3. søndag efter helligtrekonger eftermiddagsprædiken (2022)

Derhjemme har jeg en bog af Chris MacDonnald, der hedder ”Du er ikke alene”. Han er utroligt god til at tale folk op, positiv og ligetil. Det er en bog, jeg kigger i, når jeg lige skal have et par klap på skulderen efter en øv-dag.
Og ikke for noget, men det kunne godt være at disciplene skulle være gået til MacDonnald…. Altså ikke burgerbaren, men ham forfatteren og ikke være gået til Jesus. Deres ønske lyder i hvert fald som om de har haft en øv-dag. ”Giv os en større tro”.
Jesus laver i hvert fald ikke en Macdonnald og taler disciplene op og giver dem en pep-talk, ”Du kan godt”, nej, Jesus siger: Havde I bare haft en tro på størrelse med ingenting, så kunne der ske store ting. Han sammenligner dem med unyttige tjenere, der kun gør det, de skal gøre.
Men i de ord, der lyder som hån og latterliggørelse: Havde I bare haft en tro så stor som ingenting… i de ord ligger der faktisk en befrielse.

Vi kan så nemt stirre os blinde på os selv, vores fiaskoer, og vores tvivl.
Vi har lige sunget:
Ja, vi tro, men tvivl sig klæber
som en øgle til vor tro.
Vi kan så nemt komme til at se mere på øglen og mere på vores lille tro, manglende tro. Når vi så hører den lille Bibel i Johs 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som TROR på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”, så har vi fokus på TROR PÅ HAM, og tror jeg nok og tvivler jeg for meget, så vi slet ikke høre evangeliet i bibelverset”.
Og der er det, at det er en befrielse de ord om at have en tro som et sennepsfrø, man kunne ikke forestille sig noget mindre end et sennepskorn den gang. Men der er det, at det er en befrielse, for Jesus fortæller os: Det drejer sig ikke om størrelsen på jeres tro om den er så er så lille, for det er ikke troen, der udfører miraklet at hivet et morbærtræ op med roden og plante det i havet – det er Gud. Troen størrelse er underordnet, det er størrelsen og styrken af ham, du tror på, der er afgørende. Det befrier mig og dig fra at skulle præstere, at skulle bygge en stor tro op, skulle vise Gud, ”jeg tror på dig i liv og død”. Og det befrier os til bare at kunne tro, bare at kunne leve, bare at kunne stole på Gud og så overlade konsekvenserne til ham. For jeg er bare en unyttig tjener, og gør bare hvad jeg skal gøre.
Det er heller ikke hån, det er også befriende at få at vide, at uanset hvad vi så præstere af stort og prægtigt eller småt og ligegyldigt, så er vi bare tjenere. Og fordi det hele bygger på Gud, så kan vi aldrig blive mere end ”unyttige tjenere” i forhold til ham. Vi vil altid være afhængige af Gud som tjeneren, som slaven, er afhængig af sin herre.  Vi vil aldrig vokse os op sådan, at Gud til sidst skylder os noget. For uanset hvor meget vi gør og skaber og hjælper vores næste med, så giver vi aldrig mere til Gud end han fortjener. Vi kan aldrig give ham noget, som han ikke fortjener og han kommer aldrig i et taknemlighedsforhold til os. Og modsat: Gud giver os altid mere end vi fortjener, så vi altid er i et taknemlighedsforhold til ham.
Så derfor: Det handler ikke om størrelsen af vores tro, men det afhænger af ham, som vi tror på.
Og overfor ham er vi altid dem, der modtager – og dem, som skal give det, som vi modtager videre, ikke som herre over evangeliet, vi er ovenpå, men som tjenere for evangeliet.
Hver eneste gang vi modtager Guds velsignelse, så slås korset for os. Korset består af to bjælker: En vertikal, op og ned, og
en horisontal, fra venstre til højre.
Sådan er kristentro:
Fra Gud til menneske (vertikal) og fra menneske til menneske (horisontal).

Tro er vores relation til Gud og vores relation til vores medmennesker. Med den lille tro som et sennepsfrø sendes vi som Guds tjenere ud på Guds store mission.
Og som Jesus siger i en anden lignelse om tjenere: ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” (Math 25, 23).

      3sondeh3keftermiddag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.