Boganmeldelse

13 apr 2020

Havde jeg vidst, at den bog, der var sat ned fra 129 kr. til 29 kr. og bar titlen ”Judas Evangeliet ” ikke handlede om det gnostiske evangelium med samme navn, men var et forsøg på et skrift sådan som man forestiller sig at Judas Iscariot ville fortælle om Jesus, så havde jeg sparet de 29 kroner. Nu en del år efter, fik jeg fat på den, for op til lørdagen mellem langfredag og påskedag, ville jeg gerne skrive en lille tekst om Judas, og ville da gerne inddrage det såkaldte evangelium. Det blev aldrig til noget – og det er første her 2. påskedag i vort sommerhus, at jeg færdiggjorde læsningen. Ikke at det er en lang bog – men dels blev jeg skuffet over dens indhold og dels ville jeg hellere være sammen med familien.

Historien
Den engelske forfatter Jeffrey Archer havde givet sig den opgave at genskrive historien om Judas ud fra den tanke at Judas´ ry som historiens største synder, ikke er fair og rigtig. I et interview om bogen sagde han, at det irriterede ham at alle de andre disciple, blev erklæret helgener selv om de også havde forladt og vendt ryggen til Jesus, men at Judas var den eneste, der ikke fik genoprejsning. Det var simpelthen for sort-hvidt og det irriterede ham.
Archer lader Judas´ fiktive søn, Benjamin, skrive evangeliet efter at han opsøger Judas, der har tilsluttet sig esserne i Qumran. Han fik at vide, hvorledes disciplene byggede en ny sekt op omkring historien om Jesus og hvorledes Jesus blev omgivet af en masse myter og han stemplet som forræder og erstattet af en anden i discipelflokken, eftersom Judas i deres løgnehistorie havde begået selvmord – en uting og utænkelig ting for en rettroende jøde.
Judas beskriver et menneske, der ser alle Jesu undere – men alligevel tvivler. Som knytter sig til Jesus som en hellig mand, en da i perioder tror, at han er Messias, men aldrig at han er Guds søn. Judas beskrives som et menneske, der ser sig selv som en synder, og er fyldt med glæde over at Jesus alligevel vil have ham med i sin disciplelflok (s. 25 kapitel 6 vers 31). Han arbejder dog med en dobbelt standard – den overfor sig selv og den overfor andre (s. 57, kapitel 15 vers 57 og s. 66 kapitel 18 vers 5). Han synes det er positivt at Jesus tager imod ham som synder, men andre synderes modtagelse er ham en vederstyggelighed. På den måde er han vel som alle os andre.
Judas ønsker at redde Jesus fra den død, som synes at være uundgåelig på grund af alt det, Jesus gjorde og sagde. Men midt i hans forsøg på at redde Jesus fra en tragisk og utilsigtet død, blev han faktisk årsag til at han netop kom i hænderne på Jesu dommere, der dømte Jesus til døden. Så Judas var skyld i Jesu død, men han blev blot udnyttet i en større sammensværgelse, der efterlod ham som forræderen. Han var en tragisk figur.
Men han var en ven – ja, en ven, der fejlede, men ”Hvorfor var han den eneste, der nu skulle stemples som synder?” (s. 76). Han har dog knyttet sig til Jesus i et livslangt venskab, der gør at han i slutningen af historien glæder sig over at blive henrettet af romerne på samme måde som Jesus – nemlig korsfæstet.
Derved forstår vi også, at bogen benægter selvmord og endda også de 30 sølvpenge – det bortforklares med, at det kun er et af evangelierne, der har dette med. Derfor må det være et falsum – og det bliver underbygget ved hjælp af et videnskabeligt noteapparat.
Archer ønskede at bogen skulle opbygges på bibelsk baggrund, så tilblivelsen blev assisteret af professor Francis J. Moloney (står J-et mon ikke for at han er jesuit? Det kan jeg dog ikke få bekræftet nogen steder). Det er blandt andet ham, der i bogen biddrager med noteapparatet placeret bagerst i bogen – og som fremstår meget kritisk overfor troværdigheden af de bibelske skrifter. Blandt andet om Jesu undere ”Der er ingen seriøse forskere af Det nye Testamente, der kan tilslutte sig, at dette er sket” (s. 100) – eller hans inddeling af Treenigheden, hvor Jesus er den næst vigtigste person (s. 93).
Historien er bygget op med kapitler og vers, så det i det ydre ligner et bibelsk skrift – og ordene, der kan findes i evangelierne er fremhævet med rød

Min vurdering
Hold jer fra den – læs Bibelens evangelium i stedet. Der er overhovedet intet evangelium – glædeligt budskab i den. Teksten bagpå ”Ikke mindst henvender bogen sig til de mange, som har gjort den moderne og eftetrmoderne tids nervøse og eksistentielle tvivl til deres egen” – tjah – det kan jeg virkelig ikke se. Hvis det at henvende sig, betyder at imødekomme og give hvad de gerne vil have, så er det vel rigtig nok. Men på den anden side, så handler den jo stadigvæk om mirakler – og ikke kun den Jesus, der havde ”ordet i sin magt”, og det alene.
Så nej – lad være med at læse den – dens opgave var at være et kristent modsvar på Dan Browns ”Da Winci-mysteriet”, men det er den ikke. Delt er den ikke et kristent svar – og dels er den så kedsommelig, at den overhovedet ikke nærmer sig det spændingsniveau, der er i Browns knaldroman. Den er kedelig – og eftersom jeg sparede 100 kroner på den, så viser det, at jeg ikke var den eneste, der synes den er dårlig, så lad den bare være lige så død, som den præsentere Jesus som.

18 aug 2019

Jeg synes Kongekabalen var god, ….. den var god som film (se trailer her), den var god som bog. Desværre den en af de ganske få, der blev sendt ud til genbrug, da vi flyttede til Haderslev… jeg kunne i hvert fald ikke finde den på bogreolen. Men god, det var den.
Nu kommer Krause-Kjær med en selvstændig fortsættelse, Mørkeland. Som i forgængeren, så er det forholdet mellem politik og presse, der er i centrum – og man må sige, at vi møder en journalist, Ulrik Torp, der virkelig er i defensiven og forsøger at arbejde sig opad. Væk fra arbejdsløsheden – som ”dum-i-arbejde” på den avis, han var blevet fyret fra, skal han under folketingsvalget bare koncentrere sig om renovation af kloaker og andet småtterier, imens de seriøse tager sig af afstemningen, men han finder frem til en sammensværgelse, der rækker langt ud over Danmarks grænser og den nutidige historie – og som ikke går af vejen for at bruge kriminelle metoder: Afpresning – mord – bilbomber.
Det store spørgsmål, der stilles, er: Må man gøre noget virkelig forkert, hvis man selv kæmper for en god sag? Grænsen mellem terroristen og frihedshelten kan være et spørgsmål om hvem, der kommer ud af historien som vinder. Det er en tynd streg mellem det at være ”de gode” og det at være ”the bad guys”… en kridtstreg, som også er titlen på en roman af Erik Aalbæk-Jensen og som der henvises til i bogen.

Plottet i historien er, at der nok er blevet pillet ved resultatet af folketingsvalget – da to yderligtgående partier begge gik til valg på et valg om afstemning om udtrædelse af EU. Disse partier havde fået de etablerede partier til at love at, hvis de små partier kom ind og støttede netop dem som regering, så ville der komme et valg for eller imod EU. De små partier kunne altså ikke komme ind – MÅTTE ikke komme ind. Samtidig døde den ungarske statsleder, der var anti-europæisk, under mærkelige omstændigheder – der sprang en bilbombe og dræbte en kritisk journalist på Malta, der kunne afsløre nogle ulovlige forbindelser mellem Maltas regeringschef og Rusland. Hvor langt er man villig til at gå i disse kredse, når det gælder Danmark? Journalisten Ulrik Torp skulle opleve at man er villig til at gå endda MEGET langt. Det er mordet på en ihærdig fuldmægtig, der opdager noget mistænkeligt i valgkontoret i Indenrigsministeriet, der sætter Torp i retningen af sagen.
Persongalleriet er fyldt med personer, som vi nok kan genkende fra den politiske verden, Karen og Ralf Pittelkow med deres netavis – som tilbyder spalteplads til Torp og hans afsløringer… men altså et medie, som de fleste af os ikke tager seriøst, lidt på linje med en politisk udgave af den hengangne ”En skør Skør verden”. Eller det er ikke svært at genkende Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen.

Min vurdering
”Var det en god bog? Var der gode personskildringer?” spurgte min kære hustru… nej, det er der vel ikke. Og så alligevel, så møder vi et menneske i dyb krise – skildringen af Ulrik Torp er bare fænomenal.
Men jeg føler også at jeg er blevet klogere på medier og politik. Og man ser en fare, som der rent faktisk er i det danske samfund, det er muligt med snyd, hvis bare der er nogen, der vil og der er magtfuld nok til det.

Og ja – Stram Kurs skulle ikke ind i Folketinget og kom det ikke, selv om exitpols lovede det. Mon det er lagt et par skjulte algoritmer ind på Danmarks Statistik, der sendte stemmerne i en anden retning? Og ville det ikke have været ok?

Men en spændende bog – kan varmt anbefales. Og så ser jeg frem til en filmatisering!

24 mar 2019

Fredag klokken 22.06….

Joan Didion, en amerikansk forfatter, mister sin mand pludselig og uventet (?) – det sidste viser sig efterhånden ikke at være helt tilfældet eftersom det viser sig, at han er født med en opdaget og tidligere behandlet hjertefejl. Og bogen er en skildring af hvordan hendes første år går efter at hun er blevet enke. Det er der blevet denne bog ud af… og hvorfor har jeg læst den?

Kvinden i DR-K-programmet havde en irriterende stemme… måske lidt for elitær-irriterende stemme. Men hun fortalte at denne bog ”er en fantastisk skildring som er et grundværk indenfor sorgskildring”.
En bog, hvor forfatteren forsøger at forstå sorgens væsen.

Der gik ikke lang tid førend jeg havde bestilt bogen, og jeg lå med den på sofaen herhjemme allerede fredag-middag. ”Et uafrysteligt lille mesterværk” står der foran på bogen – et citat fra en anmeldelse fra Information. Bag på står der ”En smuk og ubærlig bog af en af de fineste forfattere, vi har”.

Jeg var klar til at blive et viist menneske – klar til at blive betaget. 172 sider lå foran mig – jeg VILLE læse den inden søndagen var omme, og nu klokken 23.16 søndag-aften sidder jeg og har læst den.

Var den så så fantastisk?
Var den så et grundværk indenfor sorgskildring?

Jeg er dybt skuffet over den. Til sidst var den en kamp at læse.

Jeg havde virkelig en masse forventninger til at blive klog på sorg og forstå sorgen indefra. Jeg havde glædet mig til at skrive denne anmeldelse, hvor jeg ville skrive noget i retningen af, at ”selv om bogen tager udgangspunkt i forfatterens eget liv, så formår den at løfte sig væk fra det subjektive, om hvordan forfatteren oplevede sorgen, og op til en objektiv beskrivelse, der gør at vi kan aflæse noget universelt, der gælder alle”. Men det er jo lige netop hvad denne bog ikke er. Den er ikke objektiv – den har nogle rigtige gode tanker hentet fra bøger om sorg og det at miste, men det er forfatterens egen oplevelse og bogen løfter sig ikke højere op.

Og den er så subjektiv, at den fortæller om to personers liv, to personer, som jeg overhovedet ikke kender, men som åbenbart forudsættes kendt. Den beskriver film, som manden har lavet, og som jeg aldrig har hørt om – bøger, som de har skrevet, som jeg aldrig har hørt om… ja, sågar amerikanske aviser, jeg aldrig har hørt om. Den foregår og lader mig se ind i en for mig meget ukendt verden, som ikke bliver forklaret for et dansk publikum. Prøv læs kapitel 16 – side 140-141 – aldrig har jeg læst så meget, som ikke sagde mig ret meget. Og sådanne afsnit er der mange af. Jeg plejer altid at skrive vigtige ting ned i begyndelsen af bogen, sådan at jeg altid kan vende tilbage til dem – men f.eks. fra side 60-110 er der ikke en eneste note… det er 50 sider i en bog på 172 sider. Det var nogle hårde sider at læse…

Det var svært at leve mig ind i hele universet af elitær tænkning og referencerammer – citater fra bøger og digtet, hvis forfattere jeg ikke kender, gør det rigtig svært – jeg tænker: ”Og hvad så…?” mange gange, fordi digtet ikke siger mig ret meget. Fordi citatet fra en roman, som de skrev tidligere, ikke siger mig ret meget i den sammenhæng.
Lige de to gange, hvor C.S. Lewis bliver bragt på banen er derfor en sand fornøjelse – her er jeg igen inde i noget, som jeg forstår og som jeg er hjemme i.

Men selv midt i dens elitære højhed og rigdom, så rammer det mig, at bogen jo også er præget af fattigdom og håbløshed.

Fattigdom og håbløshed
Fattigdom – når det er digte og citater fra romaner, der bliver hentet frem, når det er citater som ”Mere end en dag mere” (s. 134), der er det gennemgående ord i vigtige begivenheder i deres liv – så er det ikke Bibelens ord. Guds ord. 5 gange har jeg refereret, at Gud og det religiøse spiller ind i bogen – og det er på en meget nedslående måde. Det er faktisk tragisk, at man er bundet så meget til verden her, at man kun i sorg og savn har noget menneskeligt at holde sig til. Det er da tegn på fattigdom – men en fattigdom, der har iklædt sig rigdom og storhedens skin. ”En smuk og ubærlig bog af en af de fineste forfattere, vi har” – det er vi mennesker, der blæser os op til at tale om noget, vi skal have åbenbaret.

Håbløshed – ja, for har man virkelig ikke andet end menneskeligt at læne sig op ad i ens livskrise, så kan jeg godt forstå at man ender i meningsløshed. Så kan jeg godt forstå at hun bliver ved med at gribe sig selv i at ønske at få ham tilbage. Vi følger hendes første år efter at hun er blevet enke – og dér vender det tilbage gang på gang ønsket og håbet om at få ham levende tilbage. Selv om hun i forbifarten nævner at hun tror på Gud (s. 53), så tror hun alligevel ikke på kødets opstandelse og det evige liv(s.114). Hun ser døden som det evige mørke (s. 118-119). Hun tror ikke på at der er et øje, der våger over os, og at derfor er det hele meningsløshed, der er ikke nogen grund til at lede efter en mening. Og derfor er det vel også så svært at give slip, for hvis der kun er evigt mørke… det er da ubæreligt. Den levende og den døde er adskilt af tavshed (s. 147). Men er han der så stadigvæk? Hvis man kan adskilles, så må der jo også være nogen at adskille fra hinanden! Tror man ikke på kødets opstandelse og det evige liv, så er der vel ikke nogen, der kan se det evige mørke eller registrere tavsheden. Er det bare et paradoks – eller hvor står Didion i det spørgsmål?
Og bliver meningsløsheden, der opstår, når der ikke er noget øje, der holder øje med os og vogter over enhver fugl, bliver den ophævet til sidst: ”Intet øje vogter spurven, men det sagde han [hendes afdøde mand, John] faktisk til mig” (s. 172)?

Det normale bliver ændret
Ja, jeg er meget skuffet over bogen – men den har dog også nogle værdifulde iagttagelser. Jeg kan godt lide den gennemgående bearbejdelse af dødens pludselighed – hvordan døden kommer og pludselig ændrer det normale. Hvordan døden træder ind i det normale og ændre det normale for altid. Og hvor meget man bliver ved med at fremhæve, at alt var normalt og så skete katastrofen og døden indtraf. Himmelen var blå – en almindelig dag, og så styrtede flet ned. Eller arbejdsulykken “alt går, som det plejer, og så byder helvede løs” (s. 97). Det er hvad der kommer frem i det indledende digt:

”Livet ændrer sig hurtigt
Livet ændre sig i et nu.
Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op
Spørgsmålet om selvmedlidenhed” (s.5).

Disse linjer vender Didion tilbage til igen og igen og viser forskellige eksempler på hvordan døden kommer ind i det normale og pludselig i et nu er selve livet blevet ændret. At døden aldrig bliver modtaget som befrielsen, også selv om det ser sådan ud for de efterladte, men den vil altid komme som et chok uanset hvor lang tid før, man har set den komme (s. 114). Og ser man tilbage er der tegn – sikre tegn på at de døde vidste det på forhånd. Døden kommer ikke uden varsler (s. 21, 62 og 116).

Bogen beskriver på en fin måde, hvordan man som efterladt har svært ved at give slip på den døde, men gør man ikke det, så vil man ikke selv kunne leve videre. Men man har ikke lyst til at lade tiden gå videre, for tiden vil lige så langsomt bringe en væk fra den døde og det eneste man har tilbage (minderne) vil lige så langsomt blive svagere og svagere (s. 170).

”Jeg ved også, at hvis vi skal leve selv, kommer der et tidspunkt, hvor vi er nødt til at opgive de døde, give slip på dem, lade dem være døde.
Lade dem blive fotografiet på bordet.
Lade dem blive det navn, der står på klientkontoen.
Giv slip på dem i vandet” (s. 171).

Selvmedlidenhed
Jeg synes det er rigtig spændende at emnet selvmedlidenhed bliver behandlet (s. 60 og især s. 145). Det har jeg aldrig hørt beskrevet før… og altid (som bogen her tydeliggør) som noget, man skal lægge fra sig, som noget negativt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hvor meget de sørgende sørger på vegne af den døde, eller på vegne af dem selv. Måske er det i starten at man søger på den dødes vegne, at den døde ikke får lov til at leve længere, men glider det ikke hurtigt over i at man sørger på egne vegne – over det man har mistet, over det liv, der pludselig bliver ændret? Over den person, man mister?

Der er et fantastisk citat i bogen, som jeg har skrevet forrest i mit eksemplar af bogen: ”En enkelt person er forsvundet og hele verden synes tom” (s. 145). Det er flot sagt! Det rammer virkelig grunden til at man har svært ved at trøst den efterladte – få dem til at se verden og leve livet, for pludselig med et pennestrøg er man forvandlet til ”Palle alene i verden”. Verden er fyldt med mennesker, men er alligevel helt tom, for den mangler den person, man elsker allermest, der fyldte ens verden, ja, der var hele ens verden. Og at det tager flere år at komme tilbage til den tidligere tids livsglæde (s. 129), hvis man da ikke følger efter den døde og selv dør, hvilket der statistisk set er stor fare for (a. 37). Man lader som om man har det godt (s. 36) – imens man faktisk mærker at sorgen kommer til en i bølger (s. 22). Så en dag har man det godt – den næste dag har man svært ved at trække vejret.

Forskellen på savn og sorg
En anden vigtig ting bogen giver, er en god beskrivelse af forskellen mellem savnet og sorgen (s. 110). Om hvordan man med det samme bliver ramt af savnet over at den døde ikke længere er mere – det kommer helt af sig selv. Sorgen er noget andet – den kan først komme i det øjeblik, hvor man tillader sig selv at behandle savnet, så indtræffer sorgen sig. ”Savnet var noget, der var der. Selve det at sørge, den handling det var at forholde sig til savnet, krævede opmærksomhed” (s. 110).

Min vurdering
Jeg har allerede nævnt, at jeg er meget skuffet over bogen – men den var altså også skruet totalt op i forventning. Jeg har taget en masse gode ting med mig fra bogen, men ikke nok til at jeg på den måde er blevet løftet op og opkvalificeret i min viden om sorg og hvad sorg og savn er.
Jeg har virkelig svært ved at leve mig ind i den, for dens verden er så langt væk fra min verden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er godt for mig at læse en bog, som de elitære boganmelder priser til skyerne, for det giver mig et indblik i den måde de tænker. Og nogle sådanne må jeg da også møde på min vej.
Jeg kan godt se, at den er godt skrevet. Jeg er meget benovet over hvor flot den er skrevet sammen – den hænger umådeligt godt sammen, der dukker ting op og sætninger op, som man i første omgang ikke forstår, men de vendes og drejes siden hen, så man forstår det… ja, så jeg faktisk kommer til at holde af sætningen, men kun inde i det univers som hedder bogen ”Et år med magisk tænkning”. Sætningen – f.eks. ”Mere end en dag mere” (s. 134), – kom jeg til at holde af, men den lever jo ikke udenfor bogen, udenfor bogens verden.
Og det er nok mine største anker mod bogen, det er at den 1) er meget langt fra min verden og verdensforståelse, vi kunne lige så godt være fra hver vores planet. 2) Dens erfaringer er så subjektive, at de fleste af dem dør i det øjeblik, der forlader bogen.

Og egentlig er jeg ked at skrive de ord – og være så hård… kan man tillade sig at være det, når et menneske lægger sine dybeste tanker og følelser frem for os?! Er det så ikke at trampe på vedkommende? Og så må man jo bare sige, at det er den risiko Joan Didion løber, når hun ikke bare skriver privat hvad hun føler, men udleverer det til hele verden. Jeg fortalte min far, at jeg læste en bog hvad en enke havde oplevet i det år efter hendes mands død. ”Det var da noget mærkeligt noget at skrive om”.
Og ja, han har da egentlig ret… hvorfor skriver hun? Hvorfor lukker hun os ind i sit liv og sin sorg på den måde? Og det meget provokerende spørgsmål kan også lyde: Hvorfor vil hun tjene penge på sin elendighed og sin sorg?

Jeg håber at andre må lære nok af hendes bog til at det er det værd.

8 jan 2018

Postulatet, der ligger i bogens titel ”Stadig Alice”, smuldrer mere og mere, jo længere vi kommer frem i romanen, for at ende i en hjerteknugende samtale mellem Alice og hendes mand – i et af hendes klare øjeblikke i slutningen af bogen.
”>Jeg savner mig selv<
>Jeg savner dig også, Ali, jeg savner dig så forfærdeligt<
>Det var ikke min mening at ende sådan<
>Nej, det ved jeg<” (s. 312).

I bogen ”Tøsne og Forsythia”, sætter Thomas Bredsdorff netop spørgsmålstegn ved hvorvidt det netop stadigvæk er Alice, eller om det er sygdommen, der har ædt personen op, bid for bid. ”Hvornår vil jeg ikke længere være mig? Er den del af min hjerne som har overopsynet med det der gør mig til mig, også i farezonen? Eller er mit jeg noget der er overordnet neuroner, proteiner og syge dna-molekyler? Er min sjæl og bevidsthed immun overfor sygdommens hærgen? Det tror jeg selv på” (s. 278) siger Alice i en tale til en patientforening for Alzheimers. Bredsdorff mener at netop det, der er ved at blive ædt op, er sædet for sjælen, og at sjælen er borte, når hjernen er ”ædt op” af sygdommen, for uden erindring er man ikke længere et menneske (som er den grundlæggende påstand igennem hele bogen).

Ligesom Bredsdorff faktisk ville ønske at man kunne bytte Alzheimers ud med cancer, sådan også i den fiktive historie her.

”Hun ville ønske det var kræft hun havde. Hun ville uden et øjebliks betænkningstid bytte Alzheimers med kræft […] Kræft kunne man forsøge at bekæmpe. Der var operationer, stråling og kempterapi at gøre godt med. […] Alzheimers var et helt andet slags monster. Der var ingen våben der kunne nedlægge det. At tage [den gængse medicin] var som at rette en vandpistol mod et buldrende bål. […] Det buldrende bål fortærrede dem alle. Ingen slap væk i live” (s. 134-35).

I romanen følger man en sygdomsramt kvinde fra de første tegn på sygdom og til hun mere og mere bare bliver tilskuer til sit eget liv og livet omkring hende. Det er en gribende scene, hvor hun med apati følges hen til sine første børnebørn, og kun langsomt opdager hvad der er i gang foran hende (s. 282). Hvordan hun glemmer sin datter (s. 192) eller da hun genopliver sorgen over at have mistet sin mor og søster, der var død mange år tidligere… og da hun får at vide, at de er døde, så bliver hun bedrøvet og samtidig notere hun sig: Min mand vidste det, men har ikke fortalt mig det… jeg kan ikke stole på ham mere (s. 173).
Man kommer indenfor i hovedet på den syge, og det giver en god fornemmelse af hvordan sygdommen må være for den syge. Om hvordan ord forsvinder i hovedet på hende, brister som sæbebobler:

”Ordene, oplysningerne, betydningen af kvindens spørgsmål og af Alices svar var sæbebobler […] De svævede hurtigt væk fra hende og i alle retninger, og det krævede fuldkommen koncentration at følge dem i deres flugt. Og selv om det lykkedes at holde dem fast i synsfeltet et opløftende øjeblik, endte det uvægerligt med et pop!, og væk var de, gået i opløsning uden synlig grund, som om de aldrig havde eksisteret” (s. 267).

Det er en foruroligende bog, en smuk historie om at leve nu, prioritere nu, prioritere kærligheden. Sommerfuglen går igen i bogens omslag og forskellige steder i bogen. Alice har et smykke med en sommerfugl, som hun har arvet fra sin mor.

”Hun kunne huske hun som seks- eller syvårig havde grædt, da hun hørte at sommerfugle kun levede ganske få dage. Hendes mor havde trøstet hende og sagt at hun ikke skulle være bedrøvet på sommerfuglens vegne, for selv om deres liv var kort, var det ikke nødvendigvis tragisk. Ved synet af dem som de fløj rundt der i den varme sol, fra blomst til blomst, i deres have, havde hendes mor sagt: Se, de har et smukt liv. Det var en af de ting Alice holdt af at tænke tilbage på” (s. 128).

Det korte liv – der alligevel kan være smukt. Sådan var Alices liv… og i ledetråd med dette, så kommer tekst-filen med navnet sommerfugl også og giver hende en genvej til at dette liv må blive så kort og så ærefuldt som muligt. For kan hun på sin lille computer ikke svar på nogle basale spørgsmål, så vil hun skulle læse et brev fra sit ”gamle jeg”. Et brev, der sendte hende i retningen af en æske med sovepiller – nok sovepiller til at hun kunne dø af en overdosis stille og roligt.

Romanen ender med sætningen ”Fuldkommen rigtigt, mor. Det handler om kærlighed” (s. 319). Og det er vel netop det at det hele drejer sig om. Også i forhold til sygdommen Alzheimers – kærlighed. At blive ved at vise den og forsøge at kunne modtage den, også som syg – og som pårørende.

Min vurdering
Det er en rigtig god bog – og i forhold til filmatiseringen, så kommer man her et spadestik dybere (naturligvis). Jeg havde måske for store forventninger til filmen – og den er faktisk god, og godt spillet – men høje forventninger er ikke altid en god indgangsvinkel til en film, man kan let blive skuffet… Og det blev jeg nok lidt. Også selv om jeg ikke havde læst hele bogen.
Men bogen er en godt og hurtig øjenåbner for dig, der gerne vil forsøge at forstå kompleksiteten i sygdommen Alzheimers og de sociale og menneskelige ødelæggelser, sygdommen bringer med sig.
Jeg vil i hvert fald bruge den i min videre søgen ned i emnet – og især med fokus på: Hvad med sjælen?

8 jan 2018

Sygdommen Alzheimers rammer bredt – uden tanke på alder, uddannelse, tro eller køn. Den river vores elskede ud af vores hænder – og de forsvinder lige så stille som sand mellem fingrene. Vi følger Thomas Bredsdorffs vandring med sin Alzheimers-ramte hustru. Det er en rejse, hvor han i starten prøver at se en mening i sygdommen, ja, endda at man her når frem til den ”ædle vilde”. ”… følelser uden hæmninger, her er der heling af kulturkløften, her er oprindelighed og samklang mellem kroppen og sjælen” (s. 129). For at ende med at se sygdommen som uden mening: ”Lidelse uden mening, det er hvad den forbandede Alzheimers sygdom er, helt uden mening. Grrr” (s. 226). Rejsen fra den første erkendelse til den sidste forbandelse er drøj og fyldt med tårer og smerte. Det er faktisk også en smuk rejse – for den viser to menneskers kærlighed til hinanden – og en trofasthed overfor den anden, der sprænger den hindring som fravær af sproget er.
Jeg kan kun begræde at Bredsdorff ikke har Kristus med sig på sin vandring. Det ville have sat det hele i stærkere perspektiv – og givet ham selv noget mere at stå imod med. Han har faktisk kun sine venner til sidst – dem at snakke med, leve med, men selv de må på et tidspunkt give tabt.
Bogen giver også en rigtig god indføring i hvor langt forskningen (ikke) er nået – og den er bestemt ikke nået særligt langt. Den eneste medicin, der er, kan kun forlænge sygdommen – ikke helbrede den. ”Det her er helvede. Men det bliver værre” (56). Alzheimers er ”the never ending funeral” (s. 109).
Man kan i bogen blive rigtig klog på lidt om historien – hvordan det første tilfælde af sygdommen blev iagttaget af lægen Alzheimer fra Schweiz.

Det er en klog bog, hvor der også bliver stillet skarpt på spørgsmålet hvad sygdommen gør ved et menneske. Thomas Bredsdorffs kone siger ret tidligt i sygdomsforløbet: Et menneske uden hukommelse er ikke et menneske (s. 23, 110). Hvad med selvet, når sygdommen træder til? ”Hvad vil det egentlig sige, at selvet går i opløsning? Går det overhovedet i opløsning, eller er det os raske, der tænker forkert?” (s. 121). Er det en besættelse (”Det her er ikke bare en sygdom i sindet, det er en fremmed, der er flyttet ind i Lene, måske den urene ånd, som Jesus taler om at uddrive” (s.186)) – eller er det sjælen, der går til grunde (”… en sygdom, der æder sjælen op indefra?” (s.225)).
Noget svar kommer der ikke frem… måske også fordi man kun kan komme med et teoretisk svar, et filosofisk svar… og jeg kan som teolog så biddrage med et teologisk svar, og insistere at det er det sande svar. Men ikke desto mindre kan vi jo nok kun komme med et gæt – for med mindre en vender tilbage og fortæller om hvordan det er at være i sygdommen… Man kan kun se at sjælen og selvet stadigvæk er dér, når sjælen og selvet stadigvæk kan kommunikere – og til sidste er det kun gennem at vise følelser, at man ser at selvet stadigvæk er til stede. Og så er det i de negative og ulykkelige følelser: ”Fortvivlelse er det bedste bevis på at jeget findes […] Fortvivlelsen er et tegn på at Lenes selv lever og lider” (s. 218). Som pårørende ønsker man ikke at ens kære lider, og det eneste der kan fjerne lidelsen er vel at fjerne erkendelsen… måske selvet? ”Jeg ønsker med andre ord at hendes sygdom må forværres, så hun kan få det bedre” (s.222).

Samværet med den syge bliver mere og mere at nyde og give nu-et til hinanden. Bredsdorff udtrykker det så fint på denne måde her: ”Intet før, intet efter. En sprække i tiden, fyldt med det rene nu. Øjeblikket efter er sprækken lukket” (s. 199).

Min vurdering
Det er en rigtig, rigtig fin bog… jeg er blevet så meget klogere af at læse den. Men som så mange andre ting, hvor man bliver klogere, så åbner det så mange andre nye spørgsmål, som jeg gerne vil arbejde videre med.
Jeg synes faktisk sygdommen her er den største anfægtelse for mig i forhold til sjælen. For er sjælen ædt op – er sjælen død – hvor er sjælen i den syge…. Eller er den bare ikke kontaktbar – kan den syges sjæl registre …. Ja, egentlig alle de spørgsmål som man nok bare ikke kan besvare, men som alle os med en dement kæmper med. Måske jeg en dag kommer tættere på et svar.

22 aug 2016

13975519_10154374846783664_8242733205530750934_o Så blev den sidste af mine tre bøger skrevet af Leonard Ravenhill læst – mit sommerprojekt sommeren 2016.

Et par kritikpunkter
Igennem de første to bøger cirkler Ravenhill rundt om bønnen – hvis vi bare bad mere, kirken af i dag er den mindst bedende kirke siden pinse etc. I sidste bog er der så fokus på den bøn – eller det, bliver der lagt op til. Jeg synes egentlig ikke jer er blevet klogere på hvordan eller andet, ikke andet end at bogen igen siger, at der skal bøn til. Havde måske troet, at vi ville være nede i mere ”how-to-do”- i denne bog.
Ravenhill kommer med en fantastisk undren: Hvorfor spurgte Jesu disciple ikke Jesus: Lær os at bede, lær os at helbrede… de sagde: Lær os at bede. Det gjorde de, fordi de ikke bare ønskede at vide hvordan Jesus gjorde, men de ønskede at kende hans hemmelighed (s. 141). Jeg sidder måske nok stadigvæk med den tanke: Hvordan bede i 2 timer (sådan som han lagde op til i sin anden bog)? Hvordan? Naturligvis, hvis vi er ude i at bøn ikke bare er ord, mine Gud (og Guds ord?), så forstår jeg det måske bedre (s. 50). Men jeg sidder stadigvæk med ”bønnen”: Ravenhill lær os at bede!!

Noget andet, der er noget trættende, er alle de mange anekdoter, der enten skal fremhæve hvad store troens og bønnens mænd og kvinder har gjort, men som også skal tjene som et billede på troens verden, som en slags lignelse. Det bliver faktisk rimeligt meget for meget til sidst – især de tre sidste kapitler, hang det mig faktisk ud af hovedet… Lidt mindre af det, tak!

Og så igen: Den er skrevet under den kolde krig, så den store fjende er naturligvis sammen med den katolske kirke, kommunismen. Der er mange ting, jeg ikke kan huske, som står klart for dem, der læste bogen første gang (dog er jeg lidt i tvivl om hvorvidt Stalin havde meget med kulturrevolutionen i Kina at gøre (s. 130), men jeg kan let tage fejl).

Der er naturligvis også noget teologisk, som ikke lige følger min teologi – især omkring læren om Helligånden og Helligåndens dåb. Tillige er der et helt kapitel, der er helliget til tanken om at vi har brug for en ny pinsedag. Det vil jeg nu ikke lige mene at vi har – vi har fået Helligånden en gang for alle – han er ikke trukket tilbage, men er hos os. Det, vi måske har brug for, er at vi må lade Helligånden fylde os mere og mere og styre os mere og mere.

Men når det så ser sagt, så har den nogle gode pointer, som er værd at tænke over. Ja, som er nødvendigt at tænke over.

Bøn – og vækkelse
I bogens sidste kapitel kommer Ravenhill med en beskrivelse af hvad han sigter til i denne bog hvad bøn angår: ”we are aiming here at a state of prayer far beyon using God as a means of escape or relief. The stae of praying that we seek is free from personal request for personal benefit. We are seeking a love for the will of God among men, for the manifestation og the power of God among men, and for the recovery of the glory og God among men” (s.171). Kort sagt: Bøn skal være bøn om vækkelse.
Vi har brug for vækkelse – ikke bare udenfor kirken, men så sandelig også indefor kirken, for kirken sover, så hvordan vil vi kunne forvente vækkelse (s. 138). Ja, Ravenhill har endda et billede, som viser, at den kristne kirke leget, imens verden omkring den dør (s. 40). I et fantastisk billede med Niagra Falls i USA siges noget om at være lydhør overfor det åndelige skrig, der findes i verden. En indianer kunne midt i vandmassernes buldren høre en lille kvist, der blev knækket. Sådan skal vi også opøve vores øre, så vi kan høre de behov der er bag ved materialismen, egoismen etc (s. 137).

Der er en masse gode tanker om hvad bøn er: Bøn er relation (s. 31-32), bønnen skal ikke ses som en opgave eller en byrde (s.36), bøn er ikke en smutvej til at opnå det, vi ønsker (s. 45), bøn er at søge vejledning i samtale med Gud (s. 54) – ja, bøn er det himmelske sprog (s. 56) – stadigvæk er den største form for bøn er en ordløs bøn (s.54), det er en vedvarende forbindelse med Gud (s. 51).
Der skal mere fokus på bøn – måske endda også mere fokus på at bede end at læse og forstå Bibelens indhold. For at bede er at leve Bibelen (s. 100) og også i denne bog bliver der slået fast, at ingen er større end sit bønsliv (s.105). Ravenhill slår endda fast, at bøn ikke bare er frivilligt, men at hvis man ikke beder, så er det faktisk en synd (s.63-66).

Formaninger til præsten
Dette gælder naturligvis også præsten – han skal bede, gå foran med et godt eksempel, og menigheden vil følge efter ham. Der er nemlig to ting en præst skal: Prædike og bede. Det er ikke altid, at præsten skal prædike – for så prædiker man kun for prædikens skyld. Hvis Helligånden ikke lægger en noget på sinde, så skal der ikke prædikes, så ikke noget med at tage en gammel prædiken frem (s. 77). Ja, en præst skal ikke altid prædike, men en præst skal altid nede.
Også i denne bog kommer der stærke forventninger til præsten og prædikanten. Blandt andet det råd, at det tager to dage at skrive en prædiken og en dag at få en selv ind i prædikenen (altså øve sig på den) – og så kommer man naturligvis ikke bare i sidste øjeblik til gudstjenesten, men kommer 1½ time før hver tjeneste, så man kan bede og fokusere (s. 85). Det sidste ved jeg ikke om jeg kan praktisere med børn, der skal passes og være med….

Min vurdering af bogen
Bogen er god – især hvis man dropper de sidste 2-3 kapitler, hvor formen synes at blive ødelæggende for læselysten. Hvis man ikke kigger efter en gennemgående rød tråd i bogen, men kan læse hvert kapitel som en lille isoleret andagt, så er der faktisk meget godt at hente i den. Der er mange gode pointer og gode tanker, som i hvert fald har fået mig til at stoppe op og overvejet min måde at være præst på og kristen på.
Der er ingen tvivl om at vi i denne bog er i selskab med et vist menneske, et menneske i bøn og med et budskab fra Gud. Et menneske, der ønsker vækkelse.
Sidste ord i bogen er et suk og et håb – vækkelse er ikke utænkelig:
”Revival can be brought to this generation by prayer, by faith, by cleansing, and by obedience to the will of God” (s. 176)

5 aug 2016

en afslappet Kim læser bogen “Meat for Men”

Nej, det er ikke en kogebog for ”rigtige mænd”, men en hentydning til f.eks. Hebræerbrevet, der taler om forskellig form for føde for den åndelige: Enten mælk for barnet – altså den let spiselige og let fordøjelige mælk, eller også kød/fast føde for den voksne. Bogen her er altså skrevet for at give åndelig føde for den voksne i troen.

Måske er det derfor, at jeg ikke fik så meget ud af Leonard Ravenhills anden bog, fortsættelsen af den helt fantastiske bog, Why Revival Tarries. Jo, der er visse gode tanker, som jeg vil tage mig med fra bogen, men grundlæggende synes jeg, at jeg har svært ved helt at sige, hvad Ravenhill vil med bogen.

Også denne boge er skrevet ind i sin tid – f.eks. har jeg meget svært ved at vide hvad Ravenhill hentyder til ved at bare at nævne 1949 og hvad der skete der… jeg har ikke lige den viden lige ved hånden. Og sådan er det mange andre steder, hvor der står om Krushchev – men det er helt klart at sammen med den katolske kirke, så er fjenden stadigvæk første og fremmest kommunismen (”Already other nations are in slavery to communism or Catholicism. Can America and Britain long remain free?” s. 42). Det er måske en noget forsimplet tanke og ditto verdensbillede – og meget centreret omring USA og England…Men det var måske(eller er?) tanken i det kristne USA? Jeg husker i hvert fald min overraskelse, da jeg læste om sangeren Keith Greens missionstanker, at det først og fremmest gik i retningen af at sende missionærer til Europa….

Kirken sover
Ravenhills syn på kirken er uændret den samme fra forrige bog: Kirken sover ”The Problem of the Church is the problem in the garden og Getshemane – sleep! For while men sleep, the enemy (false cults) sow their seed” (s. 32). Og det er virkelig en katastrofe – Ravenhill caterer fra Napoleon, der peger på Kina og siger, at Kina er en sovende kæmpe, som man for alt I verden ikke skal vække (s. 25). I åndelig henseende er kirken som denne kæmpe, som djævelen for alt i verden ikke vil vække, for ellers vil der ske underværker i verden. Det er katastrofalt, for graden af liv i verden afhænger af graden af livet i kirken (s. 93). Men en af grundene til at kirken sover – eller er det bare et symptomerne på søvn – er at kirken nu er den mest bønløse kirke siden pinse (s. 29).

Vejen til vækkelse
Naturligvis peger Ravenhill på bønnen som den eneste vej til vækkelse – men det, der også er brug for, er prædikener, der er Kristus-centreret (s. 30). Der er brug for lydighed – bare se Samson (s. 26). Det, der gjorde ham stærk, var ikke hans lange hår, men det var lydighed mod Gud. Men som Samson alligevel blev brugt til sidst, sådan kan vi som ”backsliders” også finde tilbage til vores plads og funktion som kristne (s. 31).

Min vurdering
Som jeg indledte med at skrive, så har jeg ikke helt fundet ud af hvad formålet med bogen er… hvad han vil. Hvad blev sagt her, som ikke blev sagt i ”Why Revival Tarries”? – vel ikke noget.
Jo, fortolkningen af Jonas´ Bog (s. 105-111) kunne faktisk være hele bogen værd… jeg overvejer at bruge den til min første prædiken efter ferien… så derfor vil jeg ikke lige afsløre fortolkningen her… he he… men lån bogen og læs den.
Men kort sagt: Spring denne bog over. Jeg vil nu gå i gang med den tredje bog – hvor han har fokus på det, som han har omtalt hele vejen igennem disse to bøger, nemlig bøn. Det sker i bogen ”Revival Praying”.

26 jul 2016

bare-slet Leonard Ravenhill stiller ikke noget spørgsmål i sin titel: Hvorfor udebliver vækkelsen? – han kommer med et fingerpeg hvad denne bog ønsker at vise: Hvorfor vækkelsen udebliver – og hvad der skal til for at vi igen kommer til at mærke vækkelse i vor kirke og i vort land.
Ikke at vækkelse er at vi skal gøre noget i samarbejde med Gud – nej, for Gud ønsker ikke partnerskab med os, men ejerskab over os (s.42). Kun derved kan der skabes vækkelse, når vi er i hans hænder helt og fuldt. I det hele taget, når vi mennesker forsøger at hjælpe Gud, så ender det alt med katastrofer. Ravenhill bruger Abraham som eksempel, hvordan hans barn med slavinden Hagar blev stamfar til det arabiske folk (“We try to help God out of difficulties. Remember how Abraham tried to do this, and to this day the earth is cursed with his folly because of Ishmael” (s. 43)).

Vækkelse i kirken
Vækkelsen skal ikke først ske udenfor kirken, for at vækkelsen kan komme udenfor kirken, så er kirken selv nødt til at blive vækket. Og det må betyde, at kirken sover. “At the grim hour, the world sleeps in the darkness, and the Church sleeps in the light” (s. 49). I den sætning kan man tydeligt høre sangeren Keith Green (der var meget inspireret af Ravenhill). Green har en sang, der hedder Asleep in the light, hvor han synger:
“The world is sleeping in the dark,
That the church just can’t fight,
’cause it’s asleep in the light!”

Leonard siger det endnu voldsommere: “The tragedy of this late hour is that we have too many dead men ind the pulpits giving out to many dead sermons to too many dead people” (s. 20).
Leonard kommer med en masse tanker om hvad der kan holde vækkelsen borte fra os – men det svar, der hænger i luften hele vejen igennem bogen er: Vi beder for lidt.

Mere og mere bøn
Præster burde bede – ikke bare engang imellem, men to timer om dagen. “Yet ministers who do not spend two hours a day in prayer are not worth a dime a dozen” (s. 21) – for ingen er større end hans eller hendes bønsliv (s. 25). Det skal ikke ses som en plage, men som en gave. “True prayer is a time-eater” – i starten kan tiden snegle sig afsted, men “as the soul gets used to the holy exercise, time flies when we pray” (s. 89). Har du ikke tid til at bede så meget, så er det fordi du har mere travlt end Gud ønsker du skal have (s.137).
At bede er at bøje os for Helligånden og lade ham virke i os og gennem os (s. 133). Og det giver resultater: “Nothing do Satan og hell fear more than praying men” (s.85 – han har dog den fejlfortolkning, at Helvede er Satans rige og ikke Satans fængsel, som jeg ser det beskrevet som i Bibelen).
Satan har ikke noget imod at vi kender Bibelen, bare vi ikke beder – for at bede er at praktisere det, vi læser i Bibelen (s.89). Bibelen skal ikke forklares, den skal læses, troes og adlydes (s. 71).
Skal man vælge mellem at bede eller at prædike, så skal man vælge at bede – også selv om det måske ikke ses så tydeligt. Vi skal ikke blive forbavset, hvis nogle af dem, der får størst ros foran den himmelske trone, er ganske ukendte for os, for det de har gjort er at bede i lønkammeret (s. 133).
“Preacing… affects men; prayer affects God. Preaching affects time; prayer affects eternity. The pulpit can be a shopwindow to display our talents; te closet speaks death to display” (s. 20).

Prædikanten
En prædikant skal være salvet ellers kan han ikke prædike, så det rammer. “A sermon born in the head reaches the head; a sermon born in the Heart reaches the Heart… “Unction is Gods´s knighthood for the solier-preacher WHO has wrestled in prayer and tained the Victory (s. 20). I det hele taget: Læs side 20, der er en stærk tekst om det at være salvet til prædikant.
Det er et stort ansvar at være prædikant, og man får en desto hårdere dom (Jakob 3,1). Ravenhill forestiller sig, hvordan disse prædikanter står foran Guds trone og høre de dømte vende sig til dem: “Preacher, if you had had Holy Ghost fire, I should not now going to hell-fire” (s. 114). En grim replik, der i hvert fald rammer mig som prædikant. Det er ikke bare “for sjov” – det er alvorligt at stille sig op på prædikestolen. Ravenhill fortsætter: “We have a Cold church in a Cold World because the preachers are Cold” (s. 114). Denne generation af præster og prædikanter er ansvarlig for denne generation af syndere (s.112).
Man kan derfor ikke bare blive en prædikant sådan vupti – det tager lang tid. Ravenhill mener, at det tager Gud 20 år at skabe en prædikant (s. 110). Lige hvor han får det antal år fra, ved jeg ikke, men jeg tror, at der er noget om det. Gud skal arbejde med en – og det gør han bedst i det, som Ravenhill kalder for “Stilhedens universitet” (også side 110), hvor man kun har Gud og så sin Bibel.

Gråd
Man kan også kun prædike ret, hvis man har en nød for de fortabte – at man græder over de mange, der vil gå fortabt for evigt. “A preacher, however weighed Down with degrees and doctorates, has not gotten far unless he knows soul-bitterness over the sin of his day” (s.53). Tårer kommer først, når vi elsker mennesker. Paulus er et godt eksempel på kærlighed – “he developed the capacity og love… Poul loved his Lord. The he loved men… Pauls love carried him to the lost, the last and the leasts… Love like a mighty dynamo pushed him on to attempt great Things for his God” (s. 126).
Og dynamoen behøver ikke presse os til Tyrkiet eller et andet sted – lige udenfor vores dør venter der os en missionsmark. Men igen: Båret af kærlighed. Uden kærlighed kan vi ikke nå mennesker: “At the very doors of our churches are the masses – unwon because they are unreached, unreached because they are unloved” (s. 112)

Min vurdering
Det er en rigtig god bog, der ikke slipper en – den er skrevet med passion og kærlighed… og så er den fyldt med stærke onliners, der provokerer. Nogle gange er det for tyk en provokation, men mange gange sidder jeg så alligevel tilbage og tænker: Han har jo ret.
Bogen er skrevet i 1959 – og det kan man godt mærke. Visse steder er der lidt smag af støv og mølkugler… ikke bare fordi de to store fjender tegnes op som værende den katolske kirke og kommunismen, men også på grund af bogens øvrige små billeder, som nogle steder ligger lidt langt væk fra os (f.eks. kan jeg ikke lige se det relevante i dag at man har et helt afsnit om “Det hvide snit” “the inhuman, devil-inspired surgery spawned by science” (s. 95).
Men når det er sagt – så er den båre af et ønske om at vækkelsen ikke længere må lade vente på sig. Og at den skal begynde her hos mig. Du skal ikke bare læse den for underholdningens skyld – for den vil gribe dig og forandre dig. Jeg vil give forlaget ret i at kalde den en klassiker om vækkelse. For på trods af mølkuglerne, så er den tidsløs.
Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen “Meat for men”, som jeg har liggende her ved siden af.

“Forbide it, Almighty God! I know not what course others may take; but as for me, GIVE ME REVIVAL in my soul and in my church and in my nation – or GIVE ME DEATH” (s. 158).

30 maj 2016

En anmeldelse af bogen, The shield and the sword, skrevet af Ernle Bradford.
– men mest af alt en kort gennemgang af Johanniternes historie.

Bogen beskriver Johanniter-ridderordenens spændende historie fra deres grundlæggelse i forbindelse med korstogene og frem til den verdensomspændende katolske diakon-organisation, den er i dag.
Den kirkehistoriebog, som de fleste teologer læser i, nemlig Holmquist og Nørregaards historiebog om Oldtid og middelalder, levner ikke meget plads til johanniterne: 3-4 sider, som den skal dele med alt muligt andet. Og efter en beskrivelse af, hvordan den sidste kristne by faldt i Mellemøsten, så kommer der en lille fodnote: “Johanniterne drog først til Kypern, senere erobrede de Rodos, hvorfra de i flere Aarhundrede vedblev at føre Kampen mod Tyrkerne. Paa Reformationstiden mistede de Rodos, men fik i Stedet Malta. Større betydning havde de ikke længere” (s. 479). Det er desideret forkert!!

Grundlæggelsen
Bogen er også en historie om korstogene – og det klima af had, hævn og blodsudgydelse, der fulgte i deres spor. Begyndende med nedslagtningen af muslimer jøder og koptiske kristne i Jerusalem i 1099. Det var et virkelig blodbad – og vel havde ridderne fredskongens kors på deres bryst, men de havde Thors hammer i deres hånd (s. 19).

Korset sejrede – eller var det Thors hammer?

Før dette korstog havde en kristen munk, Broder Gerard, oprettet et hospital i Jerusalem i 1088 – altså før korstoget mod Jerusalem. At der var kristen i det muslimske Jerusalem vidner også om den tolerance, hvormed de muslimske regenter i landet behandlede anderledes troende.

Gerards rolle under angrebet på byen er omdiskuteret, nogle mener at han blev i byen, men mon ikke han blev sendt ud for ikke at have en femte kolonne i byen?! Og det var nok også godt det samme, for end ikke de koptiske kristne blev sparret, da kirkens sværd ramte byen.
Johanniterne blev grundlagt først og fremmest for at hjælpe – for at være de syge og de fattiges tjenere. “Members og the Order were enjoined to concider the poor as ‘our lorts whose servants we acknowledge ourselves to be” (s. 24). Den blev godkendt som orden af paven i 1113) med den hovedopgave at hjælpe folk, der var på pilgrimsrejse til Jerusalem med hospitaler og beskyttelse. Det siges, at der var bedre pleje i Jerusalem under Johanniterne end noget sted i Europa.

Efter Gerards død i 1020 kom ordenen længere og længere væk fra deres egentlig opgave i og med beskyttelsen blev en større og større del af deres virke – så den militære gren mere og mere tog over. De gik fra at være “Servants of the poor” og blev “Soldiers of Christ” (s. 25) – altså på linje med tempelridderne.

Da korstogenes tid sluttede med et stort nederlag og de sidste kristne besiddelser i Mellemøsten faldt, så røg grunden til Tempelriddernes eksistens, imens Johanniterne stadigvæk havde deres andet ben at støtte sig til, at være tjenere for de fattige og syge. Men de havde ikke noget sted – holdt til i Cypern. De slog sig sammen med en kristen pirat, og erobrede Rhodos.

Rhodos

Billederne her er taget i Maj 2016

Kunne man ikke bekæmpe muslimerne til lands, så måtte man gøre det til vands. De havde ikke styrke nok til at holde på de områder, som de angreb, så det blev til “hit and run”. Der var ellers optimisme i luften, da de lykkedes paven at samle til et stort nyt korstog, der igen skulle befri Jerusalem i 1365. Man lavede et overraskelsesangreb på Alexandria – tanken var at man kunne bruge den befæstede by som fodfæste til et angreb på og en befrielse af Jerusalem. Men der gik blodrus i hele foretagenet – selv om kongen, der ledte angrebet, forsøgte at styre angrebet, så endte det ikke bare med at kristne, jøder og muslimer blev slagtet eller taget som slaver, men hele byen blev plyndret – og ødelagt. Så det var ikke muligt at anvende byen som forsvarsværk til fornyet angreb på Jerusalem. Og desuden var krigsskibene nu fyldt med skatte og værdier, så dem, der var gået på korstog, havde nu mere lyst til at tage hjem til Europa med deres nyerhvervede rigdom. Korstoget opløstes.
Tryk avler modtryk – muslimerne gjorde som en direkte konsekvens af angrebet, en ende på det sidste latinske kongedømme i området, Cypern. Al handel med luksus-varer fra Mellemøsten stoppede. Man havde regnet med at det skulle blive begyndelsen på en nye tidsalder – men både muslimer og kristne stod som de store tabere bagefter.
Johanniterne drog tilbage til deres befæstede ø, Rhodos, og slikkede sårene. De vedblev dog deres nålstik-operationer ind i muslimske områder. Til sidst blev det for meget for den store nye sultan i Tyrkiet, Suleiman (Læs mere om ham her). Han belejrede øen – og fik til sidst Johanniterne i knæ.
Johanniterne kæmpede bravt, men stod overfor overmagten denne gang. Den aldrende leder af Johanniterne, Stormester L´Isle Adam, modtog et tilbud om at hvis de overgav nu, så ville det være ærefuldt og de ville kunne forlade øen i fred med de ting og folk, de måtte ønske sig. De ville endda få skibe stillet til rådighed. Adam tog imod tilbuddet.
Suleiman var ikke noget barbar, men et civiliseret menneske, der behandlede den snart-slagne stormester med respekt. “It saddens me to be compelled to force this brave old man to leave his home” (s. 119). Sultanen skulle dog komme til at fortryde sin generøsitet.

Malta
Johanniterne var igen husvild. Karl den Femte i Spanien kunne godt se noget i at få Johanniterne i sin tjeneste – hvis de fik Malta og dens omkringliggende øer, så kunne de være et forsvarsværk for Italien. Stormesteren Adam modtog tilbuddet – selv om Malta bestemt ikke var Rhodos. Der var stenet og ufrugtbart – især de franske riddere brød sig ikke om øen, da den var dårlig til at dyrke vin på!! Men den havde muligheder for at kunne blive en god befæstning, så arbejdet blev sat i værk – ridderne lejede Malta for en falk om året, som de skulle give til kongen.

Der var stor afstand mellem ridderne, der kom til landet og blev presset ned over lokalbefolkningen. Øen var bestemt ikke deres – som det blev med Rhodos. Og i hjertet på de fleste Johannitere var også ønsket om at komme tilbage til Rhodos. Afstanden til lokalbefolkningen skulle dog vise sig at blive dyr i længden for ridderne.
Da Johannitterne var på plads på øen, begyndte de igen deres angreb. Suleiman så sig derfor nødsaget til igen at sende sine skibe og sin hær mod Johanniterne – denne gang for at gøre det af med dem en gang for alle. Men også for at kunne bruge øen som et godt udgangspunkt for et angreb på det kristne Europa.

Malta stod som den sidste hindring for et stort angreb – så det var ikke kun Malta og Johanniterne, der stod foran deres endeligt – men hele det kristne Europa. De talmæssigt små Johanniter på Malta var virkelig på en opgave overfor den kæmpe store hær, der stod foran dem. Men deres fæstningsværk og deres kampvilje var stærk – og så kom også to gange, hvor de blev reddet af rent krigsheld. To gang kaldte tyrkerne deres tropper tilbage, fordi de troede, at nu var der kommet forstærkning fra Europa – den kom bare aldrig. Sidste gang der kaldtes til retræte kunne generalen ikke kalde til samling igen, så han måtte kaste håndklædet i ringen og afblæse angrebet for denne gang. I ly af mørket kom den ødelagte flåde tilbage til Konstantinopel. Suleiman var rasende: “I see now… that it is only in my hand that my sword is invincible”. Han gav ordre til at forberede et nyt angreb året efter “one which I will lead myself against this accursed Island. And I swear by the bones of my fathers – may Allah brighten their tombs – that I will not spare one single inhabitant” (s. 166).

Det skulle vise sig, at dette var, imens ottomanerne (tyrkerne) var på deres højeste – Malta markerede vendepunktet. Man kunne se, at ottomanerne ikke var uovervindelig – de fik ikke deres Malta som åben vej ind til Europa.
Dette angreb skulle vise sig at være det sidste store fra tyrkernes side ind i vest-middelhavet. Et krudttårn i Konstantinopel eksploderede og gjorde stor skade på ottomanernes flåde – rygtet gik, at det var sket efter at spioner fra Johanniterne havde saboteret det – det kunne nu også godt være fordi man ikke havde en ret sikker omgang med krudt den gang. Resultatet var, at der aldrig kom et angreb året efter – og det var nok også godt, for Malta var bestemt ikke klar til at modtage endnu en belejring. Selv om pengegaverne og velviljen flød ind over øen.

Så når vores kirkehistoriebog siger, at Johanniterne ikke spillede nogen væsentlig rolle efter at de kom til Malta, så er det ganske enkelt forkert. Man ved jo aldrig hvad der ville være sket, hvis Malta var faldet i hænderne på tyrkerne – men datiden var ikke i tvivl. Var Malta faldet, så ville ottomanernes greb om Europa være fuldendt. Dronning Elizabeth i England udtrykte det på den måde: “If the Turks should prevail against the Isle of Malta, it is uncertain what further peril might follow to the rest of Christendom” (s. 168). I det protestantiske England blev der beordret at alle kirker tre gange om ugen i tre uger skulle lovprise Gud for at Malta ikke var faldet.

Slutningen?
Der var ikke ende på alt det gode, der flød mod Malta og Johanniterne. Selv indbyggerne på Malta, der ellers ikke var særligt venligt stillede overfor de aristokratiske Johannitere, glemte for en stund deres “fjendskab” med ridderne, der var blevet pålagt dem.
Øen blev genopbygget – hovedstaden, der blev opkaldt efter stormesteren, der byggede den op, Valletta, blev udstyret med de fornemste kunstskatte. Og Johannitterne blev mere og mere til en sekulær statsmagt på Malta – dog med stor distance ned til befolkningen. Den franske revolution gjorde et indhug i ordenen – men det var først, da Napoleons kæmpe store flåde stod udenfor Malta, at enden kom. Egentlig var den på vej mod Egypten, så det var ikke planlagt at tage øen, men på den anden side ville man heller ikke have, at den faldt i hænderne på englænderne.
Der var ingen kampgejst længere på øen – våbnene var ikke blevet brugt i 100 år andet end til ceremonielle ting – og krudtet var rådnet. Og befolkningen var også tiltalt af tanken om frihed, lighed og broderskab – så der var en femte kolonne i landet. Så da Napoleon blev nægtet at lade samtlige sine mange krigsskibe komme ind i havnene for at få vand, så sagde han: “Må jeg ikke få vand, så kommer jeg og tager det”. Det tog lidt over et døgn, så var øen besat – og Napoleon kunne komme i land, hvor han var 3 dage.
Han gik omkring og var imponeret over det kæmpe fæstningsværk i Valletta. I sine erindringer skriver han: “Malta was not able to withstand a 24 hour bombardment. Certainly it possed vast phyaical powers to resistance, but no moral strenght whatsoever” (s. 216).
Stormesteren og de johannitere, der ikke ville underkaste sig franskmændene blev fordrevet fra øen – de var hjemløse igen. Den russiske zar Paul den første, tog ridderne en smule under sine vinger, han var vild med alt, der havde med riddere at gøre – ja, han lod sig endda kårer som stormester af ordenen efter Maltas fald. Derfor mente russerne så, at det var deres ø, da nu fredsforhandlingerne skulle i gang efter Napoleons fald – det var der nu ikke ret bred enighed om.
De kristne maltesere gjorde oprør med franskmændene, for de brød sig ikke om den ateisme, der kom i kølvandet på revolutionen. Så de tog gladelig imod England, da de kom og erobrede øen i september 1800- også selv om det var protestanter og de var katolikker. Malteserne ønskede derfor at komme ind under den engelske krone – og dette blev stadfæstet ved fredsforhandlingerne i 1814.

Cirklen blev sluttet
Men hvad så med Johanniterne? Var det tid til at lukke og slukke? Kunne man være riddere i 1800-tallet? Kunne man være en suveræn orden med diplomater og ambassader ude i verden uden et stykke land? Ingen ville give dem husly – eller give dem et nyt stykke land, hvor de kunne slå sig ned. “The order in fact had largely become what it had so often been accused of being – an exclusive club of old Catholic noblemen living in the past” (s. 219).
Men det var ikke slut – man havde fået lov til at slå sig ned i et palads i Rom (hvor de stadigvæk har hovedkvarter). Derfra begyndte genopbygningen – eller måske rettere sagt:

Selvfølgelig har de også en hjemmeside… tryk på billedet for at komme ind på den.

Der vendte man tilbage til de grundlæggende dyder, hospitalsvæsenet og at være tjenere for de syge og fattige.
I dag er ordenen aktiv med ambulancekørsel i Tyskland og Irland, de er aktive i Afrika og de har mobile enheder, der flyves ud til steder, hvor der er nød og ulykker. De er mere internationalt anerkendt end de nogensinde selv på deres tidligere højdepunkt har været. De har diplomatisk forbindelse til mere end 100 lande – og er altså stadigvæk en suveræn orden. De kan i deres arbejde tale direkte til regeringer – hvilket andre humanitære organisationer ikke kan.
Her er deres selvportræt på Youtube:

Som en anden Fugl Fønix har den rejst sig fra sin aske – og er blevet stærkere end nogensinde før, nu dog uden dens militære gren, der er skåret helt væk.

Min vurdering

Her sidder jeg med en kop kaffe og et glas cola på hotellet på Rhodos og læser bogen om de gamle riddere fra Rhodos

Jeg købet bogen her på Malta – men fik ikke læst den færdig. Der var mere ro, da jeg fik den med mig til Rhodos i år (2016). Men det er en spændende bog – godt skrevet, det er virkelig en god fortæller, der har sat sig for at fortælle en historie, der strækker sig fra 1080 og frem til i dag. Det er noget af en bedrift – også at han ikke har fortabt sig i en masse detaljer.
Så den kan varmt anbefales til alle jer historienørder, der gerne vil høre historien fra en lidt anden vinkel end normalt.

30 apr 2016

Morgenmad – og læsning

Så blev min første Karsten Jensen-bog endelig læst. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om ham – nok mest på grund af hans fremtoning i medierne, sådan en lidt bedrevidende og arrogant Rasmus-modsat-type.
Nå, men nu ville jeg gerne læse noget af ham – se hvad skrev og hvordan. Og da jeg havde hørt ham udtale sig om hvorledes krigen i Mellemøsten og urolighederne med terror havde spor langt tilbage i tiden – længere end vi normalt ser tilbage – så tænkte jeg, at det nok var det, denne roman handlede om. ”Den første sten”… men nej, det var det sådan set ikke.

Men historien, han fortæller er alligevel god. Den giver et fantastisk billede af Afghanistan og den håbløse krig, der foregår dér – viser et land og en befolkning for hvem krig er en del af livet og har været det i generationer så det bliver en del af folkesjælen. Hvor myter opstår lige for øjnene af en – og dannes væk fra det oprindelige i virkeligheden. Et land i en nærmest evig voldsspiral, hvor ingen ved hvem, der kastede den første sten og hvorfor – nu blev der bare kastet sten.
Et land med kvindeundertrykkelse – en mor, der sænker sin egen dreng halvt ned i kogende vand, bare for at straffe manden, der proppede barnet ind i hende:
”’ Jeg har ingen søn. Han blev proppet ind i mig Han er sin fars dreng, ikke min. Ved du, hvad en søn er? Din kommende tyran, hvis du er kvinde. Ikke andet. Først elsker du ham. Så lærer du at frygte ham. Han er ikke din. Du tilhører ham. Du til hører dem.´
´Dem?´
´Mændene!” (s. 424)
Vi får en masse småglimt af menneskeskæbner. Mest klart står nok de små drenge, hvis far bliver hevet ud af en bus og skudt ned af Taliban (364-368). Disse drenge, hvis liv bliver ødelagt lige i det øjeblik… det er så hjerteskærende at læse om, måske især at læse om som far.
”Børnene er helt stille. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke skriger. Jeg forstår ikke, hvorfor hele bussen ikke skriger. Hvorfor gør jeg det ikke selv? Hvorfor denne sammenbidte tavshed, denne lammende selvbeherskelse hos os alle sammen? Det er, som om den gør os til medskyldige” (s. 367).
De manges skyldighed ved at være passive. Sådan er det altid, når det onde regerer – så er det altid de manges passivitet, der giver det onde det største spillerum.
Jeg tillader mig at skrive Marin Niemøllers digt fra Hitler-tyskland:
Niemüllers kendte digt:

Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at tage fagforeningsmedlemmerne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
Så kom de for at tage jøderne og sigøjnerne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde eller sigøjner.
Så kom de for at tage de homofile, men jeg protesterede ikke,
for jeg var ikke homofil.
Da de kom for at tage mig,
var der ingen tilbage til at protestere.

Fiktion og realisme
Historien er fiktion – baggrunden er rigtig nok, samfunds billedet er rigtig nok. Det er naturligvis altid farligt at placere en fiktiv historie i virkeligheden, for hvortil går virkeligheden og hvor tager fiktionen over? Hvad er realistisk og hvad er opstået i hovedet på en forfatter?
Det, der ar ved at få mig til at droppe bogen, var da jeg synes at det kippede over. At det her kunne bare ikke ske – det var for langt ude. Stop, hvis du ikke vil læse videre om historien i detaljer, for her kommer der altså en spoiler.
Det at en dansk soldat vender sine egne ryggen og laver et computerspil ud af virkeligheden… det er for langt ude. Det vil aldrig ske – og jeg tænkte mange gange: Nu holder du altså op. Men sluger man den urealistiske ”pille” og leger med, så er det en god historie.
En af mine facebook-venner skrev, at det er en historie, der ikke tegner et håbfuldt billede af Afghanistan. Jeg synes egentlig også at den tegner et billede af Danmark og danskerne, der ikke er særligt håbfuldt. Principperne falder en for en – der kæmpes ikke for andet end for spændingen i livet og for pengene. Man møder en feltpræst, som man i første omgang tænker, at her er da et flot portræt af en feltpræst… og så hører man at han prædiker om soldaterne som riddere mod det onde, dragerne… og så ved man nærmest allerede hvem der er tale om. Men selv feltpræsten må lade principperne falde – står og bekender den muslimske tro for at redde sine soldater og sig selv. Principperne falder – troen falder. Et interessant afsnit viser hans vej derhen (s. 397-402). ”Det er ham, der må ofre sig. Han må ofre sin tro. Han må ofre sit forhold til Gud for at frelse en håndfuld liv” (s. 400).

Min vurdering
Jeg blev spurgt den anden dag om bogen var værd at læse – nu har jeg været i gang med den siden slut-december (og vi skriver 1. maj i morgen). Jeg svarede: Nej! Det synes jeg ærligt talt ikke. Jeg er blevet imponeret over Carsten Jensens håndværk som forfatter – men bogen her er ikke en jeg vil anbefale andre at læse. Den er for lang, den er for over-dramatisk og urealistisk – og netop dér knækker det over og gør, at det, der vel er hans egentlige budskab, nemlig et opgør med den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, knækker.
Og så dog alligevel er jeg glad for at have læst den – den har gjort mig klogere, den har printet nogle tanker og nogle historier i mig… og så er den måske alligevel værd at anbefale?