Denne side er set 819 gange!

Det her er en meget speciel historie om Jesus – for vi møder Jesus fra en side, som vi ikke ser andre steder i alle evangelierne. Han ignorerer en, der søger ham. Han forsøger at afvise en, der oprigtigt søger ham – der er faktisk lidt racist over Jesus… eller måske snarere et udslag af apartheid-tanken, der skiller folk op alt efter hvilken national baggrund man har: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”. En kanaanæer er så langt væk fra det at være jøde som man næsten kan forestille sig – det er skridtet inden, man bliver kaldt en forhadt romer!!  Den irske nobelprismodtager i litteratur, George Bernhard Shaw sagde om den episode her: Ja, det var den dag, hvor Jesus ikke var kristen.
Nu var Jesus jo aldrig nogensinde kristen, men vi forstår godt Shaws pointe… og sådan noget og det med racist kan man jo heller ikke kalde Jesus!! Det lyder jo rimeligt forkert også i mine øre: En racistisk Jesus. Der er derfor gjort utrolig mange krumspring for at redde Jesu ære, man har sagt, at nu har vi det jo kun på skrift her, men i virkeligheden er der tale om et morsomt lille ordspil. Hvad du ikke kan se er, at Jesus i virkeligheden smiler med øjnene, måske endda blinker kækt til hende: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Han sagde det med et smil i øjnene – og det gav kvinden lyst til at fortsætte sit ordspil.

Vi aner ikke noget om, om Jesus smiler med øjnene og blinker kækt – så at begynde med sådan noget, det er det rene fantasi – det kan vi ikke bruge til noget som helst. Men hvad vi kan se er, at han sammenligner kvinden med en hund. ”Naaah” siger dem, der vil redde Jesu ære, ”men læg lige mærke til, at han kalde hende en lille hund – dvs. det er ikke en af de store ulækre hunde, der løber herreløse rundt ude på gaderne, men det er den lille skødehund som man pudse-nusser om”.

Som om det var meget bedre at blive kaldt en skødehund – hvis jeg bliver kaldt en hund, så vil jeg føle det som en afvisning uanset om jeg så skulle være en fin racehund eller et resultat af et hul i hækken.

Og hvis han levere ”afvisningen” med et kækt blink, hvilket billede vil du så have af Jesus: Her kommer en kvinde og beder for sit barns liv, og Jesus joker bare lidt og smiler med øjnene og blinker kækt. Føj da!

Jeg ser det som en reel afvisning, det kvinden bliver udsat for, og hvad værre er: Kvinden ser det selv som en afvisning. Hun render rundt og råber endnu mere af Jesus og hans disciple for at komme i kontakt med Jesus. Disciplene føler sig endda så generet af kvinden, at de beder Jesus om at gøre et eller andet.  ”Send hende bort…” eller måske endda: ”Giv hende nu, hvad hun vil have, så vi får fred”.

Når der render en rundt og tigger penge af os f.eks. som jeg oplevede det i Monte Negro, så er det også meget nemmere at give barnet et par håndører, for så får man fred, også selv om man ved, at pengene ryger i lommen på en rig bagmand, der passe på børnene. For man kunne jo også – som min svoger gjorde – gå hen i en grillbar og for de samme penge købe noget mad til børnene. Nogle gange er det nemmere at give efter end at engagere sig.
Men til sidst engagerer Jesus sig dog så meget, at han snakker med hende – i stedet for at snakke om hende med disciplene: Og det er altså en afvisning.

Jeg kan godt se de ædle ved at forsøge at forsvare Jesus – og det er gode mennesker, der gør det af et godt hjerte, for sådan kan vi jo ikke se på Jesus. Men resultatet er, at så bliver Jesus pludselig en helt anden den gang end vi ser i dag, når vi møder afvisninger, når vi møder tavshed, når vi beder. Når vi ser, at det stikmodsatte sker end det, vi lige har bedt om.  Hvor kan vi så se, at Jesus smiler med øjnene og blinker kækt til os, så vi får lyst til at bede videre og mere indtrængende? Ingen steder.

– Hvor kan vi se Jesus, der smiler med øjnene, når Gadaffi har held med at slagte Libyens befolkning ned?!
– Hvor kan vi se Jesus blinke kækt med det ene øje, når tsunamien skyller ind over Japan og starter et nukleart mareridt?!

Det kan godt være, at det løser et teologisk problem den gang, men det hjælper os ikke en disse her i dagens Danmark, eller Dagens Libyen eller Dagens Japan. Eller det hjælper ikke en disse her i dagens Horne/Åbyen, hvor vi står med tabet af en af vore kære og elskede.

Jeg kan sagtens leve mig ind i det, jeg læste fra alteret, nemlig råbet: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig Gud”. At man kommer til ham, beder til ham, der virkelig burde kunne gøre noget, og så sker der ikke noget eller også sker det, man frygtede… eller noget værre. Man kom til det sted, hvor der skulle være vand, men fandt en udtørret vandløb.
Og her kan historien om den kanaanæiske kvinde faktisk hjælpe os lidt på vej i den rigtige retning, men kun hvis vi fjerner alle smil og kække blink, og ser den golde afvisning. For kvinden bliver ved – kvinden beder og beder og beder – ja, råber som kun en mor kan råbe, der er ved at miste sit barn: FORBARM DIG OVER MIG!!!  Og kvinden bliver i hvert fald for mig et billede på den tro, der holder ud, selv når alt, selv Gud råber det modsatte.
Bibelen er fyldt med historier om Guds tavshed – og når han endelig svarer, så er det også med et nej. Bibelen leverer eksempler på, at den sande levende tro skal overvinde sådanne modsætninger mellem hvad man tror og hvad man ser. Sand tro skal tro på Guds ord, selv om vi oplever det modsatte. Sand tro skal blive ved med at komme til Jesus på trods af hvad vi ser med vore øjne.

Det er interessant, at det eneste sted, hvor Bibelen forklarer hvad tro er, der tales der om at en overbevisning på trods af, hvad man ser. Det er Hebræerbrevet, hvor der står ” Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1). Det er faktisk en god og kort forklaring på hvad troens væsen egentlig er: Det er en overbevisning om ting, der lige nu er uhåndgribeligt. Det er at stole på Gud også selv om det, der rent faktisk ses råber, noget ganske andet end det, jeg har som er min tro og overbevisning.

Folk, der ikke tror, vil nok bare ryste på hovedet: ”Drop det dog! Drop dog Gud – det giver ikke mening!” – ligesom det, jeg læste fra alteret: ”Tårer er blevet mit brød… når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud?”. Hvor er din Gud i alt det modbydelige, der sker. Eller ligesom Job i Det gamle Testamente, hvis liv lige så langsomt blev skudt i skænk – og hans kone kom til ham og sagde: ”Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!”.
Det Jesus viser os ved hans uvenlige svar overfor kvinden er, hvad det betyder at tro på ham og hvordan vi skal tro på ham. At tro på ham er ikke en banet vej gennem livet, hvor vi får nøjagtigt hvad vi beder om – så havde det heller ikke været tro, men viden, hvis vi så det udfoldet for vore øjne.
Den viser os, at troen vil ramme ind i prøvelser – og den viser, at troen vokser i prøvelser, men tro er ikke en let smutvej igennem problemerne. Mange såkaldte ateister siger: Jeg abonnerer ikke på nogen religiøs facitliste, så nemt er livet ikke. Nej, men hvem siger, at livet ER nemmere med troen! Nej, tro er det mest vanskelige i hele verden, for den skal holdes i live trods pludselig dødsfald, trods en diktators massakre, på trods af jordskælv, tsunami og atomudslip. Troen er det sværeste – så svært, at det faktisk er umuligt for os mennesker – det er Guds gave. Historien i dag viser os, at troen ikke er let, men at den belønnes, ja, i sig selv er en belønning. Historien viser os, at Jesus prøver vores tro – som jeg tror han prøvede hendes tro. Satte de her hindringer i vejen, for at den tro, som hun havde i starten måtte vokse.

Kvinden i teksten i dag fik, hvad hun bad om – det er ikke sikkert, at vi får, hvad vi beder om. Men det er stadigvæk den samme tro, og det er stadigvæk den samme Gud vi beder til, og det er stadigvæk den samme hensigt med prøvelserne: At vores tro må vokse.
Det giver os ikke vores kære tilbage – det får ikke tsunamien til at skylde tilbage og efterlade et uskadt land – det får ikke radioaktiviteten til at forsvinde… men det binder os fastere til ham, som er vores eneste håb og vores eneste redning midt i den verden, som er fyldt med død, elendighed og ondskab.  Når noget sådan sker, som det vi har oplevet i denne uge, så kan det enten få os til at vende Gud ryggen, eller det kan få os til at se: Jo, vi har faktisk stadigvæk brug for Gud, selv i år 2011.
For vi har stadigvæk brug for Gud – vi har stadigvæk brug for at tro på Gud vi har ikke brug for at forstå Gud. Og måske forstår jeg ham mindre i dag end jeg gjorde, da jeg stod her på prædikestolen for en uge siden. Men jeg tror stadigvæk på ham også ud fra spørgsmålet: Hvad er alternativet? Det vil ikke være til at holde ud at tænke på!

Jeg er et svagt menneske – jeg KAN ikke leve uden Gud. Det kan godt være, at andre kan… eller det kan være at de tror det kan, men jeg kan ikke. Og især i kølvandet på denne uges katastrofe: Vi har brug for Gud. Den franske filosof Voltaire skrev: Hvis Gud ikke eksisterer, bliver vi nødt til at opfinde ham”. Da den store tsunami ramte Thailand i julen 2004, sagde Per Stig Møller: ”I sådanne situationer har vi kun religionen.”.

Og den Gud, jeg tror på… den Gud vi tror på … han frelser. Navnet på vores eneste redning er Jesus ”Herren frelser”. Han er med os selv når vi føler os gudsforladte. Han hører vores bøn til ham også når vi står midt i alt det meningsløse og mærker at tvivlen rusker i os, fordi vi kun møder stilhed. Selv midt i en verden uden Gud – dér er Gud også.