12´. søndag efter trinitatis

Denne side er set 229 gange!

Lyt til prædikenen:

      12. set 2019 - 7th September 2019


Læs Prædikenen:

Jesus helbreder en døvstum mand – helbreder ham med ordet ”Effatha”, som betyder ”luk dig op”. Og pludselig kunne manden høre – og derfor også tale.

Jeg tror fuld fuldt og helt på at Jesus også i dag kan helbrede mennesker – som at åbne ørene rent fysisk på en døv… men jeg tror også altså også at han kan åbne ørene åndeligt på os, så vi kan høre hvad han vil sige til os – og det er måske et meget større under end det fysiske under. Han kan åbne vore åndelige øre, så vi kan høre hvad han vil lære os. For han vil os noget… han vil dig noget.

Og det er det fantastiske ved at være præst i den levende Guds kirke. Vel knokler jeg hver eneste uge med at få skrevet min prædiken, men når alt kommer til alt, så er det slet ikke mig, der står bag, men ham der bærer det hele. Vi hørte oppe fra alteret, at det var noget selv Paulus kendte til: ”Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud” (fra 2 Kor 3,4-9). Skal der komme noget ud af mit arbejde med min prædiken, så skal Helligånden virke, så skal vore ører åbnes… ikke ved vores egne anstrengelser, men ved hans nåde. Ved at han gør et under. Og det er ikke altid at det går som præsten prædiker… nogle gange går det faktisk meget bedre, fordi det er helt ude for hans rækkevidde, hvad Gud vil give hver eneste af os.

I skal lige høre nogle mærkelige oplevelser jeg har haft som præst. Der var engang en kvinde, hvis historie jeg kendte lidt til, som nede i døren trykkede mig i hånden med ordene:”Jeg kunne høre, at du havde mig i tankerne, da du sagde det og det. Tak for det”. Og jeg nikkede – og havde slet ikke hjerte til at sige til hende, at jeg ikke havde haft hende i tankerne overhovedet… og at jeg faktisk heller ikke synes at jeg havde sagt det hun havde hørte.

Det var en behagelig oplevelse – noget bedre end en anden gang, hvor en havde været til gudstjeneste klokken 9.00 og stod i døren efter næste gudstjeneste. Hun ville bare sige mig, at når jeg prædiker, så fik hun kvalme – ”og sådan er vi mange, der har det”.

Hvordan kan det være, at folk høre noget i en prædiken, som jeg slet ikke var klar over – og hvordan er det, at man reagerer så forskelligt?
Jeg tror ikke bare det er sådan, at smag og behag er forskellig. Jeg tror virkelig, at der er noget andet på færder. Det sker, fordi det at høre ikke bare er den proces, der sker inde i øret, når lyden rammer trommehinden og sætter den i svingninger. Nej, du lytter ikke bare med dit øre, du lytter med dit hjerte med alt det du har med dig dér af erfaringer og oplevelser.

Du hører ved at Gud åbner vore ører for forskellige ting efterhånden som vi selv er klar til at høre det. Hvordan han åbner forskellige ting efterhånden, som vi har brug for at høre det. Men det sker kun, hvis Gud tillader det.

Mange gange i Bibelen læser vi, hvordan det at høre og forstå ikke bare er noget vi kan vælge og vrage som vi lige ønsker. Det er noget Gud skal tillade. Det passer ikke ind i vores syn på vore egne muligheder, at vi selv kan bestemme hvad og hvornår vi vil høre. For det kan vi ikke. Skal vi høre, så skal der et under til. Det er noget Gud skal tillade – så derfor rent konkret, så er det faktisk et under, hvis I får noget som helst ud af mine prædikener. Der skal et guddommeligt ”effatha” til, ”Åben dig op”.

Men er der da ikke noget vi selv kan gøre? Hvis det hele er i Guds hænder, er det da så ikke fuldstændig lige meget hvordan jeg opfører mig? Nej, der er i hvert fald en ting vi kan gøre i denne sammenhæng: Vi kan stole på Gud. Vi kan vende vores forventninger og vores håb til ham.

Vi hørte for lidt siden Salmernes Bog fra alteret, da ridsede forfatteren forskellen op mellem den eneste sande Gud og de mange afguder (Sl 115,1-9). I kan måske huske det, at ”nok har de mund, men de kan ikke tale… og der er en lang liste, som også indeholder: At gudebillederne ”nok har de ører, men de kan ikke høre”. Og så slutter forfatteren af med at sige, at ”sådan bliver også de, der har lavet dem, alle de der, stoler på dem”.

En sikker måde at blive åndeligt stum, blind og ikke mindst døv på, er altså ved at stole på andre guder end den eneste levende Gud. Og de andre guder behøves ikke at være konkrete afguder, der findes i forskellige religioner – en gud er det, som vi sætter vores tillid til. Om det så er penge, uddannelse, politikkere, verdens bedste arbejde – eller andet. Som modsætning til de ikke eksisterende afguder og de ting, som vi sætter vores tillid til, står den levende Gud og opfordringen kommer til sidst i salmen: ”Israel, stol på Herren”. Stol på ham, der ”er i himlen og gør alt hvad han vil?”.

Så jo, vi kan gøre noget. Vi kan stole på Gud og forvente noget af ham, når vi træder ind i kirken.

Den bedste måde at forberede sig til at gå i kirke, det er at bede Gud om at han må åbne min øre, så jeg må kunne høre hvad han vil sige til mig i dag. Netop: Hvad Gud vil sige… ikke hvad fjolset til en præst vil sige… men hvad Gud vil sige… og hvad vil han sige til mig i dag? Ikke sådan med et lille blik over på den anden række: ”Det havde han godt nok godt af at høre”… nej, hvad vil Gud sige til mig?

Den bedste måde at forberede sig til at gå i kirke, det er ved at forvente at Gud taler til mig. Den bedste måde at læse i Bibelen derhjemme er ved at forvente, at Gud vil tale til mig gennem det jeg læser. At jeg læser i Bibelen ivrigt, opmærksomt, tillidsfuldt, forventningsfuldt, ydmygt, tålmodigt, glad, med bøn og med en hensigt: Jeg vil høre hvad Gud vil sige til mig. ”Effatha” til, ”Åben dig op”.

Det hele begynder med at have tillid til Gud, at have forventning til ham. Gud vil åbne vore øre – og uanset om det vi høre gør os glade eller får os til at få kvalme, så er det sagt i kærlighed til os. Han ved hvad vi har brug for at høre. ”Effatha” til, ”Åben dig op”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *