Påske

2 jun 2019

Lyt til prædikenen

6. søndag efter påske (2019) - 2nd June 2019

Læs Prædikenen
Tårerne stod i øjnene på den unge kvinde, da hun fortalte om hvordan hendes far havde været meget tæt på at ryge 3 år i fængsel efter at være blevet overfaldet af sin nabo.

Jeg mødte hende på min rejse til Ægypten i februar – hun og hendes far tilhørte det store mindretal af kristne i det muslimske land. Vi kan kalde faderen for George. George har en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind af døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro. De blev truet. Nogle gange blev der også kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højerestående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord. George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.

Det er en virkelighed, vi har svært ved at forholde os til herhjemme, hvor det at være kristen er et positivt tilvalg, hvor det er noget, man vælger for at få det godt med sig selv – og det er helt fint, så længe man ”ikke er mere troende end det gør noget”. Så længe det ikke har for store konsekvenser, der strider mod det folket mener, for så er man fanatiker.

Jesus siger i dagens tekst: ”Men også I skal vidne”. Det er både sagt til George i Ægypten og til os: ”Men også I skal vidne”. Vi skal være vidner om Jesus her i Danmark. Og ja, det er rigtigt, at vi ikke bliver forfulgt som det blandt andet sker i Ægypten. I det store og hele får kirken lov til at være i fred – men spørgsmålet, der er blevet mere og mere pressende overfor mig er: Skyldes det at vi lever i et gennemkristent land, hvor de kristne normer, den kristne etik, det kristne menneskesyn og den kristne livsstil gælder, eller er det fordi vi kun som kirke taler om det alle kan være enige om? At vi stikker piben ind, så snart at der er optræk til uenighed med flertallet og den offentlige mening – det flertallet mener. En politiker sagde den anden dag:

”Befolkningen har altid ret”. Prøv sig det nede i Ægypten, hvor en video florere med en skoleinspektør, der hiver en kristen skolepige til jorden i håret, fordi hun ikke bærer slør. I Danmark ville der lyde er ramaskrig samme aften overalt i medierne – men i Ægypten: Ingenting ”Hvad er der galt med det her – det er bare en kristen”. Har folket altid ret?
Niels Hausgaard har en fin sang, der hedder ”Hvem bestemmer” og der synger han:

For de fleste har jo magten, så er det så nemt
det bliver præcis, som de fleste har bestemt.
…
Men der er en ting, det ville være skønt at have vidst:
Om de fleste er de bedste – eller bare de fleste” (Lyt til den her)

Ja, måske har flertallet ikke altid ret. Måske skal flertallet nogle gange korrigeres. I brede kirkelige kredse taler man om at kirken skal være modkultur til den herskende kultur, men hvor ser man den modkultur i praksis? Jeg fandt en prædikensamling fra en amerikansk hippipræst fra 60-erne – og han kom med følgende påstand: ”Hvis Jesus havde prædiket det samme budskab, som præster prædiker i dag, så ville Jesus ALDRIG være blevet korsfæstet”.
Er der noget galt med vores budskab, siden vi lever i så god pagt med det omkringliggende samfund, så at en udtalelse fra en anden politiker går uimodsagt hen: ”Når religion og politik støder sammen, så er det altid Gud, der må vige”.

Det skuer i hvert fald i mine øre – for så har man sat politik op over Gud. Politik, der bestemmes af flertallet – men som Hausgaard spurgte: Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?

Vi skal som kristne ikke spørge efter hvad flertallet mener og følget folket, vi skal spørge efter sandheden. Og som Kierkegaard siger, så finder man ikke sandheden ved at tælle de oprakte hænder – man finder sandheden ved selv at søge sandheden og som kristne finder vi kun sandheden et sted: Hos Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Og sandheden er ilde hørt – som det gamle ordsprog siger. Eller som Kaj Munk sagde: ”Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”.

Men hvad er sandheden? Hvad er sandheden om menneskesynet i flygtningedebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i klimadebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i ældredebatten? Hvad er sandheden om menneskesynet i reklamernes verden? Hvad er sandheden om menneskesynet i debatten om abort på handicappede fostre eller medlidenhedsdrab? Hvad er sandheden om menneskesynet i den gængse seksualmoral? Hvad er sandheden…?

Vi skal søge sandheden i den åbne Bibel, og vi skal holde os til den sandhed – og fortælle det – både når den går med den gængse politik, og når politik og religion støder sammen. Gud vil ikke vige og det skal vi heller ikke, for Jesus siger: ”Men også I skal vidne”. Har Guds Ånd forkyndt os noget, så må vi også på en eller anden måde fortælle det videre til andre – ja, vi vil ikke i længden kunne beholde evangeliet, hvis vi sylter sandheden hen til nemmere tider. For der er intet af det, Gud har givet os, som er bestemt for os alene.

”Men også I skal vidne”. Vi skal vidne om Jesus – fortælle hans budskab – leve hans budskab. Eller som vi hørte fra Det gamle Testamente fra alteret: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne.

Vi skal gå i gang med at vidne NU – med at leve vores liv, så det siger ja til Gud. Vi skal leve vore idealer ud, nu. Vi skal holde fast på sandheden, nu. Nu, hvor alting synes at gå godt og medgangen smiler til os. Vi skal gøre det NU – så er der bare en lille chance for at vi holder fast på det, også når det bliver træls. Også når de begynder at tale om udelukkelse fra kirken – og måske hiver kniven frem, som det skete med George i Ægypten. ”Men også I skal vidne”. Og vi skal gøre det – ikke for at Gud må se ned på os og være tilfreds med os. Ikke for at vi skal føle os selvgode – føle at vi har styr på alting og vi har Gud på vores side. Nej, vi skal gøre det for at pege hen på Jesus – for at det menneske, der står overfor dig, må få Jesus som sin frelser. For at det menneske, som står overfor os, må komme til at elske Gud ved at følge Jesu ord.
Historien med George fra Ægypten er ikke enestående. Jeg hørte op til flere, der fortalte om deres muslimske naboer. En af naboerne blev til sidst provokeret over at den kristne blev ved med at smile og vende den anden kind til, så han fløj over og rystede ham: ”Hvad er der med dig. Jeg hader dig, Jeg vil slå dig ihjel – hvorfor bliver du ved med at elske mig?”. Og den kristne svarede tilbage: ”Det er fordi jeg elsker dig og ønsker at du skal lære min frelser at kende”. Det var startskuddet til en udvikling, der endte med at denne nabo i dag er kristen. Jesus gjorde en fjende til en bror.

Det er det, der skal drive vort vidnesbyrd – ikke rethaveri, men kærlighed til det menneske, som vi er uenig med. ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Sikke et vidunderligt løfter: Gud er med os. Ja, den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen og vidner i ord og handlinger. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde!

26 maj 2019

Lyt til prædikenen
(det er ikke en så god kvalitet, da jeg står langt fra optageren)

5 søndag efter påske - 26th May 2019

Læs prædikenen:
(Der er enkelte ændringer i den holdte prædiken, der uddyber noget i den skrevne prædiken)
Vi lever i den bedste tid nogensinde i menneskehedens historie. Ser vi i det globale husholdningsbudget, så fødes det gennemsnitlige menneske ind i en virkelighed, der giver et bedre udgangspunkt for livet end nogensinde før. Verdens Økonomiske Forum konstaterede i 2016 at verden aldrig har været et bedre sted – og fremtiden ser endnu lysere. Præsident

Barack Obama stillede i en tale i 2017 spørgsmålet: Hvis du kunne bestemme dit eget fødselsår uden at vide hvor du blev født og uden at vide hvem du ville være, hvornår ville du så vælge at blive født? Obamas svar var: Du burde vælge i dag.

Og FNs lykkeundersøgelse siger også, at du burde vælge Danmark eller til nøds Norge, for de to lande ligger altid og slås om hvem, der er verdens lykkeligste land. Vi gør det umanerligt godt.
Vi er glade, vi er lykkelige, vi er tilfredse – så spørgsmålet lyder så: Hvorfor er vi det så ikke?

Vi har næppe haft mere ondt i livet end nu –

vi er mere depressive,
mere angste,
mere medicinerede
og mere ensomme end nogen sinde før.
4,4 procent af verdens befolkning lever i depression – derudover lever flere i angst.

Eksistentielt set er vi ikke i vatter– det ser ud til at det ydre ikke har været bedre, imens det indre så ikke har været værre. Vi må mangle et eller andet, der ikke kan købes for penge.
Der er blevet lavet undersøgelser på hvad dødende mennesker fortryder mest, når de ligger på deres dødsleje. Langt de fleste handler om en eller anden form for kærlighed. Havde vi bare holdt kontakten til gode venner, havde vi dog bare tilladt os at være lykkelig og udtrykke vores følelser. Og samtidig har vi levet et liv, hvor vi har søgt anerkendelse for hvad vi kan og hvad vi er.

Beatles sange en masse skøre tekster, men ramte også hovedet på sømmet i flere af deres sange – f.eks. ”All you need is love”. Det er plat, violinen er sat til hagen – men det er sandheden. Vi har brug for meningsfulde relationer – vi har brug for at blive elsket ubetinget – sådan at vi kan hvile i at uanset hvad der sker, så er vi fortsat elsket. Og samtidig har flere og flere svært ved at skabe meningsfulde vedvarende relationer bygget på kærlighed.

Gud ønsker ikke at vi skal gå til i depression, angst og ensomhed, men han ønsker tværtimod at vi skal leve vores liv sammen med ham i den tætteste relation, der findes: Bønnens liv – og at leve Gud nær er min lykke, som der står i Det gamle Testamente. Eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”

Og hvorfor har vi det privilegium at vi kan bede direkte til Gud? Er det fordi vi er specielt fornemme mennesker? Gode mennesker? Jesus har følgende svar på det spørgsmål: ”jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer”.

Gud elsker os – og derfor kan vi komme frem for ham og bede ham om alt, der står i overensstemmelse med Jesus og vi vil få det. Alle himmelens rigdomme er til vores rådighed. Hver eneste gode ting ønsker, Gud at give os på grund af Jesus. Han elsker os.
Ja, Gud elsker hele verden – men alle os døbte, alle os, der er blevet hans børn, os elsker han på en speciel måde. Vi er nødt til at gå et spadestik dybere i dag. Nu er Det nye Testamente skrevet på græsk – og på græsk har man mange forskellige ord, der på dansk oversættes med ”at elske”.

Nu læser vi teksten til i dag fra Johannesevangeliet, der begynder med den lille bibel med ”For således elskede Gud verden”. Gud elsker hele sin skabning med en opfordrende kærlighed, med en guddommelig kærlighed. Ordet for at elske er her det græske ord ”Agape”. Det er den guddommelige, højeste, ofrende kærlighed.

Det er ikke det ord, der bliver brugt her – her i dagens tekst er det det græske ord for at elske ”Fileå”. Det er den intime kærlighed, der er imellem medlemmer af en familie. Det er den dybe affektion. Teksten taler ikke om en universal egenskab hos Gud – det er en personlig affektion, en personlig forkærlighed. Det er skønt at Gud elsker mig, men det er endnu større at han faktisk godt kan lide mig. Han kan godt lide dig. Han er tiltrukket af dig. Han ønsker overdådigt at give dig alle de gaver og velsignelser, som hans kærlighed overhovedet kan frembringe. Han har en helt speciel familiær kærlighed til dig, der hører ham til. Jeg er glad for at blive elsket af Gud på et guddommeligt niveau, men det her er større end det.
Og den virkelige gode nyhed er at han elsker dig selv om han ved alt om dig. Det er forholdsvist nemt at få folk til at kunne lide mig, jeg skal bare lade være med at fortælle alt om mig selv, ikke? Lige så snart at jeg begynder at fortælle alt, så bliver gruppen mindre og mindre. Men med Gud er det sådan, at han elsker mig og det selv om han ved absolut alt, der er at vide om mig. Al min troløshed, mit kritiske sind, min bitterhed, min synd. Men han kan lide mig og han har en stærk personlig familiær forkærlighed til dig.

Og hvordan får vi Gud til at elske os på sådan en måde? Hvorfor elsker Gud os og hvorfor tager han sig af os og hvorfor ønsker han at øse alle himmelens resurser ud på grund af os – også selv om vi overhovedet ikke er som vi burde være? Jesus svarer: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”. Det er på den måde at vi lever i Guds kærlighed – ved at elske Jesus. Elsker du sønnen, som Gud elsker, så elsker Gud dig.

Og hvordan elsker vi Jesus? Tidligere i Johannesevangeliet siger Jesus: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader;” (Johs 14,21).
Hvordan ved du at du elsker Jesus? Det ved du ved at du holder hans ord, ved at du adlyder Jesus.
Det er jo sådan set det, det betyder at være en kristen. At være en kristen betyder ikke at være medlem af en organisation eller en kirke eller tilhøre en bestemt tradition. At være kristen er at elske herre Jesus Kristus, elske ham med en kærlighed, der leder til lydig tjeneste og lovsang.
Ønsker du at blive elsket på det højeste niveau. Ønsker du at blive elsket på den storsindede måde? Ønsker du at blive elsket af en, der har det meste at give dig? Ønsker du at blive elsket af Gud? Så elsk hans søn – og du vil leve i kærlighedens rigdom hele dit liv. Mennesker vil komme ind og ud af dit liv, de vil elske dig, de vil vende sig imod dig, de vil skuffe dig, men du vil være elsket af en, hvis kærlighed aldrig stopper og aldrig bliver mindre.

I dag er der et valg – det er et vigtigt valg. Men Europas fremtid afhænger ikke af hvem, der bliver valgt ind i dag – Danmarks fremtid afhænger ikke af valget i dag – eller valget på grundlovsdag eller noget andet demokratisk valg for den sags skyld. Som der står i valfartssalmen i Salmernes Bog: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”. Det vigtigste valg, du kan træffe er at vælge at træde ind i Guds altomfavnende kærlighed. Og du vil træde ind i en kærlighed, der omfavner dig, bærer dig, giver dig fred midt i uro, sikkerhed midt i usikkerheden – og som bærer dig sikkert frem også på trods af din tvivl. Det er er Gud, der ikke bare har magten i dag, men som har magten over fremtiden og som har styr på den fremtid – og du har del i den fremtidsplan – ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os”.
Han elsker dig – vor far, du som er i himlene.

28 apr 2019

Søger vi ordet ”nabostrid” på Internettet, så vil vi få et ubehageligt indblik ind i Hr. og Fru Danmarks hverdag. Rigtig mange mennesker plages af en eller anden nabostrid. Selve årsagen ligger måske så langt tilbage, at ingen husker hvad det begyndte med. Hvor ville man bare gerne have fred – men naboen vil ikke.
Eller på arbejdspladsen – jeg kan bare ikke snuppe hende! Hun sidder altid og er så sur og blander sig i ting, der ikke kommer hende ved. Jeg vil bare gerne have fred – men hun vil ikke.
Eller i skolen: Vi vil bare gerne lege sammen, men så kommer Jens og Nikolaj og de ødelægger bare legen og skubber til os. Vi vil bare gerne have lidt fred.
Og i noget større skala – I kan sikkert godt huske den gang USSR faldt sammen, jerntæppet faldt sammen – vi kunne løfte skuldrene igen. Jeg har levet hele min barndom med frygten for at der var nogen, der kunne finde på at trykke på den røde knap og sende atom-missiler ud over jorden og ødelægge den flere gange. Så da USSR faldt sammen, så var der lige et par år, hvor vi kunne fejre freden – og selv i Israel havde fredsbestræbelserne vind i sejlene. Og så kom 11. september 2001. I går fandt jeg min dagbog frem, og den 12. september 2001 skriver jeg: ”nu er der bare at bede, bede og atter bede og så se, hvordan verden ser ud, når støvet fra World Trade Center er faldet til jorden”. Og ja, der kom en ny verdensorden, en ny frygt og i min dagbog har jeg skrevet om hvordan racismen allerede blomstrede op i ugerne efter 11. september. Fredens tid var igen forbi – selv i lille Danmark. Og det er ikke blevet bedre siden.
Men når nu alle gerne vil have fred – hvorfor er det så, så svært? Ja, fred er et populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Også selv om vi er i en evig jagt efter fred – og vi giver ære til dem, der arbejder i fredens tjeneste. Nobels fredspris er en af de mest eftertragtede og ærefulde priser, men verden har svært ved at finde en holdbar fred. Der er tumult i os, rundt om os og over os – og det dominerer alle steder i vores verden. Der er er et fravær af personlig fred, familiefred, lokal fred, national fred og international fred. Man har regnet ud at i de sidste 3500 års verdenshistorie, så har der kun været 300 år, hvor man kunne tale om verdens fred. Samme undersøgelse stillede også spørgsmålet: Hvor mange fredstraktater i verdenshistorien er blevet brudt. Og svaret var: Alle sammen.
Vi vil have fred på alle niveauer af vores liv – være fri for problemer, være fri for stress, være fri for trusler, frygt, ængstelser, depression, fortvivlelse og konflikt.
”Fred være med jer”. Det var Jesu første ord til sine disciple, da han viste sig for dem den første aften efter opstandelsen. ”Fred være med jer”. Det er påskens budskab: Fred. Det er det budskab, der samlede millioner verden over sidste søndag – også i Sri Lankas hovedstad, Colombo.
Den ledende præst ved en af de angrebne kirker har i den forgangne uge sagt: ”Vi er såret. Vi er også vrede. Men vi præster, hele menigheden og de berørte familier siger til selvmordsbomberne og til den gruppe, der har sendt selvmordsbomberne: VI elsker dig og vi tilgiver dig. Uanset hvad du har gjort mod os, så elsker vi dig, fordi vi tror på Herren Jesus Kristus. Jesus Kristus sagde på korset: Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør. Vi, der følger i fodsporene på Jesus Kristus siger: For Herrens skyld, tilgiv disse mennesker”
Hvordan kan præsten, kirken og de pårørende sig sådan noget i skyggen af denne forfærdelige påske? Hvordan kan jeg stå og holde en prædiken om fred – og så nævne Sri Lanka?
Måske er det fordi vores naturlige forståelse af fred er forskellig fra den, Bibelen fortæller om. Vi vil som regel beskrive ordet fred med negative ord – at fred er fraværet af noget. At være uden problemer, at være fri for konflikter, ikke at have stress. Det vil være fraværet af fjendtlighed, fraværet af uro, fraværet af konflikt. Fred er kun fraværet af det, der giver os problemer. Det er at blive befriet fra de ting, der får dig til at blive frygtsom, ængstelig og deprimeret. Men det er en utilfredsstillende og ufuldstændig definition af fred – Jesus vil give os en helt anden fred end denne. Et sted siger han til sine disciple: ” Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver” (Johs 14, 27). Jesu fred er anderledes end den fred, som vi kender til i os selv, den som verden kender til. Fordi verden kun kender til en fred, der er fravær af det onde, så kan den kun tilbyde en kortvarig fred – en pause i konflikten, en kortvarig flugt fra konflikt. Men det er ikke Bibelens syn på freden.
Bibelen fortæller os om en fred, der kan eksistere midt i det onde – at vi kan opleve en dybdegående fred midt i konflikten. Den lover os ikke lykke, når en elsket dør, når vi er syge, når vi står overfor en usikker fremtid, når vi oplever problemer i skole eller på arbejde eller når vi stridigheder i familien. Vi kan opleve vores egen langfredag – ja, måske endda se, at vi lever i en langfredag-verden. Jesu fred gør at vi kan være påske-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Vi er påskemennesker – opstandelsesmennesker, der midt i den verden, som vi kender så godt, alligevel kan opleve glæde, fred, trøst og det evige livs håb. Det er den fred, Jesus vil give os. Vi er påske-mennesker, opstandelses-mennesker, der lever midt i en langfredag-verden. Jesu fred er helhed, enhed, balance og det er at genforene det brudte forhold. Og først og fremmest det brudte forhold til Gud, som siden syndefaldet har hærget menneskeheden. Bibelen fortæller os, at hele menneskeheden som udgangspunkt er Guds fjender, at vi var Guds fjender fra fødslen og vi var Guds fjender ved vort eget valg ved vore egne gerninger. Når Jesus påskeaften siger ”Fred være med jer”, så er det fordi korset og den tomme grav i troen sætter os i det rette forhold til Gud. I korset og den tomme grav genforener Gud mennesket med sig selv, sådan så alle dem, der tror, ikke længere er fjender af Gud. Korset og den tomme grav gør at dem, der før var fjender, nu er blevet venner. Ja, Guds fjender er endda blevet Guds børn. Det er det dåben skænker os – og det er det, troen tilegner os. Vi bydes ind i Guds familie og i Guds nærvær for altid. Jesu fred er derfor ikke fravær af det onde, men det er nærvær af Gud.
Vi vil nok helst foretrække, at Gud vil give os fred ved at tage alle vores stridigheder, piner og problemer væk. Men den fred, Jesus tilbyder er stærkere end hvad vi vil foretrække, for det er visheden om at han er med os selv midt i – ja, især midt i de hårde timer. Det er den fred, der overgår al forstand. Den fred, som verden ikke kan give, men som kun Guds nærvær kan give. Det er en overnaturlig fred, det er en guddommelig fred, den tilhører Kristus, tilhører Jesus. Det er en fred, der ikke bygger på letkøbte illusioner, men som bygger på Jesu død op opstandelse og som hænger fast på Gud, fordi vi stoler på Gud og tror på ham.
Jeg begyndte med at sige at fred er et meget populært ord – men det er en næsten umulig realitet. Men hvis der er noget verden har brug for, hvis der er noget dine naboer har brug for, din omgangskreds har brug for, så er det fred. Jesu fred. Som kristne er du og jeg påskemennesker, opstandelsesfolk, midt i en langfredag-verden. Lad os ikke holde den fred for os selv – lad os dele ud af den. Påskeaften sagde Jesus til disciplene: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer”. Det gælder også os: Han giver sin fred til os, og så sender han os ud, for at vi må dele freden ud til dem omkring os. Ja, Gud ønsker at bruge dig som redskabet til at sprede sin fred.
Lad os samme bede Frans af Assisis bøn:
Herre, gør mig til et redskab for din fred!
Lad mig så kærlighed, hvor der er had,
tilgivelse, hvor der er uret,
enighed hvor der er splid,
tro hvor der er tvivl,
håb hvor fortvivlelsen hersker,
lys hvor der er mørke,
og glæde hvor der er sorg.
O, Guddommelige Mester,
lad mig ikke stræbe så meget efter,
selv at blive trøstet, som at trøste andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå andre
Ikke så meget efter at blive forstået,
som at forstå,
ikke så meget efter at blive elsket,
som at elske andre.
Thi idet vi giver, tilgives der os
og idet vi dør, fødes vi til det Evige Liv.

Amen

21 apr 2019

Lyt til prædikenen

Påskedag 2019 - 21st April 2019

Læs prædikenen
Jeg elsker statistik… der bliver lavet statistik om alt! Der findes ikke den ting, som du ikke an finde en statistik for inde på Danmarks Statistik.

Af en eller anden grund gik jeg sent fredag-aften ind på deres hjemmeside – og stødte på statistikken om antal døde i 2018. Det er en lille årgang – så sidste år var der

55 232 dødsfald.
Det svarer til at der var 151 dødsfald om dagen,
hvilket igen svarer til 6 dødsfald i timen.

Jeg fik lov til at være præst ved 36 af de 55 232 dødsfald. 36 unikke personer – med hver deres baggrund, hver deres historie – børn, unge og gamle.

Med mindre at Jesus når at komme igen, så vil vi på et eller andet tidspunkt komme i den statistik – der er ingen vej udenom. Den puls, du kan mærke her, vil en dag høre op, dit hjerte vil stoppe med at pumpe blodet rundt i din krop.

Midt i julis varme, var en af de store nyheder i medierne, at Københavns Kommune havde købt et værk af kunstneren Jakob Jakobsen, der bestod af en række ark papirer med politikers navne på: “Lars Løkke er død”, ”Henrik Sass Larsen er død”, ”Karen Jespersen er død”, og ”Ole Sohn er død”. Og det vakte stor forargelse i politikerkredse – det blev kaldt usmageligt. ”Og hvad ville du sige, hvis det var dit navn, der stod dér”. (Læs mere her)

Jeg forstod nok ikke rigtig hvad man blev forarget over – det var jo ikke et ønske, men en reminder – det som munkene hilste hinanden med i middelalderen: Husk du skal dø. Vi bryder os ikke om den reminder – der er usmageligt.

Døden udjævner alle skel – overfor døden er vi alle lige.

Der er en, der kalder døden for den mest demokratiske institution på jorden. Den tillader ingen diskrimination, den tolererer ingen undtagelser. Uanset hvor du befinder dig i verden, så er dødeligheden lige stor: En død per person. En salme i Det gamle Testamente stiller et spørgsmål, som vi kender svaret på:

”Kan en mand leve uden at se døden?
Kan han undslippe dødsrigets magt?” (Sl 89,49).

Ung og gammel, god eller ond, rig eller fattig – intet køn går døden udenom, ingen samfundsklasse undgår døden. Selv de berømte, som ve anser for nærmest at leve for evigt – de dør en dag. Hvis du har en god læge kan han måske udskyde din død noget, men lægen kan ikke forhindre døden i at komme på et tidspunkt. Du kan spise alle de piller du vil, du kan putte alle de grøntsager i dig, som du overhovedet kan, du kan cykle med cykelhjelm, du kan blive ude af solens farlige stråler, du kan lade være med at ryge og drikke alkohol. Du kan forbedre dit livskvalitet – men du kan ikke undvige dødens uundgåelighed. Er det ikke bare ”træls”? Vi dør bare… eller gør vi?

Hvad nu hvis døden ikke er slutningen – men at døden det første bogstav i den første sætning i det første kapitel i den fantastiske historie, som Gud skriver med vores liv. Hvad hvis vi først rigtig begynder dér? Det er hvad påskemorgen lover os.

Ingen havde regnet med at Jesus ville blive levende den søndag morgen, da kvinderne kom ud til graven for at salve Jesu legeme. Selv om Jesus havde sagt det flere gange: Jeg vil dø og 3 dage efter vil jeg stå på fra de døde – så var det som om de ikke havde hørt det. Så der var ingen, der stod ude ved graven og talte ned til solopgangen: 10-9-8-7-6-5… for alle havde set Jesu dø på korset, de havde lagt ham i graven, rullet stenen for graven – man regnede med at Jesus ville gøre som alle andre døde plejer at gøre: Nemlig blive i deres grave. Og så kommer kvinderne ud og opdager at gravhulen er åben – alt er stille og fredeligt – de går ind i klippehulen og Jesu lig er væk. I stedet sidder der en engel – jeg ved ikke med jer, men hvis jeg skulle have skrevet opstandelsesberetningen, så havde jeg ikke skrevet, at englen sad ned. Der er da et eller andet sted rimeligt antiklimaks over en siddende engel. Skulle den ikke stå oprejst dramatisk – måske endda bevogte indgangen til den tomme grav. Stå oprejst med vingerne spredt ud i ophøjet majestæt. Måske er det endnu en af de små beviser på at påskeberetningen ikke er et eventyr, som der er nogen, der har fundet på, for så havde det været meget mere dramatisk. Meget mere ”guddommeligt”. For englen sidder bare. Jeg ved ikke om den har benene over kors, måske småfløjter han lidt… nej, det ved jeg ikke. Men det eneste vi ved er at han får lov til at komme med påske-proklamationen: Han er opstået.
Det er den største nyhed verden nogensinde har hørt: Han er ikke her – han er opstået. Han besejrede døden og graven: Han er levende. Han er opstået.

Hele kristendommen hviler på de tre ord: ”Han er opstået”. Hvis påskefortællingen er et fupnummer, hvis det er løgn, så vil hele kristendommen, hele kirken falder til jorden som en dårlig fortalt vittighed. Kirken vil falde fra hinanden, for Jesu opstandelse er rygmarven i hele den kristne tro. Var Jesus ikke opstået, så havde vi aldrig hørt Jesu lignelser, aldrig hørt om Den barmhjertige samaritaner, aldrig hørt om næstekærlighed – aldrig foldet vores hænder og bedt Fadervor. Er hele historien her et fupnummer, så er jeg og så er millioner af andre mennesker, der har troet på det her – så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, for så har vi bygget vores liv på en løgn. Vi er som børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln – vi har blindt fulgt rottefængerens magiske musik ind i klippen – væk.

Men hvis det er sandt – hvis Jesus er opstået – så giver alt det, vi er samlet om herinde mening. Det betyder at du ikke længere behøver at frygte døden, for den er besejret. Jesus siger i Åbenbaringsbogen ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Johs. 1,18) – og de nøgler vil han bruge på at befri dig. Du behøver ikke frygte døden – næste gang, du kører forbi kirkegården kan du råbe ud af vinduet i bilen: ”Du har tabt, kirkegård. Du får aldrig fat i mig”. Du behøver ikke frygte døden – og hvis du ikke behøver at frygte døden, hvad behøver du så ellers at frygte her i verden? Ved du hvad: Jesus er opstanden: Og du behøver ikke frygte døden! Vi er Guds elskede børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og påskens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke behøves at slutte her, men at det kan fortsætte helt ind i evigheden. Den opstandne Jesus lover at gøre det samme med din grav, som skete med hans grav: Han vil tømme den. Det er et faktum, at vi kan møde vores fremtid – også døden med fuldstændig fred, for Jesus er opstået. Som kristne ved vi, at døden ikke er det endegyldige kapitel i vores historie. Hør hvad Jesus har sagt: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Johs 11, 25-26).

Lad os tro på ham. Lad os tage ham på ordet. Tag imod Jesus i dag – tro på ham – bed til ham om at han må skabe troen i dig. Livet bliver ofte sammenlignet med en rejse ud af en vej – og nogle gange, så kommer man til nogle vejkryds, hvor man skal tage stilling: ”Skal jeg gå den ene eller skal jeg gå den anden vej?” Jeg vil gerne sige noget til dig, der måske ikke har valgt Jesus som din frelser. Jeg håber påskedag 2019 må blive en af de vejkryds, hvor du stopper op og spørger dig selv: Hvilken vej skal jeg vælge? Der er mulighed for at fortsætte livet uden Jesus, og der er mulighed for at fortætte livet med Jesus. Hvilken vej skal jeg vælge?

Går du videre i dit liv uden Jesus, så går du en usikker fremtid i møde, men går du videre med Jesus, med troen på ham, så går du en sikker fremtid i møde. For så bygger du ikke dit liv på dig selv, men du bygger dit liv på den levende Guds vidnesbyrd. For så lever du dit liv på de tre små ord, som kirken altid har bygget på:

”Han er opstået”.

18 apr 2019

Den anden dag hørte jeg P3 morgen, hvor en historiker skulle fortælle Danmarks historie på 2 minutter. Og han formåede faktisk at gøre det, sådan at der var en rød tråd i det.

Det begyndte med den gode vejrudsigt – det varmere vejr, der fik isen til at smelte efter istiden – og det sluttede med den gode vejrudsigt, klimaforandringerne.

Men på vej fra den ene gode vejrudsigt til den næste, så ramte historikeren også 1800-tallet, hvor vi i Danmark ligesom folk i hele Europa opfandt nationen og nationalismen.
Når jeg kigger på os selv, så betyder det at vi skaber om at vi danskere er de allerbedste i hele verden. Kernen i vores historie er at vi engang har været vikinger, så vi er store, stærke og mægtige. Det er storhedsvanvid. Og det går vi rundt og tror på indtil 1864.

Her beder min tysk kollega at tilføje på hans vegne:
Selvom vi tyskere ikke var vikinger, troede vi også, at vi tyskere var de allerbedste i hele verden. Store, stærke og mægtige. ”Am deutschen Wesen soll die Welt genesen” – det troede vi indtil 1945. Vi alle kender historien også efter 1864, ikke mindst den tyske besættelse under anden verdenskrig og det tilhørende storhedsvanvid.
Derfor glæder vi os, at holde denne her gudstjeneste i fællesskab. Og vi tænker, at dagens fællesskab ikke er en selvfølgelighed. Jeg vil komme tilbage til tanken om fællesskabet. Men først og fremmest tilbage til 1864.

Og tilbage til mig: Det er vel kort sagt hvad 1864 handler om: Vi troede at vi kunne mere, og derfor fik vi tæsk. Og den omgang tæsk …”]

1864 havde meget store konsekvenser for hele landet – og ikke mindst kunne det mærkes her i det sønderjyske.
I en krig er der altid kun tabere – den såkaldte vinder er blot den, der har tabt mindst. På begge sider var der høje tabstal – det vil sige fædre og mødre, der mistede deres sønner, familier, der mistede deres fædre, hustruer der mistede deres elskede ægtemænd. Tysk sorg er lige så smertefuld som dansk sorg. Danske tåre er lige så fortvivlede som tyske. Teologer, filosoffer og jurister har begreber, der hedder ”retfærdig krig”. Jeg tror at set fra oven, set fra vores skabers side, så er der kun begrebet ”forfærdelig krig”. Han må have det ligesom en far, der ser ned på sine børn, der slås med hinanden.

”Jerusalem, Jerusalem! […] Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matthæus 23,37)

– sådan sagde Jesus på vej ind i Jerusalem kort før sin korsfæstelse. Mon ikke også Gud ser sådan på os, menneskers, krige og uenigheder? ”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, men I ville ikke”. Bibelen er historien om at vi ikke ville – ja, verdenshistorien er historien om at vi ikke ville. Som profeten Esajas flere hundrede år før Jesu fødsel skrev i en profeti:

”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Esajas 53,6).

Vi kan lære en ting af historien: Og det er, at vi ikke lærer noget af historien. Vi vil stadigvæk ikke – vi flakker stadigvæk rundt som får, vi vender os stadigvæk hver vores vej. Sorgen og tårerne er måske hverken danske eller tyske – men det gør dem ikke mindre smertefuld og fortvivlede. Hvor er Gud henne? Hvad gør Gud?

Jeg kunne slet ikke leve, hvis der ikke var en Gud – hvordan ville verden så se ud? Så var det hele da helt fortvivlet. Gud ER, men hvad gør Gud så? Han har allerede gjort det største – ”for således elskede Gud verden at han gav sin søn”. Gud gav sin søn, ofrede sin søn. Korset er verdenshistoriens centrum – det sted, hvor Gud ønsker at samle os ind til sig i tilgivelse og kærlighed. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, ofrede sin søn, brød sin søn ned, som vi bryder brødet ved nadveren, hvis indstiftelse vi markerer i dag, skærtorsdag.

Vi kan ikke skabe enhed hverken med våben, traktater, aftaler, unioner. Der kommer altid et tidspunkt, hvor vores får-natur kommer op i os igen: ” Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej”- ”I ville ikke”. Fundamentet for vores enhed skal derfor ikke findes i os selv, men i er at Jesus blev brudt ned på korset. Som vi hørte fra Paulus til menigheden i Korinth: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,17).

Gud ønsker at samle os, Gud ønsker fællesskab – et fællesskab, der synliggøres i nadverens brød og vin. Herren inviterer os til sit bord for at skabe fællesskab med ham og hans folk, samlet i hans frelsende værk for os: Mit legeme, mit blod.

På korset brød Gud den fuldkomne enhed ned, der var i Jesus, nemlig enheden mellem Gud og menneske, for at placere al vores brudthed på Jesus. Og i det brud, skabte han helhed og enhed. At Jesus spiste sammen med toldere, syndere, luder og lommetyve er et billed på Jesu fællesskab med syndere. Det er et billede på nadverbordet. Dem, der tager imod ham, bliver taget imod af Jesus, uanset om man så fortjener det eller ej. Når vi knæler ved nadverbordet, så ser vi at vi ikke er ”de allerbedste i hele verden”, at vi ikke ”er store, stærke og mægtige” som ifølge P3-historikeren var det, der bragte 1864, måske endda på begge sider af grænsen. Vi ser at vi kommer med tomme hænder og vores brudthed. Og jeg håber ikke at du er så stor i dig selv, så selvhøjtidelig, at du aldrig knæler ved alterbordet.

Når vi knæler ved alteret opdager vi, at vi ikke er alene. Vi ser, at vores fjende også knæler, det gør hende, vi ikke bryder os om, også. Det gør idioten, skurken, det dumme svin også.

Spørgsmålet er: Hvad gør du, når du opdager at de også knæler dér? Hvad gør det, når du opdager at idioten, skurken og det dumme svin har lige så meget brug for Jesus som du har? Tænk over det næste gang du knæler ved alterbordet.

”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød”

14 apr 2019

Lyt til prædikenen:

palmesøndag 2019 - 14th April 2019

Læs prædikenen
Jesus er verdenshistoriens vigtigste person – ingen kan komme udenom at beskæftige sig med ham. Folk hader ham eller de elsker ham. De ignorerer ham eller de følger ham til deres død. Det er noget over denne mand – hvem er denne mand, der hedder Jesus?

Jesus skrev ikke nogen bog, men han er omdrejningspunktet i den største bog, der nogensinde er skrevet. De største filosoffer og forfattere skriver store bøger om ham.

Ingen ved hvordan han så ud – men verdenshistoriens største kunstnere har forsøgt at give deres bud på hvordan han så ud.

Jesus har aldrig skrevet en eneste sang, men uendelige mange sange handler om ham.

Katedraler bliver rejst i hans navn – folk samles overalt i

verden og hører om ham. I de rigeste hjem og i de fattigste flygtningelejre og slumkvarter folder folk deres hænder og beder til ham.

Hvem er denne Jesus?

Vi er på vej ind i den stille uge – startskuddet til påsken lyder i dag, hvor Jesus ridder ind i Jerusalem og folket jubler og modtager ham som en konge – den længe ventede befrier: Velsignet være han, der kommer i Herrens navn.

Lad os prøve at forestille os Jesus komme ridende ind på et æsel til Jerusalem – med alle de mange glad og forventningsfulde mennesker omkring ham – lad os fokusere på ham: Hvad tænker du om ham? Hvem er Jesus? Jesus var kun lige reddet ind i byen før folk begyndte at spørge netop det spørgsmål: ”Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?«”.

Hvem er Jesus?

Det er et spørgsmål, der har lydt lige siden: Hvem er denne Jesus? Mange har forsøgt at komme med et svar på det spørgsmål lige siden: Præster, teologer og kirkefædre har arbejdet med det spørgsmål – filosoffer har arbejdet med det spørgsmål. Videnskabsfolk har arbejdet med det spørgsmål – og det er ikke sådan at det kræver nogen længere uddannelse at arbejde med det spørgsmål.

Ja, det er et spørgsmål, som vi alle sammen på et eller andet tidspunkt skal svare på: Hvem er Jesus? Jeg tror faktisk at det er det allermest vigtige spørgsmål, som du skal svare på i hele dit liv.

Der er nogen, der kommer frem til det svar, at der slet ikke har eksisteret nogen Jesus. ”Jeg er ikke religiøs – jeg tror ikke på Jesus, han har aldrig eksisteret”. Det kan man naturligvis have lov til at mene, men det er så forkert som det kan være. Det er ikke kun i Bibelen, man kan læse om ham, men i en del andre historiske kilder. Hvis man ser rent videnskabeligt på det, så er der rent faktisk bedre historiske beviser for Jesus end for den store græske filosof Platon, hvis eksistens er hævet over enhver tvivl. Jesus har eksisteret – det er hævet over enhver tvivl. Jesus har levet, Jesus har prædiket. Når jeg siger, at jeg tror på Jesus, så betyder det ikke kun, at jeg tror at han har eksisteret, for det er ikke en trossag. Du kan lige så godt stille spørgsmål ved om nogle af de andre antikke personligheder har eksisteret – Jesu eksistens er hævet over enhver tvivl. Selv de største ateister må erkende, at der har eksisteret en mand, der hedder Jesus Spørgsmålet drejer sig altså ikke om, om Jesus har eksisteret – spørgsmålet drejer sig om hvem Jesus var.

Jesus kom med nogle vilde påstande om sig selv: Jeg er den levende Guds søn. Ja, jeg er vejen, sandheden og livet – ingen kommer til Faderen uden ved mig. Jeg er livets brød, jeg er livets vand – den, der kommer til mig skal aldrig sulte og den, der tror på mig skal aldrig tørste. Han stod og sagde: Jeg er Gud. Der er ikke noget at sige til at de forsøgte at stene ham og til sidste korsfæstede ham, da han red lige ind i løvens huls og lod sig hylde som den guddommelige konge. Men var han?

En filosof? En morallærer? Hvordan kan et almindeligt menneske være klogt og filosofisk og så påstå, at han er Gud?

Så var Jesus sindssyg? Nej! De knivskarpe svar han giver på listige spørgsmål… det kan en tosset mand ikke gøre. Selv hans mor blev en af hans disciple – og hans lillebror Jakob blev en af oldkirkens ledere. Ville de det, hvis han var sindssyg? Nej… han var ikke sindssyg!

Men var en løgner? En, der bevidste ville forføre sit folk? Jamen, så må vi sige, at han var en dårlig løgner… havde han sagt ja til at blive konge, så ville han kunne have reddet på en bølge af succes, og der ville have rejst sig en hær bag ham, der kunne have smidt romerne ud af landet. Men det gjorde han ikke – han gjorde aldrig noget, der gav ham fordele. Ja, tværtimod sagde han altid fra, hvis der kom personer med forkerte magt-motiver til ham. Så en løgner – nej!!

Ja, hvad ser du, når du ser billedet af Jesus, der kommer ridende ind i Jerusalem?

Er det en filosof,
en tosset
eller en løgner?

Ja, eller er han som han selv sagde: Guds søn? Hvis han var en filosof en tosset eller en løgner, så er han en interessant person, som vi kan studere og bruge tid på, hvis vi vil… men vi kan også lade være – det gør ikke det helt store. Men hvis han er Guds søn – ja, hvis han er Gud selv, så betyder det pludselig noget, at vi bruger tid på på ham. Så betyder det pludselig noget for dit og for mit liv, hvad han sagde og gjorde. Så betyder det noget for os og vores fremtid hvordan vi forholder os til ham. Hvis Jesus er Guds søn – så er han den vigtigste person overhovedet i verdens historie. Hvis Jesus er Gud søn – så er han den vigtigste person overhovedet at have et forhold til her i livet.

For han er den, der kan løfte dig ud af elendighed, sorg og bekymring.

Han er den, der kan skabe kærlighed og tilgivelse i dit liv. Med ham kan du leve et liv, hvor du ved, at du er fri, elsket og fyldt med Guds ånd. Er han den, han siger han er, så er et liv med ham, din garanti på at du er tilgivet, frelst og en himmelborger i det øjeblik, hvor du lukker dine øjne for sidste gang.

Hvem er Jesus? En dag skal alle se det – for der kommer en dag, da han ikke kommer ridende på et ydmygende æsel, men hvor han toner frem på himmelens skyer. Der kommer et tidspunkt, hvor ingen vil være i tvivl om hvem Jesus er. Vi hørte det læst lige før:

”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Jesus Kristus er Herre – lad os ikke vente med at sige den bekendelse, men lad det være vores bekendelse nu. Paulus skriver i Romerbrevet:

”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” (Rom 10,9).

Så enkelt er det – og så stort er det. Bekend med din mund og tro med dit hjerte – derefter er Jesus ikke bare en historisk personlighed, så er han din nutidige og fremtidige frelser. Tro med dit hjerte, og så er hans opstandelse ikke bare en historisk begivenhed, men det er det, der sletter det grimme i din fortid, det, der bærer dig i din nutid og det, der skaber din fremtid, dit håb og dit evige liv. ”… hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses” og som Paulus fortsætter ”enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Rom 10,9; 13).

Så hvem er Jesus?

6 maj 2018

Lyt til prædikenen
5. søndag efter påske - 2018 - 6th May 2018

Læs prædikenen

En lille dreng sad i sin seng og skulle bede aftenbøn – omkring ham sad mor og bedstemor. Han begyndte med en stille og blød stemme: ”Kære Gud, vil du være med far, mor og hele familien og giv dem en god nats søvn. Og pludselig så kiggede han op og råbte ”OG GUD GLEMT IKKE AT JEG ØNSKER MIG EN NY CYKEL I FØDSELSDAGSGAVE”.
”Der er ikke nogen grund til at råbe sådan” sagde hans mor ”Gud er ikke døv”., ”Det ved jeg godt” sagde den lille dreng. ”Men det er bedstemor”.,

Fra den lille drengs bøn kan vi se hvad han har på hjertet allermest: Han ønskede sig en cykel.

I dagens tekst kommer vi indenfor i Jesu bønsliv og læser hvad han har på hjertet: Sin kirke – for han beder for os. Det er Jesu ypperstepræstelige bøn – som i sin helhed er 28 vers i Johannesevangeliet. Martin Luther sagde om dette kapitel, at ”det er så dybt, så rigt og så bredt, at ingen virkelig kan fatte det”.

Og det er rigtigt…
der er dybder i dette kapitel, som vi aldrig vil kunne fatte, alt det vi kan gøre er at padle i overfladen.
Her er højder, hvor vi kun kan klatre op på bjergets fod.

Her introduceres vi i Guds nærhed, Guds hjerte og Guds sind. Vi får lov til at lytte til hvordan sønnen taler med faderen. Ja, teksten er hellig grund. Det er en gave til os – en gave fra Himmelen.

Det er en bøn bedt skærtorsdagaften få timer inden han bliver arresteret og dømt til korsfæstelsen. Jesus begynder med at bede for sig selv – at han må herliggøres, nu da hans værk er ved at være fuldendt. I bønnen møder vi Guds søn, der ser hinsides inkarnationen, ser frem til den anden side af ydmygelsen, til den anden side af lidelsen og korset og ser hen på den herlighed, der venter ham tilbage i himmelen. Og han skal herliggøres med det formål at føre os, hans disciple, hans brødre og søstre, hans kirke, til herlighed, for at vi må få evigt liv.
Resten af bønnen handler om os – om at vi må tilhøre ham og at Jesus må være herliggjort i os. At vi må blive bevaret i den verden, hvor Jesus ikke længere er fysisk til stede. At vi også må se Gud som vores far – og se Gud som Jesus så på ham: Som vores far, vores hellige far, vores retfærdige far, vores kærlige far. Hele bønnen handler om os – ja, Jesus skal herliggøres, løftes op på korset og fra graven løftes op til sin herlighed i evigheden. Men hans tanker er på os, der skal blive på jorden – uden ham. For det er her vi kristne hører hjemme nu, for som mennesker at forkynde hans navn. ”Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde” (Johs 17,15).

Om mindre end 24 timer ligger Jesus død i sin grav – og han ved det! Og ja, han frygter det. Jesus var rædselsslagen – det var ikke bare noget overfladisk – det var ikke bare noget, hvor han sad lige så stille og var bange. Vi kender nok til angstens sved, men Jesus svedte ikke bare sved, nej – Jesu sved blev til blod. Han ”opsendte… under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden” – som der står i Hebræerbrevet (5,7).

Jesus var ikke frygtesløs, for han kendte til frygten selv – men han stod fast midt i frygten.
Jesus frygter smerten, frygter mørket, frygter mest af alt gudsforladtheden på korset – frygter at blive overgivet i menneskers hænder, som han kalder det. En tanke, der ikke er til at begribe: Gud overgivet i menneskers hænder. Da Jesus bliver taget til fange siger han til ypperstepræsterne og anførerne af tempelvagten: ” dette er jeres time, og mørket har magten” (Luk 22,53). Men selv om det er deres time, så er det en time, der har været et guddommeligt fikspunkt i tiden fra før skabelsen. Evig fortid og evig fremtid mødes i denne ene time – mødes på korset.
Flere gange bliver Jesus presset til at forhale omstændighederne, til at tage en genvej, til at komme hurtigere til sagen, men nej, afvisningen lyder hver eneste gang: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Nu siger Jesus: ”Fader, timen er kommet”.

Der er en guddommelig plan – ikke bare en overordnet plan, og så improviserer vi os frem i situationen, nej en detaljeret plan. En plan, hvor selv en tur til en lille by Nain, der ligner en tilfældig rejse, at den er villet og gennemtænkt, og hvis resultat er at en enke får sin eneste søn tilbage fra døden. Gud sjusser sig aldrig frem – det gjorde han ikke i Jesu liv, og det tror jeg heller ikke han gør i vores liv. I Esajas´s bog (46,9-10) siger Gud om sig selv: ”jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg”
Og i denne beslutning var den time, der lå foran Jesus: ”Fader, timen er kommet” – timen…

den time, hvor han skal ydmyges på et kors, men ved at ydmyges herliggøres som Guds lam, der bærer verdens synd som det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens synder. Det offer rækker tilbage i historien til alle de mennesker, der nogensinde har troet og håbet på Guds frelse og fremad i historien til alle dem, der nogensinde vil komme til at tro.
Det var en længe ventet time – den time, hvor alle profetierne om frelsen blev opfyldt, hvor alle de specifikke forudsigelser om Messias skulle opfyldes, hvor alle symbolerne og alle typologierne skulle opfyldes, hvor alle Guds løfter skulle få deres rungende ”ja”.

Det var den time, som alle profeterne havde talt om – og som alle gudfrygtige mennesker havde længes efter at se. Kristus døde til frelse for alle troende forud i tid – frem til i dag og længere frem. Der på korsets planker blev vi forsonet med Gud.

Det var frelsens time, hvor alt hvad Gud havde lovet nu var en realitet. Her afløste det nye alt det gamle – skyggen blev afløst af selve tingen, der kastede skyggen. Og det hele skete ”efter Guds fastlagt bestemmelse og forudviden” – som Peter sagde det i sin prædiken pinsedag (ApG 2,23). Det var korsets time.

Korsets time – mørkets time.
Timen, hvor han bar Guds vrede.
Timen, hvor solen nægtede at skinne.
Timen, hvor mørket sejrede.
Timen, hvor jorden skælvede og rokkede.
Timen, hvor gravene åbnede sig og de døde vandrede ud af deres grave.

Alt var vendt på hovedet i denne time – en time som ingen anden time før eller efter. Alt var vendt på hovedet – for her i korsets ydmygelse, pinsler og skam blev Guds søn herliggjort. ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn for at Sønnen kan herliggøre dig”.

Gud opfyldte den bøn.

Jesus døde senere den dag – genopstod om søndagen og 40 dage senere opfor han til himmels, sådan som vi skal høre på torsdag – og han satte sig på sin trone, hvor han nu følger dit liv, dine mørke og lyse timer, dine sejre og nederlag – og hvor han går i forbøn for os hos den store og mægtige Gud, vores far.

Vi skal en dag samles foran den trone fra alle verdens hjørner – fra alle kirkeretninger og alle uoverensstemmelser og uenigheder, så den enhed, som Jesus også beder om i dagens bøn, virkelig må komme til udtryk. ”og hvert Knæ skal bøje sig, i Himmelen og på Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære” (Fil 2,10).

22 apr 2018

Lyt til prædikenen:

3. søndag efter påske (2018) - 22nd April 2018

Læs prædikenen:

”Jeres hjerter må ikke forfærdes” – sådan begynder Jesus sin tale til disciplene skærtorsdag Hvordan kunne Jesus sige det? – der er jo i allerhøjeste grad noget at være forfærdet over. Allerede et par timer senere bliver Jesus forrådt af en af sine nærmeste, han bliver udsat for justitsmord og dagen efter vil han udånde på et kors som en gemen forbryder. Og hans disciple vil flygte og gå under jorden af frygt for hvad man kunne finde på at gøre med dem.

Men selv om Jesus ser alt det og ved, at det snart vil ske, så kan han alligevel trøste sine disciple med ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”. Det er ord, som disciplene garanteret har taget til sig og som de har kunne gentaget for dem selv også efter påskedag, når problemerne og også forfølgelserne begyndte at skylle ind over dem. Det er et råd fra vores frelser: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Disciplen Peter kunne gentage ordene for sig selv, da han stod foran sine dommere i Rom. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Eller den første kristne martyr, Stefanus, da han stod foran den rasende menneskemængde og blev stillet til regnskab for sin tro – ”jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Eller de mange kristne, der stod i Roms Colosseum og så hvordan de vilde og sultne løver kom ud til dem indefra deres burer. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”. Eller de kristne japanere, som blev gravet ned i sandet kun med hovedet oppe over jorden, så tidevandet lige så langsomt kunne tage livet af dem. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Men ikke bare ved kristenforfølgelserne har de ord kunne give trøst og styrke.

Hvor mange forældre har ikke begravet deres børn og midt i deres sorg har de ikke haft anden trøst at klamre sig til end ordene ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”?

Hvor mange har ikke fået at vide, at de selv eller en af deres kære har en uhelbredelig sygdom og nu vandre de i dødsskyggens dal… med Jesu råd og trøst: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Hjerter kan være forfærdet på grund af frygt for fremtiden, på grund af skyld, på grund af ensomhed, på grund af sygdom, på grund af…

Det råd og den trøst, som ligger i de ord har kunne hjælpe tusindvis af mennesker i mange forskellige problemer og livssituationer og det er stadig kraftfuldt i dag, hvor vi hører det her i Hertug Hans Kirke. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Det kan være, at der er en os, der af den ene eller den anden grund sidder i kirken i dag med et forfærdet hjerte. Jesus er godt klar over dit problem, din bekymring, din sorg – han kender den… det kan være, at selv dine nærmeste ikke ved hvad du bærer rundt på. Men Jesus kender det. ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Bare smil og lad vær med at bekymre dig
Det er ikke bare et letkøbt klap på skulderen – som om Jesus midt i krisen bare siger ”hold humøret oppe, kammerat”. Vær ikke bekymret – vær glad.
Charlie Chaplins kendingsmelodi, som han selv havde komponeret, hedder ”Smile”. Og teksten fortæller os, at vi skal være glade og der er altid en lysere dag i morgen, hvis vi smiler i dag. Smil selv om dit hjerte gør ondt, smil, selv om hjertet er ved at bryde sammen – smil. Gem ethvert tegn på bedrøvelse! Smuk melodi – gå hjem og lyt til den. Smile – sunget af så forskellige sangere som Michael Jackson og Nat King Cole. Smuk melodi – men det vil være at øve vold på sig selv, hvis man følger dens råd. Bare smil…

40 år efter at Nat King Cole sang ”Smile” kunne man høre hittet ”Don´t worry – be happy”. Det var det helt store hit i 1988. Det er en utrolig iørefaldende melodi, og en tekst, som er ret simpel. ”Vær ikke bekymret – vær glad”. Den sagde, at selv om man mødte modgang, selv om man mødte de største problemer man overhovedet kan forestille sig, jamen så skal man ikke være bekymret, man skal bare være glad. Man skal ikke bekymre sig, for ellers bliver problemerne bare fordoblet. Det er jo som at række tungen ud af vinduet – vær ikke bekymret – vær glad – det giver ingen ting. Og da jeg i denne uge genså musikvideoen blev ordene pludselig endnu mere tomme. For en af skuespillerne og danserne i i musikvideoen er er den store skuespiller Robin Williams. Han blev kendt for sit gode skuespil, sit gode humør og han spillede så godt som altid den lille mand, der trods nederlag klarer sig igennem, fordi han har en god idé. I 2014 begik han selvmord i kølevandet på en psykisk sygdom. Jeg fik det faktisk endnu mere ond i hjertet over at se hans glade ansigt til tonerne af: ”Vær ikke bekymret – vær glad”.

Jesus kendte selv til frygt
Jesu ord er dybere – det er ikke bare et letbenet råd, som fjanter sig udenom alle problemerne og det svære. Og det er heller ikke tom facade – bare smil. Nej, Jesus ved godt, at vi kan komme ud i problemer, som kan true med at slå benene væk under os. Han siger derfor heller ikke ”frygt ikke”, for vi kan alle komme i en situation, hvor vi frygter et eller andet. Selv Jesus kendte til at frygte – nogle timer efter står han i Getsemane have og trygler Gud om at han må undgå at blive korsfæstet dagen efter. Jesus var rædselsslagen – det var ikke bare noget overfladisk – det var ikke bare noget, hvor han sad lige så stille og var bange…. nej, man har garanteret kunne se det på ham. Vi kender nok til angstens sved, men Jesus svedte ikke bare sved, nej – Jesus sved blev til blod. Han ”opsendte… under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden” – som der står i Hebræerbrevet (5,7). Jesus var ikke frygtesløs, for han kendte til frygten selv – men han stod fast midt i frygten. ”Ske ikke min vilje, men din vilje”. Det er nemt nok at være frygtesløs – det er bare at lukke alle følelser ude og så handle blindt. Men det er større at frygte og så alligevel at stå fast – det er min overbevisning, at de største handlinger i historien er blevet gjort af folk, der var bange og kendte til frygt, men som alligevel gjorde det, der var nødvendigt. De mange nødhjælpesarbejdere, der sætter deres liv på spil for at nå ud med hjælp til udsatte. Frihedskæmperne under tyskernes besættelse i 40-erne – de vidste hvad der ville ske dem, hvis de blev fanget… men de turde slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis de slet ikke gjorde noget. Så de handlede.

Når vi nu er ved tyskernes besættelse af Danmark, så er det faktisk denne tekst, der skulle prædikes over søndagen efter besættelsen i 1940. Folk, der gik i kirke i de første mørke og forvirrede dage, blev altså hilst af Jesu ord ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Jesus satte troen og tilliden i stedet for forfærdelsen
Vi kan nok kende til frygt og sorg, men vi skal ikke blive i sorgen – siger Jesus. Men samtidig er det netop ikke det her tomme ”vær ikke bekymret – vær glad”, for Jesus sætter noget andet i stedet for. ” ”Jeres hjerter må ikke forfærdes – tro på Gud og tro på mig – jeres hjerter må ikke forfærdes, for I har en frelser”. I stedet for forfærdelsen sætter Jesus troen på Gud og på sig selv.

Og det er det vi har brug for. Vi har ikke brug for en lærer, der kan give os gode råd – vise os et godt eksempel, vi har brug for en frelser, som er vejen for os, som er sandheden til os og som er livet i os. Det er Jesus – og derfor er han ikke bare kristendommens grundlægger, nej han er kristendommen selv. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Han er ikke bare en vejviser, han er vejen selv. Han er ikke bare en forkynder af sandheden, men han er sandheden selv. Han er ikke bare en, der giver os livet, men han er livet selv.

Og derfor skal vi ikke forfærdes, for vi har en frelser, som er vejen, sandheden og livet. Ja, Jesus er mere end det – han er også bare ”jeg er” – der er Guds navn, som Moses hørte ved den brændende tornebusk. Så når Fillip i dagens tekst siger til Jesus ”vis os Faderen, og det er nok for os”, så får han svaret ”jeg er i Faderen og Faderen er i mig”. Da Gud skulle frelse os og give os et liv her og nu i fællesskab med sig selv, så sendte han ikke bare sin søn – så kom han selv i sin søn. Derfor så længe at der er en Gud – så længe Gud lever og regerer, så har vi ikke nogen grund til at blive forfærdet. Luther var på et tidspunkt ramt slemt af bekymringer og mørke tanker, så han gik rundt og var i rigtigt dårligt humør og bedrøvet. Da han en dag kom hjem sad hans Käthe i sin sorte sørgedragt, sort fra top til tå. Forfærdet spurgte Luther – ”Men Käthe, er der nogen, der er død”… og han har garanteret tænkt, at nu er der endnu mere at være bedrøvet over. ”Ja” svarede Käthe ”det kan jeg mærke på dig – det må være Gud, der er død siden du er så bedrøvet og bekymret”.

Så længe Gud er Gud, så længe han er ved magten og lever, så længe har vi ikke grund til at være forfærdede over noget som helst i vores liv eller i verden. Også selv om alt ser håbløst ud, meningsløst ud og at Gud ser ud til bare at være en smuk tanke, som vi kan forsøge at holde os til – jamen så er han Gud.

Jesus satte bønnen i stedet for forfærdelsen
Han er også Gud, der lytter – ”Jeres hjerter må ikke forfærdes – bed i stedet for at være forfærdet”. Har vi mest lyst til at vride vores hænder i fortvivlelse, så skal vi hellere folde vores hænder i bøn. Den franske filosof, Pascal, der levede i 1600-tallet bad bønnen:

”Jeg be´r dig Gud:

– ikke om sundhed

– ikke om sygdom

– ikke om liv

– ikke om død;

men det be´r jeg dig om:

at du vil råde

– over min sundhed

– over min sygdom

– over liv og død.

Til din ære, til min frelse, du alene ved,

hvad der tjener mig bedst”.

Og fordi han ved hvad der tjener os bedst, så behøver vi ikke at forfærdes – også selv om vi måske ikke får besvaret vores store spørgsmål ”hvorfor skal det her ramme mig?”.

Vi vil nok alle på et eller andet tidspunkt i vores liv lever med konflikter, skuffelser og smerte. Vi vil nok alle opleve tid med dyb tragedie og svære prøvelser – men han er med os. Lige meget hvad elendighed du er i, hvilke bekymringer eller forvirring du må kæmpe mod, så husk, at Herren selv er her – han er dér hvor vi har brug for ham. Og han er der som vejen, sandheden og livet… han er der som Gud. Så derfor ”Jeres hjerter må ikke forfærdes – tro på Gud og tro på mig”.

30 mar 2018

Lyt til prædikenen:

Langfredag 2018 - 30th March 2018

Læs prædikenen:

Igennem kirkeåret følger vi højdepunkter i Jesu liv. Vi hører fantastiske prædikener, vi hører om store mirakler og tegn og vi hører eventyrlige lignelser. Men det vi hører om i dag, er ganske enkelt det største, Jesus nogensinde har gjort. Og hvad er detstørste Jesus nogensinde har gjort? Jo, det er at han døde.
Der var to andre, der døde samme dag – og døde på den samme måde, men hvad er forskellen? Der er to forskelle: 1) Hvem det var, der døde. 2) Hvorfor de døde. For manden i midten, var Jesus

Kristus, Guds søn. Og hvor de to andre døde, fordi de var tyve og røvere, så havde denne mand
aldrig gjort noget forkert. Han havde aldrig begået en synd. Han var Guds rene pletfrie lam.

Læs Johannes 1, 19-29

Udgangspunktet for min prædiken her i dag er: Gud hader synden. Gud hader synden, for han ved hvad synden gør ved os. Den ødelægger os og vores verden. Bare et enkelt kig i avisen viser os med al ønskelig tydelighed hvad synden gør ved os mennesker som individer, hvad synden gør ved os som nation og hvad synden gør ved os som menneskehed. Det ser Gud også, og derfor hader han synden, for han elsker os, og hader alt det, der ødelægger os. Der findes intet, der kan få Guds vrede til at flamme op i ødelæggelse, som synd. Gud og synd kan ikke være sammen – så da Moses, der havde synd i sig, var i nærheden af Gud, så fik han ikke lov til at se Gud, for ingen synder kan se Gud og leve. Så hellig er Gud, at alt synd og al ondskab i nærheden af ham dør. Det fortæller os
noget om hvor alvorlig synd er. Synd kræver altid død – Gud citeres i profeten Ezekiels bog for at sige: ”Den, der synder, skal dø” (Ez 18,4). Syndens løn er død – siger Paulus. Synd er ikke bare
noget, der skal tages let på, nej synd er majestætsfornærmelse mod den mægtigste konge, universets herre. Er der en synd, så kræves der død – det kræver Guds hellighed og retfærdighed. Synder du, uanset hvad, så kræver det, at nogen dør. Der findes ingen større eller mindre synder i den
sammenhæng. Måske har synden større eller mindre konsekvenser for dine medmennesker, men
prisen for en synd er det samme: Død. I Hebræerbrevet er det endda sagt som en klar grundregel ” der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebræerbrevet 9,22).
Den regel trådte allerede i funktion lige fra det første øjeblik, at der var noget, der hed synd på
jorden, og Gud slog et dyr ihjel for at give Adam og Eva skindtøj på. Hvorfor det? De havde jo
allerede deres tøj af blade… det blev vel ikke pludselig koldere af at de skulle ud af Edens have.
Nej, bladtøjet dækkede kun deres kroppe, nu fik de det døde dyr, der kunne dække deres synder.
For mig at se er det det første tegn på hvad Gud ønskede der skulle sker hele historien igennem helt fra til det sidste offer, Guds lam, der skulle bære verdens synd. Der er bestemmelser for ofre for
enkeltpersoner, for familier ja, for en hel nation. Og til sidst her i Johannesevangeliet, Jesus som
Guds lam. Det har altså igennem hele verdenshistorien været Guds måde at håndtere synd på: Et
offer, der trådte i stedet for den skyldige. Disciplen Peter siger det på denne måde, at ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt” (1 Pet 2,24). Jesus døde ikke bare for min synd og for din synd, men han døde for hele menneskeslægtens synd. Hans opgave på jorden var den, at han skulle være syndbæ rer, der tog alt ansvar og al straf for al verdens synder, så vi kan stå ustraffet, rene og levende foran den evige Gud. Ved Jesu død er vi retfærdige og hellige i Guds øjne. Så når du engang dør, så skal du ikke dømmes af den levende Gud, for den straf tog Jesus på sig, da han vor
Så hvad der skete på korset er meget mere end lidelse, skam, hån og død – det var Gud, der
henrettede sin søn som det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens
synder. Gud har altid behandlet synden med et offer – og det gør han stadigvæk. Vi har også alter i vores kirker, men grunden til at vi ikke ofre dyr på vores alter her i Domkirke. er ikke at det er primitivt. Nej den eneste grund er, at det sidste endegyldige offer allerede er bragt. Så hvad er det vi normalt har liggende på vores alter? Jo, vi har Jesu legeme og blod liggende – det endegyldige
offer.
At være en kristen er at leve med udgangspunkt i dette endegyldige offer. Vi taler om den gamle
pagt og den nye pagt – Jesus er den store forskel mellem de to. Du sagde ja til den nye pagt, da du
blev døbt, og da du tog imod i tro. Men udgangspunktet er ikke min tro! (Jo, jeg skal tro – men det
er ikke udgangspunktet). Udgangspunktet er ikke min vilje og min evne til at gøre det gode!
Udgangspunktet er ikke, at jeg aldrig nogensinde må mærke tvivlen i mit sind. Udgangspunktet er
ikke at jeg aldrig synder. Udgangspunktet for din frelse er det lam, som bærer verdens synd.
Udgangspunktet er det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens synder: Jesus Kristus. Det er udgangspunktet for din kristendom – og det er den, du skal leve på hele vejen
hjem til himmelen. Hvor du vokser i troen fra dag til dag. Hvor du vokser i gode gerninger fra dag
til dag. Hvor din vilje mere og mere rettes ind efter Guds vilje med dit liv. Men det hele har sit
centrum udenfor dig selv – i Guds sidste store offer. Det er i det offer du kan leve i hver eneste dag.
Det er den største sikkerhed og den eneste form for frelsesvished, der findes: Jesu fuldbragte offer.
Det er det offer, du som en kristen kan leve i skyggen af. Det er det offer, som du kan søger hen til,
når du hver dag træder forkert og synder. ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder, og renser os for al uretfærdighed” (1 Johs 1,9). Det er det offer, som
har løskøbt os fra vores synd. Peter skriver i sit første brev: ”I ved jo, at det ikke var med forgæ
ngelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv… men med Kristi dyrebare blod
som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt” (1 Pet 1,18-19).
Peter skriver: ” I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt”.
Det betyder – det var ikke med noget af det, vi selv kunne gøre eller give, at vi er blevet købt fri fra
syndens slaveri – men det var noget uden for os selv: Guds endegyldige offer, Guds lam, der bærer
verdens synder.
Og hvordan får jeg så del i det her? Hvordan bliver det her mit? Jo, den eneste måde det her gælder
Dig på, er ved at du tror på det. Det eneste, der kan redde dig fra Guds altopslugende vrede er at du
tror på Jesus – det eneste, der kan redde dig fra en evighed det sted, der er beregnet for djævelen og
hans engle, er at du tror på Jesus og alene klamre dig til hvad han har gjort for dig. Det er det
eneste, der kan frelse dig.
Når du dør – og det kan ske hvornår det skal være – så vil du står foran den himmelske trone med
den levende Gud foran dig og et liv fyldt med synd bag dig: Står du som en synder foran den retfæ
rdige Gud – eller har Jesus allerede løskøbt dig, så du faktisk står hellig og retfærdig? Hvis du ikke
har Jesus som din frelser, hvem skal så betale for din synd? Hvis du ikke tror på Jesus, hvem skal så skaffe dig ind i himmelen – tror du, at Gud laver en undtagelse for dig, fordi du ikke er så slem som
de andre? Syndens løn er død – og enten betaler du selv den pris, eller også har Jesus allerede gjort
det. ”Jamen, der er præster, der prædiker om at alle bliver frelst” – de præster fejl og er blinde, for
det de prædiker er løgn. Der findes intet andet, der kan frelse dig, end troen på Jesus Kristus. Du vil
ikke ønske at dø uden Jesus, men du behøver ikke dø uden Jesus. Du behøver ikke betale din gæld.
Du behøver ikke lide din død. ”Se dér er Guds lam, der bærer verdens synder”.
Det lam, der bærer verdens synd. Det var det, der skete den dag, da Jesus døde på Golgatha for lidt
under 2000 år siden. Hver eneste synd som er begået fra Adam og Eva syndede til du her i morges
sendte nogle vrede tanker i retningen af din nabo – dem blev der betalt for dér på korset. De er
tilgivet. Jesu offer er hvad vi behøver for vores fortid, for vores nutid og for vores fremtid.

”Jamen det er da alt for let! Jeg må da gøre et eller andet. Jeg må da give et eller andet. Jeg må da
være på en bestemt måde. Jeg må da gå en vis antal gange i kirke. Jeg må da… det her er da alt for
let til at kunne være hele sandheden”. Prøv forestil dig Jesus, der hænger på korset, med naglerne i hænder og fødder. Hans vejrtrækning bliver tungere og mere og mere vanskelig – han er ved at blive kvalt lige så stille. Han kan ikke holde sig oppe i armene ret meget længere. Prøv gentag dine ord nu. ”Jamen, det er da alt for let”. Prøv forestil dig, at du kan tage en stige hen og stille den opad korset, og så kravle op og hviske ind i den lidende Guds søns øre: ”Jamen, det er da alt for let”. Det er da for let??
Kan du gøre det? Kan du hviske det til Jesus: ”Jamen, det er da alt for let”? Det tror jeg ikke du kan, for det var ikke alt for let… det var hvad der skal til. Tager man et forstørrelsesglas og samler
solstrålerne et sted, så vil varme blive så intens, at vi kan starte et bål. Al Guds hellige vrede var samlet som gennem et forstørrelsesglas og centrum for den vrede var en mand – Jesus Kristus på korset.
Og det hele er dit – det er bare et spørgsmål om at stole på ham, at tro ham. Og det er hvad jeg beder om, at vi må kunne, nemlig se hen på Jesus som Guds lam, der bærer verdens synder. Som bærer din synd.

13 apr 2017

Hør prædikenen her:

Skærtorsdag 2017 - 13th April 2017

Læs prædikenen her:

Af en eller anden grund er der utroligt mange stavefejl etc. i dagens prædiken… så kom bare frem med den røde kuglepen.

Jeg går gerne til alters – jeg har nogle dejlige minder knyttet til nadveren, også længe før jeg selv kunne gå til alters, men løb mine forældre i møde, når de kom oppe fra alteret i Ansgars Kirke i Odense.… og jeg kan stadigvæk huske den søde duft af vinen i deres ånde. Så havde jeg også været lidt med – og en dag måtte jeg selv være med, det var stort.
I dag kan jeg ikke simpelthen ikke bare blive siddende. Jeg skal op – det hiver i mig. Min frelser kalder på mig: ”Tag det og spis det”. ”Drik alle heraf”
Så ja, jeg går til alters. Det er ikke fordi jeg har forstået alt om nadverens betydning – måske tværtimod. Teologen i mig siger, at den lutherske nadverforståelse kaldes for konsubstationslæren, som siger, at brødet og vinen godt nok ikke forvandles, men at Kristi legeme og blod alligevel er til stede “i, med og under” brødet og vinen. Forstå det hvem kan. Jeg kan sige en masse om nadveren – men for mig er det først og fremmest et mysterium. Et fantastisk mysterium, som jeg ikke kan gribe med forstanden, men som jeg griber med troen.
Så når jeg kommer til alters, så beder jeg: ”Giv mig, hvad du lover”. Og det han lover mig er sit legeme, der er død for mig. Sit blod, der er udgydt for mig. Det han lover mig, er ham selv. Vi skal en dag møde ham ansigt til ansigt – ved alteret kan vi fysisk indtage ham. Han kan blive et med os, ligesom brødet og vinen bliver en del af os, når den optages i din krop. Sådan bliver han en del af os. ”Dette er mit legeme” – ”dette er mit blod”. Tag det spis og drik

Ja, jeg går til alters – og det er heller ikke fordi jeg føler mig mere from end så mange andre. At jeg er mere hellig – også der er det tværtimod. Altergangen er ikke en bekendelseshandling: Se mig, jeg tror på Jesus.
Det er egentlig mærkelig at nadveren overhovedet kan tænkes at være et udstillingsvindue for fromhed. At nadveren skulle være et sted, hvor vi præstere noget… det er da så langt væk fra nadveren, som jeg overhovedet kan forestille mig.
For mig at se, så så udstiller vi i virkeligheden, at vi er det modsatte af fromme, når vi går til alters. Når vi går til alters udstiller vi åbent, at vi ikke har nogen godhed, retfærdighed eller værdighed i os selv og alt vort håb er i Kristus. Vi udstiller, at vi er skyldige og korrupte og egentlig fortjener Guds fordømmelse. Der er ikke plads til et selvretfærdigt menneske ved alterbordet. Det er kun plads til syndere.
Der var en præst, der sad i præstegården, og talte med sin biskop sammen med sit menighedsråd. Biskoppen skulle lige høre, hvordan det gik i sognet.

”Går der mange til alters?” spurgte biskoppen.

En svarede: ”Hvis ikke, er det i hvert fald ikke præstens skyld, for han siger tit og tydeligt nok, at til nadverbordet har vi alle lige adgang, og er lige velkommen. Der er ingen betingelser”.

Biskoppen svarede: ”Ja, det lyder jo så godt. Men det er jo ikke rigtigt. På Luthers tid levede en fyrste Filip af Hessen – han havde en tid to koner, og i den tid, holdt han sig borte fra nadverbordet; og det synes jeg, han gjorde ret i”.

Biskoppen så sig om i kredsen, sikker på tilslutning og henvendte sig til præsten: ”Hvad ville De da have sagt til Filip?”

Præsten svarede: ”Jeg ville have sagt: Hvad bilder du dig ind, Fillip, du har to koner, og tilmed går du ikke alters”.

Det var biskoppen ikke enig med præsten i, men havde præsten ikke noget ret? Netop, når Filip var ud i det syndige og anklagende, da var syndsforladelsens gæstfrie bord lige stedet for ham. Stedet, hvor Filip kunne høre ordene: Drik alle heraf – dette er den nye pagt med mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”. Men hvor omkvædet også bør lyde: Gå – og synd fra nu af ikke mere”.

Paulus skriver i 1 Korintherbrev (11,26) at hver eneste gang at vi går til alters, så ”forkynder I Herrens død, indtil han kommer”. Alteret er faktisk en prædikestol, men ikke en prædikestol, hvor vores gerninger bliver forkyndt, hvor vores fantastiske fromhed bliver ophøjet, men det er dér hvor Jesu gerning prædikes, og hvor hans død ophøjet.
Brødet taler om Kristi legeme – Kristi krop – med den levede han det perfekte menneskelige liv. Jesus levede det liv, som du og jeg aldrig kan leve. Jesus havde aldrig en syndig tanke, han sagde aldrig noget syndigt, han gjorde altid det, der var hans fars vilje, han troede altid, håbede altid, elskede altid. Jesu krop taler om hans perfekte liv. Og den krop, der havde levet det perfekte liv blev givet til os – for at vi kan finde det i ham, som vi ikke har i os selv. Når jeg tager imod brødet, så bliver jeg mindet om at hans lydighed er min. At det perfekte liv – at opfyldelsen af loven og profeterne blev levet for mig.
Legemet taler om Jesu perfekte liv – blodet taler om den det perfekte offer i hans død. Efter det perfekte liv og som Guds søn ville han kunne være gået direkte ind og sat sig på sin himmelske trone – men vinen minder os om, at i stedet gik han ned i dødsriget, ned i helvede. For vores synd. For vores ulydighed – han byttede plads med os – hans perfekte lydighed i et og alt blev tilregnet os – og han bar din og min ulydighed som om det var hans egen. Dér på korset sugede han Guds dom til sig – og i hans blod strømte tilgivelsen ud – tilgivelsen for din synd og for min synd.
Tag os spis det – det perfekte liv er levet for dig. Tag og drik det – det perfekte offer er bragt for dig.

Så ja, jeg går til alters – for det er det eneste sted, hvor jeg virkelig kan slappe af. Hvor jeg ikke skal præstere noget. Hvor jeg ikke skal kunne en masse – jeg skal ikke være på en bestemt måde, jeg kan bare komme og være mig selv, og vide, at netop som jeg er er jeg elsket og tilgivet. Jeg kan komme med mit allerværste – og alligevel blive taget imod. ”Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne. Er de røde som purpur, kan de blive som uld”, som der sår i Esajas Bog. Her ved alteret kan jeg finde det, som jeg ønsker mig mere end noget andet: Jeg kan finde fred med Gud. Hvile hos Kristus: Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile.
Jeg skal bare række ud og tage imod. Spise og drikke – og modtage min herre Jesus Kristus. Når jeg spiser og drikker Jesu legeme og blod, så får jeg del i ham, der er den eneste kilde til sandt åndeligt liv… ja, den eneste kilde til evigt liv.
Lad os om et øjeblik mødes ved alteret efter næste salme – og lad os tage imod det største i det mindste. Lad os tage imod de største løfter og så vide, at den almægtige står inde for enhver af de løfter. Majestæten i det høje, kongernes konge stiger ned fra sin herligheds trone for at være sammen med os. Lad os tage imod ham – lad os takke ham – og lad os derefter leve et liv til hans ære.