Hvorfor gå i kirke?
Hvorfor dog gå i kirke? Når vi tænker ordet ”kirke”, så er det første, der hopper op i hovedet på os, sikkert sådan en vi har her i Horne eller i Asdal… en stor flot bygning med et alter, en døbefont og en prædikestol. Men kirke er heldigvis ikke begrænset til disse ting – som Grundtvig siger det:
”Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falder, tårne fuldmange sank i grus klokke end kime og kalde”.
Kirke er altså slet ikke afhængig af de ting for at være kirke – selv uden et kirketårn med klokker, kaldes der til gudstjeneste. For det første må vi slå fast – vi må ikke kan sætte lighedstegn mellem kirken og en bestemt bygning og en bestemt måde at organisere sig på.
Længe før at kirken havde altre, døbefonte og prædikestolen, så havde den dagligsturer og spiseborde derhjemme. Der står om den første menighed i Apostlenes Gerninger (2,46-47a) ”De kom i enighed i tempelet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud”. Og et andet sted (5,42) står der, ”Både i tempelet og hjemme fortsatte de hver dag med at undervise og forkynde, at Jesus er den Salvede”.
Så det første kirkegang i verdenshistorien skete altså slet ikke i en kirke, men i et privat hjem. Jeg har faktisk stået i det, man regner for at være den første kirke i verdenshistorien. Den ligger i Tyrkiet, på bjergskråningen ved byen Antiokia, hvor Paulus blev sendt ud på sine missionsrejser. Den hedder i dag, Peterskirken, og er stadigvæk den dag i dag hugget ud i klippen … der er en hovedindgang, og så omme bag alteret er der hugget en tunnel i klippen, sådan at man kan stikke af og redde sig væk, hvis man blev angrebet under en gudstjeneste. Det var den første kirke – men ellers var kristnes samlingssted i hjemmene.
Som studerende prædikede jeg en gang i en valgmenighed, der slet ikke havde råd til deres egen kirkebygning, så de mødtes i et privat hjem. Jeg vil ikke gå ind på hvordan Bibelen siger, at man bør opbygge sin kirke og hvilke funktioner, kirken skal have – men bare lige slå fast, at det at gå i kirke er at mødes med medkristne til en gudstjeneste. Dvs. en gudstjeneste, hvor man også fejrer nadver og har dåb, de to sakramenter.
Men lad os se på spørgsmålet: Hvorfor gå i kirke?
Tese 1: Kirkegang som et vidnesbyrd Ja, det er faktisk også et vidnesbyrd for mennesker at gå i kirke – for dine naboer, at du søndag formiddag går hen i kirken og deltager i gudstjenesten. Jamen der er da ikke nogen, der ser det? Jo… her for et par år siden var der en minikonfirmand, der ville invitere sin nabo med til afslutningsgudstjenesten. “Jo” sagde drengen – “for de går alligevel meget i kirke – så de skal have en invitation”. Så det blev altså bemærket – de gik meget i kirke. Måske der også er en eller flere, der ser, at du går i kirke.
Det er naturligvis ikke den største og den bedste grund – men det er også en del af svaret på hvorfor man skal gå i kirke. Og man kunne jo også selv bringe det på banen, for hvad svarer vi, når der er nogen, der spørger: “Nå… skal du så noget spændende her i weekenden?” .. er det så et “nej, det skal jeg sådan et ikke”. eller er det hvad du laver om lørdagen med familien eller udflugten om søndagen – eller fortæller vi “Ja, jeg skal i kirke”. det kunne måske give en anledning til at fortælle om din tro – til at fortælle om hvorfor du går i kirke. Lad os prøve lige se på hvad i har svaret på mit spørgsmål: Hvorfor går du i kirke?
(Læs hvad de har skrevet) Jeg har også et par andre bud:
Tese 2: Vi skal gå i kirke, fordi det er en naturlig ting for en kristen at gå i kirke
Og så siger bibelen faktisk en del om det at gå i kirke – og tager det faktisk som en selvfølge, at man som kristen mødes med andre kristne og har fællesskab med andre kristne.
Når Paulus kommer til en by, hvor der ikke er var kristne, så prædikede han, der blev omvendt nogle stykker og straks organiserer han dem i en menighed, kirke, der tiltrækker andre og flere mennesker. Om Paulus i Troas, står der: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem, da han skulle rejse næste dag, og han blev ved med at tale lige til midnat” (ApG 20,7)
Prøv kig i 1 Johs 1,7: (side 1122).
“Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han [altså Jesus] er i lyset, har vi fællesskab med ham”… nej, det er jo ikke det, der står. Det vil jo være det mest logiske, at der stod, at hvis vi vandrede med Jesus, så ville vi have fællesskab med Jesus… men det står der ikke, der står: “Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han [altså Jesus] er i lyset, har vi fællesskab med hinanden”. Et livsvandring med Jesus er ensbetydende med fællesskab – naturligvis både med Jesus, men også med hinanden – vores brødre og søstre i Kristus.
Så det kristne fællesskab er altså en naturlig konsekvens af at være en kristen. Og hvis vi tager det seriøst, at vi er en stor familie med kristne brødre og søstre, så er det jo også at være sammen med sin familie, at gå i kirke… Det er naturligt, at en familie samles – det er naturligt at vi går i kirke at vi samles i vores åndelige familie.
Tese 3: Vi skal gå i kirke, for Jesus døde på korset for at du kan gå i kirke En anden ting er, at kirken jo ikke bare er en hvilken som helst forening – eller sammenslutning. Der er betalt den højeste pris for kirken. Hvis vi prøver kigger i Apostlenes Gerninger: Og det er Paulus, der taler til de ældste i menigheden i Efesos: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod” (ApG 20,28) Eller i Åbenbaringsbogen (5,9), står der denne lovprisning af Jesus : ”Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag”. – og hvad er kirken andet end mennesker af alle stammer og tungemål?! Så når vi er fristet til at lade være med at gå i kirke, så tænk, at du derved svigter den kirke, som Jesus døde for. Husk, at Jesus døde for at du kunne gå i kirke.
Tese 4: Du skal gå i kirke, for der er brug for dig Jeg læste på kristeligt Dagblads hjemmeside, at en præst skrev, at man da ikke skulle have dårlig samvittighed over ikke at komme i kirke, og ikke tro, at man blev straffet for det.. og det er jo sandt nok, men han skrev så også, at vi ikke skal gå i kirke for Guds skyld, men for vores egen skyld. Og det er jo rigtigt…. og så alligevel ikke.
Vi skal gå i kirke og være en del af fællesskabet dér, fordi der er brug for dig i det fællesskab. Og det på to måder.
- a) Der er brug for dig og dine evner.
- b) Der er brug for dig og din opmuntring og formaning.
- a) Der er brug for dig og dine evner. Der er brug for dine evner, der er brug for din nådegave, der er brug for dig talent. Du har fået en evne, et talent, eller hvad du nu kalder det – og det har du fået, ikke for at beholde det for dig selv, men for at bruge det… på fællesskabet, det kristne fællesskab. Paulus skriver: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn” (1 Kor 12,7). Videre skriver Peter i sit første brev: “Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået (1 Pet 4,10). Paulus taler om et legeme – kirken som et legeme – kirken som Kristi legeme. Romerbrevet 12,4-6 (side 1032) Han bruger det godt nok til at fortælle, at vi alle sammen er lige meget værd – men netop derfor er der jo brug for os alle sammen. Der er ikke en eneste del af legemet, der kan undværes uden at det et handikappet legeme.Så går du ikke i kirke, så svigter du andre – for andre har brug for dig. Går du ikke i kirke, så svigter du Kristi legeme på jorden… Kristi legeme her i Horne og Asdal.
- b) Der er brug for dig og din opmuntring og formaning.