Ayaan Hirsi Ali: Ayaan – opbrud og oprør

Denne side er set 845 gange!

Bare ved at læse navnet aner I sikkert ikke hvem hun er… men ser I billedet af hende, så ved I nøjagtig hvem forfatteren til denne bog er. Kvinden bag filmen “Submission part 2”, der bragte muslimer så meget op i kog, at de dræbt instruktøren Theo van Gogh. Kvinden, der fik en frihedspris fra Venstre overrakt af Anders Fogh Rasmussen.

Jeg har egentlig ikke kunne lide hende – min opfattelse af hende er, at hun er så fjendsk og hadefuld, og at hun ønsker provokationen for provokationens egen skyld. At hun egentlig ikke vil noget med det, andet end at gøre en masse mennesker rasende.

At jeg ikke er den eneste, der har haft de tanker, kommer frem i slutningen af bogen, hvor pointen med bogen afsløres. Hun skriver “Jeg vil heller ikke have, at mine ræsonnementer skal affejes som underligt pladder fra en person, som på en eller anden måde er blevet skadet af sine oplevelser. En person, som bare langer ud efter andre. Folk antyder ofte, at jeg er vred, fordi jeg blev omskåret – eller fordi min far giftede mig bort…

Min største, mest motiverende bekymring er, er at muslimske kvinder undertrykkes” (s.411-12). Og det må jeg nok sige, at det gør de… det er bogen en lang beretning om. Men også de undertrykkende mænd er fanget i et farligt spin mellem religion og kultur og ærerskodeks… men dem, der lider mest også fysisk er kvinderne og pigerne.

Når hun beskriver sin barndom, så går der ikke en side, hvor hun ikke bliver forbandet, bliver slået, bliver tilsidesat… ja, hun nævner først tanken om at hendes mor elsker hende i det øjeblik, hvor hun ligger og svæver mellem liv og død, fordi en koran-lærer har tildelt hende et kraniebrud.

Bogen kort fortalt
Set over et er bogen en fascinerende beretning om en heldig og stærk mønsterbryder. En pige, der trods alle odds ender som en i vestlig forstand succes, ja, en som endda i 2005 af TIMES blev kåret som en af dets hundrede mest indflydelsesrige personer i verden i dag. Men det har bestemt ikke været en lidelsesfri vandring – og hun gør sig også sine overvejelser om hvor heldig hun har været, at hun overhovedet er levende i dag.

Man må sige, at historien giver H.C. Andersen ret i sin tese fra Den grimme ælling om at det ikke gør noget, at man fødes i en andegård, så længe man har ligget i et svaneæg.

Nå – videre med teksten: Uden at give sit samtykke til det – ja, på trods af at hun faktisk højlydt nægter det – bliver hun gift med en somalier bosidende i Canada. På grund af borgerkrigen i Somalia kan han finde sig en kvinde fra en ærværdig klan til en billig pris, så han er på shopping. Og da Ayaan tilhører en ærværdig klan, så falder ægteskabet på plads. Ayaan rejser alene afsted til Canada, men ender i Holland, hvor hun søger og får asyl. Og der begynder hun at studere, komme ind på universitetet og ender efter en periode som parlamentsmedlem i en amerikansk tænketank.

Vi hører også, hvordan den bærende motivation i hendes arbejde er hendes kamp for flygtningekvinder. Og hvordan hun sammen med Theo van Gogh bliver jaget vildt efter den provokerende kortfilm “Submission part 2”. En film, som koster van Goghs liv. (Filmen handler om en troende kvinde, der hele sit liv er tro og underdanning trods sin mands (tvangsægteskab) vold imod hende. Hun forbliver tro, men da hendes onkel en dag voldtager hende og gør hende gravid får hun alene skylden. Hun vender sig mod Allah, der – som kvinden siger – er tavs som den grav, som hun længes imod. Filmen kan ses på nettet – se linket øverst til venstre).

Ayaan og Massoud
Nu har jeg indenfor det sidste stykke tid læst tre bøger om islam – og alle tre supplerer hinanden. Dem, som jeg synes er mest interessant at sammenligne, er denne bog og Massoud Fouroozandehs Den forbudte frelse (Tryk her for at læse om den).

Ayaan og Massoud har to forskellige kulturelle baggrunde – en i Somalia med klaner og den anden med Iran. De kommer dog begge to fra en ophøjet stilling i samfundet – Ayaan tilhører en fornem klan, hvilket gav en social-status, dog uden den store økonomisk betydning. Massoud kommer også fra en fornem baggrund – hans far var med i indercirklen i forbindelse med den islamiske revolution, men blev efterfølgende kørt ud på et sidespor. Så for mig at se er udgangspunktet meget lig hinanden. Men på et punkt er de to ufattelig forskellige og får trods evt. ligheder i baggrund en helt anden indgangsvinkel til livet: Massoud er en mand og Ayaan er en kvinde. Og det er netop ærindet med Ayaans bog: At gøre opmærksom på den voldsomme forskel, der bliver gjort mellem kønnene.

Jeg indledte med at skrive, at også mændene er fanget ind i et spin, og det kommer også frem i Massouds bog, helt konkret i at han som teenager skal sendes i felten for at ofre sit liv som martyr i krigen mod Irak. Det var derfor han flygtede – og det var også derfor, at hans mor hjalp ham på vej i denne flugt.

Mændene er også fanget ind i dette spin, men sammenligner man det, der står om deres opvækst, så er der ikke meget tvivl: Ayaan havde det sværest. Godt nok bliver Massoud slået, men som skrevet, så er der ikke en eneste side i den største del af bogen, hvor hun ikke bliver slået og forulempet. Hendes mor slog hende for et godt ord – og holdt først inde for et øjeblik, da Ayaan svævede mellem liv og død. Sikke dog en ond mor! Og igen… hun var jo også fanget ind i dette spin. Et system, der siger: Take it or leave it! Enten tager du det som det er, eller også forlader du det, og med det det sikkerhedsnet, der dog er.

Den største forskel i deres udgangspunkt er, at den ene er kvinde og den anden mand. Jeg ved godt, at “Herrens veje er uransagelige (dvs. ikke sådan at gennemskue)”, men jeg kan ikke lige lade være med at stille spørgsmålet: Havde Massoud været en kvinde, havde hans historie så formet sig anderledes. Ayaan havde stort set ingen medspillere i sin udvikling, men kun modspillere, der melede deres kage. Havde Ayaan ikke taget sagen i egen hånd og “brudt” den tillid, som familien havde vist hende ved at sende hende alene til Canada uden opsyn, så var hun da aldrig kommet til Europa. Havde hun skulle flygte som Massoud gjorde det, så ville hun være udnyttet og ødelagt inden hun overhovedet nærmede sig grænsen. Hvorfor? Fordi hun var kvinde og ikke havde egenværdi.

Ateisten
Havde Massoud været en kvinde, var han så endt som ateist? I stedet er han i dag en brændende kristen præst i Odense. Massoud havde/har den fordel, at han er en mand med de privilegier det giver i islam – imens Ayaan er en kvinde, der er så langt nede i hierarkiet, at skulle hun på en måde gøre noget, så var hun nødt til at gøre det fuldt og helt… altså skippe gudstanken fuldstændig.

Hvor Massoud er på jagt efter en tilgivende og barmhjertig Gud – en Gud, der er som den gode far, så er Ayaan først den underkastende troende, der ikke søger efter en kærlig Allah, men som søger at tilfredsstille Allah. Tilfredsstille ved at være retfærdig, ren og syndfri, men hun rammer ind i, at det er ikke muligt. Hun dumper som muslim skriver hun (s. 164). Hun finder også ud af, at der sker jo faktisk ikke noget. Hun bliver ikke ædt op af ild, eller drukner i badekarret. Der sker faktisk ikke noget – ja, faktisk er det sådan, at de lande, som underkaster sig Allah er ude i fattigdom, borgerkrig og undertrykkelse, imens de andre lande, som egentlig er under Allahs vrede, dem går det godt.

Dette fører hende ud i en gradvis afstandtagen til islam. Faktisk kan man iagttage det skridt for skridt. Først ved at gradbøje budene – “det må være tanken bag budet – og det overtræder jeg ikke” til en decideret ja, bevidst overtrædelse af et bud. Skridt for skridt bliver taget væk fra Allah, for til sidst at ende med dette: “På det græske hotel så jeg mig i spejlet og sagde højt: “Jeg tror ikke på Gud”. Jeg sagde det langsomt og udtalte det tydeligt på somalisk, og jeg var lettet” (s. 335).

Så man må sige, at det er to succeshistorier – for både Massoud og Ayaan opnåede det de ville. Massoud ledte efter en nådig Gud og fandt ham – Ayaan var på flugt fra en straffende og nidkær Allah og undslap.

Alligevel har man på fornemmelsen, at det ikke personligt er nogen succes for Ayaan. Jeg ved ikke om jeg lægger noget i det, som ikke er dér, men jeg kan ikke læse andet end fortvivlelse i denne episode, hvor hun står ved Theo van Goghs lig. “Jeg sagde farvel til liget. Theo troede ikke selv på et liv efter døden, jeg troede ikke selv på et liv efter døden, og derfor var det så det, tænkte jeg: Dette er afslutningen”(s. 382).

Som kristen kan jeg kun synes det er vildt træls, at en religion har sendt en person væk fra den levende Gud. Ayaan flygter fra den straffende og retfærdige Allah og ender med at tage afstand fra guds-tanken i det hele taget.

Den manglende Koran
I Massouds bog blev der også gjort opmærksom på at folk ikke læste i Koranen, men er i hænderne på imamernes udlægning. Dette er Ayaan også inde på “De fleste muslimer forsker ikke i teologi, og vi læser sjældent Koranen; vi bliver undervist i den på arabisk, som de fleste muslimer ikke taler. Det resulterer i, at de fleste menneskertror, at islam handler om fred.” (s. 324).

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilke kristne, der f.eks. kommer i Folkekirken, om de alle læser i Bibelen og kender den. Hvor meget er de i hænderne på de præster, som de lige netop godt kan lide, fordi de synes godt om deres budskab og deres syn på hvad kristendommen er… men hvor mange er egentlig i stand til at vurderer ud fra Bibelen om det i virkeligheden er kristendom, der prædikes. Ja, skille skæg fra snot!

Det er min påstand, at der er mange kristne (ret mig hvis jeg tager fejl), som ser sig selv som kristne, og som f.eks. praktiserer kristen etik, som faktisk ikke ved hvorfor de gør det… hvorfor det er “kristent” at gøre det eller lade være med at gøre noget andet.

For nogen tid siden talte jeg med en person, der havde en klar stræben efter at gøre hvad der er rigtig i Guds øjne, og som også følger, at vedkommende led under andre folks misbilligelse (“du er da ikke helt normal”). Men vedkommende havde ikke en Bibel – vedkommende vidste meget om kristen etik, men havde ikke “grundbogen” og følte sig forvirret på mange punkter… også fordi vedkommende var rendt ind i nogle uheldige bemærkninger fra nogle præster. AV AV AV!!!

Der hviler et stort ansvar på os som kirke – undervisning, bibelundervisning… hvad står der egentlig? Er Bibelen på nogen måde normativ for vores kristentro, så er det da vanvittig vigtigt at vi kender den. “Jeg tror på det, der står i Biblen”… ja, den er god med dig, men har du i det hele taget læst hele Bibelen? Selvfølgelig ligger der en trosmæssig blankocheck til Gud i den tillid, men der ligger også en del dovenskab, som jeg desværre selv må erkende at jeg er end del af. Gid der dog snart må blive mulighed for at lave sådan en studiekreds i vores sogn. Så på den måde kan bogen også være en udfordring til os.

Min vurdering
På trods af bogens mamutstørrelse, så er bogen faktisk hurtigt læst… og den er en læsning værd. Historien er fascinerende, og ikke en lang klage over “har jeg ikke haft det slemt”. Men en kvinde, der ser tilbage på sit liv og skildrer det som det har været indtil nu. Det har været hårdt, men set ud fra det hvordan andre har klaret sig i hendes generation, så har hun faktisk været langt heldigere end gennemsnittet.

Jeg sagde i en prædiken for leden, at jeg tror, at der er en eller anden fælles naturlig lov, som siger til en hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Jeg havde heldigvis en lille korrektion på at der naturligvis er forskel på områder, men der er en naturlig lov, der lyser op, når man bryder den. Bogen har fået mig til at vakle i det syn – for de mennesker handler ud over hvad nogen naturlig lov overhovedet ville kunne tillade. Naturligvis handlede meget af bogen om en tid med borgerkrig og flygtningetider, og det kan påvirke, at man gør ting, som man ellers ikke ville gøre. Men denne bog viser virkelig menneskelig ondskab – og menneskelig hårdhed overfor andre medmennesker. Hvordan man sætter familiens ære højere end kærligheden til en datter. At en datter får lov til at sætte ild til sig selv i dagligstuen, imens hendes familie ser på det. Hun var blevet gravid uden for ægteskabet. Men de så bare på uden at gribe ind… og havde hun ikke selv gjort det, så havde hendes familie gjort det senere. Familiens ære.

Hvor er det dog uhyggeligt!! Tænk, at man kan binde hinanden ind i sådan et spin, som bare ikke er til at slippe ud fra… andet end at man virkelig bryder med det radikalt og får lejligheden til det. Det gjorde Ayaan, men hendes flugt var bestemt ikke uden konsekvenser og tab… bestemt ikke.

Jeg skrev i begyndelsen at hun for mig virker meget hård og konfronterende – som provokerende for provokationen skyld. Og jeg forstår faktisk godt hvorfor nu. Jeg har nok set på det på den måde, at vi skal give en masse rum for f.eks. flygtninge og deres kultur. Men bogen her har åbnet mine øjne for, at der så bare er nogle, der ifølge kulturen skulle holdes ned, og i vores friheds navn, bliver de så ved med at blive holdt nede. At man faktisk ved at være striks kan række ud efter kvinderne, som helt klart er ofrene for en blid politik.

Jeg forstår godt, at hun har været hård i sine udtalelser, men hvis man sammenligner med det kvinderne har været udsat for og bliver udsat for, så er det virkelig ingen ting i forhold til. Så hellere at nogen bliver lidt stødt på manchetterne, hvis det kan betyde, at der lige så langsomt kan blive åbnet op for disse kvinderne. Men det tager lang tid – og kvinderne skal også selv gå forrest og selv være villige til det – også til at tage det skrald, der måtte komme (en herre afgiver ikke uden videre sin magt). Men vi må da kunne gøre dette skridt lettere for dem – og før vi kan det, så er vi nødt til at få vores øjne åbne for, at der vitterlig er et problem. Det gør Ayaan Hirsi Ali i denne bog. Så godt brølt, løvinde, må din vandring lede dig hen til en nådig Gud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *