2. juledag (2010)

Denne side er set 1139 gange!

Vi kan nok skrive under på at juletiden er en rigtig hyggelig tid – december har været fyldt med den ene hyggelige begivenhed efter den anden. Højdepunktet naturligvis været de sidste par dage, hvor vi rigtig har kunnet hygge os med god mad og lækkerier.

En ting, der er rigtig hyggelig er de mange julebrev, der dumper ind af brevsprækken. Hilsner fra familie og venner, hvor man lige får en hurtig opdatering på deres liv, hvad de går og laver… ”og så ønsker vi jer alt godt i julen og i det kommende år”.

Hvad kan sådan et julebrev indeholde? Nu skal jeg ikke læse et af de breve op, som vi har fået, for så sjove er de heller ikke, men hvad med det her?

”Til denne noble familie. Vi håber at familiefaderen i denne familie vil stå sammen med gruppen ”Muslimske brødre” og følge de grundlæggende muslimske regler om at bære tørklæde og beherske islams ærværdige lærer, som muslimer har overleveret fra ældgamle dage. Hvis ikke – og dette budskab vil blive fulgt op – så vil vi tage følgende sanktioner i brug: 1) Drab 2) Kidnapning 3) Brænde huset ned med dets beboere eller sprænge det i luften”.

Et sådant brev fik mange af de kristne minoriteter i Irak for 5-6 år siden – og ikke meget har ændret sig siden. Irak er stadigvæk på listen over lande, hvor det er forbundet med farer at være kristen. Jeg hørte i nyhederne i forgårs, at kristne holder lav profil omkring julen, for ikke at fornærme nogen og komme i fedtefadet. De kristne bliver forfulgt af religiøse årsager – fordi det er en fornærmelse mod islam, hvis man konverterer til kristendommen – men de bliver også angrebet fordi de er ”lette ofre”. Der er ingen, der hævner en kristens død. Sammen med udlændinge bliver kristne anset for indbringende ofre, for man tror, at familierne kan betale store summer i løsepenge. 

Det er 2. juledag i dag – eller som den har heddet længe før julen fik overtaget: Sankt Stefans Dag… dagen, hvor teksterne serverer alt andet end marcipan for vores ører, nemlig tekster om forfølgelse. Lige fra Jeremias, der får skudt mod i sig, inden han går ud og løfter profetfingeren med et ”så siger Herren” – over den blodige beretning om Sankt Stefanus, der midt i al ondskaben ser himmelen åben og frem til Jesus, der netop forudsagde, at sådan noget som Stefanus ville ske.

”Jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer, nogle af dem vil I slå ihjel, andre korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by”.

Og det er ikke bare noget, der skete en gang, nej… det sker i dag. Kristne, der bliver forfulgt. Jeg ved godt, at vi i kristendommen ikke har en meget bedre historie, for vi har også faret frem med vold og mord – korstogene, hvor ridderne slog ihjel i Jesu navn. Ja, selv vores reformator Martin Luther, som vi ellers skylder så meget, har foreslået følgende plan overfor jøderne:

”For det første foreslår jeg, at man sætter ild på deres synagoge eller skole og dækker det, som ikke kan brænde, med jord, så at intet menneske nogen sinde ser en sten eller slagge deraf”.

Og de djævle, Luther synger om i ”Vor Gud han er så fast en borg” –

”Og myldred djævle frem på jord

og os opsluge ville” –

De djævle var ikke først og fremmest åndsmagter, nej, det var tyrkerne og islam, der på det tidspunkt belejrede Wien, og stod lige for at kunne erobre hele Europa. Djævle, der myldrede frem.

Hvad skal vi sige til sådanne historier om kristne, der måske blander for meget politik og magtbegær ind i deres tro, så de glemmer alt om næstekærlighed og om at vende den anden kind til? Jo, vi skal sige ”undskyld”. ”Kære muslim, kan du tilgive mig?”. ”Kære jøde, kan du tilgive mig?”.

Men et overgreb kan ALDRIG ALDRIG ALDRIG retfærdiggøre et andet – og vores kristne brødre og søstre f.eks. i Irak lider nu. Jesus siger: ”Nogle af dem vil I slå ihjel, andre korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by”.

Hvor mange af os ville have mod til at blive boende i et området efter at have fået et brev som det, jeg lige har læst op? Der er derfor også mange kristne irakere, der flygter ud af landet, eller der flygter til de kurdiske dele af landet, hvis de ikke har råd til at flygte fra landet. Prøv her et brev fra en 29 årig mor, der er flygtet fra Bagdad:

”Da Saddam Hussein var væk, blev vi mange gange truet, fordi vi er kristne. Vi kunne ikke længere gå i kirke. Vores muslimske nabo truede med at bortføre og dræbe vores søn”.

Eller en familie på tre fortæller:

”En dag kom to mænd til det hus i Bagdad, hvor vi boede, og truede med at kidnappe min datter, fordi vi var kristne og gik i kirke. Samtidig blev der uddelt løbesedler, hvor der stod, at alle kristne ville blive dræbt, hvis de ikke rejste”.

Jesus siger: ”Nogle af dem vil I slå ihjel, andre korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by”. Det sker i dag – vores kristne brødre og søster forfølges, fordi de er kristne.
I Nordkorea sidder kristne i de kommunistiske fængsler fordi de er kristne – og regimet bruger dem som levende forsøgspersoner på deres biologiske kampstoffer!!!
Vi må simpelthen ikke glemme de forfulgte kristne – om de så lever i Nordkorea, Iran, Saudi-Arabien, Afghanistan, Kina, Hviderusland…  ”Bær hinandens byrder således opfylder I Kristi lov” (Gal 6,2) siger Paulus.

Vi må ikke glemme dem ligesom vi ikke må glemme nogen som helst andre, der lider… men når kristne forfølges er det ikke bare de kristne i Nordkorea, der lider og angribes, så er det hele den globale kirke, der lider og angribes. Den globale kirke, som Den danske Folkekirke også er en del af.

Som den kristne martyr Stefanus bad for dem, der dræbte ham, og vidnede om Jesus, sådan beder de

kristne irakere også for deres forfølgere og vidner om Jesus. Det er godt nok sagt til Jerusalem, men kunne lige så godt være sagt til Bagdad, når Jesus siger:

”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”.

Jesus ønsker at samle sig en kirke dér – ønsker at kalde dem væk fra en onde religion og ind i fredens, tilgivelsens og frelsens religion, og mange vil ikke… men den irakisk præst Ghassan Thomas fortæller om at der er håb:

”Folk er mere åben end nogensinde før. Det er fordi vi ikke har nogen fred. Alle lytter, når jeg taler om en dybere fred, som Kristus bringer. Muslimer ønsker også fred. Mange er bange. Når gidsler bliver dræbt, så bliver Koranen ofte citeret for at retfærdiggøre det. Så mange muslimer er bange for deres egen gud. Når vi prædiker om at Gud er kærlighed, så er det befriende for dem”.

En 65 årig lægmand fortæller, hvordan præsten var væk, lederne af kirken var forsvundet, men han blev og kørte kirken videre. Han fortæller: ”For en måned siden var der ingen, der kom i kirke, men nu kommer der 25, og jeg er sikker på, at det antal vil stige”. Så selv dér, hvor kirken bliver forfulgt træder nogle ud af islam og ind i kristendommen… de siger farvel til familien, de får familien som fjender, men får til gengæld Jesus som deres frelser og får en familie af kristne i hele verden. Og du får endnu en kristen bror eller søster, der har brug for din forbøn. Nogle gange har man tendens til at glorificere lidelsen, der rammer de kristne. ”De lider for Jesus skyld”, og det er rigtigt nok… og det virker også til at det er rigtigt, det gamle ord, der siger, at de kristnes blod er udsæd. At jo flere kristne, der bliver dræbt desto flere kommer der til.

Men et slag er stadigvæk et slag, selv om det rammer en kristen.

Et hånende ord er stadigvæk et hånende ord, selv om det rammer en kristen.

Ens barn, der bliver truet på livet er stadigvæk ens barn, der bliver truet, og som man vil gøre alt for at beskytte. ”Du behøver ikke engang at flygte – det er ikke nødvendigt, for du kan jo bare afsværge dig den kristne tro. Sig at du ikke tror længere – om ikke andet, så kan du jo beholde Jesus i dit hjerte efter at du er holdt op med at have ham i munden”. Så lidt skal der til.

Hvad vil du gøre, hvis en enkelt forbandelse af Jesus kunne redde ikke bare dig, men hele din families liv? Hvis en enkelt forbandelse af Jesus ville betyde, at du kunne beholde dit hus, dit hjem, din flotte bil, dine venner…? Kom så – gå hen og spyt på korset – og bed Allah om tilgivelse for at du har vendt ham ryggen, så vil alt være som før igen… Sådan et dilemma stilles mange over for – hvad vil du gøre?

Lad det være vores julegave til den kristne kirke, at vi ikke glemmer dem, der lever under forfølgelse. At vi må have dem med i vores bønner og i vores tanker. At vi må være med til at støtte dem, så de må være et bevis på Guds kærlighed midt i hadet og volden.

Den bedste måde at få stoppet terroristerne på er ikke ved at smide bomber i hovedet på dem, men det er ved at de kommende terrorister har kristne naboer boende lige ved siden af sig. Folk, der holder ud og holder ud og holder ud. Der vender den anden kind til, og der kan bede Stefanus´ bøn: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd”.  Der beder for dem, der vidner for dem om Jesus. Uden det vidnesbyrd er der ingen mulighed for at mørkets magt i dem kan blive overvundet. Men med vidnesbyrdet, så slippes Guds kraft løs, som kan forvandle ondsindede mennesker til mennesker, der en dag vil kunne sige om Jesus ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *