Bed….

jun 24, 2021

Denne side er set 3 gange!

Min familie og jeg står lige midt i at gøre boet op efter vores far og mor. Huset er solgt og nu skal vi til at tømme hjemmet for minder og forvandle et hjem til et hus. I går fik jeg farfars gamle tobaksskab med hjem– og der er så meget mere, jeg gerne vil have, men jeg kan jo heller ikke have det hele med mig.  Hvad skal jeg så have med mig som min arv fra far og mor?

Der er en ting, som jeg håber jeg får endnu mere plads til, som en levende arv fra dem: Og det er bønnen. Bønnen stod stærkt for far og mor. Store begivenheder har altid været båret af bøn ligesom hverdagen var omkranset af morgenbøn og aftenbøn. Ja, det tog måske lidt for lang tid om aftenen, når alle venner og familie skulle nævnes, og den lille Kim gerne ville ind og se lidt mere af James Bond, inden han skulle i seng… og så skulle der bedes for ”Tante Minna, Lund Thorsen og Fru Lund-Thorsen…” og en masse, som jeg ikke anede hvem var, for jeg kendte kun deres navne fra aftenbønnen. I min parodi bag fars ryg blev afslutningen til ”og vi beder for Dronning Ingrid, Dronningen og hele hendes hus – og søens folk”.

Men vi lærte at bede, og det er, når alt kommer til alt, nok det mest værdifulde, jeg har arvet fra mine forældre.
Men jeg ved også, hvor hurtigt man kan komme væk fra bønnens vane. Det lyder så enkelt ”bed, så skal der gives jer”, og så alligevel, så kan det være svært sådan i den almindelige hverdag at få bedt. En af de såkaldte ørkenfædre fra det 4. århundrede talte om bøn på denne måde: ”Jeg anser ikke noget andet arbejde så hårdt som det at bede. Når vi er klar til at bede, så forsøger vores åndelige fjender at forstyrre os. De forstår nemlig at det kun er ved at forstyrre os i vores bøn, at de kan skade os. Andre ting vil vi på et tidspunkt have succes med, hvis vi bare bliver ved, men at arbejde med bønnen er en krig, der vil fortsætte indtil vi dør”. Sådan er krig: Fjenden sætter ind, hvor han kan gøre størst skade. For os kristne er bønnen det sted, hvor vi kan skades mest, hvis han får taget bønnen fra os.

Men hvordan får jeg tid? Jeg skal hente børn og børnebørn. Jeg skal have købt ordinationsgave. Jeg skal ringe til en fortvivlet konfirmandmor. Jeg skal trykke på linket og læse om kirkelivet i det sydslesvigske. Jeg skal huske at melde ferie til provsten… ups… Der er så mange gode ting, jeg gerne vil prioriterer – hvordan får jeg tid til at bede? Tid er ikke noget, man får, tid er noget, man tager.

Ligesom man tager sig tid til at spise, når man er sulten. Ligesom man tager sig tid til at drikke, når man er tørstig. Ligesom man tager sig tid til at sove, når man er træt. Ligesom diabetikeren tager sig tid til at tage sin insulin, inden en frokost. Ligesom Peter Plys tager sig tid til at lede efter honning… sådan skal vi tage os tid til at bede – lejligheden kommer ikke af sig selv. Lad os give os et bestemt tidspunkt hver dag, hvor vi beder.
Tænk hvis vi havde en audienstid hver eneste dag hos Dronningen – eller at vi kunne ringe til den amerikanske præsident hver dag på et bestemt tidspunkt, og så ville han lytte til hvad du havde af overvejelser og tanker om verden i dag. Jeg er sikker på at de fleste af os ville stå klar – at vi ville sætte tid af til det.
Hvor meget så ikke med invitation til audiens hos kongernes konger og herrernes herre, som ligger i dagens tekst ”Bed, så skal der gives jer”? Vi må træde frem for Gud, der fastsætter planeternes bane. Ham, der har programmeret det mindste DNAs koder – som opretholder alt liv. Ham må vi tale med ikke som en fjern Gud, men som vores far. Og han har sagt, at han vil lytte til vores ord og tanker.
Gud ønsker at høre vores stemmer i bøn… Og vi … vi har brug for det. Vi har mere brug for at tale med Gud end vi har brug for at tale med Dronning Margrethe eller Joe Biden. Vi kan godt overleve ikke at tale med dem – jeg har i hvert fald klaret mig ret fint de sidste 46 år uden. Men jeg kan ikke leve som kristen uden at tale til min Gud. Jeg er en synder, der har brug for styrke og tilgivelse hos Gud. Jeg er hans barn, der har brug for at læsse af hos ham og som troens ilt at suge Guds fællesskab ind i mig gennem bønnen. Bønnen er stedet midt i livets storm, hvor hvis vi har mistet fokus og retning for livet, så kan blive tunet ind på troens fyrtårn, Jesus. Bønnen er dér midt i vores leverpostejs-hverdag, hvor alt er på det jævne, at vi få løftet vores blik og dér ser, at der er intet leverpostej over mig og mit liv, men at jeg er et kongebarn, elsket, ønsket og villet af den almægtige Gud, der stør om sig med store løfter. Blandt andet: Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde. Bank på, så skal der åbnes op for jer”.