 5,1, 4).
[48]Lydighed genkalder i erindringen v. 2, som også taler om lydigheden – dvs. der, hvor det kom til tro. Det er også med til at begrunde, at denne renselse, der er tale om i vers 22 er blevet gjort med Jesu Kristi blod.
V.2: til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod
v.22: I som i lydighed mod sandheden har renset jeres sjæle
De var lydige mod sandheden: At accepterer sandheden, som er i evangeliet – i modsætning alt uægte – især deres forhenværende liv, som var præget af uvidenhed (1,14) af sandheden
[49]To forklaringer – Peter bygger på
1) en fælles kirkelig tanke, hvor man forbandt håb med renselse – man peger så hen på 1. Johs. 3,3, som siger “Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren”.
2) den oldkirkelige triade tro, håb som vi ser hos Paulus,(1. Kor 13,13 cf. 1. Thess 1,3; 5,8; Kol 1,4-5), kommer også frem her.
[50]Et rent hjerte, som er renset af Jesus fra at have bagtanker med denne kærlighed end at det må gå den næste godt.
[51]Henvisninger til andre lastekataloger: Se Brox s.90 note 297
[52]Svig: 1. Falskhed: Et menneske uden svig. 2. Bedrageri: Han blev dømt for svig… Skattesvig.
[53]Der nævnes intet om hvorvidt det er i forhold til kristne (som der omtales speciel broderkærlighed i 1,22) eller ikke-kristne at man skal forholde sig sådan, så derfor kan man vel konkluderer, at det er overfor alle mennesker.
[54]Men taler Peter til en ny menighed? Det er hverken tvingende eller sandsynligt. Ikke sandsynligt, fordi hele brevet ikke taler specielt til nydøbte grupper, men til hele kristenmenigheder. Ikke tvingende: Fordi vægtlægningen her synes primært at falde på billedets mening: At de skal længes så meget efter Guds ord som nyfødte børn længes efter og har behov for moderens mælk.
Mælken er her ikke begynderføden som f.eks. I 1. Kor 3,1-3; Hebr 5,11-14 – dvs. den kristelige begynderundervisning. Her står den for evangeliet i det hele taget.
[55] “Tage anstød i deres ulydighed mod ordet”. Det er en videre beskrivelse af de ikke-troende. Rent logisk, så er ulydighed jo det modsatte af lydighed. I 1,2, 14 beskrives de kristne som lydige. Menneskets svar på Guds initiativ – på Guds udvælgelse – beskrives enten med ordet “lydighed” eller “ulydighed”. Når man i Bibelen taler om lydighed, så taler man om at høre, gøre og tro – at være ulydig må så være: Ikke at høre (ikke at ville høre mere), ikke at gøre og hellere ikke at tro.
[56]De kristne som det nye Israel: Peter omtaler hedninge-kristne som om de var jøder. Der er dog ingen polemik mod dem, der vitterligt er jøder af fødsel. Ingen steder i brevet taler han dog om de kristne som det nye Israel eller som det nye Guds folk som om de skulle erstatte “de gamle”.
Paulus (Rom 11,117ff) taler om at de kristne er blevet indføjet i det gamle Israel som vilde grene på et ædelt træ. Vi er ikke et nyt Israel, men en del af det gamle udvalgte Israel.
[57]Ikke blot i modsætning til den fysiske del af mennesket, men som personens hele liv (Mark 8,35-37) og vel også hele hans personlighed.
Men sidder de lysterne ikke netop i det vi kalder sjælen? “Fra hjertet udgår der onde tanker” (Math 15,19). Men der er nok dette brevs måde at beskrive den strid og splid i et menneske, som Paulus på sit sprog idmaler i Rom. 7,14-23 og som han nævner i Gal. 5,17. Peter vil nok ikke nægte, at de onde lyster findes i mennesket, men det det kommer an på her er at mennesket kan og skal holde dem på afstand.
[58]Rom 7,23 og Jak. 4,1 samt 2. Kor 10,3-6.
[59]Hjemsøgelsens dag: Der tales flere steder enten om en dag, time eller tidspunkt, hvor Gud vil gribe afgørende ind i menneskelivet med dom (Es 10,3; Jer 6,15, 8,12; 10,15) eller velsignelse (Luk 19,44) til følge. I 1. Peter er det den glædefulde dag (1,5), hvor frelsen afsløres. Det er enden på alle ting (4,7), hvor levende og døde skal dømmes (4,5) og hvor de troende får deres uvisnelige sejrskrans (5,4). Både dom og velsignelse sker på den dag, men Peter har her kun velsignelsen med (cf. 3,16, hvor trykket ligger på dommen (4,5, 17-18)).
[60]13-17 handler om den kristne i samfundet og det kan jo i vores øre lyde lidt mærkeligt, at Peter starter med at skrive, at de kristne skal underordne sig disse ydre myndigheder. For naturligvis skal man da det – det er en helt normal tanke, at selv om man er kristen, så er der nogle spilleregler ude i samfundet, som skal efterleves. Men så logisk var det måske ikke dengang. De var jo kristne og var et udvalgt helligt folk, som levede som fremmede og udlændinge lige meget i hvilket menneskeligt samfund, de levede i. De var et kongeligt præsteskab med en direkte kontakt med Gud. Skulle der ikke gælde specielle regler for dem i samfundslivet? Men nej, de kristne får ikke lov til at leve i deres gethoer – men de skal ud i samfundet, som kun er forløbigt. De kristne får ikke fred til at leve entydigt i det himmelske, men skal leve på jorden uden at tilhøre den.
Det er en misforståelse at mene, at disse vers er skrevet for at forsvare kejserdømmet eller nogen anden bestemt politisk styreform. Der gås blot ud fra forudsætningerne som de nu er. De kan skifte og har så sandelig også skiftet meget siden Peter dikterede brevet til sin gode ven Silvanus. Men det, der ikke har forandret sig, er at kristentroen ikke stiller mennesker uden for samfundsforhold.
[61]Man skal ikke være i tvivl om at Peter kan huske Jesu ord om at elske sine fjender (Matt 5,44, Luk, 6,27, 35) og den viden sidder hans læsere nok også inde med eftersom det er noget, der virkelig skiller den kristne troslærer ud fra alt andet. I stedet for at gentage den samme lære igen, har han sikkert sat en prioriteringsliste op for hans læsere, som gør brug af det, de i forvejen ved. Det kristne fællesskab er specielt – det er et kærlighedens fællesskab. Det kristne fællesskab skal i første række.
Man skal så også bemærke, at vel står der ikke “elsk alle”, men der står jo heller ikke “had alle”.
[62]Men er det ikke kun Gud, der skal frygtes (2,17)? Læser man hos Paulus vil man se, at slaver skal rette deres frygt mod deres herrer fordi de på en eller anden måde står i Kristi sted (Ef. 6,5). Sådan noget taler Peter ikke om, men han siger vel dette for at motivere sine læsere på samme måde som i v. 13 “For Herrens skyld” eller “med Gud for øje” i v. 19.
- trin: Brevmodtageren er udvalgt efter Gud Faders[3] forudviden[4]. Det står stærkt i Jeremias 1,5, hvor der står:
- Trin: Brevmodtageren er videre udvalgt ved Åndens helligelse. Gud har udgydt sin ånd og virker nu igennem dem[5]. Gud har gennem sin ånd afskildt dem fra verden og viet dem til sig selv[6].
- trin[7]: Det sidste trin er det sværeste: Brevmodtagerne er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænkt med Jesu Kristi blod”. Først lydighed siden bestænkelse. Det sidste forklarer målet for Guds udvælgelse og plan: Et liv med Gud som kræver renselse fra synden og lydighed mod Guds vilje.
- Troen er mere værd en Guld – det var simpelthen noget af det dyreste, man kunne forestille sig på Peters tid. Men det er trods alt forgængeligt, hvor troen ligesom den arv den fører frem til er uforkrænkelig, ukrænkelig og uvisnelig, som der står i vers 4.
- Men der er alligevel en lighed mellem den evige tro og det forgængelige guld. Når guldsmeden skulle fik fat på en klump guld var det ikke 100% rent – der var forskellige ting i, der måtte væk. For at gøre det må guldet smeltes ved hjælp af ild. Det sker ved så høje temperaturer at alt det, som ikke er guld, vil blive brændt væk. Sådan skal det også være med troen – den skal prøves. Ved prøvelsernes ild bliver alt uvedkommende fjernet, så den naive tro bliver en fast tro.
- 9
- 13
- 15-16
- 17
- 20
- 21
- 22
- 13
- 14
- Peter 2,5 og også 2,9 er ikke sådan lige til at komme om med. Verset har haft en lang tolkningshistorie og der er skrevet lange artikler og tykke lærde bøger om forståelsen af dette vers og dets betydning for det, man kalder “det almindelige præsteskab”. Kort betyder det, at vi alle – uanset om vi har papir på det eller ej – på en eller anden måde er præster. Vi har ikke brug for noget andet mellemled mellem os og Gud end Kristus. Vi behøver ingen menneskelig præst, men kan frit komme frem for Gud.
- 25.
15-16 | 17 | |
Hvad Gud er i sig selv og i forhold til hele verden. | Hellig | dommer |
Hvad Gud er i forhold til de kristne | Den, der kaldte dem | Deres far |