2. juledag 2017

Lyt til prædikenen:


Læs prædikenen:

De sidste par dage har været præget af fest, glæde, fred, salmesang og bibellæsning. Vi har hørt profetier om fredskongen, der skal brænde hver støvle, der tramper og hver kappe, der er sølet i blod. Vi har sunget med på englenes lovprisning ude på marken
”Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser født”.
Og så møder vi op til gudstjeneste og møder det her?! ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. ”Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”.
Skulle man ikke vide bedre, så var der tale om to forskellige trosretninger: Fredsevangeliet og stridsevangeliet. Hvorfor skal vi høre om det lige netop i julen?
Ja, måske fordi det faktisk netop er indbegrebet af julen. Vi hører det nok bare ikke juleaften, men hvad handler julen om, hvis ikke om en Gud, der forlod sin himmel og blev menneske i en verden, der kendte alt til ham, men ikke ville kendes ved ham. Julen, der handler om Guds søn, der blev sendt på fredsmission til en verden, der kun ville have fred på sine egne betingelser. Ikke lang tid efter sin fødsel, var Jesus politisk og religiøs flygtning med en gal dødende Kong Herodes i nakken. Som evangelisten Johannes skriver i sit juleevangelium: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn” (Johs 1, 11-12).
Barnet i krybben er tegnet på verdenshistoriens største splittelse – at Jesus blev født, skabte splittelse. Det river den helhed over, der ellers var før. Hvis Jesus aldrig var blevet født, så ville jorden have fortsat i sin bane i enhed, ja, men i en bane længere og længere bort fra Gud. Da Jesus blev født var det en krigserklæring: ”Jeg har skabt verden, verden tilhører mig, verden skal ikke fortabes, men frelses – fingrene væk, Satan!!”. Derfor deler barnet i krybben menneskeheden op i to grupper: Dem, der tager imod ham, og dem, der ikke tager imod ham. Dem, der bliver ved med at være verdens børn, og dem, der bliver Guds børn, kongebørn, disciple, kristne. De tilhører Kristus. Dem, der tilhører Kristi parti, små kristus-er.  De bærer mærkerne fra hans måde at leve på. En sand kristen bærer ikke bare Kristi navn, men bærer hans karakter, demonstrerer Jesu karakter. Ja, selvfølgelig vil der være mangler i os kristne– for vi er kun mennesker – men der vil ikke desto mindre være beviser på Kristus-ligheden i en sand troende. Det lille barn i krybben skabte en ny menneskehed – som Paulus skriver: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”  (2 Kor 5, 17). Og dette nye må manifestere sig: I overbevisning, i handling og i bekendelse.
Men er det ikke et fredens evangelium, man skal bekende? Jo – netop…. reaktionen på dette fredens evangelium er blot ikke altid fredsommelig, for sandheden er ilde hørt – som man siger. En mand som Stefanus kostede det livet, som vi hørte fra Apostlenes Gerninger. Han kendte ved Jesus overfor mennesker – også selv om det kostede ham livet.
Kaj Munk siger i en prædiken: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet. Den bider og river og slaar. Sandheden er ikke noget for forsigtige Folk. De skal ikke have Sandhed, men Sofa” (s. 204 i Kaj Munk mindeudgave Prædikener). Tænk, hvis han havde tiet stille, da kirkeministeren på vegne af tyskerne beordrede ham til at tie stille.
Luther er blevet citeret for at have sagt: ”Hvis vores evangelium bliver modtaget i fred, så er det ikke det sande evangelium”. Og man må sige, at han om nogen oplevede hvordan evangeliet delte. Han prædikede sandheden og det bragte ikke fred, men det skabte den største splittelse i den religiøse historie. Tænk, hvis han havde tiet stille, bare for den gode stemnings skyld?

Teksten til i dag siger, at fordi vi som kristne er Guds børn, fordi vi som kristne skal være små kristus-er og fordi vi kommer med det samme sandhedens evangelium som Jesus kom med, så vil vi også opleve samme modstand som Jesus oplevede.  Det kan godt være, at jeg ikke gør det – men er jeg villig til det? At være kristen er at stille sig selv det spørgsmål: Hvor meget betyder Jesus for mig? Hvor meget er jeg villig til at give afkald på, ikke fordi jeg nyder afkaldet, ikke fordi jeg ser mig selv som et offer – men fordi Kristus bare er mere værd for mig end noget af det, der ellers kan blive tilbudt mig. Fordi mit forhold til ham, der opgav alt og ofrede sig for mig, betyder mere end noget andet forhold her i livet.
Ja, betyder Jesus så meget for mig, at jeg er villig til en splittelse ned igennem det dyrebareste jeg har, nemlig min familie? Det må virkelig være den værste form for splittelse, der findes. Det er ikke så slemt, hvis du er i strid med din nabo eller din chef, dine venner eller dine bekendtskaber, men når det kommer ind i din familie, denne strid, det gør ondt. Men hvad om din tro pludselig skaber et skel ned gennem din familie? ”Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far”.

Det sker f.eks. i de muslimske lande, hvor et skift til kristendommen er lig med et farvel til hele slægten. Den tidligere muslim, Massoud Fouroozandeh, der nu er valgmenighedspræst for en iraner-menighed i Odense, fortæller, hvordan hans far smækkede røret på, da han fik at vide, at hans søn var blevet kristen: ”Så er du ikke længere min søn”. Og Massoud skriver videre: ”Det var den værste sætning, jeg kunne have hørt ham sige. Den mand, som jeg hele mit liv havde drømt om skulle være stolt af mig, ville nu ikke engang vide af mig […] jeg ønskede jo slet ikke at fravælge ham, kun at vælge Jesus” (s. 229 i Massoud Fouroozandeh: Den forbudte frelse).

Men ikke bare i muslimske lande er det sådan. I Hobro mødte jeg en ung pæredansk mand, der kom fra et ateistisk videnskabeligt hjem, og da han blev kristen voksede der lige så langsomt et skel op mellem ham og hans familie. De kan bare ikke med, at han er blevet en bekendende kristen… Han ønsker heller ikke at fravælge sin familie, men kun at vælge Jesus og i det valg er der også et nej fra hans familie.

Jeg vil ikke gå ned i detaljer i teksten – men pege på hovedlinjen i teksten: Jesu herredømme. Teksten handler om hengivenhed til det guddommelige uanset hvad prisen så end er. Den handler om at vi i Jesus har set den eneste vej til livet, og ønsker ikke bare selv at gå på den vej, men ønsker vedkende os Jesus, så folk må få øjnene op for ham, der også er deres frelser. Kærligheden til vores medmennesker siger, ”at vi skal dele det største vi har”. Menneskefrygten siger: ”Hold nu mund. Ødelæg nu ikke den gode stemning – fremstå ikke som et fjols.  Brug det gunstige øjeblik”. Men det gunstige øjeblik for sandheden findes aldrig.

Vi skal ikke tænke på reaktionerne af at vi kendes ved Jesus overfor mennesker – at vi forkynder sandheden i ord og gerninger. Det kan godt være, at vi kun møder gode reaktioner, jamen det er fint. Det kan være vi møder ligegyldighed og det kan være at vi møder fjendtlighed og tilsidesættelse. Jesus har mødt alle de reaktioner – og det skal vi som små kristus-er berede os på. Uanset hvilken reaktion vi møder, så skal vi fortsætte i samme retning, for det budskab vi bærer og det budskab vi bæres af, er så stort, at ingen pris er for høj. Og vores kærlighed til dem vi taler til og lever iblandt er så stor, at vi da ikke vil snyde dem for andet end for sandheden. For dit vidnesbyrd, din bekendelse, din handling, din ”venden-den-anden-kind-til”, din ”holden fast til sandheden” kan være den bro som andre bruger til at komme fra verden og ind Guds rige. Kan være det vidnesbyrd, som Jesus bruger til at vende en fjende til en bror.
Det er simpelthen fantastisk at være en discipel af Kristus. Du bliver en kilde til konflikt for halvdelen af verden, men for den anden halvdel bliver du en kilde til velsignelse. Men vi – du og jeg – er Kristi disciple, vi tegner skillelinjen ned igennem verden. Jeg beder Gud til at vi må være villige til at følge ham uanset hvad det koster, så nogle må modarbejde os, imens andre må blive velsignet.

Salmer
122: Den yndigste rose
117: En rose så jeg skyde
123: Her kommer Jesus
Prædiken
129:Julebudet til dem, der bygge
Altergangsalme: 118,3: Sorg er til glæde
112: Kom, alle kristne

Author: Kim Præst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *