Jesus gør det igen og igen – provokerer det øverste præsteskab. Helt ærligt, der er ikke noget at sige til, at Jesus hurtigt kom på præsternes observationsliste, mistænkt for blasfemi. Jesus kan jo næsten ikke åbne munden, før han vender deres religiøse verden fuldstændig på hovedet. Der kommer en uskolet tømrer fra bonde-Nazareth, og fortæller dem at deres undervisning er forkert, deres liv er forkert, deres holdning overfor andre mennesker er forkert. Alt hvad de stod for, troede på og håbede på er forkert. Og Jesus bygger ikke engang sin autoritet på at ”det siger den og den anerkendte jødiske lærer”, nej, Jesus siger det rent ud af posen: ”I har hørt at der er sagt til de gamle …. Sådan og sådan …. Men jeg siger jer!” Udråbstegn – det her er sandheden. Og igen og igen, når de kom til ham med en intellektuel fælde, så stod de selv og så latterlige ud og måtte blive ham svar skyldig. Lidt lige som brødrene til Klodshans, der står foran prinsessen med al deres viden og bare siger ”bæh” eller ”Hvad be – hvad?”. Og folk elskede det!! Som der står, så så de, at han underviste dem med autoritet og ikke som deres egne skriftkloge.

Farisæeren og de skriftkloge kommer derfor hurtigt til at hade ham, så selv de store tegn, som Jesus gør, for at vise at han er Guds søn, faktisk får det helt modsatte resultat. I stedet for at se i den retning tegnene peger, så laver de den forkerte konklusion: ”Det er med Djævelens hjælp, at han gør sine mirakler”. Og derfra er der ikke langt til råbet ”korsfæst ham”.
Og de to begivenheder, der sker i dagens tekst, har nok heller ikke gjort dem venligere stillet. Og det er ikke bare på grund af Jesu sidste bemærkning om at ”Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor”, nej – det var bare prikken over i-et. Kunne man forvente andet!?

Det er som om Jesus bevidst samler de mest forhadte og afskyede folk op i landet for at illustrere godhed, tro og frelsende nåde og for at vise, at Guds nåde er ubegrænset og heller ikke kender geografiske grænser. Det har været et slag i ansigtet på deres religiøse eksklusivisme præget af fordømmelse.

De to, der i dagens tekst kommer til Jesus, tilhører hver deres sociale klasse, men set med en jødes øjne, så er de lige vederstyggelige.

Den spedalske mand var vederstyggelig, både på grund af hans sygdom, men også på grund af det, man regnede med, var grunden til hans sygdom. Han var en uhelbredelig syg mand – man var hundeangst for spedalskheden… ja, i det hele taget var man hundeangst for alle slags sygdomme, for man kunne nærmest ikke hjælpe dem.
I dag tager vi bare en Panodil og går op og lægger os, lige som Maude i Matador, men den gang kunne selv småting være dødbringende. Gennemsnitslevetiden var 30 og 40 år max. Lægevidenskaben var vel ikke-eksisterende – og slet ikke som vi ser den i dag. I Markusevangeliet (5,26) læser vi om en kvinde med blødninger, at hun – og nu citerer jeg – ”havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet”.

Man isolerede de syge, indtil de enten var døde af sygdommen eller til de blev raske. De blev udstødt af byen, af fællesskabet og på sin vis allerede stemplet som døde, når vi taler om spedalske. På den måde var de ikke en økonomisk belastning for familien, hvor der var brug for hver eneste ledige hånd for at overleve. Og til det kom også det lag på, at man anså sygdommen som det ydre tegn på en åndelig virkelighed. De har syndet – de har gjort noget forkert. Det har vi sådan set en lille flig af det, når vi rynker på næsen over visse sygdomme, som vi ser som selvforskyldte, fordi vi kan stemple dem som ”livsstilssygdomme”. Eller uhelbredelige syge, der ligger med tanken: Jamen hvad har jeg gjort, siden jeg fortjener det her.

Den romerske officer er vederstyggelig, fordi han var hedning og derfor uren. Han dyrkede ikke den eneste sande Gud. Det havde de ikke engang mulighed for, for templet i Jerusalem var spærret af for ikke-jøder. Man har fundet de to sten, der skulle advare ikke-jøder mod at træde ind i templet. På græsk og latin står der

”Ingen fremmed må gå bag indelukket rundt om helligdommen. Den, der bliver pågrebet, vil selv være årsag til den efterfølgende død”.

Sådan behandlede man alle, der ikke var jøder – de skulle holdes på afstand. Man skal ikke have noget med dem at gøre. Og til det kommer også, at denne hedning også repræsenterede Rom, den forhadte og foragtede besættelsesmagt.

Den spedalsk og en romersk officer kommer til Jesus, der burde have afvist dem, men i stedet rækker ud efter dem og rør den spedalske og tilbyder at besøge den romerske soldats hjem… Han hjælper dem, og viser på den måde sin største sympati for dem, der er lavest nede, de foragtede, de små, dem, de andre ikke må eller vil lege med. Begge vidste, at de ikke havde nogen ret at få deres bøn opfyldt, men de var så desperate, at de alligevel gjorde forsøget.

Nu har jeg skitseret to slags mennesker: Den spedalske og officeren på den ene side og farisæerne og de skriftkloge på den anden side. Hvem tænker du, at du mest ligner? Der er nok ingen af os, der synes vi ligner de skriftkloge og farisæerne. Dels er der ingen, der vil lide samme skæbne som dem, og dels er der vel ingen, der tænker så arrogant som de gør om andre…. Eller vi er i hvert faldt ikke bevidst om at vi er så arrogante. Det interessante er nemlig, at det kan vi hurtigt komme til alligevel. Hvor let er det ikke at udpege andre som farisæere, andre, som vi mener opfører sig som farisæere.

  • ”De ser så fromme ud”.
  • ”De tror at de er bedre end andre”.
  • ”De dømmer sig selv inde og alle os andre ude – det bliver godt nok en tom himmel, hvis det kun er folk, der ligner dem, der kommer ind”.

Og uden at opdage det, så er det faktisk os, der opfører os som gode gammeldags farisæere: ”Tak, at jeg ikke er som alle de andre – og især tak, at jeg ikke er som ham dér”. Der kommer aldrig noget godt ud at sammenligne os med andre – alligevel, så gør vi det. ”Jeg sammenligner mig i hvert fald ikke med andre mennesker – det lader jeg andre om”. Vi kan endda konkurrere om hvem, der taler sig selv mest ned. Hvem der er mest ydmyg. Er det ikke vildt? Hovmod kan nogle gange klæde sig ud som ydmyghed – og hovmod er ikke bare en af de syv dødssynder, men den største af de syv dødssynder.
Skal vi sammenligne os med nogen, så lad os sammenligne os med Jesus. Og så vil vi hurtigt lære sand ydmyghed. Så vil vi komme til at ligne en af de mænd, der kommer til Jesus i deres uværdighed og hjælpeløshed. Og hvad gør vi med den erkendelse? Forhåbentlig gør vi som dem, forhåbentlig kommer vi til Jesus. ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.”
Jesus vil – uanset hvad du kommer med.

  • Jesus vil – han vil altid række hånden ud efter dem, der ved at de ikke kan selv,
    Jesus vil – han vil altid frelse dem, der ved at de ikke kan frelse sig selv
  • Jesus vil – og han rækker altid hånden ud for at hjælpe os, som har brug for hans nåde og tilgivelse. Jesus vil.

”Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham”.
Jesus rækker hånden ud – han vil røre dig. Røre dit hjerte. Røre dit liv. Lad ham røre dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *