Denne side er set 269 gange!

Lyt til prædikenen:

      11. efter trinitatis 2019 - 1st September 2019

Læs Prædikenen:
Moralen i denne historie virker til at være lige til

  • Tænk ikke for stort om dig selv, som denne dobbeltmoralske farisæer – vær hellere som denne selvfornedrende tolder.
  • Eller vil vi sige det endnu mere simpelt, så fortæller denne lignelse os: Vær ydmyg.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at lige så snart en af Jesu lignelser er så nem, simpel og lige til at forstå, så er det garanteret fordi vi ikke rigtig har forstået den. Jesus plejer ikke at være så ligetil.

Lad os prøve kigge på farisæeren – det er jo en imponerende den liste, som han læser op over for Gud. Han er virkelig noget specielt – ved første øjekast er han virkelig ikke som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Der er ingen tvivl om at farisæeren lever et retfærdigt liv for ha lever fuldstændig fejlfri i forhold til lovens ord. Han er fuldstændig på ret kurs i forhold til hvad liv, han skal leve, men dér, hvor kæden hopper af er hans fokus for det retfærdige liv er. For imens han står og beder til Gud, så beder han faktisk kun om sig selv – I løbet af to sætninger siger han ”jeg” – fire gange.

  • ”Gud, jeg takker dig,
  • fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.
  • Jeg faster to gange om ugen, og
  • jeg giver tiende af hele min indtægt”.

Han beder om sig selv, imens han ser ned på mennesker, som er skabt i Guds billede og som er elsket af Gud. Han stiller sig op blandt mennesker – som en ud af mange – men som den bedste af de mange. Og så går han ud af templet lige som da han gik ind i templet. Besøget i templet gjorde faktisk ikke nogen forandring på ham. Han er ikke retfærdiggjort – han er ikke blevet tilregnet retfærdighed eller erklæret retfærdig af Gud. Det kom ikke engang ind i hans hoved, at han kunne bede Gud om det.
Jeg tror, at hvis vi skraber lidt i overfladen på farisæeren, så finder vi en tolder. Som Paulus siger ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23). Farisæeren er lige som tolderen, man skal bare skrabe i overfladen og komme forbi den flotte facade. Farisæeren er lige som tolderen, men han har bare ikke erkendt det og bekendt det, så derfor er han fanget i sit eget lille gyldne bur af selv-fromhed. ”For jeg er ikke som tolderen dér.. ”jo, det er du – du kan bare ikke se det.
Lad os prøve kigge på tolderen. Tolderen ser ikke sig selv som en ud af mange – han ser sig ikke som en synder ud af mange syndere. Han ser sig som synderen – som bestemt form ental, som det hedder i grammatikken. ”Gud, vær mig synder nådig”. Eller som det også kan oversættes: Gud, vær nådig mod mig, synderen. Vi kan ikke lide at have mærkatet ”Synderen” på os – for så slemt er det da ikke med os. Vi er da ikke værre end alle andre – vi er jo alle syndere… og så kigger vi rundt på dem omkring os. Lige som farisæeren gjorde det.

I kender måske historien om den gamle Stine, der fik besøg af præsten – hun lå på sit yderste – og det hørte sig til at komme med en bekendelse overfor præsten.
– Jeg har været en meget stor synder i mit liv.
Præsten tog Stines hånd:
– Ja, det er rigtigt Stine, det er også hvad jeg har hørt. Og gamle Stine løfter hovedet fra puden – pludselig var kræfterne tilbage i hendes stemme:
– HVEM har sagt det til dig?

Nej, vi kan godt acceptere at vi er en synder, men ikke vi er Synderen, med stort S. Vi kigger rundt: ”Så slemt er jeg da heldigvis ikke. Jeg har brug for nåden og tilgivelsen – men det har alle de andre også”. Tolderen så sig selv som synderen – Gud, vær nådig mod mig, synderen.
Det, der gør lignelsen RIGTIG interessant er der faktisk ikke er antydningen af anger i tolderens tale, der er ikke noget løfte om at fra nu af stopper han som tolder og give halvdelen af sin ejendom til de fattige og dobbelt tilbage til dem, han har snydt. Intet løfte om at begynde et nyt og bedre liv. Der er faktisk kun en anerkendelse af at han fuldt og helt er afhængig af Guds nåde. Tolderen ved den ene ting, som farisæeren ikke ved:
Hans liv er Guds liv.
Hans fortid, nutid og fremtid afhænger fuldstændig af Guds nåde og barmhjertighed.

Tolderen ser sig som synderen – der kun kan en ting: Række hænderne frem og bede om nåde. Han har intet i sine hænder – ikke engang anger, bekendelse, tro, løfter om bedre tider. Det eneste han kan bringe frem til Gud er den TOTALE afhængighed.

Det er kristendom: Hvis noget af vores frelse, bare den mindste smule. Hvis noget af vores retfærdighed , bare det mindste smule, hviler på vores evner, vores karakter – om det så er gode gerninger eller noget, vi præsterer, at så er vi fortabte. At enten er det Gud alene, der frelser os – eller også er det os, mennesker alene. Vores frelse, vores retfærdighed er ikke et åndeligt samarbejde. Det drejer sig ikke om mig – det drejer sig om Gud.

Før fandt vi ud af, at hvis man skrabede lidt i overfladen på farisæeren, så fandt vi en tolder. Jeg tror også, at hvis vi skraber lidt i overfladen på tolderen, så finder vi en farisæer. For i det øjeblik at vi tager lignelsen til os og bliver ydmyg lige som tolderen, så er det meget svært ikke også at blive taknemmelig over at jeg så ikke er som farisæeren. Det er forkert – lad os have fokus på Gud.

Det handler heller ikke om at leve i denne bevidste ydmyghed, at jeg ved, at jeg er synderen, der ”står for Gud, som alting ved og slår mit øje skamfuldt ned”, som en gammel vækkelssang siger. For nej, så har man fokus væk fra det, Gud har gjort for mig og så over på min status. Og lige i det øjeblik at vi har skiftet fokus, så handler det pludselig om mig. Så handler det min ydmyghed eller manglende stolthed så handler det om min syndighed, hvor man sætter en ære i sin usselhed. Men nej, det skal ikke handle om mig, det skal handle om Gud.

Lignelsen her handler om at vende vores opmærksomhed fra os selv – fra vores hellighed eller vores lidenskab, vores tro eller vores nederlag, vores ære eller vores skam, og så over på Gud. Den Gud, der har sin glæde i at retfærdiggøre den ugudelige, som hilser den udskudte velkommen og som helbreder alle dem, der mangler. Den Gud, der sendte sin søn for at blive hadet og foragtet af alle – så du kunne blive elsket af Faderen. Der Gud, der sendte sin søn til sine egne, men blev en fremmed blandt sine egne, ja, blev en fremmed i sit eget tempel. Den Gud, der sendte sin eneste søn for at han kunne blive lige så ensom som tolderen, stod alene nede bag ved i templet foragtet af alle. Ja, Jesus blev endnu mere foragtet og mere ensom end tolderen – for Jesus blev drevet væk fra templet med et kors på sine skuldre til verdens historiens ensomste sted: Korset, hvor Jesus endda blev forladt af Gud. Tolderen slog sig selv på brystet i templet – Jesus blev jaget væk fra templet imens andre slig ham.
Det handler om ham – det handler om Jesus. Ikke hvad vi har gjort eller ikke har gjort, men i hvad han har gjort. Det handler om at komme med fuldstændige tomme hænder til ham – tømt for stolthed, ydmyghed, gode gerninger, onde gerninger – men bare tomme hænder. For det er kun den, der har set at vi har behov for Gud, det er kun dem, der er retfærdig, frelst – en himmelborger.

For 14 dage siden var der en artikel i Præsteforeningens Blad med overskriften: Nadveren er en bekendelseshandlig. Nej, det er nadveren ikke. Bruger vi den som en bekendelsehandling, så gør vi os skyld i at misbruge det hellige. Nadveren er virkelig stedet, hvor vi ikke skal præstere noget, men bare tage imod. Vi skal ikke komme med noget – vi kan komme med tomme hænder, og Jesus giver os på en konkret måde sit legeme og sit blod i vores fremstrakte hænder. Lad os mødes til nadveren – bødes som vi er på godt og ondt, og dér møde Gud, som han er på godt og bedre – og modtage det Gud er og har, for han er rig på barmhjertighed, kærlighed og tilgivelse.