Den store forsoningsdag

Denne side er set 793 gange!

8,1-10,18: Pagt, helligdom og ofre.

 

Kapitel 8: Den nye pagt

Vi hører det hver søndag i forbindelse med nadveren: “Ligeså tog han også bægeret efter aftensmåltidet, takkede, gav dem det og sagde: Drik alle heraf, det er den nye pagt i mit blod”. Med disse ord og den symbolske handling, lånte Jesus det ord, som Moses brugte, da han tog blodet fra et dyr og stænkte det på folket. Moses sagde:

“Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af disse ord”[1].

Modsætningen mellem dem var planlagt. Moses brugte blodet fra et dyr, Jesus brugte vin som et symbol på hans eget blod. Moses talte om lovens pagt, Jesus hentydede til nådens pagt. Moses talte om Guds ord, som kunne skaffe delvis skjul for synderne, så Gud kunne vorblive hos sit folk. Jesus lovede den faktiske tilgivelse af synderne, så Gud kan live i hans folk til evig tid. Det er den fuldkomne nye pagt som kapitel 8-10 i Hebræerbrevet forklarer for os.

 

8,1-7: Præstedømme og løfte

Efter at have slået overlegenheden af Kristi præstedømme fast, så fortsætter forfatteren med vise hvad Kristus har gjort og stadig gør. Det gøre han ved at sætte Jesu ypperstepræst-embede i forbindelse med pagten, helligdommen og ofret.

 

1-2:

Forfatteren vil nu vise hvad hovedsagen er i det, der er sagt:

“Hovedsagen i det, der her siges, er, at vi har sådan en ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himmelen og gør tjeneste ved helligdommenm det sande Åbenbaringstelt”.

Hovedsagen er:

              1) Vi har en ypperstepræst, der sidder ved Guds højre hånd

2) Han gør tjeneste i den himmelske helligdom – eller her åbenbaringstelt, som er det telt, hvori Moses talte med Gud under vandringen i ørkenen.

Forfatteren vil senere se nærmere på denne himmelske helligdom. Først vil han begrunde hvorfor Jesus gør tjeneste (det sker i vers 3) og hvorfor han gør det i den himmelske og ikke i den jordiske helligdom (det sker i vers 4).

 

3:

Vers 3 bringer et noget sjovt bevis på at Jesus nødvendigvis må tjene i helligdommen i Himlen. Jo, enhver ypperstepræst – også den nye efter Melkisedeks orden – har den opgave at frembære ofre. Det så vi i 5,1. Derfor er det nødvendigt at Kristus også frembære et offer – hvad han ofrer kommer forfatteren først ind på i 9,12

 

4:

At Jesu tjeneste i helligdommen nødvendigvis skal foregå i himmelen og ikke på jorden beviser forfatteren ved at pege på Jesu stamtavle. Den himmelske ypperstepræst kunne ikke være ypperstepræst, hvis han var her på jorden – ja, siger forfatteren i vers 4:

“Hvis han nu var her på jorden ville han ikke engang være præst”

Jesus var lægmand her på jorden og ifølge loven var han udelukket fra enhver tjeneste i helligdommen.

Grundlæggeren af kristendommen var altså lægmand – men det blev ikke sagt for at nedgør ham eller hans tjeneste. Tværtimod!

 

5:

For de jordiske præster tjener kun

“ved en helligdom, der er en efterligning og en skygge af den himmelske[2]”.

Den jordiske helligdom er noget forbigangent – en forsmag af det himmelske, som naturligvis er større og bedre end det, der er her på jorden.

Forfatteren fremhæver, at den jordiske helligdom er lavet efter introduktioner fra Gud. Da Moses fik loven og de kultiske lovregler fik han lov til at se et Guds himmelske hvilested – og derefter fik han besked på at lave en nøjagtig kopi på jorden.

 

6:

Og som selve helligdommen blot er en efterligning og en skygge af det himmelske, sådan er den jordiske præstetjeneste kun en efterligning og en skygge af den himmelske. Jesu tjeneste – som foregår i den himmelske helligdom – er derfor naturligt nok højere end den jordiske tjeneste. Den er højere, idet han som ypperstepræst, ja måske endda som en ny Moses, er formidler af en bedre pagt, som er vedtaget ved bedre løfter. Hvad de bedre løfter er som denne bedre pagt hviler på vil komme frem ved at forfatteren i vers 8-12 citerer fra Jeremias.

 

7:

Jeg har valgt at tage vers 7 med i dette afsnit også selv om man fra bibelselskabet ikke er enig i den inddeling. Jeg synes der er en god sammenhæng mellem vers 6 og 7. Vers 6 siger, at den bedre pagt er bedre, fordi der er knyttet nogle bedre løfter til den. Vers 7 fortsætter så: Men at der i det hele taget er brug for en ny pagt viser, at den nye må være bedre end den gamle. Hvis den gamle pagt var perfekt ville der jo ikke være grund til at den skulle afløses af en ny. Og den nye pagt skal være bedre, for der vil jo ikke være mening i at erstatte en gammel pagt med en y, hvis den nye ikke var bedre. Logik for burhøns!

 

8,8-13 Den gamle pagt er erstattet

Til det lange citat fra Jer 31,31-34, som er profetien om den nye pagt, har forfatteren knyttet en indledning i begyndelsen af vers 8 og en kort konklusion i vers 13.

 

8:

Citatet introduceres med:

“han”

det vil sige Gud Fader eller som i 10,15, hvor stedet igen bliver citeret, Gud Helligånd

“han dadler dem under den første pagt, når han siger”,

På det tidspunkt, hvor Gud taler om den nye pagt, anklager han israelitterne for at have brudt Herrens tidligere pagt. Det var ikke første gang at folket blev anklaget for at have brudt pagten – og det viste vel også på en måde hvor utilstrækkelig den gamle ordning var. Igen og igen blev der sendt profeter til folket for at kalde til lydighed – Jeremias, som forfatteren citerer fra var sandelig ingen undtagelse:

“Herren sagde til mig: Råb alle disse ord ud i Judas byer og Jerusalems gader: Hør denne pagts ord…….. og følg dem!”[3].

Over for dette frafald og den gamle pagts magtesløshed står de herlige løfter, som Gud knytter til den nye pagt. Den nye pagt vil bevirke tre ting:

  1. a) Guds love skal indpodes i hjerterne.
  2. b) Kendskab til Gud som en personlig erfaring
  3. c) Udsletning af

Men først bliver den gamle pagt og dens forhold introduceret:

“Der skal komme dage, siger Herren, da jeg oprettet en ny pagt med Israels hus og med Judas Hus[4],

 

9:

en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren”

 

10:

“Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerter. Jeg vil være deres Gud og de skal være mit folk”

Det er første direkte konsekvens af den nye pagt: Guds love skal indpodes i hjerterne. Det betyder ikke blot at man kan dem udenad[5]. Jeg tror, at enhver, der er blevet en kristen vil mærke at da han eller hun blev fornyet kom der en forandring i deres motivation. De fandt ud af, at de ønskede at gøre ting, som de førhen ikke ville – f.eks. læse Bibelen, gå i kirke eller bede og meditere. De fandt, at deres reaktion overfor det onde i deres egne liv også var anderledes. Hvad de måske en gang nød uden skrupler er de begyndt at blive foruroliget over eller måske endda hade. Det er den praktiske erfaring af den nye pagts løfter: At man får en ny og indre forståelse af godt og ondt.

Indholdet er stadig det samme – Gud er stadig folkets Gud og folket er stadig Guds folk. Loven til gudfrygtig opførsel er nu bare skrevet i deres hjerter.

 

11:

“Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: Kend Herren! For alle kender mig, fra den mindste til den største”.

Gud havde åbenbaret sig for sit folk, og de kendte ham – men selv Israel havde tilbøjelighed til at glemme Gud. Jeg har skrevet et par citater/henvisninger på jeres papir, hvor der står om det i GT. Det var præsternes, profeternes og kongernes opgave at få folket til at vågne op og se på Herrens storværker og kende ham igen. Men når den nye pagt træder i kraft, så vil det ikke længere være nødvendigt at folk på den måde opfordrer sine andre landsmænd til at kende Herren. Det er slet ikke nødvendigt, for så kender alle Gud – fra den mindste til den største. Det er ikke længere et folk, der kender Gud – nej, det er et individuelt kendskab til Gud, hvor alle kender ham.

 

12:

“Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd”.

Ikke at dette er anderledes end i den gamle pagt – Gud var også en nådig Gud, da den gamle pagt var i kraft. Gud tilgav også rundhåndet og glemte synder. Måske er den store forskel mellem Guds tilgivelse i den gamle pagt og i den nye pagt, at forsikringen om tilgivelse af synd er skrevet ind i pagtens tilsagn . Og pagtens tilsagn er ubegrænset og absolut: Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på synd.

 

 

13:

Alene det at Gud tager ordene “ny pagt” i sin mund, gør den tidligere pagt gammel. Vers 13 siger, at da den nye pagt trådte i kraft, så var der ikke længere nogen grund til at stole på de gamle. Det betyder ikke at Moses-loven- de ti bud – er trådt ud af kraft, for Jesus selv lærte at den vil holde så længe som himmel og jord[6]. Hvad verset mener er, at lovens arbejde er fuldført, når kvinder og mænd kommer til Jesus. Den kan ikke gøre dem perfekte, men de er nu kommet til ham, som kan. Siden det jordiske præsteskab, hvorunder loven blev givet, nu er blevet erstattet af Jesu Melkisedek-præstedømme, så er der ikke længere noget behov for loven til at fortsætte dens fordømmende eller som der står i vers 8 – dadlende – arbejde i den troendes liv. Der er derfor ikke længere nogen fordømmelse for den, der er i Kristus Jesus – som Paulus siger[7]. Opmærksomhed på synd er ny Helligåndens arbejde – ikke for at fordømme, men for at genoprette os til nyttig og frugtbar gerning, når vi angrer.

I kapitel 9 vender vi tilbage til helligdommen og dets ritualer for at vi mere klart kan gribe pagtens nye realiteter og den frihed, den giver os til at leve i en fortravlet, forvirrende og vildledt verden. Det kan vi ud fra den kraft, som flyder fra vores store ypperstepræst i dag.

 

Kapitel 9: Det rigtige tabernakel

Det første jeg tænkte, da jeg læste dette her er: Hvorfor i alverden skal vi slæbers igennem jødiske foreskrifter og jødiske tempel-indretning. Hvad kan det sige os, der lever længe efter at jødernes ofringer er ophørt og som jo slet ikke er jøder? Hvad skal vi med det?

C.S. Lewis er mest kendt for sine Narnia-bøger, hvor han fortæller om nogle børn, der leger skjul og gemmer sig i et gammelt klædeskab. De presser sig længere og længere ind i den kendte beklædningsstykker og pludselig finder de dem selv i et mærkeligt og mystisk land. Nogenlunde sådan er det for dem, der tænker dybere over hvad skriften siger om den ydmyge bygning af skind og paneller, der kaldes tabernaklet i ørkenen og siden hen templet. Først er de alt virkeligt, målbart og lige til. Men når vi mase os længere ind i teksten, så fjerner væggene sig langsomt og pludselig finder vi os selv foran Guds ærefrygtindgydende trone i det himmelske tempel omgivet af et utal af engle, der lovsynger Gud. Og dér ser vi den store forsoningsdag – Yum Kippur gennem helt andre briller.

Hvis vi rigtig vil lære den nye pagt og det nye præsteskab at kende, så er vi nødt til at studere tabernaklet nøje – hvordan det er lavet og hvad der foregår derinde. Alt i bygningen var beregnet til at være et pædagogisk redskab til at videregive utrolig vigtige sandheder.

9,1-5: Helligdommen under den gamle pagt

Forfatteren fortsætter med at vise utilstrækkeligheden i den gamle ordning i sammenligning med den nye ved først at pege på helligdommens opbygning og derefter på offer-ritualerne. Den helligdom forfatteren har i tankerne er uden tvivl den transportable helligdom ved ørkenvandringen[8] – det, der var en kopi af den himmelske helligdom. Selv om de byggede templer i Jerusalem var mere udbygget, så bevarede de den samme grundplan som det tempel, der blev smadret af romerne i år 70 ved Jerusalems ødelæggelse.

 

5:

En ting, det er vigtigt at se på her er ordet “sonedækket” – vores forfatter ser låget på pagtens ark som et jordisk sidestykke til nådens trone i himmelen, som han skrev om i 4,16. Det hed sonedækket på grund af den rolle det spillede i det årlige ritual i Den store Forsoningsdag – yom-kippur. Offerblodet blev stængt på sonedækket og foran det, imens Gud viser sig i en sky over sonedækket – som der står i 3 Mos 16,2

 

9,6-10: Et foreløbigt ritual

6:

I tabernaklet og i templerne, som overtog dets plads der var det forreste rum i konstant brug. Dag efter dag – fra morgen til aften gik den udpegede præst ind for at ordne lamperne (ex 27,20f)og brænde røgelse af på røgelsesalteret (Ex 30,7f). Vi læser i Lukas 1,8-22 om hvordan en præst blev udvalgt til at gå ind i templet for at brænde røgelsesoffer. Det er Zakarias, Johannes Døberens far. Det var noget, der skete “til stadighed” – igen og igen, i modsætning til den store forsoningsdag, der kun finder sted en gang hvert år – det læser vi om i vers 7.

 

7:

Det var kun ypperstepræsten der en gang om året måtte gå ind i det allerhelligste – og det kun med offerblodet for sine egne og folkets synder. Ritualet for den store forsoningsdag finder vi i 3 Mos 16. Med til ceremonien hører ypperstepræstens personlige forberedelse – han skal også selv renses for synd før han kan træde ind i det allerhelligste og bede for folkets synder.

Som vi læser om det i 3 Mos 16 sådan foregik det år efter år på Yom Kippur for at genoprette det pagtsfællesskab, som hele tiden blev ødelagt af folkets synder.

 

8:

Med alt dette vil Helligånden lære os en vigtig ting. Så længe det forreste rum består – så længe er der ingen fri adgang til Guds nådetrone. Så længe gudstjenesten er begrænset til det forreste rum som er bygget op foran det allerhelligste, er den egentlige helligdom, hvor Gud selv bor, endnu ikke åbnet. Forsoningsdagen viser, at der er en vej derind, men den kan ikke ved sit offer åbne vej ind til det allerhelligste og frembringe virkeligt samfund med Gud.

 

9-10:

Dette er et billede på – en lignelse på den nuværende tid. Det forreste rums betydning hvor adgangen til Gud er spærret, er et billede på den nuværende tid. Den nuværende tid er må være tiden før Kristi åbenbarelse, fordi det er den set fra det tidspunkt, hvor Helligånden taler i skriften.

Det er et billede på den nuværende tid, hvor der er kødelige ydre regler, som angår mad, drikke og forskellige renselser. De skal kun bestå indtil den tid, da den rigtige ordning træder i kraft og den tid er trådt i kraft med Kristi komme. Hvad den gamle pagts ofre var ude af stand til, kan hans offer: Han kan skaffe fuldkommen renselse, så vi kan træde frimodigt frem for nådens trone. Det er ikke bare en ydre renselse – det er en renselse, der renser det inderste: Samvittigheden og som kan føre os til målet.

Israels mange ofre og pedantisk millimeter overholdelser af foreskrifter kunne ikke lede frem til målet! Den som i dag vil forsøge at opnå en fornemmelse af at behage Gud ved gode gerninger, skal læse det her. De vil aldrig vide hvornår de har gjort nok – de føler sig bekymret og uroliguden nogen hjertefred og på den måde bliver de drevet ud selvpinsler og fortvivlelse. De har behov for at holde op med deres egne anstrengelser og stole på Guds fuldkomne værk.

 

9,11-14: Kristi evige frelse

 

11:

Den tid, der før var tale om som “den nuværende tid” er nu færdig. Kristus er kommet som ypperstepræst ikke for den gamle pagt, men for de goder, som nu er blevet til. “De gode ting, der bliver til”, er nu “de gode ting, der er blevet til”. Kristus er trådt frem og i ham er skyggerne forsvundet til fordel for den perfekte og evige virkelighed.

Ørkenens tabernakel og de efterfølgende templer var bare en kopi af den himmelske helligdom, der i modsætning til den jordiske helligdom ikke er bygget af mennesker. Jesus er ikke bare en almindelig ypperstepræst, som går ind i det jordiske tempel, men han er gået ind i  det himmelske – han er gået ind i orginalen.

 

12:

Den jordiske ypperstepræst skulle hvert år gå ind i det aller Helligste med blodet fra bukke og kalve, men Jesus – den store ypperstepræst – gik en gang for alle ind i det allerhelligste med sit eget blod. Den jordiske ypperstepræst skulle så allerede næste år ind og ofre i det aller helligste for den forløsning, han frembragte var kun en foreløbig – vers 12 fortæller det store: Jesu offer vandt en evig forløsning. Hvorfor denne forskel?

 

13-14:

Der er forskel på kvaliteten af offerblodet, siger forfatteren i vers 13-14:

“Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en unge ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed”.

Når nu blodet fra dyr – umælende kreaturer, lavere end mennesker, kortere levetid end mennesker – når deres blod kan bringe en ydre renhed, når deres blod kan give en midlertidig adgang til Gud, så må blodet fra den evige og fejlfri ypperstepræst da virkelig kunne gøre en forskel. Og det gør det – det renser ikke blot i det ydre, men renser vor samvittighed, den inderste i et mennesket. Renser os fra døde gerninger – gerninger, der bringer død nu og bringer død efter døden. Døde gerninger er gerninger og holdninger, der hører til døden, som forurener sjælen og rejser en mur op mellem mennesker og Gud. Men den forurening og besmittelse er fjernet fra samvittigheden ved Jesu værk. Nu hvor vi er befriet fra den indre trældom kan vi tjene Gud i ånd og sandhed. Det er den fuldkommenhed, som de gamle ritualer ikke kunne opnå. Den dårlige samvittighed, som Adam og Eva havde efter at have brudt Guds bud tvang dem til at gemme sig for Gud. Vores rene samvittighed tvinger os nærmest frem for Gud – vi kan nu med frimodighed gå ind for nådens trone og sige: “Herre, her er jeg send mig!”

9,15-22: Den nye pagts formidler

 

 

15:

Der var noget der hindrede de kaldede i at nå frem til det mål, Gud har lovet dem – noget, der forhindrede dem i at nå frem til Guds hvile eller som der står her: Noget, der forhindrede dem i at få den evige arv. Det, der forhindrede dem i at få den evige arv var deres overtrædelser. De overtrædelser som den gamle pagt kun kunne skabe en midlertidig forløsning for. Men Gud lovede en ny pagt – og en af de ting, der skulle kendetegne den nye pagt var tilgivelse – Jeremias-profetien siger i 8,12 (læs). Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre?

Vers 11-14 fortæller at Jesus har frembragt en evig forløsning og så kommer det lille ord “derfor” ind i vers 15: “Derfor er Kristus formidler af en ny pagt”. Fordi Jesus har skabt den evige forsoning – frembragt den evige tilgivelse, så er han blevet formidleren af den nye pagt. Han er blevet denne formidler for at de kaldede kan få den arv, som der er blevet lovet dem – og det sker ved Jesu død. For der er ingen tilgivelse uden om døden – eller som der står som en slags grundregl i vers 22: “der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod”.

Hvorfor begynder forfatteren pludselig at tale om en arv? Det har vi da ikke hørt om før! Jo, Jesus er blevet formidler af en ny pagt – ordet pagt kan på græsk også betyde testamente[9] og så giver det jo god mening at tale om en arv, ikke?.  Så lyder sætningen sådan:

“Derfor er Kristus formidler af et nyt testamente, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under det første testamente”.

 

16-17:

Og har vi det på plads, så bliver fortsættelsen i vers 16 også mere forståeligt. For pludselig glider vi fra en rituel verden i templet og lige ind på en advokats kontor, hvor vi snakker om testamente, testator og dødsfald.

Vers 16 og 17  viser ved hjælp af de juridiske ord hvorfor en død var nødvendigt for at opfylde løfterne. Det var de for endnu engang at vise hvor gyldig og fuldbragt Guds løfter er. Man kan jo ændre sit testamente så længe man lever, men dør testator – ham, der har skrevet testamentet – dør han, så kan man ikke længere ændre testamentet. Dør testator, så træder testamentet i kraft og arven bliver udbetalt – her den evige arv. Jesu død er nødvendig for at testamentet og pagten kan træde i kraft og frelses-goderne kan bringes til udbetaling.

 

18:

På dansk er vi så nødt til at hoppe tilbage og bruge ordet “pagt” for at få mening med vers 18, for nu tales der igen om Moses og den pagt, Gud indgik på det tidspunkt. Det kan vi læse om i 2 Mos 24,3-8. Vers 16-17 har lært os, at der skal en død til for at indstifte en pagt/testamente og med hensyn til den gamle pagt, så var der også en død. Ikke testators død – men ikke desto mindre en død:

 

19-21:

“For da Moses havde læst alle budene i loven for hele folket, tog han blodet af kalvene og bukkene tillige med vand og skarlagenrød uld og isop og stænkede de både på bogen of på hele folket, idet han sagde: Dette er pagtens blod, den pagt, Gud har sluttet med jer”.

og derefter kommer der i vers 21 om hvordan tabernaklet og alle karrene blev stænket med blod. Forfatteren gengiver ikke helt nøjagtig hvad der skete i 2 Mos 24, men inddrager visse nye træk.

 

22:

Som menneskene blev renset udvendig ved hjælp af blod, sådan blev helligdommens tilbehør også renset med blod. Det skal de, fordi de er besmittet med menneskers urenhed og syndighed[10].

“efter loven blev næsten alt renset med blod”

Når israelitten kom til templet for at søge renselse, så kunne det kun opnås med blod – dvs. næste kun. Var man ikke rig nok vil man godt kunne ofre mel i stedet for et lam. Men det er kun undtagelser for forfatteren kommer her med en grundregel:

“Der finder ingen tilgivelse sted uden at der udgydes blod”

Vi må virkelig indse, at synd er alvorligt – så alvorligt at det ikke bare kan glemmes eller tilgives uden videre. Synd er så alvorlig, at kun død kan bringe tilgivelse.

“Der findes ingen tilgivelse sted uden at der udgydes blod”

Denne bibelske hovedregel finder altså sin bekræftelse og opfyldelse i Jesu offerdød. I den hellige nadver bekræfter han selv “den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”.

 

9,23-28: Det perfekte offer

 

23:

Det var altså med blodet fra dyr, at den jordiske helligdom og dens indretning blev renset. “Det er altså nødvendigt” siger forfatteren i vers 23. Han benægter ikke at renselserne har sin virkning, men han benægter, at renselserne kan fjerne den indvendige og åndelige besmittelse. Det er nødvendigt at der foregår disse renselser af de forskellige remedier i helligdommen, men det siger jo sig selv, at den himmelske original – den himmelske helligdom – bliver renset ved bedre ofrer: Jesu offer en gang for alle[11].

 

Men det kan jo ikke passe! Hvorfor skulle den himmelske helligdom renses – er den da nogensinde blevet uren? Den er jo ikke lavet af hænder – og hører derfor ikke synden til. Den er ikke nogensinde blevet besmittet af menneskets synd. Man kunne jo sige, at den blev uren ved Satans oprør[12] – men det synes jeg lyder lidt for søgt!

 

Et argument for argumentets skyld

En løsning på problemet kunne være, at forfatteren bare argumenterer fra en ting på et lavt niveau og bruger det på noget højere. Det var nødvendigt med et offer på jorden – så skal offeret, der bruges i himmelen naturligvis være større end det på jorden. Vi tager så ikke stilling til hvad det er dér renses i himmelen – for det står vist ikke helt klart for forfatteren selv, siden han ikke bruger mere plads på det end den ene sætning. Det skal bare bruges til at vise, at der er brug for et bedre offer i NT end i GT.

 

Havde vi været hjemme i vores dagligstue, så havde vi jo nok sagt god for den forklaring og så bedt vores aftensbøn og gået i seng – og så op til en stressende dag næste morgen. Men nu er det jo ikke vores hverdag, men vi er på bibelcamping, så lad os prøve at finde nogle svar frem.

Man kan måske finde frem til et svar ved at spørge: Hvad er det for himmelske ting, der skal renses? En vigtig grundregel for at arbejde med bibeltekster er at svaret på ens spørgsmål måske viser sig ved at man går tilbage i teksten.

 

En renselse for Guds-fællesskabets skyld

Det første vi støder på er helligdommen. Vi har dog fundet ud af at det umuligt kan være den himmelske helligdom, der skal renses for synd, men hvis vi nu forstår renselsen lidt anderledes. Himlens helligdom er ikke besmittet af menneskets syndighed, men synden hindrede alligevel Guds-fællesskabet. Det var også det, der var ment i GT, hvor synden i templet hindrede Guds-fællesskabet. Synden hindre det glade fællesskab imellem Gud og mennesket og der må derfor ske en soning i den himmelske helligdom. Kristus gik ind for at træde frem for Gud i vores sted – han trådte frem for Guds ansigt o netop derfor måtte det ske i den himmelske helligdom, for det er jo dér Gud er. For Gud er kun reelt ti stede dér og ikke kun i overført betydning, som det sikkert er tilfældet i den jordiske bolig.

 

Menneskets samvittighed

Går vi længere tilbage i teksten finder vi frem til, at det, der skal renses kunne være menneskets samvittighed. Tankegangen skulle så være: Vi er Guds tempel[13] – og for at Gud kan bo i os, så er det nødvendigt at vores samvittighed renses. Da de kristne som tempel er “himmelske ting”, så er det nødvendigt med et langt større offer end dens jordiske efterligning – nemlig Jesu offer..

 

24:

Det der blev sagt i vers 23 om den himmelske helligdom begrundes med henvisning til den kendsgerning, at det var derop Jesus gik med sit offer. Ikke ind i en jordisk helligdom, men ind i den himmelske for at stå ansigt til ansigt med Gud – og det gjorde han til gavn for os.

 

25:

Den jordiske ypperstepræst frembære dyrs offerblod hvert eneste år i helligdommen, men det gør Kristus ikke.

 

26:

Havde Jesus skulle været gået ind i helligdommen hvert år på samme måde som ypperstepræsten, så måtte Jesus – siger vers. 26 –

“så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt”

Ordet “han” peger ikke på ypperstepræsten, men på Jesus. Netop fordi Jesu offer er det absolut fyldestgørende, kunne Jesus nøjes med at bringe det denne ene gang[14] – formålet med Jesu offer var ikke en midlertidig renselse af synden, men en total ophævelse af den. Jesu offer er et engangsoffer – og har ikke været gentaget før –

 

27-28:

og vil ikke blive gentaget senere, siger vers 27 og 28. Som mennesket kun skal dø en gang, sådan skulle Jesus også kun dø en gang. Det eneste der venter mennesket efter døden, er dommen – man burde så i vers 28 have ventet, at så var Jesus dommeren, hvor menneske og ypperstepræst så igen mødes. Men sådan er det ikke: Når Jesus kommer anden gang – det er forresten det eneste sted i Bibelen, hvor Jesu genkomst kaldes hans andet komme – men når kommer anden gang vil han ikke have med synden at gøre, ikke bære den, ikke bringe et offer for den, men kun åbenbare sig for deres skyld, der venter på ham for at modtage den endelige frelse. Kristus er ikke dommeren – det lader han Gud om[15] – Kristi opgave ved hans genkomst er udelukkende at frelse dem, som venter op ham.

På Yum Kippur – den store forsoningsdag – så israelitterne deres ypperstepræst træde ind i helligdommen og kunne derefter kun vente i spænding på at han igen trådte frem. Det var et velkomst-tegn på at ham og hans offer, som han havde givet, var blevet accepteret af Gud. En stor lettelse og glæde ville da brede sig i folket.

Sådan forestiller forfatterns sig Jesus træde frem engang fra den aller helligste i himmelen for at træde frem på ny for endeligt at bekræfte frelsen for sit folk.

 

Kapitel 10

Jeg tror at en af de bedste kogebøger, der findes stadigvæk er “Frøken Jensens kogebog”! Men det vil være dumt kun at læse i stedet for at spise et godt måltid mad, når man er sulten. Ikke at der er noget galt i at læse en kogebog – det kan faktisk, især når det gælder Frk. Jensen være ret morsom og oplysende læsning – men det giver ikke meget næring. Men det var måske det, som nogle af de oprindelige læsere af Hebræerbrevet. De foretrak at stille sig tilfreds med troens ydre former og ceremonier: Loven, præstedømmet og dyreofringer – og så ignorerede de opfyldelsen af disse ting i Jesu død, opstandelse og himmelfart.

 

Som vi har set, var ørken-tabernaklet med dens regulativer og ofrer et akkurat og guddommelig tegnet billede af det Jesu offer og af den nye måde at leve på, som kan blive er realitet for dem, der tror på Kristus. Men de beskriver kun disse realiteter op til et bestemt punkt-

 

Jeg har et billede af min kone i min pung, og når jeg så er på rejse langt hjemmefra kan jeg finde tryghed ved at se på det. Men det er ret mangelfuldt, for det er jo ikke Judith, kun et billede af hende. Jeg kan ikke have en samtale med det – jeg kan ikke grine sammen med det eller få nogle gode råd fra det. ok – på den anden side beder billedet mig heller ikke om at vaske op! Billedet er en nøjagtig gengivelse af den ægte vare, men alligevel et godt stykke vej fra det. På samme måde kan med loven og tabernaklet aldrig gøre det for de troende, som den levende Jesus kan gøre. Det er det fortsatte argument i kapitel 10.

 

10,1-4: Den gammel ordning – en skygge af virkeligheden

 

1:

9,24-28 fortalte os om de mange ofrer og satte dem op mod Jesu ene offer. Det tager forfatteren fat på igen i 10,1 ved at pege på at netop gentagelsen er et bevis på deres utilstrækkelighed. Det forklares ved at pege på at loven[16] ikke i sig selv indhold det reale, kendsgerningen, væsnet, men kun den væsensløse skygge af det. En skygge er ingenting, men hvis man følger en skygge finder man det, der har kastet skyggen – på samme måde peger lovens skygge fremad mod Kristus og hans nye ordning som den perfekte virkelighed.

Loven er kun en skygge af de kommende goder – de kommende goder, som hvis vi kigger i 9,11 er de goder, som nu er blevet til. Goderne, der er tale om, er evig frelse og uhindret adgang til at lovprise den levende Gud. Det kunne loven ikke klare ved sine gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer – og det kunne den ikke klare, fordi den kun indeholdt en skygge af de kommende frelsesgoder. Målet kan ikke nås ved loven.

 

2:

Vers 2 giver os et logisk argument for at lovens påbud om ofringer ikke ledte til målet ved at peget på at så ville man jo være stoppet, når man var nået målet. Var målet nået ved loven ville dem der dyrkede Gud have uhindret fællesskab med Gud – for det er tilstedeværelsen af synd i samvittigheden, der hinder et sådant fællesskab. Ofrene skal rense for synd – men hvis synden forsvinder, så  vil ofringerne stoppe. Men når de ikke stopper, så må det betyde at ofrene ikke renser for synd.  Hvad skal ofrene så bruges til?

 

3:

Ofrene er langt mere en påmindelse – en reminder – om synder. Hvem skal mindes om synden? Er det mennesket, som så kan reagere med omvendelse og anger eller med hårdhed og vedvarende synd? Er det Gud, der skal mindes om synden, hvor han så han reagere med tilgivelse eller straf? Tilgivelse bliver ofte set som at Gud holder op med at huske synden – salme 25,7:

“Glem min ungdoms synder og overtrædelser… fordi du er god, Herre”.

Den gamle pagts offertjeneste skulle tjene til at minde om synd – der var ligefremmen en årlig påmindelsesdag – og den nye pagt er en legemeliggørelse af Guds løfte til sit folk som der står i 8,12: Jeg “husker ikke længere på deres synd”.

Gud husker ikke længere vores synder – hvorfor skal vi så? Der er forskel imellem en ydmyg og angerfuld bekendelse til Gud og en sygelig dvælen på en synd, der allerede er bekendt og tilgivet. Til noget sådan siger Paulus i Rom (8,15)

“I har jo ikke fået en ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået en ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!”

Gud vil ikke længere huske på vore overtrædelser – det har Gud lovet i sin nye pagt og det er blevet bekræftet i det ene offer.

4:

De mange ofrer – derimod er en påmindelse, for, siger forfatteren i vers 4 – “blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort”. Det er den mest radikale kritik forfatteren retter mod den gamle pagts institutioner: Det er absurd at dyreofre skulle kunne borttage synd.

Men hvordan kunne Gud så have befalet sådanne fornuftstridige ofre [17]? Det kommer forfatteren ikke ind på – i hvert fald ikke direkte. Hvis man skal forsøge at finde et svar ud fra brevet som helhed, så må det være, at dyreofrene tjener som forudfremstillinger af Kristi død og frembærelsen af hans blod.

Disse dyrs død var modstræbende endda nærmest til bevidstløshed bragte ofre af en lavere og anden natur og derfor ikke tilstrækkelig stedfortrædelse for menneskene skabt i Guds billede:

              “blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort”

Forfatteren stiller sig på linie med den profeti, vi kan læse i Esajas 1,11:

“Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre?… Jeg er mæt af brændofre af vædere og fedtet af fedekvæg; blod af tyre, lam og bukke vil jeg ikke have!”

Alligevel – på trods af begrænsningen – så var der igennem disse mange dyrs død – og det var virkelig tale om mange dyr, der led døden på den måde. Da Salomo skulle indvie sit tempel blev der ofret 120.000 dyr[18]! Men igennem disse mange dyrs død blev der banket et uforanderligt budskab fast. Ethvert offer erklærede det og ethvert offer fortalte den samme historie. Det var brændt ind i blodet på folk og røget ind i ethvert lyttende hjerte: Synd er alvorligt – hvert eneste døende dyr betød at et liv blev bragt til afslutning. Synd er alvorligt – det er et forspildt liv.

Da jøderne så templet kollapse, Jerusalem ødelagt og de selv bortvist fra byen i år 70 stod de med et seriøst problem: Hvordan skal synden nu blive sonet? Alvoren af dette spørgsmål må ramme alle, der forstår syndens alvorlige konsekvens. Vores forfatter forstod syndens konsekvens, men han kunne alligevel sige et mere glædeligt farvel til offer-templet, fordi han kendte til et andet offer – et andet sted og langt mere effektivt end de gamle ofre i templet. Forfatteren har indset, at hvis synden virkelig skulle blive fjernes, så måtte synderen dø. At redde en synder for sådan en skæbne krævede en ligeværdig og villig stedfortræder. Sådan en stedfortræder finder forfatteren i salme 40, som han citerer i vers 5-7.

 

10,5-10: Den nye ordning – virkeligheden

 

Vers 5-7 citerer salme 40,7-9, som det står i den græske udgave af GT som adskiller sig en noget fra den hebræiske udgave, som vores danske udgave er en oversættelse af – men I kan jo selv se forskellen.

 

5-6:

Derfor – fordi dyreoffrene var uden virkning gør Jesus så at sige salme 40,7-9 til sin program. Jesus erklærer, at Gud har vist sit ubehag til ofrene ved at lave et legeme til ham. Med legemet kunne Jesus bringe det fuldkomne offer, som Gud ville have. Gud vil ikke have slagtofrene, men har givet Jesus et menneskelegme, så Jesus kan bringe det offer, der virkelig kan fjerne synden. Forfatterens kontrast er altsp ikke imellem offer og lydighed eller godhed, men mellem umælende dyrs ufrivillige offer og ofret af en rationel og åndelig skabning, som ikke er passiv i døden, men som ved at dø gør Guds vilje til sin egen.

 

7:

vers 7: “Da siger jeg”  nemlig da Gud har beredt Jesus et legeme – “se jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.” Jesus siger, at han er villig til at gøre Guds vilje og en parentes fortæller os: “i bogrullen er der skrevet om mig“ om de messianske spådomme i den gammeltestamentlige bogrulle. Jesus er villig til at opfylde det kald til den opgave, som de gamle profeter profeterede at han skulle løse.

 

8-9:

For at ingen skal gå glip af den pointe udlægger forfatteren salmeversene i vers 8-9. De ofrer, som Gud siger han ikke har behag i “dem er det, der frembæres som ofre ifølge loven” – som der står i vers 8. Mens Jesus siger det, så fortsætter han: “Jeg er kommet for at gøre din vilje”. Guds vilje for Jesus er han skal sone og erstatte de utilstrækkelige ofrer. I slutningen af vers 9 står der:

“Han (altså Jesus) ophæver det første (som er de nyttesløse ofrer) og sætter det andet i kraft (Jesu eget endegyldige offer, der også er i stand til at give os kraft til at gøre hans vilje – så vi får skrevet Guds vilje i vore hjerter – som Jeremias profeterede om).

 

10:

“Efter hans vilje” – dvs. efter Guds vilje “er vi nu blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret en gang for alle”. Hvad de mange ofrer ikke kunne frembringe – nemlig helligelse af os mennesker – det har Jesu ene offer frembragt.

Vi er blevet gjort hellige ved Jesu død, og vi vil blive ved med at være hellige selv om vi dagligt kæmper med svagheder og synd. Det er helligelse opnået i tro, ikke ved selvretfærdige anstrengelser, og det er ikke tabt ved forbigående svigt. “Det er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus”.

 

10,11-18: Den tronende ypperstepræst

Afsnitteta fra 10,11-18 giver os en afsluttende fremstiooing af forskellen mellem de gammeltestamentlige præsters ofringer og Kristi offer. Hvad vi skal have her er altså et kort resume, som alligevel giver noget nyt.

 

11:

En ejendommelighed ved helligdommen er, at den ikke indeholder nogle stole. Det var ikke tilladt præsterne at sidde, men de skulle udføre deres tjeneste stående.  Forfatteren hævder, at dette at de står op også er med til symbolsk at vise, at deres arbejde er ufuldendt så deres gentagne ofre ikke fuldstændig kan fjerne synd.

“Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder”.

 

12:

Men da Jesus havde ofret sig selv en gang for alle, hvad gjorde han så? vers 12:

“men denne præst har frembåret ét eneste eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd”.

Jesus satte sig ned. Ofret er bragt – en siddende præst er en garanti for et fuldendt arbejde og et accepteret offer. Den himmelske har en dog stadigvæk en vedvarende tjeneste at gøre for sit folk, men det er forbønnens tjeneste. Forbønnens tjeneste på basis af det offer, der er præsenteret og accepteret en gang for alle.

Jesus sidder for to gode grunde, som vers 13 og 14 viser os:

 

13:

Der er intet andet at gøre for ham end at vente. Vers 13 skildrer Jesu passivitet hvad angår fremtiden. Han afventer roligt at hansf fjender lægges ham for fode[19] – som salme 110 forudsagde.

 

14:

Den anden ting, som er medvirkende til at han nu kan sidde, er at hans offer var så effektivt, at det garanterer at alle, som han gør hellige, også vil nå målet.

 

15-17:

Som bevis på at ofrenes tid nu er slut hiver forfatteren i vers 15-17 igen Jeremias-profetien frem.

 

18:

Det leder frem til en simpel, men afgørende konstatering:

“Men når synden er tilgivet er der ikke længere brug for syndoffer”.

Det er forfatterens sidste bevis for at det efter Kristi offer ikke mere er nødvendigt med et nyt syndoffer. Den nye pagt er trådt i kraft en gang for alle for de troende. “Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til[20].

 

[1]2 Mos 24,8

[2]Det er rigtigt, at forfatterens sprog lyder som Platons lære om ideerne, men det er kun i sproget og ikke i tankegangen. For forfatteren er relationen mellem de to helligdomme en temporal. Hvis den jordiske helligdom er en skygge af den immelske så er det fordi hele den levitiske orden bebuede den åndelige orden i den nye alder. Her som i 10,1 er den gammel orden en skygge af de kommende goder.

[3]Jer 11,6

[4]I den nytestamentlige opfyldelse er pagten ikke begrænset til Israels hus eller Judas’ hus, men er udvidet til at gælde alle troende i alle nationer. Der er også i GT indikatorer, der viser, at pagten ikke mangler denne altomfavnende karakter (Es 42,6; 49,6; Es 19,24f)

[5]Sådan var det også i den gamle pagt: 5 Mos 6,6-9

[6]Matt 5,18

[7]Rom 8,1

[8]En grund til at han vælger templet er for at understrege det midlertidige i hele foretagenedet net.

[9]diaqh,khj noun gen fem sing , from diaqh,kh, hj f covenant; pl. ordinances (of a covenant) or simply  covenant; will, testament (Ga 3.15); both covenant and will (He 9.16, 17; Ga 3.17) 

[10]3 Mos 16,16

[11]Hvorfor står det så i flertal, hvis det er Jesu offer? Det gør forfatteren måske for at lave en parallel til de mange ofrer.

[12]Luk 10,18; Åb 12,3-9

[13]Se Bruce s. 212f

[14]Uden forfatteren dog kommer ind på forholdet mellem Kristi offer og de mange slægters synder i den før-kristelige tid.

[15]10,30; 12,23

[16]Paulus taler også om loven som en skygge (Kol 2,17), men har mere de retslige restriktioner i den gammeltestamentlige tid. Forfatteren tænker mere på den lov, der beskriver sager omkring præstedømmet og ofrene. Det kan også være hele den gamle pagt – men det vigtigste i denne: Loven. Ved at sige noget om det vigtigste i den gamle pagt, siger man noget om hele pagten (a parte poitiori)..

[17]cf. 10,8

[18]1 Kg 8,63

[19]modsat 1 Kor 15,22ff. Hvordan forholdet mellem den uafbrudte sidden og Kristi genkomst er (9,28) forholder forfatteren sig ikke til.

[20]2 Kor 5,17

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *