1. søndag i fasten (2007)

Denne side er set 919 gange!

DU SKAL TJENE GUD

Har du nogensinde været i en ørken? Ikke sådan en rigtig ørken som den i Sahara eller den på Anholt. Nej, ørkenen som et sinds-billede, som et billede på vores følelser.

Der findes ikke mange andre billeder, der er så kraftfulde, der kan indeholde så mange forskellige budskaber som ørken-billedet. Det er et fascinerende sted – på en og samme tid både et dødens sted og et livets sted. Et sted, hvor man kan føle sig gudsforladt og et sted, hvor man kan man møde Gud. Jeg tror faktisk ikke vi kan gå igennem livet uden på en eller anden måde at have været i en ørken.

Lad os begynde med at se på ørkenen som dødens og gudsforladthedens sted. For som udgangspunkt er ørkenen et modbydeligt sted – det kan være en sygdom, der slår benene væk under os. Det kan være uretfærdighed, der råber til himmelen. Det kan være arbejdsløshed, der for en tid sætter os uden for dét fællesskab. Det kan være ondskab, der slår luften ud af os, når vi oplever den på nærmeste hold eller når vi ser den i fjernsynet. Ørkenen – det virker til at være Djævelens sted – et gudsforladt sted. Hvor er Gud henne? Gud – hvor er han henne, når en lille pige ødelægges i Tønder! Hvor er han henne i en verden, hvor en far sælger sin datter for en pizza! Jeg må indrømme, jeg har mere og mere svært ved at synge

Lille Guds barn hvad skader dig

tænk på din fader i himmerig

han er så rig, han er så god

ingen kan stå hans magt imod

oh Gud ske lov!

Hvor var Gud i Tønder? Ørkenen er et sted, hvor vi møder tvivl og anfægtelser. Man siger, at ørkenen i Sahara breder sig mere og mere – somme tider føles det som om verden åndeligt ikke er andet end ørken. Gud, hvorfor sover du? Ja, hvor er han… Gud? Der er nogle, der stadigvæk mener at kristendommen er opium for folket – altså der mener at kristentroen får folk til at lukke øjnene overfor realiteterne, så det hele bare ser lyserødt ud. Nej, tværtimod… jeg synes faktisk, at troen skærper realiteterne – for den slår jo fast, at sådan behøver det ikke at være. Vi har en Gud, der både er mægtig og kærlig. Så sådan behøver det ikke at være!

Men det rejser bare spørgsmålet: ”Hvorfor gør Gud så ikke noget?” Svaret kan så være: Gud har faktisk gjort noget – han har givet os et alternativ til det vi ser. Han har givet os en frelser – han har givet os en tro på at ”sådan behøver det ikke at være”.

Det er jo egentlig et rigtigt svar – Hvorfor gør Gud ikke noget? Han har gjort noget, han har sendt Jesus. Det er et sandt svar, men det svarer bare ikke på spørgsmålet. Spørgsmålet lyder jo ikke: ”Hvorfor gjorde Gud ikke noget?”, men ”hvorfor gør Gud ikke noget?” Hvad gør han nu? For det første skal man være blind, hvis man ikke kan se, at Gud faktisk er aktiv hver eneste dag… I store og små ting: Syge, der bliver helbredt med eller uden lægernes hjælp. Varme og kærlighed, der pludselig opstår på trods af alle ods. Og dybest set, så ved vi jo heller ikke, hvordan verden ville se ud nu, hvis Gud ikke var til. Hvis der kun var ondskab og ikke Gud til at holde igen på den onde.

Men hvorfor sætter han ikke en stopper for alt det onde – han kan jo gøre det? Ja, og han vil gøre det – men han venter. Han venter… for i det øjeblik, han virkelig sætter ind, så gør han virkelig noget, så sætter han en stopper for det hele. Så træder han ind på verdensscenen og så er det slut med AL ondskab, med AL nød, med AL uretfærdighed. Men så er verdenshistorien også slut. Når forfatteren til et skuespil træder ind på scenen, så er skuespillet slut. Når Gud træder ind på verdensscenen, så er det stykke slut, der hedder ”Verdenshistorien”. Men han venter på det helt rigtige tidspunkt, for at så mange som muligt skal have haft muligheden for at sige ja til ham. For at du også skal have haft muligheder for at sige ja til ham. Grundtvig siger i en salme:

                      ”Men skønt du længes, o kristenhed,

                      så glem dog ikke, at godt du ved,

                      hvad Herren tøver efter,

                      og bed ham aldrig før timen kom,

                      til jordens gru og al verdens dom

                      at røre Himlens kræfter” (s.298)

Så hvad gør Gud nu? Han venter…. og han lider i den ventetid.

For det er rigtigt, vi har en mægtig og kærlig Gud, men vi har også en Gud, der lider! Som lider over at se alt det, som synden ødelægger i verden. Vi har en Gud, der lider. Vi har lige set Peter Bros video om fristelsen i ørkenen – dér så vi en Gud, der ikke bare ser ned på vores ørken med dens fristelser, men en Gud, der har været dér. Der kender til fristelsen…. der kender til lidelsen.

I Hebræerbrevet læser vi – og det hele står i nutid, sådan er det nu. s.1100.

Vi har en Gud, der lider med os på grund af den synd, som vi selv er skyld i. Vi har en Gud, som er midt i vores ørken. Og derfor er ørkenen ikke bare dødens sted og et sted, hvor vi ikke føler Gud er. Nej, så er ørkenen også det sted, hvor vi kan møde Gud, og derfor er det også livets sted.

LIVETS STED

Ved første øjekast ser Saharas ørken ud til at være gold og død – men det er den slet ikke. Her trives både dyr og planter. Jeg har hørt, at der findes planter, der kun stikker få centimeter op af jorden, men som så til gengæld har et rodnet, der strækker sig flere kilometer.

Og det synes jeg er et godt billede på det vi kan bruge ørkenen til: Slå rødder dybere ind i Gud. Det er det, Gud gerne vil med os – have os tættere på sig. Han vil kunne bruge noget der er så goldt og ondt som en ørken til noget godt. Til den velsignelse, at vi kommer tættere på ham. Vi kan nok finde ørkenens stilhed og åndelig ro uden alt det negative. Desværre er vi mennesker bare sådan indrettet, at der ofte skal noget ekstraordinært til før vi virkelig giver os selv den fulde ro og stilhed, der skal til for virkelig at være sammen med Gud og sætte de dybe rødder. Desværre er det ofte sådan, at vi først skal tvinges væk fra hverdagens trummerum og ud i en eller anden form for onde ørken om det så er sygdom, dødsfald, arbejdsløshed, tvivl. Det er noget vi helst vil have os frabedt – det er ikke en ønskesituation, for det er ikke noget vi selv har planlagt… men dér har vi pludselig den ro og den opmærksomhed, der er nødvendigt for at vi kan høre Gud. For Gud er i ørkenen. Javel, Djævelen er der også – lige så snart at vi pludselig er i en situation, hvor vi har mulighed for at lærer nye sider af Gud at kende, så sætter han ind. Men lad ham – med Guds hjælp han du gøre ligesom Jesus og sige et rungende nej til ham. ”Nej!”

Vi har brug for at komme væk fra vores rodløse hverdag og ind i stilheden foran Gud. For det er kun dér i stilheden, at vi rigtigt møder Gud, at vi kan høre hans stemme. Dér, hvor vi ikke selv fylder os med vores egne ord, men hvor han har mulighed for at fylde os. Med hans ord, hans ånd og hans nærvær – det er dér i ørkenen, at vi udrustes og sendes ud for at tjene ham. Temaet for gudstjenesten er ”Du skal tjene Gud”

 Jesus begyndte sit offentlige virke i ørkenen – og i resten af sit virke søgte han ofte væk fra mennesker for at få stilhed. Og når Jesus havde brug for det… når den Jesus, som vi ser op til som vores frelser, men også som vores åndelige forbillede. Når han, havde brug for det…. hvorfor under vi os så ikke selv det engang mellem? Det hedder ”retræte” – det hedder ”meditation” – det hedder bare at slukke for den dumme radio eller mobiltelefon, og så sætte sig ned og sige ”Gud, nu sidder jeg her… jeg sidder her i stilhed  – jeg sidder og venter på dig”.

Det er i dag 1. søndag i fasten – 1. søndag i vores forberedelse til påsken. Var det ikke en idé, at give os selv sådan nogle ørkenoplevelser – nogle minutter, som bare skal bruges på Gud. Ikke på at vi sidder og beder en masse, men på at vi bare sidder stille. Begynder med at sige: ”Gud de næste 5 minutter er dine. Lad mig sidde tæt ved dig – og hvis du vil mig noget, så vil jeg lytte”. Mon ikke det vil give os en anderledes påske i år?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *