6. søndag efter påske (2014)

At de må være et

På næste mandag, 2. pinsedag, er det 2 år siden, at jeg blev indsat som sognepræst her i Hobro Kirke. Jeg havde søgt et par embeder før andre steder i Jylland – men det var ikke sådan, at jeg sendte ansøgninger ud sådan i en lind strøm. For jeg tror virkelig ikke, at der er nogen former for jobsamtale, der kan udvikle sig til at være så anstrengende endda pinlige som til en præstestilling. Ved en lejlighed havde jeg en samtale med 32 menighedsrådsmedlemmer – og jeg følte mere, at det her var et præsidentvalgmøde, hvor der blev skudt en sværm af forskellige spørgsmål om snart det ene og snart det andet.

• Om hvordan jeg ville håndtere at der blev gjort grin med mig i den lokale revy.
• Om hvordan jeg ville være at finde, når der var fodboldkampe på stadion.
• Om hvad vi tænkte om det at få børn, fordi der manglede børn i børnehaven.
• Om min kone, der naturligvis altid er med til samtalen, om hun ville være leder af kirkens børneklub.
• Og flere af den slags, hvor man bagefter bare tager sig til hovedet – altså, det spurgte de bare ikke om.
• Jeg blev spurgt om hvordan jeg så gudstjenesten – det er der da meget relevant – og jeg så dem som et sted, hvor der skulle være glæde og liv. Og den anden præst, som så ikke blev min kollega, spurgte mig så til samtalen: ”Men hvad er det i modsætning til? Hvem tænker ikke sådan?”.

Hvorfor skal det være en modsætning?
Det var egentlig sådan et spørgsmål, der irriterede mig lidt, for hvorfor kunne det, som jeg repræsenterede ikke bare stå for sig selv, men hvorfor skulle det være i modsætning til det nogle andre mener?
Det har jeg egentlig dybest set aldrig forstået – hvorfor skal man altid male sin holdning, sine meninger og sine gerninger op ad andre – så vi først rigtig forstår os selv, når vi ser os selv som i modsætning til andre.

Jeg tror det var den gamle jødiske overrabiner Bent Melchior, der til et foredrag fortalte om jøden, der efter et skibsbrud endte på en øde ø. Et par måneder efter blev han reddet – men inden han skulle sejle fra øen ville han lige vise hvad han havde fået tiden til at gå med. Han viste dem sin hytte og så viste han dem de to synagoger, som han havde lavet. ”Men hvorfor har du bygget to synagoger – er det ikke nok med en?” – ”nej” svarede jøden ”for den her synagoge er den, jeg kommer i. Og den anden synagoge, er den, som jeg for alt i verden aldrig vil sætte mine ben”. Er vi virkeligheden først noget, når vi har nogle andre, der er det modsatte af os?

Hvad er Jesu fokus sin sidste aften?
Den tekst, jeg lige har læst, foregår skærtorsdag-aften. Det vil sige, at det her er den sidste aften, inden Jesus bliver korsfæstet langfredag. Foran ham ligger der ufattelige pinsler og ufattelige ydmygelser. Og hvad er så hans fokus i hans bøn denne aften? At han må få kræfter til at klare det igennem? At han må få visdom til at svare korrekt på de spørgsmål, han bliver stillet? At det ikke må gøre så ondt at blive pint ihjel?

Nej, hans fokus denne aften – det, han beder om, er om enhed. Han beder for disciplene og han beder for kommende generationer af troende mennesker – dvs. dig og mig: At de må blive et. Jesu mest presserende anliggende på sin sidste skærtorsdagsaften var: At vi, der sidder her i Hobro Kirke søndag den 1. juni 2015 om formiddagen må blive en enhed af kristne. At kirken må blive en enhed.

Og når han beder om enhed, så er det fordi han ser skellet, modsætningen og forskellen, der helt automatisk vil sænke sig ned over os og dele os. Der er deling inde i os selv, inde i familien, inde i kirken, inde i vores nation. Vi lever i en verden fyldt med delinger og spaltninger. Mand eller kvinde – rig eller fattig – jyde eller sjællænder – kristen eller muslim – konservativ eller liberal – uddannet eller uden uddannelse – gammel eller ung… listen forsætter i det uendelige og nogle gange viser disse delinger sig ikke bare at være delinger, men de andre er blevet vores modstandere. For hver eneste grænse vi trækker er der et menneske på den anden side – grænser og forskellighed handler dybest set ikke om problemstillinger og emner, men om mennesker. Rigtige mennesker med navne, liv, glæde, sorger, bekymringer og behov lige som os. Det ignorerer vi somme tider – eller glemmer det, for det er nemmere at forhold os til et emne og stille os kritiske overfor et emne og en holdning – end det er i forhold til en ægte person.
Om vi vil være ved det eller ej, så er mange af vore grænser overfor mennesker skabt på en sådan måde, at vi favoriserer os selv. For at få os til at føle os ok tilpas, for at forsikre os selvom, at vi har ret, har styr på tingene, an vi er udvalgte og ønskede – at vi er på den rette side af grænsen. For at jeg kan vinde, så er der en anden, der må tabe. For at jeg kan være inde, så er der en anden, der må være ude. For at jeg kan være accepteret, så må en anden være ekskluderet. Ellers forsvinder meningen af ord som at vinde, at være inde eller at være accepteret, hvis der ikke er nogen på den anden side – synes vi.

Hvordan klarer vi grænser og forskelle mellem os mennesker? Jo, vi skriver aftaler, pagter, traktater, der skal styre vores liv sammen, og hvordan vi skal opføre os midt i vores forskelle. Men sådan bør vi ikke gøre her i kirken – for det er slet ikke Jesu bøn.

Jesus beder ikke for vores tolerance, for at vi må klare os sammen eller bare at vi skal være gode ved hinanden. Ja, han beder ikke engang om at vores forskelligheder må blive fjernet. Men han beder for vores enhed. Han beder om, at vi må være ét lige som han og faderen er ét – sådan at vores enhed må være en åbenbaring af Guds tilstedeværelse i verden. Vi skal ikke stoppe med at være os selv, ændre på os selv, men leve som dem vi er – og kan der komme en enhed midt i forskellen, så er det et bevis på Guds eksistens midt i verden. Så er kirken, som vi sang for ”jordens største under”.

Enhed
Enhed handler ikke om at udrydde forskelle – men det handler om kærlighed. Kærlighed er det eneste, der kan overvinde delingerne. Gennem hele sit liv påbød Jesus os at elske: Elske Gud, elske vores næste, elske os selv og elske vores fjende. Og det er gennem kærlighed at vi kan måle enheden – ikke i om vi er enige og i et alt mener det samme. Der kan godt være forskelle i kærligheden, men der er ikke nogen deling.

Alt for ofte har en sådan snak dog ført til at man ofre sandheden på kærlighedens og enhedens alter. Sådan at for at vi må bevare et skind af enhed, så bliver vi sammen og er enige om at være uenige. Altså, så går vi lidt efter den laveste fællesnævner – også selv om den kan være stor nok. Nej – Gud kræver ikke kun kærlighed af os, men også at vi holder os til sandheden. Ja, at vi er sandheden tro i kærlighed. Kærlighed og sandhed er ikke to modsætninger, men to sider af samme sag.

I kirken har vi en enhed og et fællesskab ikke fordi vi er ens – men fordi vi er draget imod et fælles centrum: Jesus Kristus. Det er ham, der skaber enhed og fællesskab ud af forskellige mennesker. Det er min overbevisning og tro, at jo tættere vi kommer på Jesus i vores liv og i vores kirke desto tydeligere vil vores fællesskab og enhed også træde frem. Lige som en triangel med Jesus i toppen – jo tættere vi kommer toppen desto tydeligere bliver enheden. At jo tættere vi kommer på ham desto tættere kommer vi på hinanden.

Mærker vi, at det knirker i enheden i vores kirke, så er der kun to ting at gøre: Find kærligheden frem i ord, gerninger og ja, følelser. Og søg enheden – ikke ved at søge ind i os selv eller ud mod de andre, men ved at søge opad mod Jesus, for at lære mere af ham og ligne ham mere og mere. Og jo tættere på ham, desto tættere kommer vi på ham, der er vores frelser. Den eneste frelser.