Advent

3. søndag i advent (2019)

Jeg har lige læst det, vi kalder for Zakarias´ lovsang. Den gamle præst står med sit førstefødte barn, Johannnes, som det gamle ægtepar mirakuløst har fået i deres alderdom. Og i første omgang undrer man sig jo over hvor lidt barnet Johannes fylder i lovsangen. Zakarias ser ikke bare isoleret på barnets fødsel – han ser barnet i en langt større sammenhæng. Og han lovsynger Gud, der altid har og stadigvæk gør og også senere vil gøre store ting. Han lovsynger Gud, fordi Gud har husket sin pagt. Ja, faktisk betyder selve navnet Zakarias: Herren har husket. Zakarias lovsynger Gud for hans trofasthed. For Guds trofasthed er stor. Som profeten Jeremias bryder ud i Klagesangene: “Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor” (Klagesangene 3,22-23).
Det er omkvædet i os kristnes liv: Stor er din trofasthed. Det kan godt være at selve verset er en klagesang, fordi noget grimt rammer os i vores liv. Det kan godt være, at selve verset er et stort spørgsmål til Gud: Hvorfor sover du? Ja, det kan være at vi skælder Gud ud i selve verset – men når vi når til omkvædet så handler det om Guds trofasthed. “Stor er din trofasthed “.
Zakarias ved fra Israels historie, hvordan Gud blev ved med at være trofast også selv om folket valgte Guds ord fra, ikke troede på Guds løfter, var ulydig. Guds trofasthed bliver ved. Han ved det far historien, nu ved han det fra sit eget liv. Han har stået overfor en engel og modtaget løftet om en søn i sin alderdom – og sat spørgsmålstegn ved det: ”Hvordan kan det lade sig gøre – både Elisabeth og jeg er oppe i årene?” Zakarias viste vantro, tvivl på Guds ord – en præst udvalgt til at stå foran Guds røgelsesalter – og så tvivler han. Men derfor blev Gud alligevel ved med at være trofast overfor ham. Ja, som Paulus skriver til sin elev Timothius: “er vi utro, forbliver han dog tro, for fornægte sig selv kan han ikke” (2. Tim 2, 13).
Zakarias bevæges fra vantro foran englen, til forundring, imens han ser Elisabeths mave vokser og til lovsang, da han står med barnet i sine hænder. Sikke en åndelig vækst, der er sket for denne præst over de sidste 9 måneder. Væksten sker, da den guddommelige dom gjorde ham tavs i de ni måneder, og gav ham mulighed for at gennemtænke intenst på de forestående fødsler af hans søn, forløberen, og den kommende Messias. Og han når frem til: Stor er Guds trofasthed – for de to børn viser, at Gud har husket sine løfter.

Zakarias lovpriser Gud – og det er virkelig dagen, hvor Gud skal lovsynges. I det hele taget – den tid var en lovsangens tid, for nu sker det. Nu opfyldes løfterne. Ser vi de første 2 kapitler i Lukasevangeliet – hvor Zakarias´ lovsang er i slutningen af første kapitel, så har vi 5 lovsange.

  • Marias lovsang – da hun får at vide at hun skal føde Frelseren.
  • Elisabeths lovsang – da hun får besøg af den gravide Maria
  • Englenes sang ude på marken – ”ære være Gud i det højeste”
  • Gamle Simeons lovsang i templet, da Jesus skulle navngives.

og nu Zakarias med Johannes Døberen i dagens tekst. Den handler ikke blot om et “barnløst” ægtepar i skam over barnløsheden, der har fået et barn. Det handler ikke om at føje glæde til en familie og viderefører slægten. Midt i glæden over et nyfødt barn, så ser Zakarias, at det her er mere end en glæde for ham, Elisabeth og resten af familien. Det handler om Guds opfyldelse af sine løfter. Det handler om opfyldelsen af pagten til Davids hus om det er vil fremstå en konge af Davids slægt, der skal regere i evighed. Det handler om opfyldelsen af pagten til Abraham at i dig og i dit afkom skal alle verdens slægter velsignes. Det handler om frelsen, der kommer.

Zakarias står med forløberen for frelseren i sine hænder. Det her er stort. I 400 år har der været tavshed fra himmelen – ingen profeter, de hellige skrifter var sluttet af – der kom ikke mere. Nu sker det – nu er tidens fylde kommet. Dette er den største dag i Israels historie – det er kulminationen af alle håb og forventninger om frelsen. Og her står Zakarias, den ganske almindelige landsbypræst midt i centrum af det, der skal ændre verden for altid. Nu sker det. Han ser opfyldelsen af Guds løfter folde sig ud for sit blik. Nu kommer frelsen. Zakarias lovsang handler alene om frelsen. Jesus bliver kaldt to ting i teksten: 1) Frelsens horn og 2) Solopgangen

1) Han bliver kaldt for frelsens horn. Igennem hele Det Gamle Testamente er hornet et symbol på styrke og på sejr. Så hornet viser det Messias skulle: Han skulle besejre og nedkæmpe fjenden og sætte sit folk fri. Messias skal ”frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os”. 

Vægteren går igennem byen – hør vægtersangen, Lys mere lys – https://www.youtube.com/watch?v=FAFMRRwHpD8

2) Han bliver kaldt for solopgangen fra det høje.
” solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge” (Lukas 1,78-79). At vente på solopgang er hårdt. Natten på et sygehus, hvor man venter på at dagen må komme – kan være vanvittig lang. Endelig kommer den. Jeg er netop blevet vægter inde i Haderslev – i dag er det bare for at fortælle om byens historie, men oprindeligt var det vagter, der gik rundt i byen med våben og salmesang, for at beskytte byen. De gik deres runde i mørket – hver time havde sit salmevers – time for time gik de – lige til solopgangen, hvor de kunne synge.

 

 

O Jesus, morgenstjerne,
… bliv du vor sol og skjold.
… kom blide sol
fra nådens pol
Oplys vort hus og hjem.

Så var det endelig morgen efter en lang nats venten. Billedet med vægterne og solopgangen bliver også brugt i Salmernes Bog (130,6): ” min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen”.

Den sidste bog i Det gamle Testamente slutter af med profetien:

“Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem” (Mal 3,20).

Jeg synes det er fantastisk: Det gamle Testamente lukkes af med at forkynde om at retfærdighedens sol, vil stråle frem. Den gamle præst lukker Det nye Testamente op med at proklamere: Den sol vil snart stå op.

Jesus er solen. Som solen er den store energi-kilde, som vi alle er afhængig af, sådan er Jesus det for sit folk. Som solen er kilden til lys, liv og varme, sådan flyder lys, liv og varme ud af Jesus. Som solen er i centrum, sådan skal Jesus også være i centrum. Nogle giver Jesus anden, tredje eller fjerdepladsen i deres liv – sådan skal det ikke være for os, Jesus skal have førstepladsen, han skal være centrum. Han er centrum i vores Bibel, han er sandhedens centrum, han er kirkens centrum. Hvor han går, der følger vi. Hvor han lyser, kan vi gå i sikkerhed fri for farer.

Han er centrum i verdens historie. Lad os også sætte ham ind som centrum i vores historie – vi kan selv bedst lide at sidde på tronen i vores hjerte, i vores liv. Lad Jesus sidde der. Lad ham sætte sig som den centrale sol og lad ham bestemme over alt hvad vi er og lad ham oplyse vores forståelse, og varme vores hjerter. Lad ham gøre vores kolde kundskab varm. Lad ham fylde os med kraft, passion og lad os ikke nøjes med noget mindre end hans fulde tilstedeværelse. At have Jesus i vores hjerter på den måde er den største velsignelse, som vi overhovedet kan opleve.

Jesus er solen – og det er en velsignelse at sole os selv i hans nærvær. Så er det lige meget hvor lille jeg er, det er lige meget om jeg er et intet, hvor modbydelig og syndig jeg er, for han har taget alt hvad jeg er – og alt hvad han er, har han givet til mig. Jeg er afmægtig – men jeg klæder mig i hans almægtighed. Jeg synder – men han har taget min synd på sig – han er retfærdig og hans retfærdighed tilhører mig. Jesus er alt, og Jesus er min.

C.S. Lewis siger et sted: ”Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på at solen er stået op. Ikke alene ser jeg solopgangen, men ved hjælp af den ser jeg alt andet”.
Igennem kristendommen kan vi komme til at se verden sådan som den egentlig er, og vi kan finde vores egen plads i verden. Lige så langsomt som solen står op, lige så langsomt bliver landskabet foran os mere og mere synligt – flere og flere detaljer dukker op, og vi kan se længere og længere. Lige så langsomt som Jesus får lov til at lyse ind over vores liv og ud over verden omkring os, lige så langsomt ser vi verden sådan som den virkelig er. Sådan som Gud ser den – og vi ser vores plads i den store helhed. Vi ser også vores liv, sådan som Gud ser det.

Zakarias står med et spædbarn og han ser på en gravid Maria, han ser hvordan løfterne er ved at blive opfyldt og han synger lovsang. Hvor meget bør vi så ikke synge lovsange? Vi lever efter løfternes opfyldelse – Zakarias ser igennem profetiens tåge, hvor vi kan se hvad der helt konkret lå i profetiens ord. Vi kan se hvad det betød, at Gud besøgte os. Vi kan se hvad det betød, at Gud forløste os. Vi kan se hvad det betyder, at han rejste frelsens horn… vi kan se, fordi Jesus skinner for os. Har vi så ikke grund til at takke og lovprise Gud?  

For stor er hans frelse – stor er hans trofasthed. OG han har en frelsesplan for hver eneste af os. Han ved at selve verset i vores liv kan være en klagesang, eller fyldt med suk og modgang, men han vil bære os frem, så omkvædet må være lovsang: ”Stor er din trofasthed”.

Tak og ære være Gud
Som har ført sit løfte ud
op til syndres salighed
sendt sin kære søn herned.

 

 

2. søndag i advent – 2019

Lyt til prædikenen:

      2. sondag i advent 2019 - 8th December 2019


Læs prædikenen
Livet er skønt! Livet er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag, superliga-fodboldkampe, kirkekoncerter, klejner, bøffer og rødvin. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. Jesus slutter dagens tekst af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. At være vågen er ikke at fornægte alt det, som vort liv har at give os, og så sætte os op på en klippe og kigge efter Jesus på himmelens skyer. Eller at faste og fornægte os selv livets goder. Nej, at være vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… Jesus sagde: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Det sagde Jesus for 2000 år siden. Jorden her tog 6 dage at skabe – hvor fantastisk bliver det så ikke det, der venter os, når han har haft 2000 år til at forberede det. Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med den største af alle fester: En bryllupsfest.

Og har du et liv her og nu, som ikke kalder på smil og glæde, men på suk og klage – så håber jeg naturligvis for dig, at du må få øjnene op for alt det, som Gud har givet dig, som du stadigvæk har, som du stadigvæk kan glæde dig over, selv om så meget andet er taget fra dig. Men du skal også have at vide: Der ligger noget fantastisk foran dig. Det himmelske paradis er så fantastisk, at det får selv Jesperhus Blomsterpark til at ligne en forsømt villahave. Enhver nydelse, enhver glæde som vi enten har oplevet eller som vi har drømt om – dér vil vi finde ud af at det bare var en skygge, det vil bare være en kladde, i forhold til det, vi vil komme til at opleve dér.

Det er bedrøveligt at folk smager nydelser i denne verden og så nøjes med dem – i stedet for at se dem som forløbere og små ekkoer af noget, der er så, meget større og så meget bedre, så vi slet ikke fatter hvad der venter os.

Og vi i kirken, vi menigheden, vi kristne, er sat til at lyse de gode nyheder dér hvor vi står og går. Vi er blandt de 10 brudepiger – vi er den synlige og bekendende kirke – vi er den lampebærende menighed på jorden. Vi går ud for at møde brudgommen, vores frelser. Det er vores arbejde – det er vort kald. Vi har taget vores lampe og vi skal lyse, når Jesus kommer. Vi skal forberede Jesu komme – ikke kun ved at gå rundt med himmelvendte øjne og leve af mannakorn og alterbrød og synge salmer i de helliges forsamling, men ved at være åndeligt klar i vores almindelige liv. Alle brudepigerne faldt i søvn – også de kloge. Vi skal stå op om morgenen gå på arbejde, passe vores forpligtelser, besøge vores syge nabo – og så gå i seng om aftenen træt efter en dags arbejde og ansvar. Jeg kan huske at jeg som barn hørte en prædiken, hvor der var en historie om en mand, der knoklede så meget med at bære sten, så han blev helt krumbøjet. Så da Jesus kom igen, så var han så krumbøjet, at han ikke kunne rette sig ud og se Jesus på himmelens skyer. Og prædikanten brugte historien til at sige: ”Sådan skal vi ikke være”. Selv om jeg var et barn, så var jeg så forarget på historiens Jesus – hvorfor skulle den mand, der bare havde passet sit arbejde både have en skidt fysik og gå glip af Jesu andet komme?! Nej, teksten til i dag handler om at vi skal leve et normalt liv – søvnen i lignelsen repræsenterer den almindelige rytme i livet, de almindelige aktiviteter. Alle ti brudepiger faldt i søvn, for søvn er en del af den normale rytme, som vi skal følge, imens vi arbejder og venter på Jesus. Er vores arbejde at bære sten, så lad os bære sten til Guds ære om vi så bliver krumbøjet af det. Det skal ikke hindre os i at se Jesus komme igen og gå med ham ind i herligheden, hvor vores ryg vil blive rettet ud – sammen med alt det andet, der plager os.

Men hvis min bøjede ryg ikke skal hindre os i at komme ind til festen, hvad skal så?

Det skal de tomme lamper.

Vi er blandt de ti brudepiger – vi bærer alle lamper, men lignelsen fortæller, at det ikke er nok at bære lamper. Alle 10 havde lamper – men fem af dem var tåbelige. De havde lamper, men ingen olie. Det var ikke engang sådan, at deres lamper var brændt ud – de havde slet ikke olie med sig. Tomme lamper uden olie.

Man skal ikke presse en lignelse for meget – for så bliver den smadret fuldstændig. Jeg tænker dog at olien i dagens tekst er noget af det vigtigste, siden fraværet af det, forhindrer pigerne i deres opgave. Kunne det være den nødvendige nåde – den nåde, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand omvendelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er ægte hellighed, givet til os ved troen på Jesus Kristus. Det er et forandret indre liv. Paulus beskriver de fem tåbelige brudepiger på den måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft (2. Thim 3,5). De fem tåbelige piger var engageret intellektuelt, de var engageret socialt – de var endda også engageret religiøst. Men de havde ikke noget lys – de havde intet indre liv. De havde en død tro. En tro i det ydre uden gerninger, uden lys. En tro, der ikke kan noget. De havde en tom lampe – intet liv, ingen glæde, ingen tro, intet håb, ingen kærlighed, ingen forventning og lovsang. Ingen forundring og begejstring over vores store brudgom, der er på vej.
De fem tåbelige piger er kristne, der har alt det ydre i kirkelivet, de har alt det ydre i religionen. De er sikkert glade for det – for ellers kunne de når det skulle være have stoppet. Men de blev. De har ingen olie. De går bare rundt med deres tomme lamper.

Måske de regnede med at de kunne udskyde det til sidste øjeblik. De har sådan set alt på plads: De var døbt, de var konfirmeret, de var medlem af Folkekirken, de gik også i kirke en gange imellem, og når de mistede en af deres kære, så tog de også hen i kirken for at tage afsked dér. De havde sådan set alt på plads – men de havde ikke kristendommen sådan i hverdagen. De tog det for givet, at de da altid kunne trænge ind i troens hemmeligheder, der kommer en tid, hvor jeg har bedre tid det passer så dårligt ind i mit liv lige nu… Det er meget farligt.

Eller også regnede de med at det var nok med det ydre religiøse liv. De er gået rundt med deres tomme lampe: Jeg går i kirken, jeg har en bibel, jeg beder før et måltid, jeg lever et ordentligt liv, jeg behandler mennesker ordentligt. ”Se min lampe” – ”se jeg har en lampe” og inde i lampen: Ingenting. Hele deres religiøse liv, så fint det ellers var, var omsonst. En lampe uden olie. En elpærer uden strøm. Men de kender ikke andet end dette tomme religiøse liv. I det øjeblik, hvor brudgommen kommer, så går de i gang med at gøre deres lamper i stand. Det er tåbeligt. Et er at de kloge gør deres lamper i stand – men hvorfor gør de tåbelige det samme? De har ikke olie – hvorfor gør I så lamperne i stand?

Det er det eneste, de kender – det ydre. Formen. Facaden. De har gået så meget i kirke, de har gjort religiøse ting så længe – at lige så snart de hører tale om Jesu andet komme, f.eks. som i en prædiken som denne, som vækker dem lidt op, så er deres reaktion: Jeg må se at få alt det ydre i stand. Jeg må gå mere i kirke. Jeg må være lidt bedre til at bede. Jeg må være lidt mere rundhåndet. Jeg må blive et bedre menneske. I stedet for at bede: Gud, jeg er tom. Fyld mig op. Jeg har intet hjertet for dig – jeg har bare en tom lampe. Det eneste de gjorde var at sætte deres lamper i stand. Men intet ydre, kan frelse os. Ingen kirke, ingen præst – end ikke gode gerninger kan frelse os, det kan kun et personligt forhold til Jesus. Og det kan du ikke få gennem andre. Så da de tåbelige piger spørger: ”Giv os af jeres olie”, så får det et nej. Ikke fordi de kloge ikke vil dele, men fordi de ikke kan dele. De er ikke selvoptaget og selviske, men det er umuligt at låne andres tro, låne andres liv, låne andres virkelighed, låne andres forhold til Jesus. Og de tåbelige piger kommer tilbage til en låst dør. Som porten til Noas ark ikke blev åbnet op, da den først var lukket og vandet steg, sådan bliver denne dør ikke åbnet igen. Også selv om der bliver banket på den. Også selv om pigerne råber: ”Herre, herre, luk os ind”. De har troens sprog – men ikke troens liv. Og de hører de forfærdelige ord, ikke kun fra brudgommen, men fra deres dommer: ”Jeg kender jer ikke”. Frygtelige ord.

Jeg håber ikke nogen af os kommer til at høre de ord: ”Jeg kender dig ikke”. Derfor lad os leve efter lignelsens sidste ord: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg – vær åndelig vågen. Det her vil komme til at ske en dag – og det vil være en fantastisk dag for de fem kloge. Brudgommen kom ”og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen”. Er du rede? Er jeg rede? Nøjes ikke med en tom lampe, nøjes ikke med en smuk kirkegang, en smuk salmesang, et smukt liv, gode gerninger, nøjes ikke med et helligt ydre liv, men lad os forvandle af hans kraft og nåde. Som kantoriet synger om lidt om den store mester: ”Han sidder ved hjertegruben, han ser i sjælene ind”. Ham, der kan se ind i hjertedybet – han ser igennem lampen og ser om den er tom eller fyldt med olie. ”Og har i hjertedybet sit billede klart han set, så glædes den høje mester”.

Vi kan endnu få olie i vores lamper. Fra det øjeblik Jesus for til himmels og til du ser ham på himmelen igen er nådens tid, hvor døren til bryllupssalen endnu ikke er lukket i. ”Da brudgommen lod vente på sig”. Jesus forudsagde at han ville lade vente på sig – det kan du grine af: ”Ha – Jesus sagde at han snart kommer igen – nu er der gået 2000 år”. Men for Gud er en dag som tusind år og tusind år som en dag. Der er kun gået 2 dage siden Jesus sagde disse ord. Og ja, Jesus er endnu ikke kommet – han tøver med at komme. Måske for at jeg skal have en sidste chance for at få olie. ”I dag er nådens tid, i dag er Gud at vinde”. Der bliver et tidspunkt, hvor det er for sent – men det er ikke for sent i dag. Som vi skal synge:

Endnu er gunst at få
for knuste hjerters råben,
endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.

Lad os tage imod olien i dag – lad os tage imod nåde, Helligåndens kraft og gerning og lad os se frem til det tidspunkt, hvor vores brudgom kommer tilbage og vi skal gå ind til hans herlighed i evighedernes evigheder – kun fryd, glæde og liv.

1. søndag i advent (2018)

Lyt til prædikenen

      1. søndag i advent (2018) - 2nd December 2018


Læs prædikenen
Første søndag i advent er første skridt i det nye kirkeår og den første søndag i vores forberedelse af fejringen af Jesu fødsel.
Vores frelsers ydmyge fødsel i en stald,
barselsbesøgende var hyrder, som befandt sig på det nederste trin på den sociale rangstige.
Der er intet kongeligt ved hans fødsel i den dybeste armod
– og alligevel var det her kongernes konge blev født.

Og på samme måde var hans indmarch til kongebyen Jerusalem og hans kroning, som vi høre om i dag.
Igen formaliteter,
ingen smykker,
ingen storslåede klæder,
ingen musikere,
intet præsteskab med ypperstepræsten i spidsen tog imod ham.

Hans ledsagere var ikke bevæbnede soldater, klar til at feje al modstand til jorden, nej, det var primært pilgrimsrejsende på vej til påskefesten. Og Jesu disciple, folk, der er blevet helbredt af Jesus… en hær af udskud, fattige og foragtede.

Det er nok den mest simple kroning nogensinde i verdens historie, men han var ikke desto mindre Guds sande konge.
Alle kroningsceremonier, der nogensinde er blevet holdt i verdens historie for at ære en konge, dér er der ingen konge, der kommer bare i nærheden af hvad Jesus fortjente af ære og hæder. Der har aldrig være en så høj, så storslået, så magtfuld, så suveræn, så værdig, så herlig en konge som Jesus. Overhovedet ingen kommer tæt på. Ja, selv om vi slår alle konger, majestæter, verdensledere sammen, så når de ikke engang den yderste flig af hans uendelige majestæt. Det fornemmer vi i Jesu himmelske kroningsceremoni, som vi læser om i Johannes Åbenbaring (5,11-13):
” Jeg hørte røsten af mange engle i kreds om tronen og de levende væsener og de ældste –
ti tusind titusinder og
tusind tusinder i tallet.

De sagde med høj røst:
Lammet, det slagtede, er værdigt til at få
magt og rigdom
og visdom og styrke
og ære og lov og pris.

Og hver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, med alt, hvad de rummer, hørte jeg sige:

Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder”.

Jesu mål, da han sad på æslet og red ind i Jerusalem, var ikke Kong Herodes Antipas´ trone – altså helt ærligt… hvorfor skulle han overhovedet være interesseret i den trone, eller Kejser Tiberius´ trone i verdensimperiet Rom, hvad skulle han med sådan noget småtteri?

Jesu mål var højere – derfor var hans mål magtens modsætning:
At ofre sit liv.
Hans mål var korset,
hans mål var at dø på korset som Guds udvalgte offer for synden.

Han kom som det syndfrie menneske, for at tage Guds vrede over syndere, for at bære straffen over synd og derved opfylde den guddommelige lov, den guddommelige retfærdighed og suge den guddommelige vrede til sig og derved åbne vejen til tilgivelse og liv for millioner.

Folk havde før stræbt Jesus efter livet – men før var det hverken det rette sted eller det rette tidspunkt.

Det skulle være i Jerusalem og det skulle være denne påske.
Det skulle være Jerusalem for det er der alle ofre skulle foregå.
Der, hvor den hellige by var, Guds by, der hvor templet var, der hvor alteret var.
Stedet, hvor Gud mødte sit folk og hvor der blev bragt soning.

Og tidspunktet var det rigtige – indtoget i Jerusalem skete efter alt at dømme på den dag, hvor man efter loven skulle udvælge sig det lam, der skulle ofres for en selv og ens familie. På den dag drog Jesus ind under stor opmærksomhed i Jerusalem – og havde ypperstepræsten ikke allerede fuldstændig sat sig for at Jesus skulle dø, så var det her nok dråben. Hvad han og de øvrige præster og lærde gjorde ud af had, var det, som Gud havde besluttet ud af kærlighed.

Han kom for at dø og derefter for at opstå, og derved ikke bare vinde over synden, men overvinde døden for alle troende. Han for til himmels og efterlader himmelens port på vid gab for alle dem, der tror på ham og følger efter ham.

Det var hans første komme. Han kom for at død – senere kommer han for at regere. Og indtil da, har vi alle sammen mulighed for at omfavne ham, tag imod ham som vores frelser og konge og på et tidspunkt dele hans rige med ham.

Hans mål med at ride ind i Jerusalem var at skabe en frelsens tidsperiode i verdenshistorien, der varer endnu den dag i dag.

En periode, hvor vi stadigvæk kan skifte side og blive frelst fra dom og vrede. Der er stadigvæk tid – endda denne morgen – til at vi kan tage imod Kong Jesu amnesti, som han rækker ud til os.

Der er stadigvæk tid til at vi kan afsværge os vores hengivenhed til os selv, vores succes, vores penge, vores familie, vores fysik, vores fornøjelser, vores sikkerhed – eller hvad der nu ellers styrer os mere end Jesus. Og der er tid til at vi kan bøje os og modtage Jesus som vores konge og sværge troskab til ham og være på hans side med evig glæde.

Vi lever i frelsens tidsperiode – hvor længe den periode varer ved vi ikke, for hver dag, der går, desto tættere er vi på enden af den periode. Som vi hørte xxx læse for os: ”nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær”.

Dagen, hvor Jesus udskifter sit æsel med sin hvide krigshest. Dagen, hvor Jesus kommer som Israels konge, nationernes konge, naturens konge og universets konge. Som Johannes ser i sin åbenbaring (19,11-16):

”Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner….
Han er klædt i en kappe dyppet i [sine fjenders] blod,
og hans navn er Guds Ord.
Hærene i himlen fulgte ham på hvide heste og var klædt i lysende rene linnedklæder. Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter og træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse. På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre”.
Når Jesu majestæt viser sig på himmelen på den måde, da er det for sent at skifte side. Jesu andet komme vil være slutningen på tålmodigheden, tolerancen og frelsens tid. Så er det for sent at vælge Jesus som sin konge. Lad os aldrig møde Jesus på den måde, hvis vi har afvist ham, da han var kongen på æslet.

Spørgsmålet til os alle i dag er: Hvem er din konge?

Det, der bestemmer over dine valg i livet, det, der motiverer dig, er din konge. Er det penge, eller mad, eller succes, eller udseende, eller familien, eller jobbet, eller helbredet eller berømmelse? Hvad bestemmer over dig lige nu mere end Jesus?

Måden du skifter side er at du hører ham sige:
Jeg er din konge,
jeg ridder på et æsel,
jeg er på vej for at dø for dig,
udgyde mit blod for at dine synder kan blive tilgivet, for at dit forræderi kan blive glemt.
Jeg tilbyder dig amnesti.
Alle der kommer vil jeg modtage og tilgive og erklære retfærdig.
Jeg vil føje dig ind i mit befriede folk og du vil leve for altid med en stadigt voksende glæde. Det er troen! Har du endnu ikke skiftet side, så gør det i dag. Syng:

Jeg hjertets dør vil åbne dig,
o Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
at jeg din kærlighed må se!

2. søndag i advent (2017)

Lyt til prædikenen

      2. søndag i advent (2017) - 10th December 2017


Læs prædikenen
Temaet i dagens lignelse er ret ligetil, det er ikke særligt komplekst. Lignelsen fortæller os, at Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt. At han kommer for at dømme syndere og tage retfærdige med sig ind til sin himmelske fest. Lignelsen fortæller os, at han kommer på et overraskende tidspunkt, og at alle skal være klar lige nøjagtig på det tidspunkt til at tage imod ham. Det er ikke nok bare at have været klar engang… det er ikke nok bare at pege tilbage på barnetroen, som man havde en gang. Det er nu det gælder. For bagefter er der ikke nogen anden chance. Dagene, hvor der var mulighed for at forberede sig, vil da være forbi – og vil aldrig komme igen.
Budskabet er også simpelt: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Altså: Vær parat hele tiden.

Jesu genkomst
Vi kender ikke dagen eller timen, hvor Jesus kommer igen – hvor Jesus kommer, som vi lige har bekendt i trosbekendelsen, for at dømme levende og døde. Dagen  rammer på et tidspunkt, hvor alting ser ud til at være normal dagligdag – ingen er mere parat end andre. Ingen sidder på et helligt bjerg og venter – nej i kapitlet før lignelsen her, siger Jesus: ”Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer” (Matthæus 24, 41-42).

Vores død
Ja, våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Heller ikke den time, hvor det ikke er Jesus, der kommer, men døden, der kommer, hvor vi lukker vore øjne her – og som at blinke, så er vi pludselig foran Jesus. Så står han pludselig foran os. Er vi så parate? Har vi tro, så vi kan dø?

Jeg talte i den forgangne uge med min gamle studiekammerat, der nu er sognepræst i Harboøre. Han fortalte om de mange forfærdelige drukneulykker ud for kysten, der har kostet rigtig mange mennesker livet. Hvordan de overlevende fra ulykkerne har kunne fortælle hjertegribende beretninger om nogle af dem, der senere skyllede døde i land. ”— kommer du i land, så hils min kone og gamle mor og sig, at jeg nok gik hjem til Jesus”, var der en, der råbte. Eller det fortælles, at en af fiskerne i dødsfaren havde givet sit redningsbælte til sin kammerat på båden, som han vidste ikke troede på Jesus. Og han gav sit redningsbælte med ordene: ”Jeg kan dø – det kan du ikke”.
– Ville jeg kunne givet min redningsvest fra mig? ”Her  – tag den – for du har mere brug for den end mig… for jeg ved, at jeg kommer i himmelen, hvis jeg ikke kommer levnende i land”.
– Vil jeg have kærlighed nok til min kammerat?
– Vil jeg føle mig så sikker i min sag i forhold til Gud, at jeg vil kunne gøre det? – for jeg vil snart stå foran Jesus og se på ham, ikke som min dommer, men se ham som min frelser. Jeg håber det…

Og videre, så håber jeg virkelig, at ingen af os herinde i kirken frygter for den dag – den dag, som vi ikke kender, om det så er døden eller Jesu genkomst, men at vi vil være klar til at tage imod Jesus uanset hvordan han kommer til os…. Uanset hvornår han kommer. Jeg håber virkelig ikke at nogen af os herinde er blevet bedraget, så vi tror vi er klar, men når det så gælder, så finder vi ud af, at det var vi alligevel ikke. At vi havde lampen, at vi havde bryllupsklæderne på og udvendigt var klar til bryllupsfest, men at vi ikke have olien. Det må simpelthen være det mest forfærdelige, der kan overgå et menneske. Et er at gå fortabt, fordi man er ateist. Et er at gå fortabt, fordi man har sat sin lid til Allah, Muhammed, Buddha, eller hvad religionerne ellers tilbyder… men noget andet er at man faktisk regner sig for en del af kirken. At man sidder i kirken og synger med på salmerne, bekender troen, forventer Jesu genkomst, siger at man tror på Jesus – og så finder man ud af: Jeg var faktisk ikke klar. Det må være det mest forfærdelig at gå fortabt – når man egentlig troede sig sikker. At man giver sin kammerat sit regningsbælte er heller ikke nødvendigvis et tegn på at man er klar. Tænk, hvis han havde taget fejl… og det i virkeligheden var den anden, der var klar og ikke ham.

Skellet ned gennem kirken
Og det er det forfærdelige ved lignelsen her, at Jesus fortæller, at der går et skel ned gennem hans kirke, ned gennem hans rige – der skiller de tåbelig fra de kloge. Vi kan ikke se forskellen – han kan. Han kan se, at bekendelsen kun er en ydre bekendelse med munden – han kan se, at man har dåbens gave og mundens bekendelse – men ikke har olie. At det hele var udvendigt – at de havde ikke sørget for det allervigtigste, nemlig olien, så de kunne tænde deres lamper.
Hvad er så olien? Jo, hvad er det eneste, der er nødvendigt for at blive frelst: Guds nåde givet kvit og frit. Det er nåden, som er nødvendig, hvis vi nogensinde skal se Gud. Det er sand frelse. Det er tilregnet retfærdighed. Det er sand hellighed, som er givet til os i troen på Jesus Kristus. Det er et forvandlet indre liv. Paulus beskriver de tåbelige brudepiger på den her måde: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft” (2 Tim 3, 5). De tåbelige brudepiger var knyttet i det ydre til Kristus, ikke i det indre. Deres tro var en død tro.

Lignelsen er en advarsel: Lad jer ikke fange i sådan en uforberedt-hed, når Jesus kommer. Når han kommer enten på himmelens skyer, eller ”i min sidste nattevagt”.  Paulus kommer et andet sted med opfordringen: ”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv” (2 Kor 13,5). Lad os prøve os selv nu – så det ikke først er efter sidste øjeblik, at vi opdager, at det hele bare var udvendigt og ikke en indvendig hengivelse til Kristus. At vores lovsang ikke var i ånd og sandhed, at vores bøn ikke var hjertets suk, men en overfladisk selviscenesættelse. At vi var ”næsten kristne”.

Det er endnu ikke for sent
Der kommer et tidspunkt, hvor det er for sent – det tidspunkt er ikke nu. Nu er der rigeligt olie – nu kan vi få olie – kom og køb uden penge (Esajas 55,1). Kom til Bibelen, kom til apostlene, profeterne – kom til alteret. Kom og køb uden penge og modtag det gratis, som vi aldrig nogensinde kan fortjene os til, aldrig nogensinde købe os til, men som vi kun kan få gratis – som det det er, nemlig ren nåde. Så vil vores lamper skinne, når Jesus kommer.

Da stråler livets krone
”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Vi ved ikke hvornår vi skal dø – vi ved ikke hvornår Jesus kommer tilbage igen, men vi ved, at vi ikke behøver at frygte den dag og den time – lige så lidt som vise brudepiger frygter at brudgommen kommer, for det er derfor de venter – de venter på bryllupsfesten. Lige så lidt som bruden frygter det tidspunkt, hvor brudgommen kommer efter hende – lige så lidt skal vi frygte at Jesus kommer efter os. Kommer efter os – ikke bare som brudepiger, men som bruden, som han elsker, som han er død for, og som han har ofret alt for.

Vi har så meget at se frem til. Alt det onde, som vi ser i fjernsynet, alt det grimme vi mærker på vores egen krop – al sygdom, nød, fattigdom – alt ondskab… det forsvinder i samme øjeblik som råbet lyder ud over jorden: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Vi har sikkert alle sammen følt afmagten, når vi ser nyhederne… Og vi har sikkert tænkt: Hvorfor gør Gud ikke noget? Hvorfor griber Gud ikke ind? En dag sker det. En dag ikke bare griber han ind, han stopper det, han fjerner det… og det sker en dag og en time, vi ikke kender til. Men med olie på lampen er det en time, som vil blive starten på den fest, som varer hele evigheden – og kun bliver bedre og bedre. Da stråler livets krone!

4. søndag i advent (2016)

Lyt til prædikenen her:

      4. søndag i advent - 18th December 2016


”midt iblandt jer står en, som I ikke kender”
Fra begyndelsen af Bibelen – fra de aller første sider i Bibelen kan man spore et håb og en forventning, som lyden af fodtrin, der nærmer sig: Der kommer én. Til Adam og Eva, da de bliver drevet ud af Edens have, er der løfte om at en dag vil der komme en og knuse slangens hoved. Håbet forstærkes gennem de profetiske bøger: Profet efter profet sætter mere og mere kød på dette forløsende løfte: Der kommer en. Som vi hørte lige før fra alteret fra Esajas: ”Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse”. Og som vi skal høre på lørdag, juleaften:” Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør” – også fra profeten Esajas.
Men da den sidste bog i Det gamle Testamente blev skrevet, profeten Malakias´ bog og afslutter den jødiske helligskrift, så er den mystiske ”ham, der kommer” endnu ikke kommet. Og det uopfyldte løfte efterlader hele Det gamle Testamente som en bog med uopfyldte profetier.  Hvorfor kom han ikke?

Efter 400 år med totalt tavshed fra Guds side – ikke en eneste profet kom og sagde ”så siger Herren”, så kommer der en profet ude fra ørkenen, Johannes Døberen. Johannes står som et stort solidt træ i Det nye Testamente – med rødderne dybt plantet i Det gamle Testamente, i evigheden. Han er broen mellem det nye og det gamle – mellem løfterne og opfyldelsen.
Han kom og prædikede og døbte – og naturligvis kommer folk strømmende til ham. Folket har længtes efter at høre fra Gud – så da de øverste ledere i folket hørte om det, så sendte de folk fra ud for at høre Johannes: Hvem er du egentlig?
I første omgang lyder det mærkeligt, det jøderne spørger Johannes om: Er du Elias? Er du profeten? Mærkelige spørgsmål… men ikke hvis kender den sidste bog i Det gamle Testamente, Malakias´ bog. Den slutter med løftet ”Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer”. Så det er jo meget naturligt at spørge Johannes: ”Er du Elias? Er du profeten?” – de kan mærke og høre, at Johannes er en vigtig person sendt af Gud. Er du Elias? Er du profeten?… ja, du er måske endda ham, der skal komme?

Johannes Døberen får en masse opmærksomhed og det med rette… for Johannes var en stor mand. Jesus siger senere om Johannes, at han frem til nu er det største menneske, der nogensinde er født (Matt 11,11). Så naturligvis får Johannes opmærksomhed – og så afviser han alle de fine titler: Nej, det er ikke mig. ”Jamen hvorfor døber du så, når du hverken er den ene eller den anden? Hvem er du? fortæl os det, så vi kan komme tilbage med svar til dem, der har sendt os… de øverste i landet”.
Johannes svarer: ”Jeg er bare en stemme. Jeg er kongens forløber: Ban Herrens vej. Gør jeg klar til Ham. Gør vejen klar ind til jeres hjerter. Gør døren høj, gør porten vid”. Og så kommer han med en forbløffende bekendtgørelse: ”Ham, der kommer, står imellem jer. Ham som vi har ventet på lige siden syndefaldet, ham som vores folk har længtes efter, håbet på, og troet på som et diset billede, ham som vores profeter har peget på, han står midt i blandt jer. Vi har ventet på ham – men ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”.
I gør alt for meget ud af mig. Hvorfor er I optaget af mig? I ser mig, I kender mig – men midt iblandt jer er en, som I ikke kender. Det er ham, I har brug for at kende. Jeg er så lille, at jeg ikke engang kan gøre det, som den laveste slave gør, nemlig tager skoene af sin herre, når han kommer hjem. Jeg døber bare med vand, det er ganske almindelig vand – han døber med Helligånd og ild. Med andre ord, så er det ham, der tager sig af hjertet – ham, som kommer, er i blandt jer. Kristus er her. I skal ikke tænke på mig, jeg er bare en stemme – en opråber. Jeg er bare en slave. I skal se på ham. I kan se mig og I kender mig, men ham kender I ikke – og det er sagens kerne her. Ignorer prædikanten og gå videre til ham, som prædikanten taler om.
Mon ikke de små hår på armene ikke rejst sig, har de ikke kigget rundt: Hvem kan det være? Hvem er det?

Jøderne rejste tilbage til Jerusalem til det øverste råd og fortalte hvad Johannes havde sagt: Han er her.
Hele eliten i Jerusalem, alle de højeste præster, ypperstepræsten vil få det at høre: Han er kommet – Kristus er kommet. Så jøderne vidste godt besked, da Jesus trådte frem. De er helt uden undskyldning som ”åhhh – det vidste vi da ikke. Vi er da overrasket over at Jesus pludselig dukker op og påstår at han er Kristus… jeg har vist ikke læst den besked”. Nej, de er blevet informeret, før Jesus begynder sin mission, så ved de: Kristus er kommet. De har den besked helt fra begyndelsen og hele vejen igennem er der fjendtlighed overfor Jesus lige til de henretter Jesus på korset. Budskabet er det samme: Han er her – han er kommet.

Johannesevangeliet begynder med at sige om Jesus: Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham. Verden var blevet til ved ham – og verden kendte ham ikke. Og nu siger Johannes Døberen det samme: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”.  Han er kommet – og I kender ham ikke – I afviser ham.

Det er i dag den sidste adventssøndag. Advent betyder ”komme” og handler om Guds komme i Jesus Kristus. Vi ser tilbage på Jesu komme i fortiden ved hans fødsel og vi ser fremad til hans komme, når han kommer for at dømme levende og døde – som vi siger i vores trosbekendelse. Men adventen er mere end fortid og fremtid – advent handler også om at Jesus komme til os her og nu i nutiden. Han vil være med os i vores liv lige fra fødsel til død – og ud over døden. Han er med, når vi døber et lille barn, ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, og tegner korsets tegn på pande og bryst – og han er med, når vi tegner korset over kisten i slutningen af livet. Vi har Jesu løfte, at ” hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matth 18,20). Så han er med os her i dag ved vores gudstjeneste. Han er her i sit ord, Bibelen. Han er her i sit kød og blod, når vi om lidt har nadver. Han er med os i de mindste, dem, der forfølges, dem, der lider nød, dem, der flygter til os og rækker hånden ud for at vi må hjælpe dem. Jesus er i dem, som har brug for os – så på den måde kan vi sige, at Jesus har mange ansigter, når han kommer til os. ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matth 25,40).

Han er her – ham, som kommer, ham som vi venter på, ham som vi har brug for – han er kommet, han er her. Spørgsmålet er bare om vi kender ham eller om det også gælder os, ordene: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”. Dommen rammer os, hvis vi ikke ser ham, hvis vi ikke genkender ham. Uanset om det så er i hvordan vi nærmer os de mindste og de trængende, om det så er i altergangen om lidt, om det så er i Bibelen, om det er i hinanden her i menigheden, genkender vi ham ikke, så fejler vi i at anerkende og ære Jesus, som står iblandt os.
Johannes Døberen så Jesus, da han kom til ham. Jeg håber, at vi også må kunne gøre det i troen, at vi må genkende Jesus. Jesus, der kommer til os i alle disse små adventer i vores liv. For den kristne, er enhver lille begivenhed en potentiel advent – en mulig advent, en mulighed for at genkende og tage imod Jesus.
Skal det siges om os: Midt iblandt jer står en, som I ikke kender? NEJ!
… lad os i alle ting og til alle tider, kigge efter hans komme selv i en nusset stald, i fællesskabet med en ven eller en fremmed, i den fattige, hjemløse, flygtningen, i lidt brød og vin på alteret, i den åbne bibel – ja, selv midt i vores forsamling af hyklere, helgener og syndere. 
Jesus er her.
Jesus – det eneste,
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt.

”Jeg kan simpelthen ikke tro på Gud” – ”præst, du tror på Jesus – det kan jeg ganske enkelt ikke”.

Hvis I vidste hvor mange gange jeg har siddet og hørt nogle sige det: Jeg kan ikke tro. Nogle gang er det sagt arrogant, måske endda næsten stolt, andre gange er det sagt bedrøvet.

Der kan være rigtig mange gode grunde til at man ikke tror på Gud – jeg har hørt rigtig mange af grundene, og jeg har aldrig har hørt en begrundelse, hvor jeg har tænkt: ”Hold da op en klaptorsk!! Det er da nok det mest åndsvage, jeg nogensinde har hørt”. Tværtimod, når jeg hører dem, så kan jeg ikke andet end tænke: Jeg forstår dig. Med din bagage, så forstår jeg godt, at du ikke tror. Eller jeg forstår heller ikke, at en unge mand dør af kræft – og efterlader sig kone og små børn. Jeg forstår heller ikke, hvorfor der er så meget ondt i verden – jeg kan måske forklare det med hovedet, men hjertet er ikke med”. ”Jeg kan godt forstå at ikke vil være en kristen, når du ser hvordan kristne kan opføre sig”.

Jeg vil gerne sige til dig, der af en eller anden grund ikke tror, ikke tror på Gud, ikke tror på Jesus. Du har garanteret en rigtig god grund til det. Og måske er det endda sådan, at du ikke har sådan en speciel grund: for, ”sådan er det bare”. Du er nok bare ligeglad – det betyder ikke rigtig noget, den ene dag tager den anden og det går da egentlig meget godt. Så hvis du hører spørgsmålet ”hvorfor bliver du ikke en kristen?”, så kunne jeg lige så godt have spurgt:

”Hvorfor bliver du ikke en astronaut? Hvorfor bliver du ikke en brandmand? Hvorfor står du ikke på et ben dagen lang?” Jeg ved det ikke – og jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg føler mig slet ikke draget af det, jeg har slet ikke noget behov for hverken at stå på et ben hele dage, at blive en brandmand – eller blive en kristen. Det er ikke rigtig noget for mig – det fylder slet ikke for mig. Jeg har det da fint nok med Folkekirken – fred være med den, det er da meget hyggeligt – men ja, når jeg går hjem, så er det hjem til gode gamle mig.

Det overbevisende ord
Når jeg sidder dér i stolen og har en rigtig god snak – så ville det være fantastisk, hvis jeg bare lige havde ”ordet”, der skulle til, for at få personen overfor mig til at droppe sin modstand. Hvor ville det være rart om jeg kunne tage en bog frem og sige til dem – læs den her bog, og når du er færdig, så vil du tro på Jesus. Så vil du tro på Gud. Men den bog findes ikke! ”Jamen har I da ikke Bibelen!!” – jo, vi har Bibelen, men at læse i Bibelen og endda kunne Bibelen udenad er ikke det samme som at være en kristen. Jeg tror at Djævelen er verdenshistoriens mest bibelkyndige skabning – og der er nok ingen, der vil sige, at han er en kristen. Og jeg har lige læst et stykke fra Bibelen, hvor en flok mennesker, der vidste stort set alt om Gud og hans ord – og da de så mødte Jesus, Guds søn, så blev de så tosset på ham, at de var ved at kaste ham ud over en klippeskrænt. 

Listen med indvendinger
Jeg tror faktisk ikke at det er sådan, at man kommer til tro – at man læser en bog og tilegner sig viden. Troen begynder ikke med at få viden. Det er hvert fald at meget sjældent at det sker. Jeg tror ikke på at det er sådan, at hvis man laver en lang liste med ting, du ikke forstår i kristendommen, og du så tager dem en for en – ”Gud og det onde i verden” – ”Gud og lidelser” – ”Gud og …”. Jeg tror ikke, at når du når har fundet et svar på alle de indvendinger i den liste, at du så  vil sige: Jeps, jeg er klar nu – nu er alle forhindringer af vejen, jeg er klar til at blive en kristen. Niks, sådan foregår det ikke. Du vil ikke blive en kristen af at få informationer. De fleste bliver ikke kristne, fordi de får overvundet alle deres indvendinger, men fordi der sker noget i deres liv, som får deres indvendinger til at skrumpe ind, så de ikke betyder så meget mere. Så de ikke længere står i vejen ind til troen. De har den samme mængde spørgsmål og de samme indvendinger, men favner alligevel kristendommen – de tager deres spørgsmål med ind i deres nye kristne tro. Der sker noget i deres liv: Det kan være helt vildt fantastisk dejligt – og det kan være en tragedie. Noget, der ryster de mennesker på godt og ondt, så alt det med Gud ikke længere er noget intellektuelt, men eksistentielt og personligt. Indvendingerne mod kristendommen, der var noget, der foregik oppe i hovedet, bliver pludselig meget små og ligegyldige. Spørgsmålet om Gud er ikke bare en kategori, som man kan trække i en quiz… det er personligt. Kristendommen handler ikke om at få svar på nogle spørgsmål – kristendommen er personlig, det er liv.
Det kan godt være, at du så tænker: Ja, det var det jeg vidste – kristendommen drejer sig om at skubbe hovedet til side og indvendingerne til side og bare være naiv. Og jeg er altså alt for klog til det. Det ville jeg aldrig gøre.
Og så tror jeg faktisk, at du allerede har gjort det – engang – bare på en anden hjemmebane. Du er bare nok ikke klar over det. For uanset hvor klog vi er, så har vi sikkert alle sammen fået indvendingerne til en ting til at skrumpe i lyset af noget meget personligt.
Jeg kan tydeligt huske alle de indvendinger jeg havde imod at blive gift – jeg ved ikke om I også havde det sådan. Jeg havde et par gode argumenter for ikke at blive gift.
1) Jeg havde ikke tid til det.
2) Det var nemmere at hellige sig sine studier og senere sit præstearbejde, hvis jeg ikke var gift.
3) Og jeg havde også set at mange af mine venner, der først fik en kæreste så blev de sååå kedelige. Og jeg troede ikke, at de kunne blive mere kedelige – men jeg tog fejl. For så blev de gift!  Sådan vil jeg simpelthen ikke ende – tænkte jeg.

Har I også haft sådanne indvendinger? Jeg er for ung. Jeg vil beholde min frihed. Jeg er ikke meget for at binde mig.  Og hvad nu, hvis jeg møder en anden? I kender måske TV-2s sangs sang ”Kys Bruden”, hvor bruden siger: ”Hej du der fremmede hvor kommer du fra det er i virkeligheden sådan en som dig jeg vil ha”. Det er da lidt surt, at forelske sig i kokkepigen til ens egen bryllupsfest, ikke!

Indvendingerne forsvinder på grund af kærlighed
Jeg ved ikke med dig, men jeg fik aldrig nogensinde gået mine indvendinger igennem for at få bugt med dem – indvending for indvending. Jeg tør vædde med at, at ingen af os har lavet sådan en liste med indvendinger og så udryddet dem en efter en og sat et kryds. Jeg har læst bøger og er nu klar til at ofre min frihed – V-tegn ud for den. Og nu ved jeg hvorfor jeg er så bange for at forpligte mig: V-tegn ud for det også.

Nej, alle mine stolte og heroiske indvendinger svandt ind – fra lørdag den 23. marts 1996, Thunøvej 24 3. sal TV… og hvad skete det på det tidspunkt: Judith skete! Jeg blev forelsket. Kærlighed ved første blik – 1997 blev vi forlovet. 1998 blev vi gift. Før forelskelsen kom ind, så var kærlighed et emne, en kategori. Og så længe vi bevægede os heroppe i hovedet, så kunne vi stille en masse punkter op, som vi kunne bearbejde intellektuelt. Og så mødte vi personEN. Så talte jeg ikke om ægteskab – så talte jeg om Judith. Så talte jeg ikke om det at forpligte mig – nej, så talte jeg om hende. Det gik fra at være et emne, noget intellektuelt til at blive noget personligt, det blev liv. Og jeg havde og har stadigvæk alle mine indvendinger mod at blive gift – at jeg kunne være en bedre præst, hvor jeg brugte mere tid på mit arbejde, hvis jeg ikke var gift… men jeg blev alligevel gift. Og sådan gik det sikkert også med din indvendinger – det var der stadigvæk, men de betød ikke så meget som de gjorde FØR du mødte ham eller hende.

Jeg tror det er den måde man bliver en kristen på. Ikke ved at man laver en liste og så går alle indvendingerne i møde og vinger dem af en for en. Nej, der sker noget i ens liv, godt eller dårligt som stiller os overfor et personligt valg. Ikke et intellektuelt valg, men et personligt valg, som får indvendingerne til at skrumpe ind – og så tager man dem med sig ind i kristendommen. Kristentroen begynder ikke med at vi får svar på alle vore spørgsmål – det vil aldrig ske. Gud ønsker allermest at vi skal elske ham – meget mere end vi skal forstå ham. Og du vil opdage – at efterhånden som du elsker Gud, efterhånden vil du også forstå ham. Du skal holde fast på alle dine spørgsmål – du skal ikke slå hovedet af – bliv ved med at stille dine indvendinger imod kristendommen. Men begynd ikke ved at forsøge at finde svarene, men begynd med at finde ham, som svarene drejer sig om. Lad være med at gøre lige som de jøder, som teksten handler om i dag, som ser sig så blinde på at de ikke forstår og at Jesus ikke lever op til deres forventninger, så de forkaster ham.

Se ikke på indvendingerne
Jeg prøver hvert år at lave et trick med mine konfirmander – i år mislykkedes det – men normalt plejer det at lykkes. Jeg stiller en sodavandsflaske op på bordet og en sukkerknald øverst. Så beder jeg – lad os sige – en pige om at nærme sig flasken løbende og slå sukkerknalden af uden at ramme flasken. Men jeg gør hende så nervøs, at hun begynder at tvivle på det. Og når hun så skal til at slå, så råber jeg højt: Du kan ikke! Og vedkommende rammer flasken. Hun har så meget fokus på at hun ikke kan, at hun til sidst virkelig ikke kan.
På samme måde i troens verden: I stedet for at have fokus på alt det, du ikke kan tro – alt, der, der forhindrer dig i at tro, så hav fokus på det, du kan tro på. Det kan være meget lidt, det kan være det er kærlighed. Det kan være, at det er Jesus – begynd dér… Lad det først blive personligt denne tro, og lige så langsomt, så vil den tro vokse mere og mere – og tage flere og flere ting ind. Få svar på flere og flere ting.
Jeg tror, du vil lære svarene på dine indvendinger, men du vil få noget mere: Du vil lære Gud at kende – og du vil lære hans søn at kende… og det vil blive personlig for dig. Liv for dig. Du vil se, at Jesus Kristus ikke bare er frelseren, men han er min personlige frelser. Men det begynder ikke med at få svar på en masse forskellige spørgsmål. Men det begynder med at du inviterer ham til at gøre det personligt.

Det her er mit kollats – som det hedder. Det er biskoppens dokument, der overdrager et embede til en præst. Og det beskriver samtidig min opgave som præst her i Hobro. Der står, at jeg er lovligt ansat som sognepræst. Jeg skal forvalte dåb og nadver efter Kristi indstiftelse og forkynde Guds ord rent og ret i troskab mod de bibelske skrifter… og så er det underskrevet den 24. maj 2012 af biskoppen i Aarhus.
Det er hvad der er min opgave, og det blev læst op 2. pinsedag 2012 ved min indsættelse her i kirken.

På samme måde hører vi om, hvordan Jesus læser det, man kunne kalde hans kollats skrevet af profeten Esajas, da han står i sin hjemby Nazareth. Det Jesus siger: Jeg har Herrens ånd over mig, jeg er salvet, jeg er udsendt for at forkynde frihed til fanger og undertrykte, syn til blinde og et nådeår fra Herren.

Jesu nådeår
Gud har sendt mig for at bringe evangelium, godt budskab, til fattige.
Selvfølgelig er det ikke bare fattig som at man har en dårlig økonomi – men det er dem, der har erkendt, at de er fattige overfor Gud. De fattige er dem, der ikke har nogen som helst ressourcer i dem selv, som de kan bygge på, når der drejer sig om at stå foran Gud og drejer sig om deres evige frelse. At være fattig det er en holdning til sig selv og sine medmennesker, som vokser ud af en fuldstændig hjælpeløshed – at man har set at overfor Gud kan man kun komme med tomme tiggende hænder som en ussel tigger. En tigger kommer med fuldstændig tomhed og kan kun bukke sig i støvet – og modtager han noget, så er det af ren nåde og ren barmhjertighed.

Er du fattig? For så har jeg en god besked til dig, og det er, at Jesus af Nazareth har gode nyheder til dig i dag. Jesu opgave var at proklamere evangeliet netop til fattige – det vil sige til dig. ”Salig er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. Du har ikke noget, Gud vil give dig alt.

Det står lige her i hans kollats: Han skal bringe godt budskab til fattige. Og der står videre, at han er kommet for at udråbe frigivelse for fanger.

Min far var 12 år, da frihedsbudskabet lød i radioen – og det var næsten ikke blevet talt til ende før man bare måtte løbe ud på gaderne og feste og fejre, at nu var man blevet fri. At fra i morgen var man ikke længere som fanger i sit eget land. Hurraaaa…. Ud på gaden. Selv de tyske soldater festede nede på kasernen i Odense – på en måde blev de også befriet: Nu skulle de hjem!
I en endnu større skala er det det, Jesus skal ifølge hans kollats. Han skal ikke bare besejre Hitlertyskland – han skal besejre den besættelsesmagt, der holder hvert enkelt menneske som fange: Synden, død og Djævel, den uhellige treenighed. Jesus vandt en knusende sejr over ondskabens magter, da han døde på korset og opstod fra sin grav. Vores fangeskab er over – Jesus udråber frigivelse for os, besættelsesmagten er besejret, vi venter bare på at friheden bliver en realitet.

Jesus skal give syn til blinde – både rent fysisk, men også et åndeligt syn. Jesus ønsker at åbne vore øjne, så vi ser Gud på den rigtige måde: Gud som kærlig far, en tilgivende far, en nådig Gud. Men så vi også ser vore medmennesker på samme måde som Gud ser på dem, nemlig som elskede mennesker.

Jesus er kommet for at sætte undertrykte i frihed.
Er du nedbrudt og knust over al den sorg, elendighed og undertrykkelse, der er i verden i dag? Sygdom, død, sorg, konflikter og forvirring er en del af hverdagen selv i et fredeligt land som Danmark. Jesus er kommet for at sætte os fri fra denne undertrykkelse – det, som virker så overvældende på os, fordi det er overalt og vi intet kan gøre ved det. Guds nåde møder vores elendighed i mennesket Jesus Kristus. En dag, kære venner, en dag så får alt det her onde, det får ende, når Jesus råber ud over verden: Nu er det nok! Og alt stopper og må bøje deres knæ: Jesus er Herren.

Jesus skal udråbe et nådesår fra Herren. Et nådesår er indbegrebet af en ny start. Bibelen beskriver jubelåret som et år, der skulle komme for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet det år, så skulle alt gæld blive nulstillet og slaver blev frigivet og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejer. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var deres, men at det var et land, som de havde fået givet som lån. Det har nok aldrig fungeret sådan i praksis, men det var Guds plan.
Men det fungerede ved det nådeår, som Jesus skulle udråbe. Jesus er nemlig Guds største nådeår. Her er det ikke bare økonomi og ejendomsret, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Som de fattige længtes efter nådeåret, sådan skal vi som skylder Gud og vores medmennesker også længes efter at høre budskabet om, at vi starter på en frisk.
Sådan lyder Jesu kollats. Og Jesus levere det med stemplet ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”.

Folks reaktion på Jesu ord
Men et kollats handler ikke bare om præstens forpligtelser, menigheden har også forpligtelser: Det er menighedens ansvar trolig at søge til kirke for at vokse i troen ved Herrens Ord og Sakramenter. Jeg beder derfor menighedens medlemmer med god vilje at modtage sognepræst Kim Legarth som deres præst”.
Menigheden i Nazareth tog i første omgang imod Jesus med god vilje – men det blev ikke ved sådan – de var ved at få ham slået ihjel ved at kaste ham ud fra klippen.  Hvad gik der galt? Hvorfor blev de rasende på Jesus?

1) Det kan være fordi de regnede med, at de i forvejen havde noget stort at bygge på overfor Gud og overfor Jesus. De var jøder, arvinger til løfterne, og de var endda fra Jesu hjemby. Og Jesus sagde: Der blev ikke udråbt noget nådeår for jer, fordi I bor i Nazareth – eller fordi I er jøder. Der blev udråbt et nådeår for jer, fordi Gud er trofast og barmhjertig.
Evangeliet er ikke for jer, hvis I tror, at I kan præstere noget som helst. Hvis I tror, at I er rige på evner, hvis I har en veludviklet åndelig indsigt – så er evangeliet ikke for jer. Evangeliet er for de fattige, frigivelsen er for de fangede, helbredelsen er for de blinde, befrielsen er for de undertrykte – nådeåret er for dem, der skylder. Hvis du ikke er synder, hvis du siger ”jeg er ikke skyldig”, så kan du også sige farvel til alt håb, for Jesus Kristus er kommet for at frelse syndere.
Der er ikke noget så ødelæggende som en overmodig selvtillid. Det er kun ham, der har tomme hænder, der falder fladt for Jesu kors og tager imod de ting, der er gemt i korset til alle fattige.
Det er måske den største grund til at folk afviser Jesus i dag: Vi har simpelthen ikke brug for ham. Eller vi tror ikke, at vi har brug for ham.
2) Eller det kan være, at de mente, at Jesus gjorde for store tanker om sig selv. ”Herrens ånd er over mig” – sammen med alt det andet. Han placerer sig ved siden af profeterne Elias og Elisa – imens han placerer dem blandt afgudsdyrkere… det er at fremhæve sig selv og sætte dem alt for lavt.
Også i dag er det en af de største grunde til at mange afviser Jesus: Han sætter sig selv for højt og stiller for store krav. Han sætter sig selv for højt – og os for lavt. Han ønsker at du skal være intet og han skal være alt. Han ønsker at være herre i dit liv. Han siger, at du ikke skal tilpasse dig verden, men tværtimod tage korset på dine skuldre og følge ham væk fra verden. Han siger, at det er ham, der skal styre dit liv, ikke dine egne drifter og lyster.
3) En tredje ting til deres vrede er, at de ville have et tegn som bevis på hans mange påstande om sig selv, men ikke fik det. ”Hvis alt det passer, som du siger, så må du bevise det”. Deres sind er i en sørgelig tilstand: Det evangelium, som de havde brug for, ville de ikke have og de mirakler, som de krævede så ivrigt, dem ville han ikke give.
Det er den samme plade, vi hører i dag: Beviser. Folk vil se tegn og undere, før de vil kaste deres tro på det, der bliver sagt. Man vil havet et videnskabeligt bevis, man skal måle, veje og føle, før vi man kan tro. ”Jeg vil have en åndelig oplevelse, der kan bekræfte troen”. ”Hvis jeg dog bare havde en drøm”. ”Hvis jeg fik et tegn fra oven”.

Men det er bare, at du er tiggeren foran Guds port – vil du virkelig mene, at du kan komme med regler og regulativer på hvordan du kan få hans nåde – ellers vil du ikke have den? Nej, vel.
En trofast frelser skal tros på sit ord alene – han vil aldrig lyve. Hvorfor vil du have dokumentation fra en, som aldrig kan lyve? Dæmonerne erklærede at de vidste hvem han var, men du bliver ved at med at modstå ham? Hvordan hænger det sammen?

Evangeliet til i dag begyndte så dejligt: Jesus ”kom også til Nazareth”, men slutter bedrøveligt: ”han banede sig vej imellem dem og gik”. Det var en forpasset chance – Jesus gik igen.
Evangeliet var forkyndt – men af en eller anden grund, måske en af de nævnte grunde her, gjorde, at de ikke kunne tage imod. Jesus gik igen.
Advent betyder ”komme”. Der er to reaktioner på Jesu komme: Enten at man tager imod og han bliver og som den store mester laver om på os, så vi kommer til at ligne ham mere og mere – eller man afviser, og han så går igen, og vi får lov til at forfalde endnu mere i forhold til hans tanker med os.
Jeg håber for os alle, at adventen 2013 må være en advent, hvor vi Jesus må komme til os, og at han ikke skal gå igen, men at han må blive hos os, så vi må holde en fantastisk julefest.

Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.

I begyndelsen af gudstjenesten fortæller jeg denne historie:
Der er en sand historie fra den synkende Titanic. En kvinde sad i en af redningsbådene, der snart skulle til at sænkes ned i det kolde hav. Pludselig kom hun i tanke om noget, som hun bare ville have med sig. Hun fik allernådigst lov til at løbe hen efter det – men hun skulle være tilbage inden 3 minutter, for så ville de sænke redningsbåden ned i vandet også uden hende. Hun løb hen over dækket, der allerede var begyndt at få en faretruende hældning. Hun løb igennem spillehallen, hvor der stadigvæk lå bunker af penge, som folk havde forladt. Hun kom til sit værelse, hvor hun skubbede til sine smykker og diamantringe og så rakte hun ud efter et par små appelsiner. Og så skyndte hun sig tilbage til redningsbåden og steg ind.
Utroligt – for 40 minutter siden, da ville hun aldrig have valgt et par slatne appelsiner i stedet for bare det mindste af sine smykker. Men døden var kommet om bord på Titanic og nu var alle værdier byttet rundt. Uvurderlige ting var nu pludselig værdiløse – og værdiløse ting var blevet uvurderlige. Og i det øjeblik foretrak hun tre små appelsiner frem for sine diamanter. Damen vidste, at hun skulle forberede sig på et liv i redningsbåden og der ville et par diamanter ikke hjælpe hende, men et par appelsiner ville give hende styrke og kræfter til at overleve.
Dagens gudstjeneste handler om at være parat – og leve livet. Leve livet og have den rette prioritering i livet. Det gælder om at finde ud af hvad der egentlig er det værdifuldeste i livet, hvad der egentlig er det, der dur og holder for Jesus kommer igen på et eller andet tidspunkt.

Selve prædikenen
I år havde jeg et bryllup i Asdal Kirke, hvor bruden og brudgommen gerne ville slippe for at deres fest blev for bryllupsagtigt. De ville bare have en ganske almindelig, afslappet og stille og rolig fest – så de inviterede ikke til bryllup, men til en fødselsdagsfest. Alle gæsterne blev overrasket… Men havde broderen gættet, at der var bryllupsfest, for pludselig under festmiddagen delte han en sang ud, som han havde skrevet til deres bryllup. Hvordan kunne det lade sig gøre? Havde han alligevel gennemskuet at fødselsdagsfesten var et dække for et bryllup? Nej, det havde han faktisk ikke.
Nej, han havde skrevet sangen for rigtig mange år siden. Hver eneste gang, hvor de to havde inviteret til en eller andet fest, så havde han taget sine sange med – for det kunne jo være denne gang, at de ville overraske med et bryllup. Og hver eneste gang havde han så taget sangene med tilbage igen – ja, hver eneste gang, undtagen den gang, hvor der så virkelig var et bryllup. Og som den eneste, så havde han forberedt sig til bryllup og lavet en sang til det kære brudepar.
Det synes jeg er helt vildt imponerende – tænk at være så godt forberedt.
Jeg har lige læst en tekst om nogle brudepiger. Jeg vil ikke til at forklare en masse ting om hvordan bryllupper var på Jesu tid og hvad det er for en tradition med brudepiger og fakkeloptog – nej, for vi forstår jo godt hovedbudskabet i lignelsen: Fem brudepiger var kloge og fem var tåbelige. De kloge var forberedte og kom ind til festen –  de fem tåbelige var uforberedte og kom ikke ind til festen.
Og så kommer Jesus med hovedpointen: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen for hvornår jeg, Jesus, kommer tilbage på himmelens skyer. I bekender det hver eneste søndag: Opfaret til himmels, siddende ved Gud fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde”. I ved det jo godt – jeg kommer på et eller andet tidspunkt – kommer som kongernes konge, og herrernes herrer. Våg derfor, vær parate, vær beredte, så I ikke skal komme til en låst dør – så I ikke skal gå glip af den store fest, som jeg har inviteret jer med til i himmelen. Våg derfor – fald ikke i en åndelig søvn.

Der går en historie om at en mand faldt i søvn i Horne Kirke og det midt under prædikenen. Da præsten nåede sit amen, så vågnede han, rejste sig op søvndrukken og sagde: ”Jamen, så siger jeg tak for kaffe”.

Det er rimeligt uskyldigt at falde i søvn i kirken, noget mere farligt er det, hvis man falder i søvn, når man sidder bag rattet i en bil, for så kan det ende med en stor ulykke, hvis man ikke vågner op i tide. Og søvnen komme lige så langsomt snigende ind – det begynder med at man bliver blinker kort med øjnene, det kan være man åbner dem selv om man faktisk ikke kan huske at man lukkede dem. Det sker lige så langsomt  og selv om man kæmper en brav kamp for at holde søvnen på afstand, så er det virkelig dødskørsel man er ude i. Og det kan ende virkelig galt.
Åndelig søvn er lige som den fysiske søvn noget, der kommer snigende ind lige så langsomt – pludselig er den over os og vi sover hen i en dyb åndelig søvn. Og hvem ved om vi først vågner op, når Jesus kommer igen, og vi så vågner op og opdager: ”Hov – jeg har ikke olie på lampen! Hov, jeg er alligevel ikke klar”?
Hvor vil det bare være surt, hvis vi ikke er klar til at Jesus kom igen… hvor ville det bare være bittert, hvis vi ikke er klar, når Jesus kom igen… ja – hvor ville det være katastrofalt, hvis vi ikke er klar, når Jesus kommer igen, for det er det samme som det ord, der smager af død og ødelæggelse, nemlig fortabelsen.

VI havde sådan set alt på plads – ligesom de fem tåbelige piger, der havde olie på kanden og sad og ventede på at brudgommen skulle komme. Vi havde alt på plads, vi var døbt, vi var konfirmeret, vi var medlem af Folkekirken, vi gik også i kirke en gange imellem, og når vi mistede en af vore kære, så tog vi også hen i kirken for at tage afsked dér. Vi havde sådan set alt på plads – men vi alligevel ikke kristendommen sådan i hverdagen. Vi tog det for givet, at jeg da altid kan blive en kristen. Jeg kan da altid tro. Jeg kan da altid prioritere det… men det passer så dårligt ind i mit liv lige nu… og pludselig sker det, vi falder i søvn… og vågner først, da det er for sent. ”Jeg kender jer ikke”.
Det vi ikke bruger og værdsætter, det mister vi – sådan er det. Vi skal bruge vores kristendom. Vi skal bruge vores bibel. Vi skal bruge vores kirke. Vi skal bruge vores tro… det vi ikke bruger, det vi ikke værdsætter det mister vi. Og så ender det med at vi ikke er klar – enten når Jesus kommer igen eller når blodproppen eller færdselsuheldet sætter en stopper for vores liv, og vi pludselig står foran den almægtige Gud. ”Jeg kender jer ikke”.

At være åndeligt parat er ikke at sidde med hænderne foldet og vente og så ikke leve livet – men det er netop at leve livet fuldt ud med at leve det med troen på Jesus. Der går en historie om reformatoren Martin Luther, der ikke passer, men som alligevel er god. Ifølge den historie, så blev han spurgt om hvad han ville gøre, hvis han vidste, at Jesus kom igen i morgen? Jo, han ville gå ud og plante et træ i dag. For ham ville livet altså bare gå videre på trods af den viden – det sker i morgen.
At være åndeligt parat, at holde sig åndeligt vågen vil nok sige, at have den rette prioritering i livet, nemlig ”Søg først Guds rige, og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”, som der står i Bibelen. At være åndelig parat, at holde sig åndeligt vågen er at tage det til sig, som man ved virkelig betyder noget – og så lad alt det andet komme i anden række.
At være åndeligt parat, at være åndeligt vågen er at leve livet, og vide at det her liv er bare så fedt. At det her liv er så fyldt med gode og vidunderlige ting. Det er fyldt med spændende samtaler, sjov og ballade, fest og hverdag. Det er fyldt med kærlige mennesker – og nogle af dem elsker endda mig. At være åndeligt vågen er at gribe livet – leve livet – og vide: Ja, det her liv er fantastisk, men der kommer et liv efter det her, der kun kan sammenlignes med en bryllupsfest. Hvis det her liv er et liv, hvor vi venter på Jesu komme – så må det vi venter på være meget bedre end det her. Det må være lige som opvarmningssangeren til en koncert før den store stjerne kommer ind på scenen. Hvis du elsker livet nu, så vil du elske det, der venter dig… våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Det er utroligt sjældent, at jeg køber aviser, men jeg har et ferieritual, og det er netop at købe en avis i starten af ferien, for så har vi den at læse i løbet af ugen. Og når ferien er færdig, så har vi fået det hele læste – hver eneste lille artikel og kronik. Sådan begyndte jeg også min ferie med at købe avisen – det blev Jyllandsposten. Og den indeholdte faktisk rigtig mange spændende artikler set i lyset af det store klima-flop-møde… nej, klimatopmøde, der begynder i morgen.

Der var blandt andet en artikel om vejen til klimamødet, hvor man kunne læse at Anders Fogh Rasmussen skød forberedelserne i gang for to år siden, da han i New York formulerede i år som deadline, hvor han sagde: ”2009 er sidste udkald. Fiasko er ikke en mulighed”. Der har virkelig været store forventninger til det møde. Man skulle slå en streg i sandet og så forestillede man sig verden før december 2009 som en ustyrlig, foranderlig, kaotisk, klimaforandrende verden og et efter, hvor verden nu kæmper og ofrer sin livsstil for at modvirke klodens temperaturstigning. Man må vel sige, at overliggeren er sat noget ned i forhold til de drømme, man havde, da mødet første gang blev sat på tegnebrættet.

Et andet sted i avisen kunne man læse en kronik af en borgerlig politiker, der så tilbage på tiden før 11. september, som han så som uskyldens fald. For efter murens fald troede han med andre, at den evige fred var kommet til jorden – at vi skulle være den første generation, der kunne slippe for at gå i krig. Han troede at kapitalisme og demokrati ville gå hånd i hånd og følges ad i en stor erobring af verden. Den idé brast – nu kan kronikøren se, at der skal kamp til før dette bliver virkelighed. Og præsidenten i USA, Barack Obama er forgangsmanden, der skal være med til at sikre denne sejr og denne fred.

Der er altså nok af afgørende emner på den internationale politiske dagsorden, hvor disse to vel er de største lige netop nu: Den globale opvarmning og krigen mod terror. Der er altså nok at blive bange for, nok at være bekymret for, for lykkes det? Kan vi vinde mod mørkemændene? Kan vi vende klimaudviklingen? Kan vi…? Og Obamas valgslogan klinger i baghovedet: Yes we can… ja, vi kan. Men kan vi…? kan vi opnå enighed om hvad der skal gøres i klimaspørgsmålet (og vil det overhovedet hjælpe), kan vi opnå fred på jorden? Selvfølgelig: Det er nødvendigt at drømme, selv om drømmen ligner en illusion. Det er skønt og smukt at hellige sig kampen for en bedre verden – og man kan hente inspiration til måde miljøforkæmpelse og kampen for fred i Bibelen, men jeg tror, at vi kæmper mod en uovervindelig fjende: Os selv, vores egoisme og vores synd.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvornår har menneskeheden virkelig sat sig et positivt mål med positivet midler, og så opnået det? Ja, jeg er ikke kommet i tanke om noget tilfælde. Vi kan godt sætte os høje mål ved store konferencer og store militære oprustninger for engang for alle at slå fjenden tilbage, så vi får ”peace in our time”, som den engelske premiereminister Neville Chamberlain sagde, da han havde forhandlet med Adolf Hitler: Fred i vores tid. Men den fred varede ikke længe, men så kom 2. verdenskrig, krigen som skulle afslutte alle krige… men også det kom ikke til at passe. Vi kan sætte os høje mål, og vi mennesker kan se så positivt på os selv, at vi måske endda tror det kan lade sig gøre, men historien taler sit klare sprog – det lykkes ikke. Og vel kan historien ændre sig, men det kan mennesket ikke. Bibelen taler rigtig mange steder om fred og om at passe på skaberværket, men den giver os ikke meget håb om at det er noget, der skal bygge på vores bestræbelser. Den bygger ikke sine forhåbninger på en amerikansk præsident – for Bibelens fred bygger ikke på nogen isme, om det så er kapitalisme, nazisme, socialisme, kommunisme, humanisme eller amerikanisme eller hvad vi ellers kan finde på af ismer. Bibelen bygger ikke sine prognoser på alverdens kloge biologer og eksperter i gletschere og på alverdens delegerede, der strømmer til Danmark for at frelse verden for os mennesker, men den bygger sin fremtid på Kristus. Den tegner ikke noget smukt fremtidsbillede for vores kære blå planet – nej, tværtimod vil det blive meget værre end det vi kender i dag. Naturkatastrofer og krige – ”folk skal rejse jeg imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv” og kristne vil blive forfulgt for deres tro over hele verden, vi vil blive hadet af verden. Bibelen taler om at kærligheden på det tidspunkt vil blive kold (for dette: Se Matthæusevangeliet 24). Og så kommer det, vi læser om i dagens tekst, nemlig råbet: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Jesus kommer igen som et lyn fra en klar himmel. Pludselig sker det, det kan ske om lidt, det kan ske i morgen – det kan ske om 50 år, men det vil ske og da gælder det om at være parat til at tage imod ham med tro og håb. Den dag vil nogle opdage, at de faktisk ikke var parat, endda folk, der kalder sig kristne vil opdage, ”jeg er ikke klar” – der var så mange ting, der tog opmærksomheden fra det aller vigtigste, nemlig troen på Jesus og livet med ham, så da Jesus pludselig kom igen, så var jeg alligevel ikke klar – og jeg ser døren foran mig blive smækket i, og da jeg banker på døren det bedste jeg kan, ”Luk mig ind”, så er det eneste, der lyder fra den anden side: ”Jeg kender dig ikke”. Der vil ikke være nogen optakt, så vi kan regne ud, at nu kommer han, for han vil komme som en tyv om natten. Og dem, der er parat, dem, der tror vil han tage med, imens de andre vil blive ladt tilbage. ”Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage” (Matthæusevangeliet 24,40-41)… eller jeg kan måske fortsætte: To sidder på samme kirkebænk, den ene tages med, og den anden lades tilbage. To præster står foran det samme alter, den ene tages med, og den anden lades tilbage. Dagens tekster siger en ting meget tydeligt: Vær parat! Lad ikke alverdens forskellige dagsordner tage fokus fra det aller vigtigste: Du skal tro på Jesus.

Jeg tror, at både global opvarmning og terror er en af mange ting, som vi kan bekymre os om, hvis vi vil bekymre os og ikke vil tro, at Gud virkelig har kontrol over verden og over vores liv.

Bibelen fortæller os, at Jesus en gang vil komme tilbage til verden, for at tage dem sig tilbage til himmelen – alle dem, som tror på ham. Så i stedet for at bekymre os om forureningen, så skal vi hellere bekymre os om forureningen indeni os, synden. I stedet for at bekymre os om selvmordsbomber, så skal vi hellere bekymre os om selvmordsbomben i vores hjerte, der eksploderer hver eneste gang, vi vender os fra Gud, for at vende os til lyster og glæder, som vi ved er forkerte. Det er den virkelige forurening her på jorden, det er den virkelig krig her jorden: Synden. Der findes kun en bæredygtig vej ud af den forurening: Jesu død på Golgatha. Der findes kun en eneste køreplan for fred: Troen på Jesus som Guds søn og verdens frelser.

Det vil blive en glædelig dag den dag, hvor Jesus kommer igen og afslutter Djævelens forsøg på at ryste os fra ham. Den dag, hvor Jesus afslutter al elendighed, al pine, al sult, al sygdom, al undertrykkelse, al plageri, udnyttelser, al synd… ja, alt ondt, som vi længes væk fra, og som ødelægger vores liv. Men det vil også blive en forfærdelig dag for dem af os, der opdager: Vi var ikke parate – og jeg håber virkelig at vi er parate til den dag.

Prøv stil dig det her spørgsmål: Er jeg parat til at Jesus kommer igen? For den her tekst handler ikke om de andre, men handler først og fremmest om dig… og om mig. Jeg skal selv stille mig det spørgsmål og svare ærligt: Kim, er du parat til han kommer igen? Hvad jeg svarer er min sag – jeg skal kun stå til regnskab overfor min skaber alene… ligesom du skal stå til regnskab overfor din skaber. Så er vi parat? Der vil ikke være tid til at ombestemme os, når først han kommer igen. Der vil ikke være nogen undskyldning for at have været blind. Skyerne vil åbne sig og Jesus vil komme tilbage og hente dem til sig, der tror på ham. Og dem, der ikke tror på ham, vil blive ladt tilbage.

Jeg håber, at vi vil være klar.

 

 

Det fortælles om den store danske filosof Søren Kierkegaards, at han på et tidspunkt havde inviteret sin forlovede Regine Olsen i Det kongelige Teater for at høre Mozarts opera Don Giovanni. Og Regine glædede sig naturligvis til den store aften, men da aftenen oprandt fortalte Kierkegaard, at han havde leveret billetterne tilbage, så de skulle ikke af sted alligevel, for – som han sagde – ”af alle glæder er forventningens glæde den største”. Og de havde hun jo haft.

Måske var det godt nok at Kierkegaard brød forlovelsen, og blev ved med at være ungkarl resten af sit liv.

Men der er jo noget over forventningens glæde – selvfølgelig skuffelsen bliver så endnu større end glæden, hvis det man håber på ikke sker. Men det at glæder sig til noget, forvente noget… det er stort og dejligt. Jeg glæder mig f.eks. til julen – ikke på grund af pakker og god mad… det kan såmænd være lige godt, jeg har jo alt hvad jeg ønsker mig allerede. Nej, det at få familien på besøg heroppe i Horne… også selv om det er svigerfamilien, ja, det er da dejligt.

Jeg glæder mig til i midten af marts, hvor jeg om Gud vil skal være far første gang. Jeg glæder mig… I har sikkert også et eller andet I glæder jer til. Forventningens glæde.

Nu har jeg lige læst en tekst om nogle, der glædede sig til at de skulle til bryllup – de 10 brudepiger, der ventede på at brudgommen skulle komme, så festen kunne begynde. Det er en af Jesu historier, og som altid, så fortæller Jesus ikke bare en god historie for at fortælle en god historie. Nej, det er en pointe og en mening med den… han ønsker at fortælle os noget om fremtiden, om at han engang kommer tilbage. Nu her til jul skal vi høre om hvordan Jesus kom første gang, kommer som det lille barn. I dag hører vi så om hvordan Jesus kommer igen anden gang – denne gang som den regerende verdenskonge. Da er det ikke bare de vise mænd og hyrderne ude på marken, der skal falde på knæ for ham, men da skal alle uden undtagelse hilse ham som Herren. Og det er noget vi skal glæde os til, fortæller historien, for når Jesus kommer, så vil det være som en bryllupsfest. Så glæde dig, Jesus kommer snart igen, og han kommer og skaber lys, når det er aller mørkest.

Lignelsen fortæller, at ved midnatstid, lød der et råb:  ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham”. Det er starten på slutningen for verdenshistorien og starten på begyndelsen for den himmelske evige historie. Det hele begynder med et råb – en ordrer. Kigger vi i Paulus´ 1. brev til menigheden i Thessalonika, så begynder evigheden også med et råb, en ordre. Jeg læser det op fra Den nye Aftale, som er Bibelselskabets nudanske oversættelse af Det nye Testamente – og der står: ”Når ordren lyder, ærkeenglen kalder, og Guds trompeter gjalder, så vil Kristus selv komme ned fra himlen, og alle de døde, der har troet på ham, vil genopstå.” (1. Thes 4,16-17 i ”Den Nye Aftale”). Det hele begynder med en ordre. Det hele begynder med at Gud taler!

En af de største mysterier i de sidste snart 2000 år er Guds tavshed. Guds vedvarende tavshed.

Verden har været plaget af ødelæggende krige – Gud har forblevet tavs

Frygtsomme uretfærdigheder har plaget verden. Gud var tavs.

Pest og sygdomme har fejet hen over jorden. Gud var tavs.

Naturkatastroferm jordskælv, tornadoer, sunamier, vulkanudbrud… Gud var tavs.

Forfølgelse, holocaust, kriminalitet, mennesker har begået rædselsfulde ting, så man overvejer om det i det hele taget var mennesker, der gjorde det her. Gud er tavs.

Onde menneskers velstand vokser på bekostning af andres elendighed – alkohol, narkotika, kvindehandel. Gud er tavs.

Falske religioner har fanget millioner af mennesker i et sjæleligt mørke – og Gud er tavs.

Det er menneskehedens store skrig: Hvorfor? Hvorfor er Gud tavs? Hvorfor gør han ikke noget? Hvorfor taler han ikke?

Svaret er simpelt: Han har talt – han har handlet. For 2000 år siden har Gud vist sin magt og herlighed på jordens overflade – hvad jorden er vidne til nu i denne mystiske stilhed er den evige Guds tålmodighed.

Når Gud bryder tavsheden – så vil de være med et råb – en befaling. Hele skabningen venter med længsel på det råb, på den befaling – som Paulus skriver i Romerbrevet: ”Alt det Gud har skabt, venter i længsel på at han afslører at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men fordi Adam gjorde det han gjorde. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed som Guds børn får. Vi ved at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet som om det havde voldsomme smerter” (Rom 8,19-22).

Og det hele begynder med et råb. Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det er for et råb – hvad bliver der råbt? Jeg har læst en prædiken, hvor præsten drømte om, at Jesus ville bruger ordene fra Salomons Højsangen (2,10-13):

Så siger min elskede til mig:
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!
For nu er regntiden ovre,
regnen er hørt op, den er borte.
Blomsterne kommer til syne i landet,
sangens tid er inde,
turtelduens kurren høres i vores land.
Figentræets frugt modnes,
vinstokkens blomster dufter.
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!

Jeg tror nu ikke det er det, men det er nu smukke og rammende ord, at Jesus skulle kalde sin kirke op til sig med ordene, kæreste og smukke.

Jeg er ikke så poetisk, hvis jeg skulle komme med et gæt på hvad der vil bliver råbt, så er det bare 4 ord: ”Nu er det nok!”. Nu er det nok med ondskaben, elendigheden, sygdommen, synden, døden og alt det, som vi længes væk fra, og som ødelægger vores liv. ”Nu er det nok”.

Men uanset hvad der bliver råbt, så er det et vældigt råb. Det vil være et råb, som får de døde til at blive levende. Jesus råbte udenfor graven til Lazarus og den døde Lazarus blev levende igen og gik ud af sin grav. Da Jesus døde på korset med et råb, så åbnedes gravene i Jerusalem og mange af de hellige, der var døde, kom ud af deres grav og viste sig for folk i Jerusalem.

Den gang var det kun lokalt – næste gang vil det blive globalt. Jesu befaling vil lyde som et ekko over hele verden – over de fire kontinenter og de syv verdenshave. Og de der er døde i Kristus vil stå op fra de døde og blive levende. Jorden vil give slip på sine fanger og havet vil slippe sine.

Det vil være et væld af forskellige mennesker, fra forskellige dele af verden, med forskellige baggrunde, med forskellige liv. Der vil være velnærede folk, der er døde i en luksus-lejlighed med sine kære omkring sig, og det vil være udsultede fanger, døde i fængslet for troen på Jesus. Et hav af forskellighed, men midt i al deres forskelligheder, så har de et kendetegn: De har troet på Jesus.

Vi vil altså gense dem, som er døde før os. Vores ægtefælle, der er død før os, vores barn, vore forældre, vores bedsteforældre, vores gode venner, som vi har måtte sige farvel til – om der så er en grav, hvor deres navn står på, eller om de er forsvundet i bølgerne. Det er ingen hindring hvordan de har mistet livet… dem, der har troet på Jesus vil kaldes op af deres grave.

Og når alt det er sket, så fortsætter Paulus: ”Bagefter vil vi alle sammen, både de døde og os, der stadig er i live, blive hentet op i skyerne for at møde Kristus, og så skal vi altid være sammen med ham”. (1. Thes 4,16-17 i ”Den Nye Aftale”).

Det er himmelen: Altid at være sammen med Jesus. Dér skal vi være sammen med ham, som vi er sammen hernede. Dér skal vi se ham, som vi tror på nu. Jesu andet komme er ikke noget vi skal frygte og se frem til med bæven – vi skal se frem til det med håb, for det er vor trøst, at Gud vil gribe ind. Gud vil stoppe alt ondt. Gud vil føre sin plan endelig igennem – og vi vil for evigt være sammen med ham, som har sat himmel og jord i bevægelse for at være sammen med os. Ham, der er vores frelser, vores Gud og vores bror.

Load More