Trinitatis

6. søndag efter trinitatis (2019)

Lyt til prædikenen her:

      6. søndag efter trinitatis - 28th July 2019


Læs prædikenen her:
Jeg vil gerne begynde med en lille geografitime. Jeg har lige læst et lille stykke fra Bjergprædikenen for os. Hvis I kan se Israel for jer, så har vi Det døde hav, Jordanfloden og så den store Genesarets sø – øverst oppe nordpå har vi byen Kapernaum, så lige vest for byen har vi det bjerg, hvor man mener at Jesus prædikede. Hvis man tager bilen fra Jerusalem og kører direkte nordpå over Jeriko og så videre langs Jordanfloden, så er vi dér omkring 3 timer efter. 190 kilometer. Det er cirka den afstand der er herfra og så til DS Arena, hvor Hobro Boldklub spiller, hvis man er til fodbold.

De mennesker, der hørte Jesus prædike første gang kendte godt turen til Jerusalem, for som gode jøder var de nødt til at rejse den gerne en gang om året. Ikke for at komme til fodbold, men for at komme til templet og bringe en offergave for det forkerte de havde gjort i det forløbne år. Den gang tog det noget mere end 3 timer at rejse over bjerge, støvede landeveje – farlige veje, hvor røvere lå på lur, fordi de vidste at man skulle til Jerusalem og derfor havde penge med til offergaven. Et nemt bytte.

Nu skal vi prøve forestille os, at en mand har rejst 10 dage, slæbt sin familie igennem bakker, dale og bjerge og med risiko for at falde i røveres hænder – nu er han nået til Jerusalem. Køber et slagtoffer og bringer det hen til alteret. Det er højdepunktet på året – alle besværlighederne værd.

Jøderne omkring Jesus kender den følelse – nu sker det snart. Og så siger Jesus: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om at din broder har noget i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”.

Du har rejst 10 dage, du har rejst fra den ene ende af landet til den anden, du har købt din offergave og du har stået i kø – det er din tur lige om lidt. Og så kommer du i tanke om at der er en, derhjemme, der har noget i mod dig. Så kommer du i tanke om at du mangler at forlig dig med en derhjemme. Du er ved at reparere kløften mellem dig og Gud – og så kommer du i tanke om at der er en kløft mellem dig og et medmenneske. Der er en konflikt mellem dig og et medmenneske. Jesus siger: Så er du simpelthen nødt til at rejse tilbage –rejse de 10 dage og alt det bøvl og så forlig dig – og så rejs tilbage, og så kan du bringe din gave. Så kan du forlige dig med Gud.

Det er radikalt det Jesus kræver. Forlig dig – koste hvad det vil. Forsoning med vores Gud hører tæt sammen med forsoning med vores medmennesker. Ja, det drejer sig ikke bare om at DU har noget imod din bror, men at din bror har noget imod dig. Det gør det ekstra besværligt ikke? Har vi opført os sådan, at der er en et eller andet sted, der har noget imod os? Så gå hen – før noget andet – og få genskabt det fællesskab, som du havde. Ræk hånden ud til forsoning. Og så undskylder du. Ikke noget med at bortforklare og pege på den anden, ”men du var jo heller ikke bedre end mig”. Nej, undskyld – læg dig fladt ned og sig undskyld. Læg din stolthed til side – og læg din skæbne i den andens hænder.

Men hvad så når der er en, der har noget imod dig – og du med hånden på hjertet kan sige: ”Det var ikke min skyld. Den anden er eneårsagen til konflikten. Han har noget imod mig – men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg har min sti ren. Jeg lader ham sejle i sin egen vrede imod mig”. Vi skal lige lægge mærke til at Jesus ikke siger: ”Læg bare gaven på alteret, for den anden er jo alligevel bare en idiot. Hun er alligevel ikke dine frustrationer værd”. Jesus ­skeler ikke til skyldsspørgsmålet – om du eller den anden har ret – han peger bare på det brudte forhold. Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Vi ønsker at være Guds børn, ikke? Så lad os strække os så langt som vi overhovedet kan for at stifte fred. Og det kan godt være, at den anden nægter at række hånden ud for at gribe din hånd – så må det være en sag mellem den person og Gud. Vi skal bare gøre vort til at fred og forsoning får liv her på jorden. Vi er forpligtet på at stræbe efter forsoning, så må vi leve med den smerte det er, når den forsoning så ikke lykkes. Paulus siger i Romerbrevet (12,18): ” Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange ægteskab vil være reddet, hvis vi praktiserede den form for kristen livsstil?! Det er umuligt at holde gang i en uenighed, hvis der er mindst en af parterne, der lever det her ud. Hvad så ikke hvis det er begge to? Hvis begge to ser, at der er en konflikt, lægger deres tanker og deres handlinger åbent frem og beder om tilgivelse for det. Eller hvad med konflikter i resten af familien eller på arbejdspladsen?
Det er virkelig en udfordring det her – og vel også provokerende og ubehageligt, for det stikker i os: Arh – det kan ikke passe!

Og hvis vi lægger mærke til det, så ender rigtig mange prædikener om bjergprædikenen med at tage brodden ud af teksten: Jesus mener det ikke så alvorligt. Det her er sagt før nåden kom ind i verden – og for at vise os at vi i den grad har brug for nåden. Vi har brug for Guds tilgivelse – for det her kan vi ikke leve ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den Jesus som vi tjener, aldrig udfordrer os eller aldrig gør os ubehagelig til mode, så tjener vi nok ikke den Jesus, vi læser om i Bibelen.

Da jeg sad en fredag og arbejdede med teksten her, så stak en fra menighedsrådet hovedet ind og spurgte hvad jeg lavede. Jo, jeg arbejdede med prædiken over den og den tekst. Du kan jo prøve at arbejde med spørgsmålet: Hvorfor slår vi i bak, når vi hører sådanne krav fra Jesus? Hvorfor støder vi os på Jesu radikale ord ikke bare her, men i hele Bjergprædikenen?

For det første er det vel fordi det ikke er det billede, vi normalt får malet op af Jesus. Vi er vant til at se Jesus som Thorvaldsen-Jesus med åbne indbydende hænder: Kom til mig – og jeg vil give jer hvile… og så ser vi en mental og åndelig sofa, vi kan lægge os på. At være en kristen er ikke et liv på sofaen – men et liv i tjeneste og tilbedelse af Herren.

For det andet, så rammer det ind i noget, vi ikke vil. Vi vil ikke gøre så meget for at frembringe forsoning – så skal vi gøre en ekstra indsats, det er besværligt. Det passer ikke lige nu. Det er fortid. Og det er vel dér det ligger – ikke i at vi ikke kan rejse de 200 kilometer for at række ud, men i at vi ikke vil. Og derfor stikker teksten til os.

For det tredje, så er det vel fordi det kræver, at vores stolthed står i vejen for os – vi er nødt til at ofre vores stolthed på fredens alter for at række ud. ”Jamen jeg er jo helt uden skyld i den konflikt. Han har faktisk set sig sur på mig, fordi jeg er en kristen”. Jesus var også uden skyld – men alligevel døde han på korset, forhånet, forladt og forpint. Gud rakte ud til os – selv om det var os, der havde brudt forholdet til ham. Og Guds hænder strakte sig så langt ud til forsoning at vi tog imod de hænder og naglede dem til korset. Så kan vi vel også række vores hænder ud ikke på korsets planker, men ud efter telefonen og ringe, skrive på Facebook eller ringe på døren. Forsoning er et karaktertræk hos Gud – vi skal som Guds børn genspejle hans karakter ud i verden. Vi beder det hver gang vi beder fadervor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

En af de sikre kendetegn på en person, der virkelig har forstået dybden af deres tilgivelse i nåden, er en person, der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at videregive denne tilgivelse i deres forhold til andre mennesker. Forstår vi virkelig hvad Gud har gjort for os på korset for at tilgive os, så vil vi gøre alt hvad vi kan gøre for at dele den tilgivelse med andre. Og er vi modsat ikke en person, der ikke er villig til at stræbe efter forsoning og tilgivelse, så er det muligvis fordi vi ikke har forstået alt det, som Gud har været igennem for at tilgive os. Jesus rejste ikke bare 190 kilometer i 10 dage for at skabe forsoning. Han gjorde mere – han forlod himmelen og kom til denne planet.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke fore et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig … han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-8)

som Filipperbrevshymnen siger.

Alt det gjorde Jesus for at forsone os – for at frelse os – for at tilgive os. Lad os prøve at tænke vores forhold igennem: Er der et sted, hvor der mangler forsoning og forligelse? Vi ved hvad Jesus gjorde for at forsone os med Gud – hvad forhindrer os i at gøre det samme over for dem, vi har et eller andet kørende med? Lad os få det bragt i orden – der er ingenting mere vigtigt end det.
Må Gud give os visdom, nåde og vilje til at gå forsoningens vej.

”Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!”

Salmer:
743:Nu rinder solen op
396: Min mund og mit hjerte
617: Nu bør ej synden mere
prædiken
613: Herre, du vandre forsoningens vej
efter altergangen: 15, 9-10: Op al den ting
208: Skriv dig Jesus, på mit hjerte

at erkende vores egen fejl – og det er langt mere besværligt end at vi ser fejlen hos andre. Men den indre fejl, den indre synd, som ingen ser, er lige så alvorlig som den andre, som alle ser.

 

22. søndag efter trinitatis (2018)

Lyt til prædikenen

      22. søndag efter trinitatis (2018) - 28th October 2018


Læs prædikenen
I begyndelsen var kirken en fantastisk og sikkert også rodet bevægelse, men med et meget fokuseret og klart budskab og en verdensomspændende mission. De første kristne ledere var ikke bare kristne ud fra en trosmæssig eller filosofisk tilgang – de var ren og skær øjenvidner: Vi har selv set – det de havde set forandrede dem og sætte dem i bevægelse. Der skete noget nyt i Jerusalem påskedag – og det sammen med pinsedag satte dem i bevægelse ud mod verden.
Den gennemgående bevægelse i kirkehistorien kan beskrives som en siksak-bevægelse mellem det, man kan kalde bevægelse med liv og så over til organisation og institution, hvor livet og begejstringen ofte dør. Og ud fra det vokser en ny bevægelse. Sådan er kirkehistorien et siksak mellem bevægelse og institution og organisation.

  • Jesusbevægelsen blev til Konstantin den Stores statsreligion,
  • der blev producerede bevægelsen ørkenfædrene, der søgte ud i ørkenen, fordi de ikke kunne finde Gud i den etablerede kirke.
  • Ørkenfædrene blev organiseret i klostervæsenet – en grundsten i den katolske kirke.
  • Den katolske kirke blev et verdensimperium bygget på verdslig magt –
  • og Luther trådte ind med en reformation en ny bevægelse –
  • der med tiden igen blev stiv og kaldt den Lutherske ortodoksi,
  • som igen blev afløst af bevægelsen, pietismen….

et zigzag fra bevægelse til institution og tilbage til bevægelse. I 1600-tallet opstod ordet: ”Kirken (er) reformeret og bør altid lade sig reformere i overensstemmelse med Guds ord”. Vi skal aldrig stivne i plejer og institution – hvis livet så drænes. Kirken skal altid være i udvikling – kirken skal være en samling af mennesker, der er forbundet af en fælles identitet og et fælles formål.

Og hvor er vi så henne i denne siksak mellem bevægelse og intuition? Ja, vi kan jo prøve spørge os selv om hvor mange mennesker, der vil tænke ordet ”bevægelse”, når de tænker ordet ”kirke”. Næppe mange.

Og hvad betyder det for forkyndelsen?
Og hvad betyder alle disse ting for det væsentlige i kirken: Forkyndelsen? For selv om jeg jo selv er sovset godt og grundigt ind i det med en kandidat uddannelse fra universitetet og løbende uddannelse indenfor kommunikation, sjælesorg og organisation, så kan jeg også se faren i at det hele bliver så professionelt og elitært. Faren ved det professionelle og elitære er, at fokus bliver formen og ikke indholdet. Det er ikke hvordan det lyder, hvilken stilart og hvor godt gennemarbejdet det er, der er vigtigt – det er hvad der bliver sunget og sagt og motivationen for det, der er vigtigt. Det er ikke at det skal være høje tanker og filosofi – men det skal være så enkelt at selv det mest enfoldige menneske kan gribe budskabet og leve af det. Samtidig med at evangeliet i sig selv er så dybt at selv det mest lærde menneske aldrig nogensinde kommer til bunds i det, for det er Guds visdom.

Men vi er så hurtige til at gøre tingene kompliceret både rent intellektuelt og rent fysisk, ting vi skal gøre, ting hvor vi skal tjene, hvor vi skal gøre vort bedste og stramme os an. Og i virkeligheden gælder det bare om at være som et lille barn. Ja, for en kristen er det ikke bare en mulighed at være et barn, der er en nødvendighed, det er adgangskravet. I dagens tekst kalder Jesus et lille barn til sig: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.

Den kristne er kaldt mange ting i Bibelen, men det vi kaldes flest gange er: Børn. Over alt andet er vi Guds børn, Herrens børn, løfternes børn, dagens børn, lysets børn, elskede børn, kære børn. Arving til løfterne. Dette er en skøn betegnelse, for den kæder os direkte sammen med Gud – ham vi tilhører.

Men det betyder også, at vi er uperfekte som børn, vi er svage som børn, vi er afhængige som børn, vi er simple som børn, vi er ulærte som børn, vi er uvidende som børn og altid meget sårbare og så er vi stædige som børn – vi er som det 3 årige barn, der vækker sine forældre om natten, for ”jeg er tørstig”..

Hvis vi tager hjem og læser hele den prædiken, som kapitel 18 i Matthæusevangeliet er, så viser den os, at vi som Guds børn ikke er de høje, de mægtige, de noble, de ophøjede, vi er ikke de modne, voksne og dybtegående – vi er børn med alt det, der kendetegner det lille bitte barn.

Tryghed
Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er ordet ”tryghed” det, der melder sig først. Jeg havde en tryg barndom. Jeg vidste, at hvad der end skete, så havde mine forældre styr på det. Det kan godt være de ikke havde det, men det vidste jeg ikke. I mine øjne kunne de klare alt! Og det samme mærker jeg, når jeg ser på mine drenge. Mine børn har den største tillid til mig – ofte føler jeg at det da bestemt ikke er berettiget, men sådan er det. Børn har som udgangspunkt tillid til deres far – det er ikke bekymret for noget som helst i verden, så længe far er der; han skal nok klare det. Og som kristne står vi under hans beskyttelse – den, der får os til at falde, vil være bedre tjent med at få en møllesten om halsen, står der i teksten til i dag. Vi står under den almægtiges beskyttelse – vores far. Han vil som hyrden sætte himmel og jord i bevægelse for at finde os, hvis vi bevæger os væk fra ham.
Gud er meget bedre end nogen jordisk far – men hvor kan det være svær at tro på ham ligesom et barn – vi vokser os væk fra den enfoldige tillid til Gud og ind i religionens ”du skal gøre sådan, du skal være sådan, du skal” og væk er troens spontane og tillidsfulde bevægelse sammen med Gud ud i verden.

Afhængighed
Vi skal lære af barnets afhængighed af sin far. Lære af, at de heller ikke skammer sig over deres afhængighed. Hvor mange af os har ikke hørt vores børn råbe ude fra toilettet, når vi er på besøg et sted: ”Jeg er fæææærdig”. Eller set en rende rundt storgrinende med måsen bar – ”jeg kan ikke selv tage mine bukser på”. Ikke alene er børn fuldstændig afhængige af deres forældre, men de skammer sig ikke over det! Sådan skal vi også være i forhold til Gud.

Radikale metoder til svære problemer
Vi skal lære af barnets tillid til far – at de forbud, de påbud og de retningslinjer, far giver, det er givet for at hjælpe barnet og beskytte barnet. På samme måde med os kristne i forhold til vores guddommelige far – det kan godt være at det lyder så skørt som det, der står her, at man skal hugge sit ben, sit øje eller fod af. Hvad Jesus mener er, at har vi noget ondt, en synd, i vores liv, som vi kæmper med, så skal vi ikke anvende udramatiske og langsomme løsninger, men radikale og voldsomme. Har du problemer med alkohol, jamen så gå hjem og hæld skidtet ud i toilettet! Har du problemer med et overforbrug af penge, så klip dit dankort i stykker. Har du problemer med at du kører for stærkt, jamen så sælg din bil og køb en cykel i stedet. Dybe problemer kræver desperate metoder – og dem, der følger efter Jesus skal være skånselsløse, når han eller hun luer ud i sit liv. Men det kræver tillid – tillid til Guds ord, at det virkelig er værd at følge – at denne gamle bog ikke er antikvarisk, men evig gyldig på alle livets områder. Også på de områder, hvor vi måske mener noget andet, fordi det ikke passer ind i den moderne måde at være menneske  på.

Som børn, skal vi acceptere Jesus, lytte til hans ord og tage dem ind til os som vores med glæde. Vi skal acceptere Jesus, tro Jesus og adlyde Jesus – så kan vi lægge alle vore bekymringer over til ham. Stol på Gud og overlad konsekvenserne til ham.

Vi skal være som børn – leve som børn, Guds børn
Og sådan skal vi også være kirke på – vores kirke skal være præget af at vi har en fælles identitet, hans børn, og et fælles formål: verdensomspændende mission. Vi skal være som en bevægelse, som liv, der ikke bare er begrænset til når vi er forsamlet søndag, men som rækker ud i vores hverdag. Vi skal leve som Guds børn – for det er hvad vi er. Han har sådan set ikke brug for det, vi kan producere og gøre, han har ikke brug for vores elitære kunnen, han har ikke brug for os som tjenere i religionens navn. Han har ikke brug for os som tjenere, men som børn er vi uerstattelige. Og som hans børn kan vi i tillid, tryghed og afhængighed af ham leve livet i den verden, han har skabt. Og med Gud kan vi se verden med barnets undren, barnets forbavselse. Vi kan leve livet fuldt ud, for der er ingen ting, der kan ske os, som han ikke er herre over. Vi kan række vore hænder frem som tomme skåle og forvente, at Gud lægger gode ting ned til os, når vi beder om det. ”Stol på Gud – og overlad konsekvenserne til ham”. Gud ønsker, at vi skal have barnets afhængighed af ham og tillid til ham. Stol på mig! Og med Gud har vi altid det bedste foran os! Med Gud lever vi altid under hans velsignelse

 

15. søndag efter trinitatis (2018)

Lyt til Prædikenen:

      14. søndag efter trinitatis -2018 - 9th September 2018


Læs prædikenen:

  • Betal vandregningen. 
  • Bestil tid ved tandlægen.
  • Bilen skal til eftersyn.
  • Slå græs.
  • Læs lektier med børnene.
  • Planlæg ferie.
  • Vask tøj. Mal hoveddøren.
  • Find en børnepasser.
  • Arranger møde med forsikringsselskab.
  • Køb stort ind.
  • Hent børnene.
  • Ryd op til børnefødselsdag.
  • Ryd op efter børnefødselsdag.


Jeg kan blive helt ør i hovedet af alle de gule post-it, som udgør min hverdag og som hver eneste dag tager mit fokus. Man kan næsten forestille sig hvordan vi får alle de bekymringer, forpligtelser, tanker om vores ejendomme og investeringer og pension  osv osv… ned i vores rygsæk, som vi slæber på igennem livet. Og den rygsæk har tendens til at blive tungere og tungere – mere og mere kompliceret for hver dag vi går på livets vej.

Jeg kan huske at jeg som barn en gang blev så eddikesur over et eller andet hjemme. ”Nu var det nok – meget har jeg fundet mig i igennem alle disse år. Men nu er det slut – jeg flytter hjemmefra”. Og det mest irriterende var at min far tog det ganske stille og rolig – han ville endda hjælpe mig med at pakke. Tog den store rygsæk frem og gik ind til bogreolen. ”Du kan da ikke tage af sted uden de her bøger” – og så fyldte han rygsækken op med mine favoritbøger: Lademanns Leksikon. Og så sagde han farvel og jeg vandrede afsted – og jeg husker, at jeg kun nåede ned til hjørnet og så måtte jeg vende om, for jeg orkede ikke at bære den tunge rygsæk.

Jeg tror ikke vi har behov for at have andre til at fylde vores rygsæk – det er der også nogen, der gør, men vi er også god til selv at fylde den op. Jo længere man lever desto flere ting får man samlet op som livsbagage – det kommer op i vores bagage og vi slæber dem afsted på ryggen og nogle gange knækker vi sammen. Vi stopper op, for vi har ikke flere kræfter – rygsækken bliver for tung. Fænomenet har mange navne. Stress, udbrændthed, depression. Pludselig magter vi ikke mere. Og nej, det er ikke et svaghedstegn, at vi tvinges til at stoppe op, det er snarere et tegn på, at vi har forsøgt at være stærk alt for længe. At vi har gået med en livsrygsæk fyldt med mere end vi kunne bære. Og nogle gange når vi langt med den på ryggen – andre gange når vi bare ned til hjørnet, før vi tvinges til at stoppe op. Tvinges til at stoppe op lige som Marta – skal jeg virkelig gøre alt det her? Og gøre det alene? Nogen må da hjælpe mig – som Martha siger til Jesus: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.”

Og Jesus vil sige det samme til mig, som han sagde til Martha: Kim, Kim.  ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”. Vi er rigtig gode til at komplicere vores liv – og nu vi giver os tid til at tænke over tingene, så vil vi finde ud af at det er meget meget lidt vi i virkeligheden har brug for. Jeg tror virkelig at vi fra tid til anden har brug for at stoppe op og læsse af. Vi komplicere vores liv alt for meget. Vi har brug for at stoppe op og forenkle det i stedet for – vi er nødt til bevidst at prioritere indholdet af vores liv, så det vigtigste får førsteprioriteten, så det ikke bare er det presserende, det, som andre synes er vigtig og det, der råber op omkring os.

Og det er nemt at stå og sige – og ufatteligt svært at leve ud. Ufatteligt svært at prioritere! Martha så i dagens tekst et presserende behov: Jesus og hans disciple skulle have mad. Martha var travlt optaget af at sørge for Jesus – står der. Det græske ord for at være travlt optaget, betyder ”at være distraheret”. Maria var distraheret. Hun blev hevet frem og tilbage mellem modstridende bekymringer. Og pludselig kogte det overfor den stakkels kvinde – hun kunne ikke mere. Rygsækken var fyldt helt op og hun kunne ikke bære den længere: Sig til Maria, at hun skal hjælpe mig. Og så kommer den kærlige irettesættelse fra Jesus: ”Martha, Martha. Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”.

Martha tog sig af en masse presserende behov – så hun ikke fik dækket det vigtige behov, nemlig at give sig tid til at lytte til hvad Frelseren havde at sige.

Præsident Dwight D. Eisenhower (1890-1969).
Han var præsident fra 1953-1961. Han fulgte Harry S. Truman og blev afløst af John F. Kennedy.

Den amerikanske præsident Eisenhower har sagt noget meget spændende i relation til det her. Han sagde: ”Jeg har to slags problemer: ”De presserende og de vigtige. De presserende er sjældent vigtige og de vigtige er sjældne presserende”.

Det kan jeg godt nikke genkendende til – det, er virkelig er presserende, hvor der er nogle, der ånder en i nakken for at det bliver gjort – de er dybest set ikke vigtige. Men det rigtig vigtige – dér forpasser man bare chancen nærmest ubemærket. E

t meget tydeligt eksempel oplevede jeg i mine første præsteår. Jeg skulle færdigredigere et kirkeblad. Tingene var igen igen kommet ind i sidste øjeblik på mit bord – og de skulle sendes afsted til trykkeriet – ellers kunne de ikke nå at sætte det op, få læst korrektur og trykke dem og få dem ud til postvæsenet i rette tid. Det var virkelig presserende – og jeg fik arbejdet igennem den dag… og blev færdig til tiden. Men samtidig sad jeg med en uro over at jeg ikke havde hørt fra et ægtepar i lang tid, hvor hustruen var ramt af cancer. Havde jeg ikke skulle arbejde med kirkeblad, så ville jeg være kørt ned forbi og hørt til hvordan det gik. Det fik jeg ikke gjort – dagen gik med kirkebladet og næste dag ringede bedemanden: Hun var død i løbet af natten. Hvor havde Eisenhower ret: ”De presserende ting er sjældent vigtige og de vigtige ting er sjældent presserende”.

Hvad bruger man sin tid på? Altid de presserende.
Vi siger ja til alle de presserende ting og skubber alle de vigtige ting til side, som vi burde prioritere og typisk er det ofte Gud, der ryger ud til siden. For han er ikke her nede på jorden fysisk og skriger os i hovedet: ”Du har brug for at være sammen med mig. Du har brug for at prioritere at lytte til mig. Gå i kirke – tjene mig”. Og derfor ryger Gud helt ud af vores to-do liste – for det er mere presserende ting, der skal gøres. ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”.

Martha havde en dårlig prioritering af sine kræfter – ikke at det hun prioriterede var dårligt. Nej, det var rigtig gode ting alle sammen. Ting som ikke skulle forsømmes. Men det at varte Jesus op måtte blot ikke fylde mere end at lytte til ham. Det vigtige skulle prioriteres over det presserende. Og på samme måde med os. Det gælder om at prioritere rigtigt. Sætter vi arbejdet højest, så kan vi ikke samtidig sætte familien højest. Sætter vi familien højest, så kan vi ikke samtidig sætte Gud højest. Sætter vi vores familie først og så Gud som nummer to, jamen det ser da meget fornuftigt ud. Det er vanvittigt vigtigt at elske vores familie, men elsker vi vores familie mere end Gud, sætter vi familien over Gud enten bevidst eller bare ubevidst ved den måde vi rent faktisk bruger vores tid, så elsker vi jo gaven, familien, arbejdet, hobbyen… så elsker vi gaven frem for giveren. Og så vælger vi giveren fra, så vælger vi Gud fra. Det kan godt være, at vi ikke bevidst har sagt, ”jeg vil ikke have noget med Gud at gøre”. Det kan godt være, at vi ikke bevidst har sagt, at ”jeg tror ikke på Gud”, men det er måske slet ikke nødvendigt at vi selv siger det, for vores prioritering siger det for os.

Jesus fortsætter: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Den gode del er at lytte til Jesus – den god del er bevidst at prioritere Jesus. Og vi vil opdage, at prioritere vi Jesus først, så vil han også give os overskud til det andet i vores liv, der betyder noget for os.

Jeg har hørt en dum historie om en mand, der blev ansat ved Vejdirektoratet – hans opgave var at male striberne midt på vejen… så han fik en pensel og en malerspand i hånden og fik så besked på at male så meget som han kunne på en dag. Første dag kom chefen hen til ham og skulle høre hvordan det var gået: ”jo, – det er gået godt, jeg har malet 3 km. i dag”. ”Fint” svarede chefen fortsæt det gode arbejde”. Næste dag meldte manden så igen tilbage, ”jeg har malet 2 km i dag”. ”Det er ok – men prøv se om du kan gøre det lige så godt i morgen som i går”.  Men det kunne han altså bare ikke, da arbejdsdagen var færdig kom han træt og udkørt og måtte berette, at han altså kun havde malet 1 km i dag”. ”Jeg er desværre nødt til at fyre dig, for du er blevet dårligere og dårligere til dit arbejde” svarede chefen ”men fortæl mig først, hvorfor kunne du male 3 km den første dag, 2 km den anden og kun 1 km den tredje dag?”. ”Det er slet ikke min skyld” svarede arbejderen ”for hver eneste dag er jeg jo kommet længere og længere væk fra malerspanden”.

Gud er kærlighed, Gud er kraft og Gud er styrke til vores liv. Er det sådan at vi prioriterer noget andet som nummer et i vores liv end ham, så er det som om vi bevæger os længere og længere væk fra malerbøtten. Jo mere der er mellem os og Gud, jo længere kommer vi også væk fra hans kærlighed og fra hans magt, og vi vil til sidst miste pusten i vores liv. Men er det sådan, at vi prioriterer Gud som det første i vores liv, det som er foran alt andet, prioritere at ”sidde ved Jesu fødder”, så vil vi også opdage, at vi har overskud til det andet. Det er ikke sådan, at vi pludselig får mere tid, til vores rådighed. Nej, men får vi Gud øverst, så falder det andet ned på deres rette plads i vores liv. Har vi Gud som nummer 1, så vil vi også få hjælp til at kunne prioritere alt det andet rigtigt. Alt det, der virkelig betyder noget i vores liv og have styrke til det. Også til at prioritere det væk, der ikke betyder nok.

Det var hvad jeg har fået ud af den lille hverdagssituation fra familien i Bethania for lidt under 2000 år siden. Og for mig at se, så stiller den stadigvæk et højt aktuelt spørgsmål: Hvordan prioriterer vi vores tid? Hvordan prioriterer vi vores liv? Husker vi at finde ro til at lytte til Jesus – det vigtigste overfor alt det presserende.
Husk Jesu ord: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

 

12. søndag efter trinitatis (2018)

Lyt til prædikenen:

      12. søndag efter trinitatis - 19th August 2018

Læs prædikenen:
Bibelen er et skatkammer af trøstende ord om tilgivelse:

”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.” (Salme 103, 11-12).

”Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd…  han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! (Mika 7,18-19).


Og på sin vis følger Jesus i samme slipstrøm og siger: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”… det er skønt… men Jesus har det lille ord ”men”, der pludselig gør, at vi kan glemme alt, der står foran dette ”men”. ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”… ”den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende”.

Jesus siger pludselig ordet ”aldrig” – og kæder det sammen med tilgivelsen.  Mange mennesker har i tidens løb pint sig selv med det spørgsmål: ”Har jeg bespottet Helligånden? Har jeg talt et ord imod Helligånden? Har jeg gjort den eneste synd, som der ikke er tilgivelse for?”.

Skræmme og trøste
Lad os prøve se på teksten: Teksten til i dag kan to ting.
På den ene side, så burde den virkelig skræmme den magelige og trøste de bange. Fordi der på den ene side er folk, der ikke har nogen idé om, at de har begået den synd. De har ingen anelse om, at de har begået den utilgivelige synd – eller måske er ved at begå den. De er magelige selv om de burde være bange for at de er på vej til evigt helvede – teksten til i dag bør ruske dem op, give dem endnu en chance. Altså skræmme de magelige. Og så er teksten til i dag også egnet til at trøste de ængstelige – der tror at de har begået denne synd. Men er så langt væk fra at have begået den, men alligevel piner sig selv: Har jeg?

Men hvad er den synd så? Jeg tror ikke at det er et bestemt ord – en bestemt synd, der er tale om. Det er ikke en bestemt synd, gjort eller sagt på et bestemt tidspunkt – nej, det er en proces. Det er et liv. Det er endemålet. I Johannesevangeliet har Jesus en meget kort beskrivelse af hvad ”synd” egentlig er for noget. Hvad er synd?

Jesus fortæller, at Helligåndens opgave er at overbevise verden om synd, retfærdighed og om dom. Og ”synd” forklares med, at synd først og fremmest er, at de ikke tror på mig (Johs 16,10).

Helligånden er ham, der vidner om Jesus  og skaber troen i os. Når Helligånden kommer og vidner om den levende Gud i dit hjerte og du bliver ved med at stå imod og bliver ved med at modsige Helligånden, så kommer der et tidspunkt, hvor din modstand bliver utilgivelig. Og det sker, når du ikke længere kan bekende din synd.

Jakob og Esau

I kender sikkert historien om Esau, der solgte sin førstefødselsret til sin bror Jakob. I Herbræerbrevet står der om ham:

”Skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det” (Hebr 12,17).

Bemærk, der står ikke at han søgte tilgivelse og ikke kunne finde det – nej, han søgte omvendelse. Enhver synd, som du med et ærligt hjerte kan bekende, og omfavne Kristus for at han må tilgive dig – den vil blive tilgivet dig. Den utilgivelige synd er at du har sagt nej så meget til Helligånden, at du har gjort modstand overfor Helligånden og din samvittighed, så du ikke længere kan omvende dig – du forsøger at omvende dig, men det kan du ikke. Du kan ikke være bare en smule ked af din synd og vende dig bort.

Det er en forfærdelig situation at være i… men er du knust over din synd – uanset hvad du har gjort, uanset hvad du har råbt op til Gud… uanset hvor længe du har modstået Helligånden, der prikker til dig… kan du stadigvæk føle anger, vende dig bort fra det onde, du har gjort, så kan du blive tilgivet. For Bibelens ord er så klare: Tror du vil du blive frelst. Det er den manglende evne til at omvende sig og tro, der markerer, at man er gået over linjen mellem det, der kan tilgives, og det, der ikke kan. At man har sagt et ord mod Helligånden, nemlig: Nej, nej, nej!

Hvad bygger du dit liv på?
Og i det lys, så stiller teksten til i dag os spørgsmålene: Hvad bygger du dit liv på? Hvad bygger du din fremtid på? Hvad bygger du din evighed på? Hvad bygger du din salighed på? Hvem går du til, når du nu igen igen igen har syndet? Måske endda igen er faldet i den synd, som altid plejer.
Hvis svaret på det spørgsmål er Jesus Kristus– så skal du ikke være bange for at du har spottet Helligånden. Så skal du ikke være bange for om du går fortabt – for så er der så mange andre ord, der er så entydige, der er så klare, og som alle sammen er Guds garanti for din fremtid. Der findes ingen synd, som du ikke vil få tilgivelse for, hvis du kommer til Jesus og angrer din synd- ingen! Alt kan tilgives – når der bliver bedt om det.

Og jeg kan ikke lade være med at tilføje: Selv det, der i vores øjne er utilgiveligt, det er der tilgivelse for. Der hvor tilgivelse virkelig betyder noget, – det er dér, hvor vi er oppe på et niveau, hvor tilgivelse er en umulighed. Hvis dét bliver tilgivet – så er tilgivelsen alt værd.

Ham, der tilbyder mig tilgivelse for det utilgivelige, han er virkelig én, jeg ikke vil leve uden.

Så hvis du stadigvæk tænker: ”Jeg har spottet Helligånden – jeg har gjort den eneste synd, som der ikke er tilgivelse for”, så er der to ting du kan gøre.
1) Du kan enten gøre det, som Djævelen vil elske dig for, det som er hele hans plan, du kan nemlig opgive det hele og så bare lade Jesus være Jesus, for ”der er jo alligevel ikke nogen chance for mig – jeg er utilgivelig”.
Og det lyder måske lidt fortegnet… men desværre er det sådan, at alt for mange reagerer og jeg har også mødt folk, der bliver helt grå i hovedet, ”jeg er uden for rækkevidde” og så kaster de sig ud i en kredsen om et eller andet, der piner dem, så de slet ikke kan høre evangeliet, der siger ”Heller ikke jeg fordømmer dig” – eller ”han kaster din synd i havets dyb” – ”så langt som østen er fra vesten har jeg skilt dig fra dine overtrædelser”… ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker”. Det er ikke til at trænge ind til dem, for jeg er jo bare en elendig synder – jeg står ikke til at redde.

Det er den ene måde du kan reagere på… den anden er

2) Du kan bede Jesus om tilgivelse.

Og hvad vil der så ske? Hvordan vil Jesus reagere? Det ved du jo godt! Ingen lange moralske pegefingre – kun tilgivelse og evig glemsel. Og hvad jeg har bekendt en gang – det er tilgivet. Jeg får lov til at leve i tilgivelsen – det er kristendommen, når den er skåret ned til en enkelt sætning: Lev i tilgivelsen!

Lev i tilgivelsen – også i tilgivelsens glemsel, lær at glem af Jesus. For vi kender nok også det, at vi pludselig bliver ”indhentet” af en gammel synd, som vi har bedt om tilgivelse for – ”hvad var det nu lige med den gang du stjal af kassen, da du var sur og vranten overfor din bedstemor” eller andet i den dur. Jeg kender i hvert fald, at det pludselig kan gøre ondt – ”nå ja, det var den gang, hvor jeg….”

Kommer det frem, ja, så er det ikke Jesus, der minder os om det, for han har glemt det alt sammen. En bekendt synd

er en tilgivet

og en glemt synd.

Det er ikke Jesus, der kommer og minder dig om det – det er Djævelen, der forsøger at lokke os ud af den sikkerhed, som Jesus har placeret os i, og vundet til os. Afvis ham med ordene ”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene – jeg er et tilgivet menneske”.

Jeg og min ældste søn er rædselsslagen overfor hvepse. Men jeg har lært ham, at når der kommer en hveps, så skal han bare råbe til den: ”Hvem af os to komme til at leve i længst tid”. Og det giver ham ofte ro til ikke at rende rundt og vifte med arme og ben, men til at finde avisen frem og smække til den. ”Hvem af os to komme til at leve i længst tid”
Og på samme måde med Djævelen. Når Djævelen kommer og minder dig om din fortid, så skal du minde ham om hans fremtid – og den er ikke god. ”Hvem af os to komme til at leve i længst tid”

Men vores fremtid er god, for den bygger ikke på Jonas´ tegn eller prædiken eller på Salomos filosofi – den bygger på Jesu opstandelse fra de døde og hans tilgivelse af vor synd. Han gør det muligt at starte på en frisk – ikke ved at gøre det sårende og ødelæggende ord, vi har sagt til vores medmennesker til intet, men ved at tilgive at vi har sagt det. Ikke ved at vi kan tæmme vores tunge, men ved at han giver vores tunge et andet indre at afspejle – ved at han selv tæmmer vor tunge, så vores tunge ikke på det ene tidspunkt må komme med forbandelser og det næste øjeblik må komme med velsignelser. Men ved at han lægger en ny sang i vores hjerte og på vores tunge – en lovsang til vor Gud.

“Lov og tak og evig ære – være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed”

Amen!

 

6. søndag efter trinitatis (2018)
      6. søndag efter trinitatis - 8th July 2018

Er du et godt menneske?
Hvis du ligner mig lidt, så vil du nok svare: Ja, jeg er et godt menneske – om ikke andet, så er jeg ja da god nok på bunden. Om ikke andet, så er jeg da i det mindste god nok. Om ikke andet, så vil jeg det i det mindste godt…
I har sikkert været til mange begravelser, hvor man hører familien eller vennerne sige: Han var et godt menneske… det har jeg selv sagt. ”Han var en god mand”.

Hvad siger Bibelen? Bibelen siger: ”I er ikke gode… ingen af jer mennesker er gode”.
I hørte det sikkert fra Romerbrevet lige før: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23) – alle har syndet. Det er der ingen, der er gode, ingen!

Mange af os ser alligevel os selv som gode mennesker. Måske med vores småfejl, men det ændre ikke på at vi i det store og hele er gode mennesker. Vi skal bare retledes, vi skal bare have nogle gode fif, nogle regler, og så er den hjemme. Det er vel derfor at vi har f.eks. de 10 bud – vi fik loven for at vi derigennem kan gøre os fortjent til at komme i himmelen.
Det var det, den rige unge mand i teksten gerne ville have at vide fra Jesus: Giv mig nogle fif…”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” . For det er vel det, som vi skal bruge loven til: Som nogle fif, nogle retningsliner, og følger vi dem, så er vi gode nok til at komme i himmelen.

Hvad er “det gode”
Det er problemet i hele teksten her: Hvad er ”det gode”? Ja, det er problemet for alle mennesker: Vi har en misforstået forståelse af ordet god – så Jesus får sat det på plads med det samme: ” Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.” – og det er naturligvis kun Gud, Jesus tænker på. Han er den eneste gode.

Med en enkelt sætning ændrer Jesus betydningen af ordet god. Ingen er god undtagen Gud. Det gør ”god” til et absolut begreb, ikke til relativt begreb – at man er mere eller mindre god, og god nok på bunden. Nej!

Der er forskellige grader af ond – du er ikke så ond som så mange andre. Jeg er ikke så dårlig som så mange andre. Men der er ikke forskellige grader af godhed. Og når kun Gud er god, så efterlader det til os ikke at være gode. Og for at vise det til denne her unge mand, så viser Jesus ham hen til loven: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene”. Også det bud, som du ikke kan holde, fordi du elsker dine penge så højt, nemlig buddet om ikke at have andre guder end Gud. Ikke at bygge dit liv, din sikkerhed på andet end Gud, men på dine penge.

Jesus viser hen til loven, ikke fordi den rige mand skal holde loven for at være god. Nej, men for at vise ham, at loven holdes af den gode. Og han er ikke god – kun Gud er god.

Gud er god
Gud er god – ja, Guds natur er godhed. Gud er god… nu skal vi holde tungen lige i munden… Gud er god, ikke fordi han holder loven, men fordi han kan holde loven. Gud er ikke god fordi han holder loven, men det er omvendt, at han er god, så kan han holde loven.  Og modsat os: Vi mennesker er ikke onde, fordi vi ikke holder loven – det er modsat: Vi holder ikke loven, fordi vi er onde – og det er det, loven afslører for os. Når vi måler os med Guds lov, Guds gode lov, så er resultatet at vi kommer ud som onde.
Loven – som jeg læste et stykke af fra alteret – er ikke lavet for at vi skal bruge den til at komme i himmelen, sådan som den rige unge mand troede.
Loven er ikke givet os for at frelse os, men for at dræbe os, knuse os, ødelægge os – den er givet os for at vise os, hvor fuldstændig god Gud er, og hvor fuldstændig onde vi er – og derfor frembringe det i os, det, som vi ikke kan lide, nemlig skyld, frygt, skræk og anger. Vi fik loven for at vise os, at vi ikke er gode, men kun Gud er god.

Hvorfor skal loven det? Jo, fordi det er først, når vi har set os selv som syndere, at vi er modne til at tage imod Guds nåde.  Det er først, når vi har lagt de dårlige undskyldninger fra os, ”det er mine forældres skyld”, ”det er kirkens skyld”, ”det er de ukærlige og fordømmende præsters og kristnes skyld”, ”det er mine opvæktsforhold, hvis du bare vidste hvad jeg har at slås med… ”-  det er først, når vi siger hvad der er sandheden: Det er min skyld – det er først dér at vi kan tage imod Guds nåde.
Jesu døde på Golgatha – for min skyld. Ikke for menneskehedens skyld, ikke for naboens skyld – men for min skyld. Jeg kan ikke undskylde mig selv, jeg kan ikke retfærdiggøre mig selv, jeg kan ikke ophæve mine dårlige gerninger med gode gerninger. Jeg kan kun stå foran dommeren og modtage min dom.

Loven skal give os syndserkendelse for at drive os – ikke ud i bedrøvelse som den rige unge mand, men for at drive os til Kristus. Drive os så langt ud, at vi må spørge som disciplene: ”Hvem kan så blive frelst?”. For først når vi slår ud opgivende med hænderne, løfter vores tomme hænder op mod Gud, så kan Gud fylde dem. Gud kan kun fylde tomme hænder. Når vi er nået til det punkt, hvor vi siger: Jeg er ikke god, jeg er ond – jeg er en synder – så kan vi fortsætte – og jeg har brug for det, som Jesus gjorde på korset for mig. Jeg har brug for hans offer, da han døde på korset for min skyld.  Det har været Guds plan helt fra begyndelsen, at frelse os ved troen på Jesus Kristus – ikke ved lovgerninger, ikke ved ofringer på alteret. De mange ofrer i templet var bare et billede på det, der skete på korset. Jesus tog din straf, betalte for din synd og gav dig sin perfekte godhed.

Det er evangeliet.

  • Evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16)
  • Evangeliet giver dig et nyt liv at leve – hvor dine gode gerninger ikke skal bruges til at løfte dig op i himmelen, men hvor dine gode gerninger kan bruges på at tjene din næste.
  • Evangeliet åbner et nyt liv for dig – hvor Jesus lever i dig. Som Paulus taler om i Galaterbrevet: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20)
  • Evangeliet åbner evigheden for dig.

Den rige unge mand i dagens tekst nåede aldrig til evangeliet – han nåede aldrig til Jesus, der stod lige overfor ham. Han gik bedrøvet bort, han vendte bogstaveligt talt ryggen til livet, og gik bedrøvet hjem.
Når du står overfor lovens krav og lovens dom – driver den dig så til Jesus eller går du bedrøvet bort? Går du såret bort? Går du vred bort, såret i din knækkede stolthed? Måske går du bort og er ligeglad…
Eller tager du imod det, som evangeliet giver dig? Et nyt liv, som bærer dig ind i evigheden.
Sådan fungerer nåden! Den nåde, der frustrerer den menneskelige stolthed – som frustrerer det religiøse system, fordi det bringer kaos ind i en verden, hvor man skal yde for at nyde. Sådan er frelsen, ikke på baggrund af dine gerninger, men på trods af dine gerninger – uden nogen prøveperiode, men øjeblikkelig, bare fordi du vender om, og så er Gud der allerede! Genindsætter dig som sit elskede barn med værdighed, autoritet og ære.

Sådan er nåden. Sådan er frelsen – ja, sådan er din Gud.

4. søndag efter trinitatis (2018)

Lyt til prædikenen

      4. søndag efter trinitatis (2018) - 24th June 2018

Læs Prædikenen
Gud ønsker for enhver af os, at vi må leve vores liv i frihed.

Vi skal ikke være bundet af noget, det eneste vi skal være bundet til, er ham.
At være bundet til ham – er at være fuldkommen fri.

Der er så meget andet, der kan binde os og tage kontrollen over vores liv, og noget af det, der virkelig kan styre os væk fra fællesskabet med Gud, er vores følelser. Både positive og negative følelser kan tage kontrollen over os, så vi gør noget, som vi måske ikke ville gøre under andre omstændigheder.

En af de følelser vi kan have er had.
Had er altid en stærk følelse – men er ikke kun ond.

Der findes et helligt had mod alt det onde – når vi hører om en modbydelig handling, så kan vi blusse op indeni: Had.

Vi skal hade det onde – det gør Gud også. Men Gud kan den finte, som vi mennesker kan have så utrolig svært ved: Han kan nemlig skelne mellem at hade det onde og så elske personen, der gør det onde.

For os er det en næsten umulig opgave – der er et par steder, hvor det lykkes for os.
– Det kan vi i forhold til vores børn. Vi elsker vores børn – ubetinget – men vi elsker ikke altid hvad de gør eller siger… især ikke når vi ser, hvordan de efterligner vore egne fejl.
– Vi kan også gøre det i forhold til os selv: Dybest set, så elsker vi os selv – også selv om vi ikke altid bryder os om det, vi selv gør. Også selv om vi kan være skuffet og endda vrede på os selv, at vi er mennesker, der kan finde på at gøre det eller det, så kan vi normalt skelne mellem det vi har gjort – og det vi er.
Jesus ønsker at vi skal bringe denne sondring i spil i forhold til vore fjender. Så vi holder fast i at hade det, fjenden gør – men stadigvæk at vi elsker fjenden som person, og især som menneske.

”Elsk jeres fjender”.
Hvordan skal jeg kunne elske dem? – jeg kan ikke engang lide dem, det er derfor de hedder fjender. Jesus må da virkelig være en utopisk drømmer, for det kan da ikke praktiseres.

Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King sagde i en prædiken om buddet om fjendekærlighed:

”Det er langt fra at være det fromme påbud fra en utopisk drømmer – dette bud er en absolut nødvendighed for vores civilisations overlevelse. Ja, det er kærlighed, der vil redde vores verden og civilisation, kærlighed selv for vores fjende”.

Sådan er det også i dag i vores samfund – vi har brug for kærlighed for at overleve, kærlighed er det eneste, der kan binde os sammen, så vi bliver et samfund og ikke det, vi er ved at udvikle os til, nemlig et ”hvert-for-sig-fund”.

Jeg er bekymret, når jeg ser ud over Danmark. Der er sådan en politisk betinget vrede både til højre og til venstre. Det er en politisk vrede, der er en bitterhed, der befordrer had midt ned i vores samfund. Jeg læste på en politisk Facebook-gruppe, at vedkommende ikke ville være under samme tag som sine modstandere og at han ønskede dem det værste.

Hvad gør det ikke for vores samfund?

En præst fra Syrien fortalte mig, at den værste ting, der er sket i Syrien og som førte landet ud i borgerkrig var tilintetgørelsen af medmenneskeligheden.

Hvordan står det til med medmenneskeligheden herhjemme?

Skal det blive bedre med vores land og vores folk er vi nødt til at tage buddet om fjendekærlighed til os. Som Beatles sang i 1960-erne: “All you need is love”, alt hvad vi har brug for, er kærlighed. Jeg tror, at vores land bryder sammen, hvis vi ikke får mere kærlighed ind i det offentlige rum.

Hvis vi ikke får mere kristendom ind i det offentlige rum. For vi kan ikke sige kærlighed uden at sige kristendom – og Jesus strammer altid skruen en ekstra gang:

Kærlighed ikke bare mod min næste – men kærlighed mod min fjende. Kærlighed til dem, vi ikke bryder os om, som måske ikke bryder sig om os – og måske endda vil os til livs. ”Elsk jeres fjender”.

Hvis der er noget, der kan få de negative følelser frem hos mange mennesker i dag, så er det muslimerne.

Nu har vi fået en lille del af vores kirkegård her i byen, der kan blive brugt til at muslimer kan få deres kære begravet. Det fik virkelig nogle op i det totalt røde felt:
– Er det da ikke godt nok, det vi har?!
– Det er knæfald for islam.
Ja, jeg har endda hørt om en, der sagde, at vedkommende ville købe et svinehoved og ligge det ned på gravpladsen.
Hvad er det for et had, der kan få mennesker, der ellers er flinke, rare og omgængelige – som sidder og drikker søndagskaffe og spiser æblekage, imens de hører Giro 413, hvad er det for et had, der pludselig kan give dem sådanne tanker? Det er i hvert fald ikke i pagt med Jesu tanker om kærlighed… og da slet ikke fjendekærligheden.

For Jesus, vil ikke bare have os til at elske
– de ”civile muslimer”,
– de ”almindelige”,
– dem, der bare går rundt ganske fredeligt og spiser kage fra Bilka, når ramadan er overstået.

Skal vi elske ham?!

Nej, Jesus forventer kærlighed til de muslimske terrorister. Vi skal naturligvis ikke elske det, terroristen gør, når han går ind i en bus med sprængstof om livet, men vi skal elske den person, der bærer bombebæltet.

Vi kan sikkert finde en masse grunde i Bibelen til hvorfor vi skal elske dem – den mest fundamentale grund er nok den, at Gud elsker den muslimske terrorist.

”For således elskede Gud verden”
– ikke bare en lille del af verden,
– eller kun de elskværdige,
– nej, han elskede hele verden. Og han gør det stadigvæk.

Og hvis Gud elsker, hvem er så jeg, at jeg må sige:
– Men ikke den del af verden,
– ikke de personer,
– ikke dem…

det gør os til dommere over situationen og over de mennesker, og vi er ikke sat til at dømme. Vi kan slet ikke magte at dømme. Ja, vi er helt befriet for det – Gud siger ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde” (Hebr 10, 3).
Vi er befriet for at være dommere – befriet til at se ind i det andet menneske for dér at finde guds-billedet i dem. Befriet til at se at vi deler en tid med hinanden her på jorden, og at vi som pilgrimme er på vej for at finde vejen, sandheden og livet. Og jeg tror, at Jesus er den eneste vej, den eneste sandhed og det eneste liv –

og skal mit muslimske medmenneske også indse det, så er den eneste farbare vej buddet: ”Elsk din fjende”. 

For det kræver noget så overmenneskeligt, at det i sig selv viser at kristendommen ikke er menneskeværk, men guddomsværk.

– Enhver kan hade og slås for en sag.
– Enhver kan ofre sit liv for en sag – måske endda hive andre med sig i døden. Det gør ikke sagen mere rigtig at man dør for den.
– Enhver kan lære en masse argumenter for eller imod en sag.

Men ikke enhver kan elske sin fjende. Det er svært nok at tolerere sin fjende – men det er guddommeligt at elske sin fjende. Det kan vi mennesker ikke bare i os selv – og det er derfor vi stejler og kalder Jesus for en drømmer og en utopisk idealist.

Den eneste måde vi kan elske vores fjende på, er ved at kende Gud, fordi Gud er kærlighed og enhver, der elsker, er født af Gud (1 Johs 4,1).

Vi kan ikke selv genere kærlighed – hverken til dem, vi kan lide, og da slet ikke til vore fjender. Folk, der gør alt hvad de kan for ikke at fortjene vores kærlighed.

Centeret i Gud er kærlighed – og han var i stand til at elske os mennesker, selv da vi var i åbent oprør mod ham. Det var derfor Jesus blev født, Jesus døde og Jesus igen opstod. Den bedste til at elske sine fjender er Gud – og han ønsker at dele sin kærlighed med os. Det gør han ved at forvandle os, så vi mere og mere ligner ham – at det mere og mere må skinne igennem os, at vi er hans børn. ”Elsk jeres fjender… for at I må være jeres himmelske faders børn”. 

Det gør Gud ved at Helligånden mere og mere må fylde os, så vi må bærer åndens frugter – ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5, 22-23).

”Åndens frugt er kærlighed”. Og det er ikke en af de frugter, der hænger nederst på træet.

Det er slet ikke let – for smerten, som fjenden har pådraget dig, kan fylde så meget, at du ikke kan rumme andet end had og bitterhed.

Den onde gerning, han har gjort mod dig, kan være så stor, at vi nærmest ikke kan se mennesket og personen, der har gjort det onde. Vi kan kun se gerningen og smerten, der fulgte.

Sæt Gud først.

Tænk ham ind i situation, så smerten ikke får lov til at leve sit eget isolerede liv, men må knyttes sammen med Gud.

Bed for din fjende. Bøn kræver et helt nyt gearskifte i vores måde at tænke på. Vi kan ikke længere dvæle ved det onde, ved smerten, ved bitterheden –vi er nødt til at skifte over til at tænke godt om det menneske.

Lad os bede for os selv, at Gud må fylde os med hans kærlighed, så kærligheden lige så stille må fylde os og fortrænge hadet i os. Så vi må blive frie fra de bånd som hadet til vores fjender er – frie for den onde cirkel som had mod et menneske uundgåeligt vil føre os ind i.

Vi skal elske, for i kærligheden er der en befriende kraft, forvandlende kraft – både overfor os selv og overfor fjenden.

Elsk jeres fjender – bed for dem, der forfølger jer.

1. søndag efter trinitatis (2018)

Lyt til prædikenen

      1. søndag efter trinitatis 2018 - 3rd June 2018


Læs prædikenen
Dagens lignelsen bliver kaldt for ”Lignelsen om den rige bonde”  – den kunne lige så godt have heddet ”Lignelsen om dommen over de materialistiske”.

Den handler om en mand med i dilemma: Han er for succesfuld og ved ikke hvad han skal gøre af al sin rigdom. Hans høst var større end han havde opbevaringsplads til – og han ville ikke bygge nye lader, for så optager det jo bare dyrebar landbrugsjord. ”Hvad skal jeg gøre” – sidder han og siger til sig selv. Her kommer vi ind i maskinrummet hos et materialistisk menneske – for han overvejer ikke at lytte til Gud for at finde inspiration til at sende noget til folk med behov.

  • Var der ikke enker og faderløse i byen?
  • Var der ikke fattige i landsbyen, der kunne få glæde af det store overskud?
  • Var der ikke en synagoge var der ikke et tempel?

Nu havde Gud givet ham et så stort overskud – var det ikke på sin plads at give noget af det tilbage til hans arbejde på jorden? Kunne han ikke sige:

“Gud, du er den, der har fået det til at regne, du får solen til at skinne og kornet til at vokse. Jeg har brug for at tage noget af det, som du har givet mig, og give det tilbage til dig, fordi jeg ved at jeg skal elske dig af hele mit hjerte, sjæl, sind og styrke – og jeg skal ikke holde noget af det tilbage, fordi jeg ved at min kærlighed til dig tvinger mig til at være generøs overfor dig, som du har været overfor mig i et en større målestok. Og jeg er nødt til at elske min næste som mig selv. Jeg elsker dem og er nødt til at give til dem”.

Nej, bonden ser kun sig selv – og det kommer også frem i den måde Jesus fortæller lignelsen – helt fra starten er der kun ham selv: ”Han tænkte ved sig selv…. Og så kommer det som perler på en snor: Jeg, jeg, min, jeg, jeg, mine, jeg, mit, mit, jeg, mig selv… det eneste tidspunkt, han bruger ordet du – der er det en tiltale til sig selv: Så min ven, du har meget… der er ikke engang det lille positive vindue ind i hans liv, hvis han havde sagt: ”Jeg vil sige til min hustru” – ”jeg vil sige til min familie”. Nej, jeg vil sige til mig selv, eller som der står: ”Jeg vil sige til min sjæl”. Filminstruktøren og gøgleren Erik Clausen, der normalt ikke står som den store fortaler for kristendommen, siger i et interview:

” Selv om jeg ser mange andre gode grunde til at lange ud efter kirken, så er den største ulykke for os moderne mennesker, at vi lever uden Gud. Da troen på Gud forsvandt, blev vi i stedet vores eget midtpunkt, og helt ærligt, det er der ikke kommet noget godt ud af.” (Læs interviewet her)

Den rige bonde havde en plan, der ikke  involvere andre end sig selv, sig selv og sig selv – for løsningen på hans store rigdom er at bygge nye større lader på de gamles plads. Og dér vil han have ikke bare sit korn, men al sit gods. Han ser ud til at være en klog mand, men om natten kommer Gud: ”Din tåbe”. Bonden var død længe før han kunne realisere en eneste af sine grådige planer. Han var en tåbe, for han havde glemt tre vigtige ting: Han glemte Gud, han glemte sine medmennesker og han glemte sin egen dødelighed. Manden dør og må efterlade alt sammen. ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Dér, hvor manden misser det hele er ikke fordi han er rig, men måden han ser sin rigdom på. Hans idé om det gode liv, det behagelige liv bygger på det, der er i hans lader.

Vi skal ikke bygge vores liv på det, vi kan have i vores lade, i vores bankboks eller på vores konto. Vi skal ikke bruge pengene på os selv, os selv og os selv… Vi skal ikke glemme Gud, vores næste og vores egen dødelighed. I det øjeblik vi er døde, så må vi efterlade al vor rigdom bag os – det er væk, hvis vi ikke på en eller anden måde får sendt rigdommen foran os f.eks. ved at give penge til mission, så andre må blive frelst, så er vi tåber. Sidste lørdag hørte jeg et oplæg om det kristne mindretal i Indien. En indisk kvinde, der var ansat i missionsselskabet

Åbne Døre i Indien fortalte om hvordan de kristne er noget af det laveste i landet. De kunne have svært ved at få en uddannelse og blive ansat – i landsbyerne kunne de blive nægtet at hente vand i landsbyens brønd. Ja, de kunne endda blive slået ihjel både ældre og helt små børn. De bliver betragtet som landsforrædere med deres beskidte tro, der håner land, folk og traditioner. En måde de kristne blev hjulpet på var ved at give dem mikrolån, så de kunne skabe sig en lille kiosk, et sted, hvor man fik taget kopier eller fik repareret sin telefon. Eller man kunne lave mursten og gødning… Sådan kunne de kristne tjene til livets opretholdelse om dagen, og om aftenen gå ud og fortælle deres indiske landsmænd om Jesus.  Hvis det ikke er at skabe sig en skat i himmelen, så ved jeg ikke hvad… Der skulle ikke mere til end et par hundrede kroner – hvad kunne der så ikke komme ud af 5000 eller endda 20000…

Hvis vi ikke bruger det Gud har givet os, på at ære ham og på at gavne andre og hvis vi ikke har taget hånd om vores egen dødelighed og forberedt os på evigheden, så er vi tåber.
Hvis vi giver vores rigdom til Gud, så vil vores skat være i himmelen, når vi dør, og ikke på jorden. Jesus siger et andet sted: Hvor din skat er, vil dit hjerte også være. Er du i tvivl om hvad du sætter højest i dit liv, så er der en enkelt øvelse: Følg strømmen af penge. Hvad bruger du dine penge på? Følg strømmen og se, hvor dit hjerte er. Invester i din familie, i kirkens arbejde, i andre mennesker – for så vil dit hjerte også være dér. Det handler ikke om hvor meget du har, men hvad du gør med det.

Lad os, der har mere end vi har brug for, lad os investere vores penge, dér, hvor vores investering er nødt til at være. Jeg håber ikke, at vores første tanke er at bygge større lader – men at vores første tanke må gå i retningen af Gud og vores medmenneske. Og lad os ikke glemme vores egen dødelighed. For sagen er nok den, at de fleste af os, at vi vil dø længe før vi har brugt al vores rigdom. Og er det tilfældet, så lad os i stedet være rig hos Gud. Lad os bede Gud om at han vil vise os vores rigdom og vores ejendele som en gave fra ham. At det ikke er vores, men noget Gud har givet os til at administrere på den bedste måde til Guds ære og til gavn for vores medmennesker. Lad os bede ham om, at vores skat ikke må være på jorden, men i himlen i al evighed.

 

23. søndag – aftengudstjeneste (2017)

Lyt til prædikenen:

      23. søndag efter trinitatis - 19th November 2017

Prædiken hold i Haderslev Domkirke den 19. november klokken 16.30

Læs prædikenen:
Søndagens aftengudstjeneste lægger for mig mere an til eftertænksomhed og dybde en formiddagens gudstjeneste. Vi er ved at lægge an til landing efter weekenden – og vi begynder så småt at se fremad mod den nye uge. Som Holger Lissner skriver i sin aftensalme
”Nu er timen til stilhed
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar”.

Ordene som i dag kræver et svar – kommer fra Jesu ord: ”giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Og med to ord tegner Jesus hele tilværelsens to sider op for os:
– Det jordiske og det himmelske.
– Det, der tilhører det materielle og det, der tilhører det åndelige. Vores arbejde, vores forpligtelser i hus, hjem og familie og vores kald som kristne.

Korset hamrede ned i verdens historie og viste med sine to bjælker det kristne liv:
Korsets langbjælke, den lodrette, pegede mod himlen og mod jorden. Her gav Gud sig selv, og Gud og menneske blev forsonet.
Den vandrette korsbjælke viste også at forsoningen rækker udad mod vores medmennesker. Viste at det ikke bare handler om mig og Gud, men at det handler om mig og mine medmennesker.

Vores liv er et liv i begge de to tilværelser –  som kristne er vi ikke bare borgere i Kongeriget Danmark, men vi er også borgere i det himmelske kongerige. Da vi blev født blev vi borgere i Danmarks rige – blev vi døbt fik vi borgerret i Guds rige. Vi blev født for anden gang, genfødt. Vi fik et navn i Guds rige.

Vi lever i de to tilværelser – vi har forpligtelser begge steder. Som kristne kan vi ikke tillade os at negligere en af dem, vi kan ikke tillade os at fremhæve den ene på bekostning af den anden. ”giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”.

Og så ved vi jo nok også at kejseren nok skal råbe op, hvis han ikke får hvad han skal have. Ikke bare den rent fysiske myndighed, der kræver skat, lydighed og orden – men børnene, familien, naboerne, hobbyen, uddannelsen, arbejdet…. det er så nemt kun at give kejserens hvad der er kejserens – det er så nemt at leve livet som menneske med dets glæder, sorger og pligter – og så faktisk helt glemme at give Gud hvad der er Guds. Glemme at leve et åndeligt liv, så alt det, der hører det åndelige helt eller delvist er skubbet i baggrunden. Det er så nemt – og det er så farligt.

Det er så nemt at glemme, at Dronningens billede står på mønten, men at Guds billede står inde i os. Ja, at vi faktisk er skabt i Guds billede – og for at gøre det ekstra tydeligt, så har vi også fået tegnet sønnens tegn, korstegnet på forstand og tro, så vil tilhører ham med alt hvad vi er. For det var det, der skete, da præsten i sin tid med sin finger tegnede korset på os ved vores dåb. ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus” – sådan lød det i formiddags i Hertug Hans og sådan lød det også, da vi blev døbt.
For at du skal tilhøre… vi som er døbte tilhører den korsfæstede Herre. Ham, der ofrede sig for os – købte os fri fra synd, død og djævel og gav os borgerskab i et evigt rige.
Så ja, kejseren råber op, så det er nemt at glemme Gud – selv om det faktisk er ham, vi skylder mest i forhold til hvad vi skylder kejseren. Vi kan ikke tillade os at forsømme den ene frem for den anden – men det er ikke sådan at det er to ligeværdige magter, der står overfor hinanden. Det er ikke sådan at vi skal give dem lige meget af vores tid, kræfter, opmærksomhed eller overskud.

Giv kejseren, hvad kejserens er – det vil sige: Giv noget.
Giv Gud hvad der er Guds – det vil sige: Giv alt.

Men giver vi Gud hvad der er hans, så får vi også den rette indstilling til kejseren, så han får hvad der er hans. Så vi lever i skyggen af korset, der ikke bare peger opad, men som også peger udad mod vores medmennesker, mod livet på jorden som menneske – på kejseren og hvad vi skylder ham.

Giv kejseren hvad der er kejserens og Gud hvad der er Guds.

Som pengene tilhører den stat, der har lavet dem, sådan tilhører vi Gud, for vi er skabt i Guds billede, har korstegnet på ansigt og bryst. Og vi er nødt til at give Gud det tilbage, der er hans.

Vi er nødt til at give os over i hans hænder, hele vores liv. Så hvis kejseren forlanger et par mønter af os, jamen så giv ham det bare, for så vil vi bare blive påmindet om at vores liv ikke afhænger af hvad vi ejer, selv om vi har overflod. Hvad der gælder over alt andet er at leve så vi følger Guds vilje. Den vilje, som vi kan læse i Guds ord, Bibelen. At vi giver ham det mest værdifulde, nemlig vores hjerte, vores inderste med al vores tro og al vores kærlighed. Giv ham vores tro på hans enbårne søn, giv ham vores kærlighed til ham, der døde for os og blev levende for os. 

For mig at se rejser teksten spørgsmålet:
– Giver jeg kejseren, hvad der er kejserens og Gud, hvad der er Guds?
– Giver jeg kejseren noget – og giver jeg Gud alt?
– Husker jeg, at livet ikke bare er det fysiske – men at livet også har en åndelig dimension?
– Lever jeg som om livet her og nu er alt hvad der er – eller har jeg for øje, at livet også har et åndeligt og evigt perspektiv?

Jeg håber det – for søger jeg først Guds rige og hans retfærdighed, så har jeg hans ord, så skal alt det andet gives mig i tilgift. Søger jeg Gud, søger jeg at give Gud hvad der er hans – så skal alt det andet også falde på plads, så får kejseren også hvad der er hans: Ikke mere, men heller ikke mindre.
Så giv kejseren hvad der er kejseren – nemlig noget
giv Gud hvad der er Guds – nemlig alt.

23. søndag efter trinitatis (2017)

Lyt til prædikenen:

      23. Søndag efter trinitatis - 19th November 2017

Læs prædikenen:
Der findes et hav af børnebøger til forældre. I går hørte jeg om en bog, der provokerende hed: ”Kærlighed er ikke nok”. Spændende titel – og spændende bog.

En af de bøger, jeg læste da de små var mindre, var bogen: ”Glade børn med højt selvværd”. Det er faktisk rigtig interessant, for denne bog skelner mellem selvtillid og selvværd. Det gælder om at give sit barn selvværd – for selvtillid handler om tillid til sine evner, handler om at gøre og om at kunne noget. Ja, kort sagt, så handler det om barnets færdigheder. Hvor selvværd så handler om oplevelsen af at have værdi, det handler om at være og at eksistere – altså det handler om at værdsætte sine egenskaber. Så selvtillid handler om færdigheder, hvor selvværd handler om egenskaber.

Og som forældre, så elsker vi jo netop ikke vores børn, fordi de kan noget. Vi kan naturligvis godt være stolt over, at barnet kan et eller andet og er dygtig til noget, men vores kærlighed afhænger ikke af det. Barnet kunne jo ligeså godt ikke kunne den ting, og vi ville elske det lige så højt alligevel. Kort sagt: Vi elsker vore børn, fordi de er, ikke fordi de kan, så vi vil gerne give dem et højt selvværd, for så kommer selvtilliden også af sig selv, hvis man hviler i, at man faktisk er noget værd også uden disse evner.

En anden dagsorden
Men sådan ser vi på vores børn, men vores børn er ikke ret gamle, før der presses en anden dagsorden ned over dem. – De bliver prøvet om de nu er modne nok til at komme i skole allerede nu, eller om de skal vente et år mere. – Deres sprog bliver testet fra ende til anden. – Deres færdigheder bliver checket, så man kan se om de klare sig lige så godt som andre i PISA-undersøgelsen. – De skal til prøver, hvor deres karaktergennemsnit afgør, hvad de skal lave resten af deres liv. – De kommer ind og får sig et arbejde eller en uddannelse, hvor de igen bliver målt og vejet ikke efter egenskaber, men efter færdigheder, hvad kan de og hvor godt kan de det og hvor hurtigt kan de det? Du er hvad du kan og du er hvad du har. Du er hvad du kan skrive under dit navn på dit visitkort som din stilling og dit arbejde. Du er hvad du laver – I kan jo bare se – hvad spørger man en ung om, der lige er blevet færdig med folkeskolen eller gymnasiet? Jo, vi spørger: Hvad skal du så være? Som om den unge ikke allerede var noget, men først skal til at blive noget nu, hvor det sigter mod en uddannelse og et arbejde. Du er hvad du laver – og derfor kan det slå ekstra hårdt i det øjeblik, hvor man går på pension, for så og pludselig mister man sin status. Hvad er man så? En pensionist eller efterlønsmodtager, der bare koster penge? Men den selvtillid, som vi bygger op selv, er meget skrøbelig, den forsvinder lige så hurtig som grunden til den selvtillid forsvinder – den skal vi altså ikke bygge på, for den er ikke vedvarende.

 

To verdner og to værdinormer
Der er altså hele vejen op igennem livet forskel på selvtillid, der bygger vores færdigheder og ejendom og selvværd, der bygger på vores egenskaber og på det vi er. 

Det er som om, at der er to slags værdinormer, to verdener:
1) Den verden, der er kærlighedens verden, den vi mødte i vores barndom og som vi møder i dag, hos dem, der elsker os. Det er dem, der bygger vores selvværd op – at vi er noget værd i os selv.
2) Og så er der den kontante verden, hvor du er hvad du kan, hvad du ejer og hvad titel, der står på rudekuverterne.

Det er ikke sådan, at vi satser på den ene af disse to verdener, for vi lever i begge to, men den, som vi sætter højest og den, som vi satser mest på, er forhåbentlig kærlighedens verden i familier og venner, for den bygger på det mest standhaftige, nemlig på det vi er, og ikke det vi kan eller har.

Her i kirken siger vi også, at der er to slags verdener. Nu har vi lige haft barnedåb – hvor lille Oliver blev døbt. Da han blev født blev han borger i Danmark, fik et CPR-nummer med navn og sundhedskort. Men her i dag skete der noget andet og mere end, at han fik et navn. Han fik et andet statsborgerskab end det danske: Han blev også en kristen. Jeg sagde: “Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.”

Det er den bedste start på livet man kan give sit barn – et dobbelt statsborgerskab. Dér i dåben starter det kristne liv – nu er man ikke bare borger i Danmark, men også borger i Guds rige. Dér startede det. Dér i dåben modtog Oliver og modtog vi i sin tid en kæmpe gave af Gud, at vi blev hans barn. Og at have Gud som far, sætter os ind i nøjagtig den samme målestok, som vores egne forældre forhåbentlig gjorde, nemlig, at det store ikke er hvad vi kan og har, men hvad vi er. At vi er elsket, fordi vi er, ikke fordi vi gør noget bestemt. 

Godt nok er der mange, der siger, at for at være en kristen, så skal man gøre det og det og det. Men at være kristen er først og fremmest noget vi er – noget vi får lov til at være – og ikke noget vi skal gøre. Ja, der er ikke noget vi kan gøre – alt der skal gøres er gjort, da Jesus døde på korset. Det kan vi hvile i, det kan vi virke i og det kan vi leve i fra nu af og for altid – og efter al tid.

Som sagt: Vi kristne har et dobbelt statsborgerskab – vi er både borgere i Danmark og borgere i Guds rige. Eller det er det, Jesus i dag kalder for Gud og kejseren.

Men det er ikke sådan, at vi kan få lov til at opprioritere et af disse riger på bekostning af det andet – vi lever i begge riger og har forpligtelser begge steder.

Nogle gange har man lidt indtryk af, at nogle døbte kristne nedprioriterer kejseren rige, eller verden … eller hvad vi nu skal kalde det. De lever sådan som om de slet ikke har jordforbindelse. De engagerer sig ikke i politik og det lokale liv med naboerne, fordi de er engageret så meget i kirken, missionshus eller foredragsforeningen eller hvad det nu hedder. Og egentlig interesserer det dem heller ikke særligt meget.

Men der er så nogle andre døbte kristne, som næsten aldrig sætter deres ben i kirken eller missionshuset for den sags skyld. Det er sjældent de beder til Gud – og Bibelen som de fik i konfirmationsgave i sin tid står ubrugt på bogreolen med et godt lag støv.

Kristne som har nok i kirken er en uting, kristne som aldrig viser sig i kirken er også en uting. Begge dele hører med – eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Giv kejseren hvad der er kejserens og Guds hvad der er Guds” – ikke mere, men heller ikke mindre. Vi er borgere både i Guds rige og kejserens rige, og vi har ikke lov til at trække os tilbage fra et af dem og så lade det andet passe sig selv. Vi skal give os hen i arbejdet både som danskere og som kristne – men jeg tror dog, at vi gør bedst i at hente vores identitet og selvværd i Guds rige og som Guds barn, for det holder.   Det vi henter i kejserens rige, verden, eller hvad vi nu kalder det, det bygger på hvad vi kan og har – og hvad er vi så, når vi intet kan og intet har? Det vi henter i Guds rige, holder ved – også længe efter, at vi er gået på efterløn og pension. – Længe efter, at vi er blevet gamle og svagelige – og ingenting kan. – Også længe efter at vi er blevet syge, ensomme eller har mistet alt hvad vi ejer – ja, det varer ved også længe efter, at vi er døde, for det vi er i Guds øjne bygger ikke på noget i os selv, men bygger alene på ham. Bygger på at han elsker os og har gjort os til sine børn. Det giver noget af det største selvværd – tænk, du har Gud som din far. Tænk – Jesus døde for dig. Tænk – du har Jesus som din bror.

20. søndag efter trinitatis (2017)

Lyt til prædikenen her:

      20. søndag efter trinitatis - 2017 - 29th October 2017


Læs prædikenen her:
 På tirsdag fejrer vi 500 året for at munken Martin Luther udgav sine 95 teser og dermed stak hånden ned i et hvepsebo af dimensioner. Luther ønskede sig en reformation af kirken – men han fik ikke reformeret kirken, han fik et brud i kirken. Han fik en opsplitning af kirken – ikke bare i to kirker, den katolske og så den protestantiske, nej i et stadigt virvar af forskellige kirkerretninger og trosamfund. Den enhed og den indbyrdes kærlighed, som Jesus pegede på som kendetegnende for menigheden på jorden, den blev splintret i tusinde stykker.

Så det vi fejrer på tirsdag er langt hen af vejen begyndelsen på en kirke-reformation, der mislykkedes og blev en kirke-splittelse. De reformatoriske fyrster overtog tilmed katolikkernes brutalitet. Jeg skrev sammen med en frikirkepræst i Randers, der skrev hvordan de stille baptister blev ramt af stor forfølgelse i protestantiske områder, sådan at 50.000 blev slået ihjel på grund af deres tro. Præsten skrev til mig:

”Lidt sarkastisk sagde man, at blev man fanget af katolikkerne var det døden på bålet, af calivinisterne var det døden ved drukning med en sten om halsen og af lutheranerne var det døden ved halshugning – og i alle tre tilfælde efter grufuld tortur”.

Vi har som luthersk kirke god grund til at undskylde og beklage – at der i reformationens navn er blevet brugt anden magt end ordets og åndens magt.

Det grundlæggende i reformationen
Men er der så nogen grund til at fejre på tirsdag? Ja, bestemt, for midt mellem alt det, som vi skal tage afstand fra, også fordi reformatorerne også bare var mennesker, der lavede fejl, dér har vi en teologi, der ærer Jesus. Det, som kommer frem i de reformatoriske alene-ord: Troen alene, nåden alene, Kristus alene og skriften alene.

Det, der ligger som fundament i min fejring af reformationen er den grundlæggende teologi om Guds frie og suveræne nåde. Da man sent i Luthers liv ønskede at samle Luthers skrifter, så spurgte man Luther hvilke skrifter, der skulle med. Og Luther fremhævede først og fremmest skriftet ”Om den trælbundne vilje”.

Bogen svarer på om mennesket er så syndigt, at Guds suveræne nåde først skal skabe og opfylde menneskets tilbøjelighed til at tro og adlyde Gud. Og Luther svarer bekræftende: Sådan er det. Gud handler suverænt uden at den menneskelige vilje positivt medvirker til det. Ved en af de mange bordtaler, sagde Luther:

”Det er min absolutte mening: Han, der vil holde fast på at menneskets frie vilje er i stand til at gøre eller virke noget i åndeligt henseende, om det er nok så småt, han fornægter Kristus. Det har jeg altid fastholdt i mine skrifter”.

Det er også hvad vi læser i dagens tekst: Gud, handler som han vil – både i den gammeltestamentlige tekst om Gud som pottemageren, der skaber leret om til de kar, som han nu vil. Og i lignelsen om Gud, der lader evangeliets invitation gå til både gode og onde, men ud af de mange kaldede er der kun få udvalgte.

Lignelsen om det royale bryllup
Lignelsen til i dag er den mest voldsomme lignelse af de tre, Jesus holder i rap og som alle handler om jødernes afvisning af Jesus. Den har en klar profeti, der fandt sin opfyldelse, da romerne efter en lang belejring af Jerusalem i år 70 smadrede byen og dræbte dens indbyggere. Israel afviste invitationen, men der skal stadigvæk være fest.

Kongen sender sine tjenere ud: ”Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd hvem som helst, I finder, både gode og onde”.

Fordi Israel afviste Jesus, så afviste Gud dem – og invitationen går videre ud, ja helt op til os i norden. Israels fald blev vores oprejsning (Rom 11,12). Invitationen gælder alle – Gud kalder de gode og de onde, de moralske og de amoralske, de kriminelle og de ikke-kriminelle.

Korset her fik jeg som afskedsgave fra en indsat i Hobro Arresthus – han er morder. Invitationen til Guds rige gælder også en fordømt morder. Gud kalder hvem han vil – men det skal være på hans betingelser. I lignelsen lister der sig nemlig en gæst ind, der skiller sig ud – en, der går ind på sine egne præmisser. Kongen siger: ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?”.

Alle havde haft mulighed for at få bryllupsklæder på – også ham, men han gjorde det bare ikke. ”Jeg kommer bare ind lige som jeg er. Jeg gør ikke noget anderledes end jeg normalt gør – jeg kommer bare ind til festen lige som jeg er”.

Han kunne have taget bryllupsklædningen på – lige som de andre til festen – men det gjorde han ikke.

Spørgsmålet er så: Hvad er bryllupsklæderne?
Hvad er det han ikke har taget på?

Lad os prøve stille os selv spørgsmålet på en lidt anden måde: Hvad er det, der kvalificerer os til at komme ind i Guds rige? Jesus siger tidligere i evangeliet: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5,20).

For at komme ind i Guds rige skal vi være retfærdige – men det skal være en retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes retfærdighed – deres retfærdighed var en selv-retfærdighed. En højere retfærdighed er en Gud-given retfærdighed.

Flere steder i Det gamle Testamente læser vi om retfærdigheden som noget, vi bliver iklædt. En af de smukkeste steder er fra Esajas:

” Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe” (Esajas 61,10).

Gode og onde mennesker kommer, men lige så snart du kommer, så bliver du iklædt bryllupstøjet – du bliver iklædt Kristi retfærdighed, Kristi hellighed. Da kongen så på denne mand så han ikke nogen bryllupsklædning – så han ingen retfærdighed – så manden ryger ud og dømmes ligesom dem, der afviste invitationen.

Mange er kaldet, men få er udvalgte
Lignelsen slutter med en meget simpel sætning, der binder teksten tilbage til Luthers skrift om den trælbundne vilje – og som vi nok aldrig kommer til at forstå: ”Mange er kaldet, men få er udvalgt”. Invitationen er sendt ud overalt. Nogle er ligeglade, andre er fjendtlig stemte – andre igen forsøger at komme ind på deres egne betingelser – der er rigtig mange, der er kaldet – men det er kun få, der er udvalgt til at skulle ind i bryllupssalen. Og med ordet ”udvalgt” kommer vi ind på Guds suverænitet kontra menneskets vilje. Ja, menneskets vilje spiller en rolle i at modtage invitationen. Menneskets vilje kommer også frem i at afvise invitationen. Dem, der vælger at komme og iklæder sig bryllupsklæderne er dem, der også er udvalgt af Gud.

Det er et mysterium, som vi aldrig vil kunne begribe, men som vi kan tro. Mange er kaldet, men få er udvalgt. Det er lidt som den brede vej, som fører til fortabelsen, og den smalle vej, der fører til livet…. Mange finder den brede vej – få finder den smalle vej til livet. Hvorfor kun få?

Ja, Gud er suveræn i sin nåde – og fuld af nåde og kærlighed.

Der er mange grunde til at fejre reformationen – vi kunne også nævne bibeloversættelserne, gudstjeneste på modersmålet, en sand forståelse af nadveren. Men for mig at se er det højeste og vigtigste: At Gud igen er Gud den højeste, den suveræne Gud. Gud, der handler på uforklarlig vis på trods af hvad vi vil, hvad vi ønsker – men hvor hans vilje altid må ske. Vi forstår ham ikke – men det, der ses på, er ikke at vi forstår, men at vi tror. Det, der ses på, er at vi tager imod invitationen – og iklæder os Kristi retfærdighed. Den retfærdighed, der er en gave til dem, der tro på Kristus og modtager ham som herre og frelser.

Guds invitation til dig
Guds hjerte rækker stadigvæk invitationen ud til gode og onde mennesker. Du er også inviteret – kongernes konge inviterer dig: ”Tag imod min invitation”. Han inviterer dig ikke til at lide. Han inviterer dig ikke til smerte. Han inviterer dig ikke til selvopofrelse. Han inviterer dig ikke ind i et liv i et kloster. Han inviterer dig ikke til noget som helst hårdt arbejde. Han inviterer dig til alle festers fest, den herlige og evige kongelige fest, som indeholder alt det bedste, du overhovedet kan forestille dig i dette liv. Og det er alt sammen i Kristus.

Vil du ikke være med?

 

Load More