2. søndag i advent (2007)

Denne side er set 898 gange!

Det fortælles om den store danske filosof Søren Kierkegaards, at han på et tidspunkt havde inviteret sin forlovede Regine Olsen i Det kongelige Teater for at høre Mozarts opera Don Giovanni. Og Regine glædede sig naturligvis til den store aften, men da aftenen oprandt fortalte Kierkegaard, at han havde leveret billetterne tilbage, så de skulle ikke af sted alligevel, for – som han sagde – ”af alle glæder er forventningens glæde den største”. Og de havde hun jo haft.

Måske var det godt nok at Kierkegaard brød forlovelsen, og blev ved med at være ungkarl resten af sit liv.

Men der er jo noget over forventningens glæde – selvfølgelig skuffelsen bliver så endnu større end glæden, hvis det man håber på ikke sker. Men det at glæder sig til noget, forvente noget… det er stort og dejligt. Jeg glæder mig f.eks. til julen – ikke på grund af pakker og god mad… det kan såmænd være lige godt, jeg har jo alt hvad jeg ønsker mig allerede. Nej, det at få familien på besøg heroppe i Horne… også selv om det er svigerfamilien, ja, det er da dejligt.

Jeg glæder mig til i midten af marts, hvor jeg om Gud vil skal være far første gang. Jeg glæder mig… I har sikkert også et eller andet I glæder jer til. Forventningens glæde.

Nu har jeg lige læst en tekst om nogle, der glædede sig til at de skulle til bryllup – de 10 brudepiger, der ventede på at brudgommen skulle komme, så festen kunne begynde. Det er en af Jesu historier, og som altid, så fortæller Jesus ikke bare en god historie for at fortælle en god historie. Nej, det er en pointe og en mening med den… han ønsker at fortælle os noget om fremtiden, om at han engang kommer tilbage. Nu her til jul skal vi høre om hvordan Jesus kom første gang, kommer som det lille barn. I dag hører vi så om hvordan Jesus kommer igen anden gang – denne gang som den regerende verdenskonge. Da er det ikke bare de vise mænd og hyrderne ude på marken, der skal falde på knæ for ham, men da skal alle uden undtagelse hilse ham som Herren. Og det er noget vi skal glæde os til, fortæller historien, for når Jesus kommer, så vil det være som en bryllupsfest. Så glæde dig, Jesus kommer snart igen, og han kommer og skaber lys, når det er aller mørkest.

Lignelsen fortæller, at ved midnatstid, lød der et råb:  ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Det er starten på slutningen for verdenshistorien og starten på begyndelsen for den himmelske evige historie. Det hele begynder med et råb – en ordrer. Kigger vi i Paulus´ 1. brev til menigheden i Thessalonika, så begynder evigheden også med et råb, en ordre. Jeg læser det op fra Den nye Aftale, som er Bibelselskabets nudanske oversættelse af Det nye Testamente – og der står: ”Når ordren lyder, ærkeenglen kalder, og Guds trompeter gjalder, så vil Kristus selv komme ned fra himlen, og alle de døde, der har troet på ham, vil genopstå.” (1. Thes 4,16-17 i ”Den Nye Aftale”). Det hele begynder med en ordre. Det hele begynder med at Gud taler!

En af de største mysterier i de sidste snart 2000 år er Guds tavshed. Guds vedvarende tavshed.

Verden har været plaget af ødelæggende krige – Gud har forblevet tavs

Frygtsomme uretfærdigheder har plaget verden. Gud var tavs.

Pest og sygdomme har fejet hen over jorden. Gud var tavs.

Naturkatastroferm jordskælv, tornadoer, sunamier, vulkanudbrud… Gud var tavs.

Forfølgelse, holocaust, kriminalitet, mennesker har begået rædselsfulde ting, så man overvejer om det i det hele taget var mennesker, der gjorde det her. Gud er tavs.

Onde menneskers velstand vokser på bekostning af andres elendighed – alkohol, narkotika, kvindehandel. Gud er tavs.

Falske religioner har fanget millioner af mennesker i et sjæleligt mørke – og Gud er tavs.

Det er menneskehedens store skrig: Hvorfor? Hvorfor er Gud tavs? Hvorfor gør han ikke noget? Hvorfor taler han ikke?

Svaret er simpelt: Han har talt – han har handlet. For 2000 år siden har Gud vist sin magt og herlighed på jordens overflade – hvad jorden er vidne til nu i denne mystiske stilhed er den evige Guds tålmodighed.

Når Gud bryder tavsheden – så vil de være med et råb – en befaling. Hele skabningen venter med længsel på det råb, på den befaling – som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Alt det Gud har skabt, venter i længsel på at han afslører at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men fordi Adam gjorde det han gjorde. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed som Guds børn får. Vi ved at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet som om det havde voldsomme smerter” (Rom 8,19-22).

Og det hele begynder med et råb. Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det er for et råb – hvad bliver der råbt? Jeg har læst en prædiken, hvor præsten drømte om, at Jesus ville bruger ordene fra Salomons Højsangen (2,10-13):

Så siger min elskede til mig:
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!
For nu er regntiden ovre,
regnen er hørt op, den er borte.
Blomsterne kommer til syne i landet,
sangens tid er inde,
turtelduens kurren høres i vores land.
Figentræets frugt modnes,
vinstokkens blomster dufter.
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!

Jeg tror nu ikke det er det, men det er nu smukke og rammende ord, at Jesus skulle kalde sin kirke op til sig med ordene, kæreste og smukke.

Jeg er ikke så poetisk, hvis jeg skulle komme med et gæt på hvad der vil bliver råbt, så er det bare 4 ord: ”Nu er det nok!”. Nu er det nok med ondskaben, elendigheden, sygdommen, synden, døden og alt det, som vi længes væk fra, og som ødelægger vores liv. ”Nu er det nok”.

Men uanset hvad der bliver råbt, så er det et vældigt råb. Det vil være et råb, som får de døde til at blive levende. Jesus råbte udenfor graven til Lazarus og den døde Lazarus blev levende igen og gik ud af sin grav. Da Jesus døde på korset med et råb, så åbnedes gravene i Jerusalem og mange af de hellige, der var døde, kom ud af deres grav og viste sig for folk i Jerusalem.

Den gang var det kun lokalt – næste gang vil det blive globalt. Jesu befaling vil lyde som et ekko over hele verden – over de fire kontinenter og de syv verdenshave. Og de der er døde i Kristus vil stå op fra de døde og blive levende. Jorden vil give slip på sine fanger og havet vil slippe sine.

Det vil være et væld af forskellige mennesker, fra forskellige dele af verden, med forskellige baggrunde, med forskellige liv. Der vil være velnærede folk, der er døde i en luksus-lejlighed med sine kære omkring sig, og det vil være udsultede fanger, døde i fængslet for troen på Jesus. Et hav af forskellighed, men midt i al deres forskelligheder, så har de et kendetegn: De har troet på Jesus.

Vi vil altså gense dem, som er døde før os. Vores ægtefælle, der er død før os, vores barn, vore forældre, vores bedsteforældre, vores gode venner, som vi har måtte sige farvel til – om der så er en grav, hvor deres navn står på, eller om de er forsvundet i bølgerne. Det er ingen hindring hvordan de har mistet livet… dem, der har troet på Jesus vil kaldes op af deres grave.

Og når alt det er sket, så fortsætter Paulus: ”Bagefter vil vi alle sammen, både de døde og os, der stadig er i live, blive hentet op i skyerne for at møde Kristus, og så skal vi altid være sammen med ham”. (1. Thes 4,16-17 i ”Den Nye Aftale”).

Det er himmelen: Altid at være sammen med Jesus. Dér skal vi være sammen med ham, som vi er sammen hernede. Dér skal vi se ham, som vi tror på nu. Jesu andet komme er ikke noget vi skal frygte og se frem til med bæven – vi skal se frem til det med håb, for det er vor trøst, at Gud vil gribe ind. Gud vil stoppe alt ondt. Gud vil føre sin plan endelig igennem – og vi vil for evigt være sammen med ham, som har sat himmel og jord i bevægelse for at være sammen med os. Ham, der er vores frelser, vores Gud og vores bror.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *