At turde stilheden

Denne side er set 1018 gange!

Stilhed…. tavshed… kan næsten virke uhyggeligt på os eller pinlig. En taler, der stiller sig op uden at sige noget…. det hedder “pinlig tavshed”. Det jeg gerne vil sige noget om i aften er “At turde stilheden”.

Sig noget om “At turde stilheden”… sådan lød invitationen til mig til i aften. Jeg skulle have været her for lidt over et års tid siden og sige noget om det samme emne, men jeg kunne ikke på det tidspunkt, hvor I spurgte. Men så fik jeg igen budet med samme overskrift – jeg ved ikke om det er fordi at der ikke er andre, der har turde give sig i kast med det emne… men jeg forstår også godt hvis der er nogle, der har sagt nej tak til at sige noget om det… for det er et svært emne. Så først vil jeg gerne sig jer tak for udfordringen! Det er nok noget af den sværeste opgave, jeg nogensinde er blevet stillet overfor. I første omgang lyder det meget nemt, men ved nærmere eftertanke, nej, hvordan gør man det? Hvordan siger man noget om stilhed? Ja, man kan næste sige: Hvordan sætter man ord på stilheden – uden at ødelægge stilheden?

Og til det kommer, at jeg aldrig før har arbejdet med det emne – men jo mere jeg arbejdede med det, desto mere åbnede der sig af muligheder… så den her aften er kun første station i en langt studium, men også en forhåbentlig lang erfaringsforløb, for man kan ikke bare læse om stilhed, men man skal også leve i den. Så det er første station, hvor jeg også håber på, at I vil kunne give mig input, modspil, medspil, erfaringer, så vi sammen kan nå mere til bunds i det her. Så derfor – afbryd mig gerne, hvis I har et eller andet – spørgsmål, kommentarer. Lige meget hvad – vi er ikke flere end det nok kan lade sig gøre.

Stilhed en mangelvarer?

Det første jeg vil se på det er stilheden. Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men jeg synes faktisk, at stilhed er en mangelvarer. Overalt, hvor vi er, der er der også lyde, larm, musik…. vi omgiver os med lyde fra vi står op om morgenen, hvor vækkeuret forstyrrer freden til om aftenen, hvor vi lægger vores hoved på puden igen. Vi vænner os endda til larmen, så der findes folk, der kun kan sove, hvis de har en clockradio til at køre ved siden at, så de falder i søvn til musik. Så igen larm og lyde.

En af de største producent af lyde er uden tvivl radioen. Radioen, der kører uafbrudt fra man står op om morgenen til man går i seng. Uden at vide det, så kunne jeg godt forestille mig, at der var en del af jer herinde, der har det sådan – radioen kører bare. Det er egentlig ikke fordi vi rigtig hører efter hvad der kommer ud af højtalerne… men de kører bare. Jeg er tit ude til samtale med dåbsforældre, hvor vi skal snakke dåb, men radioen kører i baggrunden. Om ikke andet, så bliver jeg forstyrret af at skulle snakke i takt med Jørn Hjorting eller Gustav Winckler – eller jinglen til Radio Hirtshals… det er ved at køre en helt gal i hovedet af at høre det.

Eller forstyreren nummer 1: Telefonen, der kan ringe, hvornår det skal være, og også hvor det skal være…. selv til gudstjenesten. For et par gange siden var jeg til gudstjeneste på et plejehjem, hvor en af deres mobiltelefoner pludselig begyndte at kime: “Ja Hallo… ja det er mig. Ja, jeg sidder lige til gudstjeneste. Jeg sidder lige til gudstjeneste”.

 

Og imens vi har fat i gudstjeneste, I kirken må vi da kunne finde stilhed. Hvor mange sekunders stilhed er der ved en gudstjeneste? Der er vel kun mellem bedeslagene før gudstjenesten, hvor der er stilhed, resten overdøves af orglet og præsten.

Jeg har til mine 9-gudstjenester i Horne og Asdal tvunget lidt stilhed ind lige efter kirkebønnen fra prædikestolen, hvor jeg i slutningen af kirkebønnen slutter af: ”Og hør os hvad vi hver i sær i et øjebliks stilhed bærer frem som vort hjertesuk og bøn denne søndag morgen”.

Det er ikke noget, jeg selv har fundet på – en præst i Århus. Selv om han havde haft en uheldig episode: Dåbsforældre kom hen og sagde tak for en rigtig dejlig gudstjeneste… ”men hvor var det bare synd for dig, at du gik i stå under bønnen”.

 

Ude i naturen må man da kunne finde stilhed. I har sikkert fulgt med i motorvejen omkring Silkeborg, hvor regeringen har besluttet at frede de dejlige stykker natur, der er omkring byen. Der har så været folk fremme med argumentet, at var der ikke flere folk, der fik glæde af naturen, hvis man førte en motorvej igennem, så kunne man nyde den fra bilen. Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening afviste det i en radioudsendelse: Man ville jo slet ikke kunne nyde naturen fra en bil – dens dufte, dens fugtighed… og dens stilhed. Man skal ud og gå – ud og være i naturen for at opleve stilheden. Og så kommer så næste stilheds-knuser: MP3-afspilleren eller Ipod. Man tager musik med ud på dagens gåtur i naturen, for så nyder man naturen bedre, når man går og høre Vivaldis fire årstider – end når man hører naturens egne lyde eller mangel på samme. Den musik, vi lytter til, kan være helt fin, men altid at have behov for musik er et tegn på indre tomhed

 

Så stilheden er en mangelvarer – det er ikke bare noget, der dukker op af sig selv, men noget man direkte selv skal opsøge. Jeg har fået indrettet et rum et hemmeligt sted i præstegården. Tjenestetelefonen kan ikke nå derud – jeg kan ikke høre dørklokken – dér kan jeg sidde og skrive min prædiken uden at blive forstyrret om navneændringer, opslag i kirkebogen eller hvad man nu lige skal ringe til præsten om. Men det er noget jeg skal vælge – og opsøge. Stilhed bliver ikke bare givet automatisk.

 

Er stilhed farlig?

At turde stilheden. Turde – i det ligger der, at det er farligt? At der skal mod til stilheden? Jamen, hvorfor skulle jeg ikke turde stilheden – hvad kan den gøre mig?

 

MAN MØDER SIG SELV I STILHEDEN

Hvad er der med stilheden, der er farlig? Jo, for det første vil man finde ud af, at der ikke nødvendigvis er ro i stilheden.

 

Forskel på stilhed og ro?

Man vil faktisk finde ud af at stilheden langt fra er stille. Jeg tror vi er nødt til at skelne mellem “stilhed” og så “ro”.

Har I prøvet at spille på en flippermaskine? I ved en af de maskiner, hvor man hiver en stang med en fjeder tilbage og skyder en bold ud på en skæv spilleplade. Og det gælder så om at sørge for at den lille bold ikke kommer ned i hullet forneden af spillepladen og det gør man ved at holde den i gang hele tiden.

På samme måde, når vi opsøger stilheden: Det er som om der bliver skudt en masse bolde ind på spillepladen og de suser så rundt frem og tilbage, op og ned. Selv om der er stilhed, så er der ikke ro. Du kan godt sidde stille og roligt et stille sted, og så alligevel ikke have ro, fordi tankerne vrimler rundt i dit hoved. Den store franske filosof Pascal skriver et sted: “Vor natur ligger i bevægelse. Komplet ro er død”. Så det er måske slet ikke muligt at finde ro. Nok stilhed, men ikke ro! Nu er jeg jo ikke én, der kan modsige Pascal…. godt nok er jeg præst i selveste Horne, men derfra og så til at modsige Pascal er der ret langt. Men jeg tror ikke han har helt ret i det med at ”komplet ro er død”… men det kommer jeg til.

 

Ens egen værste fjende – sig selv

Men jeg vil gerne sige, at stilhed ikke nødvendigvis er ro, for dér i stilheden møder man det man kunne kalde sin egen værste fjende. Det er måske også derfor, at man skal turde stilheden. Hvem vil af egen fri vilje stille sig hen til sin egen værste fjende… men hvem er så “ens egen værste fjende”?

Det er ingen ringere end en selv. Dér i stilheden kommer den person frem som man er. Ikke den, som man spiller over for andre mennesker – ikke den, man selv tror man er, eller den person som man gerne vil være. Nej, dér i stilheden møder man den, man er. Giver man sig tid til stilhed vil man pludselig blive indhentet af alle de ting, som man ellers forsøger at flygte fra. Ved stilheden dukker der ting op, som vi måske forsøger at skubbe til side normalt. Tanker, oplevelser, som vi ikke har fået bearbejdet dukker op til overfladen og kræver at blive taget hånd om. Eller følelser, som vi ikke kan håndtere…. man skal faktisk være meget stærk for at kunne håndtere stilheden.

Rundt omkring i det kirkelige landskab bliver der mere og mere sat fokus på retræte. At man hiver et par dage – en weekend – ud af ens kalender og søger hen sammen med andre til et afsondret sted i bøn og ikke mindst stilhed. Retrætens største force, men så også dens største er stilheden. En veninde afbrød sådan en retræte, fordi hun simpelthen ikke kunne klare den stilhed og de tanker, der så pludselig vældede ind over hende.

Kan man ikke klare stilheden, så gør man hvad man kan for at afbryde den – her ved at stikke af fra en retræte, men også bare ved at begynde at snakke.

 

Jeg var en gang til begravelse – ikke som præst, men som privatperson – og der var ro i kirken i minutterne inden selve begravelsen. Men det var åbenbart for meget for ham, jeg sad ved siden af, for han snakkede og snakkede og snakkede… egentlig ikke om vigtige eller (synes jeg) interessante ting… nej, han snakkede bare. Stilheden var for meget for ham. hvorfor? Måske fordi dér ved den tavse kiste vældede følelserne, minderne op om den døde, som ville være for meget for ham, og den eneste måde at holde dem fra livet var ved ord. Ved at bryde tavsheden. Snak, snak, snak….

 

Der skal mod til at turde stilheden – for stilheden er om ikke farlig, så i hvert fald ubehagelig. Og den er især ubehagelig for os, der har en masse træls bagage hængende bag os, som så pludselig har chance for at indhente os. ”Vi er her stadigvæk”.

Og derfor er det dybt uforsvarligt at lave en retræte hvis der ikke er mulighed for sjælesorg – for midt i stilheden skal der være en sikkerhedsventil, der gør at man kan læsse noget af det værste af og få hjælp til at bearbejde det – ja, få sat navn på det… få det tilgivet?

 

HELBREDELSEN AF PSYKEN

Nogle gange har jeg det indtryk, at al larmen dækker over et eller andet – jeg fristes til at kalde larmen for en flugt. Virkelighedsflugt, fortidsflugt. Dér i stilheden indhenter virkeligheden os – dér i stilheden indhenter fortiden os… dér bliver vi indhentet af det, som vi hver i sær ikke tør se i øjnene. Stærke følelser, handlinger vi gerne vil lægge bag os. Stilheden skal derfor brydes – for man ved ikke hvad man hører eller hvad man tænker dér i stilheden.

 

Derfor flugten væk fra stilheden. Men det har aldrig hjulpet nogen at flygte fra deres problemer – de skal konfronteres før eller siden. Udsendelsen ”Forsvundne danskere”, der kørte i fjernsynet for nogle år siden, handlede tit om folk, der stak af fra deres problemer – men problemerne forsvandt jo ikke af den grund. Tværtimod blev det jo meget værre.

På samme måde med flugten væk fra det vi ikke tør se i øjnene – jo længere tid, der går desto værre bliver det at stå ansigt til ansigt med det igen. Og desto mere skal der til for at overdøve den indre larm.

 

STRESS – AT HAVE MISTET KONTAKTEN MED SIG SELV?

Jo længere tid der går desto hurtigere skal man løbe for at holde tankerne væk. For de er der jo. Og det er min påstand, at til sidst mister man ikke bare tankerne, men man risikere også at miste kontakten med sig selv. Wilfred Stinissen har skrevet en artikel, som jeg har lagt bagerst i papirerne. Dér siger han:”Stress er et næsten ufejlbarligt symptom på, at jeg ikke lever et liv, der er “centreret i mit inderste.” Så snart jeg gribes af stress, mister jeg kontakten med mit indre. Stress trækker mig mod overfladen og bevirker for det meste, at jeg taber Gud af syne, og at jeg opfatter verden forvrænget, fordi jeg ikke længere ser den med troens øjne. Stress er ifølge min svenske begrebsordbog at “leve under anspændte og udmattende omstændigheder kendetegnet af tidsnød”. Netop dette indtryk af mangel på tid er typisk for stress og står i modsætning til troens indstilling, der indebærer tillid og selvhengivelse

 

Det modsatte af stilhed er vel uro – og det er netop titlen  på en bog, jeg er ved at læse om det moderne menneske ”Uro”. Det moderne menneske er uroligt – og jo større det er, som man flygter fra, desto større og højere skal uroen være for at overdøve det.

”Hvad er det jeg længes efter? Roen, måske. Ro – føler jeg den da? Ja, men ro er for mig et stort ord, og jeg er ængstelig for at bruge det. Jeg kender uroen bedre. Ofte befinder jeg mig flere steder på én gang. Jeg er til stede, men hjernen arbejder også intenst med andre projekter. Jeg kommer antagelig til at tænke mig ihjel, når den tid kommer. (s.450 i Uro)

 

ØRKENEN – STEDET FOR DET VÆSENTLIGE

Det sjove… eller snare: Det interessante er, at forfatteren flere gange bruger ørkenen som symbol på det modsatte af uroen. Han skriver om ørkenen omkring spillebyen Las Vegas:

 

”Jeg kan lide ørkenen. Jeg har været nogle døgn alene i Death Valley. Jeg kan lide ørkenen som fysisk erfaring. Jeg synes at den er smuk. Jeg kan lide ørkenen som en udfordring. Den udformer min følelse af at være ensom. Jeg kan lide den fordi de uvæsentlige ting er fjernet” (s. 17).

 

Jeg synes faktisk, at ørkenen er et godt billede på stilheden og afsondretheden. I ørkenen er de uvæsentlige ting fjernet. Når den person, jeg sad ved siden af til begravelsen, bare blev ved med at snakke og snakke og snakke, så skyldtes det vel, at han ikke turde stå ved det væsentlige: Døden, mindet, savnet.

 

Gud i stilheden

I ørkenen bliver alt det uvæsentlige fjernet og der bliver vi stillet overfor de store spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at bringe søndags prædikenteksten ind, for i søndags hørte vi om ”Jesu fristelse i ørkenen”.

 

Jesu fristelse i ørkenen

De fristelser Jesus bliver stillet overfor skærer helt ind til benet – her er det uvæsentlige skåret væk og Jesus står overfor spørgsmålet: Vil jeg følge Guds vilje med mig. Guds vilje med mig er ikke at jeg skal lave undere og selv leve højt på dem. Guds vilje med mig er ikke, at jeg skal være hersker over hele verden med Djævelens hjælp. Nej, Guds vilje med mig er korset.

 

Der er altså en underliggende tone i Jesu fristelser, som er den samme som den, der møder os i vores fristelse – også når vi søger hen i stilhed. For enhver fristelse har nemlig den samme hensigt, nemlig at få os væk fra Guds vilje med vores liv – at få os væk fra Gud. Det væsentlige i ørkenen – i stilheden er at vi faktisk kommer tættere på ham.

 

Og det er nok her, at vi har den største grund til at folk ikke søger stilheden – men at der kan skrives en bog med titlen ”Uro – en rejse i det moderne selv”. Uro er et åndeligt problem. Augustin – en af de nok største teologer nogensinde – sagde, at ”Vi er skabt til at tilhøre dig, derfor er vore hjerter urolige indtil de finder hvile i dig”. Vore hjerter urolige indtil de finder hvile i Gud… og den uro vil vi mærke, hvis ikke vi fylder vores liv med en masse åndeligt bras – en masse larm. For man mangler Gud – man mangler kontakten med Gud, og da vi er skabt til at tilhøre Gud, så vil det kunne mærkes.

 

Jeg synes vi skal synge ”Jesus kom dog nær til mig”.

 

”Verden ejer ingen lyst

som kan fylde dette bryst,

men når du mig bliver nær

himlen alt jeg ejer her”

 

Gud skænker os fred

I stilheden møder man nemlig ikke bare sig selv eller Djævelen, man kan også møde Gud. Efter Djævelens fristelser var hørt op ude i ørkenen, så står der ”der kom engle og sørgede for ham”. Gud kom og sørgede for ham.

Gud kommer og sørger for os i stilheden – også med alt den onde bagage, som vi slæber rundt med. For hos ham kan vi finde fred – i Esajas 53 står der om Jesus, Herrens lidende tjener: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Esajas 53,5). Det er sjovt: Jeg har aldrig rigtig lagt mærke til ordet ”fred” her, før jeg har arbejdet med temaet ”stilhed”. Men der står jo ikke: ”Han blev straffet for at vi kunne få tilgivelse” ”For at vi kunne få nåde”, ”for at vi kunne få hjælp”. Nej, der står ” ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred. Gud er fredens Gud og skænker os fred.

Vi kan gå til psykolog og få bearbejdet de traumer, som vi slæber med os. Vi kan tale ud med en god ven om det vi har oplevet eller gjort – alt det, som man prøver på at skjule i larmen og kaoset, men jeg tror først det er ved at finde ind i stilheden hos Gud, at vi virkelig opnår en helbredelse af psyken og kommer af med alt det, som vi bærer på.

Jesu død på korset gør, at vi kan finde fred og ro og tilgivelse hos ham. Han har allerede gjort det, der skal til. ”Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig” (Sl 116,7).

 

I Det nye Testamente siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matthæus 11, 28-30)

Hvad er det vi kan hente hos Jesus? Det er hvile – det er ro. Men ikke hvile og ro, hvor vi bare daser, men hvile og ro, så vi får energi til at tjene Gud. Vi skal lægge vores tunge byrder af os, og tage hans ”åg” på os.

I den artikel, som er i hæftet siger Wilfred Stinissen ”De fleste af os har meget at lave. Men vi har aldrig for meget at lave. Der er altid tid til det, vi skal gøre. Når Gud giver os en opgave, giver Han os også tid til opgaven. Er der ikke tid, kommer opgaven ikke fra Ham. Så drejer det sig om en opgave, vi helt egenmægtigt har valgt”.

 

Gud styrker i stilheden, Gud giver hvile i stilheden, Gud giver opgaver i stilheden… ja, Gud er i stilheden.

 

Gud er i stilheden

Gud er i stilheden…. egentlig står der rigtig meget om stilhed i Bibelen – og om hvordan Gud er og findes i stilheden. Jeg kan rigtig godt lide fortællingen om profeten Elias, der virkelig er ude i problemer og han bliver ledt ud for at møde Gud langt fra alle mennesker.

”Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?«” 1 Kong 19,11-14)

 

Gud var hverken i stormen, jordskælvet eller ilden… men han var i den sagte susen. Den, som man ikke bare sådan lige høre, hvis man ikke er stille. Gud er i stilheden – Gud findes af den, der søger stilheden. Og det er nok også grunden til, at det er så svært at finde stilhed, for Djævelen vil vel gøre hvad han kan for at vi ikke møder Gud, for at vi ikke finder Gud.

 

Men Gud er fredens og stilhedens Gud. Hvis der er en, der virkelig slår om sig med store ord og handlinger, så er det Paulus. Men lige netop iltre Paulus kæder mange steder Gud sammen med ordet ”fred”. Til menigheden i Korinth skriver han til sidst: ”I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.” (2. Kor 13,11).

 

Skab stilheden og roen

Jeg nævnte før, at den store franske filosof Pascal et sted skriver: “Vor natur ligger i bevægelse. Komplet ro er død”.

Jeg tror nok, at Gud kan skabe fred og ro i os. I kan nok huske, hvordan Jesus og disciplene var ude at sejle, da de blev overrasket af en orkan. Disciplene var ude af sig selv af rædsel og vækkede Jesus. ”Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: ”Ti stille, hold inde!” Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille”. (Markus 4,39).

Og kan Jesus skabe ro midt i en storm, så kan han vel også skabe ro i alle de tanker, der pludselig vælder op i os.

 

(Hver vendes tilbage til billedet med flippermaskinen. For hvad gør man, når tankerne flyver rundt i ens hoved som bolde i en flippermaskine? Jo, man holder dem selv i gang. Man tager de spændende tanker og holder dem flyvende ved at beskæftige sig med dem… i stedet for bare at lade være med at holde dem i gang. Bare drop dem – lad vær med at tage fat på det. Også selv om det er interessante og gode tanker… nu er der tid til stilhed. Gå ikke i dialog med tanker.

 

For vi har brug for stilheden, for at finde os selv og for at finde Gud.

 

Tale til Gud i stilheden

Det er dér i stilheden, at vi kan tale med Gud, for Gud er i det skjulte – da Jesus lærte os at bede, sagde han:

”når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. (Matthæusevangeliet 6,5-6)

 

Lytte til Gud i stilheden

Når vi bruger tid med Gud, så er det ofte os, der sidder og snakker til Gud – vi beder til ham. Vi fylder vores hoved med ord til Gud, vores hjerter med tanker, som vi deler med ham… og så siger vi amen, måske et Fadervor og så afbryder vi kontakten og går ud i vores liv. Det er lidt det samme som David siger i en salme i Salmernes Bog ”Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag”. Men afbryder David kontakten dér? Nej, han stopper ikke dér. ”Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar” (Sl 5,4). Det er dér ved det sidste, at vi virkelig går glip af noget, når vi ikke spejder efter svar. Jeg forestiller mig at en person, der spejder efter svar, er en, der står koncentreret og kigger ud i det fjerne– spejder ud i horisonten og er så koncentreret om det, at han ikke taler, men kigger i stilhed.

Vi burde unde os selv at spejde efter svar – ja, bare at sidde med antennerne ud og vente… vente på Gud. Søge væk fra mennesker og al den larm, som vi omgiver os med hele tiden – ja, finde vores egen lille ørken midt i vores dagligstue.

 

Desmond Tutu har et kapitel i bogen Gud har en drøm, der handler om stilhed. Han skriver

 

”Folk spørger ofte om kilden til min glæde, og jeg kan ærligt svare, at den kommer fra mit spirituelle liv – og især fra stunderne med stilhed. De er en uundværlig del af min dag, uanset hvad jeg ellers skal foretage mig. Jeg beder højt eller for mig selv før hvert møde, og før jeg kører hjem i min bil. Jeg har også stille dage, hvor jeg ikke taler – i hvert fald ikke før til aftensmaden. … Betydningen af denne form for tilbagetrækning er svær at forklare – den styrker mig, og jeg bliver i stand til at høre, hvad Gud siger, og til at finde løsninger på problemer, som synes uløselige… Ud over bøn og meditation kender jeg ikke nogen anden tilgængelig måde, hvorpå jeg kan dyrke et reelt og dybt personligt forhold til Gud, vores store Elsker, i hvis nærvær vi ønsker at vokse frimodigt og finde større og dybere stilhed. Det er kælrighedens tavshed, tilbedelsens og selvfordybelsens stilhed ” (s. 101 i Tutu: Gud har en drøm).

 

Være sammen med Gud i stilhed

Der var et interview med Mother Theresa, hvor intervieweren spurgte hende: ”Hvad siger du til Gud, når du beder?” ”Jeg siger ikke noget”. Det havde intervieweren slet ikke regnet med, så han svarede tilbage: Ok… hvad siger Gud så til dig”. ”Han siger ikke noget”. (s. 25 i Bill Jastram ”The secret place”.)

 

Mother Theresa sagde, at ”Gud er stilhedens ven”. Det udfolder Martin Lönnebo i bogen Kristuskransen: ”Ja, Gud er sandelig stilhedens ven. Hele universet er fyldt af hans uendelige stilhed. Solen synger ikke, månen taler ikke, universets sorte rum mellem de lysende stjerner er idel stilhed, og dog proklamerer himlen Guds ære og synger hans pris. Markens liljer blomstrer i stilhed, og dog forkynder de højt og tydeligt Guds omsorg for os”. (s. 68: Martin Lønnebo)

 

Grundtvig siger det:

Himlene, Herre, fortælle din ære,

Mesteren prises af hvælvingen blå

solen og månen og stjernernes hære

vise os, hvad dine hænder formå”.

 

Eller Jakob Knudsen:

”Se nu stiger solen af havets skød,

luft og bølge blusser i brand, i glød;

hvilken salig jubel skønt alt er tyst,

medens lyset lander på verdens kyst”

 

Stilheden kan lære os noget – stilheden kan fortælle. ”Hvilken salig jubel skønt alt er tyst”.

Jo mere man kender et menneske, desto mindre har man behov for at sige.

 

Det nyforelskede par, der sidder og ser solnedgangen. Munden går.

Det gamle ægtepar, der sidder bare sammen i stilhed. Ikke at de ikke elsker hinanden og ikke har noget på hjertet. Men de kender hinanden så godt, at ord slet ikke er nødvendig her.

 

Modtage kraft fra ham

Der er et fantastisk billede i Johannesevangeliet – hvor Jesus siger om sig selv, at han er vintræet og vi er grenene. ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for skilt for mig kan I slet intet gøre”. (Johannesevangeliet 15,4-5).

 

Flere gange i mine prædikener i Horne og Asdal har jeg slået fast, at kristendom ikke er en religion, men en relation. Det kan selvfølgelig være en kamp på ord hvad der er religion og hvad der ikke er, men først og fremmest ønsker jeg, at mit forhold til Gud skal være en relation. Ikke en religion med afstand, men relation med intimitet, nærhed. Jeg skal være kristen, ikke fordi jeg skal gøre en masse gerninger, men fordi jeg skal have kontakt med min himmelske far. Grenen på vintræet sidder bare og modtager kraft fra træet og leder det videre, og så bliver det til frugt.

På samme måde skal vi som kristne søge hen til Gud i stilhed og suge kraft fra ham og sende det ud i et aktivt liv som kristen. Der findes ingen kristen uden kontakten opad – og jeg tror ikke man opnår den fulde kontakt, hvis man ikke under sig selv stilheden sammen med ham.

Desmond Tutu bruger et billede med ilden en kold dag. ”Vi sidder bare foran ilden og gradvis begynder ildens kvaliteter at blive overført til os. Vi begynder at føle os varme. Vi bliver ildens atributter. Sådan er det med os og Gud. Når vi giver os tid til at være stille og være i Guds nærværelse, overføres Guds kvaliteter til os” (s. 100).

 

Hvordan stilhed?

”At turde stilheden” sådan lød overskriften. Og jeg har været inde på hvor meget vi har brug for denne stilhed og hvad vi kan hente i den. Det er noget der skal mod til, for dér i stilheden møder vi alt det, som vi ellers forsøger at drukne i larmen. Men vi får først rigtigt lagt de onde oplevelser bag os, når vi stopper med at flygte fra dem, og i stedet for konfronteres med dem.

I stilheden møder vi os selv, vi møder Djævelens fristelser, men vi møder også Gud selv. Alt står og falder med, om vi har et forhold til ham – alt står og falder med om han kender os.

 

Så det er vigtigt at vi giver os tid til stilheden – at vi tør stilheden. At vi giver os tid til at bede, til at være sammen med Gud.

 

Men hvordan gør vi det? Ja, vi er så forskellige, så der er ingen bestemt måde at komme til Gud på. Men der er mange hjælpemidler.

 

Først og fremmest skal man søge hen et sted, hvor man ikke bliver forstyrret. Kan man sidde et sted, hvor man kan se himmelen eller noget natur, så er det godt. Ser man på trafik eller mennesker, der render rundt, så bliver man hurtigt forstyrret og ukoncentreret

 

Et tændt lys

Det er godt at markere, at nu starter det. Det kan være med en bøn, eller ved at tænde et lys, måske med ordene: ”Jeg tænder et lys for dig, som har tændt et for mig”.

 

Hvad fylder man tiden ud med?

Man kan fylde den ud med ingenting. Et lys skaber fred – ro, og dens stille dans kan være med til at holde flyvske tanker på afstand.

Man kan begynde med at bede ”Gud, nu sidder jeg her… jeg sidder her i stilhed – jeg sidder og venter på dig”.

Begynder tankerne at flyve, kan man bede det, der hedder ”Kristusbønnen”, som er kort og godt ”Herre Jesus Kristus, Forbarm dig over mig”. Det er en åndedrætsbøn, som man kan bede inde i sig selv. Ved udåndning ”Herre Jesus Kristus” og ved indåndning ”Forbarm dig over mig”.

 

Unitas Forlag udgav for nogle år siden ”Kristuskransen”

Man kan købe eller lave sådan en Kristuskrans.

 

Bønnebogen bagerst i Salmebogen

Har man ikke lige lyst til at købe sådan en, så er det også muligt at kigge bagerst i ens salmebog. Der er et hav af gode bønner, som andre har formuleret. Det kan måske virke upersonligt, men det gode ved at læse andres bønner er, at mit fokus ikke kun er på lille mig lige i min situation, men at der kommer andre perspektiver til.

 

Bibellæsning

Man kan være gammeldags og tage sin bibel frem og læse et stykke – hvis man læser evangeliet kan man forestille sig, at man selv oplever det, man læser.

Ellers har jeg tyvstjålet en 21 dages læseplan med forskellige tekster, som man kan have glæde af at læse.

 

Afslutningsbøn

Der er noget godt over ritualer derhjemme, for så markere man start og slut. Man begyndte med at tænde et lys og så kan man slutte med Simeons lovsang.

”Herre, nu lader du din tjener gå bort

med fred efter dit ord,

som du har beredt for alle folk;

et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.” (Luk 2,29-32.)

 

Afsluttende ord

Det er også dér jeg vil slutte af. ”At turde stilheden” – vi burde turde stilheden. Vi burde måske slet ikke turde andet end stilheden. Vi burde unde os selv stilhed – for at finde vej her i livet og for at finde ind til Gud.

”At turde stilheden” – det er at vente på Gud, spejde efter Gud – forvente alt godt fra ham. Også oven på en hård vinter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *