1. tekstrække

28 jul 2019

Lyt til prædikenen her:

6. søndag efter trinitatis - 28th July 2019

Læs prædikenen her:
Jeg vil gerne begynde med en lille geografitime. Jeg har lige læst et lille stykke fra Bjergprædikenen for os. Hvis I kan se Israel for jer, så har vi Det døde hav, Jordanfloden og så den store Genesarets sø – øverst oppe nordpå har vi byen Kapernaum, så lige vest for byen har vi det bjerg, hvor man mener at Jesus prædikede. Hvis man tager bilen fra Jerusalem og kører direkte nordpå over Jeriko og så videre langs Jordanfloden, så er vi dér omkring 3 timer efter. 190 kilometer. Det er cirka den afstand der er herfra og så til DS Arena, hvor Hobro Boldklub spiller, hvis man er til fodbold.

De mennesker, der hørte Jesus prædike første gang kendte godt turen til Jerusalem, for som gode jøder var de nødt til at rejse den gerne en gang om året. Ikke for at komme til fodbold, men for at komme til templet og bringe en offergave for det forkerte de havde gjort i det forløbne år. Den gang tog det noget mere end 3 timer at rejse over bjerge, støvede landeveje – farlige veje, hvor røvere lå på lur, fordi de vidste at man skulle til Jerusalem og derfor havde penge med til offergaven. Et nemt bytte.

Nu skal vi prøve forestille os, at en mand har rejst 10 dage, slæbt sin familie igennem bakker, dale og bjerge og med risiko for at falde i røveres hænder – nu er han nået til Jerusalem. Køber et slagtoffer og bringer det hen til alteret. Det er højdepunktet på året – alle besværlighederne værd.

Jøderne omkring Jesus kender den følelse – nu sker det snart. Og så siger Jesus: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om at din broder har noget i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”.

Du har rejst 10 dage, du har rejst fra den ene ende af landet til den anden, du har købt din offergave og du har stået i kø – det er din tur lige om lidt. Og så kommer du i tanke om at der er en, derhjemme, der har noget i mod dig. Så kommer du i tanke om at du mangler at forlig dig med en derhjemme. Du er ved at reparere kløften mellem dig og Gud – og så kommer du i tanke om at der er en kløft mellem dig og et medmenneske. Der er en konflikt mellem dig og et medmenneske. Jesus siger: Så er du simpelthen nødt til at rejse tilbage –rejse de 10 dage og alt det bøvl og så forlig dig – og så rejs tilbage, og så kan du bringe din gave. Så kan du forlige dig med Gud.

Det er radikalt det Jesus kræver. Forlig dig – koste hvad det vil. Forsoning med vores Gud hører tæt sammen med forsoning med vores medmennesker. Ja, det drejer sig ikke bare om at DU har noget imod din bror, men at din bror har noget imod dig. Det gør det ekstra besværligt ikke? Har vi opført os sådan, at der er en et eller andet sted, der har noget imod os? Så gå hen – før noget andet – og få genskabt det fællesskab, som du havde. Ræk hånden ud til forsoning. Og så undskylder du. Ikke noget med at bortforklare og pege på den anden, ”men du var jo heller ikke bedre end mig”. Nej, undskyld – læg dig fladt ned og sig undskyld. Læg din stolthed til side – og læg din skæbne i den andens hænder.

Men hvad så når der er en, der har noget imod dig – og du med hånden på hjertet kan sige: ”Det var ikke min skyld. Den anden er eneårsagen til konflikten. Han har noget imod mig – men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg har min sti ren. Jeg lader ham sejle i sin egen vrede imod mig”. Vi skal lige lægge mærke til at Jesus ikke siger: ”Læg bare gaven på alteret, for den anden er jo alligevel bare en idiot. Hun er alligevel ikke dine frustrationer værd”. Jesus skeler ikke til skyldsspørgsmålet – om du eller den anden har ret – han peger bare på det brudte forhold. Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Vi ønsker at være Guds børn, ikke? Så lad os strække os så langt som vi overhovedet kan for at stifte fred. Og det kan godt være, at den anden nægter at række hånden ud for at gribe din hånd – så må det være en sag mellem den person og Gud. Vi skal bare gøre vort til at fred og forsoning får liv her på jorden. Vi er forpligtet på at stræbe efter forsoning, så må vi leve med den smerte det er, når den forsoning så ikke lykkes. Paulus siger i Romerbrevet (12,18): ” Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange ægteskab vil være reddet, hvis vi praktiserede den form for kristen livsstil?! Det er umuligt at holde gang i en uenighed, hvis der er mindst en af parterne, der lever det her ud. Hvad så ikke hvis det er begge to? Hvis begge to ser, at der er en konflikt, lægger deres tanker og deres handlinger åbent frem og beder om tilgivelse for det. Eller hvad med konflikter i resten af familien eller på arbejdspladsen?
Det er virkelig en udfordring det her – og vel også provokerende og ubehageligt, for det stikker i os: Arh – det kan ikke passe!

Og hvis vi lægger mærke til det, så ender rigtig mange prædikener om bjergprædikenen med at tage brodden ud af teksten: Jesus mener det ikke så alvorligt. Det her er sagt før nåden kom ind i verden – og for at vise os at vi i den grad har brug for nåden. Vi har brug for Guds tilgivelse – for det her kan vi ikke leve ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den Jesus som vi tjener, aldrig udfordrer os eller aldrig gør os ubehagelig til mode, så tjener vi nok ikke den Jesus, vi læser om i Bibelen.

Da jeg sad en fredag og arbejdede med teksten her, så stak en fra menighedsrådet hovedet ind og spurgte hvad jeg lavede. Jo, jeg arbejdede med prædiken over den og den tekst. Du kan jo prøve at arbejde med spørgsmålet: Hvorfor slår vi i bak, når vi hører sådanne krav fra Jesus? Hvorfor støder vi os på Jesu radikale ord ikke bare her, men i hele Bjergprædikenen?

For det første er det vel fordi det ikke er det billede, vi normalt får malet op af Jesus. Vi er vant til at se Jesus som Thorvaldsen-Jesus med åbne indbydende hænder: Kom til mig – og jeg vil give jer hvile… og så ser vi en mental og åndelig sofa, vi kan lægge os på. At være en kristen er ikke et liv på sofaen – men et liv i tjeneste og tilbedelse af Herren.

For det andet, så rammer det ind i noget, vi ikke vil. Vi vil ikke gøre så meget for at frembringe forsoning – så skal vi gøre en ekstra indsats, det er besværligt. Det passer ikke lige nu. Det er fortid. Og det er vel dér det ligger – ikke i at vi ikke kan rejse de 200 kilometer for at række ud, men i at vi ikke vil. Og derfor stikker teksten til os.

For det tredje, så er det vel fordi det kræver, at vores stolthed står i vejen for os – vi er nødt til at ofre vores stolthed på fredens alter for at række ud. ”Jamen jeg er jo helt uden skyld i den konflikt. Han har faktisk set sig sur på mig, fordi jeg er en kristen”. Jesus var også uden skyld – men alligevel døde han på korset, forhånet, forladt og forpint. Gud rakte ud til os – selv om det var os, der havde brudt forholdet til ham. Og Guds hænder strakte sig så langt ud til forsoning at vi tog imod de hænder og naglede dem til korset. Så kan vi vel også række vores hænder ud ikke på korsets planker, men ud efter telefonen og ringe, skrive på Facebook eller ringe på døren. Forsoning er et karaktertræk hos Gud – vi skal som Guds børn genspejle hans karakter ud i verden. Vi beder det hver gang vi beder fadervor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

En af de sikre kendetegn på en person, der virkelig har forstået dybden af deres tilgivelse i nåden, er en person, der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at videregive denne tilgivelse i deres forhold til andre mennesker. Forstår vi virkelig hvad Gud har gjort for os på korset for at tilgive os, så vil vi gøre alt hvad vi kan gøre for at dele den tilgivelse med andre. Og er vi modsat ikke en person, der ikke er villig til at stræbe efter forsoning og tilgivelse, så er det muligvis fordi vi ikke har forstået alt det, som Gud har været igennem for at tilgive os. Jesus rejste ikke bare 190 kilometer i 10 dage for at skabe forsoning. Han gjorde mere – han forlod himmelen og kom til denne planet.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke fore et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig … han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-8)

som Filipperbrevshymnen siger.

Alt det gjorde Jesus for at forsone os – for at frelse os – for at tilgive os. Lad os prøve at tænke vores forhold igennem: Er der et sted, hvor der mangler forsoning og forligelse? Vi ved hvad Jesus gjorde for at forsone os med Gud – hvad forhindrer os i at gøre det samme over for dem, vi har et eller andet kørende med? Lad os få det bragt i orden – der er ingenting mere vigtigt end det.
Må Gud give os visdom, nåde og vilje til at gå forsoningens vej.

”Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!”

Salmer:
743:Nu rinder solen op
396: Min mund og mit hjerte
617: Nu bør ej synden mere
prædiken
613: Herre, du vandre forsoningens vej
efter altergangen: 15, 9-10: Op al den ting
208: Skriv dig Jesus, på mit hjerte

at erkende vores egen fejl – og det er langt mere besværligt end at vi ser fejlen hos andre. Men den indre fejl, den indre synd, som ingen ser, er lige så alvorlig som den andre, som alle ser.

2 jun 2019

Lyt til prædikenen

6. søndag efter påske (2019) - 2nd June 2019

Læs Prædikenen
Tårerne stod i øjnene på den unge kvinde, da hun fortalte om hvordan hendes far havde været meget tæt på at ryge 3 år i fængsel efter at være blevet overfaldet af sin nabo.

Jeg mødte hende på min rejse til Ægypten i februar – hun og hendes far tilhørte det store mindretal af kristne i det muslimske land. Vi kan kalde faderen for George. George har en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind af døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro. De blev truet. Nogle gange blev der også kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højerestående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord. George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.

Det er en virkelighed, vi har svært ved at forholde os til herhjemme, hvor det at være kristen er et positivt tilvalg, hvor det er noget, man vælger for at få det godt med sig selv – og det er helt fint, så længe man ”ikke er mere troende end det gør noget”. Så længe det ikke har for store konsekvenser, der strider mod det folket mener, for så er man fanatiker.

Jesus siger i dagens tekst: ”Men også I skal vidne”. Det er både sagt til George i Ægypten og til os: ”Men også I skal vidne”. Vi skal være vidner om Jesus her i Danmark. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke bliver forfulgt som det blandt andet sker i Ægypten. I det store og hele får kirken lov til at være i fred – men spørgsmålet, der er blevet mere og mere pressende overfor mig er: Skyldes det at vi lever i et gennemkristent land, hvor de kristne normer, den kristne etik, det kristne menneskesyn og den kristne livsstil gælder, eller er det fordi vi kun som kirke taler om det alle kan være enige om? At vi stikker piben ind, så snart at der er optræk til uenighed med flertallet og den offentlige mening – det flertallet mener. En politiker sagde den anden dag:

”Befolkningen har altid ret”. Prøv sig det nede i Ægypten, hvor en video florere med en skoleinspektør, der hiver en kristen skolepige til jorden i håret, fordi hun ikke bærer slør. I Danmark ville der lyde er ramaskrig samme aften overalt i medierne – men i Ægypten: Ingenting ”Hvad er der galt med det her – det er bare en kristen”. Har folket altid ret?
Niels Hausgaard har en fin sang, der hedder ”Hvem bestemmer” og der synger han:

For de fleste har jo magten, så er det så nemt
det bliver præcis, som de fleste har bestemt.
…
Men der er en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste” (Lyt til den her)

Ja, måske har flertallet ikke altid ret. Måske skal flertallet nogle gange korrigeres. I brede kirkelige kredse taler man om at kirken skal være modkultur til den herskende kultur, men hvor ser man den modkultur i praksis? Jeg fandt en prædikensamling fra en amerikansk hippipræst fra 60-erne – og han kom med følgende påstand: ”Hvis Jesus havde prædiket det samme budskab, som præster prædiker i dag, så ville Jesus ALDRIG være blevet korsfæstet”.
Er der noget galt med vores budskab, siden vi lever i så god pagt med det omkringliggende samfund, så at en udtalelse fra en anden politiker går uimodsagt hen: ”Når religion og politik støder sammen, så er det altid Gud, der må vige”.

Det skuer i hvert fald i mine øre – for så har man sat politik op over Gud. Politik, der bestemmes af flertallet – men som Hausgaard spurgte: Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?

Vi skal som kristne ikke spørge efter hvad flertallet mener og følget folket, vi skal spørge efter sandheden. Og som Kierkegaard siger, så finder man ikke sandheden ved at tælle de oprakte hænder – man finder sandheden ved selv at søge sandheden og som kristne finder vi kun sandheden et sted: Hos Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Og sandheden er ilde hørt – som det gamle ordsprog siger. Eller som Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”.

Men hvad er sandheden? Hvad er sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i klimadebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Hvad er sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Hvad er sandheden om menneskesynet i den gængse seksualmoral? Hvad er sandheden…?

Vi skal søge sandheden i den åbne Bibel, og vi skal holde os til den sandhed – og fortælle det – både når den går med den gængse politik, og når politik og religion støder sammen. Gud vil ikke vige og det skal vi heller ikke, for Jesus siger: ”Men også I skal vidne”. Har Guds Ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre – ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter sandheden hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene.

”Men også I skal vidne”. Vi skal vidne om Jesus – fortælle hans budskab – leve hans budskab. Eller som vi hørte fra Det gamle Testamente fra alteret: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne.

Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal leve vore idealer ud, nu. Vi skal holde fast på sandheden, nu. Nu, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det skete med George i Ægypten. ”Men også I skal vidne”. Og vi skal gøre det – ikke for at Gud må se ned på os og være tilfreds med os. Ikke for at vi skal føle os selvgode – føle at vi har styr på alting og vi har Gud på vores side. Nej, vi skal gøre det for at pege hen på Jesus – for at det menneske, der står overfor dig, må få Jesus som sin frelser. For at det menneske, som står overfor os, må komme til at elske Gud ved at følge Jesu ord.
Historien med George fra Ægypten er ikke enestående. Jeg hørte op til flere, der fortalte om deres muslimske naboer. En af naboerne blev til sidst provokeret over at den kristne blev ved med at smile og vende den anden kind til, så han fløj over og rystede ham: ”Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”. Og den kristne svarede tilbage: ”Det er fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal lære min frelser at kende”. Det var startskuddet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Jesus gjorde en fjende til en bror.

Det er det, der skal drive vort vidnesbyrd – ikke rethaveri, men kærlighed til det menneske, som vi er uenig med. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Sikke et vidunderligt løfter: Gud er med os. Ja, den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen og vidner i ord og handlinger. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!

26 maj 2019

Lyt til prædikenen
(det er ikke en så god kvalitet, da jeg står langt fra optageren)

5 søndag efter påske - 26th May 2019

Læs prædikenen:
(Der er enkelte ændringer i den holdte prædiken, der uddyber noget i den skrevne prædiken)
Vi lever i den bedste tid nogensinde i menneskehedens historie. Ser vi i det globale husholdningsbudget, så fødes det gennemsnitlige menneske ind i en virkelighed, der giver et bedre udgangspunkt for livet end nogensinde før. Verdens Økonomiske Forum konstaterede i 2016 at verden aldrig har været et bedre sted – og fremtiden ser endnu lysere. Præsident

Barack Obama stillede i en tale i 2017 spørgsmålet: Hvis du kunne bestemme dit eget fødselsår uden at vide hvor du blev født og uden at vide hvem du ville være, hvornår ville du så vælge at blive født? Obamas svar var: Du burde vælge i dag.

Og FNs lykkeundersøgelse siger også, at du burde vælge Danmark eller til nøds Norge, for de to lande ligger altid og slås om hvem, der er verdens lykkeligste land. Vi gør det umanerligt godt.
Vi er glade, vi er lykkelige, vi er tilfredse – så spørgsmålet lyder så: Hvorfor er vi det så ikke?

Vi har næppe haft mere ondt i livet end nu –

vi er mere depressive,
mere angste,
mere medicinerede
og mere ensomme end nogen sinde før.
4,4 procent af verdens befolkning lever i depression – derudover lever flere i angst.

Eksistentielt set er vi ikke i vatter– det ser ud til at det ydre ikke har været bedre, imens det indre så ikke har været værre. Vi må mangle et eller andet, der ikke kan købes for penge.
Der er blevet lavet undersøgelser på hvad dødende mennesker fortryder mest, når de ligger på deres dødsleje. Langt de fleste handler om en eller anden form for kærlighed. Havde vi bare holdt kontakten til gode venner, havde vi dog bare tilladt os at være lykkelig og udtrykke vores følelser. Og samtidig har vi levet et liv, hvor vi har søgt anerkendelse for hvad vi kan og hvad vi er.

Beatles sange en masse skøre tekster, men ramte også hovedet på sømmet i flere af deres sange – f.eks. ”All you need is love”. Det er plat, violinen er sat til hagen – men det er sandheden. Vi har brug for meningsfulde relationer – vi har brug for at blive elsket ubetinget – sådan at vi kan hvile i at uanset hvad der sker, så er vi fortsat elsket. Og samtidig har flere og flere svært ved at skabe meningsfulde vedvarende relationer bygget på kærlighed.

Gud ønsker ikke at vi skal gå til i depression, angst og ensomhed, men han ønsker tværtimod at vi skal leve vores liv sammen med ham i den tætteste relation, der findes: Bønnens liv – og at leve Gud nær er min lykke, som der står i Det gamle Testamente. Eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”

Og hvorfor har vi det privilegium at vi kan bede direkte til Gud? Er det fordi vi er specielt fornemme mennesker? Gode mennesker? Jesus har følgende svar på det spørgsmål: ”jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer”.

Gud elsker os – og derfor kan vi komme frem for ham og bede ham om alt, der står i overensstemmelse med Jesus og vi vil få det. Alle himmelens rigdomme er til vores rådighed. Hver eneste gode ting ønsker, Gud at give os på grund af Jesus. Han elsker os.
Ja, Gud elsker hele verden – men alle os døbte, alle os, der er blevet hans børn, os elsker han på en speciel måde. Vi er nødt til at gå et spadestik dybere i dag. Nu er Det nye Testamente skrevet på græsk – og på græsk har man mange forskellige ord, der på dansk oversættes med ”at elske”.

Nu læser vi teksten til i dag fra Johannesevangeliet, der begynder med den lille bibel med ”For således elskede Gud verden”. Gud elsker hele sin skabning med en opfordrende kærlighed, med en guddommelig kærlighed. Ordet for at elske er her det græske ord ”Agape”. Det er den guddommelige, højeste, ofrende kærlighed.

Det er ikke det ord, der bliver brugt her – her i dagens tekst er det det græske ord for at elske ”Fileå”. Det er den intime kærlighed, der er imellem medlemmer af en familie. Det er den dybe affektion. Teksten taler ikke om en universal egenskab hos Gud – det er en personlig affektion, en personlig forkærlighed. Det er skønt at Gud elsker mig, men det er endnu større at han faktisk godt kan lide mig. Han kan godt lide dig. Han er tiltrukket af dig. Han ønsker overdådigt at give dig alle de gaver og velsignelser, som hans kærlighed overhovedet kan frembringe. Han har en helt speciel familiær kærlighed til dig, der hører ham til. Jeg er glad for at blive elsket af Gud på et guddommeligt niveau, men det her er større end det.
Og den virkelige gode nyhed er at han elsker dig selv om han ved alt om dig. Det er forholdsvist nemt at få folk til at kunne lide mig, jeg skal bare lade være med at fortælle alt om mig selv, ikke? Lige så snart at jeg begynder at fortælle alt, så bliver gruppen mindre og mindre. Men med Gud er det sådan, at han elsker mig og det selv om han ved absolut alt, der er at vide om mig. Al min troløshed, mit kritiske sind, min bitterhed, min synd. Men han kan lide mig og han har en stærk personlig familiær forkærlighed til dig.

Og hvordan får vi Gud til at elske os på sådan en måde? Hvorfor elsker Gud os og hvorfor tager han sig af os og hvorfor ønsker han at øse alle himmelens resurser ud på grund af os – også selv om vi overhovedet ikke er som vi burde være? Jesus svarer: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”. Det er på den måde at vi lever i Guds kærlighed – ved at elske Jesus. Elsker du sønnen, som Gud elsker, så elsker Gud dig.

Og hvordan elsker vi Jesus? Tidligere i Johannesevangeliet siger Jesus: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader;” (Johs 14,21).
Hvordan ved du at du elsker Jesus? Det ved du ved at du holder hans ord, ved at du adlyder Jesus.
Det er jo sådan set det, det betyder at være en kristen. At være en kristen betyder ikke at være medlem af en organisation eller en kirke eller tilhøre en bestemt tradition. At være kristen er at elske herre Jesus Kristus, elske ham med en kærlighed, der leder til lydig tjeneste og lovsang.
Ønsker du at blive elsket på det højeste niveau. Ønsker du at blive elsket på den storsindede måde? Ønsker du at blive elsket af en, der har det meste at give dig? Ønsker du at blive elsket af Gud? Så elsk hans søn – og du vil leve i kærlighedens rigdom hele dit liv. Mennesker vil komme ind og ud af dit liv, de vil elske dig, de vil vende sig imod dig, de vil skuffe dig, men du vil være elsket af en, hvis kærlighed aldrig stopper og aldrig bliver mindre.

I dag er der et valg – det er et vigtigt valg. Men Europas fremtid afhænger ikke af hvem, der bliver valgt ind i dag – Danmarks fremtid afhænger ikke af valget i dag – eller valget på grundlovsdag eller noget andet demokratisk valg for den sags skyld. Som der står i valfartssalmen i Salmernes Bog: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”. Det vigtigste valg, du kan træffe er at vælge at træde ind i Guds altomfavnende kærlighed. Og du vil træde ind i en kærlighed, der omfavner dig, bærer dig, giver dig fred midt i uro, sikkerhed midt i usikkerheden – og som bærer dig sikkert frem også på trods af din tvivl. Det er er Gud, der ikke bare har magten i dag, men som har magten over fremtiden og som har styr på den fremtid – og du har del i den fremtidsplan – ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os”.
Han elsker dig – vor far, du som er i himlene.

28 apr 2019

Søger vi ordet ”nabostrid” på Internettet, så vil vi få et ubehageligt indblik ind i Hr. og Fru Danmarks hverdag. Rigtig mange mennesker plages af en eller anden nabostrid. Selve årsagen ligger måske så langt tilbage, at ingen husker hvad det begyndte med. Hvor ville man bare gerne have fred – men naboen vil ikke.
Eller på arbejdspladsen – jeg kan bare ikke snuppe hende! Hun sidder altid og er så sur og blander sig i ting, der ikke kommer hende ved. Jeg vil bare gerne have fred – men hun vil ikke.
Eller i skolen: Vi vil bare gerne lege sammen, men så kommer Jens og Nikolaj og de ødelægger bare legen og skubber til os. Vi vil bare gerne have lidt fred.
Og i noget større skala – I kan sikkert godt huske den gang USSR faldt sammen, jerntæppet faldt sammen – vi kunne løfte skuldrene igen. Jeg har levet hele min barndom med frygten for at der var nogen, der kunne finde på at trykke på den røde knap og sende atom-missiler ud over jorden og ødelægge den flere gange. Så da USSR faldt sammen, så var der lige et par år, hvor vi kunne fejre freden – og selv i Israel havde fredsbestræbelserne vind i sejlene. Og så kom 11. september 2001. I går fandt jeg min dagbog frem, og den 12. september 2001 skriver jeg: ”nu er der bare at bede, bede og atter bede og så se, hvordan verden ser ud, når støvet fra World Trade Center er faldet til jorden”. Og ja, der kom en ny verdensorden, en ny frygt og i min dagbog har jeg skrevet om hvordan racismen allerede blomstrede op i ugerne efter 11. september. Fredens tid var igen forbi – selv i lille Danmark. Og det er ikke blevet bedre siden.
Men når nu alle gerne vil have fred – hvorfor er det så, så svært? Ja, fred er et populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Også selv om vi er i en evig jagt efter fred – og vi giver ære til dem, der arbejder i fredens tjeneste. Nobels fredspris er en af de mest eftertragtede og ærefulde priser, men verden har svært ved at finde en holdbar fred. Der er tumult i os, rundt om os og over os – og det dominerer alle steder i vores verden. Der er er et fravær af personlig fred, familiefred, lokal fred, national fred og international fred. Man har regnet ud at i de sidste 3500 års verdenshistorie, så har der kun været 300 år, hvor man kunne tale om verdens fred. Samme undersøgelse stillede også spørgsmålet: Hvor mange fredstraktater i verdenshistorien er blevet brudt. Og svaret var: Alle sammen.
Vi vil have fred på alle niveauer af vores liv – være fri for problemer, være fri for stress, være fri for trusler, frygt, ængstelser, depression, fortvivlelse og konflikt.
”Fred være med jer”. Det var Jesu første ord til sine disciple, da han viste sig for dem den første aften efter opstandelsen. ”Fred være med jer”. Det er påskens budskab: Fred. Det er det budskab, der samlede millioner verden over sidste søndag – også i Sri Lankas hovedstad, Colombo.
Den ledende præst ved en af de angrebne kirker har i den forgangne uge sagt: ”Vi er såret. Vi er også vrede. Men vi præster, hele menigheden og de berørte familier siger til selvmordsbomberne og til den gruppe, der har sendt selvmordsbomberne: VI elsker dig og vi tilgiver dig. Uanset hvad du har gjort mod os, så elsker vi dig, fordi vi tror på Herren Jesus Kristus. Jesus Kristus sagde på korset: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Vi, der følger i fodsporene på Jesus Kristus siger: For Herrens skyld, tilgiv disse mennesker”
Hvordan kan præsten, kirken og de pårørende sig sådan noget i skyggen af denne forfærdelige påske? Hvordan kan jeg stå og holde en prædiken om fred – og så nævne Sri Lanka?
Måske er det fordi vores naturlige forståelse af fred er forskellig fra den, Bibelen fortæller om. Vi vil som regel beskrive ordet fred med negative ord – at fred er fraværet af noget. At være uden problemer, at være fri for konflikter, ikke at have stress. Det vil være fraværet af fjendtlighed, fraværet af uro, fraværet af konflikt. Fred er kun fraværet af det, der giver os problemer. Det er at blive befriet fra de ting, der får dig til at blive frygtsom, ængstelig og deprimeret. Men det er en utilfredsstillende og ufuldstændig definition af fred – Jesus vil give os en helt anden fred end denne. Et sted siger han til sine disciple: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver” (Johs 14, 27). Jesu fred er anderledes end den fred, som vi kender til i os selv, den som verden kender til. Fordi verden kun kender til en fred, der er fravær af det onde, så kan den kun tilbyde en kortvarig fred – en pause i konflikten, en kortvarig flugt fra konflikt. Men det er ikke Bibelens syn på freden.
Bibelen fortæller os om en fred, der kan eksistere midt i det onde – at vi kan opleve en dybdegående fred midt i konflikten. Den lover os ikke lykke, når en elsket dør, når vi er syge, når vi står overfor en usikker fremtid, når vi oplever problemer i skole eller på arbejde eller når vi stridigheder i familien. Vi kan opleve vores egen langfredag – ja, måske endda se, at vi lever i en langfredag-verden. Jesu fred gør at vi kan være påske-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Vi er påskemennesker – opstandelsesmennesker, der midt i den verden, som vi kender så godt, alligevel kan opleve glæde, fred, trøst og det evige livs håb. Det er den fred, Jesus vil give os. Vi er påske-mennesker, opstandelses-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Jesu fred er helhed, enhed, balance og det er at genforene det brudte forhold. Og først og fremmest det brudte forhold til Gud, som siden syndefaldet har hærget menneskeheden. Bibelen fortæller os, at hele menneskeheden som udgangspunkt er Guds fjender, at vi var Guds fjender fra fødslen og vi var Guds fjender ved vort eget valg ved vore egne gerninger. Når Jesus påskeaften siger ”Fred være med jer”, så er det fordi korset og den tomme grav i troen sætter os i det rette forhold til Gud. I korset og den tomme grav genforener Gud mennesket med sig selv, sådan så alle dem, der tror, ikke længere er fjender af Gud. Korset og den tomme grav gør at dem, der før var fjender, nu er blevet venner. Ja, Guds fjender er endda blevet Guds børn. Det er det dåben skænker os – og det er det, troen tilegner os. Vi bydes ind i Guds familie og i Guds nærvær for altid. Jesu fred er derfor ikke fravær af det onde, men det er nærvær af Gud.
Vi vil nok helst foretrække, at Gud vil give os fred ved at tage alle vores stridigheder, piner og problemer væk. Men den fred, Jesus tilbyder er stærkere end hvad vi vil foretrække, for det er visheden om at han er med os selv midt i – ja, især midt i de hårde timer. Det er den fred, der overgår al forstand. Den fred, som verden ikke kan give, men som kun Guds nærvær kan give. Det er en overnaturlig fred, det er en guddommelig fred, den tilhører Kristus, tilhører Jesus. Det er en fred, der ikke bygger på letkøbte illusioner, men som bygger på Jesu død op opstandelse og som hænger fast på Gud, fordi vi stoler på Gud og tror på ham.
Jeg begyndte med at sige at fred er et meget populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Men hvis der er noget verden har brug for, hvis der er noget dine naboer har brug for, din omgangskreds har brug for, så er det fred. Jesu fred. Som kristne er du og jeg påskemennesker, opstandelsesfolk, midt i en langfredag-verden. Lad os ikke holde den fred for os selv – lad os dele ud af den. Påskeaften sagde Jesus til disciplene: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer”. Det gælder også os: Han giver sin fred til os, og så sender han os ud, for at vi må dele freden ud til dem omkring os. Ja, Gud ønsker at bruge dig som redskabet til at sprede sin fred.
Lad os samme bede Frans af Assisis bøn:
Herre, gør mig til et redskab for din fred!
Lad mig så kærlighed, hvor der er had,
tilgivelse, hvor der er uret,
enighed hvor der er splid,
tro hvor der er tvivl,
håb hvor fortvivlelsen hersker,
lys hvor der er mørke,
og glæde hvor der er sorg.
O, Guddommelige Mester,
lad mig ikke stræbe så meget efter,
selv at blive trøstet, som at trøste andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå,
ikke så meget efter at blive elsket,
som at elske andre.
Thi idet vi giver, tilgives der os
og idet vi dør, fødes vi til det Evige Liv.

Amen

21 apr 2019

Lyt til prædikenen

Påskedag 2019 - 21st April 2019

Læs prædikenen
Jeg elsker statistik… der bliver lavet statistik om alt! Der findes ikke den ting, som du ikke an finde en statistik for inde på Danmarks Statistik.

Af en eller anden grund gik jeg sent fredag-aften ind på deres hjemmeside – og stødte på statistikken om antal døde i 2018. Det er en lille årgang – så sidste år var der

55 232 dødsfald.
Det svarer til at der var 151 dødsfald om dagen,
hvilket igen svarer til 6 dødsfald i timen.

Jeg fik lov til at være præst ved 36 af de 55 232 dødsfald. 36 unikke personer – med hver deres baggrund, hver deres historie – børn, unge og gamle.

Med mindre at Jesus når at komme igen, så vil vi på et eller andet tidspunkt komme i den statistik – der er ingen vej udenom. Den puls, du kan mærke her, vil en dag høre op, dit hjerte vil stoppe med at pumpe blodet rundt i din krop.

Midt i julis varme, var en af de store nyheder i medierne, at Københavns Kommune havde købt et værk af kunstneren Jakob Jakobsen, der bestod af en række ark papirer med politikers navne på: “Lars Løkke er død”, ”Henrik Sass Larsen er død”, ”Karen Jespersen er død”, og ”Ole Sohn er død”. Og det vakte stor forargelse i politikerkredse – det blev kaldt usmageligt. ”Og hvad ville du sige, hvis det var dit navn, der stod dér”. (Læs mere her)

Jeg forstod nok ikke rigtig hvad man blev forarget over – det var jo ikke et ønske, men en reminder – det som munkene hilste hinanden med i middelalderen: Husk du skal dø. Vi bryder os ikke om den reminder – der er usmageligt.

Døden udjævner alle skel – overfor døden er vi alle lige.

Der er en, der kalder døden for den mest demokratiske institution på jorden. Den tillader ingen diskrimination, den tolererer ingen undtagelser. Uanset hvor du befinder dig i verden, så er dødeligheden lige stor: En død per person. En salme i Det gamle Testamente stiller et spørgsmål, som vi kender svaret på:

”Kan en mand leve uden at se døden?
Kan han undslippe dødsrigets magt?” (Sl 89,49).

Ung og gammel, god eller ond, rig eller fattig – intet køn går døden udenom, ingen samfundsklasse undgår døden. Selv de berømte, som ve anser for nærmest at leve for evigt – de dør en dag. Hvis du har en god læge kan han måske udskyde din død noget, men lægen kan ikke forhindre døden i at komme på et tidspunkt. Du kan spise alle de piller du vil, du kan putte alle de grøntsager i dig, som du overhovedet kan, du kan cykle med cykelhjelm, du kan blive ude af solens farlige stråler, du kan lade være med at ryge og drikke alkohol. Du kan forbedre dit livskvalitet – men du kan ikke undvige dødens uundgåelighed. Er det ikke bare ”træls”? Vi dør bare… eller gør vi?

Hvad nu hvis døden ikke er slutningen – men at døden det første bogstav i den første sætning i det første kapitel i den fantastiske historie, som Gud skriver med vores liv. Hvad hvis vi først rigtig begynder dér? Det er hvad påskemorgen lover os.

Ingen havde regnet med at Jesus ville blive levende den søndag morgen, da kvinderne kom ud til graven for at salve Jesu legeme. Selv om Jesus havde sagt det flere gange: Jeg vil dø og 3 dage efter vil jeg stå på fra de døde – så var det som om de ikke havde hørt det. Så der var ingen, der stod ude ved graven og talte ned til solopgangen: 10-9-8-7-6-5… for alle havde set Jesu dø på korset, de havde lagt ham i graven, rullet stenen for graven – man regnede med at Jesus ville gøre som alle andre døde plejer at gøre: Nemlig blive i deres grave. Og så kommer kvinderne ud og opdager at gravhulen er åben – alt er stille og fredeligt – de går ind i klippehulen og Jesu lig er væk. I stedet sidder der en engel – jeg ved ikke med jer, men hvis jeg skulle have skrevet opstandelsesberetningen, så havde jeg ikke skrevet, at englen sad ned. Der er da et eller andet sted rimeligt antiklimaks over en siddende engel. Skulle den ikke stå oprejst dramatisk – måske endda bevogte indgangen til den tomme grav. Stå oprejst med vingerne spredt ud i ophøjet majestæt. Måske er det endnu en af de små beviser på at påskeberetningen ikke er et eventyr, som der er nogen, der har fundet på, for så havde det været meget mere dramatisk. Meget mere ”guddommeligt”. For englen sidder bare. Jeg ved ikke om den har benene over kors, måske småfløjter han lidt… nej, det ved jeg ikke. Men det eneste vi ved er at han får lov til at komme med påske-proklamationen: Han er opstået.
Det er den største nyhed verden nogensinde har hørt: Han er ikke her – han er opstået. Han besejrede døden og graven: Han er levende. Han er opstået.

Hele kristendommen hviler på de tre ord: ”Han er opstået”. Hvis påskefortællingen er et fupnummer, hvis det er løgn, så vil hele kristendommen, hele kirken falder til jorden som en dårlig fortalt vittighed. Kirken vil falde fra hinanden, for Jesu opstandelse er rygmarven i hele den kristne tro. Var Jesus ikke opstået, så havde vi aldrig hørt Jesu lignelser, aldrig hørt om Den barmhjertige samaritaner, aldrig hørt om næstekærlighed – aldrig foldet vores hænder og bedt Fadervor. Er hele historien her et fupnummer, så er jeg og så er millioner af andre mennesker, der har troet på det her – så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, for så har vi bygget vores liv på en løgn. Vi er som børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln – vi har blindt fulgt rottefængerens magiske musik ind i klippen – væk.

Men hvis det er sandt – hvis Jesus er opstået – så giver alt det, vi er samlet om herinde mening. Det betyder at du ikke længere behøver at frygte døden, for den er besejret. Jesus siger i Åbenbaringsbogen ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Johs. 1,18) – og de nøgler vil han bruge på at befri dig. Du behøver ikke frygte døden – næste gang, du kører forbi kirkegården kan du råbe ud af vinduet i bilen: ”Du har tabt, kirkegård. Du får aldrig fat i mig”. Du behøver ikke frygte døden – og hvis du ikke behøver at frygte døden, hvad behøver du så ellers at frygte her i verden? Ved du hvad: Jesus er opstanden: Og du behøver ikke frygte døden! Vi er Guds elskede børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og påskens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke behøves at slutte her, men at det kan fortsætte helt ind i evigheden. Den opstandne Jesus lover at gøre det samme med din grav, som skete med hans grav: Han vil tømme den. Det er et faktum, at vi kan møde vores fremtid – også døden med fuldstændig fred, for Jesus er opstået. Som kristne ved vi, at døden ikke er det endegyldige kapitel i vores historie. Hør hvad Jesus har sagt: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Johs 11, 25-26).

Lad os tro på ham. Lad os tage ham på ordet. Tag imod Jesus i dag – tro på ham – bed til ham om at han må skabe troen i dig. Livet bliver ofte sammenlignet med en rejse ud af en vej – og nogle gange, så kommer man til nogle vejkryds, hvor man skal tage stilling: ”Skal jeg gå den ene eller skal jeg gå den anden vej?” Jeg vil gerne sige noget til dig, der måske ikke har valgt Jesus som din frelser. Jeg håber påskedag 2019 må blive en af de vejkryds, hvor du stopper op og spørger dig selv: Hvilken vej skal jeg vælge? Der er mulighed for at fortsætte livet uden Jesus, og der er mulighed for at fortætte livet med Jesus. Hvilken vej skal jeg vælge?

Går du videre i dit liv uden Jesus, så går du en usikker fremtid i møde, men går du videre med Jesus, med troen på ham, så går du en sikker fremtid i møde. For så bygger du ikke dit liv på dig selv, men du bygger dit liv på den levende Guds vidnesbyrd. For så lever du dit liv på de tre små ord, som kirken altid har bygget på:

”Han er opstået”.

18 apr 2019

Den anden dag hørte jeg P3 morgen, hvor en historiker skulle fortælle Danmarks historie på 2 minutter. Og han formåede faktisk at gøre det, sådan at der var en rød tråd i det.

Det begyndte med den gode vejrudsigt – det varmere vejr, der fik isen til at smelte efter istiden – og det sluttede med den gode vejrudsigt, klimaforandringerne.

Men på vej fra den ene gode vejrudsigt til den næste, så ramte historikeren også 1800-tallet, hvor vi i Danmark ligesom folk i hele Europa opfandt nationen og nationalismen.
Når jeg kigger på os selv, så betyder det at vi skaber om at vi danskere er de allerbedste i hele verden. Kernen i vores historie er at vi engang har været vikinger, så vi er store, stærke og mægtige. Det er storhedsvanvid. Og det går vi rundt og tror på indtil 1864.

Her beder min tysk kollega at tilføje på hans vegne:
Selvom vi tyskere ikke var vikinger, troede vi også, at vi tyskere var de allerbedste i hele verden. Store, stærke og mægtige. ”Am deutschen Wesen soll die Welt genesen” – det troede vi indtil 1945. Vi alle kender historien også efter 1864, ikke mindst den tyske besættelse under anden verdenskrig og det tilhørende storhedsvanvid.
Derfor glæder vi os, at holde denne her gudstjeneste i fællesskab. Og vi tænker, at dagens fællesskab ikke er en selvfølgelighed. Jeg vil komme tilbage til tanken om fællesskabet. Men først og fremmest tilbage til 1864.

Og tilbage til mig: Det er vel kort sagt hvad 1864 handler om: Vi troede at vi kunne mere, og derfor fik vi tæsk. Og den omgang tæsk …”]

1864 havde meget store konsekvenser for hele landet – og ikke mindst kunne det mærkes her i det sønderjyske.
I en krig er der altid kun tabere – den såkaldte vinder er blot den, der har tabt mindst. På begge sider var der høje tabstal – det vil sige fædre og mødre, der mistede deres sønner, familier, der mistede deres fædre, hustruer der mistede deres elskede ægtemænd. Tysk sorg er lige så smertefuld som dansk sorg. Danske tåre er lige så fortvivlede som tyske. Teologer, filosoffer og jurister har begreber, der hedder ”retfærdig krig”. Jeg tror at set fra oven, set fra vores skabers side, så er der kun begrebet ”forfærdelig krig”. Han må have det ligesom en far, der ser ned på sine børn, der slås med hinanden.

”Jerusalem, Jerusalem! […] Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matthæus 23,37)

– sådan sagde Jesus på vej ind i Jerusalem kort før sin korsfæstelse. Mon ikke også Gud ser sådan på os, menneskers, krige og uenigheder? ”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, men I ville ikke”. Bibelen er historien om at vi ikke ville – ja, verdenshistorien er historien om at vi ikke ville. Som profeten Esajas flere hundrede år før Jesu fødsel skrev i en profeti:

”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Esajas 53,6).

Vi kan lære en ting af historien: Og det er, at vi ikke lærer noget af historien. Vi vil stadigvæk ikke – vi flakker stadigvæk rundt som får, vi vender os stadigvæk hver vores vej. Sorgen og tårerne er måske hverken danske eller tyske – men det gør dem ikke mindre smertefuld og fortvivlede. Hvor er Gud henne? Hvad gør Gud?

Jeg kunne slet ikke leve, hvis der ikke var en Gud – hvordan ville verden så se ud? Så var det hele da helt fortvivlet. Gud ER, men hvad gør Gud så? Han har allerede gjort det største – ”for således elskede Gud verden at han gav sin søn”. Gud gav sin søn, ofrede sin søn. Korset er verdenshistoriens centrum – det sted, hvor Gud ønsker at samle os ind til sig i tilgivelse og kærlighed. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, ofrede sin søn, brød sin søn ned, som vi bryder brødet ved nadveren, hvis indstiftelse vi markerer i dag, skærtorsdag.

Vi kan ikke skabe enhed hverken med våben, traktater, aftaler, unioner. Der kommer altid et tidspunkt, hvor vores får-natur kommer op i os igen: ” Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej”- ”I ville ikke”. Fundamentet for vores enhed skal derfor ikke findes i os selv, men i er at Jesus blev brudt ned på korset. Som vi hørte fra Paulus til menigheden i Korinth: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,17).

Gud ønsker at samle os, Gud ønsker fællesskab – et fællesskab, der synliggøres i nadverens brød og vin. Herren inviterer os til sit bord for at skabe fællesskab med ham og hans folk, samlet i hans frelsende værk for os: Mit legeme, mit blod.

På korset brød Gud den fuldkomne enhed ned, der var i Jesus, nemlig enheden mellem Gud og menneske, for at placere al vores brudthed på Jesus. Og i det brud, skabte han helhed og enhed. At Jesus spiste sammen med toldere, syndere, luder og lommetyve er et billed på Jesu fællesskab med syndere. Det er et billede på nadverbordet. Dem, der tager imod ham, bliver taget imod af Jesus, uanset om man så fortjener det eller ej. Når vi knæler ved nadverbordet, så ser vi at vi ikke er ”de allerbedste i hele verden”, at vi ikke ”er store, stærke og mægtige” som ifølge P3-historikeren var det, der bragte 1864, måske endda på begge sider af grænsen. Vi ser at vi kommer med tomme hænder og vores brudthed. Og jeg håber ikke at du er så stor i dig selv, så selvhøjtidelig, at du aldrig knæler ved alterbordet.

Når vi knæler ved alteret opdager vi, at vi ikke er alene. Vi ser, at vores fjende også knæler, det gør hende, vi ikke bryder os om, også. Det gør idioten, skurken, det dumme svin også.

Spørgsmålet er: Hvad gør du, når du opdager at de også knæler dér? Hvad gør det, når du opdager at idioten, skurken og det dumme svin har lige så meget brug for Jesus som du har? Tænk over det næste gang du knæler ved alterbordet.

”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød”

14 apr 2019

Lyt til prædikenen:

palmesøndag 2019 - 14th April 2019

Læs prædikenen
Jesus er verdenshistoriens vigtigste person – ingen kan komme udenom at beskæftige sig med ham. Folk hader ham eller de elsker ham. De ignorerer ham eller de følger ham til deres død. Det er noget over denne mand – hvem er denne mand, der hedder Jesus?

Jesus skrev ikke nogen bog, men han er omdrejningspunktet i den største bog, der nogensinde er skrevet. De største filosoffer og forfattere skriver store bøger om ham.

Ingen ved hvordan han så ud – men verdenshistoriens største kunstnere har forsøgt at give deres bud på hvordan han så ud.

Jesus har aldrig skrevet en eneste sang, men uendelige mange sange handler om ham.

Katedraler bliver rejst i hans navn – folk samles overalt i

verden og hører om ham. I de rigeste hjem og i de fattigste flygtningelejre og slumkvarter folder folk deres hænder og beder til ham.

Hvem er denne Jesus?

Vi er på vej ind i den stille uge – startskuddet til påsken lyder i dag, hvor Jesus ridder ind i Jerusalem og folket jubler og modtager ham som en konge – den længe ventede befrier: Velsignet være han, der kommer i Herrens navn.

Lad os prøve at forestille os Jesus komme ridende ind på et æsel til Jerusalem – med alle de mange glad og forventningsfulde mennesker omkring ham – lad os fokusere på ham: Hvad tænker du om ham? Hvem er Jesus? Jesus var kun lige reddet ind i byen før folk begyndte at spørge netop det spørgsmål: ”Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?«”.

Hvem er Jesus?

Det er et spørgsmål, der har lydt lige siden: Hvem er denne Jesus? Mange har forsøgt at komme med et svar på det spørgsmål lige siden: Præster, teologer og kirkefædre har arbejdet med det spørgsmål – filosoffer har arbejdet med det spørgsmål. Videnskabsfolk har arbejdet med det spørgsmål – og det er ikke sådan at det kræver nogen længere uddannelse at arbejde med det spørgsmål.

Ja, det er et spørgsmål, som vi alle sammen på et eller andet tidspunkt skal svare på: Hvem er Jesus? Jeg tror faktisk at det er det allermest vigtige spørgsmål, som du skal svare på i hele dit liv.

Der er nogen, der kommer frem til det svar, at der slet ikke har eksisteret nogen Jesus. ”Jeg er ikke religiøs – jeg tror ikke på Jesus, han har aldrig eksisteret”. Det kan man naturligvis have lov til at mene, men det er så forkert som det kan være. Det er ikke kun i Bibelen, man kan læse om ham, men i en del andre historiske kilder. Hvis man ser rent videnskabeligt på det, så er der rent faktisk bedre historiske beviser for Jesus end for den store græske filosof Platon, hvis eksistens er hævet over enhver tvivl. Jesus har eksisteret – det er hævet over enhver tvivl. Jesus har levet, Jesus har prædiket. Når jeg siger, at jeg tror på Jesus, så betyder det ikke kun, at jeg tror at han har eksisteret, for det er ikke en trossag. Du kan lige så godt stille spørgsmål ved om nogle af de andre antikke personligheder har eksisteret – Jesu eksistens er hævet over enhver tvivl. Selv de største ateister må erkende, at der har eksisteret en mand, der hedder Jesus Spørgsmålet drejer sig altså ikke om, om Jesus har eksisteret – spørgsmålet drejer sig om hvem Jesus var.

Jesus kom med nogle vilde påstande om sig selv: Jeg er den levende Guds søn. Ja, jeg er vejen, sandheden og livet – ingen kommer til Faderen uden ved mig. Jeg er livets brød, jeg er livets vand – den, der kommer til mig skal aldrig sulte og den, der tror på mig skal aldrig tørste. Han stod og sagde: Jeg er Gud. Der er ikke noget at sige til at de forsøgte at stene ham og til sidste korsfæstede ham, da han red lige ind i løvens huls og lod sig hylde som den guddommelige konge. Men var han?

En filosof? En morallærer? Hvordan kan et almindeligt menneske være klogt og filosofisk og så påstå, at han er Gud?

Så var Jesus sindssyg? Nej! De knivskarpe svar han giver på listige spørgsmål… det kan en tosset mand ikke gøre. Selv hans mor blev en af hans disciple – og hans lillebror Jakob blev en af oldkirkens ledere. Ville de det, hvis han var sindssyg? Nej… han var ikke sindssyg!

Men var en løgner? En, der bevidste ville forføre sit folk? Jamen, så må vi sige, at han var en dårlig løgner… havde han sagt ja til at blive konge, så ville han kunne have reddet på en bølge af succes, og der ville have rejst sig en hær bag ham, der kunne have smidt romerne ud af landet. Men det gjorde han ikke – han gjorde aldrig noget, der gav ham fordele. Ja, tværtimod sagde han altid fra, hvis der kom personer med forkerte magt-motiver til ham. Så en løgner – nej!!

Ja, hvad ser du, når du ser billedet af Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem?

Er det en filosof,
en tosset
eller en løgner?

Ja, eller er han som han selv sagde: Guds søn? Hvis han var en filosof en tosset eller en løgner, så er han en interessant person, som vi kan studere og bruge tid på, hvis vi vil… men vi kan også lade være – det gør ikke det helt store. Men hvis han er Guds søn – ja, hvis han er Gud selv, så betyder det pludselig noget, at vi bruger tid på på ham. Så betyder det pludselig noget for dit og for mit liv, hvad han sagde og gjorde. Så betyder det noget for os og vores fremtid hvordan vi forholder os til ham. Hvis Jesus er Guds søn – så er han den vigtigste person overhovedet i verdens historie. Hvis Jesus er Gud søn – så er han den vigtigste person overhovedet at have et forhold til her i livet.

For han er den, der kan løfte dig ud af elendighed, sorg og bekymring.

Han er den, der kan skabe kærlighed og tilgivelse i dit liv. Med ham kan du leve et liv, hvor du ved, at du er fri, elsket og fyldt med Guds ånd. Er han den, han siger han er, så er et liv med ham, din garanti på at du er tilgivet, frelst og en himmelborger i det øjeblik, hvor du lukker dine øjne for sidste gang.

Hvem er Jesus? En dag skal alle se det – for der kommer en dag, da han ikke kommer ridende på et ydmygende æsel, men hvor han toner frem på himmelens skyer. Der kommer et tidspunkt, hvor ingen vil være i tvivl om hvem Jesus er. Vi hørte det læst lige før:

”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Jesus Kristus er Herre – lad os ikke vente med at sige den bekendelse, men lad det være vores bekendelse nu. Paulus skriver i Romerbrevet:

”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Rom 10,9).

Så enkelt er det – og så stort er det. Bekend med din mund og tro med dit hjerte – derefter er Jesus ikke bare en historisk personlighed, så er han din nutidige og fremtidige frelser. Tro med dit hjerte, og så er hans opstandelse ikke bare en historisk begivenhed, men det er det, der sletter det grimme i din fortid, det, der bærer dig i din nutid og det, der skaber din fremtid, dit håb og dit evige liv. ”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” og som Paulus fortsætter ”enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Rom 10,9; 13).

Så hvem er Jesus?

27 jan 2019

Lyt til prædikenen:

3. søndag efter Helligtrekonger 2018 - 27th January 2019

Læs prædikenen:
”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke ale

Mindesten for C.S. Lewis i Poets’ Corner, Westminster Abbey, London

ne ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet” – det er et citat fra C.S. Lewis.

Igennem kristendommen kan vi komme til at se verden sådan som den egentlig er, og vi kan finde vores egen plads i verden. Lige så langsomt som solen står op, lige så langsomt bliver landskabet foran os mere og mere synligt – flere og flere detaljer dukker op, og vi kan se længere og længere. Lige så langsomt som kristendommen får lov til at lyse ind over vores liv og ud over verden omkring os, lige så langsomt ser vi verden sådan som den virkelig er. Sådan som Gud ser den – og vi ser vores plads i den store helhed.

Jeg elsker det citat – der er noget storslået over det, og jeg vil også gå så vidt som at sige at jeg godt kan genkende mig selv i de tanker. Ja, kristendommen oplyser og får os til at se verden anderledes end ikke kristne. Det kan være det grænseoverskridende som vi hørte Kaj læse for os fra Romerbrevet: ” hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise”. Wau – hvem har lige lyst til det, med mindre at kristendommens sollys skinner ned på det menneske og siger: Jeg elsker også din fjende. Din fjende kan blive din søster – din fjende kan blive din bror.

”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op”. Men nogle gange føler jeg også at solen går ned igen. Ting, som var tydelig før, bliver uklare. Mørke breder sig – sygdom og død presser os ned i dødsskyggens dal, hvor skyggerne er lange og solopgangens lys ikke når ned.

Nu har jeg lige læst om to mænd, der bad til Gud og fik hvad de bad om: Jesus helbredte. Har du ikke også stået ved en syg og bedt for vedkommende – og så endte det alligevel med en begravelse? Hvorfor sker noget ondt for gode mennesker? Hvorfor er der nogen, der skal lide så meget? Det føles som om solen går ned – måske før den overhovedet er nået op over horisonten, men det, der sker, er at spørgsmålene vokser sig så store, at de skygger for lyset. Spørgsmålene vokser:

Tror jeg nok?
Er min tro stærk nok?
Læser jeg ikke nok i min Bibel?
Gør jeg ikke nok kristne gerninger?
Er jeg udenfor Guds kærlighed?
Ja, er der i det hele taget nogen Gud, når sådan noget sker?

Der er to ting vi kan gøre, når de spørgsmål blokerer solen for os og efterlader os i mørke: 1) Vi kan vandre væk fra Gud – 2) vi kan starte ved begyndelsen igen.

1) Vend Gud ryggen
Vi kan vandrer væk fra Gud, vi kan vende ryggen til troen, fordi vi føler at troen smuldre mellem fingrene på os. Men ved du hvad – der er ikke noget at sige til at vores tro falder fra hinanden i sådanne tilfælde, for vi holder Gud op på løfter, han aldrig har givet os. Gud har aldrig lovet os, at der ikke vil ske os noget ondt i livet. Gud har aldrig lovet os at enhver sygdom vil blive helbredt. Gud har aldrig lovet os fremgang, fremgang og fremgang. Gud har aldrig sagt, at han er en salgsautomat, hvor du kaster mønter ind i den, og trykker et nummer og så kommer den pose slik ud, som du gerne vil have.

Gud er ikke en salgsautomat-Gud, hvor hvis du putter nok penge i ham, hvis du putter nok tid i ham, hvis du putter nok bønner i ham, hvis du putter nok bibellæsning i ham, så kommer der et eller andet godt ud.

Det er slet ikke kristentro. For tro er ikke en kraft eller en magt. Troen er ikke en eller anden usynlig lasso, som vi får rundt om Guds hals, så hvis vi har nok tro, så kan vi få Gud til at gøre noget, som Gud ikke havde tænkt sig at gøre. Troen er ikke en kraft eller en magt – og troen er ikke en formel. Det er ikke som en pinkode, som når du taster det rigtige nummer ind, så spytter Gud gode ting ud.

Lad os prøve et øjeblik at se på de to personer, der bliver hjulpet i dagens tekst. For det første den spedalske mand: Han kaster sig ned foran Jesus og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren”. Han er ikke et øjeblik i tvivl om at Jesus kan helbrede ham – det er bare et spørgsmål om hvorvidt Jesus vil helbrede ham.

Den romerske officer kender sin egen ringhed i forhold til Jesus: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”. Igen: Ingen tvivl om hvorvidt Jesus kan – selvfølgelig kan han.

Vi hører om to forskellige personer og det eneste, der binder de to sammen, er at de havde hørt om Jesus, måske hørt hvad Jesus sagde, men i hvert fald hørt hvad han gjorde – og derfor kom de hen til ham for at få hjælp. De havde begge en tro på at Jesus kunne. Og det er vel dybest set det den kristne tro er – den kristne tro er en overbevisning om at Jesus kan.
Den spedalske mand siger ”hvis du vil, kan du gøre mig ren” og jeg elsker Jesu korte og kontante svar: ”Jeg vil, bliv ren”. Jesus siger: Det er den tro, jeg kigger efter. Ikke en tro på at jeg vil, men en tro på at du ved, at jeg kan. Ikke en tro på at jeg vil alt det, som du beder mig om, men en tro på at jeg kan alt det jeg vil. Og at jeg bestemmer og at jeg har kontrollen.
Dybest set vil vi helst ikke have at Gud bestemmer, at Gud gør det han vil til sin tid, fordi jeg helst vil have det på den måde, jeg gerne vil. Jeg vil helst have at Gud gør det, som jeg beder ham om og jeg vil egentlig allerhelst have, at han ikke bringer mig i situationer, hvor jeg har brug for at bede til ham. ”For hvordan kan der være en god Gud, når verden er så ond og uretfærdig”.

Bønnen ”hvis du vil, kan du gøre mig ren” viser en tro på at Gud har kontrollen, at Gud bestemmer. Og de gode nyheder er at Gud har kontrollen – at Gud rent faktisk bestemmer. Også selv om han ikke helbreder din ægtemand – så kan han. Men vi bryder os ikke om at Gud har kontrollen og Gud bestemmer, for ligesom gammel hedenskab, så vil vi gerne have, at Gud gør hvad vi beder ham om. Og det får os til at vælge første mulighed af to: Vi vandrer væk fra Gud, vi mister troen. Men vi mister troen, fordi den var bygget på noget, som den aldrig skulle været bygget på.
Det var den første ting vi kan gøre: Vend troen ryggen.

2) Begynd ved starten igen
Den anden ting vi kan gøre, er at vi starte ved begyndelsen igen, vi kan få fokus tilbage på dér, hvor det hele begyndte: Jesus. Jeg vil gerne lige citere fra en af de meste spændende breve i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet. Efter kapitel 11, som er troskapitlet, hvor vi hører om de mange eksempler på tro i Det gamle Testamente, de mange trosvidner, så skriver forfatteren til brevet: Se ”hen til Jesus, troens banebryder og fuldender […] Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet”. Se på Jesus. Se på Jesus på korset, hvordan han bærer lidelsen for os. Hvordan han øste sit blod ud for os – det skulle have været vores blod, vores død, men han tog det på sig dér på korset. Når troen vakler, så få fokus indstillet på Jesus på korset og se Guds kærlighed: ”For således elskede Gud verden at han gav,
hengav
prisgav,
ofrede,
korsfæstede,
vendte ryggen til sin enbårne søn i vrede for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Gud viste ikke sin kærlighed til dig ved at love at gøre alt, hvad du bad ham om. Gud viste ikke sin omsorg for dig ved at love, at intet ondt ville ramme dig og at al sygdom ville blive helbredt.

Nej, Paulus udtrykker det på denne måde: Gud viste ” sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Romerbrevet 5,8). Gud viste ikke sin kærlighed til os ved at besvare vores bønner, men ved at dø for os, da vi mindst af alt fortjente det, for at sende sit lys ud over vort liv.

Jeg begyndte med C.S. Lewis, der sagde:

”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke alene ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet”.

Vi ser vores liv i Guds lys – landskabet i vores liv bliver lyst op, men der kan stadigvæk være skygger, dødsskyggens dal, men selv dér vil der være lys, for ham, der kalder sig selv for verdens lys, han vil gå med os ned i dødsskyggens dal. Vi vil ikke kunne se alt dernede i dødsskyggens dal, men med Jesus ved vores side, vil vi komme igennem og gå fra en troens bjergtop til den næste. Fra en lys glæde til den næste – men imellem de to toppe, er der en dal. Men ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst”.

Vi får ikke svar på alle vores spørgsmål i livet – og nogle af dem vokser sig rigtig store og bliver vores livs ubesvarede spørgsmål. Der er meget, vi kan sætte spørgsmålstegn ved i vores liv – men sæt aldrig spørgsmålstegn ved Guds kærlighed til os. Og gør vi det alligevel, så tag ikke mulighed 1) og vandre væk fra Gud, men tag mulighed 2) start ved begyndelsen igen. Se på Jesus, at vi bliver trætte og mister modet. Hav vores øjne fokuseret på ham, se på Jesus og lad ham fylde dig med glæde:

Øjne, I er lykkelige,
I, som ser Guds Søn på jord!
Øren, I blev hovedrige,
da I hørte livets ord!
Hjerte, da du ordet tro’de,
livets træ randt op af rode!

13 jan 2019

Lyt til prædikenen:

1. søndag efter helligtrekonger - 2019 - 13th January 2019

Læs prædikenen:
I torsdags så jeg filmen ”Så længe jeg lever”, der handler om sangeren John Mogensen og det var en meget tragisk film. Den viser en mand med et massivt alkoholmisbrug: Der blev drukket mange øl, meget snaps og rom – der blev siddet meget på et værtshus
”nær ved Gammel Strand,
brugt er hver en skilling, meget dygtig mand.
Gæsterne forsvinder, klokken er vist fem,
ringede til konen, se at komme hjem”.
I filmen ser man en mand, der har det hele, det musikalske overskud – sans for detaljerne i musikken, tingene måtte aldrig gøres halvt eller middelmådigt. Men hans perfektionisme gik hånd i hånd med en manglende selvtillid og hev ham ud i druk. Der skulle lige drikkes det meste af en flaske rom ”for at tage toppen” af præstationsangsten.
Hans krop gav op, da han var 48 år gammel – han fik et hjertestop hjemme på sofaen efter et liv med meget ”fut i fejemøget”. Dagen før sin død satte han sig til klaveret derhjemme, tændte for båndoptageren og digtede, imens han sang sin svanesang, sin sidste sang: ”Hvad er der så mer”. En sang, der nok rammer ind i mange af vores hverdag med bekymringer og uro om mange ting
”Du brokker dig og klager
Sir nu kan du ikke mere
spekulerer så det knager
mens rynkerne bliver flere
Der er fuger i din pande”

Og så pludselig ud af den blå luft kommer omkvædet:
”For når du ser at græsset gror
og at skoven springer ud
Hva’ er der så mer’
mellem dig og så din Gud?”
– I kan lytte til den ved at klikke her

Hvorfor sidder den ødelagte John Mogensen – måske med hjertesmerter – dagen før han døde og synger om Gud? Synger om at være tæt på Gud? ” Hva’ er der så mer’ mellem dig og så din Gud?”

Eller hvorfor synger Kim Larsen i en af sine sidste sange, ”Den lige vej”, på et tidspunkt i sit liv, hvor sygdom også begyndte at melde sig i hans slidte krop:

”Når mit regnskab det ska’ gøres op
Så tror jeg nok Vor Herre får en prop
For jeg har syndet så det stod i stænger
Men det vil jeg ikke længere
Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
Plus det løse, som ingen husker.
Så vis mig nåde og miskundhed”.

Hvorfor er det sådan, at det først er, når man står med ryggen mod muren, at man begynder at tænke Gud ind i sin horisont? Ærkebiskop Desmond Tutu konstaterede, at der ikke findes mange ateister i et fly med motorproblemer.
Den nu døde biskop Jan Lindhardt har måske ret i at sige, at vi danskere er ”skrabelodskristne” – “Danskernes tro er som skrabeloddet. Man skal blot skrabe lidt i overfladen, så kommer kristendommen frem”. Men hvorfor er det sådan? Hvis tankerne om Gud lige ligger under overfladen – hvorfor er det så nødvendigt at det onde skal skrabe i os, inden det dukker op? Vi har så travlt, vi har så meget, der tager fokus, vores familie, vores arbejde, vores karriere, vores hobby, men i det øjeblik, at det begynder at gøre ondt i hjertet.
Det er først dér at Gud dukker op. Det er først dér at man kommer frem med, at man faktisk havde forventninger til Gud. ”Hvis der er en Gud, hvorfor skal jeg så være syg?”. Hvor kom den lige fra? Det er først dér at Gud pludselig træder ind i vores fokus. Det er første dér at vi har ro til at høre Guds stemme, fordi vi måske nu er lænket til en sygeseng og ikke har andet for. Kalenderen er ryddet – tankerne kredser om noget, som vi ikke selv kan bære. Måske føles kniven at være sat for vores strube.
Som John Mogensen sang dagen før han døde:

”Du har fået så ondt i hjertet,
bare der ikke er noget galt
på det sidste har det smertet
lidt ligesom du’ blir’ kvalt”

En sygehuspræst fra Aarhus fortalte at om natten bliver hjerteafdelingen på Skejby Sygehus forvandlet til byens største bedesal. ”Lad mig leve til i morgen”.

Men hvor er det bare ærgerligt, at det først er dér at vi får Gud ind – for er det først dér at Gud bliver relevant for os, når vi ser, at vi ikke kan klare livet selv, og han så er den sidste udvej? At Gud er som den usynlige ven fra barndommen, som vi sagde farvel til da vi blev voksne – og som nu åbenbart igen er blevet aktuel, når vi rammer vores livs mur. For er vores tro lige under overfladen, så kunne det måske være at Gud også i dag har noget at skulle have sagt i vores liv. Hvis Gud er så vigtig, at vi vil spilde noget af vores livs mest værdifulde tid, nemlig den tid vi har, når vi pludselig får sat en udløbsdato på vores liv, og tiden tæller hurtigt nedad. Jamen, hvorfor kan Gud så ikke også få plads, når vi bader os i tid, når vi endda har så meget tid, at vi endda nogle gange taler om at slå tiden ihjel.

”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far”, sagde Jesus, da hans forældre havde ledt efter ham i flere dage og til sidst finder ham i templet. Jesus går foran – viser selv som barn eksemplet for os: ”Jeg bør være hos min far”. Jeg bør have fokus på min far.
Hvor har du dit fokus i livet? Arbejde, familie, sex, mad, naturen, penge… Kunne det være, at det at have fokus på Gud ville være løsningen på de problemer, som vi ellers forsøger at løse med vores egen visdom og vore egen menneskelig prioritering? Vores egen visdom og prioritering, der efterlader os med – Ja, os selv og vores formåen:

”du spekulerer så det knager
mens rynkerne bliver flere
Der er fuger i din pande
og du er begyndt at bande…

Gør vi det, som vi plejer, vil vi også ende med det vi plejer. Lad os prøve noget nyt – søge noget nyt. Lad os som Maria og Josef lede efter Jesus også selv om du ikke er religiøs. For kristendommen er ikke en religion – det er en relation. Det er at blive en del af Guds familie – det er at se, at du er hans dyrebareste ejendom – og det er at leve de tanker, som Gud har tænkt om dig, fra før universets blev skabt.

”Jeg bør være hos min far” – sådan bør vi også sige – vi ved aldrig hvornår vi når muren i vores liv. Jeg fyldte 44 år sidst – lægger vi det 44 oven i og når til min dobbelte alder, så rammer vi 88… så jeg er nok nået midten af mit liv, hvis jeg er heldig. En af mine kammerater lykønskede mig med, at nu var jeg nået den alder, hvor åreforkalkningerne begyndte at sætte ind. Tak for den fødselsdagshilsen! Vi går altid baglæns i livet – vi går med ryggen mod døden, så vi måske aldrig opdager at vi nærmer os døden, før den rammer os. Og så er det for sent at spørge efter Gud. I profeten Esajas Bog i Det gamle Testamente siger Gud: ” Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær” (Esajas 55,6).

Hvorfor vente med at søge Gud? Hvorfor vente med at have Gud i fokus? Det kan godt være, at der skal det ekstraordinære til, det dramatiske til, det tragiske til, for at vi begynder at kigge efter Gud, fordi den måde, vi har indrettet vort liv på, er så hektisk, at tanken om Gud aldrig får lov til at dukke op. Også fordi jeg tror vi går glip af så meget.

”Jeg bør være hos min far” – ikke bare, når vi går i dødsskyggens dal, men altid, hele vort liv, på toppen af vores liv. Han ønsker at give ekstra solskin til dagene med solskin – ligesom han ønsker at bære os, når vi ikke magter at gå i livets mørke. Gud ønsker at berige vort liv – Gud ønsker at støtte os i vort liv. Gud ønsker fællesskab med os i vort liv – fra nu af og ind i evigheden. Ja, Gud ønsker at være vort liv.

Lad det være vores nytårsforsæt: ”Jeg bør være hos min far”! Ja, vi bør være hos vores far. Lad os lede efter ham, dér hvor han er. Jesus blev i templet – det sted, hvor Gud havde sagt, at han lod sig finde. Maria og Josef ledte efter Jesus i over tre dage – men de ledte de forkerte steder, men fandt ham til sidst, da de kiggede det sted, hvor han burde være. Og på samme måde med os: Lad os søge Gud de steder, hvor han lovet at være – og hvor har han lovet at være? Jesus siger et sted: ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matthæus 18,20). Så derfor vær de steder, hvor Guds ord forkyndes, vær de steder, hvor der er et kristent fællesskab. Der finder du ham i Herrens hus. Du vil kunne finde ham, når du åbner din bibel. Bibelen er den eneste levende bog, der nogensinde er skrevet. Giver vi os til at læse i den, giver vi os ro til at læse i den, så vil vi opdage, at Gud taler igennem ordet lige nøjagtig til os.
Lad os søge Gud – lad det være vores største ønske for 2019, at vi må leve i hans nærhed, få kærlighed af hans kærlighed, liv af hans liv og glædes ved at leve sammen med ham og se hans herlighed i vores liv. Ja, lad de være vores bøn, som koret synger for os om lidt: (Lyt her)

Én ting har jeg begæret af Herren. Den vil jeg søge efter:

At jeg må bo i Herrens hus, alle mit livs dage.

Og at beskue Herrens livsalighed og at glædes i hans hellige tempel.

25 dec 2018

Juledag – Guds julegave

Lyt til prædikenen:

Juledag 2018 - 25th December 2018

Læs prædikenen:
Den største bølge i gaveorgiet er nu overstået– et utal af gaver er blevet åbnet, nogle er blevet åbnet med et ”Nejjjjj!” (siges glad), imens andre er bare er blevet åbnet med et ”nejjj!” (udtales med stor skuffelse).

I USA laver de undersøgelse for snart sagt alt ting – jeg fandt en sjov en den anden dag, hvor banken bag kreditkortet ”American Express” havde lavet en undersøgelse af hvad der skete med dårlige gaver, som folk ikke kunne bruge. 30% af de adspurgte ville gemme dem i skabet. 21% ville bytte dem, imens hele 19% ville give de dårlige gaver til nogle andre.

For nogle år siden fik jeg en gave af min svigermor og svigerfar, som nok ville ende som de 30%, der ville ende i skabet. Jeg pakkede den troskyldigt op med et ”neejj!” – det var fire store batterier. Men det er da altid rart at have batterier i huset – man ved jo aldrig hvornår man får brug for sådan nogen, så ”mange tak”. Ikke fordi jeg havde noget elektronisk apparat, der brugte så stor batterier, men ”mange tak”. Først et par gaver henne i juleaften fik jeg så en stor lommelygte – så kunne jeg jo nemt se, hvad batterierne skulle bruges til.

Gad vide hvor mange julegaver, der bliver anset som en dårlig gave, men i virkeligheden er en rigtig god gave, men man ved bare ikke, hvad det er eller hvordan den skal bruges. Mon det er sådan med for nogen med julens egentlige gave – den gave, som vi har fået af Gud, nemlig hans egen søn, Jesus? Der er nok ingen, der vil sige, at Jesus var en dårlig gave, men alligevel hvis man ikke ved hvem Jesus er, hvad Jesus kan og hvad hans fødsel betyder, og at det faktisk rammer ind i os menneskers dybeste behov, jamen så ender han såmænd nok i skabet. Dårlig gave. Ubrugelig gave.

Englen præsenterede den himmelske julegave med ordene: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. Det lille barn er Herren – bestemt form ental. Ikke bare en herre ud af mange herrer, en Herren – Jesus er Herren selv, altså Gud selv. Det er selvfølgelig en fantastisk tanke, at Jesus var Gud – ikke bare en gud, som nogle sekter mener, eller at Jesus var guddommelig. Nej, Jesus var Gud – med stort G.

Prøv tænk på at de første kristne var jøder – jøderne, der var strengt opdraget med at der ikke var andet end én Gud. Jødernes trosbekendelse lyder ”Hør Israel, Herren er Gud, Herren er én”. Der er kun en Gud – Gud den almægtige. Men alligevel kunne de første kristne sige ”Jesus er Herren”. Eller sige som disciplen Thomas: ”Min Herre og min Gud”. Var det ikke et oprør mod det centrale i deres tro, troede de ikke pludselig på to guder? Nej, selvfølgelig ikke – de så Jesus som Gud – de Jesus som den eneste Gud.

Den himmelske julegave var, at Gud blev menneske. Og hvorfor skal vi ikke smide den julegave hen i skabet? Det skal vi ikke, for det betyder, at vi ikke er frelst af en eller anden skabning, som Gud skabte, men vi er frelst af Gud selv. Den Gud, jeg tror på døde for mig på korset udenfor Jerusalem, og han stod op fra de døde tre dage efter. Gud selv betalte prisen for mine synder for at frelse mig, og genskabe det fællesskab, som var brudt af min fejl og mine synder.

For det andet betyder den julegave, at hvis Jesus er Gud, så kender vi Gud. Den evige Gud, som ingen har set, og som ingen kan tåle at se, ham kan vi lære at kende. Hvis vi vil vide noget om Gud skal vi bare se på Jesu liv – se på hans medlidenhed, se på hans kærlighed.

Gud blev kød.

Vi kan lære Gud at kende ved at se på Jesus, men at Gud blev menneske betyder også noget for Gud Det er ikke bare os, der ved hvem Gud er. Nu ved Gud også fuldt og helt hvad et menneske er. Ikke bare som førhen, fordi han har skabt os, fordi han kender os ud og inde, ”Gud, for du kender vor skabelses gåde, støvtråde-værket du kommer i hu”, som vi synger i en lovsang. Han kendte også vores svagheder før. Han vidste hvad vi havde af problemer med at overholde hans ord… men som et gammelt ordsprog siger, så er det kun, den der har skoen på, der ved hvor den trykker. ”Ordet blev kød og tog bolig i blandt os”, skriver Johannes. For at sige det på en plat måde, så tog Gud skoen på for at mærke, hvor den trykker.

Jeg har hørt en lille søde historie om en lille 5-årig dreng legede med sin lillebror på omkring 2 år. Det gik da også meget godt lige indtil den toårige greb ud efter storebrors hår og rev i det. Han råbte af smerte og moderen kom løbende ind. Tårerne stod ned af kinderne på ham, da han forklarede hvordan lillebroderen havde hevet ham i håret. ”Dumme lillebror”. ”Åhh… ” svarede moderen” han er bare to år gammel, han ved jo slet ikke hvordan det gør ondt at blive revet i håret”. Tårerne blev tørret af og moderen gik, men efter et par sekunder hørte hun et andet skrig – det var lillebroderen, der skreg og moderen kom springende ind: ”Hvad er der galt?”. ”Du sagde, at han ikke vidste, at det gør ondt, når man bliver revet i håret. Det ved han nu”.

Gud ved hvordan det føles at være menneske. I lidt over 30 år gik Gud rundt på vores jord og oplevede alt det, som du og jeg har prøvet. Han blev træt, han blev tørstig. Han grinede, han græd – han oplevede glæden ved at møde nye venner og sorgen ved at miste. Gud ved hvad det vil sige at være et menneske – han forstår os fuldstændig. Han forstår vores svaghed og vores begrænsning. Gud valgte at identificere sig med vores smerte, vores menneskelighed, vores kød.

Og hvorfor skal vi ikke smide den gave hen i skabet? Jo, fordi det betyder at kommer vi til Gud møder vi ikke en fjern og urokkelig tyran, men vi møder en forstående Gud, der har de samme erfaringer som dig og som kan forstå dig og som vil give dig måske ikke det du sørger, men det du har brug for.

Julen er glædens fest, men ikke en påtvunget glæde med syntetiske smil, for Jesus er ægte og hans glæde og fred er ægte. Det er det mærkelige med glæden og freden fra Jesus, at den kan eksistere selv om der er sorg og ufred nok til at kunne kvæle en. Guds julegave er håb og trøst, er lyset midt i det mørke, som vi kan have i vores indre af den ene eller anden grund. Jesus er det evige liv. Tror vi på ham får vi del i det liv – som også kan holde vore kære oppe. Der skal også være plads til sorg i juledagene, vi skal ikke kvæle den, hvis den melder sin ankomst, for ”nu taler vi om noget andet”. Lad der være plads til sorgen – juleevangeliet er stærkt nok til også at bære sorgen, men lad det være en besejret sorg, for Jesu fødsel var startskuddet til sejren over døden.

Lad der også være plads til de tunge og mørke tanker, der kan melde sig – også dem kan julens hovedperson bære, for ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.