Denne side er set 836 gange!

Helt ærligt, så synes jeg at det er en ret spøjs prædiken-tekst – den jeg lige har læst op. Det begynder med en dæmonuddrivelse og straks efter får fokus videre på en diskussion om hvem Jesus er og med hvis magt han uddriver dæmoner. Nu har jeg ikke talt efter, men det forekommer mig at være et fåtal af gange, at den, som Jesus hjælper, spiller en så lille rolle. Han bliver jo faktisk glemt nærmest med det samme til fordel for en heftig diskussion.

Men hvis vi prøver holder fokus på ham for et øjeblik – sikke dog en herlig omvæltning. Fra at være besat og stum til at kunne begynde et normalt liv, hvor man kan tale og kommunikere sine inderste tanker ud. Man kan gå i dialog, man kan være et jævnbyrdigt med-menneske i stedet for de få fagter, de stumme sikkert kunne gøre sig forståelige med den gang.

Man må virkelig sige den mand fik en ny start. Foran ligger et nyt liv, en ny tilværelse, en masse nye muligheder… men vel også masse nye fristelser.

Går vi videre til Paulus i teksten, der var skrevet til menigheden i Effesus, så taler han også om et nyt liv. De er blevet kristne – dem, der før var i hedningenes mørke er nu blevet lys i Herren. Og de får skarpe påmindelser om også at være lys, at være det de er: Guds kære børn. Også foran dem . ligger et nyt liv, en ny tilværelse, en masse nye muligheder… men også masse nye fristelser, som slet ikke var på tale, før de blev kristne.

I teksten fra GT taler Moses taler til Israel – de har fået et nyt liv i et nyt land.

40 års ørkenvandring er ved at være slut. Også foran dem ligger et nyt liv, en ny tilværelse, en masse nye muligheder… men også masse nye fristelser. På trods af at folket de sidste 40 år konkret har levet af Guds hjælp i ørkenen, så finder Moses det alligevel nødvendigt at give dem instrukser. Instrukser om at holde sig til Gud, og lade hans vilje være kendetegnende for dem. Om det er nødvendigt? Mon ikke! Faren for at tage ”spådomskunst” og ”trolddom” til sig er reel – sådan havde det været under folkets ørkenvandringen, hvor folket vendte Gud ryggen selv om de hele tiden konkret mærkede hans nærvær og hjælp. Hvad så ikke, når Guds redningsaktion og foræring af landet bliver fortid og alt det fremmede er nutid og fristende fremtid? Selv de største og flotteste gaver kan blive triviel hverdag, så det nye fremmede pludselig ser rigtig spændende ud. Ja, er det ikke sådan, at alt fremmed er spændende? Tyskerne siger: „So ein Ding müssen wir auch haben“. Sådan en ting skal vi også have! Og så er første skridt i faldets tretrins-raket taget, lige som Eva I Edens Have: 1) At se, 2) at blive fristet og 3) at synde (1. Mos 3,6).

Forholdsreglerne er at rense landet for dette afgudsdyrkelse, men helt udrydde dette kan åbenbart ikke lade sig gøre – derfor advarslen: Du må ikke ”gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør”. Guds folk er anderledes – skal skille sig ud ved at følge Gud og ikke hvad Djævelen ellers byder sig til med. Derfor bliver folket også stillet over for de to alternativer, der er her i livet: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet”.

Og Paulus følger trop i det jeg også læste fra alteret: ”For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren, lev som lysets børn” (Ef 5,8). Lige som jøderne stod og skulle ind i det nye land med et nyt liv og nye muligheder, så er skridtet ind i kristentroen også et skridt ind et nyt land, Guds rige her på jorden, med et nyt liv og nye muligheder.

Og det nye liv med de nye muligheder startede ved døbefonten – måske endda ved den døbefont her i Horne/Asdal Kirke. ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.”

Det er den bedste start på livet man kan give sit barn – et dobbelt statsborgerskab. Dér i dåben starter det kristne liv, nu er man ikke bare borger i Danmark, men også borger i Guds rige. Dér startede det – foran ligger et nyt liv med nye muligheder. Lige som jøderne stod overfor at skulle ind i det forjættede land, sådan ligger Guds rige også åbent. Lige som manden i dagens sidste tekst, som Jesus uddriver en dæmon fra – det nye liv ligger åbent hen for ham med nye muligheder.

Men spørgsmålet er, hvordan de muligheder udnyttes. Tag nu den dæmonbesatte, han får faktisk at vide, at bruger han ikke de nye muligheder til at leve sammen med Gud, så vil der komme et tilbagefald. Han kan ikke bare blive ved denne dæmonuddrivelse, han er nødt til at fylde noget andet ind i stedet. Lader man sig fylde af Gud, så er der slet ikke plads til Djævelen.

Hvad jeg mener, kan vist bedst forklares ved en lille historie. Jeg er på slankekur – det har jeg snart været de sidste 3½ år med kun meget lille succes, jeg vokser med opgaven som præst, siger jeg. En af grundene til det er også, at når jeg sad inde på kontoret og lige blev lidt småsulten, så var det eneste jeg kunne finde ude i køkkenet: Chokolade og slik. Og det er altså svært at holde sig fra sådanne sager, når der bare ikke er andet at finde i hele huset. Så haps – og væk er slankekuren! Men nu har vi fundet frem til at vi skal købe frugt og grønt, så jeg altid kan finde et eller andet, når jeg kigger ud i køkkenet. Så har jeg slet ikke lyst til at sætte tænderne i chokoladen – ikke fordi at chokoladen er mindre lækker end før, men fordi jeg er allerede mæt.

Jeg ved godt at det er et tåbeligt billede, men på samme måde er det i den åndelige verden. Jesus fortæller en historie om en dæmon der bliver jaget ud af et menneske, men da den ikke kan finde ro nogen steder, så vender den tilbage til det menneske, den er smidt ud af og så har den nogle venner med sig og det sidste her blive værre for personen end det første gjorde.

Vi skal fylde vores liv med det, som det nye liv med Gud tilbyder os – vi skal fylde os med Gud ellers kommer der noget andet og fylder os. Jøderne fik en god start ind i deres nye land, den dæmonbesatte fik en god start… men at komme godt fra start betyder ikke, at man også kommer i mål.

De fleste af os har sikkert fået en flyvende start i livet: Barnedåben. Vi har hver eneste søndag adgang til den åndelige mad, nadveren, som styrker vores åndelige liv. Vi er frihedens folk på vej til frihedens land,, men hvad bruger vi friheden til? Bruger vi den til at lulle os i søvn? Bruger vi den til at fylde os med en masse, der ikke er Gud? Bruger vi den som påskud til at synde, for en kristen kan egentlig ikke synde, for vi er jo under syndernes forladelse, så den kan vi hurtigt hive til os igen, hvis det skulle brænde på. Der er et idiotisk ordsprog, der siger: ”For den rene er alting rent”… rent vås.

Den dæmonbesatte får at vide, at fyldes du ikke af noget andet, fyldes du ikke af Gud, så vil du blive hjemsøgt igen… ”det sidste bliver værre for det menneske end det første”. Fyld dig med Gud, og det, der hører ham til, ellers vil du igen miste din frihed

Disciplen Peter advarer os i sit andet brev om at misbruge sin frihed, for så mister man den (2 Pet 2,17-22): ”Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første. For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender tilbage til sit eget bræk,« og: »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.«”

At starte godt er ikke det samme som at komme i mål! Djævelen har god tid. Han har ikke noget imod, at vi har en flot start på kristenlivet, så længe vi bare ikke får en god slutspurt ind i Himmelen. Han har ikke noget imod, at vi kalder os kristne i begyndelsen af vores liv, så længe vi bare ikke er det, når vi lukker vores øjne i den anden ende af livet. Han har god tid – og kampen er umenneskelig… ja, Jesus stiller selv spørgsmålet: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”. Det er en umenneskelig kamp!

Men hvad skal vi så gøre for at nå godt i mål? Vi kan lade en anden end Djævelen fylde os – vi kan lade Gud fylde os – lade Helligånden fylde os helt igennem, så vi slet ikke har lyst til noget af det andet – så vi slet ikke har lyst til at fylde os med åndeligt junkfood og åndelige tomme kalorier, for vi er allerede mætte. Vi skal lade Helligånden fylde os – ved at læse i Bibelen, ved at synge vores pragtfulde salmer og sange, ved at læse gode kristelige bøger, ved at tale med hinanden om vores frelser. Vi skal fylde os med ham og ikke fylde os med det, der ellers lokker i løbet af ugen og som egentlig ser meget uskyldigt ud. For jo mere vi fylder os med åndeligt bras desto lettere falder vi for en fristelse. Vi skal fylde os med ham, så vi slet ikke har lyst til noget af det andet. Tænk at den himmelske Gud er min far, han er kærlig og jeg kan få lov til at tale med ham hvert minut hele dagen, hvis jeg ville det, han viser mig sit ord, han er med mig og vogter over mig. Fylder vi os med ham, så har vi slet ikke behov for alle de andre ting, fordi vi har nok i ham. Vi har nok i hans ord – og det ord, gør os salige. For, ”Salig er de, som hører Guds ord, og bevarer det!”.

 

En god start er ikke det samme som at komme godt i mål.

 

Dåben er kun begyndelsen, en rigtig god begyndelse, men kun begyndelsen på livet med Gud, ikke fuldendelsen, ikke afslutningen… begyndelsen. Det er dér hvor vi bliver tilbudt valget: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden… så vælg da livet”. Sådan siger Moses i slutningen af sine lange taler – efter at han er kommet med sine formaninger og sine regler, så summerer han det hele op: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden… så vælg da livet”

Det er dér det begynder – i valgmuligheden: Livet eller døden. Men bruger vi ikke det liv – følger vi ikke opfordringen til at vælge livet med Gud, så vil der ske et tilbagefald. Gud står stadigvæk ved sin del af dåbspagten, men lever vi ikke det liv, så siger vi nej til ham… om ikke bevidste med munden, så i hvert fald ubevidst med livet. Som kristne skal vi skille os ud.

Det kan godt være, at vi ikke vil skille os ud, men vi er faktisk som kristne kaldet til at være anderledes, fordi vi er anderledes, Guds børn. Jøderne blev kaldet til at leve et liv, hvor de skilte sig ud fra dem, der boede i landet. ”Udadlelig skal du være over for Herren din Gud”. Vi kristne er kaldet til at leve et liv, hvor vi skiller os ud fra dem, der ellers er her på jorden, ved at vi lader Gud fylde os, så det gamle livs dæmon ikke må vende tilbage med fornyet kraft. ”I skal ligne Gud som han kære børn…. nu er I lys i Herren, lev som lysets børn”. Guds kald til os – er kaldet om at være hellige. Det lyder voldsomt, men det er det, Gud kalder os til. Det er det, Jesus kom til jorden for at udfri os til – han som er den stærkere, som kan smide det gamle livs dæmon ud.

Vi er kaldet til et liv i hellighed – jeg ved godt, at vi også er kaldet til at leve og tjene i verden. Friheden i Kristus er ikke en frihed til at flygte fra verden – men en frihed til at leve som hellige, dvs. som Guds børn midt i verden. Men hånd på hjertet – det, der nok er den største farer for os kristne i dag, er nok ikke så meget at afsondrer os, selv om det da er mere hyggeligt at være sammen med ligesindende, men selv dér er den største farer nok, at vi tilpasser os verden omkring os. Vi er udsat for pres fra alle sider gennem bøger, blad, radio og fjernsyn, og hvis vi overgav os til dem, så ville vi gå på kompromis med vores tro, gøre vores vidnesbyrd sløvt og kvæle vores åndelige liv.

Der er gennem hele Bibelen et kald til radikalt at være anderledes – ikke at være ens – ikke at ligne det omkringliggende samfund. Man kan kalde kaldet i Bibelen til at være et kald til at lave en hellig modkultur til alt det, der omgiver os.

Men den kristnes kald er dobbelt i forhold til verden. På den ene side er vi kaldet til at leve og tjene i verden, men på den anden side skal vi ikke tilpasse os verden.

, men vi har på den anden side heller ingen frihed til at ofre vores hellighed ved at tilpasse os verden. Det er to forskellige grøfter, som vi kan falde i og her som andre steder, er det ikke i grøfterne, vi skal være, men det er på vejen – i midten. Men det kræver en balancegang. På den ene side har vi verdslighed og på den anden side har vi hellig isolation – og i midten har vi kunne kalde den hellige verdslighed. Jeg vil sige, at at den kristnes kald  er et kald til ”hellig verdslighed”.

Der er en farer i at flade i begge grøfter – det er ikke tilladt os at falde i nogle af grøfterne, så vi skal tage begge grøfter seriøst. Men hånd på hjertet – det, der nok er den største farer for os kristne i dag, er nok ikke så meget at afsondrer os, men nok mere at tilpasse os verden omkring os. Vi er udsat for pres fra alle sider gennem skrift, radio og fjernsyn og hvis vi overgav os til dem, så ville vi gå på kompromis med vores tro,  gøre vores vidnesbyrd sløvt og kvæle vores åndelige liv.