At de må være et
På næste mandag, 2. pinsedag, er det 2 år siden, at jeg blev indsat som sognepræst her i Hobro Kirke. Jeg havde søgt et par embeder før andre steder i Jylland – men det var ikke sådan, at jeg sendte ansøgninger ud sådan i en lind strøm. For jeg tror virkelig ikke, at der er nogen former for jobsamtale, der kan udvikle sig til at være så anstrengende endda pinlige som til en præstestilling. Ved en lejlighed havde jeg en samtale med 32 menighedsrådsmedlemmer – og jeg følte mere, at det her var et præsidentvalgmøde, hvor der blev skudt en sværm af forskellige spørgsmål om snart det ene og snart det andet.
- Om hvordan jeg ville håndtere at der blev gjort grin med mig i den lokale revy.
- Om hvordan jeg ville være at finde, når der var fodboldkampe på stadion.
- Om hvad vi tænkte om det at få børn, fordi der manglede børn i børnehaven.
- Om min kone, der naturligvis altid er med til samtalen, om hun ville være leder af kirkens børneklub.
- Og flere af den slags, hvor man bagefter bare tager sig til hovedet – altså, det spurgte de bare ikke om.
- Jeg blev spurgt om hvordan jeg så gudstjenesten – det er der da meget relevant – og jeg så dem som et sted, hvor der skulle være glæde og liv. Og den anden præst, som så ikke blev min kollega, spurgte mig så til samtalen: ”Men hvad er det i modsætning til? Hvem tænker ikke sådan?”.