Hvorfor gå i kirke?

Denne side er set 1354 gange!

Hvorfor dog gå i kirke? Når vi tænker ordet ”kirke”, så er det første, der hopper op i hovedet på os, sikkert sådan en vi har her i Horne eller i Asdal… en stor flot bygning med et alter, en døbefont og en prædikestol. Men kirke er heldigvis ikke begrænset til disse ting – som Grundtvig siger det:

”Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falder, tårne fuldmange sank i grus klokke end kime og kalde”.

Kirke er altså slet ikke afhængig af de ting for at være kirke – selv uden et kirketårn med klokker, kaldes der til gudstjeneste. For det første må vi slå fast – vi må ikke kan sætte lighedstegn mellem kirken og en bestemt bygning og en bestemt måde at organisere sig på.

Længe før at kirken havde altre, døbefonte og prædikestolen, så havde den dagligsturer og spiseborde derhjemme. Der står om den første menighed i Apostlenes Gerninger (2,46-47a) ”De kom i enighed i tempelet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud”. Og et andet sted (5,42) står der, ”Både i tempelet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde, at Jesus er den Salvede”.

Så det første kirkegang i verdenshistorien skete altså slet ikke i en kirke, men i et privat hjem. Jeg har faktisk stået i det, man regner for at være den første kirke i verdenshistorien. Den ligger i Tyrkiet, på bjergskråningen ved byen Antiokia, hvor Paulus blev sendt ud på sine missionsrejser. Den hedder i dag, Peterskirken, og er stadigvæk den dag i dag hugget ud i klippen … der er en hovedindgang, og så omme bag alteret er der hugget en tunnel i klippen, sådan at man kan stikke af og redde sig væk, hvis man blev angrebet under en gudstjeneste. Det var den første kirke – men ellers var kristnes samlingssted i hjemmene.

Som studerende prædikede jeg en gang i en valgmenighed, der slet ikke havde råd til deres egen kirkebygning, så de mødtes i et privat hjem. Jeg vil ikke gå ind på hvordan Bibelen siger, at man bør opbygge sin kirke og hvilke funktioner, kirken skal have – men bare lige slå fast, at det at gå i kirke er at mødes med medkristne til en gudstjeneste. Dvs. en gudstjeneste, hvor man også fejrer nadver og har dåb, de to sakramenter.

Men lad os se på spørgsmålet: Hvorfor gå i kirke?

Tese 1: Kirkegang som et vidnesbyrd Ja, det er faktisk også et vidnesbyrd for mennesker at gå i kirke – for dine naboer, at du søndag formiddag går hen i kirken og deltager i gudstjenesten. Jamen der er da ikke nogen, der ser det? Jo… her for et par år siden var der en minikonfirmand, der ville invitere sin nabo med til afslutningsgudstjenesten. “Jo”  sagde drengen – “for de går alligevel meget i kirke – så de skal have en invitation”. Så det blev altså bemærket – de gik meget i kirke. Måske der også er en eller flere, der ser, at du går i kirke.

Det er naturligvis ikke den største og den bedste grund – men det er også en del af svaret på hvorfor man skal gå i kirke. Og man kunne jo også selv bringe det på banen, for hvad svarer vi, når der er nogen, der spørger: “Nå… skal du så noget spændende her i weekenden?” .. er det så et “nej, det skal jeg sådan et ikke”. eller er det hvad du laver om lørdagen med familien eller udflugten om søndagen – eller fortæller vi “Ja, jeg skal i kirke”. det kunne måske give en anledning til at fortælle om din tro – til at fortælle om hvorfor du går i kirke. Lad os prøve lige se på hvad i har svaret på mit spørgsmål: Hvorfor går du i kirke?

(Læs hvad de har skrevet) Jeg har også et par andre bud:

Tese 2: Vi skal gå i kirke, fordi det er en naturlig ting for en kristen at gå i kirke

Og så siger bibelen faktisk en del om det at gå i kirke – og tager det faktisk som en selvfølge, at man som kristen mødes med andre kristne og har fællesskab med andre kristne.

Når Paulus kommer til en by, hvor der ikke er var kristne, så prædikede han, der blev omvendt nogle stykker og straks organiserer han dem i en menighed, kirke, der tiltrækker andre og flere mennesker. Om Paulus i Troas, står der: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem, da han skulle rejse næste dag, og han blev ved med at tale lige til midnat” (ApG 20,7)

Prøv kig i 1 Johs 1,7: (side 1122).

“Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han [altså Jesus] er i lyset, har vi fællesskab med ham”… nej, det er jo ikke det, der står. Det vil jo være det mest logiske, at der stod, at hvis vi vandrede med Jesus, så ville vi have fællesskab med Jesus… men det står der ikke, der står: “Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han [altså Jesus] er i lyset, har vi fællesskab med hinanden”. Et livsvandring med Jesus er ensbetydende med fællesskab – naturligvis både med Jesus, men også med hinanden – vores brødre og søstre i Kristus.

Så det kristne fællesskab er altså en naturlig konsekvens af at være en kristen. Og hvis vi tager det seriøst, at vi er en stor familie med kristne brødre og søstre, så er det jo også at være sammen med sin familie, at gå i kirke… Det er naturligt, at en familie samles – det er naturligt at vi går i kirke at vi samles i vores åndelige familie.

Tese 3: Vi skal gå i kirke, for Jesus døde på korset for at du kan gå i kirke En anden ting er, at kirken jo ikke bare er en hvilken som helst forening – eller sammenslutning. Der er betalt den højeste pris for kirken. Hvis vi prøver kigger i Apostlenes Gerninger: Og det er Paulus, der taler til de ældste i menigheden i Efesos: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod” (ApG 20,28) Eller i Åbenbaringsbogen (5,9), står der denne lovprisning af Jesus : ”Du er værdig til at få bogen  og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”. – og hvad er kirken andet end mennesker af alle stammer og tungemål?! Så når vi er fristet til at lade være med at gå i kirke, så tænk, at du derved svigter den kirke, som Jesus døde for. Husk, at Jesus døde for at du kunne gå i kirke.

Tese 4: Du skal gå i kirke, for der er brug for dig Jeg læste på kristeligt Dagblads hjemmeside, at en præst skrev, at man da ikke skulle have dårlig samvittighed over ikke at komme i kirke, og ikke tro, at man blev straffet for det.. og det er jo sandt nok, men han skrev så også, at vi ikke skal gå i kirke for Guds skyld, men for vores egen skyld. Og det er jo rigtigt…. og så alligevel ikke.

Vi skal gå i kirke og være en del af fællesskabet dér, fordi der er brug for dig i det fællesskab. Og det på to måder.

  1. a) Der er brug for dig og dine evner.
  2. b) Der er brug for dig og din opmuntring og formaning.
  3. a) Der er brug for dig og dine evner. Der er brug for dine evner, der er brug for din nådegave, der er brug for dig talent. Du har fået en evne, et talent, eller hvad du nu kalder det – og det har du fået, ikke for at beholde det for dig selv, men for at bruge det… på fællesskabet, det kristne fællesskab. Paulus skriver: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn” (1 Kor 12,7). Videre skriver Peter i sit første brev: “Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået (1 Pet 4,10). Paulus taler om et legeme – kirken som et legeme – kirken som Kristi legeme. Romerbrevet 12,4-6 (side 1032) Han bruger det godt nok til at fortælle, at vi alle sammen er lige meget værd – men netop derfor er der jo brug for os alle sammen. Der er ikke en eneste del af legemet, der kan undværes uden at det et handikappet legeme.Så går du ikke i kirke, så svigter du andre – for andre har brug for dig. Går du ikke i kirke, så svigter du Kristi legeme på jorden… Kristi legeme her i Horne og Asdal.

Og er det sådan, at du ikke synes, at der er brug for dig – at du da sagtens kan undværes… så er der noget galt. enten er det galt, fordi du aldrig har taget dig sammen til at bruge din nådegave i menigheden – eler også, at jeg din præst eller menighedsårdet ikke har fået sat dig i gang med at bruge din nådegave… der er brug for dig. Simpelthen!

  1. b) Der er brug for dig og din opmuntring og formaning.

For det er et svigt – Hebræerbrevet 10,24-25 (Side 1105) – give agt, for at man ikke driver bort fra det, vi har hørt (2,1)

– kalder det et svigt. her er tanken om, at man i så fald svigter den opgave det er at retlede den anden, formaner den anden, tilskynde den anden til kærlighed og gode gerninger – og uden den er risikoen for at man falder fra troen stor. Og falder man først fra troen – som der står i netop disse vers – synder man med vilje, så kan man nå så langt ud, at der ingen vej er tilbage. At der ikke er nogen nummer to omvendelse muligt. Så man svigter sin lokale menighed – og man svigter også sig selv – og gambler med sin egen evighed, for hvem skal vejlede en selv, hvis man ikke kommer i en kirke og i en menighed, hvor man kan blive vejledt og formanet? Og hvem skal formane og vejlede den, som du måske har tæt ind på livet… hvis ikke dig? I det hele taget er der mange befalinger i Bibelen, som indeholder ordet ”hinanden” eller ”fælles”. – ”Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør” (1 Thess 5,11) – ”Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er” (Jak 5,16) – ”Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed” (Gal 5,13). – Over for verdens druksange, stilles menighedens salmer, hymner og åndelige sange. Ikke bare som musik og underholdning, men som en måde at prædike overfor hinanden ”tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” (Ef 5,19). Tese 5: Du skal gå i kirke, for du har brug for at gå i kirke Det er sådan en almindelig tanke: Man kan da nok være en kristen uden at gå i kirke. Eller spørgsmålet fra folk, der håber på at få et negativt svar, nej det gør man ikke: “ Man kan da nok være en kristen uden at gå i kirke, ikke? Mange fromme mennesker har faktisk svært ved at sige nej på det spørgsmål – for naturligvis kan man da være en kristen uden at gå i kirke… måske også fordi det vil være ubæreligt at tænke tanken helt til ende, især med tanke på folk måske i ens egen familie, der aldrig viser sig i kirken, men som vores hjerter, og som vi ønsker alt godt for. Men det er bare sådan, at ideen om at nyde frelsen og være en kristen i isolation er fuldstændig fremmed for Bibelen. Og driver vi legeme-tankegangen helt ud, vil man så kunne sige, at en arm kan eksistere uden at være en del af kroppen? At en arm kan blive ved med at leve uden at have tilknytning til kroppen – eller et hvilket som helst legemesdel vil ikke kne eksistere eller leve uden tilknytning til kroppen. Så kan man være en kristen uden at gå i kirke – ja, det kan man, men spørgsmålet er: hvor længe bliver man ved med at være en kristen?

Vi er kaldet til at være kristne – og skal vi blive ved med at være kristne, så skal vi beskyttes her i verden, der er domineret af en, der vil gøre alt hvad der står i hans magt for at få os væk fra vores tro. Gud har givet os vores kristne fællesskab, givet os menigheden, givet os ordet til trøst og til vejledning, givet os nadveren, som et sted, hvor vi kan blive beskyttet og blive fastholdt som kristne.

Det kan godt være, at de fleste af kirkegangene er gledet væk i din hukommelse, men den gav dig lige her og nu hvad du havde brug for. Der var engang en, der skrev ind til en kristen spørgekasse, for at fortælle, at nu stoppede han altså med at gå i kirke. “Jeg har gået i kirke i 30 år – i den periode har jeg hørt omkring 203000 prædikener. Men ved du hvad… jeg kan faktisk ikke huske en eneste af de prædikener. så jeg synes egentlig, at jeg spilder min tid, og at alle præsterne spilder deres tid på at prædike”. Det brev blev startskuddet til en lang debat på de sider – indtil der var en, der skrev dette: “Jeg har været gift i 30 år . i den periode har min kone tilberedt over 32000 måltider. Men jeg kan faktisk ikke engang huske en eneste af menuerne på en eneste af de måltider. Men jeg ved dette: De nærede mig alle sammen og gav mig den kraft, der skulle til for at jeg kunne gøre mit arbejde og passe mine pligter. Hvis min kone ikke havde givet mig de måltider, så ville jeg være død i dag. På samme måde: Var jeg ikke gået i kirke for at få næring, så ville jeg være åndeligt død nu.

Jeg har også hørt en anden lille historie: Det fortælles om en gammel farmor, at hun hver søndag gik den lange vej til kirke og hjem igen. En dag, da hun kom hjem fra kirke, spurgte hendes barnebarn: “Hvad sagde præsten i dag?” Og farmor svarede: “Det kan jeg ikke huske”. Så spurgte barnebarnet videre: “Hvorfor går du så i kirke, når du alligevel ikke kan huske det?” – Og farmor svarede: “Det er for at blive renset. Det er lige som med en kurv, som du kan hælde vand over: vandet bliver ikke i kurven; men det skyller kurven ren. På samme måde er det med ‘at gå i kirke’. Jeg bliver på en måde skyllet ren, for Gud slår en streg over alt, hvad jeg har gjort galt. Og jeg får lov til at begynde på en frisk og gå befriet ud af kirken. Med mine synders forladelse og Guds velsignelse”. Du har brug for at gå i kirke – Keith Greens historie (genfortælles kort) En af de mennesker, der har betydet meget for mig, er den amerikanske sanger Keith Green. Han var virkelig en glad 68-er, der levede midt i al den frihed og alle de forsøg på at etablere en ny og bedre verden.. Han levede efter parolen: Føles det godt, så gør det! Men han var utrolig rastløs – hippie-bevægelsens frie kærlighed og narko kunne ikke stoppe den følelse i ham af tomhed. Sammen med store dele af hans generation søgte han efter tilfredsstillelse – sandheden. Og det bragte ham igennem østens mystik, astrologi, astral-legemer, selvhypnose. Og hvad med kristendommen? Nej tak. Kristendom var simpelthen bare ikke sagen – I hans religiøse søgen var det slet ikke med inde i billedet. Han kendte hans forældres moraliseren, han havde set kirken og hvordan kristne var, så nej tak… Skulle man være en kristen, så var det nødvendigt, at man havde en barber i huset, og det var nødvendigt, at man sov i habit og slips. Men han kunne dog ikke finde ro nogen steder i det han fandt frem til. Som han skriver i en af hans bedste sange, Your love broke through: “All my life I’ve been searching for that crazy missing part”. I hele mit liv, har jeg ledt efter denne skøre manglende brik. (Hør sangen her) Hans liv var virkelig en søgen – en søgen, der blev ved med at ende blindt, for han kunne virkelig ikke få dækket sine åndelige behov, der var hele tiden en følelse af tomhed i ham. Hans store håb var at finde Sandheden – der samtidig var dynamisk liv og ikke bare teori. En efter en faldt vestens livsfilosofier og østens religioner til jorden, efterhånden som han levede dem igennem og afprøvede deres løfter og teorier. De var alle sammen blindgyder, men sandheden måtte være et eller andet sted derude. Sandheden, der ville gøre livet værd at leve og fylde tomrummet i hans hjerte. Men der var en ting, der slog ham jo mere han gik ind i religionerne – der var en fælles tråd i det hele: Personen Jesus Kristus. Tilsyneladende var de alle sammen enige om, at Jesus i det mindste var en ”god fyr”. Nogle kaldte ham Guds søn, andre sagde han var en profet, andre, at han var en åndelig mester, der var opsteget til Himmelen. Selv Buddha mente, at Jesus var OK. Det var forskelligt, hvad de sagde om Jesus, men det var alt sammen positivt. Jesus selv sagde, at han var den eneste vej til Gud. Så måske skulle man give Jesus en chance – ikke kirken og organisationerne, men personen Jesus. Så Keith Green åbnede sit hjerte for Jesus, uden rigtig at vide hvem Jesus var, og hvad det kunne føre til. Så den 16. december 1972 skrev han denne enkle bøn i sin dagbog: ”Jesus, du er hermed officielt inviteret ind i mig. Nu er det kun handlinger, der kan åbenbare din virkning i mig”.

Men han gav Jesus en chance – ikke kirken. Kirken var virkelig ikke noget for ham – andre kristne var ikke noget for ham. Men han kæmpede med en masse åndelige spørgsmål – og havde også en masse ting, som han havde misforstået… og kom han ud i problemer, så var det nemt lige at tage narko eller ryge et eller andet, der gjorde ham skæv, så han kunne overskue og overleve. Men en dag sad han og sang om ”Den barmhjertige samaritaner”, hvor Gud pludselig gjorde ham opmærksom på, at han var den mand, der lå og var gennembanket… og hvem ville hjælpe manden, der var faldet i røveres hænder: Det gjorde den, person, som han ikke havde regnet med ville hjælpe. Og hvem var det i Keith Greens tilfælde? Jo, det var kirken! Det var de kristne. Gud har designet kirken til at være et sted, hvor vi som kristne bygges op: ”Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister, og andre til at være hyrder og lærere, for at udruste di hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op” (Ef 4,11-12) Gud har designet kirken til at være et sted, hvor åndelige ledere kan holde øje med og hjælpe og værne kristne: ”Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne. Gør jer ikke til herskere over dem, I har ansvaret for, men vær forbilleder for hjorden; og når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans. Ligeså skal I unge underordne jer under de ældste” (1 Pet 5,1-4) ”Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer”. (Hebr 13,17).

Tese 6: At gå i kirke er en god tradition Der står i Bibelen om Jesus, at han efter sædvane gik hen i synagogen (Luk 4,16)- Jesus havde den sædvane – den skik, at han gik altså i datidens form for kirke. Jeg har det sådan, at hvis Jesus – Guds søn – havde det som en god tradition at gå i ”kirke”, så vil jeg altså også have det som en god tradition.

Noget af den bedste tradition man kan have, er at gå i kirke. Noget af det bedste, man kan lære sine børn, er at gå i kirke.

Jeg har nogle fantastiske forældre, der har lært mig at gå i kirke og lært mig at sætte pris på at gå i kirke… så at gå i kirke om søndagen var så naturligt som at børste tænder. Det var ikke altid, jeg var med til hele gudstjenesten – nogle gange gik jeg ud på kirketjenerens arbejdsrum under prædikenen… min far var kirketjener ved den kirke… der var to præster ved kirken, og når det var den ældste af de to præster, så gik præstekonen også med derud… for som hun sagde: ”Jeg kan jo altid læse prædikenen, når jeg kommer hjem”. Om hun så gjorde det, er så en anden sag! Hvis vi ikke lærer vores børn at gå i kirke, hvem skal så?

 

Og det er ikke bare dårligt at have en god tradition – for er traditioner ikke bare noget man gør, fordi man skal ikke bare fordi man gerne vil? Det kan man godt sige, men en tradition kan også betyde, at man gør en god ting for sig selv og for andre – også selv om man ikke lige har lyst til det i dag. Der er nogen, der siger, at det med at blive hjemme fra gudstjeneste – det er svært den første gang…. det er lidt mindre svært næste gang… og sådan bliver det lettere og lettere at blive væk fra gudstjenesten, sådan at det til sidst er næsten umuligt at komme af sted. Traditionen med at “ja, man plejer at gå i kirke” – kan måske afholde en fra overhovedet at blive hjemme den første gang.

Protest 1: Jeg kan klare mig uden! Men jeg bryder mig ikke rigtig om at gå til gudstjeneste. Er det ikke nok, at jeg f.eks. går til møde i missionshuset eller til møde i min bibelstudiekreds. Eller er det ikke også bare i orden at jeg sidder hjemme og holder andagt for mig selv? Og det er rigtig godt og vigtigt – det er rigtig vigtigt at have en bibelstudiekreds, hvor man kan nærlæse Bibelen og have gode samtaler – men bare et simpelt spørgsmål: Jesus har givet os nadveren – er den ikke vigtig? Får vi ikke noget dér, som vi ikke kan læse os til eller bede os til? Kirkens opbygning: Det at kirken er opbygget af kristne ledere, der skal vejlede og hjælpe os – og holde øje med, at det, der så bliver prædiket også er i overensstemmelse med sandheden… det at have andre omkring os, der ikke er inde i den samme bibelkreds, og derfor kan se tingene udefra…, det kan virke træls, for hvor er vores frihed?… men jeg tror også, at det er nødvendigt. Jeg vil gerne fortælle jer om Charles Russell – kender I ham? Han havde i sin ungdom en religiøs krise, men genvandt lige så stille tilliden til Bibelen igen. Og han blev så glad for Bibelen og det, den sagde, at han samlede folk til Bibelstudiekreds… han organiserede endda en bevægelse, kaldet Bibelstudie-bevægelsen – eller som de bare kaldte sig selv, Bibelstudenterne. Men alarmklokkerne begyndte at ringe hos de kirkeledere, hvor de var tilknyttet… men det var åbenbart for sent at retlede de mennesker, for de brød ud af kirken og blev selv en slags kirke… jeg havde faktisk besøg af to her den anden dag, for i 1931 ændrede de deres navn til ”Jehovas Vidne”. Det begyndte med en bibelkreds, som var uden menighedens agtpågivenhed – og som derfor lige så langsom kunne bevæge sig bort fra sandheden. Jeg synes sporene skræmmer – sporene efter dem, der vender kirken og menighedens forsamling ryggen, for vi kan nok klare os uden. Eller det er i hvert fald ikke så vigtig, at jeg vil prioritere det særlig højt.

Protest 2: Det er svært at finde den rigtige kirke for mig! Ja, gid man bare kunne sige: Vælg den nærmeste folkekirke! Sådan er det desværre ikke… Men det er rigtig vigtigt at vi vælger den rigtige kirke at komme i – for vælger vi forkert spiller vi hasard eller russisk roulette med vores åndelige liv og måske endda med vores evige liv. Så ting du skal finde ud af: – Baserer den kirke sin undervisning på Bibelen? Undervises der i det grundlæggende i evangeliet? Jeg kan ikke lade være med at nævne vielse af homoseksuelle… hvis der kommer et autoriseret ritual… jeg spørger ikke: Kan vi så blive i folkekirken? Nej, jeg spørger: Kan du så blive i Folkekirken? Du har kun dig selv at stå til ansvar overfor!  Er det her dråben, der får bægeret til at flyde over? Træder vi ud, så er det vigtigt, at vi ikke bare træder ud i ingenting – ude i en Bibelkreds… eller andet sådan løst, men at man f.eks. går ud og danner en fri- eller valgmenighed… eller en husmenighed. – Er der en fornemmelse af fællesskab i kirken? Da jeg kom til Århus kom jeg i den lokale folkekirke, det synes jeg nemlig jeg burde gøre. Og forkyndelsen var også ok… ikke voldsom inspirerende, men den var da ikke direkte i modsætning til det, jeg kendte fra førhen. Og jeg kom i den kirke i 2 år hver eneste søndag… men interessant var det, at der slet ikke var en eneste, der talte til mig. Der var ingen, der så meget som hilste på mig… man snakkede med dem, man kendte i forvejen. Men jeg blev ved med at komme dér… for hvor skulle jeg ellers komme, kendte ikke til andet. Men en dag kendte jeg så til noget andet – og jeg begyndte et andet sted, hvor jeg kom ind i et fællesskab. Men det værste ved det er nok, at  jeg faktisk ikke tror, at de opdagede, at nu stoppede den unge mand med at komme i kirke. – Er vi glade for at komme i den kirke? Ikke bare for det sociale, men også for indholdet, sådan, at vi kan sige, som der står i Salmernes Bog (122,1): ”Jeg blev glad, da de sagde til mig: Lad os drage til Herrens hus!”

 

– Er der også arbejde blandt unge og børn – for det er så vigtigt, at de også lærer Gud at kende. Hvad med her i Horne og Asdal… jo, vi har da minikonfirmander og konfirmander… men så er det vist også det. – Støtter kirken missionen? Har den åbnet sine øjne mod at der også er ikke-kristne til, der har brug for at få rakt evangeliet.

Tese 7: Du skal gå i kirke, for Gud ønsker at velsigne dig. ”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen! Det er som den gode olie på hovedet,, der flyder ned over skægget, over Arons skæg, ned over kjortlens halsåbning. Det er som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. For dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed. (salme 133)

Opsummering:

Gud har givet os det kristne fællesskab – givet os kirken for at vi ikke må stå alene som kristne, er man flere står man bedre fast. Han har givet os kirke og menigheden som det sted, hvor vi kan deltage i altergangen – kirkens grænseoverspringende fællesskab. Han har givet os kirken som det sted, hvor vi må blive retledet og formanet, ikke for at gøre livet surt for os, men for at vi sammen kan finde hjem til himmelen frelst af nåde. Selvfølgelig er det ikke på den måde, at det er nok bare at gå i kirke – vi bliver ikke kristne af at gå i kirke, lige så lidt som man bliver en bil af at gå ind i en garage.  Så der er ikke noget hokus-pokus her – Kong Saul i Det gamle Testamente fik på et tidspunkt den kolde skulder af profeten og dermed af Gud: Jeg ønsker ikke dine mange ofre – jeg vil have dig, jeg vil have at du adlyder mig. Kirkegang er ikke en erstatning for tro, men en støtte til troen, troens hjem. Gud ønsker ikke, at vi kun skal gå i kirke om søndagen, og så lade det være vores gudsdyrkelse… lidt lige som om at man besøger en ven på hospitalet eller i fængslet en gang om ugen, for at se hvordan han har det. Nej, Gud ønsker ikke engang at vi skal møde ham to gang om ugen, om søndagen og om torsdagen i missionshuset eller i bibelstudiekredsen – nej, han ønsker at være sammen med dig hele dit liv, hele din uge.

Jeg vil gerne slutte af med at synge en engels sang for jer, skrevet af et af mine store forbilleder og lærermestre i troen, den amerikanske sanger, Keith Green.

To obey is better than sacrifice, I don’t need your money, I want your life. And I hear you say that I’m coming back soon, But you act like I’ll never return.

Well you speak of grace and my love so sweet, How you thrive on milk, but reject my meat, And I can’t help weeping of how it will be, If you keep on ignoring my words.

Well you pray to prosper and succeed, But your flesh is something I just can’t feed. To obey is better than sacrifice. I want more than Sunday and Wednesday nights, Cause if you can’t come to me every day, Then don’t bother coming at all.

Lah, lah,lah….

To obey is better than sacrifice. I want hearts of fire, not your prayers of ice. And I’m coming quickly, to give back to you, According to what you have done, According to what you have done, According to what you have done.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *