Prædikener efter kirkeåret

1. søndag efter Helligtrekonger (2020)

Lyt til prædikenen:

      1. søndag e. Helligtrekonger - 2020 - 12th January 2020

Læs prædikenen:
Går udøbte babyer fortabt?
Vi hører teksten ved hver eneste dåb – ”Lad de små børn komme til mig”. Vi er vant til at høre dåben med i ordene, selv om teksten ikke handler om dåben. Der står at Jesu velsignede dem – ikke at han døbte dem. I radioen hørte jeg samme tekst blive brugt forud for en børnevelsignelse i en baptistkirke – hvor teksten skulle belyse hvorfor man velsignede børnene og altså ikke døbte dem. ”Og han tog dem i favn, lagde hænderne på dem og velsignede dem”.

Vi i vores kirke døber babyer – dåben er vigtig, så derfor er jeg blevet kaldt ud på fødeafdelinger for at døbe nyfødte børn, der kæmper for at overleve. Og kan man ikke nå at tilkalde en præst, så kan enhver træde til og døbe barnet. Dåben er vigtig. I Den augsburgske Bekendelse, er en del af Folkekirkens bekendelsesgrundlag står der:

”Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb” (Art 10).

Dette bekendelsesskrift er et historisk dokument, som er skrevet for at nærme sig den katolske moderkirke så meget som overhovedet muligt – vi blev afvist, så det hjalp ikke så meget.
Er det det vi tror? Dåben ”er nødvendig til frelse”, ”Guds nåde tilbydes gennem dåben”. Jeg vil sige: Ja, det er det, jeg tror… og så tror jeg også noget mere, for den augsburgske bekendelse drager ingen negative konsekvenser – og forfatteren Melanchthon vil ingen andre steder sige: Udøbte børn går fortabt.

Hvad med de udøbte spædbørn?
Jeg har kun begravet et eneste spædbarn, der ikke var blevet døbt – pigen døde i hendes mor på den dag, hvor hun egentlig skulle fødes. Men noget gik galt – og dåbsgudstjenesten blev en begravelse. I min prædiken netop over teksten til i dag, sagde jeg blandt andet:

” Hun har en himmelsk far, der skabte hende, dannede hende og der var med hende hele vejen, også i det øjeblik, da hendes lille krop måtte give op i sin tapre kamp for livet. Også dér var Gud, og tog hende og skænkede hende et evigt liv”.

Tog jeg munden for fuld? Blev jeg grebet af forældrenes sorg og udstedte løfter uden dækning?

Ja, hvad sker der med de udøbte babyer, der dør? I 2018 døde 226 børn før de nåede det første leveår – hvor mange af dem, der nåede at blive døbt kan jeg ikke se ud af statistikken. Men til dem kom de lidt under 20000 spontane aborter og de lidt under 15000 provokerede aborter. Hvad sker der med de små børn?

Det skulle undre mig, at der ikke er nogle stykker herinde, der har mistet en baby, eller har mistet et barnebarn eller oldebarn – eller en af jeres venners børn. Uanset hvad, så tror jeg, at ingen af os vil sige, at de babyer, der ikke bliver døbt, vil gå fortabt. Men med hvad ret siger vi det? Hvordan kan vi sige det?

Første begrundelse: “Jeg har meget svært ved at tro…”
Jeg har meget svært ved at tro, at den Gud, der vil, at alle skal frelses og meget mere end vi vil, at han ikke skulle finde frelse for nogen børn, der af en eller anden grund ikke bliver døbt. Men er det nok, at ”jeg har svært ved at tro på det?”. Kan det trøste? Er der ikke noget mere konkret at holde sig til i Bibelen?

Anden begrundelse: Forældrenes tro
Der er nogen, der siger, at det lille barn ridder på forældrenes tro – at det ikke er fordi forældrene ringeagtede dåben, at spædbarnet ikke blev døbt, men de var fysisk forhindret i det. Barnet var måske endda med til gudstjeneste i mors mave og blev derved udsat for Guds ord og velsignelse. Der blev bedt for barnet og på den måde blev barnet bragt til Kristus. Men hvad så med de mange spædbørn, der ikke har kristne forældre?
Og teksten til i dag siger intet om forældrenes tro eller vantro – den siger heller ikke at Jesus sagde: ”Fordi I kommer til mig, så er Guds rige deres”.

Nej, Guds rige er deres, derfor må I komme til mig. Der står ikke noget om forældrenes tro. Der står ikke noget om en speciel pagt. Der står ikke noget om dåben. Der står bare: Kom!

Tredje begrundelse: Spædbørnene er uskyldige
Måske siger vi, at grunden til at babyen kommer i himmelen er, at de det lille barn var uskyldigt – det havde gjort noget – babyen er et syndfrit menneske, moralsk neutralt. Det passer ikke. De er moralske korrupt lige så meget som du og jeg, og de er bøjet imod synden, bort fra Gud. Lige fra undfangelsen. Babyerne er små syndere, sammenfoldet i dette lille dyrebare spædbarn er den faldne menneskeheds fulde fordærv i sin helhed, der bare venter på at blive manifesteret, når det menneske kan træffe valg, der afspejler dets indre.
Alene det at babyer dør, er et tegn på at de er syndere – Paulus siger, at syndens løn er døden. Var babyer syndfrie, så ville de ikke dø – men som I ved: Babyer dør.

Guds rige er deres
Så jeg har faktisk haft det svært med spørgsmålet: Går udøbte babyer fortabt? Jeg ville sige: Nej, men jeg kan ikke se noget klart svar på hvorfor – ikke andet end ”jeg håber det er sådan” – og så billeder uden bibelsk belæg. Og så ligger svaret jo faktisk lige for.
Og det er så vigtigt for Jesus, at disciplene fatter det her, at han bliver vred på dem: Lad dem komme til mig, for ”Guds rige er deres”.

Jeg vil gerne sige til dig, der har fået foretaget en abort.
Jeg vil gerne sig til dig, der har mistet en baby, som du så hen til at indlemme i familien.
Jeg vil gerne sige til dig, der er stået ved siden af bedrøvet som bror, søster, bedsteforældre, onkel eller tante – eller hvad du nu er: Det barn er i himmelen.
Og hvorfor kan jeg sige det – jo, det er det Jesus siger klart her:

”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i” … og så kommer det ”… for Guds rige er deres”.

Ingen steder hævdes børns værdi så meget som det vers. Det lille barn, du ikke længere har: Det hører til i Guds rige, ja, Guds rige tilhøres af dette barn. Der er ingen forudsætninger, der er ingen krav: De er spædbørn – derfor tilhører de Guds rige.

Beretningen her er så skelsættende, så både Matthæus, Markus og Lukas har fortællingen – Markus kalder dem ”små børn”, Lukas kalder dem for ”spædbørn”, det vil vel sige børn under 12 måneder. Og at de er små kan vi også se i dagens tekst: Jesus ”tog dem i sin favn”.
Lade dem komme til mig, FOR himmeriget er deres. De har en plads i himmeriget. De tilhører Guds rige og Guds rige tilhører dem.

De små børn i Det gamle Testamente
Nu skal vi ikke gå ned i detaljer med det her, men Det gamle Testamente viser os, at Gud har et specielt forhold til de små spædbørn.

– Da den oprørske flok af jøder under ørkenvandringen får at vide, at de aldrig ville komme ind i det forjættede land, så får ”småbørnene” og ”jeres sønner, som endnu ikke kender forskel på godt og ondt” (5. Mos 1,39), de fik lov at komme ind.

– Eller da Jonas sidder og er sur over at Gud forbarmer sig over byen Nineve og ikke smadre den, så siger Gud: ”Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre” (Jonas 4,11).


– Eller i Ezekiels Bog læser vi om hvordan Gud fordømmer de religioner, hvor der bliver ofret babyer til afguden. ”De sønner og døtre, du havde født mig, ofrede du…. Behøvede du også at slagte og ofre min sønner til dem” (Ezekiel 16,20-21). Det er sagt om børn tilhørende hedenske forældre…. Babyer uanset geografisk, kulturel eller religiøs baggrund er Guds babyer. De er de sønner og døtre, du havde født til mig – de er mine sønner.

Babyer er under Guds særlige beskyttelse, varetægt.
– Ikke at de som babyer er Guds børn, det bliver vi først i dåben,
– ikke at de allerede har det evige liv, for så ville de ikke kunne miste det igen,
men som spæde har de en særlig plads i himmelen, som træder i kraft, hvis de dør som spæde. Vi skal ikke spekulere i hvornår den specielle status hører op, for der skal vi ikke spekulere, men adlyde det Jesus også siger, nemlig: ”Døb dem, for Himmeriget er deres”.

Vi skal stadigvæk stræbe efter at døbe – vi skal ikke negliere dåbens fantastiske gave og holde gaven tilbage fra det dødende barn. For det er stadigvæk det nye pagtstegn, der kæder os døbte ind i Guds familie. Vi har brug for det synlige tegn, som vi har fået i vandet og ordet
– er der nogen bedre afskedsgave til et spædbarn end at putte til ind i Guds arme i dåben?
– At gøre som forældrene gjorde: Kom til Jesus med dem.

Men Guds ånd, der blæser hvorhen den vil, og handler som Gud selv vil, vil tage dette barn med sig uanset dåb eller ikke dåb – men hvor er det fantastisk at vi alligevel kan få lov til at høre dåbens løfter konkret over dette barn. Vi er bundet til dåben – det er Gud ikke.

Det er en trøst og det er en opmuntring. Så det er en trøst, til dig, der har mistet et udøbt barn: Dit lille barn er under Guds specielle omsorg.

Det er en opmuntring, for der er ikke en bedre illustration af Guds suveræne nåde, end frelsen af det lille barn, for det barn kan ikke biddrage med noget som helst. Det barn kan blot tage imod. Jesus fortsætter med at sige: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Børnene er den perfekte illustration af hvordan vi frelses – vi skal komme som et spædbarn, enkelt, åbent, tillidsfuldt, uhøjtidelig, afhængig, svag, uden nogen præstationer, ydmyg. Og hvis du ikke kommer sådan, så kommer du aldrig ind i Guds rige. Lige efter at Jesus har sagt farvel til børnene, så kommer der en rig ung mand, der har holdt loven fra barns ben af og han får at vide: Nej, du kan ikke komme ind, imens der altså er plads for de små spædbørn, der ingenting kan, ikke engang komme til Jesus, det skal de hjælpes til.

Frelsen gør du dig ikke mere fortjent til end spædbarnet kan gøre sig fortjent til det. Det er en nådesgave, givet kvit og frit. Dagens tekst giver borgerskab i Guds rige både for spædbørn og for dem, der er som spædbørn. Nåde – og ikke andet end nåde – det er den eneste vej ind i himmelen. Du er døbt ind i et folk, der frelses af tro – frelses uden at biddrage – vores frelse, din og min frelse, ren nåde.

Luk da op til Himmerige,
søde Fader, nådens port,
at jeg ret derind kan kige
og besé, hvor højt og stort
nådens rige er og går,
at mit navn i Himlen står,
i din kærlighed mig øve
og dig aldrig mer bedrøve!

Nytårsdag 2020

Lyt til prædikenen:

      Nytårsdag 2020 - 1st January 2020

Læs en længere version af prædikenen: Tryk her.
Læs den holdte prædiken:
”Lær os at bede” – siger Jesu disciple – de havde set Jesus bede, nu kom de til ham: Lær os at bede. Vi har det sikkert sådan, at bede, det er da nemt. Det er bare en samtale med Gud – ja, det er rigtigt – og så er det også det rene vås. Det er et godt udgangspunkt, men kun som et basis, men rykker vi ikke videre, så går vi fejl af bønnen. For bøn er mere. Måske vores nytårsforsæt i år ikke skal være at tabe os eller andet i den dur, men vil det ikke være skønt at kunne bede bedre, bede rigtigere – ja, at bede som Jesus?
“Lær os at bede”.
Jesus begynder med at sige: at for at bede, skal man være offentlig som om man praler med sin åndelighed. Man skal ikke bruge en masse ord, som om man skal overtale Gud. “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. For at bede, så skal du være alene, isoleret – så det kun er dig og Gud – Gud vil se dig i det skjulte. Jeg har det virkelig sådan: Er det ikke nok? Jeg sidder alene – men i min ensomhed, ser Gud mig. Der er vel ikke meget andet, der betyder noget, end tanken: Gud ser mig, Gud kender mit navn, Gud høre min bøn. Og Gud vil lønne os. Og nej, det betyder ikke: Gud vil opfylde vores bønner – Gud vil gøre som vi beder om. Det ved vi godt: Det virker ikke – ellers havde der nok holde flere sportsvogne ude på parkeringspladsen, eller der vil være flere af os, der var gift med gadens mest populære pige eller dreng…. så vi ved godt: Det virker ikke.
Og så kommer der noget, der måske kan være lidt demotiverende: ” Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det”.

  • Men hvis Gud allerede ved, hvad jeg har brug for, før jeg beder, hvorfor skal jeg så bede?
  • Hvis det ikke handler om at informere Gud om mine tanker og ønsker,
  • hvis det ikke handler om at overbevise Gud,
  • hvis det ikke handler om at tro Gud til at gøre hvad vi vil.
  • Hvis det ikke handler om at bevæge Gud.

Hvad er bøn så? Lad os lige have spørgsmålet i baghovedet?

Og så kommer Jesus til det: Sådan skal I bede:

”Vor Fader, du som er i himlene!”.

Tryk her for at se en video om Guds majestæt

Jeg må se på Gud som min far. Gud er ikke en eller anden upersonlig kraft, Gud er ikke en eller anden ånd, som vi ikke kan forholde os til – nej, Gud er vores far. Jeg elsker at få et knus af mine børn – jeg elsker den hengivenhed, elsker deres kærlighed – når jeg tænker mine bønner igennem, er det så sådan jeg har det, når jeg beder til ham: At jeg slår armene omkring min elskede far? For det er det, Gud ønsker: Et fællessskab bundet sammen af kærlighed.
Det kan godt være, at du ikke har haft et sådant forhold til din far, fordi det var bare regler, det var bare at adlyde – og gjorde man ikke det, så “faldt fars hammer”. “Du kan bare vente dig til far kommer hjem”. Det er ikke vores jordiske far, der er skabelonen for Gud – det er Gud, der skal være skabelonen for vores jordiske far. Vi skal bede til Gud som vores himmelske far, som ham, der er den perfekte far. Han er mere – bønnen fortsætter:

“Helliget blive dit navn”
Så stor er Gud, at selv hans navn er helligt. Så stor er Gud. Prøv en gang at træk vejret helt ned i lungerne… det er skønt at kunne det… grunden til at du kan det, det er at Gud har tilladt dig at trække vejret. Taler vi til Gud, så er det fordi han tillader os at tale. Hvordan betrager vi en skabning, som er den skabning, der har givet os evnen at betragte og tillader os at se? Hvordan lytter vi til nogen, som har givet os evnen til at lytte? Hvordan skal vi omgåes en, som vi i den grad er afhængig af – hvert eneste sekund vi lever, lever vi fordi han tilllader det. Det er det befriende ved kristendommen – det er det komplicerede ved kristendommen, at vi har en Gud, som vi både skal tale til som vores far, som ønsker det nære intime fællesskab med os, men som samtidig er ham, hvis navn og person skal være helligt for os. Jeg ved ikke – men jeg tror jeg er nødt til at bruge resten af mit liv på at finde ud af hvordan jeg får det til at balancere. Hvordan have det intime forhold og samtidig behandle Guds som hellig?

Lad os prøve at sætte foden på speederen:
“komme dit rige – ske din vilje som i himlen således også på jorden”
– der kommer et tidspunkt, hvor Guds vilje sker på jorden fuldt ud. Det bliver skønt.

“Giv os i dag vort daglige brød”
– den anden dag stødte jeg tilfældigvis på et vers fra Ordsprogenes bog (30,8-9). hvor der er en, der beder til Gud:

“Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn”.

Er det ikke en fantastisk definition af “Giv os i dag vort daglige brød”? – altså: Giv os det, vi har brug for og ikke mere. Giv os ikke så meget, at vi mister tanken om at vi er afhængig af dig, Gud. Og giv os ikke så lidt, at vi er nødt til at stjæle for at leve. Jeg ved ikke om vi egentlig ved at det er det, vi beder, når vi beder Fadervor: Uanset hvad, Gud, så gør mig ikke rig, så jeg glemmer dig. Gør mig ikke så fattig at jeg er nødt til at stjæle fra andre. Giv mig lige det, jeg har brug for, hverken mere eller mindre. Gad vide om vi vil være tilfreds med Gud, hvis han kun gav os til ”dagen og vejen”. At vi kun vidste, hvad vi skulle leve af i dag og ikke i morgen – i overmorgen, eller når vi går på pension. Hvem skal så sørge for os? ”Giv os i dag, vort daglige brød”.

“… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.
Det er den del af Fadervor, som gør mig bange, så derfor beder jeg den ofte uden rigtig at tænke over at jeg beder: På samme måde, som vi tilgiver alle dem, der har gjort noget ondt imod mig, sådan skal du tilgive mig. Hvor mange gange har jeg ikke bedt denne bøn, imens jeg var vred mod nogen, imens jeg var bitter og ikke var klar til at tilgive? Er det virkelig det, vi mener – eller er det bare noget, vi siger? Vi lever af hans tilgivelse – lad os udbrede den tilgivelse til dem omkring os.
Og Jesus fortsætter

“og led os ikke ind i fristelse”
– og jeg tænker: Nej, det behøver han ikke, det skal vi nok selv klare. “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Hjælp mig i kampen mod synden – tilgive ikke min synd, tøm ikke bare min spand fyldt med synd, så jeg kan komme tilbage om en uge igen og få den tømt igen – men hjælp mig til at jeg ikke fylder den op mere. Hjælp mig til at jeg ikke må synde igen. Vi skal ikke bede, hvis vi ved at vi vil synde igen, men vi skal bede, hvis vi er træt af at synde.
Vi kan sige meget mere – og det her er bare 1/3 af min oprindelige prædiken til i dag – men vi skal også nå at få kage og bobler. Men når jeg tænker på det her, næste gang jeg beder Fadervor, så vil der ske noget inde i mig. Så er det mig, der bliver bevæget, når jeg beder “Forlad mig – som jeg forlader” – “giv mig det, jeg har brug for, og ikke mere”. ”Lad din vilje ske, komme dit rige ikke lad min vilje ske – komme mit rige”. Beder jeg det, så er bøn altid en succes, ikke fordi den forandre Gud, og bevæger Gud, men fordi den bevæger mig. Så måske er det svaret på: Hvorfor skal vi bede, når Gud allerede ved, hvad vi beder om, når Gud allerede kender vores tanker og vores ønsker og vores behov?

Vi skal bede for at blive bevæget. For at blive ændret. For at hjælpes til at se tingene som Gud ser tingene. Det er ikke altid at vi får det, vi beder om, og jeg er taknemmelig over at vi ikke altid får det, vi beder om. For vores udsyn er bare her – Guds er uendeligt. Gud ved, hvad der tjener os bedst, og Gud stopper ikke med at være Gud fordi vi beder til ham. “Mit rige vil komme, min vilje vil ske” – og jeg inviterer dig til at blive en del af det.

Hvorfor skal vi bede? Jo, når Gud bliver så stor for os som bøn afridser for os, så skrumper alle de vigtige ting ind i det vi beder om for det store, at jeg sidder her og kan dele alt med min almægtige far. At jeg sidder og beder til Gud – himlens og jordens skaber, og må øse mine tanker ud for ham – og kalde ham far, og når vi er færdige med vores bøn, vil han svarer tilbage: Ja, jeg ved det. Jeg kender til din søn, som er syg. Jeg kender til din arbejdsløshed. Jeg kender til problemerne i dit ægteskab. Før du overhovedet satte dig ned for at bede – så kendte jeg det hele. Men jeg er glad for at du deler det med mig.

Lad os 2020 være året, hvor vi lærer at bede. Hvor vi begynder hver dag med at sætte Guds vilje over vores vilje. Hvor vi begynder hver dag med det håb, at han må give os lige nøjagtig det vi har brug for – og det vi kan bære – og dele hans tilgivelse ud over mennesker omkring os. At vi i vores bøn må ære vores Gud, hvis navn er helligt og som er vores far. At vi må lade ham bestemme – og hvorfor det – jo for, som vi slutter Fadervor af med:

“For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”

Nytårsdag 2019 – udvidet udgave

Denne prædiken er skrevet til nytårsdag 2020. Jeg havde egentlig regnet med at holde en prædiken med overskriften “Gør 2020 til bønnens år” – men det blev altså en prædiken om: “Lad os lære at bede rigtig i 2020”. Den blev derfor hurtigt alt for lang – men jeg synes selv at jeg blev opbygget af at arbejde med de her ting, så måske andre kunne finde glæde i det samme. Så her kommer førsteudgaven af min prædiken – den er ikke rettet til sprogligt eller andet, her er råt for usødt: Lær os at bede.

—————————————————————————

Jesu disciple havde set hørt Jesus prædike, de havde set Jesus gøre undere og helbredt uhelbredelige, de havde hørt ham sætte de største religiøse autoriteter på plads og de havde hørt ham bede. Men de spørger ikke: “Lær os at helbrede” – “lær os at prædike” – eller lær os en eller anden metode, som vi kan kopiere og blive en lige så stor succes som dig. Og det var ikke fordi de aldrig havde hørt nogen bede før, det var ikke fordi de ikke selv havde bedt: Nej, det var oplært indenfor den jødiske tro, hvor bøn var meget fremtrædende. De kunne bede, så det var ikke fordi de manglede ord, manglede metoder – de ønskede at lære om hans hemmelighed – de ønskede at lære om hans vej til Gud. Lær os at bede. Og Jesus lærer dem at bede – og lærer dem den bøn, som vi kender så godt, at selv de mennesker, jeg har stået ved siden af, hvis hjerne er ødelagt af Alzheimers, at selv de kan finde hænderne sammen, selv de kan mumle med på den bøn, Fadervor.
“Lær os at bede” – jeg har i hvert fald aldrig i mit liv kommet med det ønske til nogen – og det er ikke fordi jeg ikke har set nogen, hvis bønsliv på en eller anden måde så mere rigt ud end mit. Som var mere bedende mennesker end mig. Jeg har aldrig sagt til nogen “lær mig at bede” – måske I har, men det har I nok ikke.  Men tager jeg ikke fejl, så har de fleste af os alligevel haft det sådan: Hjælper det her overhovedet? Er der nogen, der lytter? Jeg får ikke noget ud af det her. Måske er det fordi at vi har forkerte tanker om det at bede – måske er det fordi vi beder forkert. De fleste af os har hørt helt fra begyndelsen, at bøn er ligetil, ja, det at bede er at tale til Gud, en samtale. Og det er også rigtigt – og så er det, det rene vås. Det er et godt udgangspunkt, men kun som et basis, men rykker vi ikke videre, så går vi fejl af bønnen. Måske vores nytårsforsæt i år ikke skal være at tabe os eller andet i den dur, men vil det ikke være skønt at kunne bede bedre, bede rigtigere – ja, at bede som Jesus?
“Lær os at bede”.
Jesus begynder med at sige: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne….” og der jo heldigvis ingen hyklere herind i kirken. “Når I beder, må I ikke være som hyklerne” …. det skulle da lige være mig “… “hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker”. Sådan er ingen af os der gør – de fleste af os vil nok blive betragtet som vanvittige, hvis vi gjorde det – men på det her tidspunkt var der en kultur, hvor de åndelige mennesker bad de her lange komplicerede bønner, så folk kunne se deres hellighed. Men Jesus sagde: Hold op med det – hold op med at blive set af andre, så folk siger: Hold da op, du er så åndelig. “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. For at bede, så skal du være alene, for at bede, så skal du være, hvor ingen andre ser dig, du skal være isoleret fra verden omkring dig – bed til din far, som er i det skjulte – og Gud vil se dig i det skjulte. Jeg har det virkelig sådan: Er det ikke nok? Jeg sidder alene – men i min ensomhed, ser Gud mig. Der er vel ikke meget andet, der betyder noget, end tanken: Gud ser mig, Gud kender mit navn, Gud høre min bøn. Og Gud vil lønne os. Og nej, det betyder ikke: Gud vil opfylde vores bønner – Gud vil gøre som vi beder om. Det ved vi godt: Det virker ikke – ellers havde der nok holde flere sportsvogne ude på parkeringspladsen, eller der vil være flere af os, der var gift med gadens mest populære pige eller dreng…. så vi ved godt: Det virker ikke.
Det virker heller ikke at tæppebombe Gud med ord, så han til sidst presses til at lade sig overbevise og bøje efter vores vilje. “Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. “
Og så kommer der noget, der måske kan være lidt demotiverende: ” Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. “
Men hvis Gud allerede ved, hvad jeg har brug for, før jeg beder, hvorfor skal jeg så bede? Hvis det ikke handler om at informere Gud om mine tanker og ønsker, hvis det ikke handler om at overbevise Gud, hvis det ikke handler om at tro Gud til at gøre hvad vi vil. Hvis det ikke handler om at bevæge Gud. Hvad er bøn så? Lad os lige have spørgsmålet i baghovedet?
Jesus har sagt, hvordan vi ikke skal bede, nu kommer han til os med måden vi skal bede på. Ikke at hvis vi så gør det på denne måde, hvis vi bruger den her formel, så vil Gud lystre os. Nej, for det er magi, det er religion – det er ikke kristendom. Nej, “Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene!”. Det slår mig igen og igen, hver eneste gang jeg tænker over det: Jeg må se på Gud som min far. Gud er ikke en eller anden upersonlig kraft, Gud er ikke en eller anden ånd, som vi ikke kan forholde os til – nej, Gud har følelser, Gud har tanker, Gud har planer – og de er rettet mod mig som mine følelser, mine tanker og mine planer er rettet mod mine børn, som jeg elsker så højt og som jeg vil gøre alt for og som jeg ønsker det aller bedste for. Når vi har det stærke bånd til vores familie, dem vi elsker, så er det fordi Gud har skabt kærlighed, han har skabt følelsen af kærlighed – så han kender følelserne, for han har selv skabt dem. Tal ikke til mig som om jeg er et eller andet upersonligt, et “det”, kald mig far, kald mig “farmand”. Jeg elsker at få et knus af mine børn – jeg elsker den hengivenhed, elsker deres kærlighed – når jeg tænker mine bønner igennem, er det så sådan jeg har det, når jeg beder til ham: At jeg slår armene omkring min elskede far? For det er det, Gud ønsker: Et fællessskab bundet sammen af kærlighed. Jo, jeg vil gerne have at mine børn gør hvad jeg siger, jeg vil gerne have at de opfører sig ordentligt, men hvis der kun var det, så ville jeg ikke synes om at være far, så havde det bare været regler og forbud og retningslinier – og ikke et forhold baseret på kærlighed. Og jeg ved godt, at der er nogen, der ikke har haft sådan et forhold til deres far, fordi det var bare regler, det var bare at adlyde – og gjorde man ikke det, så “faldt fars hammer”. “Du kan bare vente dig til far kommer hjem”. At du aldrig rigtig var godt nok, at de skulle imponere ham. At du aldrig rigtig har haft en samtale, at du aldrig har fået et knus. Vi skal ikke bede til Gud som til vores jordiske far – vores far, der er lige så uperfekt som os selv. Vi skal bede til Gud som vores himmelske far, som ham, der er den perfekte far.
Ja, han er mere, for bønnen fortsætter: “Helliget blive dit navn” – Gud er ikke bare som vores jordiske far, han er vores himmelske far, så stor og hellig, at selv hans navn er helligt. Jøderne turde ikke engang udtale hans navn. Gud er vores himmelske far, og så samtidig, så er Gud den almægtige, , der giver mig lov til at leve. Prøv en gang at træk vejret helt ned i lungerne… det er skønt at kunne det… grunden til at du kan det, det er at Gud har tilladt dig at trække vejret. Taler vi til Gud, så er det fordi han tillader os at tale. Hvordan betrager vi en skabning, som er den skabning, der har givet os evnen at betagte og tillader os at se? Hvordan lytter vi til nogen, som har givet os evnen til at lytte? Hvordan skal vi omgåes en, som vi i den grad er afhængig af – hvert eneste sekund vi lever, lever vi fordi han tilllader det. Det er det befriende ved kristendommen – det er det komplicerede ved kristendommen, at vi har en Gud, som vi både skal tale til som vores far, som ønsker det nære imtime fællesskab med os, men som samtidig er ham, hvis navn og person skal være helligt for os. Jeg ved ikke – men jeg tror jeg er nødt til at bruge resten af mit liv på at finde ud af hvordan jeg lever i den ballance. Hvordan have det intime forhold og samtidig behandle Guds som hellig.
Lad os prøve at sætte foden på speederen: “komme dit rige – ske din vilje som i himlen således også på jorden” – hvor bliver det godt det tidspunkt, hvor Guds rige kommer. Hvor Guds rige sætter sig igennem  hvor Jesus kommer på skyen og stopper al vores fnidder, vores ondskab, vores sygdom, vores udbytnig af andre – hvor det bare er Gud, der bestemmer. Der kommer et tidspunkt, hvor det er hans vilje, der sker på jorden – og kun den. For lige nu er vi i en periode, hvor han lader vores vilje ske, også selv om det skader os selv og andre. Vi beder “ske din vilje” – men mener vi det? Mener vi det virkelig? Ønsker vi ikke nogen gange, at vi kan bestemme over Gud, så det er vores vilje, der skal ske. “Ske din vilje – men pigen, hende vil jeg have”. Jeg har virkelig prøvet rigtig mange gange at fortælle Gud hvad han burde gøre. Jeg har en fornemmelse af hvad der er godt, hvad der er fair – og så fortæller jeg Gud det. Vi ved hvad der er bedst for os – Gud skal bare ind under min definition af fairness. Her er hvad jeg mener er det rigtige, her er hvad jeg mener er det bedste. Så det jeg i virkeligheden beder er: “komme mit rige, ske min vilje”. I stedet for at vi beder Gud om at hans ledelse må tage over, uanset hvor det så bringer mig hen, for han er den store Gud, hvis eksistens jeg helt og holdent er afhængig af. Uanset hvad du, Gud, mener er det rigtige, så vil jeg underlægge mig det.
“Giv os i dag vort daglige brød”- den anden dag stødte jeg tilfældigvis på et vers fra Ordsprogenes bog (30,8-9). hvor der er en, der beder til Gud: “Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn”. Er det ikke en fantastisk definition af “Giv os i dag vort daglige brød”? – altså: Giv os det, vi har brug for og ikke mere. Giv os ikke så meget, at vi mister tanken om at vi er afhængig af dig, Gud. Og giv os ikke så lidt, at vi er nødt til at stjæle for at leve. Så det vi beder om: Uanset hvad, Gud, så gør mig ikke rig, så jeg glemmer dig. Gør mig ikke så fattig at jeg er nødt til at stjæle fra andre.  Giv mig lige det, jeg har brug for, hverken mere eller mindre.
“… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Det er den del af Fadervor, som gør mig bange, så derfor beder jeg den ofte uden rigtig at tænke over at jeg lægger en klausul ind i min bøn: Du skal gøre overfor mig, som jeg gør over for andre. Det vi beder Gud om er at på samme måde, som vi tilgiver alle dem, der har gjort noget ondt imod mig, sådan skal du tilgive mig. Hvor mange gange har jeg ikke bedt denne bøn, imens jeg var vred mod nogen, imens jeg var bitter og ikke var klar til at tilgive – jeg er stadigvæk vred på ham og jeg mener jeg har ret til det, og så bad jeg: Hvis jeg ikke tilgiver, så skal du heller ikke tilgive. Er det virkelig det, vi beder – eller er det bare noget, vi siger. Vi lever af hans tilgivelse – lad os udbrede den tilgivelse til dem omkring os. Vi er afhængig af at han tilgiver os – vi burde ikke rejse os, før vi har fået den tilgivelse. På samme måde burde vi måske ikke stoppe med at bede, før vi havde tilgivet ham eller hende, hvis ansigt popper op, som en, vi ikke kan tilgive. Det vil nok gøre, at vi skal bede noget længere, for “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”
Og Jesus fortsætter “og led os ikke ind i fristelse” – og jeg tænker: Nej, det behøver han ikke, det skal vi nok selv klare. “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Hjælp mig i kampen mod synden – tilgive ikke min synd, tøm ikke bare min spand fyldt med synd, så jeg kan komme tilbage om en uge igen og få den tømt igen – men hjælp mig til at jeg ikke fyldere den mere. Hjælp mig til at jeg ikke må synde igen. Hjælp mig til at jeg må kæmpe mod min synd. Vi skal ikke bede, hvis vi ved at vi vil synde, men vi skal bede, hvis vi er træt af at synde.
Når jeg tænker på det her, næste gang jeg beder Fadervor, så vil der ske noget inde i mig. Så er det mig, der bliver bevæget, når jeg beder “Forlad mig  – som jeg forlader” – “giv mig det, jeg har brug for, og ikke mere”. Gud lønner os, Gud hører vores bøn – den bøn er altid en succes, ikke fordi den bevæger Gud, men fordi den bevæger mig.  Så måske er det svaret på: Hvorfor skal vi bede, når Gud allerede ved, hvad vi beder om, når Gud allerede kender vores tanker og vores ønsker og vores behov?
Vi skal bede for at blive bevæget. For at blive ændret. For at forsøge at se tingene som Gud ser tingene. Det er ikke altid at vi får det, vi beder om, og jeg er taknemmelig over at vi ikke altid får det, vi beder om. For vores udsyn er bare her – Guds er uendeligt. Gud ved, hvad der tjener os bedst, og Gud stopper ikke med at være Gud fordi vi beder til ham. “Mit rige vil komme, min vilje vil ske” – og jeg inviterer dig til at blive en del af det.
Hvorfor skal vi bede? Jo, når Gud bliver så stor for os, så skrumper alle de vigtige ting ind i vigtighed for det store, at jeg sidder her og kan dele dem med min almægtige far. At jeg sidder og beder til Gud – himlens og jordens skaber, og må øse mine tanker ud for ham – og kalde ham far, og når vi er færdige med vores bøn, vil han svarer tilbage: Ja, jeg ved det. Jeg kender til din søn, som er syg. Jeg kender til din arbejdsløshed. Jeg kender til problemerne i dit ægteskab. Før du overhovedet satte dig ned for at bede – så kender jeg til dine behov. Men jeg er glad for at du deler det med mig.
Lad os 2020 være året, hvor vi lærer at bede.  Hvor vi begynder hver dag med at sætte Guds vilje over vores vilje. Hvor vi begynder hver dag med det håb, at han må give os lige nøjagtig det vi har brug for – og det vi kan bære – og dele hans tilgivelse ud over mennesker omkring os. At vi i vores bøn må ære vores Gud, hvis navn er helligt og som er vores far.At vi må lade ham bestemme – som vi slutter vores bøn med:
“For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”

Juledag – 2019

Lyt til prædikenen:

      juledag 2019 - 25th December 2019

Læs prædikenen:
”I denne søde juletid
tør man sig ret fornøje”
– sådan lyder næste salme. Brorson skrev salmen i et lille hæfte i 1732 – et hæfte, der er Brorsons debut som salmedigter.

Det er jo en skøn titel: ”I denne søde juletid, tør man sig ret fornøje” – som udgangspunkt er det en titel, der passer super godt til julestuen med gløgg, æbleskiver, juledekorationer og juleklip – om ikke andet, så er det en kærkommen afveksling til ”Last Christmas”, der ellers synes at stå på uendelig repeat.

Men i virkeligheden er salmen et opgør med netop den folkelige julehygge – og en opfordring til at søge ind til kernen: Julens centrale budskab.
Rundt i landet var der på Brorsons tid forbud mod julestuer i juledagene, der flere steder udviklede sig til drikorgier, slagsmål og en del fødsler uden for ægteskabet i september måned året efter. Men lige lidt hjalp det – julestuerne fortsatte.
Julestuerne bliver vel i dag kaldt for ”julefrokoster”, der forvandler januar til en højsæson for parterapeuter, privatdetektiver , skilsmisseadvokater og fitnesscentre. Rapperen McEinar har ret i at julen er:

”Overflod og fråds med familie og med venner
Samvittigheden klares med en ulandskalender
Det’ julefrokosttid, traditionspilleri
Sprutkørsel, utroskab, og madsvineri”.

Men alt det skærer Brorson væk – han vil ind til kernen. ”I denne søde juletid, tør man sig RET fornøje”. Den rette måde at fornøje sig på er ved at ”i ånden sig forlyste” som han skriver.
Skær julen ind til kernen.
Det kan næsten virke helt moderne i en tid, hvor bæredygtighed og nøjsomhed er ord, der bliver brugt i enhver sammenhæng. Vi skal skrælle julen ind til kernen uden metervis af glitrende julepapir og overforbrug. Brorson fjerner alt det, der er udenom og sætter fokus på det egentlige.

Juleevangeliet genfortælles ikke, som vi kender det fra en del andre klassiske julesalmer, for Brorson går ud fra, at vi kender historien, og koncentrerer sig derfor om at tolke fortællingen. Og sikke en fortolkning.

”En liden søn af Davids rod, som er og Gud tillige” og hvad det betyder for os: ”Gud er nu ikke længer vred,” og at ”Gud så hjertens inderlig af evighed har elsket mig og er min broder vorden”. ”knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe.”

På samme måde skærer Johannes alt det væk, der kan dække for julens budskab og han skrev det mest fantastiske juleevangelium. 14 vers uden Josef, uden Maria, uden Betlehem, uden stalden, uden krybben, uden hyrderne, uden stjernen, uden englen – ja, uden nogen baby, der blev svøbt. Og hvis du tror du ikke kan fortælle juleevangeliet uden alle disse ting – så tager du fejl, for det er nøjagtig det Johannes gør her – og højdepunktet i teksten er 8 ord: ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” – det er den sande og dybeste sandhed. Det er grunden til at vi fejrer jul. Ikke på grund af de fysiske ting med folketælling, krybben, stjernen og det unge par – og alt det andet. De deltog naturligvis i den fysiske historie – i den fysisk fødsel af Jesus. Mattæus og Lukas giver os de jordiske elementer, de historiske fakta – Johannes giver os de himmelske elementer, de overnaturlige fakta. Budskabet om Jesu guddommelighed – Ordet blev kød. Gud blev menneske. Den uendelige blev endelig. Den evige kom ind i tiden. Den usynlige blev synlig.

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Jesus er grunden til at vi, jorden, alt om omkring os, ja universet overhovedet eksisterer: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er”.

Det er en skøn tekst – men hvorfor kalde Jesus for ”Ordet”, hvorfor ikke
”I begyndelsen var Kristus….” Eller
”I begyndelsen var Jesus, og Jesus var hos Gud….”.
Hvorfor den omskrivning?

Når Jesus bliver kaldt for Ordet – uden at det bliver forklaret – er det fordi dem, der skulle læse teksten første gang, godt vidste, hvad Johannes mente. Og det gjorde de – jøder som hedninge.

I græsk filosofi var ”Ordet” navnet på den mest magtfulde magt i universet. En skabende kraft, et ikke-personligt princip af orden og intelligens, en kreativ kraft, en kilde til viden og visdom.

Det er lidt det samme, når der er nogen i dag, der taler om ”Intelligent Design”, som en ikke-guddommelig erstatning for den hensygnende evolutionsteori.

Det var Albert Einstein, der var den første, der lancerede den tanke. Naturligvis er der en gud bag det hele, naturligvis er der en kraft bag det hele, men vi vil ikke kunne erkende den. Det er en kosmisk kraft, kosmisk intelligens, kosmisk orden, der ikke kan identificeres med Bibelens Gud, for hvis vi laver den op til Bibelens Gud, så skal vi lige pludselig til at forholde os til Bibelens Gud på den måde det er blevet åbenbare i Bibelen – og der har vi ikke bare en skaber, men også en dommer, en lovgiver og en bøddel til dem, der afviser ham.
Det Johannes siger her er: Ordet er ikke en upersonlig kraft, det er ikke et princip, det er en person – og han blev menneske. Den personlige Gud kom ind i verden og blev mennesket Jesus.

Når jøden hørte navnet ”Ordet”, så tænkte han på det ord, der udgik fra Guds mund. Mange steder i Det gamle Testamente læser vi: ”Herrens ord kom til mig”. Når Gud talte til et menneske, så var det Guds ord, der kom til det menneske. Guds ord er den måde Gud åbenbarer sig på – åbenbarer sin person, sin natur, sin vilje, sin visdom og sin sandhed på. Og Guds person, natur, vilje, visdom og sandhed blev kød og tog bolig iblandt os.

Så når Johannes bruger navnet ”Ordet”, så taler det både til jøden og til ikke-jøden og maler sig ind i et fantastisk tankeunivers og siger: ”Det ord blev kød – mennesket Jesus”.
Den uforanderlig og evig Gud – den rene væren, Gud, der ikke udvikler sig, Gud, der ikke vokser, Gud, der ikke får mere viden eller erfaring, den altvidende, almægtige, allestedsnærværende og alkærlige Gud – skaberen af alt. Gud der på ingen måde er ufuldstændig. Den Gud oplevede en eneste forandring: Han blev menneske. Gud forblev den uforanderlige Gud – men han blev tillige menneske.

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” – Gud tog bolig iblandt os. Jesu menneskelighed var ikke bare en illusion, en vision, et slags genfærd eller et fantom eller mental oplevelse. Han tog bolig iblandt os. Når Johannes senere sætter pennen til papiret for at skrive sit første brev, så indleder han på samme måde:

”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord” (1. Johs 1,1).

Det kosmiske princip – Guds vilje blev kød, vi rørte ved det, vi talte med det, vi spiste og drak sammen med det. Fantastisk!
Johannes skriver: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”
Ordet, der er ophav til alt levende, alt, der er til – kommer til jorden og blev til mennesket Jesus, sand Gud og sandt menneske. Og skabte sig en åndelig familie: Dig og mig, Guds menighed på jorden. Ordet er ikke alene skaberen af det fysiske, men han er også skaberen af sin egen familie igennem en åndelig skabelse. Os, der tog imod ham, os, der tror på hans navn. Os, der blev forfremmet fra at være det fantastiske, Guds skabning, til at blive det himmelske, nemlig Guds børn. ” For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i ”(Ef 2,10).

Hans familie er vi, når vi tager imod ham og tror på hans navn.
Hvad betyder det at tro på hans navn? Hans navn er Jesus, der betyder Herren frelser. At tro på hans navn er at tro på, at han er, hvad han hedder. Tror vi at han er Herrens frelse? Tror vi på Kristus, som han er blevet åbenbaret for os i skriften – tror vi ham som vores frelser, vores eneste håb, vores herre og vores Gud?
Så kan vi også synge som Brorson slutter sin salme:

”Syng højt i sky, Guds kirkeflok:
Halleluja! nu har jeg nok,
den fryd har ingen lige!
Halleluja, halleluja,
Guds Søn er min, jeg vil herfra
med ham til Himmerige!”

Juleaften 2019

Lyt til prædikenen

      Jukeaften 2019 - 24th December 2019

Læs prædikenen
Min kære hustru, Judith, har et billede af mig på sit kontor – det har hun haft i mange år, så det er et gammelt billede. Et billede fra vores studietid – store tykke briller, en forvasket afbleget t-shirt, der engang har været højgul. Og når jeg så står med det billede i hånden, så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad så hun egentlig i mig? Hvad var det egentlig, der gjorde at hun forelskede sig i ham… af alle smarte fyre, så valgt hun denne nørd! Hvorfor?
Jeg ved ikke om du nogensinde har haft det sådan, at der er en, der elsker dig, og du kunne ikke finde ud af hvorfor. Har du nogensinde haft den oplevelse, kærligheden var svær at tro? Du løb hen og kiggede i spejlet, og du undrede dig over: Hvad ser hun – hvad ser han, som jeg ikke ser?

Guds største kærlighedserklæring er barnet i krybben – som der står i Bibelens mest centrale vers: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn”. Hvordan elskede Gud os? Han elskede os så meget, at han gav sit dyreste, inderste og mest kæreste. Han gav os det evige lys, han gav os Alfa og Omega, ham, der er begyndelsen og enden – ham, hvormed verden er blevet til. Han gav sig selv – og den evige og uforanderlige Gud lod sig føde som et spædbarn af fattige forældre langt hjemmefra.
Salmedigteren Brorson skriver:

”Hvi skulle herresale
ej for dig pyntet stå?
Du havde at befale,
hvad end du peged på.
Hvi lod du dig ej svøbe
i lyset som et bånd
og jordens konger løbe
at kysse på din hånd?” (DDS 125,5).

Men sådan blev det ikke… Brorson fortsætter:

”Nej, Jesus får sit leje
i denne gode jul,
hvor betlere de pleje
at lægge sig i skjul” (DDS 125,7).
Jesus blev født i en stald. Hvis jeg var Gud, så ville jeg aldrig have sendt et lille barn til den opgave. Jeg havde sendt en kriger på en krigshest, med et sværd, og en pistol og masseudryddelsesvåben. For den store uendelige Gud kom lige fra sin himmelske sal og ned på toppen af verdens dødsliste over de mest eftersøgte. Allerede før han blev født, forsøgte de at dræbe ham, han blev født af en jomfru, der forsøgte at forklar sin kæreste: ”Det her er ikke hvad det ser ud som”. Der var ikke plads til dem i herberget – og det varede ikke længe før den magtgale Kong Herodes forsøgte at slå ham ihjel.

Gud udsatte sig selv for verdenshistoriens største statusfald – og han gjorde det, fordi han elsker dig. Jeg gav mig selv en julegave i sidste uge: Erling Jepsens roman ”Hjemmefra”, hvor han fortæller om hvordan det var at komme fra Gram og til Haderslev.

”Haderslev var så stor, at politiet gjorde deres arbejde, for folk kendte ikke hinanden, sådan som man gjorde i Gram. Desuden lå byen på østkysten af Sønderjylland, hvor folk var grundtvigianere, og dem brød vi os ikke om i vores familie. De tog alting alt for let. De havde ikke forstået, at Guds kærlighed var noget, man skulle gøre sig fortjent til” (s. ).

Og her har Haderslev ret: For når vi ser, hvor meget Gud elsker os, når vi ser hans kærlighedserklæring i det lille barn i krybben, og så derefter kigger os selv i spejlet, så hvis vi har en smule selverkendelse, så burde vi stå uforstående: ”Hvad ser han i mig?”. For i spejlet ser vi ikke bare en nørd med for store briller og en forvasket t-shirt – vi ser en synder. Du ser en, der har ramt forbi målet i sit liv, der har spildt sit liv. Du ser en, der har vendt Gud ryggen, glemt Gud. Du ser en, der forsøger og forsøger og forsøger – men alligevel kommer til kort. ”Hvad ser han i mig?” Men ikke desto mindre, så gav han sin søn til sådan en som os. For Guds kærlighed skal vi ikke – og kan vi ikke gøre os fortjent til. Gud ventede ikke med at sende sin søn, til vi var gode nok til at modtage den gave, til vi havde fortjent det. Nej, Gud viste sin kærlighed til os, imens vi stadigvæk var syndere, imens vi endnu var fjender. Imens vi endnu levede med ryggen til ham, da blev Jesus født… for dig og for mig.

Juleevangeliet er til dig og mig – ikke til dig og mig, som vi burde være, men sådan som vi er. Hvem hørte første gang juleevangeliet? Det gjorde hyrderne ude på marken. Det kan godt være at vi har et romantisk syn på hyrderne – men det var et koldt, beskidt og ringe betalt arbejde. Man kunne altid blive en hyrde. Folk kom hen til en hyrde og købte f.eks. et lam – hvis de var på vej til templet i Jerusalem og skulle have et offer med. Så købte de et lam hos hyrden. Men hyrderne, der sørgede for at opdrætte fårene, de havde ikke lov til at komme ind i templet. For de var urene. Dem, der leverede fårene til templet måtte aldrig sætte deres fod i templet. De var de mest uværdige – Gud begyndte med de mindst værdige.

Jeg kan huske at jeg fortalte om lignelsen om det fortabte får til nogle minikonfirmander. Og det er skønt med dem, for de spørger og spørger og spørger – men nogle gange kan de godt få historien på vildspor. Jeg fortalte om hyrden – om hvordan de passede fårene ude på markerne… ”Men når han er så meget ude på marken, kan han så være gift?” – Det var jo ikke det, der var pointen, men ”nej, hyrden er ikke gift”. Og jeg fortalte videre hvordan hyrden finder lammet og er så glad for at have fundet det. Og så tager han det op på sine skuldre og går hjem med det. Og så kom det fra den lille pige: ”ADDDR hvor ulækkert, så kan den jo tisse på ham…. Så kan jeg da godt forstå, at han ikke var gift”.

Men det var altså dem, der blev inviteret ind i stalden for at se Jesus som nogle af de første. Og nej, jeg tror ikke at de først skulle hjem omkring og gøre sig i stand, tage et bad, klippe skægget og tage en ny kjortel på. Nej, de kom som de var.

Og det har ikke ændret sig i de 2000 år, der er gået siden hyrderne gik ind til Betlehem for at se det lille vidunder, Jesus. Vi kan komme til ham lige nøjagtig som vi er. For Gud elsker os, imens vi endnu er syndere. Jeg kan komme til ham med min dårlige øl-ånde, at jeg kan komme med min vrede, min forvirring, min smerte – jeg behøver ikke at være et af de gode mennesker, for at komme. Jeg kan komme som det vrag jeg er. Jeg kan komme grædende, jeg kan komme blødende. Jeg skal ikke første have styr på mit misbrug. Jeg skal ikke først blive den gode far for mine børn. Jeg skal ikke først have løst mine problemer. Jeg kan komme som jeg er. Jeg kan komme rig, jeg kan komme fattig. Jeg kan komme høj, jeg kan komme lav. Han vil ikke afvise mig – det kan godt være at jeg har oplevet at blive afvist gang på gang, at jeg har oplevet at jeg rakte hånden ud, men at den bare blev bidt af. Han vil ikke afvise mig, han vil ikke afvise dig – for det var på grund af dig, at han blev født. Jesus er faktisk ikke grunden til at vi fejre jul – du er grunden til at vi fejrer jul. Jeg er grunden til at vi fejrer jul. Vi er grunden til at vi fejrer jul. Han blev født til os – som vi hørte alteret: ”… et barn er født os, en søn er givet os”. Vi er grunden til juleevangeliet.

  • Lad os droppe alle undskyldningerne om at vi ikke er værdig til at tage imod Jesus – for det bliver du aldrig.
  • Lad os droppe undskyldningerne om at vi ikke har brug for Jesus – for du vil aldrig kunne klare dig uden Jesus, hverken nu eller i evigheden.
  • Lad os droppe undskyldningerne om at vi ikke har tid til Jesus – for har du tid til at se ”Vild med Dans” og tid til at være sur over at der ikke er flere ”Tinka-huer” og tid til at være sur over Føtexs juleboller nu hedder Vinterboller, så har du også tid til Jesus.
  • Lad os droppe undskyldningerne om at vi ikke tror på en Gud – for det er da det mest tåbelige, vi taler mod bedre vidende. Lad os droppe undskyldningerne og tage imod Jesus som vores julegave.

Når den sidste gave er åbnet i aften, og alle julehilsnerne er læst, der er ryddet op efter julemiddagen, børnene er sendt i seng og du har vinket farvel til svigermor, når kirkekoret har sunget deres sidste sang,  når misteltenen er visnet– hvad er der så tilbage fra julen 2019, denne fantastiske og eventyrelig juletid?

Julen er mere end alt det – det handler om Jesus, for han er den gave, der forbliver. Han er den gave, der forbliver året rundt, i januar, februar, marts, sommer, efterår og vinter. Han er Gud for det hele. Venner kommer, venner går. Elskede kommer, elskede går – men han forbliver. Du vil kunne klare alle de ting, du vil stå fast i alle omvæltningerne – så længe du har den gave, der forbliver. Jesus.

Julebønnen
Vi takker dig, vor himmelske Far, fordi du julenat blev menneske som os. Nu tør vi tro, at du er Lyset der er kommet til verden, og som skinner i vort mørke.

Vi beder dig: velsign denne aften her hos os og overalt på jorden. Giv os glæden ved stilheden, og tryghed i troen på, at vi er dine børn. Giv os lys fra dine øjne, så vi kan se det væsentlige: barnet i krybben, himmelkongen. Giv os øjne for mennesker i nød.

Lad døren til dit hus være vid nok til at tage imod alle, og smal nok til at holde al misundelse, hovmod og strid ude. Gør tærsklen så lav, at børn og trætte fødder ikke snubler over den.

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland. Vær med vor Dronning og alle, vi har valgt til at have ansvar i vort land. Lad dem altid tjene dig.

Vær med os alle i det ansvar, der er vort.

Vi beder for de mennesker, der må fejre denne jul uden deres kære, for dem, der lever hvor der er krig og nød.

Lad julens budskab om fred nå de bange og magtesløse, de forpinte og undertrykte, så de får nyt håb.

Vær hos alle, der sørger og savner, hos de syge, og dem, der har mistet eller skal miste en, de holder af. våg med dem der våger i denne nat.

Du, der kender vore hjerter og elsker os. Giv os at åbne vore hjerter for dig og for vore medmennesker, så vi hjælper dem så langt, mennesker kan hjælpe.

Vi mindes vore døde for dit ansigt. Giv dem og os alle en glædelig opstandelse på den store påskemorgen.

Derom beder vi.

FADERVOR

3. søndag i advent (2019)

Jeg har lige læst det, vi kalder for Zakarias´ lovsang. Den gamle præst står med sit førstefødte barn, Johannnes, som det gamle ægtepar mirakuløst har fået i deres alderdom. Og i første omgang undrer man sig jo over hvor lidt barnet Johannes fylder i lovsangen. Zakarias ser ikke bare isoleret på barnets fødsel – han ser barnet i en langt større sammenhæng. Og han lovsynger Gud, der altid har og stadigvæk gør og også senere vil gøre store ting. Han lovsynger Gud, fordi Gud har husket sin pagt. Ja, faktisk betyder selve navnet Zakarias: Herren har husket. Zakarias lovsynger Gud for hans trofasthed. For Guds trofasthed er stor. Som profeten Jeremias bryder ud i Klagesangene: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (Klagesangene 3,22-23).
Det er omkvædet i os kristnes liv: Stor er din trofasthed. Det kan godt være at selve verset er en klagesang, fordi noget grimt rammer os i vores liv. Det kan godt være, at selve verset er et stort spørgsmål til Gud: Hvorfor sover du? Ja, det kan være at vi skælder Gud ud i selve verset – men når vi når til omkvædet så handler det om Guds trofasthed. “Stor er din trofasthed “.
Zakarias ved fra Israels historie, hvordan Gud blev ved med at være trofast også selv om folket valgte Guds ord fra, ikke troede på Guds løfter, var ulydig. Guds trofasthed bliver ved. Han ved det far historien, nu ved han det fra sit eget liv. Han har stået overfor en engel og modtaget løftet om en søn i sin alderdom – og sat spørgsmålstegn ved det: ”Hvordan kan det lade sig gøre – både Elisabeth og jeg er oppe i årene?” Zakarias viste vantro, tvivl på Guds ord – en præst udvalgt til at stå foran Guds røgelsesalter – og så tvivler han. Men derfor blev Gud alligevel ved med at være trofast overfor ham. Ja, som Paulus skriver til sin elev Timothius: “er vi utro, forbliver han dog tro, for fornægte sig selv kan han ikke” (2. Tim 2, 13).
Zakarias bevæges fra vantro foran englen, til forundring, imens han ser Elisabeths mave vokser og til lovsang, da han står med barnet i sine hænder. Sikke en åndelig vækst, der er sket for denne præst over de sidste 9 måneder. Væksten sker, da den guddommelige dom gjorde ham tavs i de ni måneder, og gav ham mulighed for at gennemtænke intenst på de forestående fødsler af hans søn, forløberen, og den kommende Messias. Og han når frem til: Stor er Guds trofasthed – for de to børn viser, at Gud har husket sine løfter.

Zakarias lovpriser Gud – og det er virkelig dagen, hvor Gud skal lovsynges. I det hele taget – den tid var en lovsangens tid, for nu sker det. Nu opfyldes løfterne. Ser vi de første 2 kapitler i Lukasevangeliet – hvor Zakarias´ lovsang er i slutningen af første kapitel, så har vi 5 lovsange.

  • Marias lovsang – da hun får at vide at hun skal føde Frelseren.
  • Elisabeths lovsang – da hun får besøg af den gravide Maria
  • Englenes sang ude på marken – ”ære være Gud i det højeste”
  • Gamle Simeons lovsang i templet, da Jesus skulle navngives.

og nu Zakarias med Johannes Døberen i dagens tekst. Den handler ikke blot om et “barnløst” ægtepar i skam over barnløsheden, der har fået et barn. Det handler ikke om at føje glæde til en familie og viderefører slægten. Midt i glæden over et nyfødt barn, så ser Zakarias, at det her er mere end en glæde for ham, Elisabeth og resten af familien. Det handler om Guds opfyldelse af sine løfter. Det handler om opfyldelsen af pagten til Davids hus om det er vil fremstå en konge af Davids slægt, der skal regere i evighed. Det handler om opfyldelsen af pagten til Abraham at i dig og i dit afkom skal alle verdens slægter velsignes. Det handler om frelsen, der kommer.

Zakarias står med forløberen for frelseren i sine hænder. Det her er stort. I 400 år har der været tavshed fra himmelen – ingen profeter, de hellige skrifter var sluttet af – der kom ikke mere. Nu sker det – nu er tidens fylde kommet. Dette er den største dag i Israels historie – det er kulminationen af alle håb og forventninger om frelsen. Og her står Zakarias, den ganske almindelige landsbypræst midt i centrum af det, der skal ændre verden for altid. Nu sker det. Han ser opfyldelsen af Guds løfter folde sig ud for sit blik. Nu kommer frelsen. Zakarias lovsang handler alene om frelsen. Jesus bliver kaldt to ting i teksten: 1) Frelsens horn og 2) Solopgangen

1) Han bliver kaldt for frelsens horn. Igennem hele Det Gamle Testamente er hornet et symbol på styrke og på sejr. Så hornet viser det Messias skulle: Han skulle besejre og nedkæmpe fjenden og sætte sit folk fri. Messias skal ”frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os”. 

Vægteren går igennem byen – hør vægtersangen, Lys mere lys – https://www.youtube.com/watch?v=FAFMRRwHpD8

2) Han bliver kaldt for solopgangen fra det høje.
” solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge” (Lukas 1,78-79). At vente på solopgang er hårdt. Natten på et sygehus, hvor man venter på at dagen må komme – kan være vanvittig lang. Endelig kommer den. Jeg er netop blevet vægter inde i Haderslev – i dag er det bare for at fortælle om byens historie, men oprindeligt var det vagter, der gik rundt i byen med våben og salmesang, for at beskytte byen. De gik deres runde i mørket – hver time havde sit salmevers – time for time gik de – lige til solopgangen, hvor de kunne synge.

 

 

O Jesus, morgenstjerne,
… bliv du vor sol og skjold.
… kom blide sol
fra nådens pol
Oplys vort hus og hjem.

Så var det endelig morgen efter en lang nats venten. Billedet med vægterne og solopgangen bliver også brugt i Salmernes Bog (130,6): ” min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen”.

Den sidste bog i Det gamle Testamente slutter af med profetien:

“Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem” (Mal 3,20).

Jeg synes det er fantastisk: Det gamle Testamente lukkes af med at forkynde om at retfærdighedens sol, vil stråle frem. Den gamle præst lukker Det nye Testamente op med at proklamere: Den sol vil snart stå op.

Jesus er solen. Som solen er den store energi-kilde, som vi alle er afhængig af, sådan er Jesus det for sit folk. Som solen er kilden til lys, liv og varme, sådan flyder lys, liv og varme ud af Jesus. Som solen er i centrum, sådan skal Jesus også være i centrum. Nogle giver Jesus anden, tredje eller fjerdepladsen i deres liv – sådan skal det ikke være for os, Jesus skal have førstepladsen, han skal være centrum. Han er centrum i vores Bibel, han er sandhedens centrum, han er kirkens centrum. Hvor han går, der følger vi. Hvor han lyser, kan vi gå i sikkerhed fri for farer.

Han er centrum i verdens historie. Lad os også sætte ham ind som centrum i vores historie – vi kan selv bedst lide at sidde på tronen i vores hjerte, i vores liv. Lad Jesus sidde der. Lad ham sætte sig som den centrale sol og lad ham bestemme over alt hvad vi er og lad ham oplyse vores forståelse, og varme vores hjerter. Lad ham gøre vores kolde kundskab varm. Lad ham fylde os med kraft, passion og lad os ikke nøjes med noget mindre end hans fulde tilstedeværelse. At have Jesus i vores hjerter på den måde er den største velsignelse, som vi overhovedet kan opleve.

Jesus er solen – og det er en velsignelse at sole os selv i hans nærvær. Så er det lige meget hvor lille jeg er, det er lige meget om jeg er et intet, hvor modbydelig og syndig jeg er, for han har taget alt hvad jeg er – og alt hvad han er, har han givet til mig. Jeg er afmægtig – men jeg klæder mig i hans almægtighed. Jeg synder – men han har taget min synd på sig – han er retfærdig og hans retfærdighed tilhører mig. Jesus er alt, og Jesus er min.

C.S. Lewis siger et sted: ”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke alene ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet”.
Igennem kristendommen kan vi komme til at se verden sådan som den egentlig er, og vi kan finde vores egen plads i verden. Lige så langsomt som solen står op, lige så langsomt bliver landskabet foran os mere og mere synligt – flere og flere detaljer dukker op, og vi kan se længere og længere. Lige så langsomt som Jesus får lov til at lyse ind over vores liv og ud over verden omkring os, lige så langsomt ser vi verden sådan som den virkelig er. Sådan som Gud ser den – og vi ser vores plads i den store helhed. Vi ser også vores liv, sådan som Gud ser det.

Zakarias står med et spædbarn og han ser på en gravid Maria, han ser hvordan løfterne er ved at blive opfyldt og han synger lovsang. Hvor meget bør vi så ikke synge lovsange? Vi lever efter løfternes opfyldelse – Zakarias ser igennem profetiens tåge, hvor vi kan se hvad der helt konkret lå i profetiens ord. Vi kan se hvad det betød, at Gud besøgte os. Vi kan se hvad det betød, at Gud forløste os. Vi kan se hvad det betyder, at han rejste frelsens horn… vi kan se, fordi Jesus skinner for os. Har vi så ikke grund til at takke og lovprise Gud?  

For stor er hans frelse – stor er hans trofasthed. OG han har en frelsesplan for hver eneste af os. Han ved at selve verset i vores liv kan være en klagesang, eller fyldt med suk og modgang, men han vil bære os frem, så omkvædet må være lovsang: ”Stor er din trofasthed”.

Tak og ære være Gud
Som har ført sit løfte ud
op til syndres salighed
sendt sin kære søn herned.

 

 

2. søndag i advent – 2019

Lyt til prædikenen:

      2. sondag i advent 2019 - 8th December 2019


Læs prædikenen
Livet er skønt! Livet er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag, superliga-fodboldkampe, kirkekoncerter, klejner, bøffer og rødvin. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. Jesus slutter dagens tekst af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. At være vågen er ikke at fornægte alt det, som vort liv har at give os, og så sætte os op på en klippe og kigge efter Jesus på himmelens skyer. Eller at faste og fornægte os selv livets goder. Nej, at være vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… Jesus sagde: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Det sagde Jesus for 2000 år siden. Jorden her tog 6 dage at skabe – hvor fantastisk bliver det så ikke det, der venter os, når han har haft 2000 år til at forberede det. Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med den største af alle fester: En bryllupsfest.

Og har du et liv her og nu, som ikke kalder på smil og glæde, men på suk og klage – så håber jeg naturligvis for dig, at du må få øjnene op for alt det, som Gud har givet dig, som du stadigvæk har, som du stadigvæk kan glæde dig over, selv om så meget andet er taget fra dig. Men du skal også have at vide: Der ligger noget fantastisk foran dig. Det himmelske paradis er så fantastisk, at det får selv Jesperhus Blomsterpark til at ligne en forsømt villahave. Enhver nydelse, enhver glæde som vi enten har oplevet eller som vi har drømt om – dér vil vi finde ud af at det bare var en skygge, det vil bare være en kladde, i forhold til det, vi vil komme til at opleve dér.

Det er bedrøveligt at folk smager nydelser i denne verden og så nøjes med dem – i stedet for at se dem som forløbere og små ekkoer af noget, der er så, meget større og så meget bedre, så vi slet ikke fatter hvad der venter os.

Og vi i kirken, vi menigheden, vi kristne, er sat til at lyse de gode nyheder dér hvor vi står og går. Vi er blandt de 10 brudepiger – vi er den synlige og bekendende kirke – vi er den lampebærende menighed på jorden. Vi går ud for at møde brudgommen, vores frelser. Det er vores arbejde – det er vort kald. Vi har taget vores lampe og vi skal lyse, når Jesus kommer. Vi skal forberede Jesu komme – ikke kun ved at gå rundt med himmelvendte øjne og leve af mannakorn og alterbrød og synge salmer i de helliges forsamling, men ved at være åndeligt klar i vores almindelige liv. Alle brudepigerne faldt i søvn – også de kloge. Vi skal stå op om morgenen gå på arbejde, passe vores forpligtelser, besøge vores syge nabo – og så gå i seng om aftenen træt efter en dags arbejde og ansvar. Jeg kan huske at jeg som barn hørte en prædiken, hvor der var en historie om en mand, der knoklede så meget med at bære sten, så han blev helt krumbøjet. Så da Jesus kom igen, så var han så krumbøjet, at han ikke kunne rette sig ud og se Jesus på himmelens skyer. Og prædikanten brugte historien til at sige: ”Sådan skal vi ikke være”. Selv om jeg var et barn, så var jeg så forarget på historiens Jesus – hvorfor skulle den mand, der bare havde passet sit arbejde både have en skidt fysik og gå glip af Jesu andet komme?! Nej, teksten til i dag handler om at vi skal leve et normalt liv – søvnen i lignelsen repræsenterer den almindelige rytme i livet, de almindelige aktiviteter. Alle ti brudepiger faldt i søvn, for søvn er en del af den normale rytme, som vi skal følge, imens vi arbejder og venter på Jesus. Er vores arbejde at bære sten, så lad os bære sten til Guds ære om vi så bliver krumbøjet af det. Det skal ikke hindre os i at se Jesus komme igen og gå med ham ind i herligheden, hvor vores ryg vil blive rettet ud – sammen med alt det andet, der plager os.

Men hvis min bøjede ryg ikke skal hindre os i at komme ind til festen, hvad skal så?

Det skal de tomme lamper.

Vi er blandt de ti brudepiger – vi bærer alle lamper, men lignelsen fortæller, at det ikke er nok at bære lamper. Alle 10 havde lamper – men fem af dem var tåbelige. De havde lamper, men ingen olie. Det var ikke engang sådan, at deres lamper var brændt ud – de havde slet ikke olie med sig. Tomme lamper uden olie.

Man skal ikke presse en lignelse for meget – for så bliver den smadret fuldstændig. Jeg tænker dog at olien i dagens tekst er noget af det vigtigste, siden fraværet af det, forhindrer pigerne i deres opgave. Kunne det være den nødvendige nåde – den nåde, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand omvendelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er ægte hellighed, givet til os ved troen på Jesus Kristus. Det er et forandret indre liv. Paulus beskriver de fem tåbelige brudepiger på den måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft (2. Thim 3,5). De fem tåbelige piger var engageret intellektuelt, de var engageret socialt – de var endda også engageret religiøst. Men de havde ikke noget lys – de havde intet indre liv. De havde en død tro. En tro i det ydre uden gerninger, uden lys. En tro, der ikke kan noget. De havde en tom lampe – intet liv, ingen glæde, ingen tro, intet håb, ingen kærlighed, ingen forventning og lovsang. Ingen forundring og begejstring over vores store brudgom, der er på vej.
De fem tåbelige piger er kristne, der har alt det ydre i kirkelivet, de har alt det ydre i religionen. De er sikkert glade for det – for ellers kunne de når det skulle være have stoppet. Men de blev. De har ingen olie. De går bare rundt med deres tomme lamper.

Måske de regnede med at de kunne udskyde det til sidste øjeblik. De har sådan set alt på plads: De var døbt, de var konfirmeret, de var medlem af Folkekirken, de gik også i kirke en gange imellem, og når de mistede en af deres kære, så tog de også hen i kirken for at tage afsked dér. De havde sådan set alt på plads – men de havde ikke kristendommen sådan i hverdagen. De tog det for givet, at de da altid kunne trænge ind i troens hemmeligheder, der kommer en tid, hvor jeg har bedre tid det passer så dårligt ind i mit liv lige nu… Det er meget farligt.

Eller også regnede de med at det var nok med det ydre religiøse liv. De er gået rundt med deres tomme lampe: Jeg går i kirken, jeg har en bibel, jeg beder før et måltid, jeg lever et ordentligt liv, jeg behandler mennesker ordentligt. ”Se min lampe” – ”se jeg har en lampe” og inde i lampen: Ingenting. Hele deres religiøse liv, så fint det ellers var, var omsonst. En lampe uden olie. En elpærer uden strøm. Men de kender ikke andet end dette tomme religiøse liv. I det øjeblik, hvor brudgommen kommer, så går de i gang med at gøre deres lamper i stand. Det er tåbeligt. Et er at de kloge gør deres lamper i stand – men hvorfor gør de tåbelige det samme? De har ikke olie – hvorfor gør I så lamperne i stand?

Det er det eneste, de kender – det ydre. Formen. Facaden. De har gået så meget i kirke, de har gjort religiøse ting så længe – at lige så snart de hører tale om Jesu andet komme, f.eks. som i en prædiken som denne, som vækker dem lidt op, så er deres reaktion: Jeg må se at få alt det ydre i stand. Jeg må gå mere i kirke. Jeg må være lidt bedre til at bede. Jeg må være lidt mere rundhåndet. Jeg må blive et bedre menneske. I stedet for at bede: Gud, jeg er tom. Fyld mig op. Jeg har intet hjertet for dig – jeg har bare en tom lampe. Det eneste de gjorde var at sætte deres lamper i stand. Men intet ydre, kan frelse os. Ingen kirke, ingen præst – end ikke gode gerninger kan frelse os, det kan kun et personligt forhold til Jesus. Og det kan du ikke få gennem andre. Så da de tåbelige piger spørger: ”Giv os af jeres olie”, så får det et nej. Ikke fordi de kloge ikke vil dele, men fordi de ikke kan dele. De er ikke selvoptaget og selviske, men det er umuligt at låne andres tro, låne andres liv, låne andres virkelighed, låne andres forhold til Jesus. Og de tåbelige piger kommer tilbage til en låst dør. Som porten til Noas ark ikke blev åbnet op, da den først var lukket og vandet steg, sådan bliver denne dør ikke åbnet igen. Også selv om der bliver banket på den. Også selv om pigerne råber: ”Herre, herre, luk os ind”. De har troens sprog – men ikke troens liv. Og de hører de forfærdelige ord, ikke kun fra brudgommen, men fra deres dommer: ”Jeg kender jer ikke”. Frygtelige ord.

Jeg håber ikke nogen af os kommer til at høre de ord: ”Jeg kender dig ikke”. Derfor lad os leve efter lignelsens sidste ord: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg – vær åndelig vågen. Det her vil komme til at ske en dag – og det vil være en fantastisk dag for de fem kloge. Brudgommen kom ”og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen”. Er du rede? Er jeg rede? Nøjes ikke med en tom lampe, nøjes ikke med en smuk kirkegang, en smuk salmesang, et smukt liv, gode gerninger, nøjes ikke med et helligt ydre liv, men lad os forvandle af hans kraft og nåde. Som kantoriet synger om lidt om den store mester: ”Han sidder ved hjertegruben, han ser i sjælene ind”. Ham, der kan se ind i hjertedybet – han ser igennem lampen og ser om den er tom eller fyldt med olie. ”Og har i hjertedybet sit billede klart han set, så glædes den høje mester”.

Vi kan endnu få olie i vores lamper. Fra det øjeblik Jesus for til himmels og til du ser ham på himmelen igen er nådens tid, hvor døren til bryllupssalen endnu ikke er lukket i. ”Da brudgommen lod vente på sig”. Jesus forudsagde at han ville lade vente på sig – det kan du grine af: ”Ha – Jesus sagde at han snart kommer igen – nu er der gået 2000 år”. Men for Gud er en dag som tusind år og tusind år som en dag. Der er kun gået 2 dage siden Jesus sagde disse ord. Og ja, Jesus er endnu ikke kommet – han tøver med at komme. Måske for at jeg skal have en sidste chance for at få olie. ”I dag er nådens tid, i dag er Gud at vinde”. Der bliver et tidspunkt, hvor det er for sent – men det er ikke for sent i dag. Som vi skal synge:

Endnu er gunst at få
for knuste hjerters råben,
endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.

Lad os tage imod olien i dag – lad os tage imod nåde, Helligåndens kraft og gerning og lad os se frem til det tidspunkt, hvor vores brudgom kommer tilbage og vi skal gå ind til hans herlighed i evighedernes evigheder – kun fryd, glæde og liv.

Sidste søndag i kirkeåret – 2019

Tro virksom i kærlighed
Lyt til prædikenen:

      Sidste søndag i Kirkeåret - 2019 - 23rd November 2019


Læs prædikenen:
Vidste du, at du står omtalt i Bibelen? Det gør du faktisk – jeg har lige læst det ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone” … og så kommer det ”Og alle folkeslagene skal komme til ham, og han skal skille dem”.
Det er dig – et eller andet sted i hele det store mylder af mennesker fra fortid, nutid og fremtid – et eller andet sted er du.. Du vil være her et eller andet sted – et eller andet sted er jeg. Et eller andet sted vil Dronning Margrethe stå – John F. Kennedy vil stå der, tarmrenseren her fra Hobro, Jodle Birge vil også stå der – ham den lille mand med overskæget nede i Nazistyskland, han vil også stå der – og det samme vil dine bedsteforældre, dine forældre, dine børn og dine børnebørn og oldebørn, hvis du får sådan nogen. Hele menneskeheden lige fra det allerførste menneske til det sidste. Og fokus vil ikke være: ”Nøj, jeg står lige ved siden af Napoleon” – nej, fokus vil være på dommeren, ham, der sidder på tronen. Fokus vil være på Jesus – og fokus vil være på hvad han siger og hvad han gør. For han deler folk op i to grupper – en, der tror og en, der ikke tror. En, der vil gå fortabt og en, der vil komme ind i den himmelske herlighed sammen med Jesus.

Hvad er forskellen mellem de to grupper? Det, der virker mest oplagt er, at det må være noget med, at den ene gruppe gjorde gode ting og den anden gruppe gjorde ikke gode ting. Nej – det er ikke det, teksten siger. Teksten siger, at den ene gruppe var får og den anden gruppe var bukke – at der er forskellen. Forskellen mellem de to gruppe er altså ikke først og fremmest hvad de har gjort eller ikke har gjort, men forskellen er hvad de er. Det, der adskilte dem var ikke deres gerninger eller mangel på samme, men det, der adskilte dem fra hinanden var deres væsen, deres indre – det de var. Og ud fra hvad de var, nemlig at de var kristne, at de troede på næstekærlighedens evangelium, ud fra det handlede de næstekærligt. Eller handlede de ikke næstekærligt.

Så dybest set handler den her tekst om tro – men tro aktiv i gerninger, for uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr 11,6). Troen skal være der – som udgangspunktet for gerningerne. Paulus skriver et sted til en menighed, der gik meget op i, at man fulgte de jødiske religiøse regler, han skrev: Det gør ”hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed” (Gal 5,6).
Tro virksom i kærlighed. Tro virksom i kærlighed. Det, Gud har lagt mig på sinde at forkynde i dag er ikke hvad der sker en gang ude i fremtiden – dommedag, om det så sker i morgen eller om flere år. Nej, det jeg skal forkynde i dag, det er det, der sker i dag.
For de fleste af os sidder nok her og ser os selv i flokken af får, altså dem, der bliver frelst. Vi er herover til højre er vi. De gode – Jesu små kæledægger. Der er nok ikke ret mange, der vil sige om dem selv, at de er herovre til venstre, at vi ikke er kristne og vi derfor går fortabt – de fleste er nok kristne i en eller anden grad.
Men så vil jeg gerne stille spørgsmålet: Hvordan kan det ses i dag, når du går ud af kirken, at du er en af dem, der bliver frelst? Hvad siger lakmusprøven i dag? Hvad forskel er der på dig, der er kristen, og så dem, der siger, at de ikke er kristne?
Og nej, det handler ikke om, at nu skal du ud og gøre en masse ting, for så at blive en kristen. Det er ikke sådan det foregår. Man bliver ikke en kristen af at gøre gode gerninger – det er slet ikke sådan det hænger sammen. Det er modsat: Man bliver ikke en kristen af at gøre gode gerninger – men en kristen gør gode gerninger.

Men dybest set gider vi ikke. Vi gider da ikke give nogen noget at spise, vi gider ikke give nogen noget at drikke, vi gider da ikke give nogen tøj, vi gider da ikke tage os af en fremmed, eller besøg en i sygehuset og da især ikke i fængslet.
Vi gider simpelthen ikke, for det må andre tage sig af. Det betaler vi os fra over skattebilletten. Det betaler vi os fra ved at give til Frelsens Hær, når de står og trutter ude på gågaden eller ved at give til hjælpeorganisationer. Der er altid nogen, der er dygtigere end os… der er altid professionelle kristne, der kan overtage opgaven. Og det er fint og godt alt sammen, men Jesus spørger ikke efter din selvangivelse og hvor mange småmønter, der er røget til gode formål, når du står foran tronen. Han spørg ikke efter om du har givet penge. Han ser til om du har en tro – en tro virksom i kærlighed. Han ser efter om du har tjent ham i de mindste – hvad du har gjort mod en af mine mindste brødre, det har du gjort mod mig.
Er du en kristen? Så vær en kristen. Gud har sat sine naturlove ud af spil og lade sig føde som et almindeligt menneske. Han gjorde det igen senere: Sprængte naturlovene og opstod fra de døde – og til slut sprænger han igen naturlovene ved at forlade jorden ikke som død, men som levende for at sætte sig ved Gud den almægtiges højre hånd. Og ved du hvorfor han har gjort det? Det har han gjort for at gør dig, en buk om til et får. Det har han gjort for at flytte dig fra den venstre side, dommens side, fortabelsens side, og så over til højre, til frikendelsens side, til frelsens side.
Og det har han ikke bare gjort for din skyld, men for at du må åbne øjnene og se alle de mennesker, der har brug for en kristen. Jesus har ikke frelst dig for at du skal blive siddende på kirkebænken og mumle med på salmerne og døse hen i bøn, men for at du skal gå ud af kirken og trodse mørket, trodse ondskaben, trodse lidelserne, trodse fattigdommen, trodse alt det, der gør ondt i livet. Jesus har ikke frelst dig for at du skal forbande mørket, men for at du må tænde et lys.
Som sangeren Hans-Inger Fagervik synger:

Lad os tænde lys – i stedet for at forbande mørket
Lad os tænde håb – for den, der synes at alt ser håbløst ud
Lad os giv lidt vand – til den, der lever i tørke
Lad os give varme – til den, der fryser

Der er så meget brug for dig – dine evner, dine kvaliteter, din varme, din næstekærlighed, din omsorg. Din kirke har brug for dig. Der er rigtig mange, der har brug for et besøg – folk, der har mistet, folk, der sidder ensomme derhjemme.
Så jeg vil gerne stille dig spørgsmålet igen: Hvordan kan det ses i dag, når du går ud af kirken, at du er en af dem, der bliver frelst? Det skal nok komme frem på dommedag om det så passer, men hvad siger lakmusprøven i dag? Hvad forskel er der på dig, der er kristen, og så dem, der siger, at de ikke er kristne?

Der var en, der blev spurgt: Er du kristen?” – og som svarede tilbage: ”Det ved jeg ikke – det må du spørge min nabo om”.
Er vi kristne? Ja, jeg tror det, men så lad vores tro være en tro virksom i kærlighed.

Lad os tænde lys – i stedet for at forbande mørket
Lad os tænde håb – for den, der synes at alt ser håbløst ud
Lad os giv lidt vand – til den, der lever i tørke
Lad os give varme – til den, der fryser

6. søndag efter trinitatis (2019)

Lyt til prædikenen her:

      6. søndag efter trinitatis - 28th July 2019


Læs prædikenen her:
Jeg vil gerne begynde med en lille geografitime. Jeg har lige læst et lille stykke fra Bjergprædikenen for os. Hvis I kan se Israel for jer, så har vi Det døde hav, Jordanfloden og så den store Genesarets sø – øverst oppe nordpå har vi byen Kapernaum, så lige vest for byen har vi det bjerg, hvor man mener at Jesus prædikede. Hvis man tager bilen fra Jerusalem og kører direkte nordpå over Jeriko og så videre langs Jordanfloden, så er vi dér omkring 3 timer efter. 190 kilometer. Det er cirka den afstand der er herfra og så til DS Arena, hvor Hobro Boldklub spiller, hvis man er til fodbold.

De mennesker, der hørte Jesus prædike første gang kendte godt turen til Jerusalem, for som gode jøder var de nødt til at rejse den gerne en gang om året. Ikke for at komme til fodbold, men for at komme til templet og bringe en offergave for det forkerte de havde gjort i det forløbne år. Den gang tog det noget mere end 3 timer at rejse over bjerge, støvede landeveje – farlige veje, hvor røvere lå på lur, fordi de vidste at man skulle til Jerusalem og derfor havde penge med til offergaven. Et nemt bytte.

Nu skal vi prøve forestille os, at en mand har rejst 10 dage, slæbt sin familie igennem bakker, dale og bjerge og med risiko for at falde i røveres hænder – nu er han nået til Jerusalem. Køber et slagtoffer og bringer det hen til alteret. Det er højdepunktet på året – alle besværlighederne værd.

Jøderne omkring Jesus kender den følelse – nu sker det snart. Og så siger Jesus: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om at din broder har noget i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”.

Du har rejst 10 dage, du har rejst fra den ene ende af landet til den anden, du har købt din offergave og du har stået i kø – det er din tur lige om lidt. Og så kommer du i tanke om at der er en, derhjemme, der har noget i mod dig. Så kommer du i tanke om at du mangler at forlig dig med en derhjemme. Du er ved at reparere kløften mellem dig og Gud – og så kommer du i tanke om at der er en kløft mellem dig og et medmenneske. Der er en konflikt mellem dig og et medmenneske. Jesus siger: Så er du simpelthen nødt til at rejse tilbage –rejse de 10 dage og alt det bøvl og så forlig dig – og så rejs tilbage, og så kan du bringe din gave. Så kan du forlige dig med Gud.

Det er radikalt det Jesus kræver. Forlig dig – koste hvad det vil. Forsoning med vores Gud hører tæt sammen med forsoning med vores medmennesker. Ja, det drejer sig ikke bare om at DU har noget imod din bror, men at din bror har noget imod dig. Det gør det ekstra besværligt ikke? Har vi opført os sådan, at der er en et eller andet sted, der har noget imod os? Så gå hen – før noget andet – og få genskabt det fællesskab, som du havde. Ræk hånden ud til forsoning. Og så undskylder du. Ikke noget med at bortforklare og pege på den anden, ”men du var jo heller ikke bedre end mig”. Nej, undskyld – læg dig fladt ned og sig undskyld. Læg din stolthed til side – og læg din skæbne i den andens hænder.

Men hvad så når der er en, der har noget imod dig – og du med hånden på hjertet kan sige: ”Det var ikke min skyld. Den anden er eneårsagen til konflikten. Han har noget imod mig – men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg har min sti ren. Jeg lader ham sejle i sin egen vrede imod mig”. Vi skal lige lægge mærke til at Jesus ikke siger: ”Læg bare gaven på alteret, for den anden er jo alligevel bare en idiot. Hun er alligevel ikke dine frustrationer værd”. Jesus ­skeler ikke til skyldsspørgsmålet – om du eller den anden har ret – han peger bare på det brudte forhold. Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Vi ønsker at være Guds børn, ikke? Så lad os strække os så langt som vi overhovedet kan for at stifte fred. Og det kan godt være, at den anden nægter at række hånden ud for at gribe din hånd – så må det være en sag mellem den person og Gud. Vi skal bare gøre vort til at fred og forsoning får liv her på jorden. Vi er forpligtet på at stræbe efter forsoning, så må vi leve med den smerte det er, når den forsoning så ikke lykkes. Paulus siger i Romerbrevet (12,18): ” Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange ægteskab vil være reddet, hvis vi praktiserede den form for kristen livsstil?! Det er umuligt at holde gang i en uenighed, hvis der er mindst en af parterne, der lever det her ud. Hvad så ikke hvis det er begge to? Hvis begge to ser, at der er en konflikt, lægger deres tanker og deres handlinger åbent frem og beder om tilgivelse for det. Eller hvad med konflikter i resten af familien eller på arbejdspladsen?
Det er virkelig en udfordring det her – og vel også provokerende og ubehageligt, for det stikker i os: Arh – det kan ikke passe!

Og hvis vi lægger mærke til det, så ender rigtig mange prædikener om bjergprædikenen med at tage brodden ud af teksten: Jesus mener det ikke så alvorligt. Det her er sagt før nåden kom ind i verden – og for at vise os at vi i den grad har brug for nåden. Vi har brug for Guds tilgivelse – for det her kan vi ikke leve ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den Jesus som vi tjener, aldrig udfordrer os eller aldrig gør os ubehagelig til mode, så tjener vi nok ikke den Jesus, vi læser om i Bibelen.

Da jeg sad en fredag og arbejdede med teksten her, så stak en fra menighedsrådet hovedet ind og spurgte hvad jeg lavede. Jo, jeg arbejdede med prædiken over den og den tekst. Du kan jo prøve at arbejde med spørgsmålet: Hvorfor slår vi i bak, når vi hører sådanne krav fra Jesus? Hvorfor støder vi os på Jesu radikale ord ikke bare her, men i hele Bjergprædikenen?

For det første er det vel fordi det ikke er det billede, vi normalt får malet op af Jesus. Vi er vant til at se Jesus som Thorvaldsen-Jesus med åbne indbydende hænder: Kom til mig – og jeg vil give jer hvile… og så ser vi en mental og åndelig sofa, vi kan lægge os på. At være en kristen er ikke et liv på sofaen – men et liv i tjeneste og tilbedelse af Herren.

For det andet, så rammer det ind i noget, vi ikke vil. Vi vil ikke gøre så meget for at frembringe forsoning – så skal vi gøre en ekstra indsats, det er besværligt. Det passer ikke lige nu. Det er fortid. Og det er vel dér det ligger – ikke i at vi ikke kan rejse de 200 kilometer for at række ud, men i at vi ikke vil. Og derfor stikker teksten til os.

For det tredje, så er det vel fordi det kræver, at vores stolthed står i vejen for os – vi er nødt til at ofre vores stolthed på fredens alter for at række ud. ”Jamen jeg er jo helt uden skyld i den konflikt. Han har faktisk set sig sur på mig, fordi jeg er en kristen”. Jesus var også uden skyld – men alligevel døde han på korset, forhånet, forladt og forpint. Gud rakte ud til os – selv om det var os, der havde brudt forholdet til ham. Og Guds hænder strakte sig så langt ud til forsoning at vi tog imod de hænder og naglede dem til korset. Så kan vi vel også række vores hænder ud ikke på korsets planker, men ud efter telefonen og ringe, skrive på Facebook eller ringe på døren. Forsoning er et karaktertræk hos Gud – vi skal som Guds børn genspejle hans karakter ud i verden. Vi beder det hver gang vi beder fadervor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

En af de sikre kendetegn på en person, der virkelig har forstået dybden af deres tilgivelse i nåden, er en person, der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at videregive denne tilgivelse i deres forhold til andre mennesker. Forstår vi virkelig hvad Gud har gjort for os på korset for at tilgive os, så vil vi gøre alt hvad vi kan gøre for at dele den tilgivelse med andre. Og er vi modsat ikke en person, der ikke er villig til at stræbe efter forsoning og tilgivelse, så er det muligvis fordi vi ikke har forstået alt det, som Gud har været igennem for at tilgive os. Jesus rejste ikke bare 190 kilometer i 10 dage for at skabe forsoning. Han gjorde mere – han forlod himmelen og kom til denne planet.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke fore et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig … han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-8)

som Filipperbrevshymnen siger.

Alt det gjorde Jesus for at forsone os – for at frelse os – for at tilgive os. Lad os prøve at tænke vores forhold igennem: Er der et sted, hvor der mangler forsoning og forligelse? Vi ved hvad Jesus gjorde for at forsone os med Gud – hvad forhindrer os i at gøre det samme over for dem, vi har et eller andet kørende med? Lad os få det bragt i orden – der er ingenting mere vigtigt end det.
Må Gud give os visdom, nåde og vilje til at gå forsoningens vej.

”Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!”

Salmer:
743:Nu rinder solen op
396: Min mund og mit hjerte
617: Nu bør ej synden mere
prædiken
613: Herre, du vandre forsoningens vej
efter altergangen: 15, 9-10: Op al den ting
208: Skriv dig Jesus, på mit hjerte

at erkende vores egen fejl – og det er langt mere besværligt end at vi ser fejlen hos andre. Men den indre fejl, den indre synd, som ingen ser, er lige så alvorlig som den andre, som alle ser.

 

6. søndag efter påske

Lyt til prædikenen

      6. søndag efter påske (2019) - 2nd June 2019


Læs Prædikenen
Tårerne stod i øjnene på den unge kvinde, da hun fortalte om hvordan hendes far havde været meget tæt på at ryge 3 år i fængsel efter at være blevet overfaldet af sin nabo.

Jeg mødte hende på min rejse til Ægypten i februar – hun og hendes far tilhørte det store mindretal af kristne i det muslimske land. Vi kan kalde faderen for George. George har en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind af døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro. De blev truet. Nogle gange blev der også kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højerestående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord. George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.

Det er en virkelighed, vi har svært ved at forholde os til herhjemme, hvor det at være kristen er et positivt tilvalg, hvor det er noget, man vælger for at få det godt med sig selv – og det er helt fint, så længe man ”ikke er mere troende end det gør noget”. Så længe det ikke har for store konsekvenser, der strider mod det folket mener, for så er man fanatiker.

Jesus siger i dagens tekst: ”Men også I skal vidne”. Det er både sagt til George i Ægypten og til os: ”Men også I skal vidne”. Vi skal være vidner om Jesus her i Danmark. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke bliver forfulgt som det blandt andet sker i Ægypten. I det store og hele får kirken lov til at være i fred – men spørgsmålet, der er blevet mere og mere pressende overfor mig er: Skyldes det at vi lever i et gennemkristent land, hvor de kristne normer, den kristne etik, det kristne menneskesyn og den kristne livsstil gælder, eller er det fordi vi kun som kirke taler om det alle kan være enige om? At vi stikker piben ind, så snart at der er optræk til uenighed med flertallet og den offentlige mening – det flertallet mener. En politiker sagde den anden dag:

”Befolkningen har altid ret”. Prøv sig det nede i Ægypten, hvor en video florere med en skoleinspektør, der hiver en kristen skolepige til jorden i håret, fordi hun ikke bærer slør. I Danmark ville der lyde er ramaskrig samme aften overalt i medierne – men i Ægypten: Ingenting ”Hvad er der galt med det her – det er bare en kristen”. Har folket altid ret?
Niels Hausgaard har en fin sang, der hedder ”Hvem bestemmer” og der synger han:

For de fleste har jo magten, så er det så nemt
det bliver præcis, som de fleste har bestemt.
…
Men der er en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste” (Lyt til den her)

Ja, måske har flertallet ikke altid ret. Måske skal flertallet nogle gange korrigeres. I brede kirkelige kredse taler man om at kirken skal være modkultur til den herskende kultur, men hvor ser man den modkultur i praksis? Jeg fandt en prædikensamling fra en amerikansk hippipræst fra 60-erne – og han kom med følgende påstand: ”Hvis Jesus havde prædiket det samme budskab, som præster prædiker i dag, så ville Jesus ALDRIG være blevet korsfæstet”.
Er der noget galt med vores budskab, siden vi lever i så god pagt med det omkringliggende samfund, så at en udtalelse fra en anden politiker går uimodsagt hen: ”Når religion og politik støder sammen, så er det altid Gud, der må vige”.

Det skuer i hvert fald i mine øre – for så har man sat politik op over Gud. Politik, der bestemmes af flertallet – men som Hausgaard spurgte: Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?

Vi skal som kristne ikke spørge efter hvad flertallet mener og følget folket, vi skal spørge efter sandheden. Og som Kierkegaard siger, så finder man ikke sandheden ved at tælle de oprakte hænder – man finder sandheden ved selv at søge sandheden og som kristne finder vi kun sandheden et sted: Hos Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Og sandheden er ilde hørt – som det gamle ordsprog siger. Eller som Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”.

Men hvad er sandheden? Hvad er sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i klimadebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Hvad er sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Hvad er sandheden om menneskesynet i den gængse seksualmoral?  Hvad er sandheden…?

Vi skal søge sandheden i den åbne Bibel, og vi skal holde os til den sandhed – og fortælle det – både når den går med den gængse politik, og når politik og religion støder sammen. Gud vil ikke vige og det skal vi heller ikke, for Jesus siger: ”Men også I skal vidne”. Har Guds Ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre – ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter sandheden hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene. 

”Men også I skal vidne”. Vi skal vidne om Jesus – fortælle hans budskab – leve hans budskab. Eller som vi hørte fra Det gamle Testamente fra alteret: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne.

Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal leve vore idealer ud, nu. Vi skal holde fast på sandheden, nu. Nu, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det skete med George i Ægypten. ”Men også I skal vidne”. Og vi skal gøre det – ikke for at Gud må se ned på os og være tilfreds med os. Ikke for at vi skal føle os selvgode – føle at vi har styr på alting og vi har Gud på vores side. Nej, vi skal gøre det for at pege hen på Jesus – for at det menneske, der står overfor dig, må få Jesus som sin frelser. For at det menneske, som står overfor os, må komme til at elske Gud ved at følge Jesu ord.
Historien med George fra Ægypten er ikke enestående. Jeg hørte op til flere, der fortalte om deres muslimske naboer. En af naboerne blev til sidst provokeret over at den kristne blev ved med at smile og vende den anden kind til, så han fløj over og rystede ham: ”Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”. Og den kristne svarede tilbage: ”Det er fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal lære min frelser at kende”. Det var startskuddet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Jesus gjorde en fjende til en bror.

Det er det, der skal drive vort vidnesbyrd – ikke rethaveri, men kærlighed til det menneske, som vi er uenig med. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Sikke et vidunderligt løfter: Gud er med os. Ja, den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen og vidner i ord og handlinger. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!

Load More