Denne side er set 997 gange!

I 10. klasse fandt en kammerat og jeg et digt i vores danskbog, som vi bare synes var et eksempel på dårlig lyrik. Digtet lød i al sin korthed:

                      I vor samtales gade

                      kørte jeg frem for rødt.

Magen til vrøvl skulle man lede længe efter – mente vi. Men så kom vores dansklærer og åbnede digtet op for os. Hvem kender ikke det, at man taler med én og pludselig kommer man til at sige et eller andet, som man bare ikke skulle have sagt. Enten noget, der sårer, noget man havde lovet at tie stille med eller noget helt tredje. Men nu var det sagt – og det sagte stod ikke til at gøre usagt – man var kørt frem for rødt – man havde overtrådt reglerne og nu kunne der ske store ulykker.

Jeg har ladet mig fortælle, at tungen kun vejer omkring 0,4% af vores samlede kropsvægt – men lige som skibets ror eller den mindste ild har meget magt og mange muligheder i sig, sådan også med tungen. Tungen styrer meget, men er selv svær at styre, så svære, at Jakob i sit brev skriver ”Hvis én ikke fejler i tale, er han fuldkommen og kan tøjle hele sit legeme”.  Vi mennesker har tæmmet naturens kræfter, tæmmet dyrene, besejret verdenshavene med små skibe… men tungen er umulig at tæmme. I det ene øjeblik lovpriser den Gud og i næste øjeblik forbander den mennesket, som er skabt i samme Guds billede, som Jakob siger.

Tungen afslører – afslører hvem vi er og hvad der ”gemmer” sig i os. Den amerikanske præsident Abraham Lincoln sagde engang

”Jeg vil hellere blive ved med at forholde mig tavs, så folk tror jeg er et fjols end at tale åbent og fjerne al tvivl om det”. Der er overensstemmelses mellem det indre – hjertet – og det ydre – det, der kommer ud af munden. Vi kan forsøge at holde igen på det, men på et eller andet tidspunkt vil munden løbe over med det, hjertet er fuldt af.

                      I vor samtales gade

                      kørte jeg frem for rødt.

Det fører til bedrøvelse – sårede medmennesker og måske endda også injurieresager!

Jesus taler om noget meget værre end injuriesager, for han taler om noget langt stærkere og forfærdeligere: Bespottelse mod Helligånden. Mange mennesker har i tidens løb pint sig selv med det spørgsmål: ”Har jeg bespottet Helligånden? Har jeg talt et ord imod Helligånden?”. Og jeg forstår godt fortvivlelsen, for overfor denne synd gives der ingen tilgivelse – hverken i denne verden eller den kommende. Men hvad betyder det egentlig denne bespottelse af Helligånden – det må være magtpåliggende for os at finde frem til hvad det betyder, når det nu har så enorme konsekvenser.

For at forstå hvad denne bespottelse er, så er det nødvendigt at finde frem til hvad Helligåndens funktion er. Det er der naturligvis intet let svar på, men et bud her er, som der står i Johannes-evangeliet kpt. 16: Han skal ”overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom”.

Han skal vise os synden i vores liv og pege hen til Kristus som er den eneste, der kan tilgive synd. Hos Kristus er det eneste sted, hvor vi kan hente tilgivelse. Dér sættes der ingen begrænsninger: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesket – al tale selv imod Menneskesønnen – selv mod Jesus Guds søn,

den højeste i universet,

ham som er arving til alle ting,

ham ved hvem hele universet er skabt,

ham, som er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede –

han, som bærer alt med sit mægtige ord.

Selv bespottelse af ham – og tale imod ham, skal tilgives os, hvis vi bare vil lade os overbevise af Helligånden om at det er synd. Al synd – og der skal virkelig ikke sættes nogen grænser – al synd vil blive tilgivet. Guds tilgivelse er uendelig – ligesom universet. Hvem kan fatte universets brede, dybde og længde – hvem kan fatte bredden, dybden og længden af Guds vilje til at tilgive? Ingen! Men alligevel er der denne ene synd som Gud ikke tilgiver – der er altså en grænse for Guds tilgivelse, men det er ikke en grænse som Gud sætter – det er os selv, der trækker den grænse ”dertil og ikke længere” og den grænse respekterer Gud.

At spotte Helligånden – at tale imod Helligånden, er for mig at se det samme som at vende det døve ører til Helligånden, når han taler om synd. Det er selv at sætte en grænse for tilgivelsen – At handle imod bedre vidende.

Er man en gang blevet overbevist om, at man har brug for Guds tilgivelse – f.eks. de mange gange, man misbrugte ordene og har såret et medmenneske eller skabt splid og bedrøvelse – men pludselig ikke mere synes, at man har brug for tilgivelsen, så er man i gang med at spotte Ånden. Så spotter man Helligåndens arbejde i os – så taler man imod sandhedens ånd og kalder ham en løgner.

Der findes ingen synd, som du ikke vil få tilgivelse for, hvis du kommer til Jesus og angrer din synd ingen! Alt kan tilgives – undtagen modvilje til at lade sig tilgive. Når der er tilgivelse for den største synd, vi overhovedet kan forestille os – nemlig bespottelse af Guds egen søn, så kan vi simpelthen ikke finde nogen synd, der ikke findes tilgivelse for. Der findes ingen ”syv dødssynder” – der findes kun bespottelse mod Ånden og det er ikke en eller anden synd, men det er at man ikke vil tro sine synders forladelse. Gud er gået til den yderste grænse for at frelse os – for at tilgive os, men et menneske, der ikke føler skyld vil heller ikke modtage tilgivelse. Helvedes dør lukkes ikke udefra af Gud, men indefra af menneskets modvilje.

 

Det er enkelt – men alligevel midt i sin enkelhed uhyr problematisk, for vi vil jo gerne have at alle mennesker skal blive frelst – vi vil gerne selv frelses. Det er en god kristelig tanke og et godt kristeligt projekt: At give evangeliet videre til alle, så alle må blive frelst. Men Gud tvinger ingen – vil jeg ikke have hans tilgivelse, så vil jeg heller ikke få den. 

Men går jeg i mig selv – lader jeg mig overbevise om synden i mig og om retfærdigheden, som kun kan hentes fra Jesus og om dom, at verdens fyrste ikke skal have nogen del i mig, for han er dømt for længst. Lader jeg mig overbevise om synd, retfærdighed og om dom og vender jeg mig til det eneste sted, hvor der er tilgivelse, så vil jeg også blive tilgivet. Ingen lange moralske pegefingre – kun tilgivelse og evig glemsel. Og hvad jeg har bekendt en gang – det er tilgivet. Jeg får lov til at leve i tilgivelsen – det er kristendommen, når den er skåret ned til en enkelt sætning: Lev i tilgivelsen!

Og så skal vi vide, at hvis vi pludselig bliver ”indhentet” af en gammel synd, som vi har bedt om tilgivelse for – ”hvad var det nu lige med den gang du stjal af kassen, da du var sur og vranten overfor din bedstemor” eller andet i den dur. Kommer det frem, ja, så er det ikke Jesus, der minder os om det, for han har glemt det alt sammen. En bekendt synd er en tilgivet og glemt synd. Så der er det Djævelen, der forsøger at lokke os ud af den sikkerhed, som Jesus har placeret os i. Afvis ham med ordene ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene – jeg er et tilgivet menneske”. Når Djævelen kommer og minder dig om din fortid, så skal du minde ham om hans fremtid – og den er ikke god.

 

Men vores fremtid er god, for den bygger ikke på Jonas´ tegn eller prædiken eller på Salomos filosofi – den bygger på Jesu opstandelse fra de døde og hans tilgivelse af vor synd.

Han gør det muligt at starte på en frisk – ikke ved at gøre det sårende og ødelæggende ord, vi har sagt til vores medmennesker til intet, men ved at tilgive at vi har sagt det. Ikke ved at vi kan tæmme vores tunge, men ved at han giver vores tunge et andet indre at afspejle – ved at han selv tæmmer vor tunge, så vores tunge ikke på det ene tidspunkt må komme med forbandelser og det næste øjeblik må komme med velsignelser. Men ved at han lægger en ny sang i vores hjerte og på vores tunge – en lovsang til vor Gud.

“Lov og tak og evig ære – være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed”

Amen!