Denne side er set 705 gange!

Siden januar har jeg fået en ny titel til mit visitkort, jeg er nemlig blevet feltpræst af reserven. Indtil videre har det ikke bragt det helt store, men her for 14 dage siden var jeg på feltkursus midt ude i Oksbøl-terrænet. Hvis I spørger min kone om hvad jeg lavede, så siger hun, at jeg var på spejderlejr… og vi lå da også i telt og var orienteringsløb, og levede af feltrationer der ude midt i ingenting… men det er nok de færreste spejderlejre, hvor man hører om vejsidebomber, blistergasser og får træning i brugen af gasmasker.

Nu skal jeg ikke til at gå i detaljer om nogle af disse emner, men det skræmte mig faktisk at høre om hvor onde vi mennesker kan være mod hinanden. Hvordan man kan bevidst udarbejder og forfiner forskellige gasarter, så de går ind og lige så langsomt ødelægger menneskers krop.

Jeg sad og tænkte, at tænk, hvis vi mennesker var lige så opfindsomme, når det gjaldt om at være gode ved hinanden, som når det gjaldt om at være onde ved hinanden. Så ville verden godt nok være et meget bedre sted at være.

Men sådan er det jo desværre ikke – og det efterlader os i en verden, hvor frygten hurtig kan dukke op og lamme. Sikkerhedskontrollen i lufthavnen er i top efter 11. september. Drysser der lidt hvidt pulver ud fra en pakke på en postcentral, så lukkes hele afdelingen ned – indtil man finder ud af, at det bare var flormelis til glasuren på den kage, der var med i pakken. For leden dag kørte jeg med toget – der var godt fyldt op, så jeg kunne ikke komme af med min bagage lige dér hvor jeg sad. Så jeg der var plads lidt en stolerække nede af gangen, hvor jeg pressede den ind mellem to stolerækker. De personer, der sad dér var af mellemøstlig herkomst, og da de havde forladt toget fløj der en mand op og spurgte ængstelig ”Er det her nogens taske”. Og jeg meldte mig – for det var jo min taske, og så faldt han til ro og satte sig.

Vores tid er en frygtens tid – det kan godt være, at vi ikke mærker det til daglig, men pludselig kan den dukke op, som hos manden i toget. I den nyeste Superman-film ”Superman Returns” siger Superman til hans kæreste Lois Lane: ”Du siger, at verden ikke har brug for en frelser. Men hver eneste dag hører jeg verden skriger på en”. Selvfølgelig er det en anden slags frelser, der råbes efter i Superman filmen, men verden uden for biograf-mørket råber også på en frelser og en Gud.

En frelser, der kan løfte vores hoveder blik væk fra alt det, som råber højt og truer os med død, ødelæggelse og lemlæstelse. En frelser, der kan pege væk fra en misforstået gudsopfattelse om det så er en mørk og dyster opfattelse, eller om det er en humanistisk glad opfattelse. En frelser, der kan åbne vores øjne, så vi kan se den eneste sande Gud.

Hvis I spørger mig, så er Jesus den frelser, som der råbes efter – den Jesus, der kan tage frygten bort fra os, for han sætter vores liv ind i det rette perspektiv. Den frelser, der som den eneste har ret og myndighed til at sige ”frygt ikke”. Og det gør han, alene i den korte tekst, som jeg lige har læst op, der siger Jesus ”Frygt ikke” 3 gange.

Frygt ikke for dem, der er modstander af Guds ord – også selv om de farer frem med forskellige trusler. Ude i våbenhuset kan man finde bladet ”Åbne Døre”, som fortæller om det mennesker, der trodser trusler rundt omkring i verden fra forskellige religioner og undertrykkende regimer, for at fortælle andre mennesker om Guds ord. Også selv om det koster både liv, førlighed og frihed. I sidste måneds blad kunne man læse om pastor Dmitry fra Usbekistan, der blev arresteret i januar sidste år på grund af hans religiøs aktiviteter, som det hed. Først nu i marts måned har han fået sin dom – 4 års fængsel. Ifølge myndighederne har han frivilligt givet afkald på at anke dommen, og sidder nu i et fængsel langt fra sin familie uden ret til at modtage besøg. Ved fængslingen fortalte han, at han følte sig deprimeret, men sagde også, ”Jeg er på en rejse uden hjem, kirke eller status, men sammen med Gud” (Kilde: Åbne Døre – juni 2008).

At det ville være sådan var forudsagt allerede af Jesus: Man vil forfølge jer, men frygt ikke… vær frimodige. ”Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”.

Hvad er det, der gør, at en mand som pastor Dmitry og med ham tusindvis af andre kristne verden over, trodser trusler for at fortælle andre om Jesus? For at videregive det, som de nærmest bogstaveligt fik hvisket i øret, f.eks. i en af Kinas mange forbudte husmenigheder? Det vil da være så meget nemmere for dem bare at holde det for dem selv. Og måske med munden sige ”Allah er stor”, men med hjerte sige: ”Jesus Kristus er Herren”.

Hvad er det, der gør dem nærmest frygtesløse, så de trodser deres stat og ikke bare tænker ”Jesus Kristus er Herren”, men også siger det med munden: ”Jesus Kristus er Herren”?

Det er fordi de er opfyldt af noget andet end frygt for mennesker – de er ikke bare fyldt af en kærlighed til Gud, så de holder sig til hans ord, men de er også fyldt af en frygt for ham. Sådan som Jesus siger: ”Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”, altså Gud, for det er kun ham, der har den magt.

Men skal vi frygte Gud? Er det da ikke kristendommens store befrielse, at vi netop ikke skal frygte Gud, men kun elske ham? Nej – frygt og kærlighed hænger sammen i kristendommens syn på Gud. Så meget, at når Martin Luther skal forklare de ti bud, så begynder han hver eneste forklaring med ordene ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke…”.

Kærlighed og frygt hænger sammen – lige som fiskeren nok også har dette dobbelte forhold til havet: Kærlighed og frygt. Kærlighed, for han ved hvad havet kan bringe af rigdom: Fangst, skønne naturoplevelser, bølgers skvulben som beroliger sindet, solnedgange og meget mere. Men han kan også sige: Kun en tåbe frygter ikke havet. For han kender også til de farer som havet kan bringe. Måske kender han en som er druknet på havet, måske har han selv været på havet i uvejr og kender dets enorme kræfter. Og ved hvor lille et menneske er i forhold til havets styrke og voldsomhed.

En fisker frygter havet. Det betyder ikke at en fisker er bange for havet. Tværtimod. Så ville han jo ikke turde sejle ud og fiske.

Men han frygter havet, i betydningen af at han har respekt, ærefrygt for havet og dets enorme kræfter. Derfor kan han færdes trygt  på havet og få del i  velsignelsen af dets enorme rigdomme.

Og på samme måde med vores forhold til Gud. Vi kan elske Gud, fordi vi ved, at han er kærlighed og vi ved alt det han har gjort for os. Men vi skal også frygte ham. Fordi vi jo netop kender hans magt – vi ved, at han er universets eneste supermagt. Så derfor frygter vi at krænke hans hellige majestæt og bedrøve hans faderlige kærlighed. Og vi vil finde ud af, at frygter vi Gud, så behøver vi ikke frygte nogen andre eller noget andet, for der er ingen, der kan måle sig med ham.

Det er den måde vi skal leve vores liv på – som fiskeren, der både elsker og frygter havet. Vi skal leve vores liv og elske Gud, som har så stor omsorg for os og kender os så godt, at han endda har tal på antallet af hår på vores hoveder, som der står her. Og vi skal frygte ham, så vi forsøger at leve efter hans vilje med vores liv. Og vi vil finde ud af, at det er rigtigt det vi lige har sunget, at ”Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskarer”. Og vil vi i Gud finde den borg, som vi skal synge om lige om lidt:

                      ”Vor Gud han er så fast en borg

                      han kan os vel bevare

                      han var vor hjælp i al vor stund

                      vort værn i al vor fare”.