Denne side er set 741 gange!

Guds tavshed

Den her tekst, som jeg lige har læst for jer, den er virkelig problematisk – og den har givet os præster og teologer grå hår i hovedet lige siden der overhovedet har været noget, der hed præster og teologer. Hvad er det egentlig der sker her i teksten? Hvad er det Jesus har gang i?

Her kommer der en mor, hvis datter er besat – hun lider, hun er syg. Og alle os, der har børn vi ved, at er der noget, der smerter, er der noget, kan få os til at gå ud af vores gode skin i fortvivlelse, ja, så er det hvis vi har et sygt barn. Den her kvinde er febrilsk – hun er fuldstændig ligeglad med om hun springer alle regelsæt for ordentlig opførelse, hun har brug for Jesus. Og hvad møder hende så – ja, noget, der mest af alt ligner en kold skulder. Der står Jesus ”svarede hende ikke et ord”.  Og da moderen til sidst bliver så påtrængende, at Jesus ikke kan blive ved med at ignorere hende, så svare han med en afvisning. Hvad bliver der af ”Kom til mig, alle I som er trætte og bære tunger byrder, og jeg vil give jer hvile”? Hvor kan vi se næstekærlighed i denne tekst? Hvor kan vi se barmhjertighed? Har Jesus bare en ualmindelig dårlig dag – han er måske lidt træt efter en ordentlig diskussion med de skriftkloge… det kan jo ske for enhver, selv om vi naturligvis havde troet noget andet om Jesus.

Jeg har det sådan, at jeg holder så meget af Jesus, at jeg virkelig ikke kan forestille mig, at han havde en dårlig dag her. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at vi ser en ukærlig Jesus – for oppe i mit lille hoved.. eller i mit hjerte, der er der slet ikke sådan en person som en ukærlig Jesus. Jeg tror virkelig, at Jesus havde en mening med at gøre som han gjorde her – han ønskede at bevæge kvinden. Han ønskede at styrke hendes tro – ikke bare ved at lade det hun bad om, falder ned i hænderne på hende. Nej, hendes tro skulle styrkes ved prøvelse. En tro er lige som en muskel – den vokser ved belastning. Moderens tro skulle styrkes og vokse i hans tavshed. Jesus var tavs – Gud kan være tavs, men netop i tavsheden sker der noget. Der er en mening, når Gud taler, og der er en mening, når Gud er tavs.

Og jeg tør vædde med, at enhver herinde, som beder, som nogensinde har foldet sine hænder – du har garanteret også mødt en tavs Gud. Du bad om vejledning – han var tavs. Du bad om helbredelse – han var tavs, der skete ingenting, og da der endelig skete noget, så var det måske kroppen, der gav op, pigen døde, moderen døde… og der var ingen spor af Gud. Gud var tavs. Og selvfølgelig kan vi springe over til dem, der ikke tror på Gud – og sige: Gud er tavs, fordi der ikke er nogen Gud til at tale. Der er ingen ”Fader vor, du som er i himlene”. Men for mange af os herinde er det ikke nogen mulighed. For som vi har sunget, vi tror… ja, for nogle af os er det endda: Vi ved, at ”vore Gud han er så fast en borg”. For mange af os herinde er det ikke en mulighed at skippe Gud, for vi kan simpelthen ikke leve uden ham. Vi kan blive gale på ham, vi kan blive skuffet over ham. Vi kan undertiden ikke forstå ham… men vi kan ikke leve uden ham. Vi er som den hjort, vi har sunget om i den nye sang, som vi sang lige før: ”Som en hjort skriger efter vand, så længes jeg efter dig, oh Gud. Du er den, som mit hjerte attrår, og jeg vil kun prise dig”.  Og er vi så afhængig af Gud, så kan hans tavshed også føles lammende.  Men Gud har en grund til sin tavshed. Lad os prøve se på nogle grunde til Guds tavshed.

Det kan være, at han vil have vores opmærksomhed. At vi slet ikke engang lytter til ham. Nogle gange taler Gud til os, men vi har ikke lært at stoppe op og lytte til ham. Vi er så opmærksomme på verden omkring os, at vi er ved helt at tabe forbindelsen. Andre gange taler han til os, men han siger noget til os, som vi ikke vil høre, fordi det ikke passer ind i vores liv – fordi vores eget svar passer os bedre end det svar, Gud har givet. Og så bilder vi os selv ind, at Gud slet ikke taler til os nu. Når der er tavshed, så er det en god idé at finde frem til, om vi overhovedet lytter til ham.

Det kan være, at han vil gøre os opmærksom på en synd, der ikke er bedt om tilgivelse for. Synd, det onde vi gør, det, der er imod Guds vilje – det blokerer forbindelsen mellem os og Gud. Hvorfor skulle den almægtige Gud se igennem fingre med at du lever i en synd – og så bare lade som ingenting, selv om hans ønske med dig er hellighed? En uangret synd sender dig i en forkert retning i dit liv. Hans største ønske med dig er, at du skal styre i retningen af himlen – er du på vej et andet sted hen, så er en af Guds måder at stoppe dig på – det er tavshed. Gud er tavs, for at få din opmærksomhed. Han hader synden i dit liv, han vil have det ud af dit liv. Som der står i en anden tekst til i dag: ”Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed” (1 Tess 4,17).

Det kan være, at han vil lære os at stole på ham. Er jeg nødt til at have et svar fra ham, en følelse af fred, et eller andet, der siger mig, at jeg er hørt nu… et jeg nødt til det, før jeg tror, at han har hørt mig. Eller er det nok for mig, at stole på ham, når han siger, at ikke en eneste bøn går tabt.

Skal vi lige vende tilbage til moderen i dagens tekst – der står Jesus ”svarede hende ikke et ord”. Der står ingen steder: ”Jesus hørte hende ikke”. Jesus hørte garanteret hvert eneste ord, hun sagde.

Når Gud er tavs, betyder det ikke, at han er inaktiv eller at han ikke lytter, men han lærer os at have tillid til ham, selv om vores følelser og vores livsomstændigheder siger noget andet til os. Gud ønsker ikke, at vi skal bygge vores kristendom på følelser og betingelser – men på tillid, på tro. Tro, at han er lige ved din side, også selv om du ikke føler at han er der. ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Josva 1,6). Kan du stole på ham, når han virker fraværende? Kan du stole på ham, når du ikke føler noget som helt?

Det kan være, at han vil lære os at holde ud i vores bøn. Den mor, som vi læste om før, hun stoppede ikke med at bede til Jesus, hun fortsatte. Hun fortsatte også længe efter, at de fleste af os nok ville være stoppet, ”fordi det her er vist ikke alligevel er en blindgyde”. Føler du, at der er en mur mellem dig og Gud, så bed den mur ned. Vi skal ikke holde op med at bede, fordi han er tavs, for du kan stole på, at i det øjeblik, at du har bedt din bøn, så er den hørt, og så er der sat en bevægelse i gang i himmelen, som du ikke kan fatte omfanget af.

Gud kan være tavs, men han er det altid med et formål – der er en grund til hans tavshed. Hvordan skal vi reagere på hans tavshed? Der er nogle, der 1) bliver skuffet over Guds tavshed. Man kan 2) miste modet og f.eks. stoppe med at bede. Men når Gud er tavs så er det værste du kan gøre, det er at stoppe med at bede. Bed videre. Der er nogle, der 3) der bliver forvirret. Gud siger, at han høre vores bønner, og det mærker jeg da slet ikke noget til. Det kan udvikle sig til 4) tvivl. Det kan udvikle sig til 5) skyldsfølelse. Når Gud ikke svare mig, så må det være fordi jeg har syndet. Det må være fordi jeg er på vej væk fra ham… og sådan er det ikke. Sådan er det i hvert fald ikke altid. Eller man kan 6) blive vred. Hvorfor Gud… jeg har bedt så meget til dig, men du rør ikke en finger. Du er bare tavs som om du slet ikke er deroppe. Eller du kan blive ramt af en 7) følelse af forladthed – har jeg begået en utilgivelig synd?

Når vi møder Guds tavshed, så skal vi huske på, at det er til vores eget bedste – Gud er god ved dig, fordi han er tavs. Guds tavshed er Guds redskab. Så når du møder Guds tavshed, så skal du ikke reagere med skuffelse, mismod, angst, skyldsfølelse… nej, du skal fortsætte med at bede til ham. Du skal sætte spørgsmålstegn ved hans tavshed: Hvorfor er du tavs Gud? Nu har vi snart påske – og I husker nok Jesu råb på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!?”. Så sæt spørgsmålstegn ved Guds tavshed – hvorfor er du tavs? Hvad er lige meningen med det her? Endvidere skal du huske på, at bare fordi Gud er tavs, så betyder det ikke, at han bare sidder med hænderne i skødet. Det betyder heller ikke, at han ikke har hørt dig, for det har han. Så møder du Guds tavshed, så mød den med tillid: ”Ja, Gud har hørt mig. Ja, Gud er ved at før min sag igennem (Sal 138,8)”. Så først og fremmest: Møder du Guds tavshed, så gør som den mor, vi læste om i starten. Bliv ved med at bede – vær direkte påtrængende overfor Gud. Og læs i hans ord, og brug hans ord – du skal ikke bruge dem i mod ham, men bruge dem til dit eget bedste. Den fortvivlede mor tager Jesu ord, der var ment som en afvisning, og bruger det til sit eget bedste. ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give de til de små hunde” – og til det svare hun: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hun tager Jesu ord og bruger dem til sit eget bedste.

Moderen til i dag, fik ikke bare en rask datter, nej, hun gik styrket ud af mødet med Jesus. Hendes tro gik styrket ud af denne kamp med Jesus, ”Kvinde, din tror er stor”. Guds tavshed har et formål – lige som alt andet, så har også tavsheden det formål, at du skal vokse. At du skal komme til en dybere og stærkere tro. At din bøn skal gå fra at være en ønskeseddel til at være et intimt fællesskab med din far, der elsker dig, og som ikke ønsker andet end godhed og kærlighed for dig. Hans mål med os er at vi får et intimt fællesskab med ham, som ikke bygger på ønsker fra vores side, på betingelser, men som bygger på, at han er Gud, vores far, og vi er hans elskede børn. Han vil have os ud over det punkt, hvor vi kommer med en ønskeseddel hver gang vi beder til ham – men hvor vi bare sidder foran ham, lige sådan som du er. Hvor vi oplever, at Guds tavshed også er hans velsignelse.

Det kan være, at en af jer, der sidder herinde i dag, sidder med en fornemmelse af, at ”det her fatter jeg ikke en brik af. Det er simpelthen den rene nonsens”, så vil jeg gerne spørge dig: Er det fordi du ikke har givet dit liv til Jesus? Er det fordi du ikke tror mere end højt nødvendigt? Er det fordi du ikke beder? Svarer du ja til det, jamen, så vil jeg gerne give dig en udfordring her i dag: Du kan enten gå hjem med en komisk oplevelse af en selvhøjtidelig præst, eller du kan gå hjem med begyndelsen af noget nyt inde i dig. Vi har altergang om et øjeblik, gå op, knæl og bed. Bed: ”Gud, jeg fatter ikke en brik af hvad præsten lige har sagt. Men jeg vil gerne lære dig bedre at kende”. Bed den oprigtigt, og jeg ved, at det er en bøn, der går lige i hjertekulen på vores himmelske far. Og langsomt vil han lukke op i dig, så alt det her, vi lige har snakket igennem, at det giver mening for dig.